En kølig efterårs nat. Regnen silede i miles omkreds og vinden blæste kraftigt fra øst og hæv kviste blade og andet dødt med sig. De sidste dyr på gården blev lukket indendørs inden en skikkelse løb hen over gårdspladsen, hen til lyset fra vinduet hvis gardiner kun var trukket halvt for.
Godset stod stille, de mange gange emmede ikke af dens naturlige liv. Kun få var tilbage efter de mange plager og katastrofer havde ramt landet. Lyset forsvandt, efter en ældre dame havde pustet lyset ud og resten af godt folket havde trukket sig tilbage til sovekammeret.
 
Avaion trak sig tilbage fra vinduet hvor hun havde observeret de sidste af hendes tjenere færdige gøre deres pligter inden de kaldte det dét for dagen. Vejret blev trukket tungt ind igennem næsen, mens den ene hånd greb fat omkring et vævet stof der udgjorde en simpel sortkjole der trods det ellers kedelige og kontroversielle design, alligevel fik dæmonens krop til at blive fremhævet på en måde mange kvinder ville finde misundelsesværdigt. Det ene virkende øjne vendte sig tilbage imod cirklerne der fremgjorde hidkaldelses ritualet. Det havde stået klar siden midt dag. Men hun havde endnu ikke gennemført det. Stearinlysene flakkede næsten hånende i vinden der sivede ind fra vinduerne der trods alt ikke var helt tætte. Og oplyste rummet hun befandt sig i, som for mange ville blive beskrevet som et bibliotek.
Med endnu et drag af tyngende vejrtrækning igennem næsen rejste dæmoninen sig endelig fra vinduet og bevægede sig langsomt hen imod cirklen. Dog ikke uden at lade fingrene glide hen over de mange bogrygge ind til hun fandt den som stak en smule ud fra resten af dem. Siden hun skulle bruge, var allerede blevet åbnet så mange gange at slid var begyndt at optræde på den fine grønne bogryg der gjorde det hurtigt at slå den op.
Med en dyb indånding, begyndt Luxuria med en hæs stemme at fremagne ord der blev til sætninger kun få ville kunne tyde. Mens det sorte øje fløj fra bogstaverne i bogen til cirklen og tilbage igen.

Som en dæmon der næsten levede i sin magiske evne, vandrende fra drøm til drøm, havde plagen af kaotisk magi ramt Belphegor hårdt. Han kunne ikke længere styre narrativerne, drømmenes flow. Når det var værst kunne han ikke engang vågne igen.
Den første uge havde han stædigt insisteret på at forsøge at vriste kontrol tilbage fra den forbandelse der hang over landet. Efter en lang og indædt kamp, hvor han en stund risikerede helt at falde i koma, måtte han til sin ærgelse erklære sagen tabt.
Anden ugen var han effektiviteten selv: han løste tre jobs, fik undersøgt den der plage og sat sn dusør på et par af de ansvarlige - han regnede ikke med at det ville hjælpe, men hævgerrighed var en ganske dæmonisk følelse.
Uge tre havde han holdt op. Hans synds tilbøjelighed til apati havde indhentet ham. Hans krop behøvede ingen søvn, men hans sjæl gjorde og der havde gået to uger.
Det var 3 måneder siden.
Rummet blev to grader køligere. Belphegor registrerede til at starte med slet ikke at hans omgivelser havde skiftet selvom han sad med smertefuldt åbne øjne. Han var gået fra et halvskummelt rum til et andet, men det var først da hans krop mærkede en velkendt, elektrisk impuls at hans sind boblede op til overfladen.
Ganske langsomt foldede han sig ud til en stående stilling og så sig omkring. Hans tungespids pirrede dvadt ud mellem hans læber som en anden øgle, men det smagte ikke af en drøm. Han drejede ugideligt om på hælen indtil han endelig stod ansigt til ansigt med hende.
"..men du kender ikke mit navn.." Sagde han uforstående og inspicerede hidkaldelsescirklen, "ah.. stjernerne."
Han var iklædt simpel uld, gråt, som altid og da han stak hænderne i lommen og skævede til hende fra under det filtrede hår var det næsten helt drenget.
"Luxuria", han nikkede og hendes navn forlod ham med samme åndeløshed som var de tilbage på øen.

