Det havde næsten været for nemt? Nogle gange var tyveri i husene en let sag, mens andre gange, kom man i krumspring med vagter og privat ansatte bodyguards. Men af en eller anden årsag, var det gået nemt for den rødhårede djævel denne gang. De høje spinkle gadebarn, gik lydløst rundt i de fine stuer, og sørgede nøje for ikke at lave en eneste lyd eller få en eneste af brædderne til at knirke. Hun havde samlet lidt af hvert til sig. Ikke noget man umildbart fik øje på når man gik rundt i stuen. På den måde vækkede man mindre opsigt. Men små ting. Smykker, små nipsting og andet ikke i øjefaldende, der kunne indtjene hende nogle krystaller.

Det havde været en indbringende nat, som hun nu kravlede ud af vinduet til det store hus, i den tidlige morgensol. Der var dog alligevel mange på gaderne. Mange som skulle til og fra arbejde, ned på markedet, eller blot syntes at morgens første timer, var det bedste tidspunkt at tage sig en spassertur. Amy klatrede diskret ned i skyggen og gik hurtigt i et med omgivelserne. Her var nemt at falde i et, selvom hun havde et tydeligt udseende af at være fattig. Men dem var der mange af. De fattige arbejdede for de rige. Så mange var lettere slidte i tøj og udseende blandt hende. Hun kunne nemt gå for at være kammertjener eller vaskepige.

Dog vagte noget hendes stjælende opmærksomhed. En mand, af et anderledes udseende. Han lignede et menneske som alle andre, men var mere brun og havde en anden struktur. Han lignede en af dem fra ørkenen, med den mørke hud og det mørke hår. Hun betragtede ham først diskret på afstand, og sørgede for ikke at tilegne sig hans opmærksomhed, som hun diskret kantede sig hen imod ham. Hun kunne være meget påpasselig når hun ønskede det. Dertil havde dem fra ørkenen altid noget godt med sig. Det var i hvert fald hendes erfaring. Dog så han lidt mørbanket ud, men det kunne ikke være Amys problem. Hun nåede hen bag ham, rakte ud efter pungen i bæltet, fik den løsnet, begyndte at kante den ud af bæltet og… og så skete der det, som der normalvis aldrig hændte hende. Manden stoppede og vente hovedet i en sådan fart, at det var tydeligt at hun var opdaget. Forskrækket og desperat trak hun hånden til sig, dog stadig med et fast greb om pungen, hun derved fik med. Amy fik kantet sig mellem nogle mennesker og fik lavet en afstand, og så var det ellers bare med at komme væk i en flyvende fart!

Hakims dag var ikke den bedste af sin slags. Der var gået nogle dage siden mordforsøget på ham og hans næstkommanderende, og Cate var stadig mere eller mindre sengeliggende, hvorimod han var dybt stædig og havde valgt, at være ude for at lede efter arbejde. Det var af selvsamme grund, han vadede rundt i beboelseskvarteret nu. Han skulle igennem det, for at nå hen til paladset, hvor der nogle gange var mindre arbejde der kunne blive gjort. Om ikke andet, så bare for en sladder for en sludder. Det var altid godt, at høre nyhederne om det øvre lag.
Derfor havde han også lidt pænere tøj på, end normalt. Ringen var for en gangs skyld nypudset og han havde noget af sit mere sydligt lignende tøj på.
Det ændrede dog ikke at han gik en lille smule mere langsomt, at han havde en forbinding om den ene arm, og at der var et ret åbenlyst sår på siden af hans hals. Det var blevet syet, men han følte sig kvalt i forbindingen og havde derfor fjernet den. Bare lige for nu.

Siden det var tidlig morgen, regnede han ikke med, at det var noget problem at færdes ude alene. Og så havde han jo også sin stav med. Han ville derudover aldrig ind i gyder igen. De gav ham dårlige nerver.
Men bedst som han gik ned ad gaden, i folkemængden, der ikke var blevet så forfærdelig stor endnu, kunne han mærke en stigende følelse af paranoia. Som om nogen stod og åndede ham i nakken. Naturligvis stoppede han op og vendte sig rundt, lettere forskrækket, ved synet af en yngre, rødhåret tøs, der flåede hans pung fra hans bælte da hun satte i løb. Noget sagde ham, at rødhårede kvinder snart skulle blive hans død, men han kunne ikke bare lade hende tage sin mad. Det gik ikke, så mens hun løb væk i mængden, valgte Hakim at gøre, som han gjorde bedst.
"FLYT JER," Hans kommandoråb lød ret kraftigt og de fleste blev så forskrækkede at de rent faktisk adlød. Og så satte Hakim ellers i løb efter hende, mens adrenalinen langsomt fik skubbets hans nær-overnaturlige hurtighed i gang.

