Flytningestrømmen havde taget til de seneste dage. De kom i store mængder, rejsende langs landevejene bærende på deres ejendele eller trækkende dem efter sig i små vogne.
De fleste var fattige bønder, der frygtede for deres liv, nu hvor Mørkets Hær var begyndt at rejse sig fra skyggerne. Flere steder i landet var bønder blevet angrebet og deres forråd stjålet, og de fleste så nu kun én mulighed: at nå sikkerheden bag byens mure.

Solen var kun lige stået op, da de første kunne ses mod horisonten, og Byvagterne kunne igen se frem til en travl dag. Alle, der skulle gennem byporten, måtte først forhøres: hvor kom de fra, hvad ville de i byen, og så videre. Havde man en anelse om, at der kunne være tale om en spion, blev personen omgående slæbt til arresten.
Alt dette tog naturligvis en farlig tid, og imens blev køen af flygtninge foran byporten længere og længere. Da solen nåede sit højeste på himlen, var der en endeløs mængde af mennesker foran byporten, og mange var desperate.

Et skrig lød pludseligt flængende igennem menneskemængden. En ung mand var faldet om på jorden, da det i kaoset var lykkedes en eller anden at skære halsen over på ham. Blodet strømmede hastigt ud på landevejen og satte for alvor panik i flygtningende omkring ham..

Dette er en officiel plottråd og alle kan deltage.
Har en person ikke svaret i 5 dage, kan man blot gå videre til den næste i rækkefølgen.
Læs mere om vores plottråde her: http://krystallandet.dk//viewtopic.php?f=262&t=8607

Hun havde længe observeret dem.
Flygtningene.
En gang havde hun selv været en, søgene beskyttelse og hjem med hvad der nu engang havde været tilbage af familien. Et hjem havde de fået, til alt for dyr en pris, det var som om at folk der lejede gemakker og lejligheder ud, kun tænkte på at tjene penge og ikke på at hjælpe en der var i nød.
I bund og grund var gaden blevet deres hjem indtil klostret tog dem ind til sig og deres mor 'forsvandt'. Hun var dog i denne alder temmelig sikker af sig, i at hun aldrig ville se sin mor igen.
Fraværende pillede hun let ved den simple metalbroche af Isaris symbol, sammen med det mindre symbol for Isari der hang i en tynd kæde og i en mindre version under Isaris. Kutten havde hun ladet blive hjemme i templet, nysgerrig efter at anse masserne, men også ivrig efter at slippe for sine pligter og få strukket benene. Heldigvis var dette en af disse gange hvor abedissen ikke var efter hende, og hun rent faktisk kunne slappe ordentligt af uden at få en opsang når hun troppede tilbage til templets kloster.
Tynde lange ben sparkede let til skørterne, mens et utilfredst fnys over at nu hvor en nærgående krig var i gang ville hun være spærret inde for byens mure igen, altså ingen svipsture udenfor på eventyr, forlod hende. Da det var efterår og ved at blive koldere i vejret var hun nu også blevet udstyret med et underskørt for bedre at holde varmen, selvom det ikke passede hende yderligere, det forhindrede hende bare i en masse bevægelser hun ellers normalt var vandt til at gøre uhindret og utynget af det nye ru stof.
Med hænderne bag ryggen begyndte hun at småslentre på toppen af en mur, stadigt holdende øjne med de mange fremmede ansigter. Kun hist og her var der folk hun genkendte. Vagterne havde da nok at se til.

Med et afbrød et skrig den normale mumlende 'stilhed' der var i strømmen af mennesker, dyr og børn.
De pupilløse øjne stirrede over imod hvor skriget havde lydt, og så hvad der umiskendeligt lignede et lig der var sunket sammen, blødende på jorden. Befolkningen maste endnu mere, mens byvagter forsøgte at holde ro på folkene og fine ud af hvem gerningsmanden var.
Den tynde hale viftede let, givende en susen fra hendes hales flamme mens hun med nysgerrigheden lysende ud af øjnene forsøgte at gætte sig frem til hvem synderen var.
Dette var bestemt ikke underholdning for et barn, end ikke en teenager. Men hun var lige glad, dette var langt bedre underholdning end hun havde haft i lang tid.

