Se Silja, de unge her bidrager til samfundet. Ja, men måske de kunne lide at bidrage til samfundet og ikke havde andet fornuftig at lave i deres liv? Traditionerne er stærke i blandt denne æld gamle skov, man kan mærke det i jorden. Virkelig? Silja mente bestemt at hun ikke kunne mærke andet end.. jord.. måske en sten hist og her, oh og ikke at forglemme græstotten!
Dit ophold her vil gavne dig. Det var svært at smile venligt, høfligt og stå med ret ryk og være en fantastisk forebillede. Hun hadede det. Hvorfor var det at klanen synes det var en god ide at sende hende til Elverly? hvad fik de nu ud af det?

Selvfølgelig gik der heller ikke lang tid før at Silja var stukket af, som den uregerlige ungelver hun er. Det bliver hun i hvert fald kaldt, og Silja har efterhånden vendet sig til det.
Med mærkelige håndbevægelser begyndte hun også at fremsige nogle af sin faders sætninger, som var blevet brugt et utal af gange "Silja, min skat. Vi overlever på tradition. Vi er nødt til alle at bidrage og hjælpe hinanden. Vi skal føre generationerne vidre. Du har et ansvar, min pige" Silja forvrængede sit ansigtsudtryk, og kastede sig træt ned på en sten og så næsten fuldstændig fortabt på det varme vand der lavede en svag dampen op imod luften. Det så fristende ud. Måske man skulle dyppe en tå eller to?

Solen skinnede ned over landskabet på denne varme sensommerdag. Nairne bevægede sig med lange smidige bevægelser ned langs Sølvfloden, bogstaveligtalt. Vandet gled roligt hen over hendes bare hud, mens hun uden besvær gik fra sten til sten i kanten af floden med hendes fødder dækket af vand det meste af tiden. Det ville formentlig havde været en kunst for de fleste, at holde sig opretstående, mens de gik på de glatte sten, men denne skovelver havde haft en del år til at forfine sin balance og beherske kunsten at bevæge sig på lige præcis disse sten. 
En florlet, nærmest gennemsigtig blå kjole bølgede omkring hendes slanke krop. Sømmen af kjolen ramte vandet og fik det næsten til at se ud som om hun flød. Omkring hendes ene hånd snoede der sig en eksotisk blå blomst, der mest af alt lignede en blanding mellem en orkide og en tulipan. Den grønne stengel snoede sig hele vejen op til hendes albue, men hendes fingre var frie. 

Hendes blik var rettet fremad, men fjernt. Hendes tanker var andetsteds og hun opfattede kun naturen omkring sig per instinkt, ikke med syn. Hun havde intet mål, hun bevægede sig blot rundt som hun altid gjorde. Skoven omkring floden var også hendes territorium, men denne dag så naturen ud som den plejede, floraen passede sig selv, hendes tilstedeværelse var ikke engang nødvendig længere. 
Hun havde snart befundet sig i Elverly og omegn i 5 år uden at forlade området. Hele hendes væsen skreg, at det var på tide hun bevægede sig ud i verdenen igen. Pesten var snart forsvundet, det måtte snart være sikkert nok at tage ud for at se, hvad der skete i resten af verdenen. 

Pludselig stoppede hun op og så ind mod flodbredden. Alle hendes instinkter fortalte hende, at hun ikke længere var alene. Hendes blik var nu fuldstændig nærværende og hendes krop var beredt på kamp, på trods af, at hun så ud som om hun bare stod afslappet i vandet. Hendes blik scannede området, til hun fik øje på en elver. En bjergelver. Hun rynkede lidt på panden. "Hvad laver en bjergelver på disse kanter?" spurgte hun med en stemme fyldt med skepsis, mens hun lagde hovedet let på skrå. 

Silja havde siddet fuldstændig i sine egne tanker, mens hun lyttede til den lette skvulpende lyd fra vandet. en skvulpen der svagt blev kraftigere som en anden elver nærmede sig, men det var stadig ikke nok til at Silja direkte registrerede det. I stedet sad hun og mumlede irriteret for sig selv, om hvor uretfærdig hun lige nu fandt absolut hele verden.