Amy nærmest panikkede ved lyden af hans råb og fik hende til kort at kigge bagud, med store øjne. Det havde ellers lige været så god og indbringende en morgen! Hvorfor skulle hun altid skubbe til sit held, så det gik galt. Amy var ikke overnaturlig hurtig, men de mange gange hvor hun havde skullet flygte for livet, gjorde automatisk den unge spinkle skikkelse, umådelig hurtig. Amy var dog mere tvunget til at zig zagge mellem alle menneskerne, da hun ikke ligesom manden der nu jagtede hende, havde muligheden for at råbe højt op om at folk skulle flytte sig. Alligevel fik hun puffet lidt ekstra til nogen, indtil hun kom ud til et mere åbent område. Hun løb dog videre uden tøven. Indtil hun nåede en høj mur.

Der hang diverse ting ud fra muren, som flag, faner og andre ting, som gav hende rig mulighed for at klatre. Dog viste det sig hurtigt at Amy ikke klatrede som en helt normal pige. Hun havde en fordel i at kunne parkour og derved nemmere kunne springe fra afsats til afsats, men derved havde hun sin vindmagi, som først og fremmest løftede hende opad, og gjorde hende i stand til at hoppe utrolig højt. Hun kiggede nedad mod gaden og kom med et næsten lydløst grin. Her kunne han da ikke følge med hende! Forhåbentlig ikke i hvert fald! Han havde set lidt såret ud i forvejen, så chancen for at han ville begive sig op af væggen, var nok ikke så stor, hvis Amy da havde ret i sine antagelser. Hun nåede op på toppen og stod nu på det flade tag. Hun gik længere ind mod midten og satte sig ned, op af en slidt bjælke. Hun sukkede dybt og kiggede ned på pungen som hun stadig knugede i sin hånd. Amy pustede let til en vildfaren hårtot inden hun roligt begyndte at rode med lædertråden, for at finde ud af hvilke skatte denne læderpunk skjulte.

Det var et godt stykke, Hakim jagtede tyven. Han vidste hvor hun var på den røde manke af hår. Han ville til enhver tid genkende rødt hår, især efter den sidste rødhårede han havde mødt. Så at han skulle have fat i denne, ville måske være lidt lettere end hvis det for eksempel havde været en brunhåret mand. Nå der blev skubbet folk ud foran ham, undgik han dem med nød om næppe med sin ret så gode smidighed og årvågenhed. Han fik forfulgt hende ud på en mere åben plads, hvor de endte ved en ret høj væg. Her kunne han sagtens se, hvordan hun næsten let som ingen ting klatrede op af den. Selv tøvede han lidt. Ville han godt kunne tage den tur? Han blev hurtigt enig med sig selv, som han skævede mod sin stav. Han kunne tage den i et spring. Det var han nødt til.

Han tog et godt tilløb og satte af med staven, mens han fokuserede hårdt på sin vindmagi, der gav ham et hårdt skub. Præcis nok til det stykke der skulle til, da han landede på taget og måtte stå kort tid og sunde sig. Han kiggede en smule irriteret over på tøsen. "Giv mig nu bare min pung, gider du?" spurgte han, mens han tog et enkelt skridt ind mod hende. Han var klar på endnu en løbetur hvis det skulle være, for adrenalinen bankede stadig i ham og holdt alt hvad der hed smerte langt væk. Han var ikke vred. Han var kun mildt irriteret i øjeblikket, og meget målrettet. Han ville have sine penge, og så kunne tøsen ellers sejle i sin egen sø. Så længe han havde til sin aftensmad var han bedøvende ligeglad. Hun kunne bare lære at tjene penge på samme ærlige måde som ham.

