Mørket og lydene.. Det vsr altsammen pludselig så nært. En sælsom kriblen havde fyldt Tetos krop de sidste par dage som han var kommet tættere på det gamle dæmonrige. Hjemmet.
Oppakning havde han intet af som hesten han havd stjålet fra en karavane havde fået nok af auraen fra området og vsr stukket af.
Lortedyr. Den forstod sig ikke på hvad der var godt. Som han var kommet tæettere på var flere minder også dukket op. Noget med en anden, ældre dæmon som havde bosat sig i et bibliotek istedet for at undersøge verden som så mange andre havde gjort det.
Han kunne dog ikke huske hendes navn, men som han var trådt gennem kzar moras porte var hans fødder begyndt automatisk at føre ham hen imod det store gamle bibliotek. Det var langtfra lignende sig selv som det havde set ud i sin storhedstid. Dog var der stadig noget genkendeligt. Et bredt smil var at se på hans læber idet han gik igennem det gamle rige og endte indenfor i biblioteket.
De smalle øjne så sig om inden han trådte længere frem. Hvis han have været nær sine 'børn' ville det have været let at finde hende, men stedet virkede så støvfrit at man skulle tro det var løgn. Så istedet endte han med at vandre på må og få blandt de mange snørklede reoler. Snart kunne han være fri for hvad der havde låst ham fast i årtier, hvis han var heldig og kunne lave en aftale god nok, ellers måtte han finde en anden løsning.

Portene var åbne, og Vidya kunne ikke være gladere for det, men der var et lille problem, det var hvordan det fossede ind med Mørkets krigere. Krigere der ikke var dæmoner, og nu havde de overtaget den hævn hun havde hjulpet til med for at udslette alle andre, og ville nok tage æren for det, men Vidya kunne intet gøre. Hun kunne nok godt dræbe et par stykker med sine væsner, men det var ikke godt nok. Det eneste hun kunne håbe på, var at dødsynderne ville komme tilbage og sammen kunne de få dræbt Mørket og overtage resten af landet, som havde været deres originale plan.
Men selvom Vidya var bitter, kunne hun ikke svigte sine pligter overfor biblioteket, selvom hun nok snart ville tage ud og se hvordan verdenen havde forandret sig, men først skulle hun være sikker på at ingen idioter fra Mørket dukkede op og prøvede at kigge i hendes samlinger. Levyn, hendes lille barn, som hun mest af alt bare så som et af hendes små væsner, fløj rundt og holdt med om nogen skulle komme, i det mindste var det barn lydigt, og det måtte han have fået af sin far, for han havde det ikke fra Vidya. Ikke fordi han i det hele taget var særlig intelligent.

Hun havde været i nogle af de bagerste lokaler, da Levyn kom flyvende så hurtigt at Vidya måtte dukke sig for ikke at få det lille kræ i hovedet. Der kom et lille fnys fra hende, før hun med hastige skridt bevægede sig fremad for at finde ud hvem der havde betrådt biblioteket. Hun fandt ham heldigvis ikke langt fra døren og hendes øjne kneb sammen. Det var ikke en Mørkets Kriger, der var noget over dæmonen hun genkendte, og det tog hende ikke lang tid at komme op med et navn. "Teto, formoder jeg," sagde hun med et smil, der ikke ligefrem så venligt ud.

