Makoto havde brugt sin fridag indtil videre på at træne sin krop. Dette foregik i den nærtliggende skov hvor der var et vandfald hvis pislende lyd virkede både motiverende og beroligende på samme tid for Makoto. Han havde løbet herud i fuld gallop og holdte nu en pause i vandet hvor han badede under vandfaldet for at vaske sved af. Han hadede at være beskidt og gik meget op i renligheden. Desuden havde han ikke forstillet sig at møde nogen herude, så han lagde ikke synterligt mærke til sine omgivelser før en skikkelse forskrækkede ham med sin tilstedeværelse. Han trådte ud af vandfaldet og rystede sin krop fri for vand hvorefter han rystede hovedet så håret kunne blive mindre vådt og vred sin hale for det værste vand. Den rodede fletning i hans hale var næsten ødelagt, men han kunne ikke finde ud af at flette en ny selv så han lod den være. "Hey! ^^" udbrød han til den fremmede for at melde sin ankomst som han skridtede tættere på med alle fire ben i vandet.

At høre forstyrrelser i vandet var ikke unormalt, og derfor havde minotauren ikke reageret voldsomt på at der plaskede. Specielt ikke når hun kom ud mellem træernes stammer, til det piskende vandfald som sendte de fleste lydbølger ud mod hendes øre og gjorde hende lettere døv for alt andet plasken hvad vand angik. Rain var ankommet til Medanien, efter at havde været hjemme i Rubinien at vende. Det var ved at være tid at hente planter i skoven nær alle bønderne, hvor de havde optimale voksemuligheder. Lige nu var søgen efter vand dog langt vigtigere, som hun fandt sin vandpose frem.
Hun nåede dog ikke langt før en stemme fik hende til at kigge lidt overrasket rundt. Rain havde en tendens til at glemme at kigge sig alt for meget omkring, mest fordi hun i forvejen var ret stor og de færreste folk syntes at det var en god ide at angribe hende. "Hej" Det var langt fra hver dag at Rain fik en kentaur at se, hvilket også fik hendes træk til at ligge sig i rolige og let fascineret folder.

Makoto trådte frem og ud af vandet da han så at den fremmede havde tænkt sig at fylde en vandbeholder med vand herfra. Han fandt det uhøfligt at han stod i vandet sammentidigt med, så derfor gik han på land. Vandet dryppede endnu af ham, men vejret var godt så det bekymrede ham ikke at blive syg lige nu. Han frøs i hvertfald ikke. "Pænt goddag ^^" sagde han og rækte sin højre hånd frem til en hilsen. "Makoto Viltess" præsenterede han sig glad og ganske trygt ved den fremmede trods hun var en skabning han kun havde hørrt om. For at være helt ærligt troede han at hun var et halvdyr først, men det gik så op for ham at det vidstnok havde et navn når man var menneske-kvæg hybrid Var det Minotaur det hed? Makoto kløede sig lidt på hagen med venstre hånd i undren. "Du er en Minotaur ikke? ^^" spurgte han høfligt og venligt.

Rain ragte høfligt hånden frem og trykkede Kentauerens hånd som hilsen. Det var sjældent hun blev mødt med denne åbenhed, og det var ganske forfriskende. Normalvis skulle Rain opføre sig fra sin aller bedste side før nogen former for rolighed blev vidst hende. Det fleste trådte altid forsigtigt, som ville hun gå amok hvert sekund. Noget der strider kræftigt mod den rolige Minotaurs natur, i modsætning til mange af hendes artsfæller. "Rain Fionntan" præsenterede hun venligt tilbage, inden hun satte sig på hug for at fylde sin vandflaste op, tæt ved vandfaldet. Hun havde ladet sig fortælle at vandet var mere frisk efter at havde været faldet fra øvre lag, og ned igennem luften. Om det var rigtigt eller bare noget overtroisk pladder var faktisk ikke helt bekendt for hende endnu. Men det skadede ikke at prøve.
Rain rejste sig igen og så på Makoto. "Jo, det er jeg. Men bare rolig, jeg er ganske fredelig." svarede hun beroligende, som hun satte vandposen tilbage i bæltet på siden af hoften. Deriblandt var der mange små læderposer af forskellig art og krystaller. Druiderne rundt omkring i landet havde efterhåndet fået dækket hende godt ind i deres trobestemte pynt, som skulle bringe både held, styrke og fred i sindet. De store brune blanke øjne betragtede Makoto roligt "Bor du her i skoven?"

