Grænselandet, der lå op ad Elverlys skove, var befolket af mindre grupper af mennesker. Pesten havde taget hårdt på mange af dem, og der herskede stadig en vis usikkerhed omkring deres fremtid, da landet for nyligt var blevet foræret til skovelverne. Ikke desto mindre fortsatte dagligdagen - også selv om den kaotiske magi bragte endnu flere udfordringer med sig.

Det var endnu tidligt på dagen, men en hård vind blæste fra øst og fik trækronerne i Lindeskoven til at suse. Mørke skyer var ved at trække sig sammen langs horisonten, og de lokale frygtede, at det ville blive endnu en dag med uvejr.
Inde i Lindeskovens dyb begyndte noget at røre på sig. Det knagede i de gamle træstammer, rødder rørte uroligt på sig og lange, grenlignende fingre blev strakt mod himlen. Der havde altid været meget magi i de gamle lindetræer, som havde levet meget længere, end man skulle tro, det var muligt, og kaosplagen fra Dæmonriget, havde nu rørt denne magi.
Langsomt begyndte træerne at vandre ud fra skoven mod Grænselandet. De var forvirrerede og vrede - endnu forstod de ikke, hvad der havde vækket dem. En forbipasserende bonde tabte alt, hvad han havde i hænderne, og stirrede måbende, som de kæmpemæssige træer vandrede hen over markerne. En stor, barket hånd rakte ud efter ham, og øjeblikket efter blev bondens livløse krop kastet til side. 

Da menneskerne i de nærmeste bebyggelser fik øje på de vækkede trægiganter, blev udsendinge i alt hast sendt af sted - både med retning mod Elverly og de nærmeste menneskelandsbyer. Hvem vidste hvor meget kaos, træerne kunne nu at udrette inden hjælpen nåede frem?


Alle der har karakterer, som kan finde på at befinde sig i området, kan deltage i tråden, og det er op til deltagerne, hvordan den videre udvikles. Da dette er en plottråd under kaos-plagen er det et krav, at man slår terninger for sin magi (se dette emne for guide).

Der lød en raslen igennem skovens mange træer da vinden bevægede sig rundt mellem de mange blade.
Uvejret som var på vej havde skabt mørke over skovens natur allerede og den meget naturlige miljø rørte på sig.

Dyrene farede rundt og det var som om det rene kaos havde brudt løs.

Foxy havde været ude på jagt med nogle ulve fra hendes flok, da de blev forstyrret af de mange dyr som flygtede længere ind i skoven og de mange skrig fra den nærmeste by kunne høres på lang afstand, endnu mere pga. hende og hendes venners gode hørelse og det bragte uro blandt dem også.

Første tanke var at komme væk, men hendes anden tanke var at hun ville checke det ud, måske hun kunne hjælpe, men hvad nu hvis hun slet ikke burde blande sig overhovedet? 

Mange tanker røg igennem hovedet på hende men efter lidt tid, gav hun tegn til de andre at de nok burde checke det ud.

Hende og ulvene satte i løb og kort efter var det også begyndt at regne så hendes bare fødder gled næsten i det våde mudder som efterhånden kom i bunden af skoven... Hun kunne forvandle sig, men ville ikke skabe mere kaos end der allerede var så hun overlevede, blev lidt beskidt, men det kunne vaskes af igen.

Da de ankom til stedet blev de mødt med et horibelt syn.
Træerne var blevet levende og de virkede vrede og var igang med at hærge den lille bonde by og foxy var næsten frosset hvor hun stod, men noget tog nærmest overhånd i hendes instinkter og satte i løb igennem regnen for at prøve at hjælpe menneskerne i byen. 

Til trods for at det var tidligt på dagen, så havde Kaliyah været afsted i et stykke tid. Hun var blevet fundet i den lade hun havde søgt ly i for natten, og havde blevet jagtet ud, og var sikkert blevet stukket i af en høtyv, hvis hun havde været på nogen måde langsommere om at komme afsted.
Hun kunne se at det var ved at trække op til uvejr, med de grå skyer, men det der virkelig fik hende til at lande, var at hun dårligt kunne holde sig i luften med den kraftige vind omkring sig. Det og så de enorme træer som åbenbart var blevet levende. Hele hendes krop gik lidt i stå, som hun stod der, ikke langt væk fra de levende træer, der var igang med at hærge en by.
"Kali... koncentrer. Vi vil ikke indblandes i det her. Din krop kan ikke håndtere at blive slået af sådan en," lød det fra Ryuu inde i hendes hoved, og hun måtte indrømme, at ja, det var nok ikke for smart at blive involveret i det her. Hun havde vigtigere ting at tage sig til.
Dog som hun tænkte det, skulle hun nyse, grundet vejret der langsomt var ved at blive koldere, men som hun nøs, kom der meter lange flammer fra hendes næse og mund. Lange nok til at nå træernes rødder, og et par huse... og nu havde hun vidst ikke nogen chance mere, for hun havde fået et af træernes opmærksomhed.

