En af de ting Belphegor elskede ved sin drømmeverden, var at alle de regler han normalt var underlagt, når han sjoskede igennem sin vågne eksistens, ikke gjaldt. Retning, tyngde, tid, rum; alle eksisterede udelukkende i drømmen fordi hans sovende sind forventede dem og en efter en havde han lært at skrælle dem fra. Denne frihed, denne absolutte kontrol var en af grundene til hans konstante higen efter at sove. At træde ind i denne verden hvor op og ned i højere grad var et spørgsmål om mening. Selvfølgelig var der en logik han, begrænsninger, men han forventede alligevel at en dag ville selv de ting afskaffes til fordel for en ny måde at eksistere på.
Han var netop i færd med at undersøge de snævre korridorer, umulige trapper og svimlende gangbroer der udgjorde hans underbevidsthed, da han mærkede et skift i drømmen. Orden spredte sig som en steppeild, geometrien ændredes fra abstrakt til konkret. Han var ikke længere alene. Han havde vist et eksklusivt antal folk hvordan man kontaktede ham igennem drømmene, og det var sådan en gæst der nu smittede hans verden med sine forventninger.
Det var de færreste der vidste præcis hvor meget kontrol de - bevidst eller ubevidst - havde på deres omgivelser, og Belphegor havde ingen hast med at informere dem. Han trådte ned af den trappe der før havde slået krøller på sig selv, men nu havde rettet sig ned til hvad han genkendte som krystalpaladsets foyer.
"Naamah Malleus.." Hilste han erbødigt da han stod foran hende. Et nonchalant håndkast fremtryllede en yndig vals - toner fra den blotte luft - og Belphegor bukkede med en skødesløs elegance, "Vil gøre mig æren af en dans?"
En indbydende hånd blev rakt frem.

Det havde taget tid, kræfter og energi at få fat på denne oplysning. Nok var der flere der kendte til den, men det betød ikke at oplysningen var nemt tilgængelig i hovedstadens rammer. Faktisk havde Naamah været nødsaget til at lede i længere tid. Og for hvad. Opskriften til at kontakte en dæmon hvis foretrukne begivenhed var at sove dage, måneder og år væk for at træde ind i sin egen verden af drøm og kontrol. Meget forstående taget alt i betragtning. Hvis hun kunne lege af konstant at suge energien ud af folk så snart lyster meldte sig, ville hun være den lykkeligste kvinde på hele jordens overflade. Desværre krævede det mere arbejde end som så.

Hvad var grunden så til at den gamle dæmon stod med en indgraveret sten på den luftige taresse og ventede tålmodigt til hendes mands åndedrat blev tungere og tungere, indtil han var faldet i søvn. Grunden var simpel. Hun havde en plan, et mål og nu også midlet til at komme tættere på sit ønske. Om Belphegor kunne hjælpe hende eller ej, måtte tiden vise. Tiden som var en ren illusion når hovedet ramte puden og en verden kun din underbevisthed forstod dukkede frem for øjnene af dig.
Med stenen under hovedpuden med med tunge øjne, kom hendes ønske til virkelighed i eget sind og krop.

Alt så sædvanligt ud, men alligevel også usægte. Mere urealistisk, stærkt og alt for perfekt til hvad den virkelige verden kunne byde hende. Ikke at Naamah skulle klage, som un stod i det vante palads i en lang hvid kjole. Filurligt at farven hvid dukkede op på den slanke menneskekrop, når hvid var symbolet på den rene uskyld. Måske var det hvad hendes krop havde været, hvis ikke den gamle dæmon havde fæsnet sig i hende. Dæmonen hvis stærke grønne øjne spejdede roligt omkring sig, og stoppede først da en skikkelse stod foran hende.
Et tilfreds smil voksede frem, som hun hilste med et blødt hovednik. "Belphegor"
Naamah nejede vant og tog imod den udragte hånd for at havne ind i en dans med dæmonen hun søgte. Det var en situation efter hendes hoved og præcis lige hvad hun foretrak. Erbødighed, charme og ikke mindst, stor interesse i hendes person. Opmærksomhed var som den rene ambrosia og tilfredsheden i de grønne øjne var ikke til at tage fejl af. "Glad for at De ville gøre mig selskab, denne nat"