Det var først som lyden stoppede, at Silja rynkede et øjenbryn og løftede hovedet, for at vende det mod vandet, fra sin førhen hvilende tilstand på sine hænder. Mere eller mindre foran hende stod en høj smuk elver, der tydeligt for Silja, tilhørte skovelver slægten.
Silja overvejede kort om hun skulle rejse sig og vise sin respekt, men kom på andre kanter så snart hun hørte det skeptiske spørgsmål, som Silja hørte mere som en anklage.
Det medførte et hævet øjenbryn og en kamp for ikke at himle med øjnene. "Oh du ved, hvad der 'forventes' af mig" hun lavede tydelige anførselstegn til 'forventes' delen. Hun tog derefter en dyb indånding og rettede ryggen i sin siddende tilstand. "Jeg er kommet til Elverly, for at lærer om skovelvernes smukke traditioner, regler, respekt mod hinanden og ikke mindst nogle af de fantastiske håndværk disse kan fremstille. kom der, lidt for indøvet og monotont ud af Silja, som fastholdte den andens blik, omend en anelse dovent.

Nairne holdt blikket fastlåst på den fremmede, mens hun ventede på hendes svar. Det lå i hendes natur at være skeptisk overfor fremmede. Fremmede var ofte en forstyrrelse af freden som ellers herskede over skovende omkring Elverly og Sølvfloden. Det var hendes job at beskytte området, men ofte sagde de første par minutter meget om en andens hensigter. Den fremmede elvers trodsige svar var nok til at overbevise Nairne om, at hun ikke behøvede frygte kaos og ødelæggelse de første par minutter. Et glimt af humor gled over hendes ansigt over den unge elvers protest. Det lyste ud af den fremmede, at hun ikke var fan af ideen om at være her. 

"Og hvem, om man må spørge, forventer så det af dig?" spurgte hun. Al skepsis var forsvundet, nu var der nærmere morskab at spore i stemmen, på trods af, at den ellers havde en venlig tone. Hun var for gammel til at lade sig gå på af ungdommens oprørske temperament. 
"Desuden er respekt ikke noget man lærer", hun smilte blidt. "Det er en evne alle besidder, men som udvikler sig i takt med de mennesker og oplevelser man gennemgår. Nogle lærer aldrig at beherske den" Hun lagde hovedet let på skrå, "Men de fleste finder med tiden ud af, hvad respekt kan gøre for dem, såfremt man behersker anvendelsen mod andre". Hun slog let ud med den arm blomsten var viklet omkring.
"Velkommen til Elverly" sagde hun neutralt. "Om vores traditioner og håndværk er smukke er nok op til beskueren", hun lod armen falde ned langs siden igen. "Men kommer du hertil med et åbent sind kan jeg garantere dig, at du kan lære noget". 

Med tog elegante spring fra sten til sten stod hun ved siden af den fremmede på kanten. Hun satte sig ned ca. en meters afstand fra hende og smilte opmuntrende. "Men du virker ikke umiddelbart glad for at være på disse kanter?". 

Den skeptiske klan i stemmen var forsvundet næsten lige så hurtig som den havde været her. Det næsten ugidelige kropsholdning, som blev rettet op som hun talte, næsten lige så ugideligt, måtte havde haft sin effekt på skovelveren. Faktisk måtte det more hende lidt - Hvilket absolut ikke generede Silja. Hellere morskab, end skepsis og intollerance. "Min far.. Hele klanen, mere eller mindre.." Silja tog en dybt suk, inden hun bed sig lidt i læben og kiggede i en anden retning. "De vil forberede mig, så jeg har de nødvendige værdier den dag jeg skal giftes med Olórin." Det var måske ikke noget de brugte så meget i Elverly, men trolovelse mellem ungelvere, med højerestående forældre var en normalhed i hendes klan. Det var heller ikke den del som generede hende. Olórin var trods alt en flink fyr.

"Jeg har respekt for mange ting" Indvendte hun hurtigt! Faktisk en smule i forsvar, eftersom armene hurtigt gled op til at ligge over kors. Det var tydeligt på mange aspekter at hun var ungelver, og knap ude af sit teenageface. "Jeg har respekt for Klipperne, for dybet i Azurasøen, væsnerne i skoven.." bare ikke for traditioner, sine forældre eller andre mere ligegyldige ting i hendes verden. Siljas øjne blev mere og mere fokuseret på blomsten som bevægede sig rundt på den anden kvindes arm. Det var først ved slutningen af den anden elvers, var det velkomst? at hun tog blikket tilbage til det smukke ansigt. "Tak, men jeg bryder mig ikke meget om at tvinges til ting. Jeg kan se jeres håndværk er smukt, som jeg sætter pris på. Men traditioner, undkastelse, evig hiraki..." Nej, hun var ved at blive vanvittig, over at hendes slægt og race forventede så filans meget hele tiden.