Avaion brød sig ikke om sentimentalitet, desværre kunne hun ikke helt slippe den vemodige følelse der skyllede hen over hende da hun så den anden dæmons tilstand.
Hun havde ikke set ham ansigt til ansigt siden deres, lille eventyr på havene. Og det der stod foran hende, trods den velkendte skikkelse og påklædning, var der en gnist dovenskaben dog alligevel havde, som virkede, væk.
Et kort bekymrende udtryk driftede hen over det kønne ansigt før det forsvandt lige så hurtigt som det var opstået.
Hun havde ikke tilkaldt ham for at sludre om gamle tider, men om hjælp han kunne skaffe hende.

Selvfølgelig for en pris. Af andet end blot rigdomme og trivielle ting. ,,Acedia" gengældte hun hans hilsen og lagde armene overkors.
,,har plagen spillet med dine kræfter kære dovenskab? Du virker..." Et bryn blev løftet, ja hun havde virkelig ikke et ord for hvad der skyllede hen over hende når hun betragtede ham. Alt ud over den overdyngende lyst til at han kunne få en uprovokeret søvn.

"..Træt?" Belphegor lo humorløst. Han var en smule træt, det var åbenlyst at se, men det interesserede ham ikke. Derimod, som han nærstuderede hende under tunge øjenlåg, kunne han sværge på at have set noget. Et glimt af sympati før hun lagde låg på - Luxuria dog. Det provokerede ham næsten en smule; hidsighed lå ikke ligefrem til dovenskaben, men en stille syden der aldrig blev til andet. Hvor vovede hun at forsøge a  omsørge ham. Det var hende der var kronisk forbandet og psykisk skadet og hvis han havde giddet bare det mindste og haft kapaciteten..
Men den slags hypotetiske situation førte til tankespind førte til dagdrømme førte til søvn.
"Hvorfor han du hidkaldt mig?" Spurgte han og trådte så tæt på Luxuria som hidkaldelsenscirklen tillod - han havde endnu ikke inspiceret den dybdegående nok til at vide om han kunne krydse de rødbrune streger, "..jeg går ud fra at det ikke blot er et.. socialt visit."
Belphegor tilood sig at håbe; han magtede ikke lige at skulle til at tage tøjet af og - værre - på igen.

Hun hævede et øjenbryn, mens er skævt smil løftede de fyldige læber. Et kort fnys forlød næseborene mens hun vente sig om for at hente en stol at sætte sig i.
Som meget nøjsomt blev slæbt tilbage hen over de hærdede planker der udgjorde gulvet i biblioteket.
Da den var en passende afstand fra cirklen satte hun sig ned og lagde det ene ben over det andet, som afslørede hendes bare fødder.
Hun var ret sikker på cirklen tillod at han kunne krydse stregerne. Men ind til videre virkede det til at han ikke havde tænkt sig at tage chancen. Der huede hende nu ganske godt.

Ja hvorfor havde hun tilkaldt ham. Så mange grunde men ikke nok tid. Denne chance kunne ikke blive forspildt og slet ikke på grund af en hvis dæmon ikke så ud til at kunne styrer sine kræfter. Mon ikke hans yndige datter kunne hjælpe ham? Bare tanken om Kench fik ansigtet til at skære en grimasse.
Efter et stykke tid hvor hun blot betragtede ham åbnede hun langsomt munden.
,,Jeg har brug for din hjælp. Til at dræbe Superbia." Dette var hendes eneste sætning hun ytrede mens hun betragtede hans reaktion.

