Det var godt og vel middag og solen stod højt på himlen. På trods af varmen fra strålerne var der en gennemskærende efterårsvind der kom og legede med de visne blade. Alligevel havde en støre flok af Elverlys samlere fundet det værende en perfekt dag at gå ud og finde svampe og urter der kunne tørres og bruges gennem vinteren.
De havde dog ikke været helt trygge ved at være alene ude, selvom de vidste at der snart altid var en vagt eller spejder ude, især nu hvor Toorah og en stor del af de kampdygtige elvere var taget af sted til krigen, var folket blevet opmærksomme på at holde øje med farer.

Af samme grund var den unge, rødblonde, Rhovandír blevet hevet ud af sengen, en del tidligere end han havde håbet efter en vagt der havde varet lidt for lang tid i regnen aftenen før. Han var dog kommet i tøjet og havde med slet skjulte gab fulgt flokken ned til et af de bedre steder at finde urter og nogle specielle svampe.
En falk fløj ned og landede på hans udstrakte arm, givende et sultent skrig fra sig.
" Har du ikke kunne finde noget? Du burde da vide at mus er lette at finde nu.." Mumlede han mens han forsøgte at få fuglen til at stoppe med at bide ud efter hans tommelfinger; en ud af mange måder den halvgamle falk forsøgte at få opmærksomheden fra den unge elver.
" Lad nu være.. Solen skinner og vinden er ikke for strid. Ud med dig og find det selv. Du er ikke nogen forsvarsløs unge. " Brokkede han sig til falken der gav en mindst lige så brokkende lyd fra sig inden den prompte vendte om og fløj op mellem træerne igen. De grønne øjne fra elveren fulgte fuglen et lille stykke tid inden han med en tung sukken gik hen og lænede sig op af et bredt træ hvorfra han kunne føle vinden og dermed også høre eventuelt fremmede lyde.

Det havde været en lang og hård sommer, både med træningen af Renaél, men også med hans egen personlige træning i at mestre fuglenes sprog. I det mindste var fuglestemmernes summen ikke noget han lagde særligt mærke til længere, og han forstod mere og mere.

Af en eller anden grund, så var nogle af de andre healere blevet ret glade for Caelon over årerne og selvom Caelon selv havde foretrukket at holde sig indedøre denne dag, og bare tag af det de andre fandt senere, så kunne han ikke rigtig gøre det, når han blev hevet med ud til de andre. Han var klædt i varmt tøj, da han modsat nogle af de andre, ikke kunne tåle kulden specielt godt. Det var de andre også godt klar over, så efter så mange år, var der ikke nogen der sagde noget til hans varme kappe og hans varme handsker, til trods for at de ikke engang havde set noget til den første frost.

Caelon havde godt kunne mærke på resten af gruppen at de var utrygge nu hvor de kampdygtige elvere var væk, men Caelon selv var nu ikke så bekymret. De havde stadig vagter ved grænsen, desuden kunne de fleste her høre hvis der skete noget blodigt langt væk. Caelon selv kunne også godt undslippe. De andre var ikke ligeså sikkert dog. Han tænkte muligvis at det var bedre at dø af et sværd end at sin sygdom.

Efter et stykke tid hvor han havde hjulpet de andre med urterne og svampene, rejste han sig op og gik lidt væk, så han endte med at stå i nærheden af Rho. De havde snakket sammen før, men det var ikke fordi de faktisk havde noget ligende et forhold til hinanden. Han lod sine øjne hvile på de andre der stadig var igang med at samle tingene op. De havde så travlt, at de ikke engang ænsede at Caelon havde forladt dem. Han havde lagt mærke til den måde Rho havde snakket til falken. "Du snakkede ikke specielt pænt til din falk," kommenterede Caelon and skævede over til Rho.