Belphegors hånd fandt Naamahs talje med den tøjlede veneration en krop som hendes kommanderede. Selv var dæmonen meget overrasket over at efter det indledende elevatorblik, var han faktisk i stand til at holde en værdig øjenkontakt. Det var bestemt en egenskab der var blevet ham pålagt, fordi normalt havde han ikke være halvt så kontrolleret. Men det lod til at Malleus havde trådt ind i hans rige med samme kommanderende tilstedeværelse som alle andre steder, og det skulle ikke undre ham hvis hendes absolutte forventninger sågar havde formået at gøre noget ved hans uregerlige hår - at dømme ud fra hans udvidede udsyn oventil.
Det var egentlig ikke normalt at folk blev sådan ændret i drømme, men Belphegor var efterhånden en sådan integreret del af den verden at han havde valgt at være underlagt den samme omskiftelighed som deres omgivelser.
"Det er min fornøjelse" svarede Belphegor med et lille smil, "Ord som strålende eller billedskøn lever ikke engang op til Dem.."
Blåt lys strømmede ind af de høje vinduer som han førte hende rundt i valsen, men han fik hurtigt det indtryk at selv det, ikke var mere end en illusion hun tillod ham - ethvert skridt han tog, selv hvis han tog det først, var godkendt af hende. Siden hun endnu ikke havde fortalt hvorfor hun havde opsøgt ham, nøjedes han med at kæmpe lidt om magten og tvinge dansen over i en anden, polyrytmisk takt. En påtaget modvillighed selvom de begge vidste at hvis hun virkelig ville det, kunne han ikke modstå hende.

Bestemt hjerne, bestemt fokus og en nærmest ubøjelig vilje. Naamah var ikke mester i drømmenes verden. Så langt fra, men hun havde sin personlighed at holde ved lige selv i denne verden. Hun elskede at bestemme og ikke mindst at få konstant opmærksomhed. Derfor var det en fryd og garmen at hun fik den. Måske endda nærmest tvang den ud af ham ved konstant brug af hendes evne.
Dertil fik Belphegor også noget ud af det. Hun havde ikke engang så meget som overvejet at kommentere på elevatorblikket eller den store vilje til at komme hende nærmere. Okay, endnu en ting hun også nød godt af. Faktisk var Naamah generelt bare ekstrem god til at udnytte enhver situation hun blev sat ud i. Denne ikke nogen undtagelse.

Enten vidste han præcis hvordan han skulle tale til hende, eller også var hendes evner til at få folk til at finde hende overdådig, også ganske velfungerende i drømmendes verden. Hvad end det var, så nød hun det. "Jeg vidste at der var en god grund til at finde dig" svarede hun med et tilfreds smil og en attityde der understregede at komplimenter var meget velkommende i hendes nærværd.

Egentlig var det underordnet hvordan denne aftale kom ud, bare resultatet blev efter hendes ønske. Så at danse rundt, nyde selskabet og tilværelsen, var ikke noget problem. Faktisk var det morerne som han legede med magten mod hende, forsøgte at ændre dansen. I lange øjeblikket lod hun ham kæmpe, for til sidst at tillade ændringen efter hans vilje. Lidt line var nødvendig. "Jeg skulle havde opsøgt Dem noget før! Så god en drøm har jeg ikke haft i flere år." påpegede hun dansende og havde ingen problemer med at prøve grænsen af med at komme tættere på. Hun kunne mærke hans kræft. Hvor stærk han egentlig var og det var endnu en varmt tiltrængt berusning til hende. "Men desværre har jeg ikke kun tilkaldt Dem for nydelsens skyld" måtte hun bekendtgøre, også for ikke at ryge helt ud af det egentlige formål, selvom lysten til det var stærk i øjeblikket. Noget der kom klart til udtryk i hendes evnes ivren efter at gribe mere intenst fat i hans sind og lyst til mere end bare en dans.