Det havde været nogle hårde år det sidste lange stykke tid. Samson var død af hvad Ompries vidste. Folk var efter ham netop fordi han lignede Samson så meget som han gjorde. Der var ingen støtte at hente nogle steder fra. Tara var væk, Samson var væk. Der var ikke nogen RT bande mere, og alt han kendte var væk. Det var vel også en ret god ting var det ikke? Han havde ikke nogen at stå til regnskab for mere, der var kun  ham selv, og det havde han været siden han havde fået drukket den åndssvage blå misktur der gjorde han blev 14 på ingen tid! Lige siden havde han blot været sig selv, alle havde set dårligt til ham og mente han var en "lorte unge" det var han måske også, men ingen kendte ham, og ingen vidste hvordan han havde ændret sig! Han havde været væk fra borgen så længe han kunne huske, egentlig havde han vel altid bare passet sig selv. Der var dog rygter om at Samson var genopstået, men han tvivlede virkelig på at det var rigtigt. 
Ompries havde længe gået på landevejene og fundet vej frem til skove, små landsbyer og meget andet. Lige nu anede han ikke engang hvor han var! Han havde været opsat på at finde Elverly, og han havde været meget opsat på at skulle finde Tara, hun måtte have svarene på alt, også dem han ikke brød sig om! Som  han havde gået i sine egne tanker havde han kigget ned i træbunden da han hørte et skrig fra en eller anden. Han lyste straks op og et smil kom frem på hans læber. Med et satte han i løb for at komme ud af skoven. Her stod han og kiggede ud på markerne, med en.. Hvad var det? Et træ?! Ja ganske rigtigt det var et træ! Han satte i løb igen for at springe over hegnet til marken og videre op af grusvejen, som han kom tættere på så han en spyde ild ud af næsen og munden. Det her skulle nok blive sjovt, det var han da helt sikker på nu! 

Foxy havde nået byen og var hoppet ind for at rede en byboer fra at blive slået ud efter af en af de store træer.
Hun var en smule forvirret over, hvorfor de var vrede og i det hele taget blevet levende? det var noget hun aldrig havde set før, men det måtte da blive løst på den ene eller anden måde så hun prøvede at snakke træet til fornuft.

Det lod til at få dens opmærksomhed, men hun blev næsten hevet væk af en af hendes ulve, da træet prøvede at slå ud efter hende.
Så det virkede ikke at snakke dem til fornuft, eller også forstod de hende ikke, over til plan B og prøve at hjælpe de rasterende byboere væk fra stedet.

Hun mærkede hvordan adrenalinen pumpede løs i hendes krop og skulle lige til at løbe mod en af hytterne, da hun stoppede bradt op og lige akurat nåede at reagere før der kom flammer forbi hende.

"wow!" Hun faldt bagover og landede på jorden med et bump og blev kun mere beskidt end hun var i forvejen.
Hvis ikke hun havde været hurtig nok, ville hun være sort som kul lige nu.

Før hun kunne se sig om, opfangede hendes øre et skrig inde fra en af husene som lige nu var sat ild til og hun kom hurtigt op på benene igen, idet hun satte i løb mod huset.

En gøen kom fra hende og fortalte de få ulve der var gået med hende at forsvinde fra stedet. Hun ville ikke kunne tage, hvis de kom til skade og hun havde større chancer for at heale op, end de ville være så ulvene tog ordren og løb væk.
Hun nåede til huset og så sig omkring og opfangede godt et træ kom tættere på så hun sparkede døren ind for at gennemsøge den brandende bygning så hurtigt hun kunne for at rede pigen ud derfra.

Det var ikke fordi at Kaliyah ikke bekymrede sig for alle de mennesker der var ved at få ødelagt deres hjem, og ilden hun havde sat igang, men når hele opmærksomheden fra træet var på hende.... ja, så var hun ikke interesseret i at lege helt. Måske havde hendes tidligere gode moraler stoppet hende fra at løbe fra problemet, men Ryuu havde godt nok gjort alt for at ødelægge den del af hendes personlighed.
Først tog hun et par skridt bagud, før hun blev nødt til at kaste sig fremad for at blive undgået at blive slået på tværs af landet. Sådan virkede det i hvert fald med den vældige kræft der var i deres slag.

Efter hun havde dukket for slaget, tog hun benene på nakken og begyndte at løbe, for hun skulle væk, og vejret gjorde det umuligt for hende at flyve hurtigt, det var lige meget hvor hun var på vej hen, men væk skulle hun. Så hun begyndte at løbe mod skoven, men blev hurtigt slået omkuld ned på jorden, da endnu et slag blev langet ud efter hende, og selvom den missede, så havde vindmodstanden været kraftig nok til at hun nu lå i jorden. Hun håbede virkelig det træ ville få øje på noget andet.

