"Hva, siger du jeg lyver!" den rug stemmen gav svagt genlyd i den sorte, skumle gyde, til trods for forsøget om at holde stemmen så stille som muligt. "Løgn og svindel er dit livsbørd, Javis!" knurrede en anden stemme hidsigt og oppede den i forvejen harske stemning mellem de fire mænd voldsomt. Alt i alt kunne det havde været et ganske underholdende syn, havde kvinden andre planer med deres fortrinlige og yderst passende skænderrig denne mørke nat.
På tagets slidte top sad en spinkel skikkelse, klædt i sort fra top til tå. Det flammende røde hår var bundet fast ind i en knold og dækket over af en sort hætte. Rundt om halsen bar hun et sort klæde som dækkede det meste af ansigtet. Synligt var de blå øjne som stille og observant holdte øje med 'forretningssamtalen' nedenfor. En samtale som udviklede sig til et slagsmål i den gustne gyde, med tomult og klirren.

Det var tegn til at den mørktklædte Amy skulle til at skynde sig. Alt for vandt gled hun ned fra taget og klatrede effektivt ned, uden at lave så meget som en lyd, andet end den svage lyd af læddersko der ramte let våde brosten.
Foran hende væltede mændende rundt i et øreskærende skænderrig, som allerede var begyndt at kalde folk til sig. Det var ikke andet end et spørgsmål om tid før byvagter melte sig. Til den tid ville Amy være væk. Forsigtigt løftede hun den større rygsæk som gav et klir fra sig, som vialerne ramlede mod hinanden. Som et dyr kravlede hun baglæns, ud af syne i mørket, før hun rejste sig i fuld skikkelse, tog rygsækken forsigtigt på ryggen og kravlede tilbage op af den stejle væg.

Det var først da lyset brød frem over hende, at hun vovede. Vovede at fjerne tørklædet fra næse og mund og lade dampen fra hendes vejrtrækning komme frem i luften. Hun havde tilbageholdt hosten hele natten af ren frygt for at blive opdaget. Hosten der hurtigt tog over og lod metalisk blod løbe ned af hendes læber, som hun krøllede sig sammen. Forbandede pest.
Men hun havde chancen. Hun havde kuren i sin hånd. Amy stirrede ned på den sort plettede hånd, som mindede mere eller mindre og resten af hendes krop. Hun vidste at det betød at hun ikke havde mange timer tilbage. Det var vel forsøget værd.
Med en veltilfreds poplyd hev hun korkproppen af vialet og lod kanten hvile på de sprængte læber. Hun skulle bruge et par sekunder på at overtale sig selv, før det tygge mørke blod gled ned i halsen på hende.

FØJ! Hendes hals, mund og krop brændte forfærdeligt som Amy begyndte at hoste fribrilsk og tage sig til halsen. Amy følte sig sekunderne efter som en karkelovn. Brændvarm og på kanten til at kradse af.
Og så var det væk. Den rødhårede kvinde hev efter vejret og løsnede endelig sit tag rundt om halsen og så på de hudfarvede hænder. De sorte plamager var væk. Selv den døde hud i ansigtet så ud til at være forsvundet. Kuren virkede rent faktisk.

Amy lod blikket glide ned i tasken. Der var stadig et par håndfuld vials tilbage. Nok til at redde dem som ingen andre tænkte på. Gadebørnene som, som altid, var efterladt alene uden hjælp.
For en sikkerhedsskyld, tog hun 2 stykker op fra tasken og stoppede ned i skuldertasken, i de hemmelige lommer som skinnet gemte på. Resten forblev i tasken hun løftede fra jorden, tog på ryggen og tog med sig ned fra det udvalgte tag, hun havde tilbragt natten på. Langt væk fra gerningsstedet. Herefter gik turen til det gamle vante kvarter. Slumringsdelen hvor børnene havde deres domæne. Hvor hun selv havde været i mange år, men efterhånden var faldet ud af. Well, nu kroen var væk, var hun mere eller mindre tilbage alligevel. Men kun for en stund. Hovedstaden var blevet et skummelt sted. Et sted Amy ikke ønskede at tilbringe alt for meget tid i sin fremtid.

