En kold vind blæste fra nordvest, og Nika trak sin rejsekappe sammen omkring sig, idet hun traskede henad en smal vej, der gik mellem Medaniens marker. Det handlede om at klare sig i selv i disse tider, og hun havde ikke været i stand til at finde meget vildt, hun kunne nedlægge med sin bue. Vinteren havde været hård ved dyr såvel som mennesker og krig og pest havde lagt halvdelen af landet øde.
Længere fremme fik hun øje på et bondehus, og hun gik langsomt nærmere. Døren svingede knirkende frem og tilbage på hængslerne, og haven omkring bondehuset var tilgroet med ukrudt, så hun. Stedet havde sandsynligvis været forladt siden før Mørkets angreb.

Støvet som hvirvlede op, da hun trådte inden for døren, tvang hende til at hostende at stoppe op. Der var halvmørket bag de lukkede skodder, der var for samtlige vinduer, og da Nika havde genvundet vejret, gik hun hen og åbnede det nærmeste skab. Det var tomt bortset fra noget, der lignede et indtørret stykke brød.
Hun rynkede en anelse på næsen, idet hun lukkede skabet igen og så sig omkring i det mørke bondehus. En lukket dør førte ind til en af de andre rum, men Nika var begyndt at tvivle på, at hun ville kunne finde noget spiseligt herinde. Hvis der havde været noget, var det sikkert allerede blevet plyndret for længst..

Det havde været en spændende oplevelse for Fayne at tilpasse sig til en ny flok over det sidste halve år. Der havde været så mange nye bekendtskaber, langt de fleste positive efter hans vurdering og det var for alvor gået op for ham hvor socialt udsultet han havde været med kun Kasey som selskab. De andre varulve i hans nye klan havde hurtigt måtte vænne sig til hans entusiastiske omgang. Men den største overraskelse kom i ny.. eventyrlyst. Søskendeparets rejse fra nordlandet havde efterladt den unge ulv med en rastløshed der kun voksede som han vænte sig til de nye omgivelse. Han begyndte, fuldkommen uopfordret, at tage på længere og længere ture. Nogle gange med sin søster, oftest helt alene; kontaktbehovet var der stadig, men han fandt at han kunne suspendere det lidt.
Det var sådan en rejse han netop da var på, længere fra ulvehøj end han havde været siden de havde slået sig til klanen. Hans simple skinklæder virkede umiddelbart utilstrækkelige, men Faynes næsten bundløse energi holdt ham varm. Næsten bundløs, fordi nu havde han ikke spist i snart et døgn og han kunne begynde at mærke sulten trykke. Normalt holdt han sig langt fra menneskelig beboelse, men bondehuset havde set tilstrækkelig forladt ud til at han havde vovet det. Det meste af maden var for længst ransaget eller fordærvet, men det lykkedes ham at snuse sig frem til resterne af en halvsaltet skank dybt i et kar. Med trækaret under armen gav han sig til at udforske huset, dryssende et fint hvidt spor af salt efter sig. Han dumpede ned i en alkove og kastede sig over måltidet. Kødet var harsk men spiseligt og Fayne fortærede det glubsk da han pludselig syntes at høre lyd fra stuen. Han spidsede ørene.

Nika havde kun kort nået at møde sine nye flokmedlemmer i Ulvehøj. Miranda, lederen af flokken, havde taget godt imod hende, og Nika følte, at hun måtte give noget igen. Hun havde derfor håbet, at denne korte tur ville give hende mulighed for at bringe noget føde med hjem til højen.
Da hendes jagt på byttedyr dog ind til videre havde skuffet hende, var en begyndende følelse af håbløshed ved at melde sig. Hun havde ikke lyst til at tage tomhændet tilbage, for det var vigtigt for hende, at vise sit værd. Varulve så sjældent med milde øje på dem, der nassede på andre, uden selv at bidrage med noget.

