Hvad der højest skulle have taget en uge, havde i stedet taget et par måneder. Kulden havde til tider været strid, specielt mod Tara. Undervejs havde de haft adskillige problemer. Efter at have fundet noten fra Phoenix på det planlagte sted ved fantomtårnet, var kursen mod denne gård fastlagt ved fugleslugtvejen. Dog har de selvfølgelig måttet flyve uden om de områder, hvor der var meget befolket, men ellers havde det gået godt, indtil de kom halvvejs på ruten. Det var ikke nogen hemmelighed, at eftersom at de havde gjort sig bemærket på Krystalpaladset, havde kursen på deres hoveder steget markant.
Nogen må have fået et vink om, at de var blevet spottet. I hvert fald måtte de gå under jorden, ned i en hule og holde sig skjulte, eftersom Taras fugl var blevet beskudt og de var nødsaget til at lande. De var blevet tvunget til at aflukke hulen helt - ved ganske enkelt at få den til at styrte sammen. Hulen havde indeholdt så mange gange, at de utallige gange var gået forkert og i sidste ende alligevel endte samme sted. Dronningens vagter havde da også flere gange nået frem til dem, som da de splittedes op i gangene i forsøget på at finde dem. Dette var selvfølgelig endt ud i... aftensmad.

Samson trådte igennem buskene. Håret havde ikke set noget vand, andet end regnvand. Han mindede om en minearbejdsmand med alt det støv og jord han havde i ansigtet efter den længere vandretur. Men nu skulle den lange tur endelig have sin ende.
Han kiggede forsigtigt frem fra busken foran sig, og så et par småbørn lege i alderen mellem 4-7 år. De hvide øjne betragtede dem mellem bladende udtryksløst i flere sekunder, inden han satte sig ned og vendte hovedet mod Tara.
De skulle være sikre på at de fik genvundet krafter nok, efter den lange tur, så de kunne lægge familien til at sove, uden det store besvær.

Det havde været nogle hårde koldde måneder, uanset hvor meget skovelveren havde moret sig med balladen på Krystalpaladset var det ikke spor sjovt længere. Liver som eftersøgt havde ikke været nogen fornøjelse, og absolut ikke efter, at Lysets tropper havde fået lidt bedre fat efter slaget i Hovedstaden, det var som om, at jagten bare var blevet intensiveret. Elveren havde flere gange beklaget sig til Samson, hvor mange styrker kunne de overhovedet sætte af til jagten på tro kriminelle? Elveren havde i hvert fald undret sig, var Mørkets krigsforbrydelser ikke at prioritere højere? Måske var det i virkeligheden grunden til, at de to endnu var på fri fod.
Tunellerne havde været trange, for trænge for den klaustrofobiske rødhårede skikkelse, flere gange havde Samson måtte trække hende igennem smalle passager og snævre indgange, heldigvis for elveren var hun væsentligt mindre end Samson og så længe at han kunne komme igennem, var der rigeligt plads til hende.
Den store bredskuldrede mand havde mæsket sig i menneskekød undervejs, Tara havde spist væsentligt mere sparsomt, uanset hvor ligegyldig hun efterhånden fandt Samsons tilbøjelighed, var menneskekød alligevel ikke noget der vækkede hendes appetit. Alligevel havde den sidste viledte soldat været god for dem begge, han havde i sin sidetaske båret flere stykker frugt, lidt røget kød og en efterhånden tør humpel brød, et rigeligt måltid for dem spinkle elver.
Tara var ikke længere noget pragteksempler på et af de udødelige væsener, hun lignede (som Samson selv) en der kom direkte fra en mine, skidt havde sat sig i alle afkroge, det lange røde hår var sat op i en ubehjælpelig knold som efterhånden hang ned langs hendes ryg, mens hovedbunden havde været fedtet og nusset. Tøjet hun bar var af ringe stand og alt for stort, men det havde holdt på en smule varme, som alligevel ikke havde holdt sygdommen helt for døren, idet en hæs rallen og tør hoste endnu plagede hende.

Endelig, Tara fulgte langsomt efter Samson, hun ventede med utålelig ro på, at Samson fik nærstuderet situationen inden han satte sig og vendte det,for andre, uhyggelige blik mod hende. Tara nikkede, hun var parat til at gøre hvad der stod i hendes magt for at komme til den gård, til et opvarmet hjem hvor hun kunne få i bad og for første gang i mange måneder, en rolig søvn. Tara vendte langsomt blikket mod børnene, skubbende nogle kviste til side, som medførte et fald af det visne løv, inden hun lod sig synke ind i deres bevidsthed, børn var simple og lette, ikke længe efter sank de sammen på den kolde jord. Hverken døde eller bevidstløse, men i en tung tung søvn end ikke et vældigt tordenvejr kunne vække dem fra.

