Sneen havde de sidste par dage faldet over Krystallandets hovedstad, og det var tid for den store, årlige begivenhed: Midvinterballet. Selve paladsets balsal var pyntet med lysende krystaller og de store vinduer gav udsigt til paladsets snedækkede have. Langs salens ene væg stod nogle overdådigt pyntede borde med alskens lækkerier og naturligvis en stor mængde af den fineste krystalvin.

Alle tilhængere af Lyset var inviteret til ballet: naturligvis særligt den finere overklasse, men også helt almindelige borgere.
Dørene til paladset var dog også grundigt bevogtet af paladsets vagter, for ingen ønskede, at ballademagere skulle have adgang til festen. Eftersøgte krystalisanere og tilhængere af Mørket ville derfor blive øjeblikkeligt udvist og sat bag lås og slå, medmindre de naturligvis havde sørget for at forklæde sig grundigt.

Højt over balsalen tronede en balkon med udsigt til dansegulvet, hvor et par af gæsterne allerede havde fundet hen.
Iklædt en snehvid kjole trådte Lysets Dronning frem på balkonen. Huden på hendes arme og ryg var dækkede af små, glinsende krystaller. På det sirligt anrettede hår bar hun en lille krone: symbolet på, at hun herskede over landet.
"Jeg erklærer hermed årets vinterbal for åbent." Hendes stemme lød klart ud over hele balsalen, og ballets deltagere stoppede op for at betragte hendes skikkelse på balkonen over dem. Et øjeblik blev hun stående for at betragte sine gæster, men herefter forlod hun balkonen.
Ballet var sat i gang.

Rhovandír var ankommet sammen med selskabet af elvere der var draget fra Elverly, han var stolt af at være blevet tilladt at komme med på trods af sin unge alder, og havde da heller ikke i sinde at lade de ældre fortryde det.
Han havde højt og helligt lovet sig selv ikke at gøre sig selv og sit folk til grin ved at være for ivrig og ligefrem.
Byen var stor, og der havde været utroligt meget til at distrahere ham, men han havde holdt hovedet højt og fulgt trop, hjulpet til at de ældre kunne komme sikkert gennem mylderet af krystalisianere og andre væsner.

Våbnene var blevet efterladt ved porten, taget af en af vagterne der havde lovet at han nok skulle få dem tilbage igen når han drog ud igen, det ar blot sikkerheds foranstaltninger, hvilket han forstod så han havde bare nikket og smilet forstående til vagten inden han fik lov at gå ind.

Den unge knøs havde nær stoppet op indenfor døren til balsalen, den var stor, større end han havde forventet, og på trods af at der var utroligt mange folk rundt omkring gjorde arkitekturen og akustikken at det ikke så ud af alt for meget, at de stadig var en vis åbenhed ved det hele. De mange utroligt smukke lys gjorde det blot endnu bedre.

Han tvang sig selv til at gå videre, hænderne foldet let bag ryggen som han rankt iagttog det hele, forsøgte at sluge det hele med øjnene på en gang. Han havnede ved et større bord fyldt med alskens mad, flere forskellige retter han aldrig i sit liv havde set før. Nogle af dem virkede blot for ham at se, makabre, mens andre retter, mest desserterne, tydeligvis var blevet lagt en god del arbejde i. Hans øjne faldt på en større anordning af iskrystaller der var blevet skåret ud og placeret på bordet som en stor krystal-blomster dekoration, hvorpå små nipsgenstande og pindemadder var på nogle af bladene. Af krystalianere kunne han kun synes at det var et vældig godt arbejde de havde gjort med det, selvom han nu til dels synes bedre om de naturlige planter.
De var jo mere hjemlige end krystalblomster.

Han drejede hovedet idet en tjener tilbød ham en velkomstdrink, hvilket han valgte at tage imod med et lille nik, stadig ved at forsøge at overskue hele balsalen.

Kravenoh Havde gjord sig for en gangs skyld umage med at snige sig lydløst forbi de mange vagter der stod og bevogtede det hele, normalt havde han bare kunne dræbe sig igennem det hele men det vil ikke gavne ham, plus der vil også være langt flere vagter ind han kunne klare. Han havde bevæget sig lydløst igennem det meste forsvundet i en røgsky og dykkede op igen, hele vejen hen til balsalen.