Der var noget ved hende.. Belphegor kunne ikke helt sætte fingeren præcist på det, men hun virkede mere ægte end de plejede at være.. Mere der. Måske var hun en mare eller noget med lignende evner; det ville ikke overraske ham. Desuden var han bestemt ikke utilfreds som hendes figur gavmildt formede sig op mod hans front. Han sank.
Han havde næsten helt glemt at hun faktisk havde haft den rette viden til at opsøge ham indtil hun selv påmindede ham - det var ikke noget man gjorde for sjov.
"Det ene behøver vel ikke udelukke det andet." Ordene havde forladt hans mund før han overhovedet nåede at tænke over eller i det hele taget godkende dem - det var en smule alarmerende.
Musikken kom et en naturlig ende, fordi at han ville det, og som konklusion på dansen dyppede han hendes elegant bagover til et storslået syn af hele hende. Han holdt hende der i strakt arm et enkelt sekund, før han omskabte verdenen til noget mere privat og strategisk placerede en liggesofa under hende. Dér lod han hende ligge. Selv lagde han sig til rette overfor hende og skænkede op af flasken på det lille bord imellem dem.
"Rødvin.." Forklarede han, "Det jeg har haft størst succes med at skabe herinde.." Det eneste han rigtig havde haft succes med at skabe, men det nævnte han ikke. Han bød hende bare et glas og et afventende smil.

Promte svar. Rigtige svar. Svar der gjorde at Naamah smilede bredt og faktisk måtte indrømme at det var noget hun ønskede at høre. Det havde været nedslående hvis der ikke kunne ligge lidt sjov og andet behag bag dette måde. Et møde der på trods af alt, var af mere arbejdsmæssige årsager.
Uvant, ændrede omgivelserne sig igen, men til fordel for både ham og hende, som hun mærkede liggesofaen under sig efter det det elegante dansetrin og ikke mindst fordelagtige stilling for at kunne tage et blik ned af hende. Ikke at hun havde holdt sig skjult derfør.
Han var dygtigt, det måtte hun helt ærligt give ham. Hun havde ikke engang tæt på så god evne til at få drømme til at udforme sig efter ønske. Hun var dog ikke uden egenskaber.
"Rødvin er også drømme værdige" svarede hun smilende og ragte udefter glasset. Naamah tog glasset nærmere og smagte på sagerne. Der var intet at tage fejl af, det smagte fantastisk. Nærmest drømmende godt.
Herefter hvilede hun sine øjne på ham. Betragtede ham let undersøgende. "Fortæl mig. Har De hørt om Kzar Mora?" Spurgte hun unden omsvøb. Der var ingen grund til at ligge papir imellem. Dertil, jo hurtigere det vigtige og oplysningsmæssige fornødne kom på plads, var der mere plads til morskab. Nu hun alligevel havde fået ham tilkaldt! Om ikke andet, kendte hun metoden til at tilkalde ham igen.

Belphegor gengældte gerne hendes strålende smil, måske lidt for prompte hvis man kendte han sædvanlige tilbagelænede stil. Han poppede en mildt urealistisk smagende drue ind i munden og tyggede tænksomt. Hendes grad af kontrol var.. foruroligende, fængslende, fascinerende. Det forekom ham at hvis det blev ved på denne vis kunne han meget vel ende som en villig slave, hvilket allerede syntes lidt mindre bekymrende end det havde sekunder siden. Det var han i hvert fald nødt til at være opmærksom på; slaveri kunne han godkende op til det punkt hvor han pludselig skulle til at gøre ting han slet ikke ville.
Apropos slet ikke ville, så skiftede omgivelser straks som hun sagde ordene. Med et hurtigt strøg af hans vilje, formåede han at forhindre fuld forvandling, men væggene begyndte at fyldes med store gobeliner der umuligt kunne forestille andet. Selveste Kzar Mora, og ikke taget fra hans minder - han havde aldrig været der.
"Det er et fængsel." Sagde han med et ansigt der for en gangs skyld var næsten helt engageret i afsky, "Et land af planer men intet håb, af søvn men ingen drømme."

