Som arbejder på byens bordelhus havde Sin'thya altid været udsat, men aldrig så meget, som da pesten kom til byen. Hun forsøgte at undgå andre mennesker, men der gik ikke mange dage, før feberen brændte i hendes krop. Da det gik op for bordelmutteren, at hun var blevet syg, blev hun smidt på porten. De kunne ikke riskere at kunderne eller de andre glædespiger blev smittet - for hvad skulle de så leve af?

Mismodigt vandrede hun langs byens gader, hendes skridt usikre og vaklende. Naturligvis ville hun kunne komme tilbage, hvis hun blev rask, men hun havde hørt rygterne. Sygdommen kunne ikke kureres med andet end dæmonblod, og hvordan skulle hun nogensinde få fat i det?
Helbredelseshusets døre var lukkede, da hun nåede stedet. En træt stemme fortalte hende gennem den lukkede dør, at de ikke kunne gøre noget for at hjælpe, og at de pestramte i stedet måtte søge til Kile-templet. Ordene, var utalte, men meningen tydelig: hun kunne søge til templet for at dø.
Hendes ben kunne ikke længere bære hende, og hun satte sig langs muren, der førte ind til Helbredelseshusets urtehave. Der var næsten ingen på gaden - folk var bange for at blive ramt af pesten, og dem der ikke allerede var smittede holdt sig bag låste døre. Sin'thya samlede sin uldne kappe omkring sig og lænede hovedet mod den kolde stenmur bag sig. - Hvad skulle hun stille op? Hun havde ikke lyst til at give op på livet endnu.

Hovedstaden havde siden angrebet været inficeret med syge af enhver art. Det var hovedstaden nu altid, men det havde været et ekstra festmåltid i tiderne lige efter krigen. En enkelt gang imellem havde Ella dog også fundet ud af hvor farligt det var at være her. Ikke lang tid efter hun havde fået noget at spise, deri æde en andens sygdom, var hun flygtet over muren som en hvid pelsklump med lange øre. Det måtte havde været et sært syn for byvagterne.
Hvorfor var hun nu tilbage? Der var ekstrem farligt i hovedstaden, specielt efter jagten på dæmoner var startet. Ella lignede en ganske almindelig pige, og hun var ikke langsom til at følge op på hvordan folk opførte sig efter en hvis pest var kommet forbi. Fanden tag pesten. Ikke nok med at hun ikke engang kunne føde på den, så døde alle hendes energikilder også som fluer. Det var naturligvis den dybt dæmoniske side af hende som havde disse bedrøvende tanker. Ellas mere lyse sind, var bedrøvet over langt andre ting. At se kulture kolapse uden at have haft en chance. Det var langt de færreste i krystallandet som kunne høste blod fra en dæmon, specielt nu lysets overhoved havde erklæret det forbudt.
Måske var det egentlig i grunden derfor at hun var her. Stedet hvor vagterne og præsterne kunne holde øje med at en dæmon ikke blev høstet for blod. Nej, tanken var faktisk lidt morbid og naiv nu hun tænkte efter.

Ella vandrede i sin unge menneskekrop hen over den fuldstændig døde gade. Der var få mennesker afsted derude, men de fleste var syge. Eller rettere, alle som var udendørs var syge. Huse, værelser, ja selv staldende var barikaderet for at holde pestens ofre ude. En noget voldsom måde at behandle sine medmennesker på synes dæmonen nok.
Ella selv havde lært at skjule sig ved en simpelt ting. Hansker og dækkende tøj. Var hun dækket til og undgik fysisk kontakt mistænkte ingen hende. Det var sådan alle efterhånden gjorde. Raske, for ikke at blive smittet, og syge for at undgå at smitte andre. Egentlig ganske fornuftigt.

