Naamahs nysgerrighed var vendt tilbage. Efter at havde klaret diverse erinder rundt om i landet, befandt hun sig igen i de kolde krystalbjerge. Denne gang i sin egen krop, som hun elskede overalt på jorden og bragte hende langt større glæde at vandre rundt i, end noget af alt det andet skravl hun havde været nødsaget til at besætte.
Kulden stormede over bjergenes sider og fik det blonde tunge hår til at danse. Kulden generede hende ikke. Faktisk vandrede hun igennem sneen uden at bemærke kulden det fjerneste.

Det tog lidt tid, for stedet var svært at finde, men endnu engang stod hun foran en indgang som førte til et palæ hun før havde besøgt. Og som sidst, blev hun mødt af vagter der var alt andet end venligsindet overfor den fremmede skikkelse, de naturligvis ikke kunne genkende. Naamah smilede med hovedet på skæv og åbnede munden for blot at sige to små ord: "Capre Diem" stemmen var blød og forførrende. Den gik lige under huden som spænding og fik også vagterne til at sænke deres våben og kigge på hinanden. Enerkendende at hun hadve kodeordet til at komme ind i verden, blev hun fragtet afsted, dog stadig med bind for øjnene. Påpasselige væsner. "Er det virkelig en nødvendighed med disse bind for øjnene hver gang?" spurgte hun ud i rummet, som de endelig var stoppet op. Naamah vidste ikke hvem hun skulle forvente være der, men hun søgte da herren i huset.

Der var gået noget tid siden Ra sidst havde besøg på hans palæ, men på den anden side ville det kun være dumt at bevæge sig nord på imod hans palæ, mange ting kunne ske man kunne fare vild og blive dræbt af kulden eller man kunne være heldig og finde hans palæ men så blive dræbt af hans mænd, mange ting kunne der ske.

En ny skikkelse i det fjerne vagte opmærksomhed hos Ra's vagter en ny skikkelse af en gammel bekendt som ingen kende til, men nok til at lade person slippe med livet i behold, da kvinden kom frem til porten og blev mødt af den første vagt, vidste Ra allerede der var nogen for hans port men.
i dag var Ra der ikke til at tag imod hans fremmede gæst, for han havde travlt med sin daglige del af hans træne som fandt sted ude i hans kolde men magiske arena, hvor folk kun kom ud hvis man ville udfordre Ra og tag hans plads som leder af klanen.

Ordet " Carpe Diem " lød og vagtens ansigt blev kort forandret og våbnene blev sænket, den fremmede kvinde kende til kodeordet, som intet måtte ske med hende, dog fik hun stadig bind for øjne som altid og blev stille ført igennem de hemmelige huler og frem til den store sal som den fremmede åbenbart havde set før bare i en anden krop.

den ene vagt tog hende med hen til porten der førte ud til kamp arenane, bag porten kunne man hører lyden af klinger der ramte hinanden og folk der kæmpede, hendes bind blev fjernet fra hende øjne og porten åbnede sig så en kulde stormede sig igennem portens åbning en kulde der virkelig kunne mærkes uden set hvor god man måtte være til at holde varmen, synet der ville møde hende i det porten åbnede sig var synet af Ra i bar overkrop som kæmpede i mod fem andre maskerede mænd, og lige ide at Ra skulle til at gøre det af men en af dem, blev der snakket. " herre gæster ". ra vende blikket imod kvinden og sende med det samme et blik til vagten der kunne dræbe, " hun kende kode ordet " Ra kiggede betragtende men stadig lidt forvirret på den fremmede, han kiggede på hans fem kamp haner og viftede dem væk med hans hænder, han nikkede lidt og kiggede over på hende " jeg menes kun jeg har givet en person det ord der gav dig adgang her til, så hvorfor du har det er der to forklaringer på, men....... " sagde han blot, og gik hen til en skab hvor forskellige våben var i, hvor efter han åbnede dem " vælg et våben og jeg ville lade dig selv afgør din skæbne " porten blev lukket lige efter hende, og låst så hun ikke rigtig havde noget valg, arenanen havde den samme evne som Ra, ingen magi og arenanen stod oppe på et bjerg der gjord det var umuligt at komme der og at komme der ned fra, så hun var nød til at tag kampen op med mindre hun havde andre tanker.