Amy sprang op fra den siddende tilstand, da han pludselig stod oppe på toppen af taget. Hvordan fanden gjorde han det? Hun så meget uforstået på ham, og begyndte helt automatisk at bakke væk fra ham. Dog ændrede hendes ansigts sig til noget mere stædigt og hårdt end før. Han kunne da komme og tage den ku han! ”Hvorfor skulle jeg? Se sådan på det. Jeg har langt mere behov for den end du har.” hun nærmede sig kanten af den høje bygnings tag, og kiggede diskret bagud. ”Men du kan jo gøre krav på den. Hvis du tror at du er hurtig nok.” tilføjede hun med hovedet let på skrå og et irriterende smil kom kort frem på hendes læber, inden hun oppede direkte ud over kanten på den høje bygning.

Amy havde en mistanke om at han måtte være vindmagiker ligesom hun selv. Ellers ville det være meget usædvanligt at han kunne hoppe så højt som han havde gjort. Det kildede let i maven, som hun susede gennem luftlagende og gav sig selv et skub med vinden fremad, således hun landede på en lavere bygning og ellers satte i løb derfra. Hun var udholdende og hurtigt. Dertil var hun smidig som bare fanden. Hun kunne komme ind steder, som andre ikke kunne, og dette gavnede til at hun var hurtig og præcis i sin hoppede gennem byens øvre lag. Hun kiggede kort bagud, for at danne sig et blik af hvor langt hun var fra ham, inden hun nåede kanten af huset og hoppede. Hun hoppede langt, men også næsten for langt. Det var lige før hun ikke nåede det andet tag, og måtte tage den i et sidelæns rulle landing. Hun rystede hovedet let, som hun børstede sin arm fri fra støv, inden hun fortsatte. Hun var ikke helt sikker på om hun kunne blive ved med at være heldig.

Hakim sukkede tungt, da tøsen gav sig til at håne ham med, at hun havde mere brug for krystallerne. Han rystede irriteret på hovedet.
"Ja, det er det, de alle siger, men du har slet ikke tænkt over mit erhverv," kommenterede han tørt. Hun var en tyv. Han var en kriger. Dødsraten var noget højere i hans erhverv, hvorimod hun kun risikerede at ryge i kashotten. Han rystede igen på hovedet, som hun næsten satte et væddemål op, uden hans enighed. Han havde vidst ikke noget valg her, så da hun hoppede over på det næste tag, satte Hakim igen i løb, efter hende. Hun var lidt mere udholden end ham, men han var mere stærk fysisk, og havde sin magiske hurtighed med sig, samt vindmagien, når han skulle hoppe fra tag til tag efter hende.

Han kunne godt se hendes problem da de var løbet et stykke. Rullefald. Det måtte han næsten også til at skulle gøre, men i modsætning til hende, var han lidt mere forberedt. Han satte af, lavede et ganske udmærket rullefald. Men han var mindst lige så uheldig som hende, da et af hans sår sprang op. Det var det, der sad nederst i ryggen, og han skar tænder da han kom på benene igen. Men Hakim var stædig, selvom det var virkelig dumt at blive ved, gjorde han det. Det gjorde ret ondt i såret og han kunne sagtens mærke, at det blødte, men det var ham komplet irrelevant. Han ville ikke bare lade pigen vinde, så han satte i et lidt hurtigere løb, mens der begyndte at dukke sved op på hans pande.
"Fjollede pigebarn.. Så stop dog det her pis," mumlede han mellem sine vejrtrækninger, mens han forsøgte alt hvad han kunne for at vinde ind på hende.

Der var ikke det mindste pli eller opdragelse at fornemme hos den høje tøs med det store buskede hår. Hun tog hvad hun kunne, og var heller ikke blind for at svare igen eller direkte udfordre skæbnen på talepunktet. Hvorfor skulle hun udvise respekt for folk? Hvad havde det gjort for at vinde den fra hende? Intet, absolut intet. ”Og du ikke over mit..”
Dog morede hun sig faktisk over at han så så opgivende ud. Havde han regnet med at hun bare ville give op uden kamp? At hun bare vil sige ’nå, jamen du vandt, her er din pung’. Næ nej! Så troede han forkert. Hun havde lige nu trumfkortet ved at være i besiddelse af pungen. Nu skulle hun blot undgå at blive fanget.