Belphegor stirrede irritabelt da Luxuria satte sig; endnu en grund til at få kastet et længere blik på runerne. Det var ikke hans forte, men det lignede ikke at der var nogen binding. Han fangede kusinens blik som hendes øjne også kørte og blandingen af kridt, kul og blod. Hun vidste det heller ikke, fik han pludselig et stærk, intuitiv følelse af. Hun havde knap og nap teknisk kunnen nok til at hidkalde ham. Han rynkede på brynene.
"Nå, har din trættende søster ikke gjort det for længst?" Fnøs han og sank ned i skrædderstilling. Dels for at nærstudere linjerneg dels fordi han var træt af at stå, "det skulle man ellers tro hvis man gad bruge bare fem minutter pa at lytte til hende.
Belphegor havde generelt ikke meget til overs for den titelløse dæmoninde, og derfor lagde han også eh understregende tryk på at hun primært var Luxurias slægtning.

Hendes øje blev mørkere mens øjenbrynene faldt til en irriteret linje. Han havde virkelig behov for at sove, han var mere ulidelig at høre på end normalt.
,,hvis hun havde gjort det, havde jeg nok ikke hidkaldt dig" det prikkede i hendes venstre arm da Avaion mærkede hvordan en svag flamme lå og ulmede rundt omkring den. Selv hun havde haft svært ved at kontrollere hendes magier, hvilket var en af grundene til at godset var så tomt. De få folk som stadig var her, bar magiske krystaller der havde kostet hende en formue, bare for at opretholde en hvis form for livsstil. Hun smagte, lugtede og mærkede lyster så kræftigt at hendes hunger var et dybt hul og hun kunne ikke længere styrer det. Hendes rigtige krop var hvad hun behøvede, samt gik rygterne at dæmoner der opholdte sig i riget ikke skulle bekymre sig om denne forfærdelige plage.

,,Mit spørgsmål er simpelt vil du hjælpe mig med mine spørgsmål og med viden om en hvis artifakt?" Det var tydeligt at det næste hun prøvede at sige bestemt ikke faldt i god jord ,,jeg kan give dig tre store tjenester for det" det var meget at lægge ud med, men det vidste hvor desperat hun var blevet for at komme videre med denne hævntogt. Men så, for hende kunne det lige så godt ende i hendes død.
,,Hvis jeg dør, vil min slægt være pålagt at fuldføre min handle" med charmerende smil afsluttede hun dog den sidste del af sig tilbud. Selvom hun havde mest lyst til at vrisse ordene ud og skrige over hun havde bragt sig selv i denne situation.

Belphegor fulgte linjerne af Luxurias ben til hendes ansigt i forundring. Var hun seriøs? Information var sjældent mere end en lille tjeneste værd og siden han ikke kunne forestille sig hvordan det kunne bruges til at skade ham, så hun måtte virkelig være desperat. Måske regnede hun med at dø og fælden lå der. Han vidste ikke hvor meget anden slægt hun havde ud over Priscilla og ellers ville gælden vel falde tilbage.. på ham. Han lagde hovedet på skrå. Det hele var lidt for kringlet for Luxuria, for mange hvis'er og for lange effekt-kæder. Hun havde altså brug for hans hjælp, hun var utålmodig på grænsen til det rastløse - men hvem var ikke det fra hans perspektiv. Efter 2000 år var Kzar Moras porte endelig åbne og hun desperat efter at genvinde sin krop; det ville være direkte uetisk at udnytte hende.
Belphegor slikkede sine læber.
"Spørg."