Den lyshårede unge kvinde vandrede alene ned gennem gader og så til stort mismod hvordan en kvinde sank ned, nærmest opgivende på alt. Måske skulle hun.
Forsigtigt efter at være stoppet op, omlagde hun hendes rute til forsigtigt at tage skridtene hen imod kvinden og satte sig på hug foran hende. "Klare du den?" dumt spørgsmål.. Ella vidste godt hvad der var i vejen med hende.. forsigtigt ragte Ella en behansket hånd hen mod kvindens pande. Det var lige før hun kunne mærke febervarmen fra den afstand hun i sad.

Sin'thyas feberhede, grønne øjne åbnedes langsomt, da en stemme talte til hende. Hun måtte have lukket øjnene og døset hen et øjeblik - eller havde feberen tvunget hende ind i en eller anden drømmeverden? Folk viste ikke interesse for de pestramte - ikke på denne måde, tænkte hun, som hun mærkede den behandskede hånd på sin pande.
"Dumt spørgsmål.." Stemmen, der skulle forestille at bære en vis sarkarsme kom nærmest kvækkende ud af hende. Det var dog ikke for at være uvenlig - Hun troede bare ikke rigtig på, at den lyshårede kvinde, der stod bøjet over hende, rent faktisk eksisterede.

Hvis hun gjorde, måtte hun advare hende. Sin'thya kunne se, hvordan folk på gaden bagved hastede forbi - kappe og handskeklædte med klædestykker for munden. Ingen ville risikere livet.. bortset fra denne, uforsigtige kvinde. "Pas på. Du har ikke lyst til at blive smittet.."
Selv om fornuften bad hende om at få kvinden til at gå videre, var der noget i hendes indre, der skreg på hjælp. Hun var alt andet end sikker på, at den fremmede overhovedet kunne gøre noget - men Sin'thya havde altid klynget sig til livet med alt, hvad hun havde. Også selvom den seneste tid ikke havde været en dans på roser .. efter RT-bandens fald havde hun mistet kontakten med sin søster, og hun havde endnu ikke helt vænnet sig til livet i Hovedstaden, hvor hun igen havde søgt mod bordelhusets velkendte døre, da det var genåbnet inden for byens mure. Lige så meget, som hun foragtede stedet, var hun afhængig af det. Det var det eneste arbejde, hun kendte til, og hun ville hellere vende tilbage dertil, end hun ville dø ensom i gaderne med pesten i kroppen.

Ella smilede overbærende ved kvindens svar på spørgsmålet. Som kvinden selv sagde, et direkte dumt spørgsmål, men det var svært rigtig at vide hvad man ellers skulle spørge efter. Hun kunne ikke bare gå hen og sige at hun så da godt nok ud til at have en fod i graven hva. Nej, det var lige usympatisk nok for Ellas smag.
Ella blinkede et par gange, som hun fjernede fokus fra kvindens pande og ned til hendes øjne i stedet. Hun åbnede munden, men lukkede den egentlig bare igen af sig selv.
Ja, hvad skulle hun svare til det spørgsmål. Hun gik ikke med tørklæde om munden, og selvom hun var pakket ind, var hun af den uforsigtige af alle dem der gik rundt. I hvert fald af de få raske der gik rundt. Ella valgte i stedet at rømme sig lidt og smile forsigtigt "Øhm.. nej, men det er nok lidt for sent." løj hun med et roligt smil på læben. Hun kunne lyve sig til at hun var i det tidlige stadie af at være smittet. Den løgn ville ikke være svær at efterleve.

"Du kan ikke blive siddende herude... Kulden får pesten til at arbejde hurtigere" det havde hun set på sin vej. Man overlevede længere ved optimale forhold, selvom ingen i sidste ende kunne overvinde pesten, med mindre man fik skovlet dæmonblod indenbords eller i forvejen ejede det. Ella måtte så konstatere at hun nok alligevel var en dæmon, selvom hun egentlig aldrig havde fået det helt bekræftet af nogen. Hun havde ikke ligefrem nogle forældre hun kunne gå til og spørge.