Kravenoh var ikke rigtig efterlyst af nogen for noget da han aldrig rigtigt var blivet opdaget med alt det ondskab han havde forvoldt. lige uden foran balsalen lidt væk fra indgangen dykker Kravenoh fra han skjul, der var så mange vagter at han vidste de vil kropvisitere ham, så hvis han vil ind måtte han komme ind på en anden måde, og hvis der var noget han var god til var det at komme ind uøsnket steder.

Kravenoh var nød til at se noget af balsalen for at kunne dukke op et sted uden at blive set, han forsvandt op på taget for at kunne se ind af vinduerne for at finde et sted, han så på balkongen hvor han gik ud fra lysets dronning havde stået. der skulle han nok ikke dukke op.
Han så på de vagter der var så hvordan de stod og gik deres rute, og efter lidt fandt han et lille sekund af et hul.

Inde i balsalen dukkede Kravenoh op, en vagt kom gående lige forbi ham, og efter han var gået forbi ham kom han frem for han skjul, Kravenoh havde ikke hans normale tøj på, da han ikke vidste hvem der ellers var inviteret til denne fest.
Han rettet på tøjet og begynde at bevæge sig hen imod folkemængden.
på hans vej hen imod mængden fik han øje på nogle elver, hans blik blev straks et andet. " forbandede elver " mumlede han, ikke nok med at i Samson bande at der var en elver, men nu også her.

Han havde stået og sippet let til drikken, ikke at den smagte videre fornøjeligt, en smule for sødt til hans smag, men han nænnede ikke bare at stille den fra sig. Istedet begav han sig videre blandt gæsterne, minglede lidt her og der, da en mørk skikkelse pludselig dukkede op fra bag en vagt.

Han rynkede brynene lidt, undrende over hvad en mørkelver lavede her.
Selfølgelig kunne det være en af Lysets Dronnings gæster, en der var blevet omvendt, men hans instinkt troede det næppe. Mørkelvere havde været en pestilens gennem en del år, faktisk så længe han kunne huske, så hvorfor skulle denne være anderledes+

Hans mistænksomhed blev da også bekræftet da han bemærkede den mumlende komentar. På trods af at den unge elver godt vidste at han skulle holde sig i skindet, kunne han dog alligevel ikke lade være med at kommentere tilbage ''Undskyld, var der noget+ '' Han forholdt dog sin stemme neutral

I hans gående overfor at blande sig i mængden af folk, ikke fordi det var nemt for en mand som Kravenoh at blende ind når man havde sådan en mørk hud som ham. Han stoppede op og lukkede kort øjne da han hørte en stemme svare på hans kommentar om elver, øjne blev dog åben igen og et lille smil var på hans læber. Han vende sig om imod elveren, og så den unge elver stå der helt klar til at få en lektion han sent vil glemme, men nu var dette sted ikke det bedste sted at få opmærksomhed.

Han gik dog hen imod denne elver, og kunne faktisk lamme den elver med han små nåle han havde på dig, uden der var nogen der vil vide det var ham, men hvad var det sjove ved det, når Kravenoh heller lige vil snakke med denne unge elver.

Da han var kommet hen til elveren stod han og kiggede på ham, " ja det kunne være lækkert hvis i var gået i bad inden i kom til sådan en lejlighed, det var det eneste " sagde han men blev dog ved med at stå foran denne elver og bare kigge på ham, Kravenoh var endnu ikke ude på noget ballade, men måske kom det.
hans blik falde kort over på de andre elver, og han havde regnet ud at han var i undertal, men han havde noget de andre ikke havde og det var hans våben, og han regnede heller ikke med at de fine elverfolk vil skabe problemer her.