Alt spetaklet gjorde bare at Ompries fik et smil på læben. Hvor så det godt ud, en lade i brand, huse i brand, en der var ved at blive smadret af et træ. Hvor kunne det bare ikke se meget bedre ud det her! Et grin kom frem på hans læber og en bybeboer kom løbende forbi ham, men i alt løbet fik denne arme mand øjenkontakt med Ompries, det skulle han aldrig have gjort! Ompries langede ud efter mandens evne, hans blik var fortsat i øjne på manden og DER Ompries havde opfanget mandens is magi. Et smil kom frem på hans læber da maden begyndte at skyde med is ud over det hele uden selv at kunne styre det, for slet ikke at nævne hans hænder der begyndte at fryse til is, og istapper der fløj fra alle vinde, et par enkelt tunge istapper ramte træet's hovede og nogle enkelte bymennesker for at borre sig igennem huden på folk. Ompries gik tættere på manden og stod helt op i hovedet på ham for at slippe blikket og bevæge sig op imod træet. Dette så ud til at være en ganske hyggelig dag alligevel. Det kunne da ikke gå meget bedre. Nu skulle han så bare have det sjovere, og så længe som det gik nu, så skulle der da ikke komme nogle problemer overhovedet! Meeeeeen, han havde hørt om Kzar Mora's porte og de forskellige plager der forvoldte landet, så man vidste aldrig om det kunne gå galt før eller senere.

På grund a regnen, havde branden ikke spredt sig for meget i bygningen og Foxy havde fundet sig vej frem i den røget bygning, idet hun var nået frem til en pige som gemte sig under sin seng.

Efter nogle få ord med pigen, fik hun vundet hendes tillid nok til at få hende ud fra under sengen og greb blidt fat rundt om pigens arm, for at hive hende med ud af bygningen.

De kom heldigvis ud i tide inden et af de store træer valgte at øddelægge bygningen og Foxy hoppede endnu engang væk for ikke at blive ramt af slaget.

Pigen havde gevet slip og var løbet videre, men Foxy nåede kun at kigge op fra jorden hun netop befandt sig på endnu engang, før hun så pigen blive spiddet af en af de mange istapper.

et halvstort råb kom fra hende da hun prøvede at komme på benene igen for at bevæge sig mod den unge pige der netop var faldt sammen på jorden, men blev stoppet på hendes vej da hun stødte på træet som Ompries også var i nærheden af.
Ikke nok med hun nu opdagede Ompries, så blev træet også vred over at blive ramt af isen og havde også hørt hendes råben idet den svingede en hånd ud efter hende så hun blev slået tilbage fra hvor hun var.

Avira sad i skovbunden i udkanten af Lindeskoven med udsigt til markerne. Hun sad med sit sværd i skødet og i hånden havde hun en klud som havde sine tegn på, at den var blevet brugt en del gange. Avira lod kluden glide ned langs sværdets metal klinge, hun nød faktisk at holde sværdet i flot stand. Sværdet havde hun arvet efter hendes far, der var vist efterhånden gået mange år efter hans død, selvom det føltes som var det i går.  

Avira løftede blikket dag en knagende lyd rungede igennem skoven. Hun rynkede brynet og så sig om, stadig siddende. Hvad kunne lave sådan en lyd? Det havde været overskyet længe at havde truget med at ende med en regnskylle, som det tidsidst også ende med sammen med en kraftig blæst. Over markerne kom store lindetræer vandrene, og havde kurs i retningen af Grænselandet. Avira havde aldrig set noget ligene og hun rejste sig op med et forskrækket og forvirret udtryk i ansigtet og med et fast greb i sværdet. - (Aviras Sværd)
Avira bevægede sig ud på den åbne mark og så træerne som stadig havde kurs byen. De virkede vrede, hvem havde vækket dem?

Tidligere på dagen havde hun opholdt sig i byen hvor hun kendte en del mennesker. Hun havde til sidst, valgt at finde hvile ved den nærmeste skov. Stilhed gjorde nu godt.
Men eftersom hun så træerne vandre mod byen, hvor hun var kommet fra. Følte hun at hun var mød til at gøre noget.. Men hvordan? Avira satte kurs mod byen og så en masse skræmte dyr flygte ind mod skoven og fugle som fløj i halt hast væk fra området. hun satte sværdet i sit hylster som hun havde fastspænd på ryggen løb hun byen i mød, hun måtte se om hun kunne rede nogen af befolkningen mod den truslen der var på vej. Hun kunne godt se at hun ikke kunne nå at komme derned for træerne. Der var en pæn afstand mellem landsbyen og skoven og hun måtte sænke farten et par gange da forpustheden var over hende, eftersom blæsten var lidt af en forhindring. Avira nærmede sig byen uden at blive bemærket af de vrede træer, på lang afstand så hun ild, som havde opslugt et af husene og der hørte skrig derfra. Denne dag var en dag hun ville sen glemme, hvad skulle det dog ende med?