Hvad der helt præcist havde fået hende til at søge tilbage til Tusmørkedalen, var Saga ikke klar over. Måske var det savnet til forældrene, måske var det en behov for tryghed, eller også var det noget tredje, udefinerbart. Hvad det end var, havde hun brugt de sidste uger på at sætte kursen mod bjergene igen. Det havde først været da hun havde nået foden af Andrath, at hun havde fortrudt, men der var det for sent at vende om. På trods af at det endnu ikke var aften var dalen altid halvmørk, og Saga vidste af bitter erfaring, at det var farligt at bevæge sig rundt om i bjergene alene om natten. Bjergelvere, trolde, vampyrer, jo det var nok fare. For ikke at nævne nedfaldende sten, stejle kløfter og forræderiske sten, der smuttede under ens støvler. Nej, det var nok bedre at gøre holdt for foden af bjerget og så søge videre i morgen.
Måske ville hun søge mod syd denne gang. Se Medanien eller Rubinien. Eller forsøge at få kontakt med Angrod og eventuelt høre om han havde lyst til at få en rejsefælle for et stykke tid. Det havde han nok, og mindet om elver vennen fik savnet til at røre på sig. Ja det ville hun gøre i morgen. Der skulle nok være et eller andet sted hun kunne sende et bud af sted efter ham, og ellers måtte hun jo søge mod Elverly igen og håbe han stadig strejfede om der.

For nu var der dog mere presserende ting der krævede hendes opmærksomhed. Som at finde et sted med nogenlunde læ og lave et bål. Det første var ikke noget problem, for der var massere af klippefremspring der udgjorde et udmærket læ, men bålet var straks en anden sag. Det var svært at finde nok grene til at bygge et ordentlig bål, men selv et lille var bedre end intet, og Saga tog til takke med hvad hun kunne få.
Det endte faktisk med at blive helt hyggeligt, og som Saga fandt sin dagsration frem fra vadsækken og drømte om varmere klima, glemte hun alt om bjergenes fare omkring sig.

Bjerge var, efter moser, nok de mest besværlige landskab at bevæge sig igennem og Belphegor priste sig for en gang skyld lykkelig over den vågne verdens naturlove, der ikke tillod mange kombinationer af begge. Og dog.. tyngdekræften..
Belphegor tog endnu et ulideligt skridt. For ikke første gang fortrød han sin beslutning om at tage hertil.. principsag eller ej, det var næsten ikke det værd. Lidt endnu, besluttede han, og så kunne han finde et sted at slå hvil. Måske det grålige morgenlys ville tillade ham at finde en af de små bjerglandsbyer hvor han kunne hyre nogen mere stedkendt.
Et lys i det fjerne fik Dovenskabens dæmon til at feje det viltre hår ud af panden - en enkelt skikkelse kunne han se. Han var bestemt ikke socialt anlagt i vågen tilstand, men bålet lokkede alligevel mere end selskabet. Uden at erklære sig eller nogenlunde imødekomme den unge pige, sjoskede han over og satte sig overfor hende.

Hun hørte ham før hun så ham. De sjoskende skridt fik hende til at gribe om den bue, der lå ved siden af hende, dog uden at hun gjorde mere end det. Det var én mand, og selvom Saga godt vidste man ikke skulle undervurdere andre, havde hun nok tiltro til egen evne til ikke at føle behov for at spænde buen i advarsel.
De grønne øjne fulgte den nyankommende, som han satte sig foran bålet. Der var noget bekendt ved ham, men hvad det var kunne hun på nuværende tidspunkt ikke sætte fingeren på. "Værsgo, sæt dig endelig." Hendes stemme var en anelse flabet, som hun endelig brød stilheden for at sige noget. Men nu havde det også været temmelig flabet af ham, sådan bare at sætte sig, så Saga mente selv, at hun godt kunne give lidt igen af samme skuffe.

Belphegor ignorerede hendes flabethed med øvet apati, blot for at studere hendes træk. Der var noget velkendt ved pigebarnet men han kunne endnu ikke sætte fingeren på hvad. I hans fag (pluralis) var en god hukommelse virkelig et forte, men det var ikke altid så let når man kun havde truffet folk i drømme.
Den dovne dæmon strakte sig indtil hans våde sko næsten sydede i kanten af bålet. Det havde været en lang vandring nordpå og han fortjente at tage den lidt med ro før han skulle videre igen. At nogen gad i dette gudsforladte, vertikale ødeland forstod han vitterligt ikke. Og dog, hvis pigen her der havde startet sit eget bål og sad og så generelt kompetent ud var en han havde haft forhandlinger med før..
"Hvad hedder du?" Spurgte Belphegor direkte med hovedet en anelse på skrå.