Amy havde igennem sin tid, lavet mange rullefald, og nogle var naturligvis mere vellykkede end andre. Hun var ikke kommet til skade denne gang, men det havde heller ikke været overdreven rart at køre kort hen over tagets rug overflade, der gav hende nogle meget små overfladiske hudafskrabninger. Da manden landede bag hende og kom med nogle mere lidende lyde, sænkede hun ganske kort farten for at se sig tilbage. Hans sår var sprunget op, og det røde blod begyndte at pible frem og løbe ned. Det var ikke ligefrem behageligt, men noget der kunne kaldes en god nyhed for hende. Så kunne han garenteret ikke løbe meget længere. ”Jeg kunne sige det samme til dig! Jeg tvinger dig ikke til at løbe efter mig.” råbte hun tilbage hen over skulderen, og rundede derefter et hjørne.

Amy var ret sikker på at det kørte fortrinligt for hende, lige indtil hun fik rundet hjørnet, og gled i de løse sten og vred meget løst om på anklen. Noget der selvfølgelig gjorde ondt lige i øjeblikket, men som ikke ville havde den store betydning. Hun ramte hårdt ned på taget og rullede let, grundet den høje fart hun havde været i. Hun rullede så langt at hun faldte ud over kanten og kun lige fik fat med den ene hånd på kanten. Hun havde i dette styrt erhvervet sig en del hudafskrabninger og overfladiske sår. Intet dybt, men der begyndte at komme lidt blod frem hist og her, fra alle de små rifter. Hun rystede hovedet for at genvinde fatningen, og udarbejde en plan for at komme væk. Hun kiggede ned og så et lavere tag under sig. Hun slap taget i kanten og faldte mod den næste afsats. Hun landede dog ikke helt heldigt, da hendes krop stadig var lidt i chok over det pludselige styrt. Hun satte sig og tog fat om den skadede ankel, mens hun bed tænderne sammen. Nok ville hun ikke få varige men af at vride om, men lige nu gjorde de allerhelvedes ondt.

Pigens kommentar gjorde kun Hakim mere irriteret. Han ville bare have sin pung tilbage! Han gad ikke til, at skulle optjene flere krystaller ved at slås med folk. Og han gad slet ikke til at indrømme over for Cate, at han havde mistet pungen på en lommetyv. Det var irriterende og absolut ikke noget, han havde lyst til, men han skulle have den forbandede pung tilbage!
Han vedblev kontinuerligt sin jagt, til de begge rundede et hjørne og pigen væltede. At hun vedblev sin flygten gjorde kun Hakim mere stædig, for da hun valgte at hoppe ned på det næste tag, gjorde han naturligvis det samme, blot samtidig med, at han lettede sin landing med noget af vinden omkring sig. Hun havde ondt, kunne han sagtens se, men han ville stadig gerne have sine hårdt optjente krystaller.

Og dog; Noget bød ham, at være mere medmenneskelig. Det så ikke ud til at være spor rart for pigen os hun sad der og tog sig til sin fod. Brækkede knogler kunne give noget af et problem, for hvis de ikke blev sat rigtigt på plads, så kunne man risikere at blive forkrøblet. Og det ønskede han trods alt ikke for hende. Hun så ung ud og havde megen tid at leve i endnu. For nu var både pung og hans eget problem med såret i ryggen glemt og han trådte hen til hende med et blik, der trods køligheden virkede meget let bekymret.
"Er den brækket?" Spurgte han pludseligt, før han nåede at stoppe sig selv. Om pigen ville være stædig og stadig forsøge at komme væk, måtte hun sgu selv om. Han ville kun give sin hjælpende hånd, hvis hun tog imod den. Ellers kunne han jo bare tage sin pung og skride lige nu.

Amy var ikke lige typen der havde medlidenhed med andre. I det mindste havde han et arbejde! Han kunne bare tjene nogle flere krystaller, hvorimod Amy stadig var alt for ung, og ufaglært. Dertil var der ikke mange erhverv til bastardunger. Hun havde ikke de store chancer. Hun kunne vælge at tage lovlydig arbejde. Men det ville knap give hende mad på bordet, hun ville ingen frihed havde og der ville være mulighed for at herren af stedet ville taget sig ’kærligt’ af hende. Hun havde hørt om det, hun havde endda set hvad der skete med mange af de unge piger. Amy havde haft sine tørn med mænd, der havde haft et lidt for lunefuldt sin! Hun behøvede ikke opsøge mere af slagsen. Så hendes erhverv med at være lommetyv, var det som for hende var sikrest og bragte flest penge ind. Selvfølgelig på andres bekostning, men som sagt, Amy var ikke lige typen der følte megen medlidenhed for andre. Hun skulle blot overleve til næste morgensol.