Kalitresh havde de seneste timer været udstationeret ved byporten for at udspørge den endeløse række af flygtninge. Han ønskede ikke at afvise nogen som helst, men der var grænser for, hvor mange byen kunne holde til. Hvis bare elver- eller dværgefolket ville være villige til at tage folk ind ..
Med et lille suk stirrede han op mod himlen, hvor tunge skyer samlede sig. Han var taknemmelig for, at sommerens varme ikke længere lå over landet, for han trivedes dårligt under solens stråler. Vinterens komme bragte dog også andre bekymringer med sig, som mangel på mad til flygtninge og byboere.

Han var i gang med at udspørge en større familie, da det skete. Familiefaderen var en bager fra en lille landsby i Medanien, men det var brød, der var mangel på og ikke bagere.. børnene så forsultede ud, og Kalitresh var fristet til bare at lukke dem alle sammen ind uden at tvinge dem igennem den runitnemæssige udspørgelse, for disse kunne næppe være til skade for Lyset..
Nu hørtes lyden af et højt skrig imidlertid og panikken begyndte at sprede sig i menneskene foran ham, der alle skubbede i et forsøg på at slippe igennem byporten. "Bevar roen. Byvagterne er her for at passe på her.." Halvråbte han, men stemmen druknede næsten i larmen fra flygtninge. Han så sig desperat over skulderen: selvom byvagten havde rekrutteret til højre og venstre manglede de stadig i den grad arbejdskraft.
En bevælgese på toppen af muren fangede hans opmærksomhed, og han rynkede på panden ved synet af tilskueren. Dette var ikke underholdning!

En skællet byvagt fangede hendes opmærksomhed, det var nærmest umuligt at undgå at bemærke hans skulen imod hende. Et kækt smil forlod halvdæmonen som hun viftede med halen og afslappet bevægede sig oppe på halvmuren, stadigt skævende imod hvem der kunne være morderen. Et glimt af metal imellem mængden af væsner fik hende til at spidse ører. Var det mon mordvåbnet?
Uvillig til bare at sidde og se til forsøgte hun at fokusere på metallet, noget der lod til at være en dolk der var blevet efterladt. Måske den kunne give et hint til den knotne byvagt? En skarp piften lød fra den blåhårede som hun forsøgte at få sig byvagtens opmærksomhed, pegende hen imod den glitrende dolk hun stadig forsøgte at få slæbt hen til sig med sin evnes usynlige strenge. Det var dog lidt mere eller mindre en umulig opgave da folk konstant gik i vejen for hende eller vær trådte på den.
Med en halv irriteret sukken og hovedrysten hoppede hun ned fra halvmuren, og dykkede ned imellem mængden af panikne folk, en hånd løftet op i vejret så byvagten om muligt kunne holde øje med hvor hun gik hen ad..
Nu.. Hvor blev dolken af..?Hun skævede rundt mellem de mange fødder, forsøgende sig hen i den retning hun mente var rigtigt uden at tage sig alt for meget af den asen og masen der var, da hun blot masede lige så hårdt tilbage.

Kalitresh forsøgte at holde øje med skikkelsen på muren ud af øjenkrogen, imens han nærmest blev løbet over ende af de panikslagne flygtninge. Bageren, som han netop havde stået og udspurgt, havde mast sig ind gennem byporten med sin familie i hælene og flere var begyndt at følge efter.
Bag ham havde et par af de mere erfarne byvagter indset situationens alvor, og begyndt langsomt, men sikkert at lukke porten i. Det gik ikke at panikken spredte sig til den indre by, for slet ikke at tale om, at de meget gerne skulle have fingre i morderen, før nogen som helst andre blev lukket i.