Det tørre stykke brød og det sølle stykke rest af en hare var, hvad der gjorde dagsrationen for denne dag. Det var ikke meget, men det var bedre end ingenting . Det var dog ikke nok til at dele, men måden den fremmede havde sat sig ned og nu sad og studerede hende, gav heller ikke Saga lyst til at dele noget med ham. Hun var ikke bange for ham, der skulle alligevel en del mere til, men alligevel brød hun sig ikke om hans stikkende blik.
Altså bød hun ham ikke noget, da hun pakkede det tørre brød ud af den lille pose hun opbevarede sin mad med. Hun så ikke på ham, men koncentrerede sig om brødet, men kunne alligevel fornemme hans blik på sig. Det var først da han talte, at hun løftede blikket for at se på ham igen. "Saga." Svarede hun, med munden fuld af brød da manere aldrig rigtig havde været der, der havde stået højest på hendes liste. "Hvad er dit navn?" Nu havde han jo fået hendes, så var det vel kun retfærdigt, hvis hun også fik hans.

"Saga.." Belphegor smagte på ordet med et tænksomt udtryk. Der var en gammel kraft i navne, en dybsiddende sammenhæng i hvad noget var og hvad man kaldte det. For de udvalgte var det ikke altid en ensidet kausalitet, der kaldte man og så blev der - især i drømme. Alt i alt efterlod efterlod det ham stadigt forundret over at folk bare delte ud af dem frivilligt. Men dette stykke af hendes identitet, blev det nemmere at huske hvem hun var. Hun var en af hans. De fleste besøgte hans rige natligt, mange efterlod noget af sig eller tog noget nyt med sig. Det var kaotisk og flydende - konstruktion og dekonstruktion. Andre indgik i noget mere.. bindende.
"Du drømte om at rejse væk, at se verden. Hvad blev der af det, Saga Aylmerdottir?" Han skævede ind i ilden. Af sine søskende, var han måske den værste assistent til at realisere sin drø-.. ønsker. Han havde midlerne men også en tendens til at efterlade et frø af ugidelighed der ultimativt modarbejdede enhver drift.
Saga havde indgået en aftale med ham for at kunne komme væk, men her var hun stadig. Det ville måske være tragisk hvis ikke han var så ligeglad, kontrakten var stadig gældende, hun skyldte ham stadig. Hun var hans, og han kunne bruge hende.

At der var kraft forbundet med navne var en gammel viden. Det var derfor dæmoner akdrig opgave deres navn, ligesom Saga havde hært rygter om præsteskaber, hvor man blev givet et nyt navn når man sluttede sig til dem. Alligevel var det ikke noget hun tænkte meget over, og hun gav da også bare sit navn til de der spurgte, da det trods alt var det nest naturlige.
Derfor tænkte hun heller ikke over det da hun gav ham sit navn, men ved hans gentagelse mærkede hun alligevel en vis urolighed. Der var noget ved ham hun ikke kunne sætte fingeren på, men som hun absolut ikke brød sig om.

En uro som kun voksede da han tiltalte hende ved hendes efternavn. Hun havde kun oplyst sit fornavn, så hvordan han kendte hendes efternavn vidste hun ikke, men hun brød sig ikke om det. Hendes øjne blev da også smalle sprækker, som hun rykkede lidt på sig mens hun fortrød, at hun havde lagt sin bue væk. Det ville have givet hende mere tryghed at sidde med den. "Jeg gav dig ikke mit efternavn." Sagde hun, med en hals der pludselig føltes tør og ru.

Belphegor skævede op på ravnene der kredsede i luften over dem, tiltrukket af maden eller lyset eller måske bare selskabet. Han var stadig ikke fuldkommen sikkert på om dyr drømte; hvis de gjorde var det i et rige ude af hans rækkevidde, men med de sorte fugle var der han næsten havde haft kontakt.
Apropos laveredestående væsner, lod det til at den kære Saga endelig havde forstået situationen bare lidt. Hun mødte ham i hvert fald med en pludselig frygt og mistanke, hvilket nogle dæmoner måske ville foretrække.. Det var i hvert fald det fornuftigste for hende.. men det betød også at han var nødt til at bearbejde hende hvis de skulle indgå i en ny aftale.
Heldigvis var de allerede i en. Belphegor lagde hovedet på sned.
"Det var det navn du skrev på din kontrakt," sagde han kort og rakte med sin magi op mod en af fuglene, indtil hans psykiske fingre greb dens lille hjerte og den faldt ned i hans åbne hånd. Uden meget tøven gav han sig til at plukke den, måske burde han give endnu et hint.. Mennesker kunne være så forbandet langsomme (og det var endda hans ting), "Jeg overtalte dine forældre til at lade dig rejse.. Besøgte dem i en drøm."