De orangelysende øjne blev sendt imod dæmoninden idet han opfattede hendes smalle skikkelse fra mørket, hendes øjne en skærende kontrast til hans.
Auraen stod omkring hende som en tyk tåge der emmede af de kræfter hun besad. At hun kendte hans navn fik dog hans forsvarsværker en smule i drift idet han stoppede op ved lyden af sit eget navn og straks kneb det øverste sæt øjne en smule sammen.
Kvinden foran ham var ganske vidst lille, men hendes alder og viden gjorde hende lang mere overelegen end så mange andre dæmoner han var stødt på igennem sit liv.
Et ganske kort, knapt synligt nik, forlod ham. " Ja, De har ret, men jeg må undres hvorfra De kender mit navn?" Havde han monstro stødt på hende som ganske ung? Det kunne tænkes, men det gjorde ham ikke mindre urolig overfor at hun kendte hans navn. Dog lod han høfligheden blive, hellere vise respekt og en smule underdanighed for sine ældre end at ende som en forkullet klump et eller andet sted, især ikke i denne krop. " Jeg har hørt der skulle være en dæmoninde herinde som har alverdens viden. Jeg går ud fra at De er omtalte dæmon..? "

Vidya blev sjældent overrasket over andres auraer mere, især fordi hun var en af de ældst levende dæmoner efterhånden. Nogen af de andre ældre dæmoner havde ikke kunne klare at være fanget i 2000 år, så de havde da tabt et par stykker over årerne, men Vidya havde hold ud. Hun kunne mærke at denne dæmon ikke var noget særligt i forhold til mange andre, og der var ikke ligefrem noget at være bange for. Især ikke nu når de var på hendes territorium.
"Når man har et erhverv som mit, så gælder det om at vide ting," pointerede hun bare. Detaljer var ikke noget hun gik meget op i, når det var hvordan hun fik den viden hun gjorde. For de havde godt nok aldrig snakket sammen før, men hun havde jo spioner over det hele og hun havde gjort det til sit job at kende alle dæmonerne der var der for 2000 år siden. Nu var hun ikke ligeså klar over hvad der var derude af.
Hun hævede lidt et øjenbryn da han kommenterede på at han havde hørt der var en. Hvor mange år siden havde det så lige været? "Rygter som dem burde være døde for lang tid siden, når ingen er kommet ind eller ud af de porte i 2000 år, med mindre du har fundet nogle dæmoner på vejen der har været glade for at snakke," sagde hun og stirrede på dæmonen foran hende. "Men jeg er den omtalte dæmon. Hvad er det du søger?" spurgte hun, for hvis hun ikke havde det, nyttede det ikke at slå en handel af med ham. Hun manglede jo bøger for 2000 år fra resten af verdenen.

Han nikkede endnu engang let. Med hendes erhverv måtte hun vel have en umådelig stor lyst til viden, det eller en fetish for bøger.
Han skævede kort rundt på reolerne inden han så tilbage på hende, ignorerende hendes nysgerrighed efter hvor han havde hørt rygterne. Med de rette elementer kunne selv en af de fangne dæmoner være gode til at tale, hvilket han da også havde anvendt denne gang.
"--jeg håbede at De med Deres viden ville kunne hjælpe mig med et problem der holder mig fanget... " Han slog hætten ned på sin kåbe inden hænderne begyndte at arbejde med at løsne de bandager han havde skjult sit halsbånd, den magiske genstand, bag og dermed også det grumme sår der efterhånden havde gnavet ind i ham efter hans utallige forsøg på at få det af. Blodige stumper klæbede sig til sårene , men han tog sig ikke af det som han rev dem af og dernmed blottede sin helt store svaghed for den langt ældre.
Sårbarhed.
Der var intet andet ord der kunne beskrive den følelse der gik igennem kroppen på ham som han stod der. Det måtte vel være noget nær den følelse en jomfru følte når hun skulle i kanen første gang.
Det var med en mindre anstrengelse at han formåede ikke at smile ved tanken om de mange jomfruer han gennem årenes løb havde formået at få i sin seng, og fortære midt i akten.
Han rømmede sig let for at få fokus tilbage på kvinden foran ham. "Jeg vil gerne høre hvad Deres pris vil være for at hjælpe mig af med denne tingest. Hvis De da kan. Med Deres viden går jeg ud fra at De må vide lidt af hvert som kan befri mig for den..?"