Ra kiggede kort på hendes på klædning " og når ja det tøj skal af når vi kæmper, de kan beholde deres bukser og top på men vil råde dig til at være så let så muligt, sådan de rigtig kan mærke kulden her "
Ra havde vundet mange af sine kampe her på grund af kulden, mange folk fokuserede mere på at holde varmen ind at kæmpe. " så vis mig hvad du kan, hvis du kan noget " sagde han med et elegant smil på læben.

Naamah stod ganske roligt og nød synet foran sig. Hun havde ikke glemt Ra's overkrop fra sidst hun så den, og hun kunne heller ikke lade hver med at smile over at se den igen, endda i omdrejninger som han trænede.
Hun lyttede roligt til hans ord og så afventende på ham som han talte videre. Det var først da han bad hende vælge et våben at hendes øjne fjernede sig fra ham og så på våbnende. Portenes knirken og lukning, skænkede hun ingen tanker eller blik.

Naamah talte ikke under hele dette forløb, men knappede blot sin kappe op, lod den falde, tog overkjolen over hovedet, til hun til sidst stod i toppen der sad tæt op af hendes velformede krop, og etpar korte bukser som gik til knæene. Naamah var ikke rigtig påvirket af kulden, hendes dæmonkrop var en del mere standhaftig end almindelige menneskers. Hvilket hun havde savnet noget så voldsomt.

Naamah gik frem imod ham med svingende hofter og et selvsikkert skævt smil på læberne. Da hun kom tæt nok på, kunne hun ikke dy sig fra at kiggeed op af ham og bide sig let i læben, mens hun holdte en hånd på hoften. "Stadig lige så godt udseende som sidst jeg så dig" hendes stemme var blød og velkendt for hans øre, såfremt han da huskede hendes stemme. Det eneste ved hende der var det samme, rent udseendsmæssigt var de kraftfulde grønne øjne, som så på ham, som hun ragte hånden frem mod våbenskabet og tog to lange sværd ud. Et til værd hånd.

Ra var stadig i tvivl om hvor denne fremmede kvinde havde fået kodeordet fra, men da hun kommenterede hans udsende kiggede han på hende en ekstra gang og lige pludselig gik det nærmest op for ham hvem hun, var selvfølgelig var hun den elviske pige der havde været på besøg for noget tid siden, og selvfølgelig havde denne dæmon fundet en ny krop eller sin egen det vidste han dog godt nok ikke, men bare fordi Ra ikke overtog andre kroppe betød det jo ikke at hun ikke gjord, han forvirrede blik blev til et smil på hans læber, og ide han så at hun tog kampen fik det ham blot endnu mere til at blive tilfreds " stadig ligeså kæphøj som sidst ser jeg " sagde han og betragtede hendes valg af våben, " hmm 2 sværd flot meget imponerede valg " sagde han frem provokerende, hvor Ra selv blot havde et sværd.

Ra lod sig ikke vente på hende, og normalt ville Ra lade hende angribe først men synet af hende fik ham til at fare frem med et solidt hårdt angreb lige mod hoften på hende, og selvom hun nok ville blokere hans angreb var det hele blot en måde at aflæse hende på.

" hvad så hvad kommer du så efter denne gang " sagde han med et glimt i øjet, han vidste sådan set ikke hvad hun ville her, om hun blot ville snakke eller hun vil have hans trone hvilket han ikke helt kunne forstille sig eller, at hun bare vil se ham igen.

"Havde du regnet med andet?" Som hun svang sværderne rundt for at mærke deres vægt i hånden. Naamah var vant til at kæmpe med to sværd. De var ikke nær så tunge som et tohåndsværd, og kunne derfor nemt benyttes med blot en hånd. Det talte til fordel i hendes smidighed, og at hendes styrke var hans langt underlegen. Hun havde set kamp mange gange før i sit liv, selvom hele hendes natur ikke ligefrem udstrålede et krigerisk væsen.