Det var de tidlige morgentimer, og Hedwig var stadig på patrulje sammen med en anden byvagt. Hendes arbejdstimer var blevet længere og længere, som de mistede folk i byvagten. Pesten havde taget hårdt på alle, og det inkluderede byvagten. Hedwig var en af de heldige og var endnu ikke blevet ramt, nu var hendes rødder også ganske tvivlsomme, og hvem vidste om hun også havde dæmon i sit blod et sted. For nu ville hun ikke tænke for meget over det. Det vigtigste var at overleve og sørge for at kriminaliteten var minimum, men de havde ikke mandskabet til at rydde ud nede på det sorte marked, selvom de kunne få adgang til undergrundsnettet.

Det var snart slut med at patruljere, og de var da også kommet i nærheden af slumringskvarteret, det kunne dårligt betale sig at gå derind mere med deres manglende ressourcer. Det var bedre bare at holde den orden der nu engang var ude på gaderne hvor der var flere der omgik hinanden. Men Hedwig undrede sig om hvor slemt det ville være i hendes gamle barndomshjem. Uden tvivl ville der være mange børn der var blevet taget af sygdommen. Nogen havde måske endda solgt deres liv for at få fat i det værdifulde liv. Hun var ikke selv bleg for at lade børnene og andre hjemløse beholde blodet, så de kunne overleve. Hendes hjerte var for blødt til at lade dem dø.

Men hun havde ikke tænkt at hun ville se flammende rødt hår, som hun bedst kendte som en vis person, hun havde set meget over årerne. Hun havde også givet dette barn op til mad flere gange, selvom det aldrig var meget af gangen. "Amy? Hvad laver du her?" spurgte hun overrasket. Byvagten ved hendes side gav et irriteret grynt. Han ville allerhelst bare slutte patruljen og komme hjemad.

Amy var en anelse imponeret over sin egen evne til at udgå at blive fanget denne nat. Det havde været rart at vide, at nogle af de gamle egenskaber stadig var holdt vågne og klare til når hun havde brug for det. Det var især vigtigt nu hvor hun havde så dyrebar en last i rygsækken og vidste at kvarteret hun styrrede målrettet efter, nemt kunne slå hende ihjel for den simple last af glasvials og mørkt tygt blod der skvulpede dovent op af kanterne ved hvert skridt.

Amy havde ret i sine antagelser angående den stigende kriminalitet i det slumre distrækt, men desværre også hvor mange syge der lå halvskjult eller frit døde ude på vejen omkring hende. Der stank fælt i gyderne, værre end normalt.
Det var et forfærdeligt syn.
Amy fjernede hætten fra hovedet og afslørede det flammende røde hår for alles blikke. Ikke at det betød så synderligt meget. Ikke mange blikke faldte i hendes retning af de syges. De var tomme hvis de endelig fandt hendes retning, det var ubehageligt. Specielt at vide at hun selv havde været i nærtliggende samme tilstand for ganske få timer siden.

Amy satte sig på knæ ved en mindre folk forskræmte børn som var blege og sortplettede af sygdommen. Nok mere sultne end nogensinde før oven i det også. Tasken blev sat forsigtigt, knap åbnet for at tage en flaske diskret op, da en stemme overraskede hende til at tabe glasvialet fra den ene hånd, men gribe med den anden.
Vildfaren reste hun sig drejende og så direkte ind i den abnormt høje Hedwigs byvagt uniform, og kunne ane at hun ikke var så heldig at være alene.
"Oh, Godmorgen Hedwig.."
Diskret forsøgte hun at gemme vialet bag ryggen, men noget sagde hende, at hun var afsløret, hvor meget hun end forsøgte at lyde så normal og afslappet som muligt.