Vrede og fortvivlede råb lød fra menneskemængden, som byportens døre lukkedes med en høj lyd. Kalitresh følte sig ikke særlig sikker ved at være på ydersiden af porten, for de hungrende flygtninge ville sandsynligvis lade deres vrede gå ud over byvagterne, der nægtede dem adgang.
En piften lød hen over menneskemængden, og det gik op for Kalitresh, at den spinkle skikkelse på toppen af muren var forsvundet. Hvor var hun blevet af? Kalitresh så en hånd over menneskemængden og begyndte at mase sig fremad mod pigen, hvilket udløste endnu flere vrede tilråb fra de omkringstående.

Flygtningene var i den grad et problem, ikke kun for byvagterne, men bestemt også for Celyon. Selvom halvdæmonen var lille, var det ikke ligefrem let at undgå den trampende, skubbende masse af panikne mennesker. Et kort øjeblik havde hun en trang til at gøre et eller andet der kunne skræmme dem den anden vej, eller i det mindste få dem til at stoppe op.
Hun rynkede irriteret på næsen, skubbende frem mens hun til stadighed holdt en hånd i luften, for at vise byvagten hvor hun var, han lod til at have set at hun ville ham noget, mens øjnene afsøgte området af trampende fødder.
Hun stoppede op, rynkende det ene bryn da en klat af noget der umiskendeligt lignede blod lå på jorden foran hende.. Kniven var fortsat væk. Hun forsøgte at gøre båndet til den stærkere, i samme øjeblik som endnu et skrig lød let foran hende, mens kniven pludselig fór, temmeligt ubalanceret ud af mængden, blodig og dryppende.
Bestemt ikke et syn for sarte sjæle.
En næve blev knyttet som hun mindst lige så ubalanceret som kniven, forsøgte at få den svævende over imod byvagten, uden at ramme ham. Et præcisions arbejde uden lige.

Det var på ingen måde nemt at bevæge sig gennem menneskemængden. Da de tunge døre til byporten blev smækket i, var en form for paniktilstand blevet udløst. Kalitresh ville umådeligt gerne være i stand til at hjælpe alle disse mennesker, men han kunne ikke lade være med at tænke for sig selv, at han for alvor var endt på den forkerte side af porten: stemningen blandt flygtingene kunne meget hurtigt udvikle sig til slagsmål, som han ikke kunne gøre noget for at stoppe på grund af de mange mennesker.

Lyden af råben og grædende småbørn fyldte hans ører, som han fik mast sig forbi en kraftig mand. Manden så ud til at gøre mine til at hive fat i Kalitresh, som hastigt dukkede sig og bevægede sig ind i mellem flere vogne med ejendele, der stod i vejens udkant. Her fik han igen øje på skikkelsen fra bymuren, der så ud til at være i færd med noget særdeles underligt: en blod kniv - sandsynligvis mordvåbnet - svævede i luften og bevægede sig langsomt gennem luften hen imod ham. De omkringstående flygtninge havde pludselig travlt med at komme væk, og Kalitresh stivnede på stedet: han kendte stadig ikke skabningens hensigter, og det var på ingen måde behageligt at se en kniv komme svævende hen imod sig. Han tog automatisk et par skridt tilbage imens blikket var fast fokuseret på våbnet.

Celyon havde egentligt ikke tænkt yderligere over sine handlinger andet end at hun ville bringe kniven til byvagten. Blikkene de andre sendte hende sagde hende ikke spor, hun var som halvdæmon vant til at folk stirrede underligt på hende i templet eller templets skole, det var ikke unormalt. Det var først da de masende mennesker istedet for at forblive masende og skubbende, at hun begyndte at undre sig, stadig med kniven foran sig.
Tøvende stoppede hun op, sank kort et eller andet. Han lod til at have fået øje på hende, og hans blik at dømme var han meget på vagt. Troede han at hun ville angribe ham eller væsnerne omkring dem? Det virkede nærmest direkte latterligt.