En dæmon der var fanget og det var ikke en herre. Jo Vidya havde da op til flere bøger om sådan et emne, da det typisk var et problem nogle dæmoner blev udsat for. Ikke at der havde været meget med det de sidste 2000 år, men det var en detalje. Vidya kunne stadig huske samtlige ting i hendes samling.
Hun kiggede vurderende på det og slikkede sin læber mens hun tænkte hvad hun skulle have for det. Det var så lang tid siden at hun sidste rigtig havde mulighed for at vælge hvad hun ville. "Det kommer an på hvad du kan tilbyde. Sjæle... bøger... andre interessante samle objekter," sagde hun og hendes øjne lyste nærmest af spænding. For de mange år havde dog stadig ikke taget det barnlige aspekt væk fra hende. Og tanken om nye bøger kunne næsten få hende op og køre. Hun havde allerede sendt nogle af hendes egne væsner ud for at finde nogle til hende, men en dæmon, ja, en dæmon kunne finde så meget mere værdifulde ting til hende. De kunne få fat i de magiske bøger og de kunne få fat i væsner med interessant viden.
Mens de havde været lukket inde havde der virkelig været begrænsninger for hvad hun havde kunne få fat i. Derfor skyldte op til flere dæmoner hende da også tjenester fordi de ikke havde noget af værdi de kunne give hende endnu.

"Min tidligere herre var et svin... " Lød det som en form for forsvar fra den langt yngre, i hvorfor han var endt i det magiske objekt.
Sjæle og bøger.. Det lød da som en overraskende billig pris. Et suspekt blik blev sendt fra edderkoppedæmonen.
" Tør jeg spørge om De har nogle specielle bøger eller sjæle i tankerne? Med Deres bibliotek må De efterhånden have noget af en samling..?" En lille gestus blev sendt ud mod det kølige bibliotek i hele dets omfang. At give hende en bog hun alllerede havde kunne meget vel udgøre grænsen mellem en fri hals og løsrivningen fra en uduelig krop. Og at forblive låst fast efter brudt aftale eller noget der kunne være langt værre, han havde jo trods alt ingen ide om hvad hun kunne udrede, selvom den dæmoniske skrift med noget der mindede om navne på bogryggen, ikke desto mindre fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen.

Vidya rullede øjnene af den yngre dæmon. Børn nu om dage. De værnede virkelig ikke nok om deres navne, og selvom Vidya kaldte sig en del af hendes eget navn, var der endnu ikke nogen der havde regnet navnet ud endnu og sådan skulle det helst forsætte med at være. Ellers havde hun nok midler til at kunne få dræbt sin herre og sikre sig at hun var den eneste der fik fat i den sjæl med det navn i.
"Jeg er især interesseret i sjæle der tidligere har været herre overfor dæmoner, eller på nuværende punkt er det, og jeg ved jo ikke længere hvad der er ude på markedet med hensyn til bøger. Det har været begrænset hvilken mængde viden jeg har kunne få fat i," indrømmede hun. Det havde været hendes største irritation mens hun havde været indelukket. Hun havde kunne klaret kaosset og nye herskere, men begrænsningen på viden var virkelig det værste hun havde været ude for. "Du fleste vælger dog en længere stående aftale, hvor de løbende får adgang til min samling, og så giver de mig løbende bøger og sjæle, indtil jeg finder aftalen kvit. Selvfølgelig har jeg... metoder, hvis de ikke betaler det de skal," sagde hun og gik hen og løb en finger ned af coveret på en af bøgerne med dæmonisk skrift. "Jeg går meget op i at overfalde aftaler, så jeg kommer selvfølgelig ikke til at forlange mere end min service er værd."