Som hun luskede lidt rundt i det mørke, støvede bondehus og kiggede ind i skabe og skuffer opdagede hun til sin overraskelse noget der lignede et lille, smalt spor af salt. Hun havde med vilje holdt sig fra at snuse for kraftigt ind på grund af støvet, men nu sniffede hun lidt mistænksomt ud i luften og syntes, at hun kunne opfange en svag lugt af et andet væsen.
Hun stoppede brat med blikket stift rettet mod døren, hvor saltsporet forsvandt bag. Hun kunne ikke forstille sig hvem, der kunne finde på at tage ophold et sådant sted, så hun bevægede sig med forsigtige skridt hen mod døren og trak sin lille jagtkniv fra bæltet, inden hun gav døren et kraftigt skub. Den åbnede sig knirkende foran hende. Rummet bagved var mørkt, og hun havde svært ved at se om der var nogen, men lugten af det andet væsen blev kraftigere.
"Er her nogen?" Hendes stemme lød ganske spinkel, og hun ønskede med det samme, at hun havde forsøgt at lyde en anelse mere faretruende.

Fayne havde krydset gulvet med åndeløse skridt for at lægge øret ved døren da den pludselig sprang åben, han halvt løb, halvt teleporterede sig væk og var tilbage i alkovens skygger før støvet nåede at hvirvle op. En stemme lød udefra og på trods af den næsten overdøvende lyd af sit hamrende hjerne, bemærkede Fayne at den ikke virkede.. aggressiv. Stille trådte han frem fra ståmadrassen, med skuldrene trukket helt op om ørene og vagtsomme øjne. Skikkelsen han kunne se, lignede et almindeligt menneske, men selvom han praktisk talt var opvokset i et hul i jorden, vidste Fayne stadig at den slags var misvisende. Udenfor havde vinden måske bragt ham mere information om den fremmede, men her med alle de underlige lugte og det tykke lag af støv, var det svært at sige noget.
Hans hoved blev lagt nysgerrigt på sned, men han forblev - hvis man skulle spørge hans søster, imponerende - stille.

Det tog et stykke tid, før Nikas øjne begyndte at vænne sig til halvmørket i det lille rum. Samtlige skodder var lukket foran vinduerne i hytten - noget der bidrog endnu mere til stemningen af forladthed. Det var sandsynligvis ret længe siden, at her rent faktisk havde boet nogen..
Hun knugede lidt hårdere om jagtkniven, idet en skikkelse trådte frem fra alkoven i rummet. Hun havde ikke regnet med, at nogen ville gemme sig herinde i den mørke, støvede hytte, men hendes næse havde tydeligvis ikke bedraget hende: hun var ikke alene.

Som hun betragtede personen mere indgående, gik det dog op for hende, at den skravlede og ganske stille skikkelse ikke så ud til at være nogen større trussel. Hun beholdt dog kniven i hånden for nu - folk var ofte utilregnelige. Især hvis de ikke havde fået noget at spise i længere tid.
"Hvorfor gemmer du dig her i mørket?" Hun havde en venligere tone i stemmen nu. Menneskeskikkelsen foran hende så ud til blot at være en dreng - og ganske ung, så vidt hun kunne bedømme i halvmørket.

Fayne rettede ryggen en anelse mere op da der ikke lod til at ligge et angreb i vente. Hans øjne veg frem og tilbage mellem hendes ansigt, hendes kniv og det dystre tomrum et par meter bag hende. Det ville være let at blinke forbi og spæne ud af døren hvis det kom til noget, men indtil videre lød hun ikke til at ville ham noget ondt.
Den unge varulv lagde sit hoved lidt på den ene led, så den anden led, men det hjalp ham ikke med at gennemskue den fremmede. Hun lignede ikke en der havde boet i det her hus, i hvert fald ikke sådan som han forventede det. Lidt tøvende og stadig med nakken underdanigt bøjet, trådte ham langsomt over mod kvindeskikkelsen indtil han stod kun en armslængde fra hende. Han trak en dyb indånding ind gennem næsen og et glimt dukkede op i et mørke øjne. Der var noget velkendt ved hendes lugt og Fayne kunne ikke lade være med at smile.

Nikas øjne havde aldrig været specielt gode og især ikke her i det halvmørke rum. Hendes lugtesans var derimod fremragende, og hun kunne nu tydeligt lugte det dyriske, nærmest ulveagtige ved den unge knægt. Var han en af hendes egne, eller havde han været i nærheden af Ulvehøj? .. hun kunne ikke helt vurdere det endnu, men lugten var uden tvivl bekendt.