Angrebet kom pludseligt, men egentlig ikek uventet. Hun havde efterhånden erfaret at man skulle være på vagt overfor folk med våben, ligemeget hvilken situation man stod i.
Ved hjælp af sit ene sværd guidede hun hans svær væk fra sig, i en glidende linje, tydeligt spillende på andre faktore end hendes styrke. Hun bevægede sig hurtigt og stod nu med sværderne i forskellig højde, men klar til at tage imod og bruge det til sin egen fordel.
"Troede du ville blive glad for besøg" svarede hun med et betaget smil på læben og et glimt i øjet. "Egentlig snakke, men jeg er tilbøjelig til at klare mere end en ting, nu jeg er her" Naamah havde absolut ingen interesse i hans trone. Faktisk vidste hun slet ikke hvad hun skulle bruge den til, skulle hun få den tilraget. Nej, den post skulle han bare fint blive siddende på, og så kunne Naamah vandre som hun var vandt til, og ellers manipulere sig frem i menneskets verden.

Ra kunne lide den måde hun var på overfor ham kæphøj, men stadigvæk i kontrol lidt ligesom Ra selv var overfor hende, et meget sjovt i spil hvis man spurgte ham, han smilede til hende og kommenterede hendes spørgsmål " besøg nahh ikke af en fremmede " sagde han og blinkede til hende en hentydning om at hun på en eller anden måde var en fremmede men så alligevel ikke.

da hun blokerede hans først angreb let og elegant, smilede han blot til hende for han havde ikke regnet med andet, Ra lagde mærke til den måde hun stod med sine våben på, og rettede sig der efter helt op vor efter han gik 4 skridt tilbage, lagde vægten ned på den ene bagben, og skare en cirkel foran sig hvor efter hans blik blev rettet på hende " når du træder over denne cirkel er kampen slut på den ene eller den anden måde, så hvis du vil snakke må du heller få kampen overstået ". sagde han stadig roligt men også meget bestemt.

Ra vidste at hvis han angreb hende ville det blot blive hårdere ind regnet, men hvis hun kom til ham ville han have nemmere ved at få gjort kål på de to sværd hun havde. " så kom du bare "

Naamah kiggede mistroisk med et hævet øjenbryn på cirklen der blev tegnet rundt om ham. Naamah var vant til kamp, men hun var også vant til at det skulle hedde nedfældning, beskytte sig selv og komme væk derfra for at fælde den næste. Ikke kæmpe sig ind i en bestemt cirkel der vel og mærket ikke var ret stor.
"Du er en hård forretningsmand." et øjeblik frygtede hun for sin krops sikkerhed. Hun havde lige fået den tilbage, og hun havde virkelig ikke i sinde at miste den igen så hurtigt.

Men hun kunne ikke bare overgive sig. Sådan var hun ikke. Hvis hun altid skulle vælge den sikre vej, oplevede hun aldrig noget nyt. "Du sætter mig ikke i nogen favorabel situation, kære.. Vi ved begge to godt at du er fysisk overlegen" Naamah begyndte at bevæge sig fra den ene side til den anden, vurderende i sin situation. Gik hun lige på, ville hans styrke være en fordel, med mindre hun ikke angreb, men blot kom nærmere. Det var ikke nogen rar sitaution at stå i, og hvis hun kom for tæt på hans sværds rækkevide var hun meget afhængig af sin smidighed. Alligevel trådte hun et skridt nærmere, tættere på faren. Det bragte en hvis spænding med sig.

Ra var vild med kvinder der kunne slås, han var vild med at blive udfrodrede, og det må man sige i sig selv han blev med hende, hun havde alle de træk Ra kunne lide ved en kvinde men alligevel var hun mere ind det, Ra smilede til hende " muligvis er jeg det men det er ikke det eneste der kan blive hårdt for dig " sagde han helt lumsk og følte hende blot med hans øjne, han vidste at han ikke blot kunne vende sine øjne væk fra hende.

