Skoven syntes mere dejlig end nogen sinde. Træerne tårnede sig op mod skyerne, mens lianerne hang ned mod skovbunden, som syntes så ren som den overhovedet kunne blive.
Barfodet trådte Miccashi sig ind mellem de mange træer, hvor hun fandt sin indre fred og indre glæde.
En glæde, som kunne blive en pestilens for alle og enhver hun kendte.

Hun kiggede op, hvor hun kunne se en fugl flyve rundt blandt de mange lianer. Den så ud til, at være på udkig efter et bytte.
Skoven var levende, og det elskede den lillae dæmon, som var på udforskning i Krystallandet. Der var så meget hun slet ikke havde oplevet endnu, så alt var det rene eventyr.

Hun tog en dyb indånding, og sukkede tungt derefter. Ørerne lyttede godt efter enhver lyd. Lyde som på en gang tilhørte skoven, og som samtidig også var lyde som ikke hørte med i skovens rytme. Det hele var så unikt, som det overhovedet kunne blive.

En plante greb fat i hende, og bar hende op ad mod en gren oppe i et af de nærtliggende store træer. Hun greb fat, så hun ikke ville falde ned. Med et par lette bevægelser, sad hun op ad stammen på grenen. Her kunne hun rigtig nyde udsigten. En udsigt over en større sø, som glinsede let. Derudover var der kun træer i sigte.

Blomster groede i hendes hår, og der kom kun flere frem med tiden. Dem der døde ud, blev erstattet med nye smukke blomster, der alle var i glade farver. Blå, hvide, røde, lillae og også lyserøde farver var hendes yndlings.

Lyden af trampende fødder brød stilheden i Paradisskoven. Miccashi var ikke den eneste, der var draget ud på Eventyr, for Kijara var netop ankommet til øen. Hun havde aldrig tidligere sat sine fødder på Topalis' landjord, og den fugtigvarme skov med de hængende lianer var et syn, hun aldrig tidligere havde set.

Hun ville have nydt freden og de smukke omgivelser mere, hvis det var fordi, at vejen hun havde valgt gennem skoven, var en af de mest ufremkommelige, man kunne forestille sig.
Adskillige planter, buske og nedhængende lianer spærrede hendes vej, og hun måtte trampe og hakke sig vej gennem skoven med det store spyd, hun havde i den ene hånd.
Klimaet var heller ikke behageligt, for al anstrengelsen fik sveden til at løbe ned af hendes krop. Hun havde hørt at klimaet på Topalis var 'tropisk', men hun havde ikke helt forstået betydningen af ordet, og hun havde for længst måttet skille sig af med den pelskantede rejsekappe, der mere end noget andet, var i vejen.

Foran sig kunne hun se vandet i en nærliggende sø glimte, og hun satte farten op. Lugten af blomster og planter var nærmest bedøvende, og tanken om det kølige vand forude, var en kærkommen glæde.
Spyddet hakkede sig hurtigt igennem et par lianer, og hun satte kursen mod søbredden.

Alt imens Miccashi beundrede sine mange blomster, kom der kun endnu flere frem i hendes hår. Hendes hår var begyndt at ligne en stor rede, af bare blomster. Det var et specielt syn. Der var også mange gange, hvor fugle havde begyndt at bygge rede i det, når det var forår.
Ved nærmere eftertanke, var det faktisk lige blevet forår.
Dette var et af hendes yndlingstidspunkter på året, hvor hun kunne få det ekstra sjovt. Ved at få folks hår til at ligne en blomsterrede, tiltrak det meget nemt fugle.
Hun kunne også få grene til at vokse ud af håret, så de lignede et fugleskræmsel. Hun morede sig ved tanken, og en lys, dæmpet latter undslap hendes fine lillae læber.
Hun elskede sin race, og var stolt af den. Hun havde ikke mødt så mange andre racer i Krystallandet, bortset fra menneskene: de fyldte jo også det hele.