De to eftersøgte havde ikke udvekslet mange ord på det seneste. Uhyggeligt nok, kunne de nærmest læse hinandens tanker, helt uden at gøre brug af Taras evner. De var, hvad man ville kalde det, lidt ligesom et gamle ægtepar der havde levet sammen i mange år, og tilbragt utallige af timer sammen. Det var ikke nødvendigvis en god ting, men en klar fordel for dem, sådan som deres situation var i øjeblikket.

Han betragtede inden længe de små børn liggende på jorden. Så let som ingenting for Tara. Han kiggede kort tilbage, nikkede en enkelt gang til hende, som bekræftelse for hendes arbejde. Nu skulle de bare finde frem til resten af familien, hvor mange de nu end var.

Et spædbarns skrig hørtes nu inde fra huset. En kvinde kom straks luntende fra det ene hjørne, mod hoveddøren, med en lille sæk over ryggen. Hun havde sikkert været lige været ude og høste ind fra markerene - højest sandsynligt ikke så langt væk fra huset. Typisk mødre.

Hun skulle bare vide, at hun netop havde hjulpet til deres aftensmad. Tara og Samson gad højest sandsynligt ikke selv gå ud og hente noget som helst, hvis de kunne slippe for det, når først deres arbejde var gjort færdigt.
Blikket gled søgende efter mere bevægelse, men fandt intet. Et hurtigt vift med hånden gjorde signal på til at gå mod huset.

Han lod hætten falde, og gik nu med lange hastige skidt mod husets dør, som kvinden havde ladet stå på klem i farten. Forsigtigt skubbede han til den og ind trådte han. I farten, da kvinden gik ind af døren, havde han lige fået set skikkelsen gå til venstre. Han gjorde det samme.

Han kom direkte til køkkenet. Det var et stort rum med massere af reoler og skabe til opbevaring. De måtte være velhavende bønder. Måske var faderen på markedet for at sælge alle de afgrøder, som familien ikke fik spist. Sådan var det jo, at være bonde. Det kendte Samson selv alt til, fra sin egen opvækst.
Nu hørte han en kvalt hulken, som snarligt døde hen. Det måtte være den ikke eksisterende lyd, af en tilfreds unge der fik sin vilje og blev fodret.
Et hurtigt blik blev videre kastet rundt i huset. Der stod pludselig en lille lyshåret pige ind til et andet rum, og kiggede målløst på ham med frygten malet i ansigtet. Farven aftog mere og mere jo længere tid der gik.

Han gjorde et signal til Tara om at lade hende tage sig af barnet. Han skulle have ordnet moderen inden hun nåede at gøre det mindste.
Han tog et par ekstra skridt hen til den døråbning og moderen kiggede op med det største smil - hun forventede tydeligvis en anden. Smilet forsvandt helt, som om at det aldrig havde eksisteret.

I løbet af ingen tid, var spædbarnet ikke længere i hendes hænder, men svævede derimod over ved siden af hendes side og lå nu på sengen i stedet. Moderen kunne ikke bevæge sig, men var låst fast i sin stilling.

"Vi tager den herfra, synes du ikke?" Samson stirrede dødt på hende, og et manisk smil tonede sig frem på ansigtet.
Et par få vift med hænderne, og hendes nakke blev vredet om og kroppen faldt bagover livløs. Et par tårre trillede ned fra kvindens øjne i dødsøjeblikket.

"Ikke alle familier lever lykkeligt, ser du..." Mumlede han og skulede nu over til spædbarnet. Han nærmede sig med langsomme skridt, og barnet begyndte at græde i selv samme øjeblik. Utroligt som så små væsener kan føle sine omgivelser, og alligevel være så ufattelige dumme og hjælpeløse.

Han bøjede sig nedover det, nærstuderede det - kom nu endnu nærmere, så hans næse var ved at røre barnets mave. Lugten af nyfødt baby pirrede ham. Han mindedes ikke at have smagt et barn så ungt før. Mon det var på tide?
Gråden blev højere. Gadvide om barnet ville kunne bruges? Det så ikke helt menneskeligt ud, nu hvor han kiggede nærmere efter. Var der monstro dæmonblod i den, og kunne den i så fald bruges? Han tog hånden op for munden på barnet, samlede den op som var den en beskidt unge der ikke var værd at have tæt på sig.

Tara tiltede hovedet en kende, hun prøvede at synke, men der var intet at komme efter, hendes hals var tør som ørkenen, og hendes kinder ru som sand, hun var sulten og træt, hvilket gjorde hende i dårligt humør.
Samsons tankemønster var hendes leksikon, hun vidste hvad der betød hvad og hvilke afkroge af hans sind hun skulle holde sig fra, nogenlunde i hvert fald, der havde været sutuationer med ekstrem udmattelse, sult, tørst eller kulde hvor hendes fokus ikke havde været kraftigt nok, ikke nok til at holde hende fra de mest dystre skygger. Handlinger der nu havde ført til det døde blik den beskidte elver havde rettet frem for sig, der var intet liv bag de brune øjne, kun en gnist, en gnist som var ufortolkelig.