Omgivelsernes ændringer ramte hende ikke først. Hendes tanker havde været på stedet, men det var som om de stoppede promte grundet en kraft udefra. Hun blinkede et par gange og kiggede op fra vinglasset for at se de tunge gobeliner og den velkendte omgivelse. Det af den der nåede frem. En nærmest sørgmodig tilstand faldte over hendes ansigt som følelsen af længsel fyldte hende.
Ved Belphegors ord, faldte hendes ansigt tilbage til rolige og almene folder, med en tydelig nysgerrighed til hans ord. "Så du har hørt om det." bekendtgjorde hun lidt mere tilfreds, men kunne ikke undgå at høre afskyen. Havde han aldrig været der?
"Kzar Mora var dæmonernes hjem. Bygget op fra grunden, for at blive deres eget fængsel. Menneskeracen fandt en metode til at spærre dæmonerne, bosat i dette mægtige rige, inde i en dvaletilstand. En endeløs søvn." fortalte hun og faldte i lidt mere mørke folder som minderne ramte hende. "En tilstand værre end døden hvis jeg selv skal sige det. En verden af intethed. Jeg kunne ikke røre mig. Kunne intet se, høre eller mærke. Sulten, ensomheden, afmagten. Som frosset fast i tid og sted."
Hendes blik fastlåste sig til Belphegor som uden tvivl nok havde regnet ud nu at hun selv havde været bosat dette sted. Naamah var dog stadig ikke sikker på om hun var heldig med at blive hidkaldt, det bragte hende dog livet tilbage. Men hun efterladte en vigtig del af sig selv. Nok tæt på noget af det mest identiske hun havde, på nær de stærke grønne øjne. Hendes krop var stadig indfanget i Kzar Mora.

Ønsker var tæt beslægtede med drømme, og lige da var Naamahs inderligt nok til at brænde sig fast på gobelinen bag hende. Belphegor skævede et splitsekund op med et interesseret blik før hans øjne atter var tilbage på hendes..
"Jeg er i stand til at sætte folk i en sådan tilstand.." tilstod han frivilligt. Det var ingen ubelejlige detaljer som hans evnes omfang eller begrænsninger, desuden havde han svært ved at sige nej til hende - han burde virkelig reagere snart.
"Men min sædvanlig evne til at.. manipulere dem derefter.." Han fulgte kommentaren op med et dovent kærtegn i luften foran sig, han vidste sekundet efter ville føles op af Naamahs ryg, "..virker som det er, ikke i Kzar Mora."

Det var en skræmmende statement at Belphegor i realiteten var i stand til at få hende tilbage til den tilstand, som hun for alt i verden ikke ønskede at prøve igen. Skræmmende og fascinerende. Hvad der burde havde skræmt hende til en forsvarlig afstand, fik hende i stedet til være mere interesseret. Han besad ingen dårlig evne!
Naamah trak vejret dybt ind, som hun rettede sig mere op i ryggen ved berøringen med lukkede øjne. En berøring der ikke behøvede fysisk kontankt og alligevel sendte følelsesimpulser igennem hele hendes krop. Hun smilte.
"En skam" bekendtegjorde hun, mens hun langsomt åbnede øjnene igen. "De måtte gerne havde besøgt mig" Det var svært at holde sig til emnet, som hans berøring havde sat hendes evne til at ville kontrollere hende mere. Heldigvis var hun stærk nok til at holde den i skak, så kun den naturlige indvirkning kom frem. Men det var fristende at give slip. "Men De er i stand til at kontakte folk der har kendskab til fængslet - måske også dens hemmeligheder" og ikke mindst den belastende lås som endnu ikke var blevet knækket.