Han fornemmede let hvad hun måtte tænke om ham. Om yngre dæmoner. At dde nærmest gav deres navn og frihed væk som gaver til simple og svagere racer, så typisk mennesker. Han selv havde dog mere være tricket og sultet til at afgive sit navn end meget andet. Et fordømt uheld. Men han gad ikke forklare sig yderligere for den ældre kvinde.
'' tidligere været herrer..? '' et øjenryn blev hlvet imens hans advarselslamper igen lød. '' jeg tvivler ar De vil have synes om min tidligere herres sjæl. Desuden er den væk nu. '' Lød det kort for hovedet.
" Så De vil altå først hjælpe mig af med den her ting når De er tilfreds..?" Han måtte bide sig selv hårdt i tungen, dog ikke med sine hugtænder, for at holde sig fra at snerre af hende. " Hvor mange bøger skal der så til for den her? hvor meget vil De mene at den er værd? " Han forsøgte endnu engang at hive ud i den, kun for en smertende strøm at gå igennem den som skarp respons. Hvor han dog hadede det smykke! mindst lige så meget som han havde hadet manden der havde givet ham det på. Grebet blev hurtigt løsnet som en voldsom irriteret snerren forlod ham.
At bønfalde hende ville næppe være et klogt trick for ham. Overvejende betragtede han hende. Hun måtte ligne et barn, men auraen sagde så meget mere og andet.

! "Og hvordan kan jeg være sikkr på at De ikke bare tager tingene og lader mig alene? " Det var altid en ting haan var påpasselig med når det kom til hans egen race; hvordan han sikrede sig at det artede ud til hans fordel og folk ikke løb fra deres aftaler.

Vidya var egentlig også lige glad med hvordan Teto havde mistet sit navn til et menneske. Det vigtige var at hun fik fat i nogle nye ting, og der var Teto alligevel vejen frem. Det var bare svært konkret at sige hvad hun ville have når portene kun havde været åbne i et par dage. "Hvad du ser som en nyttig sjæl og hvad jeg ser som en nyttig sjæl er to vidt forskellige ting," pointerede hun. Nogen dæmoner ville have pæne, rene sjæle, men ikke Vidya. De kunne være så klamme og ulækre som de ville, så lang tid at de havde oceaner af ny viden, så ville Vidya have fingrene i dem.

"Og nej, jeg mener at du har muligheden for at komme med tingene løbende, i stedet for at du skal komme med alle tingene på en gang," sagde Vidya små irriteret, især da han påstod at hun bare ville tage tingene uden at hjælpe ham. Hvis der var en ting hun var stolt over, så var det altid at fuldføre sine aftaler. "Hvor meget den er værd kommer meget an på hvor svært det er at finde en løsning der virker på det. Det er derfor de andre dæmoner fortrækker at skylde mig tjenester, for hvis vi gør det på den anden måde, så stopper jeg det sekund hvor jeg mener at jeg ikke er blevet betalt for mere!"

Teto hævede det ene øjenbryn let. " Det kan De have så meget ret i.. " Han anede jo heller ikke hvad hun brugte sjælene til, men nogle af bøgerne gav ham sine anelser.. Noget med at låse en dæmons sjæl fast i en bog eller lignende, gættede han sig frem. " Så mit håb er at jeg bare må krydse fingre for at De kan finde den rette viden til at jeg kan komme af med det..?" Lød det spørgende.
Det tilkom ham ikke særligt vel at skulle være på så usikker en grund. På det andet punkt var han efterhånden halv-desperat efter at komme ordentlig fri.
" altså en afdragsordning til De har fundet svaret?" Med pesten over lanfdet burde det ikke være svært at finde en døende sjæl der var ved at opgive livet et eller andet sted i landet.. En højerestående måske?
Eller en indenfra templerne.. Dt kunne være en ganske underholdende sjæl at få fat i, især i disse tider hvor folk myldrede til templerne og bad til deres guder mens de tilkøbte sig syndsforladelse.. Et par derinde måtte være døende, eller godt på vej til det..
En tur til hovedstaden lød for de yngre pludselig til at være indenfor den nærmeste fremtid.. Hvis blot han holdt sig skjult klogt nok. Sådan som menneskene så på dæmonerne nu, var det nok ikke den bedste ide at skilte med hvad man var.