Den rødblonde elver, end ikke sitrede da mørkelveren valgte at gå over til ham og stirre ham ned. Javist var den anden en smule højere end ham, men han lod sig det virkelig ikke gå på, nappede istedet et par vindruer fra en nærtstående frugtskål.
'' Til Deres information er vi alle rengjorte inden vi gjorde vores entre, ikke noget man videre kan sige om Dem..+ '' Han hævede et øjenbryn som han poppede en vindrue ind i munden og gumlede på den. Den smagte en smule anerledes end den sort der blev brugt i Elverly, mere sødlig bitter.
De friskt grønne øjne skævede op og ned af den mørke elver, han lignede virkelig en der havde taget et bad i blæk mere end noget andet, men han valgte ikke at kommentere det, det kunne bringe en uønsket reaktion frem, og dog følte han sig alligevel en smule provokeret af denne fremmede.

Hvordan var den fremmede overhovedet kommet ind+ Bestemt ikke via vagterne, det var han næsten sikker på.. Så sandsynligheden for at denne mørke havde våben på sig var rimelig sandsynligt. Han skævede let hen mod de andre elvere, velvidende at der sikkert var en eller anden der holdt øje med dem derhennefra. Han drejede hovedet igen, fæstnede blikket på den anden.

Kravenoh kunne ikke lade være med at smile, for selvom de ord som den unge elver kom med var irriterende, kunne det ikke måle sig med de ting han måtte finde sig i RT, at skulle arbejde sammen med en skovelver er ikke ligefrem fedt for ham. Han så kort over på de andre elver og kunne se der altid var en der holde øje, han så igen på elveren " pas på ung elver pas på, den næste drue du spise vil måske blive din sidste, måske du bare skulle tag dine kærester med hjem der over, for lige nu ser det ikke ud til du kommer hjem, ikke med den indstilling du har."

Kravenoh stod kort og tænkte over og denne unge elver var værd at blive smidt ud af over, lige nu var det tæt på at han var og en ting var sikkert denne elver vil aldrig glemme Kravenoh efter det hvis han gjord ham noget, for Kravenoh var ikke bare en tilfældig mørkelver, han var meget mere ligeglad og koldblodig.

Han lænede sig helt hen til øret af elveren " hører godt efter siger det kun denne ene gang, Jeg slår vil lamme din krop så du ikke vil kunne bevæge din arm, og når jeg har gjord det vil jeg lamme din ryg sådan du ikke kan bevæge dig, og selv ikke jeres små healing krafter vil kunne tag det, og det bedste af det hele er jeg vil være væk ide der er nogen der opdager det, ser du jeg kommer og går som jeg vil, så tænkt dig om."

Rhovandir stirrede kort på den anden, så igen over på gruppen af minglende elvere. '' De er ikke mine kærester men mit folk og min familie. Og ingen skal tilsvine min familie og folk.. '' Lød det stolte svar som han rankede sin ryg, bare for at føle sig en smule højere.
Han viste ikke hvad alder den anden havde, ej heller vidste han hvor han kom fra eller hans rank, egentligt var han næste også ligeglad.

Hans holdning ændrede sig dog en anelse ved truslen der blev hvislet ind i hans øre, det løb ham koldt ned af ryggen, mens han forsøgte at holde sit ansigt i de rette neutrale folder.
'' De lader til at have en kedelig hobby hvis det er den slags ting De får deres fritid til at gå med..'' lød hans kommentar, en anelse køligere end han havde villet det. Han skævede let mod bordet som han anede en let bevægelse fra det hvide træ, og fik øje på en lille stilk han var sikker på ikke havde været der tidligere. Han rystede på hovedet og lod igen hele sin opmærksomhed være på den mørke elver, en smule anspændt.