Scenariet der udspillede sig foran elveren lod ikke til at påvirke hende det mindste, hun kendte Samsons vaner ud og ind, hun kunne dufte hvad Samson duftede, se hvad han så, føle hvad han følte, af samme årsag gik der ikke længe før den tavse elver vendte rundt imod den blonde pige, hvor gamel var hun mon? 11 måske.
Pigen prøvede at vende omkring, løbe af alle kræfter, men hun kunne ikke, Tara havde fastfrosset hende i sin position. Elveren bukkede sig ned mod pigen, inden hun lagde hendes pande mod den yngres, roligt gribende omkring en af de korngule fletninger. Kort efter rettede Tara sig igen, pigens blik var ikke længere angst eller panisk, derimod var det nu som Taras eget, dødt og uforudsigeligt. Pigen åbnede med overraskende ro et af skabene i køkkenet, inden hun trak en kniv frem, den havde nok aldrig været rigtig skarp, men spids nok til formålet. Elveren lænede sig langsomt op ad køkkenbordet, hvorfra hun snuppede et æble med fingerspidserne og sate tænderne i det friske frugtkød så det dryppede ned fra hendes hage. Pigen vandrede i den retning hvorfra Tara og Samson selv var kommet, indtil hun nåede de to sovende drenge Tara havde taget sig af tidligere og hjerteløst begyndte at gennembore deres sovende kroppe med den sløve kniv. Igen og igen stak den blonde pige uden et ord, blod bredte sig på hendes forklæde og lasede kjole, men hun var ligeglad, efter flere minutters makabert mord på begge af pigens brødre rejste hun sig, kiggede kort imod huset hvorfra Tara holdt øje fra vinduet og stak så kniven i sin egen brystkasse. Tara kneb øjnene sammen, pigen hvæsede efter vejret nogle gange, inden hun selv dejsede om, ikke mange centimeter fra sine brødre. Jobbet var overstået.
Tara tog endnu en bid af æblet, saften gennemblødte klæderne hun havde viklet omkring sin ene hånd og underarm for at modstå kulden bedre, nu havde hun sin koncentration rettet mod Samson, det var efterhånden skræmmende, hvor lidt hendes magi terrede på hende nu, det var for let, som om Melkor havde åbnet for et kraftcenter i hendes indre der ikke holdt hende tilbage.

"Tøsen vidste ikke meget, men hendes far er på markedet for at sælge tre af deres får, at vurdere på afstanden herfra er han nok tilbage i morgen!"

Elveren blinkede langsomt, inden hun smed æbleskroget på gulvet, det var blevet en dårlig vane, det havde været alt for let at have Zidiac til at rydde op efter ens svineri, lidt for let og alt alt for fornøjeligt.

"Jeg forslår vi får noget søvn før han kommer hjem, han er sikkert en kleppert, det er de altid, de landmænd!"

Elveren krængede kort læben op i en utilfreds mine, hendes stemme var hæs og ru. Det havde været mange mange dage siden hun sidst havde brugt den.

De hvide øjnes blik kunne næsten have dræbt barnet, som han nærstuderede det. Der måtte være mulighed med det barn. En dæmonunge kunne være en fordel til senere. Specielt nu med pesten. Og ja.. Zidi har jo nok savnet at have en lille unge, om ikke andet en til at tage sig af.
Nå ja.. Zidiac..

Han lukkede øjnene, følte sig frem og tænkte på Zidiacs brændemærke. Der gik ca et halvt minut og han havde fundet hende.
*Føl mig Zidi... Kom her, nu kan du rent faktisk gøre noget nytte igen* Impulser blev sendt afsted til hendes brændemærke, og lede hende i retning mod ham - om hun så ville eller ej, og det skulle gå sådan rimelig tjept.
Nå ja, og nu hvor han var igang, måtte han også have sin Phoenix med sig. De kunne lige så godt blive flere på gården hurtigst muligt. Specielt nu hvor Tara og Samson begge var så afkræftede og i mangel på søvn.
Samme procedure blev gentaget med Phoenix - igen med tvang. Også selvom han godt vidste, at hun kom helt af egen fri vilje. Det var kun spørgsmål om tid, før han kunne få Brutus til at være ved sin side igen - lige et par dage endnu.

Han kiggede mod Tara. Hun var altid effektiv, helt uden at røre en finger selv. De var et skræmmende par, der mange gange kunne gøre hvad de ville, uden at yde det store.

Taras bemærkning omkring den kleppert til fader, var en smule nedgørende overfor en så stor mand som Samson. Der var trods alt ikke så mange igen på hans størrelse omvandrende i Krystallandet. Men han vidste også godt, at det trods alt stadig var fornuftigt med noget søvn, inden den næste fight, hvor der måske ville komme en smule modkamp, når han ser sin afdøde familie.