Hun overvejede situationen, det var nok bedst hvis hun ikke pålagde sig alt for meget opmærksomhed. Altså begyndte hun at gå imod byvagten denne gang var hendes håndflader dog rettet imod ham, som tegn på at hun ikke havde nogen våben på sig, dette var dog mest fordi hun var bange for at han ville angribe hende. Tro hun var en tyv,
Indrømmet kendte hun en del tyve her og der fra når hun , som nu, skulkede fra både pligter og rengøring.
" Je.." Hun bed sig kort i læben over sin kvækkende stemme, rødmede kort og hostede let .
" Jeg tror jeg fandt et bevis, måske det kan hjælpe..?" Hun forsøgte behændigt at undgå de masende mennesker, forsøgte at skabe en form for øjenkontakt imellem den skallede mand og hende selv.
Denne gang lød hendes stemme mere normal og ikke rusten eller hæs.

Kalitresh' opmærksomhed var stadig vagtsomt vendt mod den svævende kniv. Morderen var sandsynligvis ikke langt væk, og man vidste ikke, om flygtningemængden snart ville være panikslagen nok, til at lade deres frustration gå ud over byvagterne. Igen kunne han ikke lade være med svagt at ønske, at han befandt sig på den anden side af porten, på trods af sine intentioner om at hjælpe så meget, han kunne.

Området hvor han stod, var blevet ganske frit, da de fleste var rykket på god afstand af kniven. Nu dannede menneskemængden ring omkring byvagten, og lyden af mumlende stemmer kunne høres alle steder fra: folkene var tydeligvis meget urolige.
Kalitresh' blik rettedes mod den unge pige, som trådte frem fra menneskemængden. Han havde som altid svært ved at bedømme alderen på hende, men hun lod ikke til at være voldsomt gammel. Hun havde ikke været en af flygtningene, da han tidligere havde set hende på muren, og han kunne ikke lade være med at tænke, at han burde få hende væk fra alt dette kaos i en fart.
"Tak skal De have." Det smil han sendte hende var en smule anstrengt grundet hele situationen, og det faktum, at han stadig var rimelig vagtsom omkring hende, og han nikkede let mod den svævende kniv. "Kan De få den herned? Den gør folk lidt urolige." En del af de omkringstående gloede åbenlyst på pigen.

Celyon var efterhånden begyndt at få nok af den sammenstimlede masse der først havde flygtet og nu istedet nærmest synes at omringe hende. Hun rynkede på næsen som hun fik fremdraget sin ildhale fra under tøjet, og gav sig til at vifte med den for at få de mest påtrængende væk.
Et eller andet sted i mængden blev der kastet en sten efter hende, som ramte hende i baghovedet, dog lod den unge halvdæmon sig ikke mærke med det, faktisk virkede det næsten som om hun ikke havde bemærket det som hun stoppede op, stirrende imod byvagten.
Troede han at hun var morderen? Han så lidt mistænksom ud måtte hun indrømme, men måske det bare lå til deres natur at være mistænksomme overfor folk..?
Hun nikkede eftertænksomt til hans spørgsmål, imens hun fokuseret fik kniven sænket ned, hvilket egentligt var lettere sagt end gjort da hun stadig ikke havde fuld kontrol over evnen, og flere gange så det nærmest ud som om kniven var ved at smutte fra hende, inden hun fik den hen i nærheden af hans kofte hvor han ville have en mulighed for at bruge stoffet til at tage fat i kniven med, så han undgik at slette alt for mange mulige spor.
Celyon tiltede hovedet ganske let inden hun selv gik hen til ham, betragtende hans skællede hud nyssgerrigt, indtil endnu en sten blev kastet, farende lige over hovederne på dem begge.
Hun dukkede sig instinktivt.
" Jeg tror.. Måske jeg burde fordufte.. " Lød det mumlende.

Bevidst om den urolighed, der herskede i folkemængden omkring den, stirrede Kalitresh stift på kniven, som den langsomt bevægede sig ned af. Bevægelsen var en smule underlig, og han havde ikke helt tiltro til, at pigen havde styr på det. Det var derfor en lettelse, da hans hånd - med koften viklet omkring sig - kunne gribe om knivskæftet. Herefter fremdrog han en lille stofpose, som kniven blev lagt ind i, før den forsvandt i hans bæltepung.