Amy skar en grimasse af smerte, som hun lod sine let beskidte hænder løbe ned af den bare ankel, der allerede var begyndt at hæve op og skifte let farve. Hun havde vitterligt ikke tid eller energi til at være skadet! Hun var dog heldig stillet, at en af bandens medlemmer var healer. Hun var ikke dygtig, så hun kunne fjerne alt, men hun var alligevel guld værd for gadebørnenes hårde liv.
Amy gav et forskrækket hop fra sig, og forsøgte at skubbe sig væk fra ham, som han var kommet hende nærmere. Han var fremmed, og ud fra hvad hun lige havde udsat ham for, ville det komme bag på ham hvis han var venligsindet. Hans øjne løj dog ikke om hans lette bekymring, og selvom Amys blik flakkede let, og hun fik skubbet sig lidt længere væk, rystede hun alligevel på hovedet som svar. ”Nej.. tror kun den er slået.” svarede hun lidt mere spinkel, nu når hun ikke havde ’magten’. Hun var næsten så svag som hun kunne være.
Amy holdte lidt hårdere fast i pungen, men vidste godt at hun uden tvivl nok ikke kunne få lov at beholde den nu. Hun var fanget. Og hvis hun ville undgå mere smerte til sin fod, eller anden smerte, for ikke at nævne hvad der kunne være værre, måtte hun nok hellere give ham pungen tilbage. Hun kastede den hen til ham, og fik krøbet sig lidt tættere op af den væg hun tidligere var krøbet hen til. ”Her er din pung.. Vil du så ikke godt, lade hver med at gøre mig fortræd.” hun kunne naturligvis ikke sætte krav. Hun havde stjålet fra ham, og selvom hun frivilligt havde givet pungen tilbage, kunne han sagtens være en af de mænd der mente at hun skulle straffes yderligere. Det ville ikke være første gang.

Han kunne sagtens se frygten i pigens øjne, da han gik tættere på, hvordan hun knugede pungen som var den hendes liv, mens hun langsomt indså, at hun ingen vejne kom, så længe hun beholdt den. Han blev umiddelbart stående, hvor han var, mens hun svarede på hans spørgsmål. Det virkede altid bedst, når den jagtede ikke følte sig jaget længere. Han greb pungen, da hun kastede den til ham og satte den tilbage i bæltet, mens han skar tænder over smerten i ryggen, ved hans bevægelser. Nu kunne i hvert fald heller ikke løbe længere. Bare tanken om det gav ham en grufuld følelse i maven. Hendes bøn fik ham til at hæve et øjenbryn, lettere forvirret. Ganske vidst, fik tyve skåret hånden af i syden. Men Hakim var ikke i syden, og havde selv begået en kriminalitet eller to efterhånden.

"Gøre dig fortræd? Du får det til at lyde som om, jeg er en psykotisk mand," mumlede han, næsten for sig selv, mens han gik hen inden for to meter af hende og satte sig ned, med en grimasse. Han havde det ikke så forfærdelig godt her i dag. "Desuden. Selv hvis jeg ville, har jeg mit eget problem. Og nej. Jeg vil ikke gøre dig fortræd, jeg ville bare gerne have min mad tilbage," forklarede Hakim en smule tørt, mens han mærkede efter på pungen. Han kunne ikke vide, om hun havde taget nogle af krystallerne dernede. Og desuden; Måske kunne hun da tjene nogen af ham? Det kunne sagtens ske. Han havde bare ikke lige overskuddet til at nævne det lige her og nu.

