Og bedst som Yasmin var begyndt at bløde op hos sin halvsøster og dennes fader, var det gået galt. Igen. Hun vidste ikke hvad der var sket, andet end at hun havde haft en vild lyst til at flå nogen fra hinanden og sekundet efter havde hun tabt al kontrol. Og så havde hun løbet sin vej. Og hun havde gjort det lige siden. Nu var hun i en ret sølle tilstand, for hun vidste godt hvordan man slås, men ikke så meget om hvordan man overlevede ude i ingen ting. Og ærligt talt vidste hun ikke rigtig hvor hun var.
Hun havde et bjørneskind til at dække sin ellers komplet nøgne krop, og af en eller anden grund havde hun stadig sin langkniv, bare uden bælte og skede til. Så den var hun nødt til at holde i hånden. Hun var dødtræt, for hun havde ikke rigtig sovet de sidste par dage af frygt for, at nogen kunne snige sig op på hende og gøre ting. Og hun var sindssygt sulten. Hun havde heller ikke spist særlig meget.

Hun holdt sig af landevejene, og var nået ind i et område med mange bakkedale og bakker på denne dags gåtur. Det var ved at blive aften. Hun havde stadig ikke fundet noget forbandet mad og det var ved at frustrere hende rigtig meget. Det, samt trætheden, der fik hende til at begå mange fejl. Da tusmørket begyndte at falde på, fandt hun et godt sted og satte sig med bjørneskindet pakket godt tæt omkring sig. Her var pisse koldt. Yasmin var stadig ikke vant til klimaforskellen, og det hjalp bare overhovedet ikke på det hele, at være komplet nøgen under bjørneskindet. Selvom hun måtte sidde og blinke flere gange, var hun alt, alt for stædig til, at falde i søvn.

Fuldmånenætter havde altid en noget tydelig konsekvens for varulve. Deriblandt beboerne på ulvehøj, som havde haft endnu en af disse noget dæmoniske nætter hvor kontrollen var blevet tabt og ulvene var løbet omkring med glubskhed i sinde.
Mirandas nat havde derfor også været noget krævende på den fysiske front endnu engang. Hun var vågnet op igen et sted i skoven, meget nær ulvehøjen og hvor mange af de andre også så småt begyndte at vågne op til de første ståler.

Herefter begyndte hverdagen. Miranda selv var taget ud for at spejde det meste af dagen, og vendte først snuden hjemad ved aftenstid hvor solens stråler var begyndt at forsvinde fra himlen og give det hele et mere lusket og skummelt udseende. Hun havde heller ikke vandret længe før lugten af varulv direkte overtog hendes næsebor og fik den rødhårede kvinde til at stoppe op samme sekundt. Øjnene blev smalle og hovedet blev vendt i søgen efter lugten. Miranda skiftede retning fra sin almindelige rute, og var egentlig heller ikke langsom til at finde hen til området, hvor auraen var så stærkt at kvindemennesket måtte være et eller andet sted.
Miranda så derfor også en skikkelse sidde pakket ind i tykt skin og alligevel ligne en forfrossen ting. "Er du okay?" spurgte hun roligt fra sin placering lænet op af et træ, i den mere belyste del af skoven. Ingen grund til at virke for faretruende, selvom trumfkortene lå ved den ældre varulv.

Det måtte være trætheden der havde gjort hende uårvågen, selvom hun burde have været det. Hun var god til at holde vagt, hun var trods alt blevet tvunget til det meget tit da hun var yngre. Typisk hele nætter ad gangen. Men dengang var det stadig i varme, og herude, hvor hun ikke var helt sydpå længere, og det var koldt, var det ikke helt så nemt at holde sig vågen.
Men i alt fald opdagede hun ikke at der var andre i nærheden før en stemme afbrød den ellers relative stilhed, og fik Yasmin til at kigge brat op fra den plet hun før havde stirret dødt på. Nu var hendes blik dog dybt alarmeret, som hun kiggede op på en komplet fremmed kvinde med lidt voldsomt krøllet hår. Det var mest håret der var iøjnefaldende. Spørgsmålet fangede hende fuldstændig på sengen, for det var slet ikke sådan noget hun var vant til at blive spurgt om. Faktisk var det sjældent at nogen tog sig af om hun var okay på den måde.