Lyden af bløde skridt og tynde grene der knækkede som skridtene kom tættere på, fik Rhovandír til at kigge til siden, kun for at blive mødt af Caelons ansigt og tæt tildækkede krop. Det måtte være et rent helvede for ham at skulle gå rundt i så mange lag tøj om vinteren, at være så kuldskær og let blive syg. Det var dog ikke noget han kommenterede, men trak istedet på skuldrene over den andens kommentar over falken.
"Han snakker heller ikke særligt pænt til mig.. Eller opfører sig pænt. Hvor end han kommer fra har han haft en opvækst hvor han er blevet forkælet lidt for meget. Men hverken, kløer næb eller øjne fejler noget, så jeg vil ikke lade ham vænne sig til at blive håndfodret. Det er bedre at han lærer af sine fæller og får noget ordentligt motion og styrket sine sanse den vej. "
Forklarede og forsvarede han sin handling. Ja. Det var sandt. Nogen gange opførte falken sig nærmest værre end Renaél, hvilket ikke sagde så lidt.
" Hvad med dig? Hev de også dig ud af hyttens luner? Det er ikke så tit jeg ser dig udenfor på den her årstid?" Han betragtede roligt den anden og lidt ældre elver.

Caelon gned sine behandskede hænder sammen, for at de ikke kom til at stå stille, og at der derfor ville blive tvunget kold luft ind, da det var en rigtig kølig morgen. Caelon var heller ikke bange for at efterlade de andre elvere hvis det blev så koldt, så måtte de bare komme efter ham senere, om at han skulle være blevet og hjulpet dem. Desværre var der ikke mange af de her planter der faktisk var noget Caelon kunne bruge udover standard eliksirerne han lavede.
Han lyttede til Rho forklare at falken var ligeså flabet, og kunne ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet. I det mindste havde denne her elver noget hjerne i forhold til nogle af de andre elvere i Elverly.
"Det er ikke tit at jeg frivilligt går ud på denne her årstid," svarede Caelon og kiggede på Rho. "Men siden krigerne er taget afsted, har de andre fået en ide om at det er bedre hvis vi alle sammen er samlet." Caelon var ikke ligefrem en fan af gruppementaliteten nogle af elverne havde udviklet.

Rho bemærkede godt Caelons gnidende hænder, og gjorde et lille kast med hovedet som tegn på at den ældre kunne følge ham. Der var ingen grund til at de blev stående det samme sted i skoven, bevægelse gav efter alt mere varme i kroppen.
Desuden ville det nok også skabe lidt mere ro i de ellers så urolige elvere hvis han synligt bevægede sig rundt.
En kort sukken forlod ham.
" Ja, de kræver snart at man følger dem over alt selvom de ved at der er både vagter og spejdere ude. Vagterne er blevet gjort lidt længere, og flere er blevet sat ud af Taurn Edhel, akkurat for at folk kan føle sig mere trygge i hendes fravær. De burde vise en smule mere tiltro til vores leder og hendes valg i stedfortræder imens hun er væk, men det er ikke alle der er lige villige til at få det banket ind i hovedet.."
De grønne øjne gled hen over en bunke svampe der voksede ud af en stamme, over imod den nærmeste gruppe af ivrigt samlende elvere.
At være samlet kan være en fordel, jeg tvivler bare på at være det hele tiden kan være nyttigt. " Indrømmede han.
Rho var selv af den mening at hvis de var samlet i flokke kunne det hurtigt gå ud over de yngste, ældre og de svage i tilfælde af et angreb, i forhold til hvis de var spredte og derfor havde bedre mulighed for at gemme sig i et af de mange underjordiske skjulesteder der var anlagt i Elverly i tilfælde af at en katastrofe eller krig skulle komme.

Caelon nikkede og begyndte at gå sammen med Rho. Han kunne i det mindste være civil med spejderen, især fordi at Rho havde generelt ikke virket så slem, de gange hvor Caelon havde haft en samtale med ham. "Der er jo også mange som aldrig har været udsat for fare, eller at vores leder har efterladt os alene tilbage med så kort varsel, så de ved jo godt at situationen er seriøs," kommenterede Caelon. Men nu havde Caelon oplevet en del krige i hans liv, dog aldrig på tæt hold, men de fleste gange havde de haft noget tid at forberede sig på at skulle blive efterladt. Denne her gang havde det bare virket så hurtigt, og så var de alene, men han var nu ikke bekymret. Elverne var ikke i krig ligeså ofte som Mørket og Lyset, men de havde mange års erfaring.
"Jeg må sige at jeg er enig. Jeg føler mig ikke sikre ved at gå i en stor samlet flok overalt," konstaterede Caelon. Han følte sig mest sikker alene faktisk, især fordi han så ikke havde ansvar for nogen.