Kravenoh var godt klar over det var hans familie men nu var han virkelig ved at være træt af denne unge elver knægt, han lænede sig hen imod knægten igen " hører her knægt dette er din sidste advarsel, og ikke din familie vil kunne redde dig overfor mig, jeg tror ikke de har set en som mig før, du har måske hørt om mørkelver men jeg er ikke som dem, jeg er meget mere anderledes, ser du jeg har nogle nåle som jeg bruger meget som min signature" sagde han og holde en kort pause, hvorefter så lydløs som han var, tog en af hans lammelse nåle og stak forsigtigt den i armen på ham, han ville kunne mærke noget med det, men efter få sekunder vil hans arm være lammet og han vil ikke rigtig kunne bruge den til noget. " og hvis du ikke er klog og forsvinder her fra vil du komme til skade, meget slemt til skade så løb elver or jeg vil finde dig igen jeg ved hvor du holder til, ja i din lille elverly jeg ved meget mere ind du tror, og jeg vil kunne liste mig lydløst ind når du mindst venter det, og gør dig ondt. Kravenoh vidste at nålen vil virker nu, og han vidste at elveren vil være lammet i nogle timer nu, men det var ikke nok for ham, han tog fat om nakken på ham" og dette var den sidste advarsel " han holde elveren ind til sig, og placerede en nål i hans nakke som vil lamme hans bevægelse i ryggen så han næsten ikke vil kunne gå, og hvis han selv fjernede nålen vil det risikere at ødelægge hele kroppen, da det kun er Kravenoh selv der ved hvordan man fjerner dem, han slap grebet om ham og forsvandt væk fra den unge elver.

Han lyttede anspændt, forsøgte at læse den andens bevægelser. Hele hans instinkt nærmest skreg 'slange'. Om det var hans anspændte muskler eller bare tanken om 'slange' der fik smerten fra nålen igennem, anede han ikke. Men han mærkede tydeligt det ubehagelige stik og skævede mod sin albue hvor nålen var blevet sat ind, stikkende op mellem det fine lyse stof. Han skar en mindre grimasse ved synet, kunne simpelthen ikke lade være.
Langsomt begyndte det at snurre i hans arm, og han opfattede knapt hvad den anden sagde da hans arm slapt hang ned langs siden på ham, de par vindruer han havde der faldt ud af hans hånd og trillede ud på gulvet.

Grønne øjne skævede op på den anden. '' Elverly har en ubrydelig beskyttelse, selv hvis du skulle komme forbi vil en eller anden se dig og advare de andre. '' Mumlede han lavt. Han forstod ikke helt hvorfor den mørke havde set sig såond på netop ham ud af de mange elvere der var i balsalen. Han skulle nok næppe have kommenteret på den kommentartil at starte med. Han forbandede sin dristighed, idet samme som den anden mod alle forventninger hold ham ind til sig. Han havde været midt i en bevægelse til at skubbe ham væk da han følte den anden nål, ubehageligt borende ind i rygsøjlen. '' Hva har De..+ ''
Sortelveren forsvandt fra ham, som han skvattede akavet fremad, brugte sin frie arm til at tage forholdsvis af fra faldet som lammelsen overtog hans ryg, lod ham blive lam fra ryggen og ned. Rhovandír følte en større trang til at skrige frustreret efter sortelveren, men bed sig istedet hårdt i læben, mens han med sin frie arm forsøgte at skubbe sig selv ind under dugen på bordet... Langt kom han dog ikke da hver en bevægelse fik nålen i hans ryg til at bevæge sig ubehageligt.

Et tungt suk forlod den unge elver mens han afsøgte for at finde den mørke igen, hvor havde han dog været dum. At kalde på ham ville højest sandsynligt bare give unødig opmærksom... Som om det at ligge skvattet ud på gulvet ikke gave opmærksomhed og blikke nok. Hvor han dog følte sig ydmyget.

Kravenoh havde bevæget sig lidt væk fra denne unge elver, for ikke at opmærksomheden skulle vendes imod ham, hvis denne unge elver vil skrige op eller noget. hende ved en søjle stod han i en afslappet stil, hvor han stop oplænet med armene over kors , og et lille smil på læben smilet som betød tilfredstilhed over at han havde fået lukket munden på den unge elver. han så hvordan den unge elver var pint over lammelsen, og det så ud til han ledte efter Kravenoh.

Kravenoh fløjtede som en af de fugle som fandtes i elverskoven, sådan den unge elver vil hører det, og genkende det. " ja kom du bare kravlende her over lille elver" Kravenoh stod over i et hjørne helt for sig selv lidt gemt væk, men stadigvæk kunne man se ham.

Endelig fik han øje på den mørkhudede igen. Hvor han dog så så selftilfreds ud som han stod lænet op af søjlen, som en selvfed kat der legede med musen.
Et mindre fnys forlod ham, ydmygelsen var næsten total da manden begyndte at kalde på ham og han følte en meget uvillig rødme snige sig op i kinderne for blot at forsvinde igen.