Amy løftede skeptisk et øjenbryn og så meget undrende på ham. Det kunne godt være at han mest talte til sig selv, men hun kunne alligevel ikke lade hver med at bide mærke i det han sagde. Han burde kunne regne ud, at hun ikke ligefrem levede et fantastisk liv med trygge rammer. Så at hun faktisk var bange for at han ville gøre hende ondt, var ikke unormalt blandt gadebørn, og meget mærkværdigt at han ikke tænkte så langt.
”Velkommen til hovedstaden. De fleste mænd jeg har noget med at gøre er enten psykotiske eller direkte gale oven i skralden..” svarede hun let mumlende og krøllede sig stadig sammen. Nok havde han sagt at han ikke ville gøre hende fortræd, men en gang bidt, var man altid på vagt. Hun skulle ikke nyde noget af mænds måde at straffe hende på.
Det var først nu at hun rigtig opdagede hans skader, noget hun ikke lige havde tænkt over noget før. Hvorfor skulle hun også det? Amy havde sine egne problemer at holde styr på, så at føje hans til listen, var ikke lige sket.

”Og det har du fået.. men bare fordi folk får deres ejendele tilbage, betyder det ikke at de ikke har behov for at afstraffe personen der stjal det i første om gang.” Amy skulle vitterligt til at lærer at holde mund! Hun skulle bare havde sagt, at han havde fået sine penge og nu kunne lade hende i fred. Men næ nej, hun skulle vælge en anden rute og uddybe hvad hun mente. Det var jo ligemeget! Han var uden tvivl ligeglad, og hvis ikke, havde hun nok fået ham til at ændre mening nu. Dumme dumme Amy! Hun begyndte at sparke sig selv mentalt i baghovedet over situationen.

Hakim sukkede lavt, men kunne ikke lade være med at smile over pigens kommentar omkring hovedstadens mænd. Måske var hun bare på den forkerte side af loven? Så havde mænd en tendens til at være mindre venlige.
"Den kan jeg ikke lyve mig fra. Mit hoved er ikke skruet perfekt sammen, men sådan er de fleste alligevel," indrømmede han med et skuldertræk, mens han kiggede på solopgangen. Den var faktisk ganske nydelig her til morgen. En skam han ikke kunne se den i sin egen by. Med sin lillebrors forskruede hoved på en stang ved siden af sig. Det ville have været endnu mere nydeligt.

Hendes lettere fjendtlige kommentar fik ham til at se på hende i stedet for alle mulige andre steder. Var hun virkelig stadig bange? Han fattede det ikke, han sad jo bare her, stille og roligt, og blødte. "Jeg tror du har misforstået mig. Det bringer mig ingen glæde, at slå på, eller straffe kvinder. Du har givet mig en god morgenløbetur og et godt adrenalinsus. Hvad skulle jeg være vred over? Nåh ja, der er selvfølgelig mine sår, men de har jo intet med dig at gøre. Tværtimod, kunne du måske tjene lidt, hvis du gad pifte så højt du overhovedet kan, så min ven kan høre, hvor vi er. Jeg er for træt til det," igen blev det sagt med et skuldertræk, mens han smilede let. Han gad ikke være vred på hende længere, det var bare komplet spild af energi. Men Thalos vidste godt hvad kodeordet til hjælp var og hvis ikke Hakim tog meget fejl, var manden ikke så forfærdelig langt væk.

At Amy var på den forkerte side af loven, kunne man vidst roligt regne med! Hun havde lavet en del ballade og overtrådt en del love i sin levetid. Normalt for hendes liv, men unormalt for andre syttenårige piger der befandt sig i hovedstaden. Eller unge piger generelt. Hun var ikke det mest typiske at finde i byen, men dog heller ikke det mest sjældne syn.
Hun kiggede vagtsomt på ham, som han svarede, og lod ikke blikket vandre lidt, før der var gået et jævnt øjeblik. Amy var dog stadig på vagt, selvom hendes blik fulgte hans og hvilede på solopgangen. Det var stadig tidlig morgen. Der kunne nå at ske en masse.