" Tjae, de har skam været udsat for fare før, det er bare ikke alle der er lige vidende omkring det. Eller hvor tæt det har været på." Han betragtede roligt Caelon, ikke sikker på hvor meget denne kendte til angrebene fra sortelveren der havde forsøg at brænde skoven ned ved flere lejligheder. Det overraskede ham næsten at bastarden ikke havde forsøgt sig igen. Måske han endelig havde fattet budskabet om at han bestemt ikke var velkommen indenfor Elverlys grænser. Heldigvis mente han selv at han var bedre forberedt nu hvis mørkhuden skulle vise sit grimme fjæs igen, nu hvor fuglenes stemmer virkede mindre irriterende.
" Men du har ret i at det er med kort varsel at hun kaldte sammen til krig. Noget siger mig at generalen fra Lyset også selv var temmeligt sent ude med sin forespørgsel. " En mindre trækning gik over hans ellers udtryksløse ansigt, ved tanken om den stress det måtte have sat for den rødhårede leder. Om end det var bedre end det hun nu ville blive udsat for i krigen. Der ville utvivlsomt være tab fra alle sider, men han håbede inderligt at hendes magi og erfaring indenfor kamp kunne holde hende i live så hun kunne komme tilbage til Elverly.
" Krig er aldrig kønt. " Lød det konstanterene.
Blikket fulgte et par solsorte der endnu ikke havde trukket mod sydens varme, men istedet sad højt til grens og nysgerrigt betragtede de samlede elvere.
" Men så længe de ikke får idéer der er værre end at samle sig i grupper går det vel. Ved lidt samarbejde krigere og spejdere imellem, kan de hurtigt splittes op i mindre grupper, hvis katastrofen skulle være ude, men lad os håbe at der forbliver fredfyldt, ikke? Det er da at foretrække over panik og spildt blod."
Han slap sit blik i fuglene og så tilbage over imod Caelon.
"Hvad laver du egentligt når du er alene hvis jeg må spørge? Jeg ved godt at du samler urter og sådan, men bliver det ike ensformigt og kedeligt i længden ved bare at blive i hjemmet og udføre det samme igen og igen? Eller du har måske en yngre du er ved at træne op?"
Rhovandír så sig en smule uforstående overfor de elvere der foretrak at sidde i hjemmet og sysle med opgaver der. Selv kunne han godt lide at bevæge sig rundt i skoven, hvilket han da også fik rig mulighed for i sin praksis som spejder, men også som den unge Renaéls personlige træner. Selvom det var hårdt arbejde, var han nu engang Toorah taknemmelig for at han ikke havde fået et helt læse unge elvere at skulle tage ansvar for, som han vidste at nogen af elverne var det, men nu var de så også ældre og mere erfarne end han selv var det.

Caelon gned sine hænder mens de gik, for selvom de nu gik rundt, så var det stadig en kølig morgen, og Caelon havde måske ikke få helt så mange lag på som han gerne ville have haft, siden han jo ikke originalt havde planlagt at gå udenfor idag. "Det ville være for det bedste, hvis krigen endte ved Hovedstaden," konstaterede Caelon, men det var nok ikke sandsynligt. Det kunne være at den endte i en kort stund, men efter alle disse år, så vidste Caelon godt at det ville forsætte sådan her resten af deres liv, for når man endelig troede at Lyset havde magten i Krystallandet, så kom Mørket krybende og prøvede at overtage endnu engang. Det var ikke sjovt, og Caelon havde da også kendt en del der efterhånden var døde pga. det, selvom elverne normalt ikke var så indblandet i krigen.

Caelon var godt klar over at han altid engang imellem ville få spørgsmål om hvad han dog lavede alene, for selvom han officielt var anderkendt som healer, så var han stadig et mysterie for nogen, ville ikke så en meget stor overraskelse, da Caelon virkelig var en af de elvere der mest foretrak at forholde sig for sig selv. Men han kunne da altid sige noget af det han prøvede på. "Jeg prøver at optimere hvordan vi bruger urterne," svarede han, hvilket ikke var helt usandt, men langt fra hele sandheden, og hvis Rho tvivlede ham, så kunne Caelon sagtens komme ud i en lang forklaring om hvorfor han brugte så lang tid på det. Han var nemlig ikke interesseret overhoved i at tage en ungelver ind for at lære dem hvad han lavede.