Makoto trykkede forsigtigt hendes 3 fingrede hånd som kunne det ske at han ville gøre skade på hende hvis han trykkede for hårdt. Det var ikke så tit han mødte damer, men han kunne skam lide dem ganske godt. Han smilede hele tiden og kunne ikke holde sin glæde tilbage så så snart hun slap hans hånd igen havde han lyst til at bukspringe rundt, men han beherskede sig og det blev kun til en stampen i jorden med benene da han vendte sig med hende. Han betragtede hende som hun fyldte sin vandbeholder op henne ved vandfaldet. Han sukkede dybt. Han syntes hun var meget smuk.
Dernæst forklarede hun at hun var ganske fredelig og Makoto var helt rød i hovedet efter den bevægelse hun havde lavet da hun havde rejst sig op igen. Han slog en lille krølle på sin mund og overvejede om han skulle gemme sit ansigt eller om hun måske ikke lagde mærke til det hvis han nu stod helt mussestille. Han valgte løsning nummer to hvor han plantede horvene i jorden og nikkede lidt til hvad hun sagde. Jo hun virkede også ganske fredelig. Hun spurgte om han boede i skoven. "Uhm.." startede han lidt genert "Nej jeg bor på værtshuset i Medanien"

Det var svært at regne ud for Rain om han var meget forsigtig af natur, eller om det var noget ved hende, der fremtvang det. Der kunne være mange årsager, men den nemmeste og mest rolige måde var at se mellem fingre med det. Lade ham falde til i hendes tilstedeværelse og måske ville han dermed ikke være forsigtig.
Dernæst kom genertheden om i kentauren, som blev rød i hovedet på ganske få sekunder. Rain så lidt undrende på ham, mest af alt fordi hun ikke helt forstod hvorfor. Rain havde stadig i hovedet at de fleste plejede at være bange for hende, og langt fra fandt hende pæn. Andre end hendes egen art selvfølgelig.
"Virkelig? Jeg gætter på at der dermed ikke er en flok Kentauer som høre til på disse områder." der var vel efterhånden heller ikke så meget plads til nye racer. Ikke efter varulvene igen havde bosat sig, og der var halvdyr klaner rundt om i skovene. Det var begrænset hvor meget skov der dermed var tilbage, da resten af landskabet blev brugt til marker. "Er det rigtigt, at der er kommet et nyt værtshus?" efter byen blev angrebet brændte mange bygninger ned, deriblandt nogle af kroerne og værtshusene.

Makoto rystede lidt på hovedet. "Det er mange år siden jeg sidst så en anden kentaur." forklarede han og så ned og lidt væk. Han var ikke så glad for at blive mindet på de dårlige ting der var sket. "Jeg blev smidt ud af min første flok... og min flok nummer to gik i opløsning. Min bedste ven og jeg søgte til byen for at få arbejde, men han blev syg og klarede den desværre ikke." Fortalte han lidt oprørt sin historie. "Og det var sidste gang jeg så en anden kentaur. Det er omkring 30 år siden" Han sukkede, denne gang af helt andre årsager, nemlig en tristhed der skyllede ind over ham. Han havde mistet alt hvad han nogensinde havde haft af vener og familie, men så var det godt at Makoto var så godmodig, han kunne hurtigt få nye venner og han havde da også Flint og Gumle og Neio som sine nye venner. Måske denne Rain også ville være hans ven? Han skulle lige tage sig sammen til at spørge og var da også lidt forlegen som rødmenen bludsede op igen. "Rain, Vil du være min veninde?" spurgte han pænt i stedet for bare at antage at de var venner.
Makoto lyttede roligt til hendes konstatering/spørgsmål. "Ja, det er rigtigt. Jeg hjælper med at bygge det op igen." Sagde han måske en smule stolt over at have fundet arbejde igen. Nok tjente han ingen penge, men han fik mad på bordet og en masse mjød og mjød var godt!