"Her er fladt.." hun vidste ikke hvad hun ellers skulle svare. Hun var ikke glad for at være her, egentlig ikke fordi der ikke var nogle bjerge at klatre i, men igen, forventningerne var for store. Alt for meget at tage stilling til, alt for meget blev forventet af hende at gøre. Lige nu var hun sikkert også en skændsel og skamplet på samfundet, fordi hun var gået ud for at trække luft.

Nairne foldede benene under sig og lod blikket glide ud over vandet en enkelt gang. Dette område var som en del af hende, Sølvflodens blanke vand, blomster og træer der spredte sig på begge sider. Hun kendte området ud og ind og det var som trak hun vejret lettere når hun befandt sig i området omkring Elverly. Hun lod igen blikket falde tilbage til bjergelveren.
"Så hele klanen har en mening om din uddannelse?" sagde hun med en let undrende undertone i sin stemme. "Må jeg have lov at antage, at din families rolle ikke er helt ubetydelig i så fald?" Nairnes blik løb over elveren, men hun måtte indrømme over for sig selv, at hun ikke kendte meget til bjergelvernes traditioner og klaner. Menneskene havde hun levet hos i flere hundrede år, fordelt på hendes levetid, men bjergelverne. Hvorfor havde hun i grunden aldrig vendt næsen den vej? Måske på grund af den manglende vegetation. Bjergene virkede ikke nødvendigvis som et naturligt sted for hende at søge hen, men det var måske et sted, man burde overveje, det var trods alt et helt folk hun ikke rigtig kendte. 

Et skævt smil bredte sig på hendes læber ved elverens indvendning. "Men ikke elvere?" den blide humor var tydelig i hendes stemme, men på ingen måde nedgørende eller hånende. 
Hun lagde hovedet let på skrå da den unge elver fortsatte. Hun lod hendes ord fælde sig inden hun eftertænksomt svarede "Jeg kan formentlig fortælle dig en del om de traditioner, vi burde følge, men hvis du spørger i Elverly, er jeg nok ikke den rigtige", Nairne smilte undskyldende. "Mange vil kunne fortælle dig, at jeg ikke er den der følger traditionerne slavisk", et let ryk med skuldrene udtrykte hendes ligegyldighed herfor. "At kende til traditioner er ikke det samme som at følge dem" hun blinkede smilende til elveren. "Blot fordi man acceptere traditioner for andre, behøver man ikke gøre det for sig selv. Netop det at kende til andres traditioner kan hjælpe dig i kampen mod dem". Nairne lod sine tanker dvæle lidt ved traditionerne. Ja, hun var ikke den der slavisk fulgte, hvad andre forventede. Hun var skovens vogter, men modsat andre skovelvere nød hun at forlade området. Hun passede sin medfødte pligt, men når tiden var inde, og det var den snart, ville hun drage ud i verdenen igen, lære noget nyt, få chancen for at kæmpe igen. 

"Ja det kan jeg forestille mig du synes", hendes svar lød en anelse fraværende og det var først efterfølgende det gik op for hende, hvad hun havde svaret på. "Men hvis du savner højder kender jeg nogle træer med fantastisk udsigt" "Det er godt nok ikke klipper og sten, men det er nok det tætteste du kommer her i området". 

Silja rystede en smule nedslået på hovedet og sukkede dybt. "Nej, det kan man ikke påstå. Min far har et nærmest broderligt bånd til Hovdingen. Hovdingen, som tilfældigvis også er Olórin's far." Olórin er ikke den ældste, da aldersforskellen dertil ville være alt for høj, selv for elverne. Men det var stadig et vigtigt bånd at få forenet de to slægter med hinanden. Silja var mere utilfreds med alle forventningen der var sat for at hun kunne 'gives væk'.

