Det spæde forår havde så småt indtaget Elverly overalt var blomster skudt op mellem det kedelige underlag i skoven og små skud på træerne farvede de store trækroner let lysegrønne, dog ikke nok til, at byen endnu udstod i alt sin pragt. Fuglene havde begyndt deres tidlige kvidren og overalt i træerne pilede egern og andet kræ rundt efter hinanden til en ihærdig raslen i hvad der nu var tilbage af visne blade.
På trods af, at alt dette skulle bringe en tryg og hyggelig ramme om det skønne Elverly, var det ikke hvad der havde præget morgenen på fortet. En tung og trykket stemning havde hvilet over det store fort som en kvælende tåge der slap ind alle steder. Alle vidste hvad der skulle ske på denne smukke forårsmorgen. Mordforsøget der for måneder siden havde fundet sted på Toorah havde de fleste næsten glemt, det var blevet omtalt og havde været omdrejningspunkt for mange, men nu var det døet ud for mange, men hverken for Toorah eller Gaelin, hendes banemand, var der hverken glemt eller tilgivet.

Store røde øjne stirrede tilbage på elveren i spejlet, morgenen var så ny, at de første solstråler kun lige akkurat var begyndt at slikke sig henover de store gulve på fortet, men alligevel var det de færreste elvere der endnu sov. Bag Toorah vimsede to yngre elverkvinder, en sidste hånd blev lagt på den store frisure og den lange røde kjole blev lukket i nakken, men lod ellers det meste af ryggen være nøgen, ærmerne sad for en gangs skyld tæt men var alligevel dekoreret med guld i snørklede mønstre. de to elvere forsvandt hurtigt ud af Toorahs kammer da deres påklædningsarbejde var færdigt og ikke længe efter, forsvandt Toorah ligeledes selv fra den store sovesal.
Hurtige blikke blev udvekslet som hun vandrede gennem de store haller i Elverly, men de glade morgenhilsner og komplimenterende kommentarer der normalt tilfaldt lederen på en sådan morgen var undladt, i stedet herskede komplet stilhed.
Toorah stoppede op foran døren ud fra fortet, på den store plads udenfor den mægtige bygning, der udsprang fra at træ af en sådan størrelse, at Krystallandet intet havde til mage, var fyldt til randen med Elverlys befolkning, på trods af den enorme mængde deltagere, herskede der utrolig stilhed. så åbnede Toorah dørene og gik sit folk i møde. Bag hende trak det lange slæb fra kjolen, der fejede en sti fri fra nedfaldne blade, hele vejen til podiet, hvor to vagter stædigt holdt fast i Gaelin Halgondas.
Gaelin var Elverlys tidligere pengemester, men ligeledes elveren der havde fået Toorah forsøgt myrdet og den slags kunne ikke gå ustraffet. Gaelins normalt fine rober var sølet ind efter flere måneders fangeskab og forhør, det lange mørke hår var ikke velplejet og blankt længere, men så fedtet, at det hang i klaser og så var han blevet tynd nok til, at man på trods af det nu for store tøj, nu kunne tælle hans ribben.

Toorah gik langsomt, mange i Elverly kendte hende for de rollige kontrollerede bevægelser, det var stort set hendes kendemærke, men nu, under huden kriblede det for at få scenariet overstået. Dette kunne dog ikke ses, det smukke ansigt var som hugget i sten, alvorligt og roligt som hun gik op ad trapperne til den knælende Gaelin.
Den rødhårede elver kastede et kort blik ud på sit folk, en sagte hvisken begyndte blandt det sladderlystne folk, men døde hurtigt ud, som Toorah rakte ud efter et sammenrullet papir der blev hende overrakt på en pude. Papiret blev åbnet og det røde blik gled ned på den svungne skrift der var skrevet af en af de ældre i Toorahs råd, så tog hun en dyb indånding, inden hun med en garvet og dyb ryst begyndte at læse op.

"Gaelin Halgondas, De er blevet kendt skyldig i højforræderi mod Elverly, dets borgere og dermed mod dets folk og trofaste beskyttere. De har gennem de sidste måneder afgivet forklaringer og De er blevet hørt. Rådet har på retfærdigvis taget din sag op, den er blevet vurderet, diskuteret og nu dømt..."