Sin'thya havde forsøgt at holde sig på lang afstand af de smittede, ind til hun selv blev ramt, og hun vidste - når det kom til stykket - ikke meget om sygdommen. Hvis man alligevel døde af den, kunne det vel være lidt ligemeget, hvor man opholdt sig, men hun lyttede alligevel efter kvindens ord.
"Jeg kender ikke ligefrem så mange steder, der har lyst til at lukke mig ind i øjeblikket.." Svarede hun hæst, uden at nævne noget om, hvor hun kom fra. Det var ikke ligefrem alle, der så med venlige øjne på dem, der arbejdede på byens bordelhus: nogle følte sig langt hævede over Sin'thya. Det betød alligevel ikke det store nu - selvom kvinden her ikke virkede som typen, der var sart, sådan som hun frygtløst nærmede sig et pestoffer.

"De siger.." Hendes feberhede blik vendtes kort med helbredelseshuset bagved. ".. At man skal søge til templerne. Men det er der, alle de syge er.. jeg ved ikke, hvad det skulle hjælpe." Hun kom med en lille lyd, der var en blanding af en hæs latter og et fnys. "Ikke for at fornægte guderne.. men jeg har endnu ikke hørt om nogen, der er blevet helbredt den vej." Når det kom til stykket, vidste hun faktisk slet ikke, hvad hun skulle stille op. Hun havde virkelig ikke lyst til at bukke under for pesten, men i hendes tilstand skulle hun være meget heldig, hvis hun rent faktisk skulle få fingrene i en kur.. Lige nu handlede det bare om at overleve en nat ad gangen.

Ella så sørgmodigt på den ramte kvinde. Ella selv havde ingen anelse om hvor denne sygdom kom fra, hvorfor eller hvordan man slap af med den. Ikke nok med at den (egoistisk set på det) dræbte alle Ellas muligheder for at få føde, så var det også trist og se så mange ligge i smerte med håbet der døde ud i deres øjne. De fleste Ella efterhånden havde set, havde givet op så snart det første host havde meldt sig.

Ella skiftede fra at sidde på hug til at sidde på sine knæ foran kvinden. Det var lidt mere behageligt. Hun bed sig let i læben og forsøgte med et lille smil. "Heller ikke jeg.." hun ville da ønske at hun kunne sige, at selvfølgelig blev man healet hvis man tog til Isaris tempel, men helt ærligt, så var det at give falske forhåbninger. "Er nogen blevet helbredt en anden vej?" der måtte simpelthen være en løsning.
Ella knappede sin kappes knap ved halsen og og svang den væk fra sine skuldre og lagde den over den fremmede kvinde. "Her, det kan hjælpe lidt på kulden" Ella selv sad i en langarmede kjole, der skulle kunne holde hende varm nok. Dertil, var hun jo ikke syg.

Med svage fingre greb Sin'thya om kappen, der blev tilbudt hende, og hun trak den en anelse mere sammen om sin spinkle krop. Normalt ville hun være meget mistroisk over at en fremmed kvinde udviste så stor en venlighed, men dertil var hun for træt i sin nuværende tilstand.
Desuden .. hvad kunne nogen gøre hende, der var værre, end den situation hun allerede befandt sig i?

Hun forsøgte at fokusere på den fremmede kvindes ansigt, men hendes blik endte i stedet på at hvile på kvindens lange, smukke slangekrøller. Hun var stadig ikke helt sikker på, om feberen havde overvældet hende, og hun i virkeligheden befandt sig i en eller anden form for drømmeverden .. hvis det var tilfældet forstod hun ikke, hvorfor hele hendes krop stadig gjorde så ondt..
"De siger.." Ordene kom ud af hende sammen med en let hosten, og hun måtte tage en dyb indånding. "At dæmonblod helbreder sygdommen. Men Lyset har forbudt det.." Hun behøvede næppe forklare yderligere, hvorfor hun ikke selv havde været i stand til at få fat i kuren. Ikke, fordi hun var typen, der ikke ville bryde loven, men vanskeligheden ved at få fingrene i blodet, gjorde det umuligt for hende at blive helbredt uden hjælp. Hun var ikke ligefrem i stand til at nedlægge den nærmeste dæmon - hvis hun overhovedet kunne finde én. Heller ikke i rask tilstand.

Ella så sørgmodigt på kvinden foran sig med et lille smil. Det var svært at vide hvad man skulle gøre i sådan en tilstand her, men kvinden så ud til at hun havde brug for en ven. I hvert fald en der ikke ønskede at kaste hende bort som skidt, og vise en smule venlighed og medmenneskelighed. Den sidste del var måske lige så meget sagt, for Ella var stadig ret sikker på at hun ikke var spor menneskelig, efter at havde levet i så mange år, men det behøvede den spinkle kvinde jo ikke at få at vide.
Ella lyste op i en ganske kort stund for at blive skudt i sænk igen ved orderne forbudt. Hun sank skulderne ned en smule modløst og bed sig i læben. "Hvorfor skulle de dog det? Er det ikke i lysets interesse at holde folk i live.." spurgte hun en anelse forvirret og naivt indtil. Hun havde ikke forstand på politik, og hun forstod ikke hvorfor at folk ville vælge at følge så tåbelig en lov.
Ella kiggede tilbage over skulderen, spejdende for om nogen holdte direkte øje med dem. En enkel mand havde sendt dem et undrende blik og stoppet op, men efter noget tid var gået videre. Bange anelser skød lidt op i hende, for det hele så jo en smule mystisk ud. "Men.." begyndte Ella ud som hun vendte hovedet tilbage mod kvinden. "Hvis du fik fat i noget dæmonblod.. ville du så bruge det?" spurgte hun hviskende, for selvom det ikke så ud som om at der var nogen i nærheden, følte Ella sig stadig udsat her midt i det hele.

Sin'thyas tilstand var nok til at de fleste slog en stor bue uden om hende på gaden. I det hele taget var der ganske få mennesker ude for tiden: kun de, der havde meget vigtige ærinder, havde lyst til at gå på gaden og udsætte sig selv for risikoen ved pestsmitten.
Hun havde lukket øjnene et kort øjeblik, for hendes øjne var så trætte.. lige som resten af hendes krop. Det hele trængte til hvile, men hun var bange for, at hun ikke ville være i stand til at rejse sig igen. Hun havde ikke lyst til at dø endnu.

"Jeg ved det ikke." Kom det lidt modløst ud af hende, som hun åbnede øjnene igen og så på kvindeskikkelsen foran sig. Hun forstod ikke rigtigt, hvorfor den anden blev ved med at stille spørgsmål - hun burde skynde sig væk for at undgå at blive smittet, men Sin'thya havde ikke lyst til at blive ladt alene her. Derfor fortsatte hun også villigt samtalen, der kunne holde hende fra søvnen lidt endnu: "Jeg tror, at de er bange for, at der er en grund til, at dæmonblodet er det eneste, der kan kurere pesten .. at det er dem, der har sendt dens vilje at vi skal blive slavebundet eller sådan noget.." Sin'thya havde ikke den store forstand på de politiske ting, der foregik i landet. Dertil levede hun et for simpelt liv - og det eneste, hun vidste, var at hendes mulighed for at blive kureret blev holdt bort fra hende. Det var ikke noget nyt, at dem, der sad på magten var ligeglade med hendes slags.

Hun rynkede brynene lidt, idet hun så på kvinden. "Ja.. det ville jeg bestemt. Jeg vil gerne leve." Sagde hun med et lille,svagt smil om læberne. Ikke at hun vidste, hvor hun skulle få blodet fra. Det gjorde hende ikke noget at indrømme, at hun gerne ville bryde loven: hendes situation kunne trods alt ikke ligefrem blive meget værre.

Kvinden så så forfærdelig træt ud. Så bleg at hun kunne være et spørgelse! Det huede ikke Ella godt, og selvom kvinden ikke havde set synderlig frisk ud ved Ellas ankomst, syntes det alligevel at være blevet værre og trætheden havde slået ind i øjnene. "Måske.. Men det virker stadig ikke retfærdigt.." svarede Ella stilfærdigt og havde fortsat de sørgmodige blå øjne rettet mod kvinden. Ella vidste dog at hun kunne hjælpe. At hun kunne gøre noget. Hvis blot kvinden tog imod hendes hjælp. Den sidste del var hun stadig stærkt usikker på.

Ella fik et svagt smil på læberne, og ragte ufortrøden blidt en hånd frem og lagde den mod kvindens kind. "Jeg kan hjælpe dig.. Men du må love mig en ting.." Ella var rolig, hun kunne altid stikke af herfra. Kvinden så ikke ligefrem ud til at være stærk nok til at løbe efter hende. Og skulle det vise sig at hun ville råbe op, så var der nok heller ikke mange andre der var hurtigere end Ella selv. "At du ikke siger det til nogen" der skulle ikke mange hjerneceller til at regne ud at Ella enten havde kuren på sig eller i sig. Blot ud fra det faktum at hun ikke var det mindste bange for at røre ved den pestramte hud.

En svag rynken viste sig mellem Sin'thyas bryn, som hun så op på den lyshårede kvinde. Hun fandt hele situationen mærkelig .. at kvinden turde røre ved hende, når pesten rasede i hendes blod. At hun nu tilbød sin hjælp .. Sin'thya var ikke sikker på, om hun overhovedet var ved bevidsthed.

Alligevel viste håbet sig tydeligt i hendes øjne. Kunne den fremmede virkelig helbrede hende? Sin'thya havde kun ét ønske lige nu: og det var at holde fast i sit liv, hvor miserabelt det end kunne forekomme. Hun var ikke klar til at møde dødsriget endnu.
"Jeg siger intet." Sagde hun svagt. Hvad den fremmedes hemmelighed end var, havde Sin'thya ingen grund til at afsløre noget for nogen .. hun vidste ikke engang, hvem hun skulle sige noget til. "Men .. hvorfor vil du hjælpe en fremmed som mig?" Sin'thya var ikke vant til, at man hjalp fremmede. I hendes verden klarede man sig selv - og var man ikke i stand til det, så overlevede man næppe. Det betød dog ikke, at hun ikke selv ville række hånden ud mod nogen, der var svagere end hende selv .. det var bare så sjældent, hun så det blive gjort.

Ella havde et eller andet sted forventet større modstand, frygt måske endda, mod det pludselige tilbud, som kunne redde hendes liv. Men så huskede Ella tiden i fangeskab. Hvor desperat hun havde været for at komme fri og 'leve' igen. Hun ville havde gjort alt, taget imod hjælp fra enhver.

Ella smilede og stolede på hendes svar. Stolede på at hun intet ville sige. I hvert fald ikke hvem Ella var. Det ville være klart at foretrække.
Dæmonen spejdede over skulderen, for at tjekke området. Undersøge om nogen holdte øje eller bare det mindste værdigede dem et blik. Gaden var stille, og de få til stedet, så dem nærmest ikke. Måske ud af øjenkrogen og slog en stor buen udenom, mens de dækkede deres mund til med ærmet.
Ella vendte sine blå øjne tilbage til kvinden ved hendes egentlig meget rimeligt spørgsmål. Ella fjernede nænsomt en hårtot der var faldet ned over kvindens ansigt og satte det bag hendes øre. "Hvis jeg ikke hjælper dig, hvem gør så?" Det var svært at lade hver. Døden gjorde hende igen gavn, tværtimod. Og Ella havde lige så mange følelser som et menneske. Et naivt og følsomt menneske, faktisk. Hun brød sig ikke om at se nogen lide.
Ella tog sin hånd til sig, og brugte den til at tage en lille urtekniv frem, hun pegede mod sig eget håndled. Hun gik i stå for en stund. Kiggende på knivens spids og hendes egen hvide hud. Det tog en del mental overtagelse, før hun pressede kniven ned i sin egen hud, til blodet begyndte at piple frem.