"Hvad mener du?" spurgte hun, forvirret, men stadig noget fast i tonen. Overraskende fast taget hendes tilstand i betragtning. Hendes øjne fulgte kvindens bevægelser, nu meget mere årvågne end før. Hvorfor i alverden skulle den kvinde også stille sådan et spørgsmål? Det var altså lidt for underligt, hun fattede det ikke helt, og samtidig brød hun sig ikke om, at skulle sidde ned fuldstændig ukampklar mens en fuldstændig fremmed stod dér og kiggede på hende. Så hun kom langsomt på benene, med bjørneskindet trukket tæt omkring sig, stadig mens hendes blik var ætset fast til kvinden.

Miranda så afventende på den forvirrede skabning, som virkede forskrækket over at der pludselig var kommet selskab. Det var heller ikke rart at blive overrasket på den måde, og Miranda tog det med ganske rolighed at der var alarmklokker ringende overalt i pigens ansigt. Hun havde alligevel ikke tænkt sig at komme tættere på lige nu.

Spørgsmålet der dog kom tilbage, fik imidlerid varulven til at hæve et øjenbryn og lade sine arme falde fra deres tilstand i at ligge over kors. "Tja, du sidder midt i mørket, uden bål, pakket ind i et bjørneskind mens du alligevel ligner en som er fuldstændig forfrossen." påpegede hun stadig med øjenbrynet hævet. "Så det er meget nærtliggende at spørge om den nøgne skabning indpakket i skin er okay, siden det ikke helt virker som om du er helt på hjemmebane." tilføjede hun og holdte øje med hvad kvinden foretog sig. Der var ingen grund til at få en pludselig overraskelse, omend Miranda ikke havde nogen intentioner om at angribe hende, kun forsvare sig. I hvert fald lige nu.

Hun snakkede godt nok meget, hende kvinden. Yasmin gloede dybt forvirret på hende. Der blev brugt nogle lidt avancerede ord, og egentlig forstod Yasmin det godt, men samtidig var det bare nogle underlige måder, at tale på, på sådan en beskrivende måde, som om kvinden beskrev én der ikke stod her. Hun rystede lidt forvirret på hovedet da kvindens talestrøm var slut. "Hjemmebane?" hun stod stille lidt, før det gik op for hende, at kvinden måske spurgte på samme måde, som hendes mor altid spurgte når Azar havde været specielt slem ved hende. "Jeg klarer mig," lød det først, noget afvisende fra hende, som hun forsøgte at tage sig sammen til, at gå videre. Benene gad ikke lystre. De ville helst bare stå stille, og hun var bare så forbandet.. Træt! Det frustrerede hende til bristepunktet, og hendes blik virkede noget mere knottent som det røg tilbage på kvinden efter hun havde kigget sig omkring for at finde den bedste vej væk herfra.

"Hvorfor spørger du? Vi kender ikke hinanden. Jeg.." og så gik hun i stå. Hun vidste ærligt talt ikke hvordan hun skulle udtrykke sin forvirring over for denne fremmede kvinde. "Vi er irrelevante for hinanden. Vi kender ikke hinanden," hun gentog en del af den sidste sætning, som nærmest for at spørge indirekte om, hvorfor kvinden havde nogen form for interesse. Yasmin var ikke vant til at blive lagt mærke til på den måde. Det var en smule ukomfortabelt, især fordi det lå uden for hendes komfortable zone der hed, at hilse på hinanden, eller bare ignorere hinanden.

Miranda så hvordan tandhjulende arbejdede på højtryk for pigen at forstå præcis hvad der foregik i denne situation. Det fik Miranda til at rynke brynene en smule bekymret, og samtidigmed gennemtænkende. Forvirringen lå i mere end en ting. Ud fra at den veludviklede lugtesans fortalte hende, at hun stod foran en varulv, virkede det ikke til at være den eneste forvirrende faktor for kvinden.