Vidya havde normalt ikke problemer med at finde en løsning. Hvis det var nedskrevet, så havde hun det nok i en af sine bøger, men på den anden side, så var det halsbånd nok blevet lagt på Teto efter portene var blevet lukket, så det kunne være en nyere mekanismen, men hvor meget nyt magi kunne der være kommet til landet efter de var blevet lukket inden, siden dæmonerne jo var de mest magiske væsner i Krystallandet, i hvert fald de mest kraftfulde.
"Ja, præcis," sagde hun med et næsten ondt smil, et smil der slet ikke passede til hendes unge udseendet. Hun kunne se Levyn ud af sit øjenkrog, som så ud som om at han var på vej til at lave ballade, heldigvis ville nogle af de andre dyr stoppe ham, ingen han ødelagde noget. "Jeg har godt nok sagt at jeg interesseret i sjæle, men jeg er meget selektiv om mine sjæle, nok ud fra nogle andre kriterier end andre dæmoner, men jeg skal nok forklare dig hvilken slags sjæle jeg er interesseret i, hvis du vælger at lave en aftale med mig," sagde hun roligt. Der var ingen grund til at forklare ham hvilke slags sjæle hun ville have, før han havde sagt ja til deres lille aftale. Hun havde dog ikke noget problem i at han vidste hvad præcist hun brugte sjælene på, siden at han kunne se hendes mesterværk på hylderne. Alle de dejlige sjæle, fuldt med viden. Det fik hendes krop til at krible helt igennem, bare ved tanken om det og om at hun ville få flere sjæle, mere viden.

Endnu en kriblen ned lange rygraden, hvilket ellers ikke lignede den ellers så selvsikre dæmon. Grunden var hans viden om at han befandt sig på hendes territorie, fulgt af det vulgære smil.
Her måtte sluges stolthed, en helvedes masser af stolthed,
Selectiv valg.. Han forestillede sig hvor mange ture han måtte trave til hendes bibliotek før hun var tilfreds.. Hvis hun overhovedet kunne tilfredsstilles. Med alle de dæmonnavnebøger, tvivlede han lidt på det.
Langsomt nikkede han som hans hånd røg frem mod hendes.
" Fint, vi har en aftale.." Lød det i et tungt suk, der gjorde det alt for tydelig for dem begge hvor desperat han var, såvel som hvor meget han ikke brød sig om de mange navngivne bøger han kunne skue med sine fire øjne. Hvis dæmoner fortalte gyserhistorier kunne de meget vel fortælle om vidyas bøger til skræk og varsel.
"hvad sjæle er du interesseret i? noble? ledere? højtrangerende folk eller hvad? Mørkts Lord? " en kort trækning gled over hans ansigt. Så langt ville han dog ikke gå for at få friheden... Det ville højest sandsynligt dræbe ham før han fik muligheden for at angribe. desuden.. hvordan dræbte man en der efter sigene var et omvandrende skelet..? " for ham kan jeg ikke love dig.."

Vidya elskede når hun fik lavet aftaler. Alle de ting hun kunne få ud af det. Alle de ting som var meget nemmere at få fat i når det var andre der skulle hente dem. Hun følte sig som et barn på hendes fødselsdag, ikke at det var en ting hun nogensinde var gået op i, men hun var sikker på at hvis det var, så var det sådan her hun ville have følt. Og hun kunne også sige med sikkerhed at det var en bedre følelse end sex. Det havde generelt været lidt af en kedelig oplevelse indtil videre.
Da Teto forslog Mørkets Lord, var det som om at hendes fødselsdag nu også var kommet videre. Hun ville elske den sjæl, den sjæl ville være så smuk i en bog, så meget viden der måtte stå i den. Og sikkert også dæmonnavne. Det blev dog hurtigt slået ned og hun var nødt til at indrømme overfor sig selv at hun var en hel del skuffet. Men hun prøvede ikke at lade det vise alt for meget.
"Hvis du skaffede mig ham, så var det i den grad blevet betalt," indrømmede hun. Hun kunne jo altid håbe at han ville forsøge og i sidste ende skaffe den til hende. Så ville han helt sikkert have fri adgang til biblioteket. "Men sjæle der er gamle, lærde sjæle, sjæle der har oplevet meget. Jeg er ligeglad med hvor beskidte og usle de er, jo mere de har oplevet og jo mere viden de har, jo bedre er de," fortalte hun. Det var ikke fordi at det var svært at få fat i. Der var en mases af sådan en slags sjæle.