Ganske rigtigt, kunne man ikke være ét sted, uden at der skulle være et menneske i syne. Hun fik øje på en mørkhåret kvinde, nede for enden af sit træ.
Hun kravlede langs sin store gren, for at følge hende gå dernede under hende.
Ved et par lette hop, hang hun med hovedet nedad, hvor halerne havde grebet fat i træet.
Hun var "faldet ned" lige foran Kijaras ansigt, med det største smil man længe havde set mage til.

"Hej! De må være et menneske! Jeg tænkte på, om De kan lide at være et menneske, eller om De nogen sinde har drømt om at være noget andet?" En talestrøm var begyndt, og den så ikke ud til at ville stoppe. Alt gik så stærkt, at hun selv ikke havde tænkt på, at hun kunne forskrække Kijara.

"Hvad kan De så?" Øjnene blev kun endnu større, og de lignede nogle der glimtede med al den glæde de udstrålede.

Kijara gik og mumlede lidt for sig selv. Varmen og lyden af summende insekter var begyndt at irritere hende, og hun havde allerede en smule fortrudt sit lille 'eventyr' i skoven. Selvom Paradisskoven af mange blev opfattet som et af de smukkeste steder i landet, synes Kijaara, at stranden med sine glimtende ametyster havde virket langt mere indbydende end dette sted.
Så optaget, som hun var af sine egne tanker, fik hun noget af et chok, der et ansigt pludselig dukkede op foran hende. Faktisk blev hun så forskrækket, at hun stak et hyl - noget hun øjeblikket efter skammede sig gevaldigt over.

"Ja .. jeg er et menneske"

Sagde hun tøvende, idet hun betragtede skabningen foran sig. Hendes øjne var let sammenknebede, for selvom tingestens hår var lyserødt og mest af alt lignede en fuglerede fyldt med blomster, var der noget ubehageligt velkendt ved skabningens træk .. Hun kiggede op og så, at den holdt fast om en gren med sine halespidser, der hver især havde en lille dusk for enden.
Der kunne ikke være nogen tvivl! Det var endnu en af de små satans dæmoner! Hun bakkede et par skridt væk og pegede spyddet truende hen mod skabingen, der hang på hovedet.

Miccashi grinte et elskværdigt grin da hylet undslap menneskekvinden. Hun hyggede sig altid ved at skræmme folk noget så pludseligt.

"Blev De bange? Hvorfor det? Jeg bider altså ikke? Dit hår kunne forresten godt trænge til en lille opfriskning, synes De ikke? Må jeg kalde dem du? Det er meget bedre!" Da halerne snoede sig fri fra grenen, røg hun direkte ned og gik på hænder mod Kijara, indtil spydet blev peget mod hendes hoved. Hun blev skiløjet at kigge på. De store lyserøde øjne, blev kun større at kigge på.

Hun dumpede bagud, smidig som hun var, så det elegant ud.

Hun så nu i en normal position.

"Åh.. du blev faktisk noget mere normal at se på, nu hvor du vender rigtigt!"

Hun tog sig ikke af spyddet. Faktisk var det bare endnu en gren, bare med en sten for enden.
Hun lagde en fingerspids på spyddets spids, og der begyndte nu at vokse flere grene og blomster ud af dets træskaft.

"Jeg hedder Miccashi, hvad hedder du? Du kan også bare kalde mig Micca, hvis det er nemmere?" Sagde hun storsmilende, lettere irriterende at høre på. Alligevel mindede hun ikke om noget væsen, der kunne finde på at gøre et levende væsen fortræd.

"Hvilke blomster kan du egentlig bedst lide? Jeg kan bedst lide de lyserøde.. men hvis de vokser i mit hår, lægger man ikke rigtig mærke til dem. Så derfor ender de typisk med at blive blå, hvide og røde." Talestrømmen syntes at være begyndt igen, til måske Kijaras ulempe.

