Barfodet trådte Miccashi sig ind mellem de mange træer, hvor hun fandt sin indre fred og indre glæde.
En glæde, som kunne blive en pestilens for alle og enhver hun kendte.
Hun kiggede op, hvor hun kunne se en fugl flyve rundt blandt de mange lianer. Den så ud til, at være på udkig efter et bytte.
Skoven var levende, og det elskede den lillae dæmon, som var på udforskning i Krystallandet. Der var så meget hun slet ikke havde oplevet endnu, så alt var det rene eventyr.
Hun tog en dyb indånding, og sukkede tungt derefter. Ørerne lyttede godt efter enhver lyd. Lyde som på en gang tilhørte skoven, og som samtidig også var lyde som ikke hørte med i skovens rytme. Det hele var så unikt, som det overhovedet kunne blive.
En plante greb fat i hende, og bar hende op ad mod en gren oppe i et af de nærtliggende store træer. Hun greb fat, så hun ikke ville falde ned. Med et par lette bevægelser, sad hun op ad stammen på grenen. Her kunne hun rigtig nyde udsigten. En udsigt over en større sø, som glinsede let. Derudover var der kun træer i sigte.
Blomster groede i hendes hår, og der kom kun flere frem med tiden. Dem der døde ud, blev erstattet med nye smukke blomster, der alle var i glade farver. Blå, hvide, røde, lillae og også lyserøde farver var hendes yndlings.