Det var først nu, at han blev opmærksom på halen, der var kommet til syne fra pigen. Lige så nysgerrigt, som hun betragtede hans skællede hud, så han på ilden fra halespidsen. Hun måtte have noget dæmonisk i sig. Kalitresh vidste ikke så meget om dæmoner, men de var tit omgivet af mistroiskhed fra menneskers side.
Det var tydeligvis også tilfældet nu, hvor flere sten begyndte at flyve gennem luften. Kalitresh' stemme skar gennem luften, som han råbte: "Stop med stenkastningen. Forhold jer i ro, ellers går der meget længe, inden byporten bliver åbnet igen." Han var ikke sikker på om denne trussel var nok til at få flygtningene til at falde ned: der var en tydelig desperathed at se i de omkringståendes ansigter.
Han strakte hals og forsøgte at se sig omkring - det var i hans højeste interesse at komme til at se liget, men det var svært at gennemskue, hvor de præcis befandt sig nu. Der var også den unge dæmonpige, som hurtigt kunne komme i vanskeligheder her i menneskemængden, og han så ned på hende: "Kan du komme tilbage til byen? Porten er lukket nu.." Han kunne godt tænke sig at få hende sendt af sted til byvagthovedkvarteret, således at hun kunne fortælle, hvad hun havde set.

Et lille lettelsens suk forlod hende idet kniven var i sikkerhed hos byvagten og endte i en stofpose inden posen også forsvandt et sted bag hans kofte.
Hun kunne derfor ikke undgå at bemærke hans blik på hendes flammende halespids, som hun selv et kort øjeblik stirrede på, inden den pludselig forsvandt under hendes kloster-uniform.
" Undskyld.. Abedissen er ikke særligt glad for at jeg viser den frem.. præsterne og præstinderne heller ikke.. " Et lilel utilfredst udtryk viste sig i hendes ansigt. Normalt ville hun have stillet ham en dælens masse spørgsmål, men det var lidt som om det forsvandt. Var det på grund af mordet? Eller fordi han var autoritær? Nah, autoritære folk havde aldrig generet hende, det måtte være mordet.
Celyon havde set grimme ting i en alt for ung alder. Det føltes helt sært at opleve mord sådan igen. Hun rystede tanken af sig som hun igen blev nærværende.

Som endnu en sten pilede forbi, pilede hun lige så hurtigt om bag byvagten. Han var stor nok til at fungere som et skjold, i det mindste for nu.

Anden vej ud? Hun skævede fra den lukkede port til muren, der nærmest lod umulig at forcere, selvom nogen af de desperate flygtninge alligevel syntes at have fået samme idet som de forsøgte at få deres børn over i sikkerhed. Hun rystede opgivende på hovedet.
" Nej.. Jeg kunne forsøge at klatre over, men det ville nok tage et godt stykke tid.. Har du..Eh,, De..? Overvejet den anden port, eller er den også lukket nu?" Hun tiltede hovedet let.. " Eller find liget før nogen røver det, og det bliver trampet i smadder..? "

Hun måtte ærligt indrømme at tanken om at komme tilbage i losret langtfra lød fristende, men eventyr med en byvagt, og et mystisk mord! Helt udenfor byen.. Det var bedre end hun kunne drømme om, især da hun ikke havde været udenfor byens mure siden hendes mor fik hende slæbt til den for år tilbage.

Det var rart at få kniven gemt væk fra offentlighedens øjne. Flygteningene omkring dem havde været alt andet end trygge ved synet af det svævende mordvåben, hvilket Kalitresh egentlig på ingen måde kunne bebrejde dem. De omkringstående flygtninge stirrede dog stadig på byvagten og halvdæmonen, og der var ikke den store venlighed at finde i deres øjne.
Pigens snak om abedisser, fik ham til at drage den konklusion, at hun normalt måtte holde til i et af byens templer. Et ganske trygt og sikkert sted her i krigstiden .. han sukkede let. Selvom der var byvagter ved byens mindre, nordlige port, turde han ikke sende pigen alene derhen. Og da slet ikke lade hende vove klatreturen over den lukkede port her, hvor hun ville være meget udsat for stenkast fra de ophidsede flygtninge.