Ide hun kom tættere på ham stod han blot stadig, og kiggede på hende som om han ikke ville gøre hende noget, " en ting er sikkert ja jeg er dig fysisk overlegen, og mere til ind du aner min egen, hvad med vi kommer vidre i dette opgør og siger den som gir op først taber, og vinderen må bede taberen om en ting personen skal gøre,? sagde bestemt for Ra gad ikke stå i denne her kulde og snakke når han var klar til at kæmpe.

" og for at gør det hele helt fair for os begge bruger vi et fremme våben," sagde han blot og smed hans sværd hvor efter han gik i skabet og samlede to knive op, hvor på han kastede den ene over til hende, og hvor han selv havde den anden. " klar " blev der blot sagt inden Ra tog små skridt hen imod hende med kniven langs hans side.

Naamahs smil voksede sig morende, underholdt over hans udtalelse, samt ret interesseret i at finde ud af hvad der ellers kunne gå hen og blive hårdt for hende. Det område måtte hun hellere huske at udforske nærmere.
Dæmonen tænkte lidt over det, men valgte til sidst at nikke anerkendende "Okay, det er en aftale" mere behøvede der egentlig ikke blive aftalt. Såfremt han ikke blev kaldt væk igen ligesom sidst.

For at kribe den kniv der blev kastet til hende, måtte hun slippe taget om et af de to sværd hun i forvejen havde. Det gav derfor en høj klirrende lyd da det ramte jorden. Naamah så skeptisk på våbnet, og var tøvende med at ligge det andet sværd fra sig. Hun var bedst med to våben, og følte hun mandlede noget i den ene hånd, som hun lagde det andet sværd fra sig. Lige hurtigt nok til at nå at flytte sig da Ra's lange kniv kom lige lidt for tæt på. "Tyvstarter!" grinede hun underholdt, mens hun lagde eget angreb ind. Hun var hurtig på fødderne, flyttede sig nemt, og var ikke dårlig med et våben i sine hænder. Langt fra.

En aftale blev lavet og en aftale skulle der nok blive holdt hvis det stod til Ra for når alt kom til alt holde han altid hvad han lovede, da hun beskylde ham for at tyvestarte smilede han blot til hende " du er nød til at være klar min egen " blinkede han til hende, og gjord klar til det næste angreb efter hans først ikke var gået ind som håbet.

Ra lagde vagten i den ene ben og slappede helt af i det andet, hvor efter han meget hurtigt og elegant gik efter at ramme hendes lår, sådan det vil give et snitsår for jo flere steder han kunne ramme hende jo mere ville hun bløde, og jo mere træt blev man også vil kampen være forbi.

Lige efter hans forsøg på at ramme hendes lår forsøgte han den lidt mere lumske tatik, hvor han gik efter hendes top, eller rettere der hvor toppen holde trøjen oppe, for at give sig selv lidt mere udfrodring for han vidste godt st der var lige store chance for om hun vandt eller han gjord.

Man skulle jo udnytte de huller man fik. Og det var de vist begge ganske gode til, når det kom til stykket. Naamahs bukser led i hvert fald for at havde måtte møde Ra's kniv, men hendes hun var kun knap blevet strejfet. Det betød dog stadig at hendes hud blev irriteret, men der gik ikke hul, ikke endnu.

Naamah hoppede bagud, som kniven kom lige tæt nok på hendes overkrop, men hendes fokus havde lagt i at få benet væk, så det kunne ikke undgåes at den ene strop sprang let som ingenting ved mødet med kniven. Naamah modtog da også et sår for det. Toppen begyndte at falde halvt ned over hendes overkrop, tydeligt afslørende hendes bryster, hvilket hun helt ærligt var ret ligeglad med. Blev han distraheret af det, var det klart til hendes fordel.

Naamah udnyttede den åbning som hans angreb mod hendes nu ret ødelagte top havde givet, og strak ud efter ham en tre-fire gange, hurtigt efter hinanden, forskellige steder i et forsøg på, ligesom han at lave snitsår til at tærre på hans udholdenhed.