Han var kommet tættere på nu, men havde stadig ikke sagt noget. Nika puttede med en langsom bevægelse kniven tilbage i bæltet for at vise, at hun ikke ville noget ondt, og i samme øjeblik, fik hun øje på knægtens smil i halvmørket. En let undrende panderynke kunne ses i hendes ansigt - havde han været lukket inde her længe? Måske manglede han menneskelig kontakt..

Det at genkende en fælle havde fjernet det sidste af Faynes frygt og med den, en god del af afstanden mellem dem. Hans smil var en konstant som han forsøgte at studere den fremmede nærmere i den ringe belysning. Han var rimelig sikker på at han aldrig havde set hende før, og hvis der var en ting Fayne var god til, så var det at huske ansigter.
"Hvaffor en klan har du?" spurgte han begejstret og maste sig forbi kvinden i døråbningen så han kunne betragte hende ordentligt, uden at hun havde lyset i ryggen. Hans tandsmil glimtede, "har du en klan..?"
Spørgsmålet blev stillet med en anelse gru. Fayne havde hørt at der var varulve der ikke havde nogen flok, men tanken var ham lige dele fremmed og ubehagelig. Fayne hoppede let og kækt op på et bord og vippede med knæene i skrædderstilling.
"Jeg hedder Fayne forresten.." Tilføjede han uden at give hende tid til at svare. "Vil du have noget..?"
Han rakte skanken frem.

Knægten, der før havde virket forsigtig, var nu nærmest sprunget op, og Nika flyttede sig lidt overrasket, for at lade ham komme forbi. Det tog et lille øjeblik før hun forstod, hvad han mente - klan? Lugten af ulv var tydeligere, idet han maste sig forbi hende, og hun forstod efterhånden, at han var en af hendes egne - tydeligvis var han også klar over, at hun selv led under ulveforbandelsen.
"Jeg .. jeg har lige sluttet mig til klanen i Ulvehøj." Hendes ord var lidt forsigtige, for hun var ikke sikker på at det var klogt at rable løs om, hvor man hørte til. Ikke desto mindre virkede knægten ganske harmløs, og måske havde han selv forbindelser til Ulvehøj.
"Nika." Gengældte hun præsentationen, da hun endelig kunne få et ord indført. Skanken blev rakt mod hendes ansigt, og dels kunne hun mærke sin mave knurre, dels ville hun gerne være høflig, så hun tog med et "tak" imod kødet.

"Nika." Smagte Fayne på lyden, "Niiiiika.. Nikanikanikanikanikanikanika." Han rullede baglæns over bordet og landede smidigt på den anden side for at give sig til at rumstere rundt i køkkenet. Det var på dette punkt at hendes tidligere ord indhentede ham.
"Veeeeent.." udbrød han og blinkede adskillige gange mens han forsøgte at spole samtalen tilbage i sit hoved, "Mirandas flok? Vi er fra samme flok?!" Han snurrede hurtigt rundt på hælen og et kæmpe grin splittede hans ansigt. Med et mægtigt hop sprang han op at stå på bordet, men selv det blev for langsomt for ham og han koncentrerede sig kort og blinkede. Det ene øjeblik var Fayne der, der næste var han væk. Han dukkede dog meget hurtigt op igen, da han slog armene om Nikas midje bagfra.
"Hvorfor har jeg ikke mødt dig?" Mumlede han ind i hendes ryg.

Hun rev en luns af skanken med tænderne og smagte lidt på det saltede kød, alt imens den unge hvalp rullede hen over bordet. Hun betragtede ham lidt nysgerrigt - hans mængde af energi var meget voldsom, i forhold til, hvad hun var vant til, men det var også meget længe siden, hun havde været i nærheden af yngre varulve.