Han havde godt bemærket en vis skuffelse glide hen over hendes ansigt da han nægtede hende Mørkets Lords sjæl. Selvom sjælen ville være eftertragtet for mange, var han temmelig sikker på at hans egen magi ingen chance stod imod mandens.. Hvad end fyren var, for dæmon var han bestemt ikke, så meget havde han hørt hvisken om i afkroge rundt omkring. "Sjæle der har oplevet meget..." Han nikkede let hen for sig selv.
Noget tydede på at han snart ville rende rundt og smitte folk med den sygdom der havde ramt landet, i nattens mulm og mørke. Han kunne godt mærke at det var lang tid siden at han havde gjort nogen form for dæmoniske handler, hvilket ærligt sled på hans stolthed som dæmon. Et eller andet sted ville der nok være en bog der kunne sikre ham at han kunne få hvad han ville uden at hun så at sige tog ham på røven.
De gyldne øjne blev hævet op imod loftet på rækkerne af bøger. Det var der nok også et eller andet sted her på biblioteket, det ville i al fald ikke undre ham.
De øverste øjne sænkede sig tilbage mod Vidyas skikkelse. " Hvad lyder Deres tidsfrist på? "
Han kunne ikke dy sig. En ældgammel skabning som hende måtte i den grad have en tidsfrist, det måtte bare være om hvornår den udløb for ham. Tanken om at ende som en af hendes bøger var ikke videre tiltalende, ikke medmindre han ville have en mulighed for at komme ud af bogen og i en ny krop.. Om muligt en krop nær Mørkets Lord..? Nej!
Han rystede på hovedet for at drive tankerne væk fra en begyndende plan der virkede næsten umulig. Selvom han måske ville kunne bruge sit spind mod 'mørkets herre', var chancen for at hans eget navn blev taget af skabningen, eller at han blev forkullet på stedet, for stor, den chance turde han alligevel ikke tage.

Hvad hun ikke ville have givet for at få Mørkets Lords sjæl, men hun vidste godt at det var en sjæl hun ikke ville kunne gå fat på. I hvert fald ikke foreløbig, men måske en dag. En dag ville hans sjæl jo nok være så ækel at han ikke længere ville kunne forsætte med at leve, og for en der havde lavet 6000 år, så var et par hundrede år ikke specielt lang tid at vente, især ikke efter sådan en fantastisk sjæl.
Hun slikkede let sine læber da Teto spurgte om tidsfristen. De havde nu begge levet i lang tid, så hvad var en passende tidsfrist? Hun regulerede altid tidsfristerne alt efter hvem hun lavede aftaler med. "Jeg giver dig 5 år til at finde den første og alt efter kvaliteten ser vi på hvor meget længere det vil strække sig," foreslog hun. Hun forventede ikke at den anden dæmon havde planer om at dø eller forsvinde foreløbig, og det var ikke nemt at finde sjæle hun ville have, når hun var så selektiv omkring dem. Men hun ville ikke give ham 50 år til at starte med, det vigtigste var at hun fik noget til gengæld for at hjælpe ham. Hun ville nok blive fri hurtigere end han fik betalt hende. Selvfølgelig hvis han ikke kom med noget indenfor de 5 år... så kunne han nok godt selv regne ud hvad der ville ske med ham. Vidya var ikke urimelig i sine handler, men det gjorde også at hun ikke tålte folk der ikke overholdt aftalen til punkt og prikke. Selv hvis de prøvede at finde et smuthul ville hun blive stik tosset.