Amy trak let sine ben til sig og kiggede tilbage på ham med et skeptisk og vagtsomt blik. Der løb dog en kort streg af panik over hende, ved nævnelsen af at det var så nemt for ham at få flere hen til stedet. Det hjalp ikke på hendes i forvejen stressede situation omkring at sidde mere eller mindre fastlåst på et tag med en fremmed, som hun lige havde stjålet fra. Det var ikke en rar følelse, selvom han da virkede oprigtig i det han sagde. Samt at vreden var forsvundet fra hans blik og trækninger. Hun tog en dyb indånding og lod den blidt blive pustet ud igen. ”Hvordan kan jeg vide, at den ’ven’ så ikke vil gøre mig fortræd i dit sted? Du er såret, og det er han højst sandsynligt ikke.” tilføjede hun, selvom det da lød fristende med at tjene lidt. Desværre skulle man bare være vagtsom. Ikke noget med at falde i åbenlyse fælder. Amy var umådelig skeptisk, specielt når det kom til mænd. Hun havde set og oplevet for meget til at være andet.

Hakim så afventende på pigen, mens hun selv så ud til at tænke over hans forslag. Han lagde godt mærke til den lette panik der trak sig gennem hendes ansigtsudtryk, men han lod som ingenting. Lige indtil hun åbnede munden, og tydeligvis stadig ikke havde den mindste tillid. Han forstod hende godt, men samtidig vidste han godt, at han ikke selv sad i den bedste situation. Han sukkede lavt, mens han så ud mod byen. Så stak han en hånd ned i den pung hun nogle minutter siden havde givet ham tilbage og tog et par krystaller ud. "fordi jeg nu tager det første skridt mod tillid. Den sidste rødhårede kvinde jeg mødte, forsøgte at forgifte mig. Ser ud til at jeg og rødhårede kvinder aldrig skal mødes under gode omstændigheder," mumlede han lettere irriteret, før han lænede sig let til siden, og lagde den lille bunke krystaller mellem dem, men tættest på hende.

"desuden, Thalos er ikke typen der slår på kvinder. Han er gift og har børn, og så er en af de mænd af mine, der prædiker mest morale," Hakim kunne ikke lade være med at smile let ved sine egne ord. De måtte næsten lyde som en joke, var det ikke fordi han sagde dem i ramme alvor. Han skævede ned mod sit sår. Dum dag, at tage lyst tøj på til. Nu skulle det smides ud. Spild af penge. Tanken fik ham til, at ryste på hovedet, mens han lagde sin stav fra sig. Ganske vidst tæt på sin krop, men alligevel. Det måtte da være endnu et lille skridt mod at være mere venligtsindedes mod den forskræmte tyv.

Amy fik en let trækning i kroppen og spændte godt til i sine muskler, som Hakim lænede sig lidt hen mod hende, selvom krystallerne i hans hånd, fik hende til modvilligt at sende et mere overtalt blik. Penge var altid noget der talte til Amy, og hun manglede dem altid! Hun lyttede dog stadig til hans ord, og efter han havde lagt dem, tøvede hun og kiggede op på ham. ”Jeg gør ingen fortræd, med mindre de giver mig grund til det.” forsvarede hun sig selv, selvom hun ikke helt vidste hvorfor. Hun kunne jo ikke gøre ved at han åbenbart pissede rødhårede kvinder af. Hun var mere bange for ham, end vred. ”Beklager dine uheldige møder.. Rødhårede er kendt for et fandens temperament.” kom der lidt mere roligt fra hende, med et lille forsøg til antegn af et smil. Imponerende, med tanke på at hun sad sammenkrympet i et hjørne og helt gerne ville længere væk.

Han lød ikke slem, den Thalos. Amy var naturligvis skeptisk og skulle tænke lidt ekstra over det, som hendes blik hvilede på krystallerne og fingerne let snorede en rød krøllet top rundt. Til sidst sukkede hun overvundet. Hele hans opførsel gjorde at hun i hvert fald troede på hans ord. Hun ville nok aldrig stole blindt på ham, da det generelt ville være en sjældenhed at pigebarnet ville gøre det ved nogen. Dertil blødte han meget voldsomt.. Amy var jo ikke ond, og brød sig da heller ikke om at se andre i smerte. Hun kravlede ud af den forkrøblede stilling, og så mere naturlig ud igen. ”Jeg skulle bare pifte højt..” kom der svagt fra hende, mest til sig selv. Hun rakte dog alligevel ud efter krystallerne først, og som hun fik dem trukket til sig, gav hun et højt og langt pift fra sig. Herefter skulle man tro, at pigebarnet ville begynde at flygte væk derfra, men i stedet tog hun en vandpose frem fra sin taske, som var halvt fyldt. Denne tog hun proppen ud af og rakte til Hakim.. ”Du vil havde godt af noget vand.” kom der så neutralt fra hende så muligt, selvom man godt kunne høre en svag bekymring. Hun kunne godt forstå hvis han ikke ville tage imod den. Det var sjældent man skulle stole på nogen, og det kunne jo være gift. Så igen, ville hun pifte og derved tiltrække sig opmærksomhed og bagefter forgifte personen den nye skulle hjælpe? Det ville være en dårlig idé