Miranda smilede dog som kvinden begyndte at stille spørgsmåltegn til hvorfor Miranda hovedet spurgte. Hun måtte havde med en hård negl at gøre, som ikke var vant til at få næstekærlighed at føle, selv på de mindste måder. "Nej, det er helt rigtigt. Vi kender ikke hinanden" bekræftede hun den anden roligt, og fastholdte hendes blik med hovedet let på skrå. "Men skulle det være en hindring for at spørge dig?"
Miranda udfordrede hende nok lidt med disse spørgsmål, men hun var faktisk nysgerrig efter at vide hvorfor et simpelt spørgsmål var så forstyrrende og forvirrende for hende.
"Er det din første månenat?"

Yasmin skulle til at overveje at gå da den fremmede kvinde igen talte, og virkede forvirrende på ny. Hvad var det overhovedet for et spørgsmål? Det var jo slet ikke op til hende, hvad kvinden havde lyst til at spørge om. Det havde hun ikke retten til at bestemme. Folk kunne stille hende lige præcis de spørgsmål, de havde lyst til, og hun kunne ikke stoppe dem fra at gøre det, sådan var det bare. "Nej, det er det ikke," konstaterede hun blankt, som hun trak bjørneskindet lidt tættere omkring sig. Det var sindssygt koldt herude. Men det ville hun ikke afsløre, hun var en stærk kriger. Også selvom hun følte at hun var ved at segne om at udmattelse efterhånden. Det næste spørgsmål gjorde hende meget mere forvirret, og det var mere end blot lidt tydeligt i hendes blik, at det var sådan, landet lå. "Hvad mener du? Hvad mener du med første månenat, jeg forstår ikke hvad du taler om," der var ingen grund til at skjule den kendsgerning. "Vil du være så venlig at tydeliggøre din mening lidt bedre?" hendes blik, der ellers var fast, flakkede let. Hvis nu bare kvinden kunne gå, så kunne hun måske sætte sig ned og bare få.. En lille bitte smule søvn. Bare lige lidt.

Miranda fandt denne pige noget mærkelig. Distanceret på en måde som hun aldrig havde set før - det var faktisk et eller andet sted en smule skræmmende. Det var som om at menneskelig kontakt, omend det blot var gennem tale, var direkte forvirrende for hende.
Miranda tog en dyb indånding og overvejede om kvinden enten ikke vidste hun var en varulv, eller også at hun simpelthen ikke ønskede at snakke om det. At hun forsøgte at spille dum for at undgå at afsløre sig selv.
"Du er en varulv." konstaterede hun direkte og kiggede på hende med et undersøgende og gennemtrængende blik. "Jeg kan lugte det ganske tydeligt, og noget siger mig, at du ikke har den fjerneste ide om at det er sket." fortsatte hun, men lod sig derefter være stille så hun kunne tænke.
Miranda selv kiggede lidt omkring dem, i stedet for kun at have blikket på den lettere forfrosne kvinde, som næsten desperat forsøgte at skjule at skinnet slet ikke var nok til at holde hende varm. Den tilstand havde også en lille afsløring om at kvinden nok kom længere syd fra. De mere varme områder.

Det var som at droppe en kæmpe spand iskold vand i hovedet på hende. Yasmin stirrede Miranda direkte i øjnene ved den nyhed,før hendes blik vristede sig frit og hun kiggede væk. Heldigvis havde hun ikke set hverken Sigrun eller Bjarni i en skadet tilstand før hun var løbet fra deres by, så det var meget heldigt. Samtidig slog en anden tanke ned i hende. Ulvene der havde angrebet hende og hendes mor. Hun var selv én nu. De havde gjort hende til det, der havde dræbt det eneste hun havde kært tilbage. Det var ikke helt sandt, hun havde også Bjarni og Sigrun. Men hun kunne ikke tage tilbage, ikke nu. Og tankerne der fløj rundt i hovedet på hende gjorde hende voldsomt frustreret. Hendes øjne forblev døde, men en sær lyd under hendes fødder bredte sig videre i græsset, da det frøs i en radius af omkring 60 meter omkring hende. 