Han brummede utilfredst, åbnede skabet ved siden af og proppede babyen ind i skabet. Så kunne det passende ligge der, til de skulle bruge barnet igen. Han lukkede lågen til det, og hørte barnet skrige endnu højere. Han rullede kort med øjnene, skulede over til et lagen og smed det ind over barnet, dog så det trods alt stadig lige kunne få luft. Hvis han virkelig kunne bruge det, var det bedre levende end død.

Med tunge skridt gik han ud af rummet, lukkede døren bag sig med sin fod, så kort på Tara inden han fortsatte sin gang videre ind i stuen og fandt noget pileflet af en seng med noget blødt og satte sig forsigtigt der. Den gav knirkende efter, da han satte sig. Han overvejede om han kunne lægge sig helt, om den kunne holde til ham. Den var vidst ikke beregnet til så stort et menneske som ham. Måske var det kun som en børne seng, der kunne rumme alle familliens uduelige børn, liggende der på stribe.
En brummen slap hans strube og han løftede fødderne med sig op. SLAM! Som forudset, endte benene med at knække på den skrøbelige seng, og den var derfor i gulvkontakt. Alligevel lagde Samson sig ned i den, som om intet var hændt. Hvad betød det alligevel i sidste ende.. Han havde været så vandt til at ligge på kolde gulve alligevel, så det var stadig det rene luksus. Tid til en lur...

Det var ikke uvant for Tara at Samson kaldte sine slaver til sig, nu vidste hun bare prøcis hvordan det forgik og hvornår, at dele Samsons mentalitet var ikke altid let, eller for den sags skyld specielt rart.
Uanset hvor lidt Tara ville indrømme det, glædede hun sig til at Zidiac kom, hun kunne klargøre et bad for Tara, rede hendes hår (og guderne vidste, at det trængte noget så grusomt, faktisk var det så filtret, at elveren selv ikke havde turde trække båndet ud, som holdt det på plads) og sidst men ikke mindst, så kunne Tara virkelig godt bruge et godt, hjemmelavet måltid med det hele.
Sulten gnavede videre bare ved tanken og af samme årsag valgte Tara at slå tankerne over på noget andet, Samsons gnavne attitude sagde det hele, hun vidste hvad han tænkte og det fik elveren til at give et irriteret fnys fra sig, typisk alfahanner som Samson.
"Jeg sagde jo ikke at han ville blive et problem for dig, men vi er begge trætte, om du vil indrømme det eller ej, og vi har trods alt myrdet hans familie, hvis det er noget der han tænde folk af, så er det altså sådan noget!"
Snappede hun hæst mens den store mand gav sig til at proppe ungen ind i køkkenskabet. Tara måtte kort tage sig selv i at sende ham et bedrevidende blik, det ville de da på ingen måde få ro af, nu ville dens skrigen i stedet bare blive en hul en. Elveren pustede en lik væk, mens hun utålmodigt slog fingerspidserne imod køkkenbordets ujævne træplade i rytmisk takt inden Samson forføjede sig, og hun kunne komme til sit arbejde. Meget lig de andre børn, sendte Tara dæmpende bølger imod barnets sind, til det fald i en drømmeløs søvn, en søvn elveren misundte det grusomt.

Samson fandt hurtigt et sted at gå til ro, havde den rødhårede elver haft krafter det, havde hun skreget af grin over sengen der gav op under hans vægt, men i stedet trak hun en kende på smilebåndet inden hun gav sig til at overveje sine muligheder. Det havde været naturligt for hende at sove tæt op og ned ad Samson på deres lange tur, hvor hvad som helst kunne dukke op til hver en tid, men nu, dette skulle være deres nye hjem. Tara skævede kort gennem køkkenet til en dør som så lovende ud, men det var langt væk. Hvad der virkede som en indre diskussion på flere minutter endte med, at ubehagen fik overtaget og Tara løsnede tæppet fra hendes taske, inden hun lagde sig over ved siden af Samsons store korpus, uanset hvor meget hun ville elske at slippe for hans snorken, så turde hun ikke lægge sig alene i et ukendt hus, fra en ukendt ejer, som tydeligvis var i stand til at producere børn af en kaliber lig halvdæmoner. Hellere være på den sikre side, om ikke andet, bare et par dage endnu.