"Ja .. Mirandas.." Nåede hun at få sagt, lettet over, at knægten ikke tilhørte en rivaliserende gruppe varulve, der kunne give problemer i forhold til Ulvehøj. Så forsvandt han fra hendes blik og et mildt udtryk af forvirring nåede at glide over hendes ansigt, ind til hun kunne mærke hans arme om sig bagfra.
Hastigt forsøgte hun at få snoet sig fri af grebet - hun var slet ikke vant til så tæt kontakt, og da slet ikke med en person, hun lige havde mødt! "Jeg ankom til Medanien for ganske få uger siden. Jeres .. vores .. klanleder bød mig velkommen." Det føltes stadig lidt spøjst at tale om klanen, som var den hendes.

Fayne krammede færdig, trods Nikas modstand og blinkede tilbage så han sad i skrædderstilling midt på bordet. Han lænede sig frem med hovedet på skrå. Det var virkelig skønt at klanen kunne blive ved med give ham et støt strøm af nye bekendtskaber; det havde han ikke engang turde håbe på da han i sin tid havde overtalt sin søster til at følge med Miranda.
"Hvor har du været henne? I norden. Jeg kommer fra norden nemlig.." Fayne var bestemt ikke tilbageholdende med folk han stolede på, og nu plaprede han frit og glædeligt, "..Men det vidste du måske godt? Man kan lugte det. Eller.. Jeg kan ikke lugte mig selv, men Kasey lugter stadig af birk og hedelyng."
Han grinede bredt og måtte så uddybe; "Kasey er min søster."

Nika stod lidt usikker på gulvet, efter at knægten havde sluppet sit tag om hende, skanken halvt hævet, som om hun havde tænkt sig at tage en bid mere, men havde glemt det. Den pludselige nærkontakt med et andet menneske havde efterladt hende helt forvirret.
"Kun kortvarigt .. Jeg har rejst en del omkring skovene og Tusmørkedalen." Hun forsøgte at følge med hans plapren, og det tog hende lidt tid, før hun opfattede alt, hvad han sagde. De få, hun havde mødt i varulveklanen, havde været ganske tilbageholdende, og hun følte sig en anelse overrumplet.

"Jeg har ikke haft fornøjelsen af at møde din søster endnu." Sagde hun med et forsigtigt smil. Knægten var stadig ung, og det kunne nok forklare hans væremåde.

Fayne lagde hovedet på den ene side. Så lagde han hovedet på den anden side. Hvordan kunne hun sige at det var en fornøjelse, når hun ikke kendte Kasey? Han blinkede. Nårh, det var en af de der høflighedsting igen, hvilket han havde lært at oversætte til at Nika forsøgte at være sød. Han smilede bredt.
"Kasey er slet ikke nogen fornøjelse.." forklarede han og kløede sig insisterende i det pjuskede hår. Han håbede virkelig ikke at han havde fået lopper igen, hans hår var lige vokset ud igen, "..Hun er skide sur hele tiden."
Det var delvist sagt i spøj, men Fayne forstod stadig ikke helt hvordan hans søsters kunne formå at være så dejlig, når hun netop var i kronisk dårligt humør. Det var måske endnu et af de mysterier han aldrig fik løst. Fayne skiftede emne.
"Så skal du til at bo på ulvehøj?" spurgte han og måden hans knæ vippede op og ned, gav meget klare associationer til hans firbenede forms hale.

Nika kunne ikke lade være med at smile lidt over Faynes beskrivelse af søsteren. "Hvor gammel er Kasey? Måske er det bare alderen.." Foreslog hun. Det var ikke ualmindeligt, at unge piger - især ikke dem, der havde haft en lidt hårdere opvækst - brugte det meste af deres teenageår på at være 'skidesure'.
Knægten her virkede også som noget af en humørbombe .. hans lidt rastløse holdning gav hende en ganske god idé om, hvorfor han strejfede rundt om i området: det var næppe bare et spørgsmål om sult, men nok også en trang til at foretage sig noget.

"Ja, det er tanken. Miranda har givet mig et telt, ind til højen bliver gjort lidt mere .. beboelig." Der var masser at lave tilbage i Ulvehøj, og Nika havde brugt sine første dage på at forsøge at hjælpe til, så godt hun kunne. Det var utrolig rart endelig at have et sted at kalde "hjem", efter at have brugt så mange år på at rejse.