Kort efter splintredes mange af græsstråerne ved det pres hun fraværende havde lagt på dem med sin is-magi. Hun stirrede stadig ud i luften da det skete, men kort efter begyndte hun at vakle let, da hendes lille "show" havde slugt al hendes magiske potentiale, samt en god del af hendes energi, som i forvejen var næsten ikke eksisterende. Hun kiggede mod Miranda, blinkede et par gange og hendes blik var for en gangs skyld andet end forvirret og hårdt. Der var noget næsten bange over det.
"Én af dem.. Er jeg blevet til én af dem?" hendes spørgsmål blev nærmest hvisket, og for en gangs skyld var hun ikke distanceret. Følelserne var helt uden på huden, og det var tydeligt præg af angst, vrede og til sidst skam over at have ladet kvinden se hendes svaghed. Kort efter forsvandt de følelser lidt da hun noget pludselig mistede bevidstheden og faldt om hvor hun stod.

Det var en stor nyhed, og næppe en dejlig ind at få udleveret. Kvinden så i hvert fald fuldstændig mærkelig ud i ansigtet, stadig forvirret, men nu også med mange andre følelser, kolliderende samtidigmed. Tankerne så ud til at køre på højtryk og pludselig, som lyn fra den klare himmel, krøb isen frem som steppebrand fra hendes fødder og videre rundt i skoven. Om det var en følelsesmæssig påvirkning eller magien der spillede et pus var ikke til at sige, men det gav Miranda lidt mere viden, efter hun var færdig med at skrabe isen af sine egne sko.

Et stærkt gennembrud af ren energi syntes at skyde igennem kroppen på hende, som hendes egen isevne tog en drejning i en helt forkert retning og sendte iskrystaller hele vejen op af træet hun stod op af, og mere eller mindre frøs samtlige blade fast i et klar farve. det spredte sig en smule ud oveni det i forvejen fremmanede is og gjorde det tykkere. Mirandas evne valgte dog i stedet at skyde op i et par træer, i stedet for at krybe hen over jorden. Mentalt bandede hun højlydt over det, men forsøgte at holder sig rolig over det situationen.
Hele situationen havde dog tærret hårdere på pigen, end Miranda selv, selvom denne stadig var fast fokuseret på den nye oplysning frem for den fremkommende is.
"Kunne du lyde lidt mere fordomsfuld" knurrede Miranda lavmeldt, over den hviskende udmelding der kom. Jo, det var et chok, men Miranda var efterhånden træt af at blive sat i bås som et monster.

Derefter syntes tingene at gå stærkt. Kvinden fandte sammen på den nu frosne jord, og var vel faldet tungt i søvn, efter at havde udtømt en god del magi fra sine reserver.
Miranda stod et øjeblik og overvejede situationen, inden hun med et suk lod armene falde fra den foldede tilstand på ny, gik hen til kvinden for at pakke hende ind i skinnet igen på ny.
Her opdagede hun nogle noget langt mere forstyrrende ting. Hun havde nogle sår, nok efter noget angreb, specielt den fra en varulv, men også andre. Hun var ikke deform, men mærkerne var gamle, flertallige og oftes påført nøjagtig samme sted. Et kort gys gik igennem varulvekvinden, som hun pakkede den nøgen kvinde ind igen, for derefter at lave et bål, og dermed få smeltet noget af isen væk. Hvis hun frøs før, hjalp det ikke med det nye islag. Og derefter, ventede hun.