Det var tidligt om morgenen på tredjedagen for at hun var blevet kaldt tilbage til Samson.
Det havde ikke ligefrem været let med et barn på ryggen, der endnu ikke var i stand til at bruge vingerne selv, og havde derfor involveret en del hvile-tissepauser. Om nætterne havde hun dog tilladt sig selv at hvile, omend det stadig trak i hende efter at komme videre.
Som de var kommet tættere på og hun havde fundet den øde liggende gård, havde hun ikke været sen til at lande et godt stykke væk, og gemme datteren blandt nogle bakker, bestemt beordrende hende til at forblive skjult og ude af syne, ikke at tage kontakt til nogen og hvis alt gik dårligt, at komme ud af sin krop hurtigst muligt og finde sig en ny, svag en hun kunne besætte og holde sig langt væk fra bebyggelsen.
Undervejs havde hun opdaget at nogle af folkene var blevet interesserede i at købe dæmonblod, så det var lykkedes hende at få fat i en flakon med vand fra en kilde der kunne gøre kroppe og sind ældre, klogere og ikke mindst stærkere.
Denne flakon havde hun observeret den lille pige drikke indtil hun ikke var helt så meget lille mere. Umiddelbart ville hun ikke kunne æde flasken som sin mor, men hun fik alligevel lov at beholde den, fik et overraskende ømt kys på panden, og et varmt kram, noget man ellers aldrig ville tro kunne komme fra en hidsigprop som Zidiac.
Derefter var hun fløjet til himmels igen og havde landet, midt på gårdspladsen, og trak vingerne tæt ind til kroppen, for træt og udmattet af manglende søvn og hvile, til overhovedet at skifte over til det mere menneskeligt udseende. Desuden havde Samson jo set hende i denne skikkelse før, så hvad gjorde det? Overhovedet intet.
Blikket gled undersøgende rundt som hun på småskælvende ben så sig om, fulgte impulserne til at undersøge gårdens mange vinduer og døre, ignorerende lugten af død og de rådnende lig ved buskene, før hun langt om længe endelig trådte ind af hvad der måtte være døren ind til boligen, mens hun forsøgte at få styr på de utallige tanker i hendes hoved, instinktivt skubbende dem involverende datteren så langt væk som muligt af frygt for mentalistens roden i hendes hoved.
Pungen med de krystaller hun havde stjålet var lusket frem igen, omend den ikke havde helt den rigtige tyngde. som den havde da hun var stukket af fra ham.

Den svage lyd af babygråd fik hende til at se sig kort om i den gang hun stod i, uden at finde synderen, men vitterligt frygtende at hendes herre havde formået at få en unge med den rødhårede elver, omend hun havde været temmelig spinkel sidst de sås.
Nej, hun måtte tage tingene som de kom, der var intet andet at gøre.
Et tungt åndedrag forlod hende idet hun åbnede døren og gik ind i det rum hvor hun kunne fornemme Samson befandt sig i.
" De kaldte, herre?"
En sætning hun meget nær havde fået galt i halsen ved det syn der mødte hende.

Det føltes kun som en halv dag, som åbenbart var blevet til to. Samson vågnede op og så, for det første gang i meget lang tid, Tara med sine for en gangs skyld veludhvilede øjne. Det føltes underligt behageligt. En følelse som han efterhånden havde lagt i glemmebogen og var mere en form for en fjern drøm. Han kunne ikke huske, hvor længe siden det egentlig var, at få en god natsøvn. Så egentlig, kunne man vel ikke bebrejde dem.
Han nåede lige at blinke med øjnene en enkelt gang, og lagde nu mærke til at han havde noget levende i sin mund. Hvordan i alverden var babyen havnet ved siden af ham? Og hvordan havde han fået babyens arm i sin mund. Han havde blod overalt omkring munden, men hvorfor var babyen indsmurt i blod, uden at have en eneste skramme endnu?
Med en hurtig bevægelse kastede han barnet fra sig og ned på gulvet - det begyndte at skrige i gråd.
Nu stirrede han op og bemærkede nu Zidis tilstedeværelse. Kunne det være muligt at han havde gået i en form for søvne for at få noget mad? Og så var babyen det absolut tætteste på udover Tara? Heldigvis var det babyen det havde gået ud over, og ikke Tara? Eller var han sikker på det?
Et hurtigt blik tjekkede Tara, men hun så ikke ud til at have taget nogen skade - ikke så vidt han kunne se? Eller var det skjult?

Hvis det kunne lade sig gøre, at han begyndte at være kannibal selv når han sov, hvad kunne det så ikke føre til af situationer. Det ville blive en lidt for dårlig vane, der ville være ude af hans kontrol.
Han åbnede munden let. Tænderne var i fuld gang med forrådnelse og øjnene mere døde at se på i hans levende historie. Hvis man da kunne kalde ham levende at se på efterhånden.

"Skaf noget mad... Og derefter kan du passende gøre to bade klare. " Sagde han hæst og rømmede sig herefter så snart at han bemærkede at stemmen måske godt lige kunne have lydt bedre.

Det var på tide at han satte tingene lidt igang efterhånden - ham og Tara. Og med Zidiac og Phonix snart også, så ville de være rimeligt kørende.
Gadvidst hvor langt tid der ville gå før dæmonherren kom ind i huset. Nå ja.. ligene burde vidst desuden også snart fjernes. Han begyndte at kunne lugte død fra der hvor han stod i huset. Det kunne i hvert fald lugte bedre.

Skrigebarnet skreg stadig efter at det var blevet kastet væk. Men han gjorde intet andet end at stirre på Zidiac og vente på at hun satte i gang. Det var længe siden at han sidst havde set hende. Måske var det derfor han ikke kunne andet end at stirre, eller også havde han bare udviklet sig til at opføre sig som en form for "trance"-person.