Fayne trak på skuldrene. Både fordi han ikke rigtig anede hvor gammel Kasey var, og fordi han lidt erindrede at hun også havde været gnaven da de var små, så havde den alder sørme varet længe.
Hvor gammel var han egentlig? Sytten vintre? Fayne blinkende, men blev straks efter distraheret af Nika igen.
"hvad det gamle?" Spurgte han med et bredt grin, ".. det med alle hullerne? Fordi Kasey var sørme ikke glad da Miranda prøvede at prakke det af på os."
Søsteren kunne godt være lidt for garant, men nu hvor de var tørre selv når det regnede, var Fayne nødt til at værdsætte det bare en smule.
Han rakte bydende frem efter kødet.

Det gik efterhånden op for Nika, at hun nok måtte møde denne Kasey selv, hvis hun skulle få et ordentligt indtryk af hende. Den unge knægt var ganske rigtigt glad for at snakke, men det var egentlig ikke fordi, han var særlig informativ.. Hun rystede lidt på hovedet for sig selv og tog endnu en bid af skanken, før hun lydigt rakte den tilbage til Fayne.
"Jeg tror ikke rigtig vi kan tillade os at være kræsne.." Sagde hun med et blidt smil. "De lokale i området er ikke så glade for varulve .. så det er i klanens bedste interesse, hvis vi kan holde os for os selv." Det gik op for hende, at hun havde lydt en smule belærende - i virkeligheden var hun jo kun lige kommet til området igen, men Medanien havde altid føltes som "hjem" for hende.

Hun havde lidt en udstråling Fayne ikke var vant til, denne her Nika. Kasey havde sagt noget meget i samme stil engang, men det havde alligevel været på en hel anden måde. Indtil videre kunne han godt lide det. Hun var sød og arret gjorde hendes ansigt spændende at se på. Alt i alt var han ganske tilfreds med flokkens nye medlem.
Han tog atter imod kødet med et stort grin og skulle til at tage en dejlig, salt bid da hans øre pludselige spidsedes. Stemmer, udenfor.. stadig et stykke væk men på vej herover.
"Der kommer nogen.." Sagde han lavt og så op på Nika. Han kunne teleportere sig selv ud hvis det kom til det.. men han ville helst ikke efterlade hende.

Nika var mærkbart begyndt at slappe af. Knægten var, på trods af sin hyperaktivitet, ganske fredelig, og huset var stille, tomt og støvet. Her havde ikke været nogen længe, og hun forventede ikke, at der ville komme nogen. Der var nærmest ikke andre end deres slags, der kunne finde på et rode forladte huse igennem efter føde..
Derfor blev hun også overrasket, da Fayne pludselig udbrød, at nogen var på vej. Hun kunne også høre stemmerne, og hun så sig hastigt omkring i det forladt hus efter et muligt gemmested for derefter at beslutte sig for at det lille rum med alkoven, hvor Fayne havde gemt sig, nok ikke ville være det værste. Hun begyndte at bakke hen mod døren til værelset og gjorde tegn til Fayne om at følge med - forhåbentlig var der bare tale om et par forbipasserende og ikke nogen, der havde ærinder i huset..

Fayne skyndte sig forrest tilbage i alkovens mørke og gjorde plads til at Nika kunne være der. Han trak forhænget lidt for og klemte sig tæt op ad væggen som de fjerne stemmer kom tættere på.
Tiden syntes at gå uendeligt langsomt som de sad der og ventede og Fayne lod sig distrahere at den fært der fyldte hans næse - Nikas. Det var ikke fordi hans lugtesans gav ham præcise informationer, men den gav ham en nogenlunde idé om hendes sidste par uger og han syntes da også at fange et snert af Miranda. Det var svært at forestille sig hvordan alle andre klarede sig, med deres eleneige sanser.
"Jep. Næstsidste." lød en stemme og trak Fayne bort fra hans tanker, han holdt vejret som døren gik op, "tror sgu ikke vi finder så meget her."
Fayne skævede til Nika som de kunne høre 2-3 mænd begynde at rode køkkenet igennem: