,,Jay du overtager roret!’’ den kvindelige dæmonien stemme, buldrede hen over det åbne dæk, mange af mændene vente sig kort, blot for at stirre på synet af det ravne sorte hår der dansede livligt i den friske vind fra fest. Iført en skjorte hvor at skuldrene var synlige og nogle stramme sorte hørbukser der var holdt oppe md et rødt stofbælte der var bundet stramt rundt omkring hofterne. Det eneste hun virkelig manglede var hendes gamle kaptajn hat, og hun ville have lignet en pirat.

Ray stillede sig ved hendes side, med et bekymret udtryk. ,,Er du sikker på at det en god idé vi krydser havet her?’’ blikket han fik tilsendt af kvinden der tårnede to hoved højere, hen over ham. Fik dog styrmanden til at klappe i, hun vidste at det var en stor risiko at sejle på disse kanter af havet. Men hun kunne ikke holde det ud længere, hver gang hun så på ham. Hårene begyndte at rejse sig på armen, mens en væmmelig følelse bredte sig i hendes brystkasse. Hun havde stadig ikke fundet ud af hvad hun synes om alt det der var sket.

Bare slet ikke tænke på det, hvilket havde resulterede i at hun havde ignorerede ham de få gange de havde befundet sig samme sted. Når han havde talt hende, havde hun svaret kort for hoved og derefter gået igen. Når hun virkelig havde haft brug for hans ekspertise, havde hun sendt andre ud for at finde ham. Nej, bare synet af ham, fik det til at røre ubehagelig inde i. Hun kunne ikke udstå det, hvilket nok også var derfor at mange af de der havde været med, var blevet fuldstændig sønder kneppet. Hun havde været voldlig nogen gange, snerret og der havde også været et enkelt dødsfald. Hvilket var begyndt at have en ret dårlig indflydelse på hendes mandskab, hun var derfor kommet med den konklusion, at Belphegor var nød til at blive sat af. Derfor havde de sat ny kurs imod den nærmeste havn, dette var så også grunden til at de valgte at krydse et hav, som normalt var en grå zone, og et sted normalle velfungerende mennesker holde sig fra.

Men hun var hverken normal, eller særlig velfungerende. Hvad end den dødssynd dæmon havde gjort ved hende, havde fucket hende godt og grundigt op, sagt på en pæn måde. Avaion trådte ind i hendes kahyt, som var udstyret med et stort bord, hvor på der var et kæmpe søkort, nogle enkelte juveler lå på kortet samt en lille kniv som var stukket ned, ved destinationen som kursen var sat til. Midt i rummet som nok ville fange alles opmærksomhed, var en kæmpe stor seng, med fløjlsbløde røde silke lagner. Det var en himmelseng, hvilket gjorde at der var blevet placeret lange stof stykker hen over de mørke egebjælker. Men dette var grunden til, at hundæmonen ikke lagde mærke til den ubudne gæst der lå i den. Hun løsnede håret helt, så de lange lokker faldt ned over ryggen, hvor efter at hun begyndte at fjerne hendes bælt og trøje. Hun havde brug for et bad til at samle tankerne. Nogle af yndlingene havde fået til opgave at hive vand op og føre det ind i kahytten i det lille badekar, som også var placeret i hendes kahyt bag en afskærmning.

Luxuria havde efterladt Belphegor i en rimelig spøjs situation. Et døgn havde han brugt på at sove, det næste på at tænke over det væld af information deres lille.. stævnemøde havde resulteret. Da han ATTER kunne gå igen uden at smerte i underlivet, havde han faktisk opsøgt Avaion for at finde ud af præcis hvad det var der var sket. Det ville være synd at sige at hendes svar kun var køligt, så Belphegor havde trukket sig tilbage i lasten indtil hans ekspertise pludselig var påkrævet. "Hvilken slags natur voksede den her urt i" eller "Kunne man finde alle disse typer sten på samme ø." Han svarede bedst muligt, men lige så snart han forsøgte at bevæge samtalen bort fra de meget begrænsede emner, blev den lukket ned. Så han opgav. Det var tydeligt at hvis ikke for hans viden, ville Luxuria have smidt ham overbord for længst og det kom derfor ikke bag på ham da hun erklærede sin intention om at sætte ham af, næste gang i de lagde i havn.
Hans umiddelbare reaktion havde været den samme apatiske accept som han mødte alle andre udfordringer med, men som dagene gik og de omlagde ruten, blev han mere og mere frustreret. Om det var et udtryk for et forsøg på at bevare sine investering: hendes afhængighed eller ud af reel hjælpsomhed kunne man diskutere i timevis, men det endte med at han endte med at opsøge hende i hendes kahyt.
Så da hun trådte ind af døren lå han henslængt på tværs af sengen og undlod at tænke på hvor mange kropsvæsker den mon var sølet i. Dovenskab overvandt afsky. Han så op på hende med sine kulsorte øjne og passive ansigt.
"Lux.."

Et lille skrig forlod hendes læber, da chokket bølgede igennem kroppen. Hendes hånd havde lukket sig om hendes kår, der havde hængt i dens skede ikke så langt væk fra hende. Med et irriteret udtryk, vente hun sig om imod personen der havde invaderet hendes privatliv, med sværdets ende pegene imod personen.
,,Belphegor’’ kom det apatisk fra hende, da hjerte rytmen igen var faldet ned på et normalt leje. Hvad nu? Hvad havde han tænkt sig at gøre ved hende denne gang. Selvom at hun vidste han ikke ville noget ondt, lod hun kun den skarpe klinge falde ned af hendes side. Hun var på nuværende tidspunkt ikke iført andet end bukseklæder og et stramt stykke stof der holde brysterne på plads.
,,Hvad vil du?’’ denne gang var stemmen ikke så livsløs eller ligeglad, som da hun havde udtalt hendes navn. Denne gang dryppede den af irritation, og måske også hen ad arrighed.

Nå, de var på fornavn og ikke titler længere? Belphegor vidste ikke helt hvad den udvikling betød eller hvorfor han ikke var fuldkommen ligeglad. Ligeledes ikke fuldkommen ligeglad var han med den tilsyneladende meget reelle sandsynlighed for at blive spiddet.
Langsomt drejede han sig og kom op og sidde på kanten af sengen, den fjerne kant vel og mærke, ude af umiddelbar rækkevidde. Han foldede hænder og så op på hende, usikker på præcis hvad han ønskede at opnå. Magt? Tilfredsstillelse? At dømme fra hendes blik bebrejdede hun ham for sin egen prækære mentale tilstand og generelle udskejelser. Det var typisk kvinder. Besværligt.
“Vi er nødt til at snakke.” sagde han alvorligt og formåede at betragte hende stort set uden at hans øjne veg til hendes forjættende former.

Snakke? Snakke!?
Hendes ansigt vred sig i en tvær grimasse, det ansigt man typisk så på en person når de var ved at kaste op, eller virkelig havde fået noget dårligt smagsmæssigt i munden. Hvad var han, hendes ægtefælle? Kæreste? Hvorfor havde de brug for at snakke, han skulle respektere at hun ikke længere havde brug for eller lyst til at service. På den ene, eller anden måde.
,,Og hvad havde du så tænkt dig vi skulle snakke om.’’ sværdet blev stukket i blanke gulvet med sådan en kraft at det stod og svajede lidt. Inden hun gik helt hen imod ham så de kun stå få millimeter fra hinandens ansigter. ,,For jeg har intet at snakke om’’ hendes blik var blevet mørkt, men ikke af sensuel tiltrækning som det var så typisk for hende. Men af decideret vrede, dette var ikke hendes natur! Og dét var ham som tvang hende ud i hjørner som hun ikke hørte til. Lige her, kunne hun ikke acceptere at hun havde en del med i spillet, hvilket hun nok havde.

Belphegor lagde hovedet lidt på skrå, hun var så sandelig emotionelt påvirket. Så var det måske meget godt at han var der til at holde hovedet koldt. Apropos fandt han det for en gang skyld meget fornuftigt at undertrykke det gab der truede men bare endte som en spænding i hans kæbe. Hvordan ville han gribe sagen an? Professionelt? Et tilbud, en observation.
Selv ansigt til ansigt med hendes blottede vrede, var der en impuls i ham der tiggede om at den sag der blev grebet an skulle være hendes hjerteformede røv. Siden hvornår havde han haft impulser? Som et andet dyr. Tanken fik en serie minder til at glimte forbi: Stød. Støn. Suk. Hendes form over ham. Alt der smeltede bort indtil det eneste tilbage var.. Begær.
Belphegor blinkede sine ufokuserede øjne og det arrogante udtryk indtog atter hans træk.
"Din fysiske krop.. Der er noget i vejen med den." Han talte stille og roligt, dels fordi det var hans natur, dels fordi det irriterede hende. Belphegor kløede sig i nakken, "..Jeg ved hvad."

,,Hah!’’ et fnys blandet med et tørt grin, banede sig vej hen over de fyldige læber, som næsten skreg på bare at hengive sig til det hun havde allermest lyst til. At knuse dem imod hans, perfekte, dejlige. NEJ!

Hun greb fat i hans trøje, foroven lige ved hals udskæringen. Den første impuls havde været at gribe fat omkring hans hals. Men dette formåede hun dog at tilbageholde, trods denne, uretfærdige vrede som var vent imod ham, rumsterede i hendes krop. ,,Det hele fungerede fint ind til du fuckede med min hjerne.’’ hendes vejrtrækning blev hurtigere, da hun pludselig fik øjne op for hvor tæt de stod. Måske bare, et øjeblik, hun havde jo sådan lyst.

Som var hun blevet brændt slap hun ham og skubbede ham voldsomt fra sig, mens hun selv trådte et par skridt tilbage. ,,FORSVIND!’’ tårende truede igen med at boble frem, knuden omkring hendes brystkasse blev strammet og det hele blev atter vendt op og ned. Som var hun en gemen menneske pige, med et pinlig forelskelse i en mand hun aldrig havde mødt, og pludselig fik øjnene op for, at hun aldrig ville blive hans.

Afskyeligt.

Hvor Avaion var konstant i bevægelse, var Belphegor som en statue. Modtog stoisk hendes beskyldning og angreb, hendes vrede og irritation. I sit stille sind kommenterede han måske tørt at hvis der var nogen der blev fucket, så var det ved den søde grød da ham, der ikke havde kunne gå i dagevis efter. Men det var ikke det det egentlig handlede om; han havde brug for at tale en hel masse snart, mere end han normalt gjorde i vågen tilstand og inden da havde han brug for at samle energi sammen. Han blev dog næsten helt distraheret af Avaions intense øjne, ude af stand til at tyde præcis hvad det var de sagde. Ville hun kysse ham eller slå ham?
"For 700 år siden, sådan cirka, fandt jeg ud af at nogen havde skabt forbandelser specifikt til dødssynder.." Begyndte han og sendte et sigende blik, kunne hun se hvor samtalen var på vej hen eller var han nødt til at skære det tykkere ud, "..Designet til at vende vores natur, selve vores væsen imod os. Søvnløshed.. Var min."

,,Og lad mig gætte, ikke at kunne opnå klimaks var min?’’ vrissede hun, vreden over at han ikke var skredet ud af hendes kahyt ulmede lige på overfladen. Hvilket viste sig i den venstre hånd der lige så stille, formede sig ind til en knytnæve, det prikkede i den for at få lov til at sende den imod dovenskabens kæbe. Hvad hun ikke ville gøre for en forbandelse der ville få hende til at glemme ting, som dette møde, det ville være rart. Men for nu fik han lov til at tale videre, selvom ønsket om at tage fat i ham og fysisk smide ham ud for døren, var meget, overvældene. En anden tanke slog dog også til, i det bagerste af hendes hjerne, hun kunne også bare tage ham, her og nu. Måske han så ville glemme han havde noget han ville snakke om, og når de så var færdige var han atter så træt at han bare ville ligge og sove ind til de ankom til havnen. Et sigende smil listede lige så stille frem på hendes læber, men for nu gjorde hun ikke andet end at stå og stirre på ham.

Belphegor trak på skuldrene. Han havde aldrig før nu været synderligt interesseret i de andre forbandelser, han havde haft for travlt med at opsøge og destruere hver eneste kopi, hver eneste henvisning til hans egen. Det gav dog ganske god mening, alt taget i betragtning. Der var en hvis ironisk poesi ved den magiske ondskab som han ikke kunne undlade at værdsætte.
Luxuria lignede dog en der slet ikke var overbevist men der var et nyt glimt i hendes øje der gjorde mildest talt ukomfortabelt. Ubevidst rakte han op og strammede halsåbningen på hans skjorte. Der var meget han ville sige, men indtil videre lod det til at der kom en grundlæggende misforståelse i vejen for at hun overhovedet ville høre på noget han havde at sige.
"Luxuria," sagde han tilbagelænet, "Jeg sværger ved mit navn at jeg ikke havde noget at gøre med hvad der skete."

Det gik ikke umærket forbi, hvordan han begyndte at stramme halsåbningen. Varmen i rummet steg et par grader, men det var nok mere hendes magiske evne som var begyndt at spille på hendes impulser. Han gjorde hende, virkelig, virkelig vred lige nu. Ikke en af hendes typiske træk, mange ting kunne man sige omkring Avaion, Luxuria om man ville. Man kunne kalde hende løsriven, narcissistisk, endda psykopatisk på grund af hendes ligeglade og kolde træk omkring hvad der hænde andre. Dødsfald i hendes hænder, var enden fordi hun synes det gik for langsomt, fordi hun ikke var tilfreds. Men aldrig på grund af et dybt had eller et ønske om hævn.

Så han havde ikke noget med det at gøre? Han, havde, ikke, noget, med, det, at, gøre? Hendes tænder skar i munden. ,,Fint, så det var min egen skyld at du trak mig med i drømme verden. Og jeg så tilfældigvis begyndte at opleve ting, der IKKE burde være blevet oplevet. Tak for opklaringen Belphegor, du kan gå nu.’’ hendes idé om bare at tage ham, for at få ham til at tie stille. Svandt bort, da hun vente ham ryggen og begyndte at klæde sig yderligere af for at tage hendes eftertragtede bad.

Belphegor havde ikke i sinde at undskylde for bringe hende med sig ind i en drøm og han var meget uimponeret over hendes forsøg på at fremstillede det som det reelle problem. Fordi sagens kerne var jo at det havde været et tilfælde at den forbandelse der lå på hendes krop ville interagere med drømmen på sådan en uforudsigelig måde.
Alt dette blev ganske vel kommunikeret via næsten opgivende ansigtsudtryk, fristelsen til bare at lade hende sejle i sin egen sø havde aldrig været større, men han fik overbevist sig selv til at blive ved at tænke på at skulle gå hele vejen ned i lasten igen. Nej tak.
I stedet sagde han ingenting men betragtede hende blot tage tøjet af.

I stilheden mellem de to dæmoner, stod dæmonien kun tilbage i hendes underklæder.
Men stoppede så, blikket blev tomt mens hun betragtede karet hvis vand en gang imellem skvulpede over. Havde hun virkelig grund til at være som hun var? Hun tog en dyb vejrtrækning ned i hendes lunger, nej det havde hun vel ikke. Men alle de følelser, alle de ting som der truede med at komme frem på overfladende. Blev så overvældende hver gang hun så ham, især de fandens tåre der altid blev fremprovokeret i hendes øjne. Det var decideret ulækkert!

Men, hendes hoved kastet sig over skulderne mens hun betragtede ham. Hun måtte vel give ham en eller anden form for respekt, at han stadig stod her, stadig prøvede at forklare hende hvad der var sket. Trods for hun havde været så arrogant de sidste par uger. Endnu en dyb indånding. Hun vente sig nu fuldt front imod ham, blikket ikke længere kastet hen over at arrige skygger.

,,Hvad betød det så?’’

Belphegor lagde benene over kors og satte sig mageligere til rette og slugte hendes denne gang oplyste figur med øjnene. Der var ikke den del af hendes krop som hans øjne ikke gled forbi i en process der var bevidst langsom. Hvis Luxuria mente, som hun lod til at mene, at hun gjorde ham en tjeneste ved at lade ham hjælpe, fortsatte hun kun en håbløst trend med fuldkommen at misforstå hele situationen. De var dæmoner først og fremmest, og den viden han nu besad forskød magtbalancen imellem dem; det var vigtigt at understrege.
"Mhm." Svarede han og lagde hovedet lidt på siden, "jeg kan forklare hvad der er i vejen med dig.. Men du så skylder du mig en tjeneste." Belphegor var ikke dum, han var udmærket klar over at Luxuria bestemt ikke ville glad for det svar, men det behøvede hun ikke være. Tanken skulle nok tage rod og engang om 10-20 år.. Han var tålmodig.

Som dug for solen.
Det var hvad der skete med hendes besiddelse, som hun ellers så fint havde fundet frem. Tjeneste, hun skylde ham en tjeneste? Hun vidste virkelig ikke om hun skulle begynde at skrige, eller grine. Hvilket nok var grunden til den lidt absurde lyd, som forlod hendes strube.

Hun åbnede sin mund for at starte på en sætning, men alle ord havde svigtet hende. Og hun formåede ikke at frembringe dem på tungen.

,,en tjeneste?" hvislede hun, hendes fingre lukkede sig om en genstand, hun var så rasende at genstanden som viste sig at være et krus. Blev kastede omhyllet af flammer imod manden der sad i hendes seng.

Da Luxurias ekspressive udtryk forvandle sig til absolut raseri, var Belphegor allerede halvvejs på benene. Han havde dog ikke forventet at hun ville kaste noget efter ham og hans øjne blev smalle. Der var kun få meter mellem dem og man skulle have rimelig gode reflekser, og være rimelig hurtig for at undvige, men han var en trettenhundrede år gammel dæmon. Han havde igennem århundrende tilintetgjort et utal af modstandere, drænet dem for en sidste rest energi for så at lade søvnen endegyldigt tage dem. Man overlevede ikke så længe og i så diverse arbejder, uden et vist håndelag, uden at anskaffe sig mere end bare en smule ekspertise. Hurtighed og reflekser derimod var aldrig noget han havde arbejdet på, og kruset ramte ham med et højlydt klonk. Et sekund stod han, skildøjet og svajende før han som et bræt, faldt bagover i gulvet. Bevidstløs.

Hun havde virkelig ikke regnet med, at genstanden ville ramme ham. Og da slet ikke at han ville falde om.
,,Belpehgor..?." hendes stemme bar et lille hint, af oprigtig bekymring. Han var da ikke, hun havde da ikke?

To hurtige skridt og hun knælede ved hans side.
,,meget sjovt! Haha!.... Belphegor?" hendes øjne spærrede op da det gik op for hende at han ikke bare lod som om. Hendes hænder greb derfor fat i hans skuldre og begyndte at ruske i ham. Blikket gled dog over imod karet, hvis han ikke vågnede, ville noget koldt vand så mon gøre tricket?

Belphegors sorte øjne stirrede tomt op på Avaion, hans mund hang slapt åben og han reagerede ikke da hun ruskede i ham. Og dog. Et glimt i øjet, eller det lignede da.. Til at begynde med, indtil det begyndte at bevæge sig og man kunne se at det var en lille bitte sprække der løb mod bunden af øjet. Luften syntes undertrykkende, vejrtrækning svært. Sprækken forsatte ned ad af kinden til kæben, brudene var begyndt at dukke op andre stæder og voksede til revner indtil med et klagende brag at Belphegor knustes til hundrede små stykker glad mellem hendes fingre. Hvor der få sekunder havde været en anden dæmon, lå der nu et kaotisk mosaik og reflekterede de blå øjne og det røde hår.

Hun stirrede undrende på sprækken der begyndte at sprede sig i hans ansigt, først var der ikke nogen yderligere reaktion at finde. Måske fordi, at hundæmonen ikke forstod hvad der foregik.

Det var først da hun med et forfærdet udtryk, betragtede hvordan, at Belpehgor var blevet knust i flere tusinde stykker. Hun lagde slet ikke mærke til hvordan at skriget forlod hendes læber, mens hun skubbede sig selv bag ud fra stedet hun før havde siddet på hug. Hun havde slet ikke lagt mærke til, hvordan at hendes krop atter var tilbage i den drømme form hun havde taget sidste gang. Det eneste det virkelig skete i hendes hoved, var over det chok hun lige havde måtte gennemgå.

Pludselig gav det et ryk i hele skibet. Som om nogen.. eller noget.. Havde hevet det fem meter til siden. Rummet syntes pludselig mørkere, skyggerne længere og en ugudelig lyd syntes at strømme ud af væggene, lige akkurat ikke overdøvet af brædder og rigning der klagede, knagede og bragede. Luften syntes kvælende tyk og trykkende, til et punkt hvor det klikkede for ørerne.
En stemme lød fra bunden af struben, ordenes eksakte betydning tabt men deres budskab klar.
Det samme højlydte knæk fra før hørtes nu fra venstre hvor det høje, smukke spejl nu var revnet på kryds og tværs. Endnu et knæk, denne gang fra højre.. Kahyttens vindue, dækket af små hårfine sprækker men udenfor syntes meget mørkere end før.. Det lignede umiddelbart en sær, tyk tåge indtil hajen kom svømmende forbi.