Silja lavede en let grimasse og trak på skulderne. "afhænger af mange ting" folk fik ikke blot respekt for at få den. Det krævede noget at fortjene den, selvom hendes forældre havde andre meninger om hvilken respekt hun skulle udvise overfor alt og alle.
Silja kiggede nysgerrigt på den anden elver, og genvandt en hel ny interesse. Det var forkert at dømme på forhånd, men Silja havde først regnet med at denne elver nok var ligesom de andre elvere hun var stødt på - selvom det nu begyndte at virke som langt fra sandheden. "Hvorfor ikk?" Det var oprigtig nysgerrighed i Siljas stemme, som den unge elver satte sig lidt bedre til rette på stenen og så hen på den anden.
"Men hvad gør man så når det forlanges at man følger dem også?" spurgte hun igen lidt nedslået ind til. Hun havde ikke lyst til at ændre på sin hverdag. Hun elskede at gøre hvad der passede hende - egoistisk tankegang var stærkest ved trodsige teenagere.

Silja lyste lidt mere op i sin eventyrlystene stil og smilet blev større og mere kægt. "Er de meget høje?" Silja havde ikke klatret meget i træer, mest fordi at der ikke rigtig var nogen i bjergområderne, men højder var højder. Nok nåede træet ikke bjerget til sokkeholderne, men det kunne tage kanten af savnet.

Ved Siljas spørgsmål blev Nairnes blik igen fraværende, hun forsvandt lidt ind i sine egne tanker, dog uden at miste fornemmelsen for omgivelserne. "Jeg har levet mange liv her.." startede hun langsomt, "men på trods af, hvad folk forventede af mig..", hendes blik blev nærværende igen og hun lod blikket fæstne sig på Silja, forsøgte at låse hendes, "har jeg altid forladt området igen". Hun kiggede ud over sølvfloden igen, sad lidt i stilhed. "Nogle mente, at jeg skulle blive og opfylde mine rolle i forhold til skoven.. Give det tilbage jeg skylder guderne..." hun rystede let på hovedet og lod blikket glide tilbage på Silja, "men jeg valgte krigen". Hun smilte skævt "Det er meget unaturligt for en skovelver, især en med mine evner, at blive kriger". Hun trak let på skuldrene, "men selvom jeg respekterer guderne, mener jeg ikke det er deres valg, ej heller høvdingens eller nogen andens". "Hvad jeg gør med mit liv, er mit valg". Hun flyttede hænderne op i skødet mens hendes tanker drejede sig om de første konflikter hun havde mødt da hun som ung havde valgt at forlade Elverly til fordel for at bekrige menneskenes fjender.. Ikke engang deres egne. "Ligesom det du gør med dit liv, når det kommer til det endelig valg, er op til dig", hun smilede opmuntrende. "Det er min opfattelse, at man bør føje andre og strække sig så længe det ikke går ud over ens egen integritet", "du kan altid spørge dig selv, kan du gøre dine ældre glade uden at miste dig selv?" Nairne tav et øjeblik for at give hendes ord tid til at bundfælde sig. "Hvis ikke" fortsatte hun lidt efter, "bør du måske overveje, om det er værd at trodse dem". Hun slog ud med armene og et lettere ironisk smil bredte sig på hendes læber, "denne slags samtaler er nok en af grundende til, at mange ikke mener man bør lytte til mig i forhold til noget så vigtigt som vores eksistens og samliv". Indvendig overvejede hun, om hun skulle have sagt noget. På den ene side, var det ikke Nairnes job at blande sig i, hvad denne unge elvers forældre og andre befalende magter menter, på den anden side var det ikke i hendes natur blindt at adlyde andre. Selvstændighed havde altid været en af hendes farcer, men hun havde heldigvis aldrig oplevet, at hendes forældre ikke havde støttet hende, selvom hendes mor formentlig havde været en anelse skuffet over, at Nairne ikke viede hele sit liv til skoven. Hun rystede let på hovedet, hun var vidst ved at blive helt fanget i tanker om fortiden. Det var flere tusinde år siden det havde været et problem for Nairne, hun var ikke længere ung, så det var ikke længere et spørgsmål om dette. At blive trolovet var ikke engang blevet bragt på banen før Nairne havde nærmet sig sine 500, på det tidspunkt havde hun allerede tilegnet sig en modenhed, som denne unge elver formentlig ikke havde endnu. Nairne var ikke klar over, hvor gammel hun reelt set var, men hun havde en fornemmelse for, at denne elver endnu ikke havde nået sit første århundrede. Hun var blot et barn. 

"mmm træerne", hun lyste nærmest op. "Hvis du leder de rigtige steder vil du formentlig kunne finde nogle på en 80-100 meter, til gengæld vil de bringe dig over de andre træer, jeg har aldrig selv været så højt, men jeg kan forestille mig, at det giver en fantastisk udsigt". 