Når man var i Sin'thyas situation, var der ikke noget med at være kræsen. Hun ville tage al hjælp, hun kunne få - om så hun skulle bønfalde den anden på grædende knæ. Livet var vigtigere end den minimale smule af stolthed, hun havde tilbage.
Men den fremmede kvinde så ikke ud til at behøve bønfaldelse. Blot Sin'thyas ord om, at hun ikke ville afsløre hemmeligheden. Var hun i virkeligheden en form for skytsengel, der holdt Sin'thya borte fra Kiles rige? Hun måtte huske at ofre ved dødsgudindens alter, hvis hun overkom sygdommen .. lige nu var hun bare så træt...

Hun måtte have lukket øjnene et øjeblik, men da hun så knivsbladet troede hun et øjeblik, at den anden ville rette det mod hendes hals. Hun spærrede øjnene op, og en mild overraskelse kunne ses i hendes ansigt, da kvinden skar i sit håndled. Var det.. dæmonblod? Et glimt af ægte håb kunne pludselig ses i Sin'thyas grønne øjne.

Ella skar en misfornøjet grimasse så snart knivbladet rørte. Det var koldt, men blev hurtigt erstattet af en prikkende og stigende smerte som kniven fortsatte. Det var ubehageligt og Ella var sekunder fra at trække sig.
Det mørkerøde blod begyndte selvfølgelig at piple frem så snart kniven gled over området og selvom såret ikke var af det dybeste, gik det i hvert fald en halv centimeter ned.

Ella lagde kniven fra sig på jorden og løftede håndledet op til kvindens mund, mens den anden var bag nakken for at støtte hende. "Her, drik" Mange signaler gik igennem kroppen på hende i dette øjeblik. Hun følte sig sårbar og forkert på et eller andet plan. Hun vidste godt hvad dette kunne gøre. Det kunne redde et liv, og det var det værd. Men følelserne gik som lynnedslag. Følelsen af at give en del af sig selv væk på den måde. Omend man ikke så det i hendes afslappede ansigt, var Ella faktisk bange for hvad dette kunne indebære for hende i sidste ende.

Som håbet om overlevelse steg i hjertet på Sin'thya mærkede hun, at hun stadig havde en smule energi tilbage i kroppen. En sidste vilje til at kæmpe for sit liv. Hun lagde de fyldige læber mod den anden kvindens håndled og drak grådigt. Den metalliske smag af blodet var en smule kvalmende, men der var ikke råd til at være kræsen.

Det var heldigt, at gaden for øjeblikket var tom, for i dette øjeblik ville det være ganske tydeligt for forbipasserende at se, hvad der foregik. Sin'thya ønskede ikke, at kvinden .. dæmonen, måtte det jo være.. skulle komme i problemer for at have hjulpet hende. Hun sank og hendes grønne øjne så et kort øjeblik op mod den andens ansigt, der forekom afslappet. Så overvældede trætheden hende endelig, og hun sank tilbage mod den andens hånd, der støttede hendes nakke, og hun lukkede øjnene. Blodet fra dæmonens håndled sad i pletter om hendes mundvige. 

Det var en mærkelig følelse. Læbere der suede sig fast til huden og grådigt hev til sig af det helbredende blod. Ella bed sig i læben, en smule ubehaget over hele situationen, men gaderne var lagt øde hen. Heldigvis for dem begge. Kvinden var stadig svag og selv efter at dæmonblodet begyndte at strømme rundt i hendes indre system, ville pesten stadig efterlade hende svagelig og udsultet. Ella kunne ikke tillade sig at føle hendes arbejde var færdiggjort. Efterlod hun kvinden ville sulten eller nattekulden tage hende i stedet.

Ella lænede blidt kvinden tilbage så hun hvilede hovedet mod trædøren, afslappende. Ella havde nu råd til et kort øjeblik at vise hvor forvirret hun var også hvad næste træk skulle bestå i. Første træk bestod i at få pakket håndleddet ind, en smule sjusket og uprofessionelt men nok til at klare arbejdet. Herefter tørrede hun blidt kvinden ved mundvigen for at fjerne resterne af blod fra de fyldige læber. "vi må heller få dig ind i noget varme" Ella var faktisk usikker på om kvinden var faldt i søvn, i så fald blev det meget mere besværligt at få fragtet hende indendøre til en seng og et varmt måltid mad.