På den ene side opfattede hun godt hvad kvinden sagde. På den anden side var hun allerede så langt mentalt at hun ikke gjorde. Hvorom alting var, så var det ret svært for Yasmin at besvare spørgsmålet i sin bevidstløse tilstand. Hun forblev sovende gennem opstillingen af bålet og det at blive pakket ind i sit bjørneskind på ny. 
Først godt og vel halvanden time efter, vågnede hun op, ikke så meget fordi hun frøs, men fordi en varmende fornemmelse krøb ind over hendes ansigt. Hun slog omgående øjnene op og stirrede direkte ind i flammerne tilhørende et bål. På den anden side af bålet sad kvinden fra før, og som hun kiggede på det viltre hår tilhørende denne, kom hun i tanker om ordene. Fordomsfuld? Hun fattede det slet ikke, hvorfor skulle hun ikke være det? Hun havde kun hørt få ting om varulve. De var mennesker, til de blev ulve, og de var virkelig, VIRKELIG farlige. Hvis det var det, hun var selv nu, var hun til en fare for andre, og det var hun ikke glad for, at være. Hun satte sig langsomt op, stadig påpasselig med at holde skindet godt oppe omkring sin krop. Hun var træt af at fryse. Bålet hjalp dog på det. Hun kiggede kort hen på den fremmede før hendes blik sank ned mod bålet igen. En kende nedslået. Ikke nok med, at hun var til fare for alle omkring sig, så havde hun lige udvist stor svaghed over for kvinden, og det var meget skamfuldt. Havde Azar set det, så havde hun fået et ordentligt lag prygl, ingen tvivl om det.
"Hvad skal jeg så gøre nu?" Hun kunne ikke se andet at gøre end at spørge hende, som havde givet hende den forfærdelige nyhed. "Jeg ved intet om varulve. En flok af dem slog min mor ihjel, og nu er jeg en varulv. Hvad skal jeg gøre?" hendes blik satte sig fast i kvindens. Hun forsøgte både at være åben og samtidig fast. Det var en sær kombination, der forvirrede hende selv lige så meget som den sikkert godt kunne virke forvirrende på kvinden der sad på den anden side af bålet.

Miranda sad mere eller mindre urokkelig og stirrede fast ind i ilden. Den lette dans op af brændestykkerne, genskæret det gav over samtlige områder i nærheden. Det var faktisk meget beroligende, og meget effektivt til at sidde med hænderne foldet i skødet og tænke.
Hun overvejede stadig om hun bare skulle gå sin vej. Det var ikke hendes problem at kvindemennesket rendte forvirret og nøgen rundt. Eller, det var lidt hendes problem at hun var så tæt på ulvehøj og ville kunne afsløre eller vade ind på deres territorium. Derudover, havde hun virkelig intet ansvar.
Alligevel blev hun siddende. Siddende til bevægelse på den anden side af bålet fik Miranda til at løfte de blå øjne fra gløderne og i stedet forkusere på den noget forvirrede kvinde igen.

Orderne hang ikke helt sammen med holdningen som kvinden udviste. Hun var nærmest stålfast og udtrygte alligevel meget usikkerhed igennem sine ord og ikke mindst spørgsmål. At hun bad Miranda om at tage stilling til hvad hun nu skulle gøre, var et tydeligt tegn på at kvinden virkelig ikke anede hvad det ville sige at være varulv.
"Først skal du nok være forberedt på, at hver eneste fuldmåne nat, ender ud i ren kaos." startede hun roligt ud.
"Jeg beklager det som skete med din mor, men ikke alle varulve opføre sig lige hensynsløst." månenatten var et andet væsen så at sige. Mange kunne intet styre når de var i først blev tvunget ind i ulvestadiet.
"Men hvad har du selv lyst til at gøre? Vide mere om din tilstand, eller stikke fingerne i ørerne mens du fremsiger forskællige vers om hvor onde og brutale alle varulve er? - Blev du ond af at blive bidt måske?"

Det kunne hun bedre bruge til noget. Et direkte svar omkring hvad der nu skulle ske i stedet for alle de vage forestillinger hun havde inden i hovedet. Men det var, som hun havde regnet med. Alle fuldmånenætter ville sikkert blive lige så horrible som denne. Hendes eneste forhåbning var, at lære bare en lille smule om kontrol over det indre bæst som hun nu kunne mærke røre på sig inden i hende. Det var måske der al den indestængte vrede kom fra? 
Mens kvinden talte videre, lyttede Yasmin opmærksomt. Da endnu et spørgsmål poppede op, overvejede hun det nøje. Selvfølgelig ville hun vide mere om sin tilstand. Men det lød næsten som om, at kvinden tog det personligt hvor ignorant hun var og hvor lidt hun vidste om varulve, og det forvirrede hende faktisk en del. 
"Nej, jeg kommer ikke videre af, at vende et blindt blik mod mit problem," indrømmede hun roligt, mens hun kiggede ind i bålet. Hun var heller ikke blevet ond af biddet. Det var så mærkeligt at tale om.