"Hold dig tæt til mig, jeg er nødt til at finde liget." Sagde han beslutsomt. Den sidste del af sætningen blev sagt noget højere, imens han stirrede rundt på de nærmeste flygtninge. Nogle af dem begyndte at flytte sig for at gøre plads til at Kalitresh og halvdæmonen kunne passere, og han begyndte langsomt at bevæge sig gennem mængden, imens han vagtsomt så sig omkring. Flere af de omkringstående havde stadig sten i hænderne.

Flammeh-halen snoede sig tæt op af hendes ben, skjulende den så meget som muligt for offentlighedens nysgerrige og bebrejdende blikke. Et lille smil spillede på hendes læber som det gik op for hende at byvagten ikke lod til at ville lade hende slippe væk fra porten, og dermed det spændende sådan helt alene. Det ville nok også have været en temmelgit vanvittig tanke at klatre op over byporten alene

"Javel~ " Lød svaret som han bad hende holde sig tæt til ham. Det hele var spændende, langt mere spændende end kedelige klosterbøger og latinlære. Dog var hun ikke alt for meget for at gå ind blandt folket med de skarpe sten, selvom de da gav plads til dem som de kom langsomt igennem mængden. Ting kunne let gå galt, faktisk virkede det hele temmeligt anspændt. Hvad nu hvis de samlede sig sammen om dem? De var jo trods alt en del flere end hende med hendes ustadige evner og ham. Det kunne nok være at han kunne kæmpe med sværd og des lige, men hun tvivlede stærkt på a han ville kunne holde stand imod så mange mennesker på en gang hvis noget skulle gå galt.
Derfor holdt hun sig lidt ekstra tæt på ham som de gik igennem mængden, spejdende opmærksomt imellem de mange ben, kærrer og krikker.
Han lugtede lidt af havvand, sådan let fisket, bemærkede hun som de kom langsomt fremad.
" Det var vidst omkring 5 meter nordvest.." lød det dæmpet fra hende, faktisk ikke sikker på om han kunne høre hende, men han var en byvagt, så mon ikke han var trænet i at opdage mangt og meget.?
" Det var deromkring våbnet lå.."

Kalitresh' fremmedartede udseende hjalp sandsynligvis ikke på fjendtligheden blandt flygtningene. Han skævede kort ned mod halvdæmonens hale, som var skjult så godt som muligt, og han nikkede let for sig selv. Klogt pigebarn. Det var sikkert ikke først gang hun oplevede fjendtlighed på grund af sit fremmedartede udseende. Igen tog han sig i at ønske, at menneskene ville tage sig sammen og forstå, at folk der så fremmedartede ud altså ikke nødvendigvis ville dem noget ondt..

Pigen lod til at have ganske godt styr på hvor våbnet havde befundet sig, og det så ud som om, hun havde ret: ikke langt nordvest fra dem, var der et åbent område, som de omkringstående flygtninge så ud til at holde sig langt væk fra. Kalitresh strakte hals, idet han puffede sig vej igennem de sidste omkringstående, og fik øje på den umiskendelige røde farve af blod på jorden.
Liget af den unge mand lå, hvor han var faldet, da der tydeligvis ikke var nogen, der ønskede at røre ved det og derved få blod på hænderne. Mandens oppakning så dog imidlertid ud til at være forsvundet på mystisk vis, og Kalitresh nærmede sig forsigtigt efter at have sikret sig, at den unge pige stadig var i nærheden. Der var nok nogen, der ville mene, at dette ikke var et syn for hendes øjne, men det kunne han ikke tage sig af lige nu.

Celyon fulgte troligt med som de maste sig igennem flygtningene ud til en lille åben plads. Hun rynkede kort på lugten. En blanding mellem mudder og blod. Blikket faldt en enkelt gang på liget, hun besluttede sig for at hun havde set værre da de var hjemløse, lig lå tit i slumkvarterne, eller folk der var tæt på at blive lig, hendes egen mor var nok et lig
BLikket gled søgende rundt på befolkningen. Hist og her så hun nysgerrige små ansigter glo frem mellem skørter og ben.