Toorah rettede det hårde blik mod den usle udseende elver der med en hæs stemme prøvede at protestere og bede for sit liv, dette virkede dog til at prelle totalt af på den høje elverkvinde, der lagde papiret tilbage på puden, inden et stort let buet sværd blev hende rakt med dyb respekt. På trods af hvad dette sværd blev brugt til var det smukt, elviske inskriptioner løb hele vejen ned langs klingen, der ligeledes også var besat med røde rubiner i et sirligt mønster, håndtaget var af det pureste sølv og dekoreret med snirkler af guld mens pommelen også var massivt guld og besat af røde sten.
Toorah vejede kort sværdet i hånden, det var umenneskelige stunder siden hun sidst havde holdt det og vægten fra våbnet synes pludseligt at virke hende ualmindeligt tung. I daglig tale var sværdet kendt under navnet Morsul, som på elvisk betød Den Sorte Vind, alle kendte sværdet, alle vidste hvad det blev brugt til, det var udelukkende brugt til henrettelser.

"Dommen for højforræderi er fratagelse af det evige liv Deres race ellers påbyder Dem. Må den evige fred finde Dem!"

En hul hulken begyndte omgående fra den mørkhårede dødsdømte, han fik dog ikke længe til at græde ud, inden Toorah svang Morsul i en lidt for øvet bevægelse og kort efter skilte hoved fra krop. En blanding af jubel og gys bredte sig omgående blandt folket, der kort efter fik Toorahs opmærksomhed med et blik, mens den hovedløse krop blødte ud over podiet der havde hævet scenariet og tilladt alle at se med.

"Jeg Toorah Kahvi Nattefrost har gjort min pligt som rigets leder og beskytter. Må fred og retfærdighed være med jer!"

Morsul blev rakt til en høj blond elver der omgåendetog det til sig med en sådan respekt, at man skulle tro, at det var hans eget liv han fik foræret. Dernæst vendte Toorah ryggen til, gik ned ad trapperne i det rolige tempo og forsvandt ind i fortets øde haller. Hun var uendeligt træt, men nu havde hun fundet ro.

[Da det er en offentlig henrettelse skal alle være velkomne til at skrive en reaktion :D Enjoy]

Miilaethorn stod i nærheden af nogle af fortets vagter som det skete. Han var iklædt sit sædvanlige, pæne tøj, og håret var sat som det skulle. Hans blik derimod virkede ikke helt så køligt, som det måske skulle. Bekymring skyggede hans ansigt til, som han stod med foldede hænder og gned dem let. Han brød sig ikke om, når et liv blev taget. I kamp var det en anden sag, men henrettelse var han ikke voldsomt meget for. Han vidste dog godt at det var nødvendigt, så derfor stod han nu her, en af de elvere der virkelig havde set lidt for meget på alt for kort tid. Han var også stadig paranoid, følte sig forfulgt af Kravenoh, selvom den modbydelige sortelver ikke var her.

Men han sagde intet, lyttede blot tavs til de ord, som Toorah læste op, mens Gaelin protesterede svagt. Pengemesteren var gået fra selvsikker og ligeglad til et nervevrag, det var let for alle at se. Den del havde Thorn intet imod, for manden havde forsøgt at slå Toorah ihjel, og han brød bestemt ikke om ham.
Men han ville egentlig hellere bare gerne have, at elveren blev holdt indespærret, selvom det nok var endnu mere ondskabsfuldt end en hurtig død.
Da hun fik overrakt sværdet, og Gaelin begyndte at hulke, overvejede Thorn kort at gøre sig selv blind. Det ville ikke kunne ses og han ville ikke behøve at lukke sine øjne for at holde synet væk. Men han blev hurtigt enig med sig selv om, at det ikke gik. I stedet forblev hans blik på Toorah og da hovedet blev skilt fra kroppen, stemte han i klapsalven, men var tavs i forhold til de andre der enten jublede eller gøs. Da Toorah forlod dem, gik Thorn selv tilbage mod sine egne pligter.