Hakim kunne ikke undgå at smile let, da pigen beklagede hans uheldige møder. Hun skulle bare vide. Eller nej, egentlig ikke, hvorfor i alverden skulle han fortælle hende noget som helst om det? I stedet holdt han bare sin kæft lukket, mens hun trak sine krystaller til sig, og gav sig til at pifte højt. Han blev selv siddende hvor han var, mens han bad til, at Thalos havde hørt det, og ville lette sin halvelverrøv. Han var allerede godt træt nu, og sad egentlig og tænkte, at hun nok ville fordufte, da hendes stemme lød igen, og en vandsæk blev rakt mod ham. Han tog imod den og så et øjeblik tøvende på den. Burde han virkelig? Han skævede let op til pigen, før han trak let på skuldrene og tog en stor slurk, ligeglad med den læderagtige smag, vandet havde.

"Den sidste rødhårede havde ikke noget temperament. Men hun forsøgte, at forgifte mig," indrømmede han, mens hans blik igen sad på den vandsæk han havde i hånden. Han håbede virkelig ikke, at det var det, denne pige også var ude på. Det ville virkelig være træls. I stedet for, at virke mistroisk, tog han en tår mere, og rakte den tilbage mod hende, mens han ømmede sig og overvejede hvor længe det ville tage Thalos om, at komme herhen.
"Men det var godt nok spild af god vin, at hun gjorde det," konstaterede han noget pludseligt, da de havde været tavse længe nok efter hans hoved.

Manden begyndte at se mere og mere udkørt ud, men der var ikke rigtig noget Amy kunne gøre ved det, andet end at tilbyde ham vand. Det var ikke det sværeste at finde i gaden, og hvis alt kom til alt, var vand heller ikke det dyreste, hvis man da absolut skulle hen og bruge penge på det. At manden så tøvende på vandsækken, undrede hende ikke det fjerneste. Det ville hun bestemt selv havde gjort, og var faktisk ikke sikker på hvorvidt hun selv ville havde taget imod den, hvis han havde tilbudt hende den. Men hun var ikke ude på numre denne gang. Dette var blot almindeligt vand, ikke frisk nyhentet vand, men vand var det. Et spinkelt træk i smilebundet, fik formet et forsigtigt smil på hendes læber, men faldte hurtigt igen, så hun var tilbage i sit mere alvorlige lune. Hun var ikke ligefrem kendt for at side og smile over hele hovedet konstant.

Amy løftede et øjenbryn og kunne ikke dy sig. ”Forgifte dig? Og det kalder du ikke et hidsigt temperament.” kom der fra hende, mens hun fulgte hans blik ned til vandsækken. Hun havde ærligt talt ikke gjort noget ved vandet. Men at være skeptisk var vel et ganske godt overlevelsesinstinkt.. også selvom han allerede havde drukket af vandsækken. Amy tog imod vandsækken, som den blev rakt tilbage. Hun vejede den lidt i sine hænder, inden hun selv tog noget derfra. Det måtte vel skyde hans mistro til vandet helt i sænk. Hvis det virkelig var forgiftet, ville hun ikke selv begynde at drikke af det. Og her sad de så. Helt stille og Amy kunne høre hvordan nogle vildfarende fugle var kommet op og slås om noget. Højst sandsynligt føde. Hvor hun dog kendte det.
Amy blinkede et par gange, og vendte hovedet tilbage mod manden, og et lille smil formede sig frem. ”Jeg kan godt li’ at du fokuserede mere på at det var spild af vin, og ikke så meget på hvad giften kunne havde gjort ved dig.” et eller andet sted, fandt hun det faktisk meget morsomt, men også meget atypisk. Specielt fordi Amy ikke anede hvad god vin er. Hun har ikke ligefrem fået meget af det i sin levetid.