"Jeg er ikke blevet ond. Men jeg kan godt lide at være i kontrol," Kontrol og selvdisciplin. Det var så forbandet vigtigt. Hun tog en pind op fra skovbunden og pillede lidt rundt den, åndsfraværende. "Det er svært at være i kontrol hvis jeg er nødt til at løbe fra alle dem jeg kender ved hver fuldmåne, for at undgå at skade dem," hendes blik var nu nede mod jorden i stedet for i bålet. "Jeg vil meget gerne høre mere hvis.. Hvis du har lyst til at fortælle mig om det.. Jeg mener.. Jeg er ikke dit problem, så jeg forstår godt hvis du hellere vil hjem," hun var vant til at der kun havde været én der havde bekymret sig om hende hele hendes liv, og hun var mere end vant til, at fremmede plejede at lade hende være for sig selv. Det var meget normalt i hendes liv.

Som brikkerne begyndte at falde på plads, og roen, samt fornuft, overtog der hvor panik og forvirring før havde fundet sted, gjorde samtalen en hel del mere rar for Miranda at føre. Hun huskede godt selv hvordan det havde været, men efter at havde taget sådan en samtale som denne en jævn del gange, blev man overraskende nok ikke mere vant til det. Dertil, kunne irritationen over andres uvidenhed være svær at slippe af med.

"Det skal du nok vende dig til, at du ikke altid har. Kontrol tager mange år og opnå i varulveform, og den er aldrig fuldstændig. Ikke hvad jeg ved af" Hun vidste godt at Lestat sagde han havde fuld kontrol under fuldmåne, men hun troede ham ikke så meget som en meter.
"Jeg skal nok hjælpe dig." bekendtgjorde hun roligt, men det blev nok ikke en nem process for nogle af parterne. "Kontrol har intet med din lokation at gøre. At kunne kontrollere hvornår du ikke er til fare for andre, afhænger af månen" Miranda gjorde en gestus op mod himlen, men vendte hurtigt blikket tilbage igen, efter at havde sat sig bedre til rette i skrædderstilling. "Det er du nødt til at vende dig til - men du er ikke den eneste med denne forbandelse. Nogen ser den som en gave, andre, som mig, en forbandelse. Vi samles gerne i vores egen art, og det er tilladt at jage os. Selv lysets godvilje er ikke nok til at redde 'fortabte sjæle'." der var bitterhed at spore i hende stemme, men kendsgerningerne var som de var. Det var svært for en ulv at klare sig. "Derfor er mange også vilde og med tendens til ondskab. Hvis alle ser os som nådesløse og brutale, er det svært at være andet."

Yasmins tanker fik frit løb. Hun lyttede dog til kvindens råd og tog dem til sig mens hun vedblev at rode rundt med den pind hun havde fundet. Da kvinden sagde at hun nok skulle hjælpe, startede Yasmin ud med at være lettet, hvorefter det gik op for hende, at hun nu kunne siddestille denne kvinde med Azar, som en form for mentor.
Umiddelbart lød det ikke til at denne kvinde var som Azar, men de kendte jo ikke hinanden, så det var stadig en indre frygt hun havde for, at hun måske var kommet ind i en rigtig dårlig situation. Frygten lyste kort ud af hendes øjne.
"Tak," formåede hun dog alligevel at mumle, en smule reserveret, før hun lyttede videre til hvad kvinden havde at sige. Det lød faktisk som om, at hun selv var en varulv. Rigtig meget.

"Du er også selv en varulv," konstaterede hun lidt mere roligt, mens hun knækkede sin pind i mindre dele og kastede stykkerne ind i ilden. "Det er derfor du synes jeg er fordømmende. Det beklager jeg, jeg ved intet om.. Vores slags," der var en let tøven da hun sagde det, men til sidst erkendte hun, at hun var en varulv selv. Der var ikke rigtig andre muligheder.
"Så hvordan skal vi gøre det? Hvordan vil du hjælpe mig til at få kontrol?" den eneste grund til at hun spurgte var for at gennemskue, hvilken kaliber, kvinden her var. Om hun var en god person eller om hun var lige som Azar.