Der var en seng i lokalet, bemærkede Belphegor. Han var ikke helt sikker på hvornår den var dukket op, men der stod den.
"Jeg har brug for noget tid til at undersøge vores muligheder.." Svarede han med en alvor der lidt blev undermineret af at han havde svært ved ikke at skæve til sengen. På dette punkt vidste han ikke hvis forventning der havde skabt den, men han var sikker på at silkelagnerne og de halvgennemsigtige forhæng ikke havde været hans idé. Han sank.
Langt hen af vejen var han faktisk ganske stolt af sin professionalitet, men de havde danset rundt om emnet - bogstaveligt sågar - det meste af drømmen. Han ville.. Nej.. måtte have hende. Det blev mentalt skubbet til side men kun med delvis succes.
"Det ville hjælpe, kunne de fortælle mig præcis hvad De søger at opnå." Sagde han tænksomt. Sengen syntes lidt større og lidt tættere på end før. Var den ved at liste sig ind på ham?

Nik i samtykke, men med opmærksomheden hurtigt fanget af hovedbevægelserne. De grønne øjne fulgte at ramte en overraskelse. Et øjenbryn skød næsten ubemærkeligt op, inden det faldte tilbage i naturlige folder. Havde den seng stået der hele tiden?
En seng var ikke en dårlig ting at have på dette givne tidspunkt, og udseendet på den kaldte efter hendes underbevisthed mere end Belphegors, nu hun tænkte efter. Men alvor først. Helst. Muligvis. Det var at foretrække!
Naamah smilede skævt, inden hun rejste sig og gik langsomt nærmere mens hun talte. "En vigtig del af mig selv - taget fra mig som jeg blev hidkaldt tilbage til de levendes verden. Min krop" Naamah var nået hen foran ham og kiggede ned med hovedet let på skrå, og et par fingre der hurtigt fandt frem til at lege med let med hans hår. "Jeg savner den noget så voldsomt.. Denne er selvfølgelig fin til midlertidig brug, men ikke nær så fristende" Naamah havde erhvervet sig en meget pæn midlertidig krop, som var udformet præcist som mange ønskede hos en kvinde. Men den var ikke hendes helt egen. Ikke kvindekroppen som hendes evne var et med.

Belphegor satte sig op da Naamah gjorde, men blev der i mens tilbagelagde afstanden mellem dem, indtil han var nødt lægge nakken tilbage for at holde øjenkontakten. Hendes situation var - som han kunne forstå - ikke fuldkommen unik, men selv var han født med kød og det hele i denne verden. Han bed yderligere mærke i at hun havde antaget sin såkaldte midlertidige skikkelse i drøm, men han var ikke rigtig i stand til at overveje betydninger, når hendes intonering på 'fristende' sendte kuldegysninger ned af hans ryg.
Han plejede, med en vis tør ironi, at beskrive sovende folk som bedende ved hans alter, men med den retning det havde taget, og den underliggende dynamik der havde været siden begyndelsen, ville det overraske ham meget hvis han ikke endte med at stå for forgudelsen her. Hans hænder lod til at være enige, de havde i hvert fald formået at finde hendes hofter helt uden at han havde ville det. Kontakten var ærbødig og let og for første gang i årevis overvejede Belphegor at frigøre sig en smule fra drømmen.
"Vi skal også snakke.." Han sank. Den ældre dæmoninde havde praktisk talt forvandlet ham til en 200-årig knøs igen. "..Løn." Men Belphegor var ikke dum, han kunne godt se hvor samtalen førte hen og på dette punkt lykkedes det ham at finde en styrke, der startede med at gå direkte i hænderne. Med en dyb brummen sled han sig fri af hendes magiske greb og i en demonstrativ bevægelse både rejste sig og løftede hende direkte fra gulvet.
"..Og alt der følger.." Han skævede sigende til sengen, "..er uvedkommende for de forhandlinger." Understregede han med et fast blik.