Han bed tænderne sammen, højest sandsynligt ville den anden enten flytte sig fra ham igen eller gøre ondt værre. Og alligevel sagde noget ham at det var bedre at 'følge ordrer' fra den anden og kravle hen imod ham, uanset hvor ydmygende det var.

Tænderne bed hårdt sammen som han langsomt maste sig ved ned langs bordet, hen til væggen hvor han forhåbentligt ikke ville drage alt for meget opmærksomhed som han forsøgte at begive sig hen imod den anden, smerten strålende fra nålene for hvergang han bevægede sig. Din fordømte blækhud.. lød det irriteret i hans tanker.

Den lille hund som den unge elver nu lignede var på vej over imod Kravenoh langsomt men på vej var han da, han var dog overrasket over der ikke var nogen mennesker der prøvede at hjælpe elveren, men på den anden side så vil de sikkert rører nålene også vil det gør endnu mere ondt.

Han stod stadigvæk op af søjlen hans smil var stadigvæk på hans læber på en hånende måde. han satte sig kort på hug da han så den unge elver var tæt på ved at være henne ved ham " ja så kom da " sagde han som han var en hund, Kravenoh vil gi denne unge flabet elver en lærerstreg som han sendt vil glemme. han vil plante et mærke i hans hukommelse som han sent vil glemme, et mærke det vil gi ham frygt når han vil støde på Kravenoh igen.

Han stoppede.
Istedet for blot at lystre og kravle over til manden stoppede han, og skulede indædt mod ham. Ikke om han ville lade ham få sin vilje..
Med en indre kraftanstrengelse fik han vendt sig om og begyndte i stedet at kravle væk. Ikke om den sortelver skulle have fornøjelsen af at han adlød ham som en forslåen hund. Så hellere forblive lam.

Ud ad øjenkrogen anede han bevægelse mellem gæsterne som, hvad der kun kunne være vagter efter uniformerne at dømme, begyndte at bane sig vej over mod ham og sortelveren. Endnu en mindre banden forlod ham, mens han tillod sig selv et mindre hvil. At slæbe en hel krop med bare en arm var langtfra let.

Klædt i hvide uniformer, stod et par vagter på balkonen, hvor dronningen tidligere havde været. Deres øjne spejdede søgende ud over balsalen, hvor der så ud til at ske nogle besynderlige ting. En elver havde tilsyneladende fået sig et ildebefindende og nærmest kravlede nu rundt på gulvet.
"Skal vi bryde ind?" En af vagterne havde forladt balkonen for at opsøge dronningen, som ellers havde trukket sig tilbage til sine gemakker. Hun nikkede kort, og begyndte selv at bevæge sig mod balsalen.

Inde i selve den festligt pyntede sal, gik et par store dobbeltdøre op, og en halv snes vagter marcherede ind, hvilket naturligvis ikke kunne undgås at fange de andre gæsters opmærksomhed. Adskillige hoveder blev drejet mod de uniformerede skikkelser, der nu bevægede sig hen over krystalgulvet.
"Er De kommet til skade, hr?" En menneskevagt med et stort, gråt overskæg var nået hen til den kravlende Rhovandír. Et par af de andre vagter gik undersøgende rundt blandt gæsterne for at se, hvad der havde skabt balladen. Det var imidlertid svært at gennemskue, at det var Kravenohs værk, selvom hans udseende alene nok kunne risikere at tiltrække vagternes opmærksomhed.

Langt over de fornemt klædte balgæster betragtede et par krystalklare øjne sceneriet. Lysets Dronning var vendt tilbage til balkonen.

Kravenoh var ikke dum han kunne godt fornemme når det var på tide at forlade festen, især når det var en fest han ikke var inviteret til. han smilede kun kort da han så den unge elver var på vej væk igen, han rejste sig op og så at han måske havde tiltrukket sig for meget opmærksomhed, og han så hvordan nogle vagter var begyndt at nærme sig.