Teto var ikke meget for at indrømme det, men den langt udtrukne vendtetid der var som hun, langsomt vædende sine læber, gjorde op md sig selv hvor lang tid der skulle gå, var en lang pine for ham. Han så gerne at han var fri for halsbåndet ogdet så hurtigt som muligt!
Et slet skjult lettelsens suk kom over hans læber da hun svarede ham på spørgsmålet. 5 år.. 5 år vvar rigelig tid til at få opsnust en eller anden gammel og velvidende skabning. Måske en biblitekar? Eller en advokat,en højadelig måske? de rendte altid rundt og snusede selvom de ikke var så vidende som det tjenende folk... Måske tjenestefolkene..?
Hans hoved arbejdede på højtryk indtil dt gik op for ham at hun i teorien havde stillet ham et spørgsmål. Han stoppede tankestrømmen for en stund og nikkede. " Det... Er en aftale. " En tung sukken forlod ham mens han skævede til bøgerne om sig inden han igen rakte hende in hånd. " Men! Hvis jeg indenfor de 5 år selv finder en måde at komme af med det på, så forbeholder jeg mig min ret til at annullere vores aftale." Der var en bestemt klang i hans stemmeføring.
Selvom hun var langt ældre end han, ville han ikke risikere sit liv hvis han nu selv fandt sin egen løsning på problemet, selvom han efterhånden synes at have prøvet alt, fra dirke til save, for at komme af med båndet der til gengæld havde svaret igen ved at bore sig dybere ned i huden eller give ham en lammende omgang stød.
" I så fald vil jeg sende ud, ved en af mine 'børn'. " Hun burde kende til hans edderkopper når hun kendte til hans navn. Det gik han i al fald ud fra. Alligevel lod han med en lille hvisken en fed tarantel kravle ud af hans ærme og hvile på hans håndryg. Den lille insektæder så sig nysgerrigt om, sendende blikke efter de små flagrende skabninger før alle øjne blev rettet mod den lille dæmoninde. " Det vil højest sandsynligt være af den her størrelse så den kan klare turen selv, med et T skrevet i mit blod på ryggen. " Et af hans børn og et blodsoffer fandt han ville være det bedst offer han i sådan et tilfælde ville kunne give hende, at annullere ansigt til ansigt ville bare være det rene selvmord for ham, medmindre han kunne vikle hende i sit spind tidsnok. Hun ville alligevel nok kunne bruge hans blod på edderkoppen til en eller anden forbandelse hvis det var hvad hun fandt ville være en passende hævn.
En finger gled over tarantellens bløde krop mens han en anelse utålmodigt betragtede den ældre. Helst ville han gerne gå i gang med at udarbejde en plan så hurtigt som muligt for at få fat i en sjæl der ville være tilfredsstillende for hende.

Vidya var aldrig urimelig med hendes aftaler, men det var også vigtigt at begge parter overholdt aftalerne, ellers ville hendes temperament få det bedre af hende, og det havde ingen lyst til at se. Selv ærkedæmonerne havde ikke set helt glade ud, når hendes temperament var gået ud over dem, fordi de nogen gange følte sig hævede over hende, fordi de havde magten, og det ville den lave dæmon i hvert fald ikke finde sig i. Hun kunne også have haft magten, hvis hun havde gidet at gribe den, men hun havde vigtigere ting at lave.
Hun tænkte lidt over det forslaget, men hun kiggede på edderkoppen, med en vis irritation. Alle de forbandede insekt dæmoner ville bare gerne have børn af samme race var? Hun synes mest af alt det var irriterende, men det var nok med henblik på den sidste insektdæmon hun havde haft omgang med, som ville give hende noget uvurderligt. Uvurderligt hendes bare. Børn var ikke uvurderlige, de var bare til besvær!
Endelig kom hun med et svar. "Selvfølgelig, hvis du ikke kigger i mit bibliotek inden, men hvis du opsøger mig, så er du jo allerede løbet tør for muligheder, er du ikke?" sagde hun, med et stort smil på læberne, og øjne der næsten skinnede. Det kunne godt være at hun havde næsten alt viden i verdenen, men det var ikke alle dæmoner eller væsner der havde lysten til at opsøge den sindssyge dæmon.