Om hun fattede at nogle folk lod deres børn se den slags. Ikke at hendes egen havde været meget bedre dog.
Indtil nu havde hun været på behørig og respektfuld afstand til byvagten, men hun følte sig lidt tryggere ved hans side, så hun nærmede sig forsigtigt, parat til at stoppe op hvis han, eller nogen anden, skulle finde på at råbe op efter hende.
" Hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg mener, han kan vel ikke blive liggende der, selvom der nok er spor omkring ham eller på ham.. Hvis du er heldig... "
Endnu et skævende blik rundt, som hun skrævede over blodpølen. Han måtte være blevet ramt i en arterie, en af de helt store blodårer.. " Har han papirer på sig? " Selvom opbakningen var væk kunne det være at de var heldige at papirerne lå inde under tøjet et eller andet sted.
Hendes haletip vippede let, nysgerrigt mens hun forsøgte at holde sig i ro, velvidende at det ikke var det bedste tidspunkt at være urolig på.

Det var næppe heller ikke første gang flygtninge så et lig: det havde trods alt for mange af dem været en lang rejse til Hovedstaden, og de fleste havde sultet undervejs. Det lod da også mest til at være blodet og mandens overskårne hals, der skræmte dem: et par af de nærmeste stirrede på Celyon, som var det hende, der var morderen.
Kalitresh ønskede brændende, at han havde opbakning i nogle af de andre byvagter, men de fleste befandt sig på den forkerte side af porten, og desuden havde alle nok at se til. Dette måtte blive hans opgave at tage sig af liget her.

"Er der nogen, der har set, hvem der stak af med mandens oppakning?" Sagde han højt og stirrede ud i flygtningemængden. Der lød en mumlen af stemmer, men der var ikke nogen, der så ud til at ville være behjælpelige. Med et let suk nikkede han til halvdæmonen ved sin side.
"Det kan være, du har ret. Jeg håber ikke, at du er alt for sart." Han gik tættere på liget, alt imens han forsøgte sit bedste ikke at træde for meget i blodpølen. Han undgik dog ikke at få noget på sine støvler, som han bøjede sig ned over manden og begyndte at gennemrode hans lommer.
Efter et øjeblik fremdrog han nogle papirer fra mandens inderlommer: dokumenterne var heldigvis ikke gennemsølet af blod, og de så ud til at være ganske læselige. Hastigt bladrede han et par af dem igennem - det meste så ud til at være notater om køb og salg, men der var også nogle papirer skrevet med nogle underlige skrifttegn, som Kalitresh ikke forstod sig på.

Nysgerrigt, opmærksomt endda, skuede Celyon ud blandt flygtningene, i håbet om at kunne finde en eller anden der så suspekt ud, men nu var det en temmeligt farverig flok, så det var ikke helt til at afgøre om de var klædt sådan bar for kultur eller fordi de ville forsvare sig selv, eller om det virkelig var shady personer.. De fleste af dem lod dog alligevel til at være bønder, et par handelsmænd så også ud til at være der iblandt. Hun rynkede på næsen. Sådanne mennesker skulle bare blive i deres sikre hjem end at forlade det hele, det var vel alligevel sikrere at bo ude hvor der var mindre befolkning end i hovedstaden som alligevel på et punkt virkede som det oplagte hovedmål for krigen, såvel som for alverdens korruption.

So havmanden talte igen gled hendes opmærksomhed over på ham, trækkende let på skuldrene. " Meget kan man kalde mig, men ikke sart. Har set værre ting end en krop uden hoved. "
Igen gled hendes tanker over på tiden hun havde boet på gaden. Hun holdt sig dog stadig nær ham, selvom hun ikke ville træde i blodet, af en eller anden grund gjorde det at hun ville føle sig uren på trods af at det ikke havde været hende der havde dræbt manden.
Et let hovedtilt blev det til som han fik hevet dokumenter ud. " Var der noget? brugbart?"