Kravenoh så kort over på den unge elver og smilte " vi ses igen det lover jeg dig Ciao " Kravenoh stod i 2 sekunder og nød det hele, hvor efter han forsvandt og var væk, og det eneste der var tilbage var en røgsky som kom frem ide han forsvandt.

Kravenoh dukkede op oppe på taget af den store balsal han så sig rundt, om at der ikke var nogen efter ham, han forsvandt igen og væk fra palaset.

Og det han havde frygtet allermest hele aftenen ville ske, skete.. Hvor typisk.
Han havde en umådelig trang til bare at gemme sig nede i et hul og langsomt dø, alt andet end denne yderst pinlige situation.
I stedet så han op på mennesket der havde bøjet sig ned imod ham, et skævt smil der bestemt ikke passede til hele situationen forlod ham..
'' Nej, eller... Sortelveren de.... '' Han havde nikket over imod hvor Kravenoh få sekunder tidligere havde været og stoppede op i bevægelsen.. Selvfølgelig var han stukket af som den kujon han var.

Han rystede på hovedet, velvidende al den uønskede opmærksomhed han fik lige nu, fra sit folk såvel som de andre gæster. Dette ville bestemt ikke undgås at komme forbi Toorahs opmærksomhed.
Han hævede blikket til manden igen, lænede sig på den brugelige arm. '' Der var en sortelver...Vi..Han stak nåle i mig, så jeg er ude af stand til at gå eller stå.. '' Forklarede han, mens han kun synes at følelsen af at ville forsvinde som sortelveren havde gjordt det, blev værre og værre.

'' Jeg tror han stak af, han var henne ved søjlen derovre for få sekunder siden.. ''
Han gnavede på sin kind, al den uønskede opmærksomhed begyndte at gøre ham lettere nervøs.

Elverlys leder havde hele tiden befundet sig i den tætpakkede sal. Hendes gevandter var fuldkommen overdrevent pompøse. Hun var iklædt en lang hvid silkekjole prydet med perler og røde bånd, skørtet var fyldigt mens overdelen var tætsiddende og figursyet. Skuldrene var nøgne mens lange ærmer alligevel formåede at dække de muskuløse arme. Det lange røde hår var opsat i en frisure lig inden i rummet, lange hvide silkebånd holdt stædigt fast på alle slags tænkelige fletninger og generelt gjorde frisuren elveren omkring fyrre centimeter højere end den gennemsnitslige tilstedeværende.
Hele det elviske følge var samlet godt og vel i den ene del af salen, hvor høfligheder blev udvekslet racer imellem. Selv havde Toorah givet sig i kast med en politisk samtale med et menneske. Sandheden, helt nede på bunden var, at hun ikke orkede menneskerne. De var i hendes optik døgnfluer, unødvendige, uinteressante og ualmindeligt dårligt opdragede.
Alligevel var hun der, smuk, smilende og stolt over at kunne fremvise sit folk for verdenen uden for Elverly.
Hvad der fangede hendes opmærksomhed var en elver med kornguldt hår, som diskret lagde en hånd omkring hendes arm. Hun reagerede ikke omgående, men fik afsluttet samtalen på en hurtig og pæn måde, inden hun blev anvist med et diskret nik i retning af den unge elver, der nu lå og rodede rundt på gulvet, først kunne hun ikke afgøre, om det var fordi han allerede nu havde fået for meget krystalvin eller der var noget ravende galt, men med et overvågende blik fik hun i Rhovandírs synsretning øje på en sortelver der mageligt lænede sig op ad en stor sølje i rummet.

"Feuyaer!"

Forbandelsen var kort præcis og... elvisk. Kun Elverlys borgere var klar over, at hun forbandede sortelveren langt væk og i løbet af få skridt var hun ovre ved den unge elver der ikke så så godt ud. Vreden boblede igennem Toorah, men udefra så hun ganske kontrolleret og fattet ud. For det første var hun vred over, at sikkerheden på det forbandede sted var så elendig, at en sortelver kunne slippe igennem. For det andet var hun indebrændt over, at hun overhovedet havde ladet den Rhovandír komme med til arrangementet når ikke engang normal tankevirksomhed lod til at slå til hos den unge elver og sidst men bestemt ikke mindst vidste hun, at der ville gå længe inden hun tilgav sig selv for at lade ham ud af syne.
En menneskelig ældre vagt var kommet Toorah i forkøbet, heldigvis, eller rettere uheldigvis for den rødblonde, var hun lige inden for rækkevidde til at høre hans forklaring.