Rain lyttede til Makoto's fortælling med et roligt ansigtsudtryk, men blev naturligvis påvirket af at høre at han havde været udsat for ubehagelige ting i sit liv. Rain kunne ikke forestille sig hvordan det var at blive smidt ud af sin klan, ej heller at den skulle gå i opløsning. Hendes egen havde overlevet i flere hundrede år og havde kun haft modklanen af minotaure at bekymre sig voldsomt om. De to klaner som evig og altid valgte at bekrige hinanden. "Det er jeg rigtig ked af at høre, Makoto" svarede hun blidt og ragte ud for at give hans underarm et klem. Han havde mistet meget, og det var der ingen der var fortjent med.
Rain blinkede overrasket et par gange, inden hun smilede venligt til Makoto. "Selvfølgelig" Rain ville naturligvis gerne have venner, selvom det da gik hurtigt. Han var et godt væsen, det kunne mærkes og Rain havde derfor intet problem med at blive præsenteret som en af hans venner, skulle det komme til det.
"Det er dejligt at byen er ved at vende tilbage!" svarede hun glad. Det var rart! Den havde desværre lidt noget af et knæk, men folk var stærkere end man gav dem kredit for. De blomstrede op igen, og det var altid rart at se.

Makoto lod hende røre ved sig. Han kunne faktisk generelt godt lide berøring og var ret nem at gøre glad igen når han blev trist, men ofte var han også en tur igennem hele følelsesregisteret i løbet af en dag. Det kunne godt være trættende og hårdt, men sådan var Makoto's verden ganske forunderlig.
Da hun sagde at hun selvfølgelig ville være hans ven, smilede han stort igen og gjorde sig forsigtigt fri af hendes hånd for at springe bukkespring rundt i en større cirkel på landjorden. Han vendte tilbage da han havde fået brugt noget af sin glædes energi og skridtede roligt hen til hende igen for at stoppe nær hende. Her slog han armene ud. "Må jeg få et kram ^^?" spurgte han venligt. Nej der var ikke meget ondt i Makoto. Han var et ganske godmodigt væsen

Det så ud til at denne kentauer gik igennem følelsesregisteret ganske let. Rain selv, var mere rolig og påpasselig hvad hun vidste af sig selv til andre. Venlighed kunne dog sjældent skade, mod andre væsner. Selvfølgelig blev hun ofte mødt med blandede meninger, men sådan var naturen nu engang. Rain var heller ikke nogen lille skabning, selvom hun ikke kunne måle sig med en skabning med lange hesteben.

overrasket over Makoto's næste ord, fik et meget overrasket ansigtsudtryk frem på minotaueren der ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Han virkede så ung og naiv, at det kunne være potentielt farligt for hans eget bedste. Også selvom Rain aldrig kunne finde på at gøre andre fortræd, var det ikke sikkert at knægten vil være lige så heldig næste gang. "Øhm.. øh.." kom der en smule påpasseligt og forvirret fra hende. "Okay?" hvad skulle hun ellers sige. Hun havde ikke tænkt sig at gøre ham fortræd, og hendes instinkt fortalte hende at han ikke var ude på noget farligt, men blot ønskede at være nær en ven. Selvom det var en ny og egentlig ret fremmed ven.

Makoto Stod tålmodigt og spredte armene mens han ventede på hendes beslutning. Han var faktisk efterhånden helt tør efter sit bad under vandfaldet, pånær hans ben som sidst havde været i vandet. De var stadigvæk våde.

Kentauren gav hende et bamsekram og jublede indenvendigt over at have fået lov at kramme et hunkønsvæsen! Han var glad og fyldtes med glædes energi som gav ham lyst til at springe rundt endnu en rundte, men han beherskede sig og nøjes med at svinge med halen i irretation over ikke at kunne få afløb for sin energi. Han slap krammet og havde en varm følelse indeni.

Det var en langt anderledes opførsel end hun var vant til, men hun havde ikke desideret noget imod den. Hun var stadig overrasket over ligefremheden, men lod Makoto komme hende nærmere og kramme. Hun havde i prosessen klappet ham let på ryggen, og endnu engang følt sig uvant lille. Rain var ikke nogen lille skabning, men i forhold til en kentaur manglede hun stadig et par centimeter i højden for at kunne konkurrere.

Rain smilede roligt som han slap hende igen, og kunne nærmest se hvordan han kæmpede for ikke at begynde at hoppe og springe rundt. Han var fyldt med energi, hvilket Rain kort kunne misunde. Det var ved at være en del år siden hun sidst havde løbet rundt. "Hvordan står det ellers til med genopbygningen af byen?" spurgte hun interesseret, som hun gav sig vant til at lede rundt i småkrat efter urter og andet godt hun tit brugte til at lave medicin af. Rain håbede dog imidlertid at det ikke generede Makoto at hun klarede flere opgaver på en gang.