Det virkede næsten for nemt. 
Avaions øjne blev smalle mens hun lagde hoved på skrå. Kunne det virkelig være så nemt? 
Hun rejste sig hurtigt op i sin fulde højde som gjorde at stolen blev trykket et stykke bagud. Tre store tjenester også ganske meget, alt efter hvordan man så det. Men Avaion havde levet så længe i uvished om hvem hun var og på dette punkt var den ældre dæmoninen nok klar til at ofre alt hvad hun kunne på nær sin egen sjæl for at fuldføre denne mission. Og om det så var prisen at stå i gæld til dovenskaben, så kunne hun finde andre dæmoner hun ville nægte at handle med. 
Hun trådte et skridt tættere på hvor han sat sig og tog en dyb indånding. Hun var ret sikker på han selv ville kunne bryde sig løs, men valgte dog alligevel at køre den bare fod hen over linjerne foran ham for at bryde den endeligt så det var tydeligt at han nu intet problem skulle have til at komme ud.
,,Følg med.'' hun vente hurtigt ryggen til ham og gled i en flydene bevægelse langsomt hen til døren som hun åbnede. Hendes skridt var velplaceret og ganske langsomme, mest af alt fordi hun vidste hvem hun var i selskab med.

Nå nu skulle han også til at gå? Hele dette eventyr blev gradvist mere og mere krævende og hvis det ikke var for løftet om tre store tjenester ville han nok allerede sig fra. I stedet fulgte han med og skønt han intet sagde da hun satte tempoet til hans behov, trådte han lidt hurtigere indtil de gik side om side. Der var ingen ord, blot den komfortable tavshed af to der havde gennemgået hele repetoiret af smalltalk årevis siden.
Det var først efter  minut at Belphegor indså at hans hånd helt af sig selv havde smøget sig bag om hendes ryg og fundet hendes hofte. Måske var det hans selvkontrol der var flosset for tiden, måske var det hendes blotte begær der havde hobet sig op over årtusinder, men nu lå det der med en naturligvished der gjorde det svært at flytte den igen.
"Så hvor fandt du den?" Spurgte han endelig. Der var meget få ting hun virkelig havde brug for hans hjælp til - det var ikke svært at ekstrapolere. Han forventede ikke at hun havde brug for at han fortelte præcis hvordan han havde klemt om sin fars luftrør.

Hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro at der ikke var gået så mange år siden de sidst havde set hinanden. Jo vidst drømme havde ført dem sammen en enkelt gang eller to. Men hånden der lå på hendes hofte var så naturlig at hun ikke selv lagde mærke til det.
Ikke før at hans stemme var en del tættere på hendes øregang end den burde have været for to personer der blot gik ved siden af hinanden.
Hendes fingre tog lidt af hans hår i nakken og lod nogle strå glide igennem fingrene. ,,det var ikke nemt" mumlede hun stille ved hans øre.

hun mærkede skibets træ bag hendes ryg hans kys imod hendes hals. Hendes hænder i hans hår.

Avaion rystede hurtigt på hoved og ventet blikket stift imod gangen foran hende mens hånden var blevet fjernet fra hans hår hurtigere end den var kommet der op.
Kun få meter endnu.

Belphegor mærkede sandsynligvis skiftet et splitsekund før Avaion som hans indvolde pludselig vendte sig. Deres evner havde altid interageret en smule mystisk og nu lod det til at ingen af dem havde den sædvanelige kontrol. Luxuria osede ligefrem af sex - både fysisk og magisk - og hvis han havde været bare en smule mere varmblodet, havde han nok kastet sig over hende.

En hånd solidt filtret ind i hendes hår, den anden possessivt placeret på hendes hofte.

I sidste ende var drømme en mikstur af ønsker og minder; hyppigst ens egne men til tider kom der noget udefra. I denne instans var det ikke svært at regne ud hvor disse glimt af sanseindtryk kom fra. Han burde virkelig fjerne hånden fra hende, ikke trække hende tættere på.

presse hende op mod nærmeste væg.. en velkendt grottes sten.. et palmetræ.. knugende greb for ikke at drukne i hendes hals, i smagen af hendes sved..

De gik stadig, i et tempo der næsten var stillestående.

Hun gjorde alt for at lukke det ude. Men selvom hun ikke rørte ham fysisk kunne hun mærke hvordan hele gangen trak ham til hende med usynlige tråde. Duften, smagen af ham var så tydelig for hende at det var svært st skelne hvad der var virkeligt og hvad der var magier som der var ude af kontrol.
Det næste skridt hun tog rørte ved noget andet end det hårde plankegulv. Men noget blødt, noget varmt.