Silja, som normalvis aldrig havde haft stor interesse for at sidde og lytte til andres fortællinger, sad nu og slugte hver eneste ord til sig. Nairnes var anderledes - og Silja kunne mærke det. I hendes verden var det en god ting, men kendte også udemærket til de resterende elveres noget dømmende blik der kunne sende afsted ved den mindst afvigelse.
Jo mere kvinden talte, jo større syntes Siljas øjne at blive, og det var tydeligt at respekten voksede for den anden, samt ikke mindst lettelsen over, at der på et eller punkt var noget af det hun kunne relatere sig til - følelsen af ikke at være den eneste som var en smule rebelsk.
"Jeg ville ønske at flere elvere var som dig.. " svarede hun uden tøven, og mente det tydeligt. "Men, jeg kan godt se hvorfor de mener sådan" tilføjede hun ærligt med et skævt smil på læberne og et glimt i øjet. "Ikke mange deler dette syn på verdenen" desværre - men de havde nok deres grunde til at vælge som de havde gjort i så mange generationer. Som hendes far altid sagde: Der var en grund til at elverfolket havde overlevet så længe. Ja ja, men det havde andre folkeslag også..

Silja lyste op i en mere legesyg side af sig selv, og nærmest sprang på benene ved nævnelse af træer. Nok var 80-100 meter barnemad i forhold til hvad hun normalvis befandt sig i, men det skulle ikke være nogen forhindring. Her i landet var alting så umådelig fladt, så 80-100 meter ville nok kunne give nærtliggende samme tilfredsstillelse. "Kom, lad os finde dem! Sådan en udsgit skal vi ikke gå glip af!"

Nairne smilte mildt mod elveren, "Jeg er Nairne", sagde hun så. De havde endnu ikke præsenteret sig, på trods af, at denne fremmede allerede havde fået et indblik i hendes liv. Ikke, at det generede hende synderligt. Hun havde endnu ikke sagt noget, som den unge bjergelver ikke ville kunne få at vide om enhver anden i Elverly. Nairne var skovens vogter, men hun fulgte ikke traditionerne. Hun havde været rebelsk som ung, meget endda, men det var mange år siden og skovelverne havde ligesom efterhånden accepteret, at hun var der når hun ville, for at passe skoven, men ellers færdedes hun, hvor det passede hende. Det virkede som om de fleste var ligeglade, så længe skoven stadig stod som den altid havde gjort. De havde selvfølgelig flere gange opfordret hende til at vende hjem og slå sig ned. Det var bare aldrig lykkedes for dem.

"Jamen, lad os da se på nogle træer", hun smilte bredt - hvilket ikke skete så tit efterhånden, og slog en naturlig og blød latter op. Nairne kunne godt lide denne unge elver, hun havde temperament og personlighed, hvilket man ikke kunne sige om alle elvere nu til dags. Hun kan nå langt, hvis hun vælger det rigtige veje, tænkte hun for sig selv. 
Nairne rejste sig elegant op fra flodbredden og slog ud mod armen mod den del af skoven, hvor træerne stod tættest. "Vi skal igennem der", "Men der er et lille stykke, det kræver plads og lys at vokse", hun blinkede indforstået til elveren. 

Silja havde glemt alt om at præsentere sig som man egentlig burde gøre som noget af det første. Måske var det fordi hun havde været så utilfreds med livet til at huske det. Hun smilte en smule forlegen da hun kom i tanke om det. "Silja" svarede hun høfligt tilbage med et smil der afslørede at hendes alder var en del yngre end så mange andre i området. Selvfølgelig var hun ikke den eneste ungelver i hele elverly, ej heller i sin egen klan, men der blev ikke født mange børn hver år. Silja var faktisk sikker på at der ikke engang blev født børn hvert år!

Silja smilede bredt, storsmilende faktisk. Hun var så glad for at ikke alle elvere var så uptight som hun efterhånden synes at hun havde oplevet de fleste steder. Hun nærmest hoppede af sted hen over græsset, adræt og let som en fjer.
"Lyder som det bedste sted at finde et klatretræ." Hun forsøgte at holde et dæmpet tempo som hun gik mod den skovdel som Nairne pegede imod. Men det var svært at styrer sin egen entusiasme. Men hun gjorde i det mindste et forsøg, og sænkede farten ved at benytte sig af gadedrengeløb fremfor direkte at løbe.

/inaktiv