Markedspladsen summede af liv - på præcis samme øredøvende og kvalmende måde, som den havde gjort for så mange år tilbage. Mænd og kvinder råbte af hinanden på gaden, løftede halvrådne fisk og misfarvede frygter, og forsøgte desperat at forsikre forbipasserende indkøbere om, at disse varer var særdeles friske og yderst sjældne. Pladsen var fyldt med boder så langt øjet kunne spotte, og der var både krydderier, grøntsager, alskens kød og slagtere, samt våben, heste, store og små landbrugsdyr, bøger og endda smykker og farvestrålende kjoler og kjortler. Man skulle ærligt talt ikke tro, at dette var en by der for nyligt var blevet forbandet med en ugudelig sygdom. Men det var i sandhed charmen ved hovedstaden; folk var tilsyneladende altid fuldstændig ligeglade med hvad der foregik omkring dem. Alwyn trak en anelse på smilebåndet, og betragtede de mange myldrende mennesker og ikke-mennesker. Hun stod lænet op af en husmur, med sin hætte trukket langt nedover ansigtet. Kappen hang omkring hende, som en omfavnende og beskyttende skygge - hendes identitet var hendes egen største svaghed, og hun skulle ikke risikere at nogen genkendte hende. Hun havde allerede spottet en række genkendelige ansigter; gamle venner og fjender, som alle ville sælge hendes informationer til Mørkets Lord for ingen penge. Sådan var det, når man forrådte alt og alle omkring sig. Men verden måtte snart have glemt hende - der var trods alt gået nogle år nu, ikke sandt?

Med lidt god vilje, fik hun skubbet sig selv væk fra sit bekvemmelige skjul, og bevægede sig nu ud på den åbne markedsplads. Hun måtte mase sig gennem masserne, for at komme ud til en bod der solgte brød. Duften var fortryllende og det store udvalgt var yderst indbydende. Hun passerede boden, og ignorerede den rungende sult der knugede i hendes krop. Hun havde ingen penge, og lommetyv - eller blot normal tyv - det havde hun aldrig været. Hun måtte skaffe sig nogle penge snart, ellers ville hun gå til på byens gader. Død af sult, tænkte hun med et smil. Det var der ingen der ville have troet. Hun fortsatte ned ad brostenene og betragtede de mange farvestrålende boder og deres forskellige varer. Det kildede i hendes fingre. Hvor nemt mon det ville være at snuppe noget? Hun stoppede foran en frugtbod og betragtede de blodrøde æbler med et stift blik. Ville nogen opdage det?

De saftige æbler var indenfor rækkevidde. Hun skulle blot række ud... Hendes øjne flakkede op til manden bag boden - en ældre lettere overvægtig herre, der var ved at servicere en kunde. Det var næsten for nemt! Forsøgte Guderne at hjælpe hende af med sin sult? Hun bed tænderne sammen og løftede hånden en smule, da en stemme skar ind til hendes ensomme tankespind. Alwyn tog et hurtigt skridt til siden og fik straks lagt lidt afstand mellem sig selv og den bjørn af en kvinde, der nu stod foran hende. Hun knugede hænderne sammen og stirrede på kvinden foran sig. Hvad nu? De handlende omkring dem så lidt forbløffede på dem, men da der i deres øjne, ikke var sket noget, så vendte de straks tilbage til deres forretning.

Der gik et langt akavet øjeblik, hvor Alwyn blot så afventende på den store kvinde. Det måtte jo være en person, der havde genkendt lejemorderen. Hvorfor skulle hun ellers have taget kontakt til en vidt fremmed? Hun skævede til våbnet, der hang ved bjørne-kvindens bælte, og lod så diskret sin egen hånd søge ned til sit sværd. Hun hvilkede fingrene på fæstet, inden hun atter lod sine øjne finde bjørnens. Intet skete. Kunne det passe, at kvindfolket virkelig blot havde stilt et ukritisk og bekymret spørgsmål? Alwyn var paranoid nok til ikke at tro på det. Dog nikkede hun endelig til spørgsmålet. Sandheden var trods alt, at hun sultede.

Alwyns øjne blev store, da kvinden tilsyneladende købte et æble. Frugten blev placeret i den nu pludseligt udstrakte hånd, og de sultne øjne stirrede chokeret på denne yderst gavmilde gave. Kunne hun have nået at forgifte det? Den store krop havde trods alt skærmet for udsynet i et splitsekund! På den anden side, så lignede bjørnekvinden ikke just typen, der ville bære gift rundt omkring i byen. Hun lignede egentlig ikke typen der havde brug for at ty til forgiftning. Et enkelt slag med sværdet skulle sikkert være nok til at sende alle hendes modstandere i jorden. Alligevel kunne Alwyn ikke tro sine egne øjne. Det var flere dage siden hun sidst havde spidst, og da havde det været et halvmuggent brød. Nu var det et helt friskt æble! Blikket blev atter vendt mod bjørnekvinden, og i et forsøg på at skjule den nærmest syglige sult - der kontrollerede det meste af hendes opførsel - så trak hun på smilebåndet. "Tak, men... Hvorfor hjælpe mig?" Hendes stemme var hæs; et tydeligt tegn på manglende vand.

Alwyn var kun en skygge af den kvinde hun før havde været - isolationen havde ikke været god ved hende, og livet i slummen gjorde kun hendes tilværelse mere ynkelig. Det var første gang i lang tid, at hun havde mødt ærlig og ægte godhed. "Der er mange andre, der har mere brug for hjælp end jeg. De kunne hjælpe børn, ældre, syge eller sårede. Hvorfor hjælpe mig?" Kvinden måtte da have set, at Alwyn havde været klar til at stjæle. Var det ikke bevis på, at hun kunne klare sig selv? Hvorfor gøre noget godt for en, der allerede gør noget skidt?

Alwyn betragtede hende med et skævt smil og et hævet øjenbryn. Kunne det virkelig være sandt, at hun ved et rent tilfælde havde fundet et ordentligt menneske i hovedstaden? Hun kunne ikke rigtig lægge sit paranoia fra sig, dog, og kastede et nervøst blik henover skulderen. Det var ikke umuligt at det var et trick. På den anden side, så ville hun kunne klare alskens tricks og overraskelser, hvis hun fik noget indenbords. Hun førte æblet til sine læber og tog en tiltrængt bid. Sulten skreg og bad hende fortære æblet hurtigere, men hendes selv-kontrol havde overhånden. Hun skulle trods alt ikke synke ned på en tiggers niveau - hun havde set dem kravle rundt på den beskidte jord og fortære alt de kunne få fingrene på.

"Hvad skyldes den pludselige fattigdom? Sidst jeg var her i byen, var der forholdsvis velstand i byen." mumlede hun og tog endnu en bid af sit æble. Det var efterhånden mange år siden at hovedstaden havde været i fuld flor. Tingene var gået ned ad bakke.