Kvinden var en speciel kombination af hårdhed, blandet med at hun ikke helt kunne holde følelserne gemt bag øjnene. Frygten der havde skinnet ud af hende for et ganske kort øjeblik, koblede Miranda dog mere sammen med at hun lige havde fundet ud af at hun var varulv. Ganske naturlig reaktion ville Miranda i hvert fald mene.

Miranda tog en dyb indånding og lagde armene tilbage over kors. "Og det du ved, har nok heller ikke haft nogen venlig klang" påpegede hun stadig en smule bitter. Men det var standard at folk fik skrækhistorierne og ikke de ægte sandheder. Ikke alle varulve var venligsindede, skulle det dog påpeges.
Miranda lod sine skuldre slappe af på ny, og kiggede lidt ind i ilden. "Ved ikke hvor meget der er at lærer, andet end at indlærer hvornår månen er fuld, samt aflæse det om natten, skulle du miste overblikket over tiden." Forklarede hun kort og kiggede en smule undersøgende på den anden kvinde. "Du kan tage med tilbage til klanen. Vi er en samling af varulve ikke langt herfra. Hvor vi forsøger at leve fri for andre og blot leve et liv uden død og ødelæggelse ved hver hjørne." forklarede hun roligt, mens hun holdte øje med en hver reaktion.

Kvinden foran hende virkede ikke til at være lige som Azar. Men hvem vidste. Hun kunne aldrig være 100% sikker. Hun var reserveret fra, at stole på nogen som helst ud over Sigrun og hendes fader, og de to var hun nødt til, at holde afstand fra, til hun havde styr på dette varulvebæst der var inden i hende. Hun observerede hver bevægelse fra kvinden og trak bjørneskindet tættere om sig. Hun havde aldrig været særlig stolt over de mange ar der prydede hendes krop, for det var alle sammen ar skabt af den skam, Azar havde sat hende igennem hver gang hun havde fejlet ifølge hans forventninger. Bitterheden fra den anden kvindes stemme bragte Yasmin ud af sine tanker. "Du har ret," lød den ærlige konstatering.

Tilbuddet om at tage med tilbage til kvindens klan fik Yasmin til, at tøve. Hun blev lidt forvirret og også lidt nervøs, da hun aldrig havde været god til mange folk på én gang. Og desuden kendte hun knap nok kvinden foran sig. Men hvordan skulle hun nogensinde kunne stille kvinden et spørgsmål for at få et passende svar? Det var måske lige lovligt meget at spørge, om kvinden var skingrende psykopat lige som Azar. Hun begyndte at gnide sine tindinger, da en hovedpine langsomt havde sneget sig ind på hende. Helt sikkert et resultat af kulden, manglen på næring og søvn og så dét, at hun havde tømt sine magiske reserver fuldstændigt.
"Jeg.. Jeg ved ikke.. jeg mener," hun formåede at stoppe sin vrøvlen, før det blev for meget til hendes eget hoved og kiggede noget mere undersøgende på kvinden. "Jeg kender jer ikke. Og jeg har dårlig erfaring med at være sammen med andre folk. Ikke varulve, folk," hun ville gerne sikre sig at kvinden var indforstået med at det ikke var fordi de var varulve, at hun ikke var så glad for at tage med hende. "Men jeg klarer mig nok ikke herude alene, hvor meget jeg så end hader at indrømme det," konstateringen fik skammen til være lidt for tydelig i hendes ansigt, som hendes blik sænkede sig og hun smed pinden ind i bålet.

Miranda var faktisk imponeret over at kvinden ikke bare sådan lige lod sig overtale til at rejse med hen til en fremmed flok af varulve. Nogen søgte trykheden så snart de kunne, men glemte at være skeptisk på vejen. Miranda opnåede faktisk at få et træk i læben, der næsten opnåede at blive et skævt smil, men kun næsten. Det gled hurtigt ud i mere neutrale former, mens hun afventede.