Normalt gjorde Xharlion ikke så tit i officielle møder og alt det dersens smiddersmadder. Men han ville gerne støtte Toorah i hendes sag, så han var naturligvis med til henrettelsen, iført sine sædvanlige tunge rober og med vandrestokken i hånden. Han stod sammen med de andre embedsmænd af hendes og observerede med et koldt blik, hvordan hun nærmede sig forræderen. Selv var han ret vred over, at nogen havde forsøgt at slå hans familie ihjel og havde endda spurgt om han ikke måtte henrette elveren. Men som han også godt selv forstod, var det Toorahs pligt, som leder, at gøre det. I stedet kunne han være vidne, hvilket han gjorde med absolut velbehag.

Da hun læste sin tale højt og Gaelin begyndte at protestere, kiggede han på manden med et blik, der viste, hvor vred han var, men det varede kun få sekunder, før det blev koldt igen.
Han kunne godt se, at hun ikke var helt vant til vægten i det sværd der blev overrakt hende. Som om hun ikke havde haft det i hænderne et stykke tid, men da hun huggede hovedet af pengemesteren, vidste han godt, at hun havde brugt det flere gange end blot én. Han trak let på smilebåndet, da retfærdigheden var sket fyldest og som hun gik, fulgte han med det samme efter og kom hen på siden af hende. "Godt klaret, ånderne og din fader ville være stolte," sagde han lavt til sin niece. Andre behøvedet ikke at høre det, men han havde behov for, at fortælle hende sin mening.

Selvom det var yderst tidligt om morgenen, havde den yngre elver vævret vågen i nogle timer, vækket op af de ivrige fugles elskovskvidren, egentligt ikke det han gad lytte mest til hvis han selv skulle vælge. Med Xharlions hjælp var han dog begyndt at få en smule styr på noget af kvidderet, men dog langtfra nok til at an kunne lukke alt ude, og slet ikke af længere tid af gangen.
Han havde brugt morgenen på at træne sine evner med fuglene, inden han havde klædt sig ordentligt på, i spejdernes grønne uniformer, der let gik i et med deres omgivelser, hvertfald når der var blade på træerne, ikke nær så meget når de ikke var der, det kunne dog hurtigt ændres ved at skifte farverne ud til en anden uniform, dog var det i dag den grønne han havde valgt at tage på inden han uden videre havde gået hen til Renaéls hjem og sørget for at få vækket den yngre elver af sin skønhedssøvn.

Denne morgen ville der være en henrettelse, alle i Elverly vidste det, og det kunne nærmest mærkes på luften, der var trang og alvorlig, hvor elverstemmer ville have lydt var stilhed og kun naturens lyde.
Rhovandír fandt det et nødvendigt onde at få sin unge student til at overvære henrettelsen, lige meget for at lære alvoren i at kunne beskytte Elverly og dennes ledere, især Toorah, såvel som for at få ham til at forstå alvoren i hvorfor han skulle tage sin træning alvorligt. Det ville være belærende, uden tvivl.
Da han var nogenlunde sikker på at den blonde elverknøs var vågen nok til ikke at kunne falde i søvn igen havde han overladt ham til sig selv, håbende på at denne rent faktisk ville følge ordre og følge Rhovandír over til henrettelsespladsen. Ikke desto mindre gik han selv efter at ave ventet i hvad han selv mente var nok tid, hvis ikke knægten fulgte kunne han vel ligeså godt afstraffe ham med en sund løbetur, ikke at den unge overhovedet od tila t have nogen form overhovedet, faktisk skulle det ikke undre den rødblonde hvis Renaél endte op med at være en af de ekstremt få elvere der ville få en lille topmave. Medmindre der blev gjordt noget ved det.

Han gik i sine egne tanker indtil han endte et sted i mængden af folkene der stod på pladsen ivrige efter at overvære så de havde noget at fortælle deres familei og venner som snuede væk. Et par enkelte børn kunne anes hist og er, Rhovandír fattede ikke at man ville lade så unge elvere se sådan noget, men ikke desto mindre var det ikke ham der stod for deres opdragelse.
Han endte med at få møvet sig til en plads tæt nok på til at han kunne observere og hørehvert et ord, læse kropssproget let og klar, og alligevel langt nok væk i udkanten til at han ubemærket ville kunne glide væk igen i tilfælde af at nogen andre elvere og deres reaktioner skulle fange hans interesse.