At hun blot var ligeglad med at hendes top nærmest var på vej ned, undrede ham ikke men alligevel blev han overrasket, men på den anden side så kunne de begge jo slås i overkrop, det korte sekund Ra blev distraheret på grund af synet af hendes næsten nøgne bam, gjord at hendes angreb ramte flere gange ind normalt, en snit sår ved armen og snit sår under brystkassen gjord at han var ramt, og snitsåret ved armen bløde mest, hendes andre angreb blev blot blokeret med hans kniv, hvor hendes sidste forsøg på at ramme ham i maven gjord at han blot trak foden som var tilbage, frem og fyrede et spark ind direkte på kroppen af hende sådan hun ville vælte omkuld, mee mindre hun nærmest så det komme.

Ra var imponerede over denne kvinde, og hun var nok den kvinde som havde gjord mest skade på Ra nogensinde, en værdig hustrue hvis Ra nogensinde skulle have en hustrue, men også en god kriger selvom han vidste at denne dæmon mere nød at være fri ind bundet fast.

" lad os få afgjord dette nu " sagde han og stoppede hans næste angreb, hvor han derefter stoppede op, og ventede på at hendes næste fejl skulle staffe hende hårdt.

Naamah var god, men kunne alligevel ikke forudset et hvert angreb rettet mod hende. Hendes eleganse til at flytte sig havde trods alt sine begrænsninger. Derfor nåede dæmonkvinden heller ikke at flytte sig det fjerneste som foden kom hende i møde, i et hårdt spark, der sendte hende tilbage.
Tilbage i et baglæns rullefald, der endte i at hun sad i en siddende kampposition kort tid efter med kniven parat til forsvar eller angreb, alt efter hans position. Hun smilede.

"Så utålmodig! Nyder du ikke dansen?" der var nogen drillende og alligevel blødt og elegant over hendes stemme og smil, som hun talte. Hun havde hurtigt rejst sig igen og gik med rolige og præcise skridt rundt om ham, med forsvarlig afstand. Hvis han virkelig ville afgøre det nu, måtte han jo gøre noget for det.

ide Ra ramte hende smilede han tilfreds men stadig ikke helt tilfreds, for hun var lige så hurtigt oppe igen men blot med en anden form for teknik, for da hun begynde at gå roligt omkring ham følte han hende blot med blikket " dansen....tja jeg er mere til den tætte dans " sagde han og begynde at gå imod hende lige så roligt som hun gik, men forsatte blot imod hendes retning så det ville være uundgåeligt at han ikke ville ende helt henne ved hende, han stoppede op ide han stod helt henne ved hende, hans kniv var nede langs siden på ham, imens hans blik var i hendes, hun ville kunne mærke hans varme ånde på hende fordi kulden trak til, da de havde været der ude længe.

" så fortæl hvorfor kom du igen " sagde han lavt og på en forførende måde, hvor efter han stille og roligt kørte knivens spids op af hendes arm, og længere op af armen og op til skulden hvor han kørte den stille forbi hendes hals, og ned imellem hendes bryster men uden på den bluse hun havde på, hvor han stille begynde at skære den stille op nede fra, sådan hun selv havde et valg dog stadig med hans blik i hendes.

Ra var vild med hendes rolighed og være måde overfor ham, at han nærmest ikke kunne lade være med at nyde at være i selvskab med hende, men om hun blot kom for at snakke med ham vidste han ikke, men han var villig til at finde ud af det.