Sand?

Det var svært for hende at holde besiddelsen, mens det kriblede hen over hendes hud. Hvis han gjorde dette med vilje så - da hun vendte sig med sin sidste styrke i sig for at stirre vredt på ham, var det som om pusten blev slået ud af hende. Hvorfor havde han ikke noget tøj på?!
Hun blinkede og han var atter påklædt.

Nogle dæmoniske eder faldt fra hendes mund, da hun hurtigt drejede rundt på hælen og fortsatte i lidt hurtigere tempo væk fra ham.
Kun for at finde ud af de var gået den forkerte retning.

De værste af synerne brød da Belphegor tabte kontakten til Luxuria. Et øjeblik havde han været opslugt af oplevelsen af at være begravet i hende til bunden, den næste stod han tilbage i en - komparativt - væsentlig kedeligere palæ-gang med et brændende ønske om at realisere visionen. Det var lige før han løb efter hende.. I stedet samlede han energi i hånden og da hun vendte tilbage skyllede hans evne ind over dem begge og drænede det værste af det ustyrlige begær.
Belphegor rømmede sig, men sagde indet. Han betragtede hende bare afventende.

Da hun vente sig tilbage imod ham for at vise ham ned af gangen til højre, hellere tage en omvej end direkte indrømme han havde haft så stor effekt på hende at hun ikke havde styr på hvilken retning de var gået.
Da hans evne skyllede hen over den varme krop måtte hun modstå trængen til at ryste sig. Som et dyr der havde været i søen for at bade og så ville have det værste vand ud af hårene.
Hun kunne ikke bestemme sig om hun fandt det rart eller frastødende at han bare ved en håndsrækning kunne undertvinge hendes egen magi.
Et anstreng men dog stadig charmende smil begyndte at pryde hendes ansigt, mens hun lod en hånd fange hans kæbe og før hun trådte et skridt tættere på og plantede næsten ømt et kys på hans pande.
,,ja vi har jo ikke hele aften måske vi kunne sætte tempoet lidt op" også satte hun ned af den anden gang mens Avaion havde en meget nonverbalt skænderi med sig selv.

Avaion kom nærmere og nærmere; eller også var det ham der gik tættere på hende - det var ikke til at vide på dette punkt. Og så.. Et kys. Hvad end Belphegor havde forventet, var det ikke dette, og den næsten kærlige gestus efterlod ham stående forbløffet tilbage. Han burde vel have husket hvor arbitrær hun kunne være.
Med hænderne dybt begravet i lommerne fulgte han dystert efter hende. Han kunne allerede nu godt se at selvom den umiddelbare opgave var let, ville det blive et dybt besværligt job - og hun havde ikke tænkt sig at gøre det lettere. Rent af princip kunne han ikke længere rigtig tillade sig at lade sig rive med. Han var dovenskab, hun var begær. Hvis nogen skulle kaste sig over nogen først så skulle det såsandelig ikke blive ham.
Desværre var det også lettere sagt en gjort; selv hvis hendes effekt udelukkende havde påvirket hans fysiske krop, var det svært for ham at træde tilbage fra sine jordlige behov uden at overskyde og ende i drømmeverdenen. Hans blik blev i stedet uundgåeligt draget til hendes vuggende røv.

Uviden omkring den anden dæmons tanker, formåede Avaion da alligevel at få sine tanker og følelser under kontrol. Eller det troede hun da ind til hun stillede sig foran døren ind til rummet hvor hun opholde flere af sine artefakter og andre rigdomme som hun bestemt ikke ville have sine lystige gæster til at opdage eller få fingre i.
Nogen af dem ville bestemt gøre stor skade i de forkerte hænder.
Hun mærkede pulsen stige da døren begyndte at pulsere med hendes magiske evner og hele området føltes som om det blev suget til hende. Og det eneste hun ville have gjort var at aktivere låsen og få dem ind i rummet.