Mange af flygtningene så mest af alt ud til at fortryde deres lange rejse, der nu havde endt foran den lukkede port. Solen stod endnu højt på himlen, men da byvagterne ikke havde gjort mine til at åbne porten endnu, var der flere steder folk, der var begyndt at lave en form for lejr: små telte blev rejst af hvad man nu havde at gøre godt med, ligesom folk slog sig ned i skyggerne af de små vogne eller kærrer, som nogle havde medbragt til at transportere deres ejendele.
Området omkring den døde var imidlertid et sted, de fleste holdt sig på pæn afstand af. Der var ingen, der havde lyst til at risikere at blive beskyldt for noget. Kalitresh udstødte et let suk, som han så sig omkring: man ville aldrig finde morderen i denne mængde.

Det bedste, der kunne gøres, var at få liget fjernet, og få taget sig af flygtningene, tænkte han, imens han bladrede videre i dokumenterne, der havde tilhørt den afdøde. Manden havde tydeligvis være en eller anden form for handlende.
Et øjeblik så han på sin lille halvdæmoniske følgesvend, og hans bryn rynkedes lidt ved hendes udtalelse om at hun havde set værre. Det lød ikke som en positiv ting, men det var vel til at forvente i disse tider.
"Kan du læse dette?" Han rakte dokumenterne med de underlige skrifttegn til hende - ikke engang sikker på, om hun var i stand til at læse almindelig krystalisiansk. Det var dog et forsøg værd, hvis det kunne fortælle ham noget mere om den myrdede.

Celyon skævede let imod de mange smålejre der efterhånden var ved at dukke op, nogen få havde sågar lavet bål. Om det var fuldt ud lovligt var halvdæmonen ærligt i tvivl om. Røgen kunne vel skabe distraktioner til de vagter der stod oppe på borgmuren.
Hun trak let på skuldrene og blev igen opmærksom på havmanden foran sig, med talen vipsende en smule under tøjet, det var ikke helt let at holde balancen når den var skjult.

Titende hovedet, men ivrig efter at se hvad det var for noget, tog hun imod dokumenterne han rakte hende.
En sær grimasse, fulgt af en overrasket stilhed, faldt over den blåhårede tøs, som hun stirrede på sproget og de underlige tegn.
" Det... " Hun rynkede brynene yderligere, bladrede til et andet dokument. " Ligner breve af en art.. " Uden at tage sig yderligere af hverken mudder eller blod, satte hun sig uden nærmere omtanke på jorden faldende i staver over dokumenterne. Hun kunne kun være glad for hendes glæde for hendes interesse for sprog og lærdommen af dem.
" Jeg troede egentligt at det var uddødt.. Jeg mener det er hvad de bøger jeg har kunnet opsnuse om det her sprog har sagt. " Hun så op fra dokumenterne over på ligets afhuggede hoved.
" Han ligner ikke engang en nordkrystalianer.. " Lød det mumlende inden hun igen hævede stemmen til normalt leje, seende op på byvagten foran hende.
" Af hvad jeg kan se er det på old nordkrystaliansk. Det er svært at oversætte men jeg kan se den første side har noget med nordkrystalianerne at gøre, og våben. Det lyder som om, hvem end der har skrevet de her breve, har lovet dem våben eller noget i den stil. "
Igen gled blikket ned på dokumenterne som hun bladrede igennem dem.
" En form for forhandling, Lyset bliver også nævnt. " Hun udpegede et bestemt sted i den ene side. " Dér. "
Hun rystede en smule opgivende på hovedet, småirriteret over at hun ikke kunne oversætte det hele, men bøgerne der var om det oldgamle sprog var få, og derved havde hun ikke lært så meget om det som hun gerne ville.
" Det sidste virker en smule truende i det, nævner noget med forrædderi og hævn. "

Dokumenterne blev rakt tilbage imod Kalitresh som hun rejste sig op igen.
" Det er hvad jeg har kunnet få ud af det..Men der er ikke nogen underskrift i nogen af dem, medmindre det er skrevet med usynligt blæk."