Som Ra kom nærmere løftede hun kniven i forsvar og holdte den foran sig. Der blev den selvom han kom nærmere og nærmere, også selvom hans kniv lå forsvarligtnd langs hans ben. Han kunne vende på en tallerken, hvis hendes erfaring med mænd talte sandt. Det gjorde den som regel. Hun smilede skævt, og løftede ganske roligt et øjenbryn af ham.
Der gik en svag sitren igennem kroppen da det kolde stål gled ganske pirrene hen af hendes krop, under skjorten og begyndte at skære hende fri af tildækning. Ikke at det generede hende, men hendes hud gennemgik et par ryk af at mærke kulden ikke destro mindre. Hendes greb stramte sig om kniven hun holdte, omend hun med stor rolighed lod den være i præcis samme position. Hun at røre den bare en centimeter ud af flækken. "Oh, bare for at snakke lidt" svarede hun helt ærligt, som kniven banede sig længere og længere vej igennem stoffet. "Du gjorde mig nysgerrig! De fleste mægtige dæmoner blev fanget i Kzar Mora. Jeg deriblandt. Men ikke dig. Enten er du 'voksen' for din alder, og dermed langt yngre end jeg tror. Tvivler dog på dette er sandt." hendes hoved lå sig let på skrå ved det åbne, halve spørgsmål. Ikke hun behøvede hans alder. Det var mere faktummet at han havde skilt sig fra de andre og endda taget dæmoner med sig i processen. Det var spændende, og ikke mindst fascinerende.

Ra bemærkede blot hende ligegyldighed for hvad han fortog sig på hende, og det var yderst fascinerede og nok til at Ra stoppede helt med det han fortog sig, og lyttede til hvad hun havde at fortælle, det var første gang nogen var interesseret sig hvorfor han ikke blev fangede i Kzar mora ligesom de fleste andre dæmoner, Ra kunne dog ikke lade være med at smile, hvor efter der blev klappet i hænderne hvor efter den store dør der gik fra hans spisesal og ud til dem blev åbnet, ud kom 2 vagter med hver deres påklædning i hånden til egnet dem begge to, Ra fik en kæmpe pels frakke på ala bjørne pels, hvor efter denne ene vagt gik over til hende, med en hvid frakke lavet af isbjørne.

" nuvel lad os gå ind og vi kan snakker der inde, dit mod og fremgang har belønnet dig for din måde at gribe kampen an på," sagde han og tog frakken over sig og bevægede sig ind imod spise salen, Ra roste ikke folk men han var imponeret over hende både på den ene og den anden måde. " kom til middag og jeg vil svare dig på dine spørgsmål, vagten der står ved din side ville følge dig ned til et kammer du kan få til at skifte tøj og tag et bad i hvis det er det du lyster også ses vi, om 1 time " sagde han bestemt og kiggede tilbage på hende, inden han forsvandt fra hendes synd, og gik ned til hans gemakker for at skifte tøj og tag et bad.

Nede ved Ra gemakker åbnede døren op og for en kort stund gik det op for ham at det faktisk var hende han havde, hyggede sig med her hver tilfald hendes sjæl, bare i en anden krop ikke at han havde glemt det men når man så hende i en anden krop havde han jo fysiks ikke været sammen med hendes krop endnu.

Ra smed tøjet på gulvet og begav sig ud i badet.

Naamah slap ham ikke med blikket, selv da døren gik op og rumlede som store døre har en tendens til at gøre. De to vagter der kom hende nærmere skænkede hun egentlig heller ikke mange tanker. Ikke før en varm hvid pels lagde sig over hendes skuldre. Hun smilede til vagten og tog den til sig. Ikke at hun følte sig nødvendig til at dække sig, men den var blød og dejlig. Nok til at hun skuttede sig i den og smilede.

Naamah fulgte hans vej ind i huset, eller paladset eller hvad man nu engang skulle kalde dette område. Et ford måske? "Nuvel, vi ses om en time" at han intet havde imod at besvare hendes spørgsmål var nok til at hun absolut ingen indvendinger gjorde mod at det skulle vente en time. Et varmt bad og rene klæder så hun nu også frem til.

Og det blev et langt bad hvor hun lå i det varme vand og lod sig gennemvarme og blødes op af den overraskende dyre sæbe. Hun kom op i tids nok til at påføre sig tøjet, en dejlig kjole. Isbjørne frakken nænnede hun ikke engang at lade ligge! Specielt ikke som den endda komplimenterede kjolen.
Vagten fulgte hende på vej, de var påpasselige om ikke at lade hende gå alene. Den nysgerrighed måtte hun hellere gemme væk til en anden tid. Når man var så påpasselig havde man noget at skjule. Men som enhver anden ting, var der et tid og sted til at bevæge sig ud i dette område, og det var ikke nu.