Kort overvejede hun at advare ham, fortælle ham at i hendes værelse var der en halskæde der kunne hjælpe ham. I stedet kunne hun mærke hvordan hele hendes krop vibrerede og varmen spredte sig som en ædende kræft igennem alle hendes led.
Hendes blik vendte sig imod han mens smilet bredte sig hen over hendes læber. Hun slikkede sig ubevidst hen over læberne og er sagte grin forlod dem så ,,hovsa"

Belphegors blik formåede mirakuløst at slide sig fri fra det hypnotiserende pendul der var Avaions velformede bagdel, i tide til at fange et glimt af.. noget før hun mistede kontrollen over sin evne og hendes øjne blev blanke. Hans første tanke var en panisk impuls: løb. Men reflekser havde aldrig været hans stærke side og hans krop nåede knapt at reagere før en bølge af ren, rå, seksuel energi skyllede ind over ham.
Han burde stå imod. Hans stolthed som dæmon, som synd, krævede at han stod imod. Men samtidig tog det alt hans viljestyrke ikke at falde på knæ på stedet. Hans øjne var tryllebundet til hendes krop som et brændende begær skyllede igennem ham; og før han vidste af det havde han taget et trin så to - drevet frem af et usynligt tag om hans dunkende lem.
Han sukkede og det var meningen det skulle lyde opgivende, men det kom ud alt for hæst.. for trængende.. og tilbagelagde afstanden imellem dem. Først i meter, så i centimeter indtil deres kroppe var klinet til hinanden og han kunne mærke hendes varme, hendes åndedræt, hendes puls. Men han stoppede ikke med at gå. Hans hænder endte atter på hendes hofter og en lav, begærlig knurren forlod hans strube for første gang i århundrede, som han pressede Avaion op mod nærmeste væg.

Hendes charmende grin var ikke hendes. De flydende bevægelser der øsede sexualitet var ikke hendes. Det var som en om en lille del, om end hvor lille den måtte være havde sluppet fri fra buret hendes sjæl var fanget i. Hun kunne smage friheden men var spærret inde mens kroppen udfolder sig som den ville havde gjort havde hun styringen. Det var en forfærdelig fornemmelse der fik stemmen til at skrige i hoved på hende.
Også var han der, den eneste mand hun aldrig kunne få nok af.
Manden der var nok så kedelig, som altid fik det værste frem i hende, ved hans døde blik, kroppen der altid afslørede at han kun ville udnytte den til minimums kapacitet. Og alligevel, alligevel var det altid ham!

Hun matchede hans knurren men da hendes ryg blev presset op af væggen, men der var noget anderledes. Hun matchede ikke det han følte, han var fanget i hendes net, mens hun, hun. Hendes hånd greb far omkring hans kæbe og i en vending var det pludselig hende der havde ham presset op imod væggen.
Hendes tunge klikkede imod gangen mens den begyndte at rulle med dæmoniske ord ,,Hvorfor så utålmodig.. Acedia?"

Belphegor var måske overraskende nok, ganske effektiv når han var nødt til det. Det var den mest effektive strategi til at minimere anstrengelse, trods alt, og selv når han var sådan i sit begærs vold, prægede det stadig hans handlinger. Der var ikke længere nogen tøven; i en bevægelse fulgte hans tommelfingre hendes hofteben, mens hans knæ pressede op mellem hendes ben og hans mund søgte hendes. Han nåede det bare aldrig.
I en pludselig bevægelse havde hun omvendt deres position og fastholdt ham nu. Belphegor havde ikke rigtig nogen overnaturlig, dæmonisk styrke og med knæ der føltes som budding under hendes dominerende aura, efterlod det ham intet andet valgt end at finde sig i det. Hans sorte øjne gennemborede hendes, brændende af had og begær. Hvor vovede hun at håne ham.
"Jeg er for træt til dine lege, Luxuria." sagde han fladt, men hans krop forrådte hans ord. Hans åndedræt var hurtigt og en især energisk kropsdel pressede sig nu ind mod hendes mave.