Stemmen der pludselig rungede i lokalet var som at få smidt en kold spand vand i ansigtet. Tara, som ellers altid sov utroligt let, havde næsten været besvimet i flere døgn og var af samme årsag pludseligt utroligt forvirret som hun satte sig op i den sammenbrasede seng og så sig omkring. Hvad fanden? Havde Samson været oppe for at snacke? Havde hun ikke hørt det? Hvordan havde hun ikke hørt skrigeungen før nu?
Elveren rystede på hovedet og væltede ud af sengen som ungen begyndte at hyle for alvor, det lange røde hår sad som en stor filterkage i en knold, bundet med en lædersnor der efterhånden var groet sammen med håret. Hun kløede sig kort i ansigtet, for en gangs skyld kunne hun mærke hvordan overskuddet boblede op i hende, en ting hun ikke kunne huske var sket efter Samsons falske død.

Samson kom elveren i forkøbet, bare tanken om et bad varmede allerede, der var også et ildsted, det kunne dæmonen vel også passende sætte gang i, der skulle jo varmes vand til badene og det blev det jo ikke automatisk, med mindre Samson selvfølgelig havde tænkt sig at hjælpe lidt til med hans ild.
"Ja tak, og når det er gjort, kunne stedet her godt trænge til en oprydning, her stinker af opgravet kirkegård..." kommanderede Tara videre mens hun skævede rundt, stedet her havde virkelig potentiale, hun skuttede sig, det var sikkert til at finde noget rent tøj her i huset, det kunne hun passende gøre mens Zidiac ordnede småtingene i huset, inden badet og maden.
"Og Samson..." Tara hævede brynene, så der dannedes små rynker i elverens pande, rynker der var især karakteriseret ved, at de efterlod render af skidt når hun slappede af igen. "Hvis du ikke tager livet af det vrælende krapyl der, så gør jeg det!"

Dæmonens kolde øjne gled fra Samson over til hyleungen på gulvet, hvis blikke kunne fryse til is ville barnet uden tvivl have været en istap nu. Var det nu endnu en af Samsons skabagtigeunger? Hun rystede den mildest talt gustne tanke af sig og lod igen blikket glide over på de to skikkelser. Tara lignede mere død pindebrænde der havde vokset en ildrød fuglerede, end særlig meget andet, dog fortalte den pludselige opvågnen, højest sandsynligt ved det hysteriske skrigeri fra ungen der lå få meter fra hendes fødder. Det ville være så let at tilintetgøre den. Hvorfor havde han ikke tilintetgjort den allerede? Ville den på nogen måde være ham brugbar? Auraen fra ungen virkede svag, og dog var der en vis styrke i det. Halvdæmon... Gjorde hun op med sig selv inden Samsons stemme igen fik hende til at se over på ham med en nærmest ophøjet ro.
Mad..? Havde han påkaldt hende bare for mad og bads skyld? Selvom de ophøjede måtte vide at de begge trængte til badet.

Tavst drejede hun om på hælen og gik over imod hvad lod til at være køkkenet, dog ikke før hun havde kastet pungen hen imod Samson, bravt ignorerende den trance agtige stirren der kom fra ham til hendes egen skikkelse.
" Jeg undskylder at jeg stjal lidt af beholdningen inden jeg skred. Det var et nødstilfælde. Gjorde mit bedste for at have skaffet dem tilbage.. Ku' nok ha skaffet resten hvis du havde givet mig lidt mere tid. " Lød det i en forunderlig blanding mellem undskyldende tonefald og snerren. Hun var ikke spor i tvivl om at havde hun været i Rubinien lidt længere tid til pesten havde forplantet sig der, ville hun ku have solgt et glas af hendes egen blod og tjent en pæn slant af desperate folks mangel på 'medicinen'.
Noget rumsteren gik i gang som hun fik fundet noget overraskende frisk, brød og ost, smør og kød samt frugt blev smidt på et fad hun bar over til sengen, ignorerende den rådnende mund foran sig inden hun gik tilbage over efter et par knive og tallerkener som også blev stillet foran dem.
Igen gik hun over og begyndte at sætte vand over i et stort kogekar over ildstedet, uden selv at sætte ild til det tørre brænde der lå under, velvidende at Samson nok burde formå at få ild i pejsen hurtigt.
Derefter gik turen til at finde et par baljer der ville være store nok til dem begge. Hvilket var let i Taras tilfælde. I Samsons.. knapt så meget.. Et vandtrug til dyrene burde kunne gøre det for nu..

På trods af sin egen udmattelse af den lange flyvetur med vægten af sin datter, formåede hun alligevel at få skubbet truget hen et sted der virkede mere privat og samlet brænde om den så også dens vand kunne blive varmet op.