At benytte sin midlertidig skikkelse havde sine fordele og ulemper. Den korte levetid hun havde haft sammen med den, var ikke nok til at give hende desideret ejerfornemmelse og lyst til at kalde den 'hendes'. Men den havde vist sig effektiv! Hjemve var ligeledes en faktor. Hun savnede den, hvilket der ingen tvivl kunne være om. Om konstant se den for sig, i drømme og ønsketænkning, ville gøre dette savn værre. Ikke særlig belejligt i øjeblikket.
Smilet voksede let som hænder ramte hendes hofter. Ikke beklamrende eller paniske.

Belphegor beviste sin styrke, og det lykkedes ham at lukke hendes tag om ham ude. Imponerende over mange grænser, som heldigvis ingen irritations vagte, men fascination!
Gulvet forsvandt fra hendes fødder, som hun blev løftet op, og lod sine hænder hvile på hans skuldre for ikke at miste balancen. Et par fingre forsatte op af hans hals, op til hans hår igen som hun smilede tilfreds. "Aftale" Naamah søgte ufortrødent hen mod hans læber og gav efter for den brændende lyst og hungren efter at nå til dette stadie. At hun ikke kunne bruge dette som betaling for hans fremtidige arbejde, var selvfølgelig ærgeligt. Men der var flere grunde til at dette var en god ide for Naamah. Det var alt alt alt for lang tid siden hun havde haft en mægtig dæmon mellem hænderne.

Senere, aftegnede det blå lys Naamahs kontur mod slottets hvide marmorvægge. Belphegor lå dovent udstrukket bag hende i den overdådige seng. Det var i sådanne situation at han var glad for at reel træthed ikke fandtes i drømmeverdenen, fordi selv uden det magiske dræn, havde den magtfulde succubus umætteligt udmattet ham. Han var ingen nybegynder hvad angik lidenskabens disciplin, men efter et par timer - såvidt tid fungerede i drømmeverdenen - havde han bare måtte lægge sig tilbage og lade hende udnytte sig.
"Jeg har hørt at succubi og marer stammer fra samme forfader.." Sagde han lavt og kærtegnede distræt hende op langs låret, over hoften, ned forbi hendes talje - et dyk der stadig gav ham et sug i maven - for at ende ved hendes ribben, hvor han meget passende kunne tage turen tilbage.
"Det overrasker mig ikke," mumlede han ind mod hendes hals, "..At vores evner har et fælles udspring."

Naamah ville ikke direkte påstå at hun var træt, som hun lå der og slappede af i kroppen. Hun var blot tilfreds, hvilket var langt bedre end at være fuldstændig drænet for energi.
Naamah drejede hovedet ganske lidt, da Belphegor begyndte at mumle, for derefter at smile stort.
Det førte til en let latter, som hun tydeligt godt kunne se sammenligningerne mellem Succubi og marer. Faktisk var de ikke voldsomt forskellige, ud over at Succubier som regel udnyttede deres ofre mens de var vågne. Ikke at det altid var nødvendigt selvfølgelig. "Hvor tror du våde drømme kommer fra?" Hun nød at der stadig var berøringer omkring hende, selvom akten i sig selv var færdig. Det var rart at mærke hans fingre liste sig over hende og ikke mindst opmærksomheden til halsen. Heldigvis tog det aldrig mænd lang tid at regne ud at halsen var et følsomt område som nød opmærksomhed ekstremt. "Forestil dig hvordan vores evner kombineret ville være?"

Kærtegnene stoppede og den yngre dæmon blev pludselig helt stille. Betragtede man hans ansict, var hans udtryk var fjernt og en anelse foruroliget. Det hele varede ti lange sekunder, så syntes Belphegor at huske sig selv og hånden indfandt sig atter på hendes hofte og taljes bløde sving.
"Jeg ville tænke sådanne tanker påpasseligt, hvis jeg var dig?" Sagde han med en lidt underlig stemme - ligeledes dus efter det intime samvær.