"Du er ikke dum - selvom vi ikke ønsker at skade dig, kan den skeptiske side holde en i live og ude af mange dårlige situationer" Miranda åbnede sin skuldertaske og fandt en lille pakke frem og kastede den over ilden, til Yasmin. "Her, spis det" den lille pakke indeholdte noget brød og lidt tørret kød. Miranda havde af bitter erfaring lært, at have en madpakke med, selvom man kun regner med at være afsted i kort tid, kunne redde ens liv.
Miranda rejste sig, og begyndte at strække ryggen, inden hun talte videre. "Men nej, du klare dig nok ikke herude alene. - Men vi ved nu at du er her, og vil derfor ikke jage dig." forsikrede hun, hvorefter hun løftede armen for at pege i en retning. "I den retning, for omkring et par kilometer, kommer højene hvor vi høre til. Du kan komme og gå som du ønsker, således du også selv kan vende dig til tanken om at være iblandt os. Du skal ikke presset ud i noget" ligne nu virkede kvinden dog mere som om hun havde brug for mad og hvile, helst med varme i nærheden.

"Jeg er blevet kaldt meget: Ikke god nok, et skamfuldt barn, en uperfekt kriger - dog ikke dum," konstaterede Yasmin med et skuldertræk. De øgenavne havde knap nok effekt på hende længere. De gjorde hende ikke ked af det, de fik hende blot til at præstere mere hårdt. Gerne til hun segnede, og så igen. En enkelt gang havde det været at stå hele natten med fødderne i et iskoldt vandbad, uden at falde i søvn. Hun havde rent faktisk formået at gøre det. Som tretten-årig. Før den alder havde den handling, den bedrift været umulig for hende. Den dag i dag, var det let nok. Men det havde stadig sine effekter på kroppen selv, hvis hun gjorde det for meget. Det var måske også derfor hun i det hele taget var i live i dette øjeblik og ikke bare lå stiv og forfrossen på jorden.
Hun greb pakken, som den blev kastet til hende og åbnede den med det samme for at indtage maden deri. Det smagte af mad. Yasmin havde ingen præferencer når det kom til den slags. Hun havde ikke lært at værdsætte god mad, for det var ikke en prioritet for hende.

Kvindens ord var logiske. Hun ville ikke klare sig. Det gav meget mening. Selv med al sin træning, var det umuligt i sin nøgne tilstand. Selv med bjørneskindet. Det største problem var hendes hindrede bevægelser fordi hun intet tøj havde og derfor var nødt til at holde det bjørneskind omkring sin krop. Hun kiggede mod kvinden da denne rejste sig.
"Dine ord er logiske og jeg bør egentlig bare følge dem. Jeg vil give din stamme en chance, og følge med dig, for selv hvis jeg hviler her, er jeg ikke i den tilstand der er påkrævet af mig i vildmarken," hun begyndte selv at rejse sig, ligeglad med sin egen træthed. Det her var én af de momenter hvor hun bare kløede på, selvom hendes krop sagde nej. Overlevelsen kom i første række. Komfort var irrelevant.

Miranda nikkede accepterende til kvinden, der talte med en stemme der virkede langt mere voksen end hendes udseendsmæssige alder gav udtryk for. Ved nævnelsen af de mange øgenavne hun havde måtte leve med, var det egentlig ikke nogen overraskelse.
Det var ikke en barndom nogen skulle ønske - men der var ikke meget at gøre ved det i øjeblikket.

Miranda ventede til at pigen fik rejst sig op og begyndte at stavre i hendes retning, med kolde og trætte lemmer. I et lidt lavere tempo end normalt banede Miranda vejen frem i mørket, uden at have nogen problemer med at finde vejen. Hendes lugtesans var af stor behjælpning, samt det faktum at hun efterhånden kendte lommen som sin egen bukselomme. "Vi skal nok finde noget tøj til dig, når vi når frem." det ville nok ikke blive verdens bedste tøj, men det var varmt og udfyldte formålet med påklædning. Nemlig at man blev dækket og kunne holde sig varm.