Troligt gik hun tilbage til stuen hvor barnet gudhjælpemig stadig lå og skreg. Dæmoninden tog sig i at sende ungen et misfornøjet blik, mens en klolignende krystal var ved at snige sig frem på hendes fod. Det ville være så let at slå den ihjel. Hun vidste godt at pesten var i landet, og det var det eneste der holdt hende fra ikke at dræbe det på stedet.
Blikket gled undersøgende hen på hendes herre og elveren. Ingen af dem lod til at have pesten, fra hvad hun umiddelbart kunne se.. Men måske Phoenix havde den..? Et småskummelt smil gled over hendes læber ved tanken, hvor det ville more hende hvis hun kunne blive fri for den møgunge.
" I havde sikkert en begravelsesfet da i ankom, antager jeg det? " Lød det kort for hovedet idet hun gik hen og åbnede et vindue op så der kunne blive luftet ud.
Nu tid til at få gravet de lig ned før lugten og synet af dem ville tiltrække unødig opmærksomhed. I en nærmest naturlig overgang lod hun den højere, mere muskuløse sande udseende komme frem således at hun lettere kunne grave et hul stort nok og få slæbt så mange ud på en gang som muligt.

Blikket gled henover gulvet og over på ungen. Så hjælpeløst sådan en kunne være. Kunne intet andet end bare at ligge og græde i forskellige tonelejer.

"Hvad skal der til for at holde ungen i live?" Brummede Samson spørgende til Xenix.

"Kan du forestille dig, hvor brugbart det blod kan være? Men vi kan jo selvfølgelig også bare tage faderen til fange og tappe af ham i stedet? Det får vi vel også langt mere blod ud af. Hvad siger du?" Det var sjældent at han lod et spørgsmål stå åbent til besvarelse til Xenix. Oftest kom hun selv med indputsne uden invitation.

I en rolig bevægelse trak han hånden frem og greb den lille pung som Zidiac netop havde kastet til ham. Med et par lette klem omkring den et par gange, var han ikke i tvivl om hvad den gemte på. Nogle få af hans ellers mange skatte han havde ejet.
Han rynkede let på næsen, ved tanken om de resterende skatte der forhåbentlig stadig lå og ventede på ham på Borgen.

"Zidiac!!" Stemmen skar gennem huset og pupillerne blev smallere. Åndedraget var næsten lydløst. Han skulede ned mod pungen og åbnede den langsomt. Synet var til dels tilfredsstillende. Men også kun til dels.

"TID?! Du forlanger TID af mig? Hvor lang tid har du ikke haft? Var et år virkelig ikke rigeligt for dig?" Snerrede Samson truende. Det var vidst på tide at dæmonen snart blev sat på plads.

Hvis de mange skatte stadig var på Borgen, var han egentlig lettere ligeglad med den lille pung. I forhold til, var det en nål i en høstak. Det kunne være en idé at sende Phoenix afsted til at undersøge de skjulte kamre. Medmindre Zidiac selvfølgelig vidste noget.
De hvide øjne fulgte Zidiac. Han havde set hendes anden skikkelse før, så det var ikke just overraskende.

"Har du egentlig tjekket op på kamrene i Borgen? Er skattene endnu der?" Lød det pludselig anstrengt roligt fra ham. Han knugede let omkring pungen, og dumpede den ind i en lomme i sin kappe.

Slavekvinden havde befundet sig de sidste mange mange dage, uger eller var det efterhånden et par måneder i Medanien. Der var egentlig meget hyggeligt, og selvom det ikke ligefrem var verdens nemmeste at falde i et med mængden, var mange af landmændende og kvægavlerne så godtroende at de da sagtens kunne give et par krystaller for at få deres fremtid fortalt. Phoenix havde gået rundt i en mindre bygds ene større gade og spist et æble da hun mærkede det. Som et stærkt jag igennem kroppen, skarpt efterfulgt af en intens brændende fornemmelse fra hendes skulder. Phoenix smil blev bredere og øjnede fyldt med spænding. Det var tid at vende hjem igen.

Huset kunne hun nemt huske fra sidst hun havde befundet sig ved det. Dejlig afsidig, med gode muligheder, og så var der selvfølgelig en noget så nuttet pelset ko i stalden som Phoenix havde set sig udsigter til nusse om. Slaven nåede ikke rigtig at tænke så meget over koen, da samtlige tanker blev afbrudt da hun kom tæt nok på til at høre Samsons stemme skære tydeligt igennem alt, og det gik ud over en anden slave som Phoenix måtte indrømme hun havde savnet at irritere. Samson lød virkelig ikke glad.