Saga brød sig mindre og mindre om situationen. Det var ikke fordi det var første gang en fremmed havde slået sig ned ved hendes bål og tilbudt sit selvskab, det havde hun intet imod, nej det var fordi der var noget ved denne mand hun ikke kunne sætte fingeren på. Et minde, en drøm måske, om noget der involverede ham. Hun vidste hun havde set ham før, men hvor?
Kontrakten.
Pludselig vidste Saga godt hvem hun sad overfor, men den pludselige viden gjorde hende ikke mere rolig. Tværtimod. Og da slet ikke som en af de kredsene ravne pludselig faldt fra himlen og ned i hans åbne hånd. Magi, uden tvivl, og et lille bevis på, hvad han var i stand til. Måske gjort i et forsøg på at skræmme hende, måske for at minde hende om, hvem han var. Det var dog ikke nødvendigt, hun huskede ham udmærket og skræmt var hun trods alt også, som hun endelig greb rigtig fast om buen, skønt det muligvis bare var en falks tryghed. Havde hun virkelig glemt ham, eller var det måske mere fordi hun havde undertrykt mindet om, at hun havde indgået en aftale med en dæmon? ”Jeg kan godt huske dig.” Hendes stemme var en anelse tør, og hun rømmede sig en enkelt gang. ”Belphegor. Hvorfor er du her?” Et eller andet sted kendte hun godt svaret: hun havde indgået en kontrakt med ham, og nu var han her for at inddrive gælden. Det måtte være derfor han havde opsøgt hende, for at han pludselig skulle dukke op og sætte sig ved hendes bål var for stor en tilfældighed til at Saga turde tro på det.

Belphegor puffede lidt med foden til den sorte cirkel af fjer der var begyndt at vokse op omkring ham. Han var ingen mester i den vågne verdens kommunikation, men det var rimelig åbenlyst hvad hun troede. Det var naturligvis slet ikke sagen, han var der af helt urelaterede årsager men han tillod hende det lille øjebliks egocentrisme - det var en let misforståelse at lave.
"Leder efter person.." Svarede han kort og gav sig med et suk til det sidste besværlige pillearbejde. Tålmodighed lå heldigvis til ham som han i det næste stykke tid testede om det lå til Saga. Efter en lang pause uddybede han, "flygtede fra en aftale.. Gider egentlig ikke, men man er nødt til at gøre et eksempel af den slags.." Dæmoniske aftaler bandt altid dæmonen mere end de andre kontraktdeltagere, men ingen havde lettere ved at slide sig fri end engle. Som det var havde Belphegor kun en generel idé om hvor hans.. offer befandt sig. Ingen yderligere magt ud over den hans stridskølle bød ham. Men nu havde han jo overvejet at finde en stedkendt.
"Er du bekendt med området, Saga?" Han lagde hovedet på skrå og tørrede de fjerede, småblodige hænder af i sine bukser.

"Leder efter en person" Saga kunne ikke lade være med at ånde lettet op. Hun havde frygtet han var kommet efter hende. Hun vidste hun skyldte ham, og hun havde ikke tænkt sig at løbe fra sine aftaler, men da hun havde indgået aftalen havde det alligevel været med en tanke om, at han først ville inddrive den om mange, mange år. En naiv tanke måske, især fordi han nu sad her og mindede hende om, at han var så virkelig som man kunne blive. I denne verden, i hvert fald.
Den nyfundne viden om at han ikke var kommet efter hende, fik hende til at slappe lidt mere af. Grebet om buen var ikke længere så krampagtigt som det havde vært, skønt hun ikke lade den fra sig. Så dum var hun alligevel heller ikke, for selvom Belphegor måske så tilforladelig ud som han sad der og plukkede den døde krage, lovede hans ord mod den stakkels flygtninge ikke nogen rar skæbne. "Selvfølgelig er man det," hun var ikke enig, men havde heller ikke tænkt sig at sige ham imod. For selvom Saga ikke ligefrem var frøken dydig havde hun altså ikke tænkt sig at give sig i kast med den her dæmon. Det ville heller ikke nytte noget, for hun skyldte ham jo for den aftale de havde indgået.
En gæld som han muligvis var kommet for at inddrive. I hvert fald kunne hendes svar til hans spørgsmål muligvis betyde, at hun ville blive nødt til at betale ham tilbage nu. For hun havde ikke tænkt sig at lyve for ham, det nyttede alligevel ikke noget. I stedet fugtede hun sin læbe med tungespidsen, en nervøs bevægelse hun ikke engang tænkte over, inden hun nikkede. "Ja. Det meste af det kender jeg udmærket." Svarede hun ærligt. "Jeg ved hvor bjergelevernes territorie er, og hvor bjergtroldende normalt strejfer om efter mørkets frembrud, hvilket klipper man skal undgå fordi de er løse, og hvilke slugter der fører ned i ingenting."