Teto fornemmede godt irritationen fra hende ved synet af tarantellen. Ikke så meget i hendes ansigt som det nærmest lå i luften, hvilket ærligt gjorde ham lidt usikker på om han havde trådt over en grænse enten ved hans ord eller ved synet af edderkoppen. For nærmest at sikre sig at det ikke var sidstnævnte, løftede han den op så det lille kræ kunne sætte sig i nakken på ham og lune sig under det mørke hår.
Han holdt dog blikket fast på Vidya, afventende hvad hun havde at sige.
Den pludselige ændring i hendes stemmeføring og smilet på hendes læber ville nok have fået de fleste dødelige til at løbe skrigende væk, eller føle sig undrend. Men Teto var ikke dødelig som sådan, ellers havde han nook stoppet med at eksistere for et par årtusinde siden. Desuden vidste han hvordan dæmoners sjæle kunne påvirke andre, det var nok det der var sket i hendes tid med bøgerne, og derfor fandt han det ikke underligt.
Istedet tvang han sig selv til at besvare hendes lille vanvittige smil. " Jeg vil bare have alle muligheder åbne for at kunne blive fri og finde mig en bedre krop at besætte. Kald mig bare desperat men et halsbånd der giver stød og ætser ind i huden er ikke ligefrem det mest komfortable at rende rundt med. Desuden.. Hvis du ikke allerede har bemærket det er der ingen lås på den eller nogen låsemekanisme jeg kan finde, ergo må den være taget på ved hjælp af magi fra et eller andet andet. " Han kunne ikke selv huske da halsbåndet var blevet pålagt ham, han huskede blot ydmygelsen og den voldsomme smerte der var gået gennem hans krop og sind, som han var blevet sparket vågen af en af Ikars vagter, og havde forsøgt at frigøre sig selv, til lyden af Ikars hånefulde latter.
Et mindre fnys forlod Teto.

Vidya var glad for da edderkoppen forsvandt. Hun havde ikke behov for at se på noget som den. Hendes unger var nok insekter i hendes liv. Men det var nu en meget smart metode at få budskabet frem på, og egentlig ville hun nok være kommet i dårligt humør, så var det bedre at hun dræbte en edderkop fremfor Teto.
"Interessant," sagde hun og kiggede på halsbåndet. Hun havde da mere end et par bøger om magisk ifangetagelse, noget af det burde kunne bruges.
Måske var det bøgerne der talte til hende, måske var det hendes tørst for mere viden der drev hende til at gøre det. Hun var ikke selv klar over det, men for 5000 år havde hun nok ikke gjort det. Bøgerne havde stillet mere end et puds med hendes hoved over årerne, og hun var egentlig godt klar over det, men nu var hun nået så langt, blevet så sindssyg at hun ikke følte hun kunne nå længere ud. Bøgerne i skreg og talte og hun kunne vær eneste detalje i de sjælebøger, men det var ikke nok, så hun tog et skridt nærmere den anden dæmon, og så et til skridt, for så at række ud efter halsbåndet for at røre det.
Hvad ville der ske når hendes slanke bøger rørte metallet? Noget måtte ske, eller måtte hun røre det som hun ville. Måske ville hun få stød, selvom Teto gjorde. Det ville nok ikke ætse hendes fingre, men selv hvis det var tilfældet, så ville det bare være noget mere hun nu kendte til.