Døsigheden, der havde ramt Sin'thya, var ikke den farlige døsighed, der ind til nu havde tvunget hende til at holde øjnene åbne af frygt for, at hun ikke ville vågne igen, hvis hun faldt i søvn. Tanken om, at blodet, der nu var i hendes krop, rent faktisk kunne få sygdommen til at forsvinde, tillod hende langt om længe at slappe af, og det var først nu, det gik op for hende, hvor træt hun egentlig var.

Bevægelsen, da kvinden tørrede hendes mundvige, fik hende til langsomt at åbne øjnene. "Hvor vil du tage mig hen?" hendes stemme lød træt, men desperatheden i hendes tonefald, var ikke længere det samme. Hendes hænder rakte ud mod kvinden, og hun åbnede øjnene helt op. "Tak.." Lykkedes det hende at få frem. Hun havde aldrig helt været god til det med at sætte ord på sine følelser, men hun håbede at kvinden .. dæmonkvinden .. forstod, hvor taknemmelig, hun var. 

Det var som om at det først nu gik op for Ella hvor skrøbelig og usikker hele situationen stadig var. Kvinden så stadig syg ud, og ikke en eneste kroejer med bare en smule fornuft i knolden vil lukke dem ind! Så derfor var Ella for en stund efterladt med let åben mund og et meget eftertænksomt ansigtsudtryk. "Bageriet tænder snart op for ovnene. Det burde være muligt at finde varme der" faktisk var hun ikke sikker på hvad de skulle gøre, men det blev ikke en dans på roser. Folk ville ikke tro på dem hvis de forsøgte at forklare folk at ingen af dem bragte pesten med indenføre.

Ella kom tilbage til virkelighedens verden og tog imod kvindens hænder og gav dem et let men varmt klem. Ella havde stadig det optimistiske og varme smil på læberne, selvom hun var lidt i tvivl om hvad de skulle gøre. Men sidde her kunne de ikke. Ella kom derfor op at stå igen og ragte begge hænder frem mod kvinden. "Men vi kan ikke blive her ligemeget hvad. Der er alt for koldt."

Bageriet .. Det var første gang, på trods af at Sin'thya var alt andet end rig, at hun var tvunget til at sove på gaden som en hjemløs. Bordelhuset var ikke ligefrem noget, man ville kalde et "hjem", men før hun blev ramt af sygdommen, havde døren trods alt altid været åben, så længe hun arbejdede der. På trods af, at hun havde boet et års tid i Hovedstaden, kunne de mange snævre gader fyldt med fattige, tiggere og pestramte stadig virke skræmmende..

"Bare et øjeblik mere.." Bad hun. Hun var så træt, men alligevel rakte hun langsomt frem mod den anden kvindes hænder. De kunne ikke blive her .. tænk hvis nogen havde set, hvad der var forgået.. Hun havde lyst til ængsteligt at vende hovedet mod Helbredelseshusets lukkede og tilskoddede vinduer, men opgav, da den mindste bevægelse i forvejen var en anstrengelse.

Ella var virkelig usikker på hvad hun skulle gøre. Normalvis når hun skulle sove, forvandlede hun sig og lå i den varme hvide pels hele natten og var klar til næste morgen. Det var hun ret sikker på at kvinden her ikke kunne gøre.
Ella bed sig i læben ved hendes forespørgsel, og selvom hun gerne ville lade kvinden hvile noget mere, vidste hun også det kunne være risikabelt.

"Undskyld, men vi er nødt til at tage afsted." så måtte de se om de kunne finde bageriet, eller et forladt hus. Dem var der efterhånden nogle stykker af efter pesten havde fået ordentlig fat. Ella holdte fast i kvindens hænder og hjalp hende med bedste evne op at stå og var hurtig til at være hendes støtte ved at tage armen over sin egen skulder. De måtte finde et sted snart for at hvile. "Kender du byen godt?" en blanding af at spørge til råds og samtidigmed sikre sig at kvinden forholdte sig vågen.