Han lyttede opmærksomt til Toorahs tale, alt mens han forsøgte at lukkede lydene fra fuglene ude, heldigvis ville dette ikke tage længere tid. Han skævede kort over befolkningen inden de grønne øjne igen blev optaget af den rødhårede leder. Hvis blikke kunne dræbe havde hans uden tvivl gjordt det idet Gaelin protesterede. At folk så højt oppe i rangene kunen være så grådige og rent og skært dumme kunne han simpelthen ikke forstå, det var bare direkte dumt, de burde være glade for hvor de stod, akkurat som han selv var det, men det var vel hvad der skete når de forkerte elvere fik for meget magt og begyndte at tænke en smule for højt om sig selv. Ganske vidst var elverne gode til at tænke højt om sig selv, men nogen var direkte selvfede at høre på, den type som Rhovandír hadede at arbejde med, selvom det engang imellem kunne være et nødigt onde.

Blikket blev lagt på det rubinbelagte, let krummede sværd idet Toorah greb det. Det virkede groteskt. Det var smukt, men virkede alligevel en smule stort i elverlederens hænder. Hun vejede det let, an kunne sse det på hende, han dømte hende ikke da han nok selv ville have gjort det samme.
Før hans vidste af det var sværdet hævet og sænket igen, nu tilsælet i forrædderens mørke blod. Et gisp hørtes gennem befolkningen, mens et meget kort smil anedes ved hans læber, forrædderen havde fået hvad han fortjente, selvom han næsten gerne ville have set ham lide noget mere end at få det hele overstået så hurtigt. Hans klapsalver lød sammen med de andres, imens han igen så sig omkring, vagtfuldt på trods af de allerede talrige vagter. Enkelte elvere så ikke alt for gode ud ved synet af det afhuggede hovede, mens et enkelt barns gråd kunne høres.
Han valgte at forsvinde, ind til området omkring dem, til at gøre hvad han var bedst til; at observere.

Renáel nåede pladsen netop som Toorah begyndte at langsomt gå op ad trapperne. Hans åndedræt var en smule stakåndet, for han havde i al hast skyndt sig af sted. Der kunne ikke være den mindste tvivl om alvoren af denne ceremoni, og selvom Renaél helst havde undværet den, havde der ikke været tvivl om, at Rhovandír anså det for værende af yderste vigtighed, at han mødte op.

Han befandt sig i yderkanten af mængden af fremmødte og strakte hals for at se den fornemt klædte Toorah tage imod det sammenrullede papir og begynde oplæsningen.
Renaéls let krøllede hår var i dagens anledningen tilbageholdt af sølvspænde, men lokkerne var ikke helt lange nok, og han måtte stryge det løsrevne hår bort fra ansigtet. En lys, næsten hvid, kappe i et let materiale lå over hans skuldre, og han havde denne gang gjort meget ud af omhyggeligt at snørre sine støvler.
På trods af Renaéls manglende morgenfriskhed, holdt han trods alt af at gøre et godt indtryk og se præsentabel ud.

På en måde fandt han henrettelsesceremonien underligt fascinerende, da han aldrig havde været vidne til en sådan. Selvom elversamfundet var bundet sammen af strenge love, var der alligevel langt til at berøve en anden elver det evige liv, som racen fandt så helligt.
Nærmest hypnotiseret stirrede den unge elver derfor på sværdet, som Toorah tog imod det. Det var et smukt våben - passende til en leder, men alligevel og sært til så makabert et formål, som en halshugning.
Det var først i dette øjeblik, at det gik op for Renaél, præcis hvordan forrædderen skulle fratages sit liv, og han lukkede hastigt øjnene, idet hovedet blev fraskilt fra kroppen og blodet strømmede ud over podiet. Synet af blod havde altid gjort ham lettere utilpas, og han følte en smule kvalme stige op i sig.