Stilheden og den pludselige stoppen i kærtegnelsen fik Naamah til at tænke en ekstra gang over hvad hun egentlig havde sagt. Hun himlede med øjnene og vrendte sig lidt mere til at kunne se hans ansigt "Det var hypotetisk." så vidt Naamah var orienteret kunne hun ikke blive gravid gennem drømme, og hun har intet ønske om det. Lidt vidste hun at hvis det havde været hendes ønske, var Belphegor lidt fanget i saksen. "Dertil, er jeg fuldt ud tilfreds med den evne jeg i forvejen besidder" Naamah lagde sig tilbage igen, som hun lå og slappede af. Men nu tanken var nået, kunne det være et spændende eksperiment at se. Naamah var bare ikke synderligt begejstret for at skulle ligge krop til forsøget. Det ville med stor sandsynlighed kræve et afkom og dem syntes hun ærlig talt at hun havde fået nok af!

Belphegors sædvanelige nonchalance havde momentært ligget på hylden, men da hendes øjne mødte hans kunne han intet andet end at trække på skulderen.
"Jeg advarer dig for din egen skyld." Mumlede han og lukkede øjnene i imens han overvejede hvordan han bedst skulle forklare sig - eller om han i det hele taget burde.
"Man skal aldrig vide sig sikker når det angår magi.." Formanede han, selvom han var sikker på at hun havde erfaret dette længe før han overhovedet havde eksisteret. "Under de rette omstændigheder og det rette sindelag kan handlinger taget herinde, have meget reelle konsekvenser i den vågne verden."
Han behøvede ingen sigende blikke for at hentyde hvad der mentes med konsekvenser. Det var sket før, selv hvis det sjældent - eller det vil sige aldrig - var noget han bekymrede sig om.
"Hypoteser eller ej, siden så meget af dit væsen er forbundet til dit skød.." han sagde dette uden omsvøb eller den ærbødighed han tidligere havde udvist, faktuelt med kun et lille smil i stemmen men samtidig strøg hans ene hånd som for at demonstrere ned langs hendes flade mave kun for at afvige i sidste sekund, "..Ville det ikke undre mig om der bare skulle et enkelt øjebliks velvilje overfor idéen til, før du høster resultatet om ni måneder."

Promte valgte den ældre dæmon at himle med øjnene og ligge hovedet tilbage, en smule irriteret over hvordan at det hele havde vendt sig på få sekunder, over en udtalelse som hun ikke engang følte for at udføre. Hun så det mere fordelagtigt at andre udforskede det område, men Naamah kunne være sig selv og undgå at gå ind i flere modbydelige og tilbagefyrerne aftaler.
"Kræver det ikke lidt, at jeg havde tænkt tanken inden alt det her skete." egentlig havde planen været bare at lade ham tale ud og trække på skulderne. Lade det ligge og lade som om hun tog stof til eftertanke. Problemet lå i hendes stædighed og manglende egenskab til at svare igen.

Endnu engang, og langt mere tydeligt blev der himlet med øjnene og Naamah direkte satte sig op for at rejse sig. "Ha! Hvornår har det sidst været favorabelt for en som direkte føder på at benytte sit skød, at blive gravid? At anskaffe føde, indfange og tillokke, bliver en helvedes del svære med en mave med en møgunge der suger nærring af en. Sig mig, hvornår har du sidst været gravid?" hendes stemme gik fra at være irriteret til mere vred, og med hænderne placeret på hoften, fortsatte hun ufortrødent "Hvis jeg nogensinde skulle havde til hensigt at udføre noget, der kunne gå til kombination af vores evner, blev det ikke mig der skulle bære afkommet! I drømmeverdenen er alt muligt, så måske du skulle være gravid i stedet! Du laver alligevel ikke andet end at sove." Naamah lagde ikke skjul på at hun var fornærmet over at blive tiltalt som var hun kun få hundrede år gammel. Som anede hun ikke konsekvenserne af at leve med det levebrød hun gjorde. Stemningen i deres omgivelser syntes også at være dalet en del og blive mere mørke og forfaldne.