Kijara var knotten, svedende og på grænsen til at blive rigtig, rigtig irriteret på den lille skabning, der plaprede løs. Den så ud til at have en noget anderledes personlighed end den anden af sin slags, men hun kunne ikke helt bestemme sig for, om det var bedre eller værre.

Værre. Helt klart værre, besluttede hun sig for, idet hun med et let udbrud trak spyddet til sig igen, for at undersøge skaftet, der var begyndt at .. blomstre. BLOMSTRE!
Rasende begyndte hun at knække nogle af grenene, der var vokset ud på spydskaftet af. Det var hendes våben! Symbolet på hendes kampfærdigheder! .. Ikke en blomsterdekoration!

"Hvad gjorde du ved mit spyd!?"

Nærmest råbte hun af dæmonen, afbrydende dens snak om blomster. Hun var ikke den mindste smule interesseret i blomster - ikke andre end dem, der for øjeblikket voksede på - og ødelagde - hendes prægtige våben!
Hendes øjne var store, idet hun stirrede skiftevis på den lyserødhårede skabning og våbenet. Hun nåede slet ikke at opfatte skabningens navn, som den havde nævnt det. Ikke at det havde den store betydning for hende.

Nu hvor Kijara blev SÅÅÅ glad for alle de blomster på hendes skaft, og var helt målløs ved synet, kunne Miccashi ikke andet end at blive endnu gladere!
Hun klappede sine hænder sammen i begejstring over, hvor meget hendes blomster kan glæde en anden person.

"Der er mange blomster i Krystallandet! Kender du den der orange blomst, som er sjælden? Den gror kun i bjerge nogle enkelte steder, og man siger at den har en healende kræft. Jeg kan ikke lave den, jo.. en kopi.. men den har ikke sammen virkning, men den er SÅ flot! Sådan en kan du få! Eller... Du kan også få en af de røde, en af de blå, en en rosa.. måske en rose? En grøn, en gul, en orange.."

Miccashi stoppede et øjeblik og blinkede et par gange.. Der var noget galt i den sætning. Hun kunne ikke finde fejlen, at der var en farve hun havde sagt to gange, men så kørte hun om igen, så hun var sikker på, at hun havde fået alle farver igennem.

"Orange, rød, blå, rosa, grøn, gul..." hun nikkede, og fortsatte. Denne gang med lukkede øjne mens hun talte på sine lillae fingre.

"En lilla, en brun.. Ååh jeg elsker lilla! En lyserød" Hun åbnede atter sine øjne og så på Kijaras ansigtsudtryk, som Miccashi slet ikke kunne fortolke, andet end at forstå at mennesket måtte være glad.

"Hov.. Hvad gjorde DU ved dit spyd? du knækkede en af blomsterne! Så er det godt, at jeg kan redde dig!" En ny blomst groede ud på blomsterspyddet med 5 nye friske, i forskellige farver, der mest af alt lignede nogle fra en regnbues.

"Sååådan" Kom det tilfredst fra hende, og klappede i hænderne.

Hvad var det helt præcis at blomsterskabningen ikke fattede? Troede den virkelig, at Kijara var glad for blomster!? Hun var ved at blive mere og mere arrig, og hun stak truende spydspidsen helt op i hovedet på dæmonen.

"Hør her! Jeg er ligeglad hvilke farver dine skide blomster har ... du fjerner dem fra mit spyd nu!"

Hun gjorde et lille, huggende udfald med spyddet - ikke for at ramme Miccashi, men for at gøre det klart, at det skulle altså være lige nu, at det skete.
Det stod allerede helt klart for hende, at hun ikke skulle have begivet sig ind i denne skov, hvis bedøvende blomsterdufte og alt for varme klima, var ved at overmande hende - og nu var hendes spyd tilmed blevet forvandlet til en blomstergren. Det kunne ikke blive meget værre.
Det var lige før, men også kun lige, at hun hellere ville støde på den anden irritende dæmon, der kastede med fisk. Hellere stinkende fisk, end parfumerede blomster.