Badet var varmt og meget behageligt, Ra lå blot og tænkte kort over hvad hans næste træk skulle være i dette land, der måtte snart ske noget der lavede noget Chaos i det, mere ind den have gjort nu, men lige nu havde han en aftale ved middags bordet så Ra smuttede op af badet, iførte sig sin frakke og kappe med klanens logo på, og gik ned imod salen hvor der var dækket op.

døren blev åben ind til den store spise sal hvor han roligt gik ind, og satte sig for enden af bordet, nede i den anden ende af bordet var der dækket op til hende, bordet var omring 10 meter lang så de ville sidde lidt væk fra hinanden, ikke at der ikke var andre stole eller noget slet ikke, men der var blot dækket op for begge bord ender.

Bordet var dækket med en masse mad frugt alt hvad hjertet begær, og hvis man manglede noget ville man blot kunne bede om det, Ra satte sig og ventede tålmodigt på hans gæst skulle dukke op, hun havde nogle spørgsmål til ham som han på en eller anden måde følte at han godt ville fortælle hende, hvor normalt kunne han blot have sagt nej, men hun havde vist sig værdig ude i kamp arenaen, selvom Ra nok på en eller anden måde nok selv kunne have afgjort det, men der var bare et eller andet over denne dæmon.

Naamah blev ført hen til den store spisesal hvor det lange bord var opdækket med alt hvad hun umildbart kunne komme i tanke om fantes. Og hvad der ikke var til stede, var egentlig ikke værd at nævne. Det var et imponerende syn, næsten majestætisk - Naamah kunne godt tilvende sig denne behandling, selvom hun betvivlede at det ville vare evigt skulle hun komme forbi i tide og utide til denne skønne borg, som lå umådelig godt gemt.

Naamah var fangede hurtigt herren i husets blik, og smilede indbydende til ham, inden hun vanrede forførende hen til sin plads for enden af bordet - med de bedste bevægelser gennem kroppen hun nogensinde havde lært. Lige nu galte det dog om at tale.
Hun satte sig på stolen der var blevet hende fremvist og så fra sin ende af bordet og hen til hans. "Du ved virkelig hvordan man behandler gæster" faktisk behøvede hun ikke sige det særlig højt, blot tydeligt nok. Rummets arkitetkur bragte lydende videre således hans øre nemt ville kunne høre det. Dejligt rum.

ide døren gik op til spisesalen hvor Ra sad, gik der ikke et skeundt hvor Ra ikke fulgte hende med øjne, hver bevægelse hun tog hver blik hun sende hver følelse i hendes krop hun viste, alt holde han øje med og et smil kom frem på hans læber i det hun satte sig ned og kommenterede hans gæstfrihed. han tog fat i vind glasset og tog en slurk inden han svarede hende

" Det ikke så tit jeg for så fint besøg " Sagde han med et blik fast på hende, imens han igen tog en slurk af vinden Ra fik nærmest ikke så tit besøg da hans fæstning lå godt gemt langt nord på blandet en masse kulde og vind, de fleste menneske noget altid at vende om før de ville komme til Ra's palæ, ikke at det gjord det var jo sådan set det der var meningen med a det skulle ligge så langt nord på, så kunne han være i fred fra krig og andre mennesker som ikke var velkommen i Ra's skatte gemakker, for  gemt i denne fæstning var der mange verdifulde ting som ikke måtte falde i de forkertes hænder.

Ra havde ikke på noget tidspunkt fjernede blikket fra hende, og slurken af vin blev ved med at hælde sig i ham ikke at han blev fuld eller noget men det var passende i dette selvskab, og med al den mad.

" men det var vel ikke for at rose min gæstfrihed de kom tilbage ? " sagde han roligt og afventende, at hun kom tilbage til dette sted var han nu ikke helt klar over hvorfor, men han havde givet hende en chance mere få at opsøge ham på dette sted, så velkommen var hun jo på en måde, for det var som om at han nød hendes selvskab på en eller anden måde.