Krystal 30.03.2015 14:43
På den ene side var Kalitresh glad for, at flygtningene var ved at falde til ro, på den anden side brød han sig ikke helt om, at flere af dem havde tændt bål rundt omkring. Det sidste han havde lyst til at skulle håndtere var en ildebrand. For slet ikke at tale om den panik, dét først ville skabe blandt menneskemængden..Der var dog intet at gøre andet end at stole på, at de kunne holde bålene under kontrol for nu. Det vigtigste var, at få skaffet liget af vejen. Han skævede ned til den døde krop og sukkede let: det ville blive svært at flytte den uden selv at blive indsmurt i blod.
Et øjeblik betragtede han halvdæmonen, som hun læste papirerne igennem. Det lod til, at hun kunne få lidt mere hoved og hale i dem, end han kunne. Han lænede sig lidt fremad, da hun pegede på en bestemt side. Kalitresh holdt selv af at studere sprog og gammel historie, men for det første havde det været en udfordring for ham at lære almindelig krystalisiansk, og oldnordkrystalisiansk var noget, han aldrig havde hørt om.
Interesseret kiggede han på skrifttegnene og nikkede tænktsomt. "Noget kunne tyde på, at vores ven her måske ikke bare blev myrdet for at man kunne stjæle hans ejendele." Sagde han og tog imod dokumenterne, som hun rakte dem tilbage. "Det har været meget nyttigt at have dig med. Det er lige før, du bør blive en del af byvagten om et par år.. vi kunne godt bruge folk med noget mellem ørerne." han blinkede let til hende, idet han pakkede dokumenterne væk i sin inderlomme.