Lidt usikkert skævede han op mod forhøjningen for at se Toorah gå bort, og han gik ud fra, at ceremonien nu måtte være ovre. Dette var trods alt ikke ligefrem en begivenhed, der skulle fejres.
Der herskede en dyster stemningen over pladsen, hvor de forsamlede talte lavmælt, og Renaél mindede tavst sig selv om, at man gjorde klogt i ikke at trodse Elverlys leder.

Ithilwen fandt i henrettelser videre interessante. Hun havde selv taget liv før, men havde aldrig rigtig brudt sig om synet, følelsen eller haft lysten til at gøre det igen. Det havde kun været, når det var nødvendigt at hun gjorde netop dette. Så at se det ske, var heller ikke det som stod højest på listen. Dog stod det hende alligevel nær hjertet at skulle være vidne til netop denne henrettelse. Så mange andre elvere, var Ithilwen loyal overfor deres leder, og da denne var blevet forsøgt myrdet, havde det ikke været en rar følelse der var gået igennem den rødhårede ungelveren. Nok var hun og Taurn Edhel ikke altid gode til at komme overens med hinanden. Standpunkter, holdninger, Ithilwens manglende pli og lyst til at følge ordre. Jo, det havde haft deres småskænderier. Men Toorah var alligevel elvernes leder, og derfor havde hun også Ithilwens fulde respekt. At nogen skulle ville myrde hende, var absurt for den unge elver, der ikke kunne forestille sig hvordan nogen kunne se sig så sur på hende. Ligeledes havde hun også svært ved at forestille sig en anden leder. Det var bare ikke en mulighed.

Alligevel havde Ithilwen tøvet med om hun skulle tage af sted. Gået lidt frem og tilbage i huset, og diskuteret mentalt med sig selv. Det var vel lidt forpligtet af hende som vagt og kriger. Men så igen, det kørte jo efter egen fri vilje. Det var først da hendes far kom ud af sit studie, med det lange lyse hår sat pænt og i pæne rubber, at hun måtte bide sin indre krig i sig. Han var måske ikke den mand han førhen havde været. Den gamle elver var mere forvirret og udenfor sig selv det meste af tiden, men han var fast i blikket denne morgen. Han ville vidne at pengemesteren fik sin retmæssige straf for hans forrædderi. Hvorfor forstod Ithilwen godt, så hvorfor modsige ham hans vilje.

Ithilwen holdte hovedsageligt fokus på Toorah, som hun gik rundt i den lange røde kjole og begyndte at tale. Når hendes fokus ikke var der, kiggede hun over på sin far, som for en gangs skyld så ud til fuldstændig at være i nuet og var meget alvorlig i sine træk. Det var lidt et underligt syn for hende. Dog følte hun sig lidt som en lille pige. Hun var ikke glad ved situationen, selvom hun intet viste. Det eneste mærkbare ved hendes ellers selvsikre og faste holdning var at hun diskret havde sørget for at holde sin far i hånden. Mange ville nok påstå at det var for den gamle halvdemente elvers skyld at hun gjorde det. For at han ikke skulle føle sig alene eller bange. Men ærligt, var det for at Ithilwen selv følte sig tryg ved situationen. Det var trods alt hendes far.

Helt per automatik havde Ithilwen klemt hårdere fast i sin fars hånd, da sværdet svang igennem luften og skilte hoved fra kroppen. Hun havde dertil været meget tæt på at lukke øjnene. De var ikke lukket helt i, men hun kunne kun lige skimte ud af dem det første korte stykke tid, inden hun igen lod dem åbne sig helt op. Det var ikke et behageligt syn med hovedet så unaturligt adskilt fra kroppen og blodet der fossede ud. Men hun havde ikke ondt af ham. Hun følte ingen medlidenhed. Han havde fortjent det og dommen havde været retfærdig. Ithilwen var dog helt stille og lod blot blikket hvile på den døde krop noget tid, inden hun mærkede at faren trække let i hendes hånd. Han havde aldrig budt sig meget om snakken bagefter. Og den dystre stemning var heller ikke rar. Så han trak hende meget forsigtigt med sig ud af folkemængden, for at gå tilbage til de trykke rammer.