Phoenix puffede døren op til et noget... markabert syn. Hun løftede et øjenbryn, inden hun vandrede afsted, for at blive mødt af mange stemmer og lyde på en gang. Den sorthårede pige nikkede til Tara med et smil på læben, før hun mere eller mindre ignorerede Zidiac's tilstedeværelse, tog notist af ungen der hylede noget utilfreds, selvom det var gået over til en mere hulkende tilstand. Til sidst fandt hendes øjne bestemmelsesstedet var Samson, og lyste nærmest op til tredobbelt størrelse. "De kaldte, Herre"

Babyen skulle holdes i live? Han kunne da ikke ærligt ene at rædslen skulle holdes i live!? Lige gyldigt hvor dyrebart blodet ville være for folk og ikke mindst Samson og dennes lille gruppe.Om end det lød til han ikke havde gjort det af med faren der nok snart ville dukke op, var det stadig ikke en tanke der tiltalte Zidiac det mindste. Hun havde været barnepige en gang, hvilket var mere end rigeligt.
" Kan De virkelig ikke huske deres egen søn, hvor meget mælk han krævede? søvn, bræk og rene bleer han krævede selv som spæd? " Nej Zidiac var bestemt ikke i humøret til at tage sig af et ynkeligt halvdæmonsskravl som det der lå der på gulvet.
Normalt ville et spjæt nok være gået gennem krystaldæmonen som Samsons kropssprog ændredes, men hendes holdning forblev rank som hun indvendigt sydende, mødte hans blik. " Et år er intet andet end et åndedrag for en som jeg. " Lød det isende køligt og med en ro man næppe ville tro muligt for en bunden dæmon i sådan et kaos der udspillede sig i rummet. Hun vidste at han ikke tolererede hende tale sådan, men hun var ligeglad, den korte smag af friheden der ventede hende når en gang Samson døde, havde gjort sit for at trodsen var fremvokset i hende igen.

Lyden af en knirken fra døren fik hende til at skæve derover til synet af en tilsyneladende usmittet Phoenix. Et foragteligt fnys forlod hende inden blikket igen gled til Samson for at svare på spørgsmålet der var blevet hende given. " De skatte der ikke er under murbrokker er for længst væk. Og nej jeg har ikke lavet nogen målrettet søgning, jeg skred før kaosset brød ud. En målrettet søgning kan ordnes, men som med alt andet; kræver det tid. " Hun åndede ud i et længere suk. De højere magter måtte vide at hun godt kunne have brugt lidt mere med sig end blot hvad hun havde taget med sig i første omgang.

(( *puster lige lidt liv i den temmeligt tilstøvede og småglemte rp *..? ))

Den pludselige snerren og biden fik elveren til at rette blikket op, hun havde få minutter sunket ind i sig selv, overladt til sine egne tanker, mens verdenen omkring hende var hvisket ud. Den midlertidige stemning og Phoenix pludseligt opdukken måtte dog sætte en stopper for Taras vågne drømmetilstand. Igen skændtes de, det var et mysterie or Tara hvordan Samson nogensinde lod sine slaver løbe så vidt, det kunne godt være at Zidiac var dæmon, men Samsons brændmærke kunne underkaste hende blot ved at han knipsede med fingrene. En pludselig irritation vældede op i elveren. Hvordan kunne det nogensinde blive så svært?
"Så hold dog jeres kæft!" Tara snerrede hæst, hun havde ikke flygtet hals over hoved for at sidde og lytte på to tosser der ikke kunne blive enige om deres magtforhold.
"Samson, borgen er færdig, det bliver et mirakel hvis du kan vriste så meget som en krystal ud under de murbrokker, og så endda uden at blive set. Vi har hele krystallandet på nakken og de er parate til at klynge os op som dyr, så økonomi er nok ikke det rette fokus på lige nu. Desuden er jeg stadig sulten og jeg stinker, mit hår ligner noget der har været igennem tornado og jeg er parat til at slå ihjel for en nats søvn, som ikke er ved siden at dit snorkende korpus!" Tara rejste sig op, hun var klar over at det var farligt for hende at miste kontrollen over sit temperament sådan. Især når hun som nu stod lige ved siden af det store muskelbundt, men hun tog chancen, det var som om, at han ikke havde andet valg end at holde sammen med hende og slaverne, som situationen så ud nu, uanset hendes opførsel.
"Og dig!" Elveren vendte straks opmærksomheden imod den lille krystaldæmon, hun var slet ikke færdig endnu. "Hvis et år blot er en vejrtrækning for dig, kan du jo godt nyde de næste mange vejrtrækninger og tage dig af den unge, som du får befalet af din herre. Hvis du ikke er villig til det, kan du jo hoste op med noget af dit eget blod, så hverken Samson eller jeg bliver smittet, et andet alternativ, nu vi snakker økonomi, ville være at du lettede din lille dæmonrøv og FANDT nogle krystaller, er det ikke det du kan finde ud af? I så fald hvad venter du på?"
Tara havde under sin tale taget et par demonstrative skridt imod Zidiac, de to havde været yderst dygtige til at gå hinanden på nerverne, men nu var det som om at elverens grænse var nået for alvor. Mistroisk kneb elveren øjnene sammen mens hun gestikulerede voldsomt med de tynde arme, der mest af alt lignede kviste på afveje. Et kort øjeblik virkede det lidt som om, at Phoenix var glemt totalt i det voldsomme udbrud, men det var kune akkurat til elveren fik øje på hende og rettede sig op. Stemmen faldt til et mere normalt, men endnu irriteret toneleje.
"Hvad tog dig så lang tid?"