En strid vind blæste over det barske klippelandskab efterfulgt af hårde regndråber. Uvejrsskyerne hang som en tungt tæppe hen over himlen, hvor de gradvist blev mørkere og mere sammentrukne over Kzar Moras bjerge i horisonten: stormens øje. Et lyn knitrede hen over himlen og oplyste en gruppe rejsende iført Mørkets uniformer.

"Vi er snart fremme ved bjergelverlandsbyen." En rå stemme skar gennem vindens hylen. "Vi sparer ingen - heller ikke kvinder og børn. De spidsører er færdige med at genere os." De seneste måneder havde grupper af Bjergelvere overfaldet udsendinge fra Mørket, lige så snart de havde forladt skyggerne af Kzara-bjergene. 
Striden var begyndt allerede da Mørket rykkede ind i Kzar Mora, for åbningen af riget havde truet flere af de bjergelverklaner, der levede i bjergområdet omgivende dæmonriget, hvor brusende floder kom ned fra bjergenes høje tinder og flød videre mod Azurien. Nu havde Mørket fået nok, og en gruppe af krigere var udsendt, for at gøre det af med den nærmeste elverklan.

Den ustabile magi kunne naturligvis vanskeliggøre situationen, men krigerne var ikke voldsomt bekymrede for deres egne: når slagtningen af landsbyen begyndte, var det alligevel hver mand for sig selv, og hvis man kom til at riste et par af de andre krigere, ville det være et rimeligt offer for at komme af med spidsørerne.


Alle kan deltage i tråden. Man er velkommen til at tage roller blandt elvere eller Mørkets Krigere, eller blot tilfældige rejsende, der befinder sig i området. Da dette er en plottråd under kaos-plagen er det et krav, at man slår terninger for sin magi (se dette emne for guide). Det er op til deltagerne, hvad der videre sker i tråden.

Stormen rasede og en duft af jord og død hang tungt i luften.
Cryan havde aldrig deltaget i disse slag, det var hellere ikke meningen at dette skulle være hans første. Men siden han havde ligget og overvovet byen der skulle angribes de sidste par dage, havde det været ham nødsaget til at vente på at krigerne ankom. Stormen som der havde hærget diamantbugten havde bestemt ikke gjort det nemt med kommunikationen. 

Det sorte hår klistrede sig fast til det markante ansigtet mens at vampyren bevægede sig hurtigt ned igennem bjergene for at nå den øverst kommanderende han skulle berette hans information til. Men folk var ivrige om at slaget skulle starte, og kaos var allerede begyndt at forme sig i de forskellige rang af mennesker der utålmodigt ventede i det rasende vejr der viste sig fra dens værste side. 
Som en af de få havde denne skabning han var, ikke nogen magiske evner, hvilket gjorde ham til en af de pålidelige kriger der kunne sendes ud fra Kzar Mora uden at skabe megen opsigt på sin eksistens. Men som denne opgave havde vist sig fra den værste side, af fem dage krympet sammen med regn der dannede en ulækker fugt omkring ham og hans omgivelser. Ville han næsten ønske han var en af de få kriger som var nød til at forblive bag de sikre grunde af det mørke rige. 

De gule øjne kørte fra skikkelse til skikkelse, ind til han endelig fandt personen han ledte efter. 

Hvornår lærte klanerne i området at lade hver med at genere dem? Samme skæbne ville falde for alle bjergelver klanerne, som der skete i Mørkets skov, da klaner af forskellige racer ikke var begejstrede for deres nye beboere i området.

Sarafina forstod ikke de blev ved. Enhver vidste at mørkets hær var overlegen, så hvorfor overhovedet prøve.
Hvad der var mest skræmmende ved elverens neutrale ansigtsudtryk og ligegyldige blik mod bjergene, var det faktum at hæren lige nu bevægede sig ind i hendes hjemland. Stedet hun var født og opvokset - og hvor hendes forældre med stor sandsynlighed stadig boede.

Ikke at elverblandingen nogensinde ville sige det til sine medkrigere. 1 det vedkom ikke dem, 2 klanen var forræddere mod mørkets magter. Sarafina ville ikke engang sammenlignes med afskummet. Ikke at Sarafina havde meldt sig til dette angreb, hun så svagt konfliker skulle hun møde den forkerte i klanen, men hendes overordnet havde udvalgt hende. Hendes evner var ikke eksplotionsfarlige og skulle hun spontant forsvinde fordi hendes usynlighed slog til - ja, hvem bekymrede sig om det.

Regnen piblede ned af ansigtet på hende, som spejderen kom frem over klippere, søgende efter en overordnet. Sarafina ventede tålmodigt med buen i hånden og et koldt, nærmest isende blik, som hun afventede blot den mindste ordre.

Logan havde begivet sig ud på en lang rejse, en rejse der havde ført ham til fremmede steder, nogle steder hvor han ikke havde regnet med selvskab fra mørket, han var iført sin sorte panter liggende dragt sådan hans sanser var mere stærke og sådan han kunne snige sig lydløst igennem den tunge regn som var begyndt at vælte ned.

lydløst hoppende fra gren til gren fløj han nærmest af sted igennem træerne, og landede på jorden men var lige så hurtigt væk fra jordens syn sådan man ikke lagde mærke til ham, han stoppede op få meter fra Sarafina " jeg kan ikke lade jeg komme videre her fra " sagde han roligt men meget bestemt, selvom han vidste at han nok ikke ville have en chance imod dem alle hvis det kom til det.

Logan var på ingen måde en der skulle spille helt eller noget men blot en som vidste han ikke kunne lade dette ske, og om han skulle lade sit liv for at stoppe så mange af dem, det var han villig til, men selvom han var i undertal skulle man på ingen måde undervurdere hans talent eller vilje.