Rhovandír nikkede. Han kunne kun være enig med Caelon. Krige tog alt for mange liv og unødige ofre. " Jeg ved ikke med Taurn ethel, men hvis det kunne stoppe krigen og dens grimme efterdønninger, så gjorde jeg gerne min dl, men jeg er for ung til at have nogen egentlig erfaring i krig.. Det nærmeste jeg har været har været den forbistrede sortblodselver da han angreb skoven.. og fortsatte.. " En grimasse gled over den rødblonde elvers ellers udtryksløse ansigt. Hvis han nogensinde fik muligheden for at dræbe Kravenoh ville han ikke holde sig tilbage, medmindre -toorah kunne få ham på bedre tanker, og hun kunne jo ikke være hele Elverlys hjerne hele tiden.

"Optimere? deres virkning eller hvorledes?" Et oprigtigt interesseret blik blev sent til healeren.


( undskylder det korte svar ville gerne skrive merer men har 2 halvdøve gamle damer der sidder og råbesnakker og haar gjort det i over en time. __ __'' )

Det var rigtigt nok at ikke alle elverne havde lige meget krigserfaring og derfor blev nogle af dem efterladt i Elverly, især så de kunne passe på resten af elverne. Men Caelon sagde ikke rigtig noget til hele krigsemnet. Han foretrak bare hvis det holdt sig væk, så han kunne være i fred, og selv hvis den kom nærmere, så måtte han jo bare teleportere sig selv væk i værste tilfælde, selvom han kunne ende et sted som hans krop måske ikke kunne holde til.

"Sådan så det virker hurtigere, så man skal bruge mindre fordi det er kraftigere i virkningen... " svarede den mørkhårede elver og gav Rho et lille smil. "For hvem ved om vi en dag løber tør for urterne, eller ikke kunne få fat i ligeså mange, så bør vi allerede have en løsning klar på hvad vi gør." Urterne var meget vigtige og det var en metode som Caelon kunne bruge til de fleste urter, men han prøvede da også at lave dem endnu bedre ved at blande dem med andre ting.

Rhovandír lyttede opmærksomt til Caelons forklaring på studierne. Det lød nu meget fornuftigt, hvem vidste hvad fremtiden ville bringe, udover en seer selfølgelig?. " Er der så nogen bestemte eliksirer du arbejder mere med end andre? Hvad med planterne? Nogen du har mere brug for en andre? Måske jeg kan få nogle fugle til at flyve ud og fine hvad du ksulle mangle." Lød det foreslående fra den rødblonde.
Hans evne til at kommunikere med fuglene var blevet bedre med den træning han havde fået, selvom de helt store og helt små stadig kunne være problematiske at sortere fra og forstå. De færreste ville nok skyde på fuglene under krigen. Solsorte mættede jo ikke ligefrem.
Og hvis han kunne hjælpe til med at eliksiererne blev udnyttet det bedste de kunne så ville han gerne det. Han blev nærmest drevet til vanvid ved bar at blive indenfor grænserne og kun holde øje med grænserne og træne sin unge elev, selvom Renaél da var blevet en smule bedre over det sidste tid, var det ikke ligefrem drømmeopgaven at sørge for den unge elvers træning. I det mindste var det lykkedes ham at få knægten til at undergå træning i helbredelseshuset hvor han kunne udnytte sine evner som healer og blive trænet op i dem, uanset hvor meget knøsen måtte brække sig over synet af lidt blod.

Caelon var altid glad når der var nogen der tilbød deres hjælp. Jo flere gratis planter han kunne få, jo bedre var det for ham. Han havde jo ikke uendelige mængder af penge, og når der var krig udenfor skoven, så betød det også at der var færre kunder, som han kunne opkræve penge fra. Og det betød færre ingredienser. Selvom en del ingredienser var indenfor skoven, så han selv kunne samle dem op. Ikke fordi han var super glad for at gå udenfor når det koldt som det var idag.
"Jeg arbejder jo altid med de planter vi kan finde i skoven, for at få mere nytte ud af dem. Men det ville være en stor hjælp, hvis du ville være villig til at hjælpe mig med at finde nogle af de planter, jeg selv har lidt problemer med at få fat i." sagde han og smilede taknemmeligt til Rho. Det var så rart hvordan visse elverer ikke havde noget imod at hjælpe ham til tider.