"Det er okay, jeg tager den herfra Hr.!"

Toorah skævede til vagten med et blik der med det samme fik ham til at snure rundt på hælen, alle andre gæster fik pludseligt også travlt med at passe deres vin og deres egne samtaler som Lederen var nået hen til det elviske fjols.
De røde øjne gled henover elveren og spottede øjeblikkeligt nålen der lille, spids og skinnende stak ud fra hans nakke. Toorah så sig kort omkring, inden hun lod to fingre lukke sig om den, og trak den ud med en overraskende garvethed taget hendes krigerinstinkt i betregtning. Udmærket klar over risikoen fjernede hun det lille stykke metal, Kravenoh var langt fra den første sortelver hun havde stødt på gennem sine femhundrede år

"Hvad tænker du på?"

De røde øjne var rettet direkte ind i Rhovandírs som hun sank ned i knæ ved hans side, han var én af de få hun faktisk tiltale som 'du' og ikke 'De' men det var hovedsageligt for at understrege en pointe. HUn behøvede hverken snerre eller hvæse for at lyde bestemt. Heldigvis foregik samtalen på elvisk og var derfor ikke andre vedkomne.

"Sig mig. Er du dum, eller helt igennem ligeglad med de aftaler vi laver?"

Selvfølgelig ville hun opdage det. Om det var en af de andre elvere eller hende selv der havde fundet ud af balladen var dybt underordnet. Hvad er betød noget for Rhovandír lige nu var Toorah.
Han skævede efter menneskevagten som denne lod dem være for sig selv, selvom det lod til han alligevel holdt øje fra respektfuld afstand.

Idet mindste var det ikke alles opmærksomhed der var på ham mere, men alligevel følte han sig dybt skamfuld over alt dette han havde forårsaget, han forsøgte vidt muligt at undgå hendes blik, og bemærkede derfor ikke hvor hendes hånd var placeret før nålen i nakken blev hevet ud. Et lille udbrud af den stikkende smerte fra den forlod ham, uvilligt.

''Jeg.. Tænkte vidst desværre ikke... ''

Lød hans dæmpede svar, ligeledes på elvisk, mens han var opmærksom på hvordan hans krop begyndte at prikke, som var den ved at vågne op fra et eller andet, forhåbentligt havde der ikke været gift på nålene. Modvilligt mødte han grønne øjne hendes røde, hun var jo hans leder og han ville ikke skjule noget for hende medmindre det var for hendes egen sikkerheds skyld.

Han sænkede hovedet en anelse under hendes irettesættelse.

'' Dum Taurn Edel. Jeg er bestemt ikke ligeglad med de aftaler vi laver, men han.. Jeg..

Han bed sig i kinden, ville ikke lyde som et lille barn, selvom han følte sig som et under hendes blik.

''Jeg undskylder dybt. Han sagde han ikke var som andre sortelvere... At han kan krydse barrierer så let som ingenting, og ville finde mig igen. Jeg frygter jeg må have bragt os alle i fare.''

Han hævede blikket, fastholdt hendes for en kort stund inden han brød blikket, velvidende at det ikke var særligt voksent af ham, men han var bange for hendes vrede såvel som hvad hun ville sige til den trussel sortelveren havde givet ham. Det var ikke særligt spejderligt at bringe sit folk i fare. Spejdere forholdt sig oftest usynlige og på afstand af fare, advarede folk mod fare og beskyttede dem hvis faren kom for tæt, men de ville aldrig bringe fare. Hvilket han, uheldigvis, synes at have gjort med sin tankesløse handling.

Toorah så sig kort omkring, hun var nødt til at få den unge elver på benene, hun kunne ikke indrømme over for nogen, at han havde været dum nok til at vade med åbne arme direkte ind i en mørkelver og at han på nuværende tidspunkt var så fordrukken ville være intet mindre end en direkte ydmygelse af alle tilstedeværelse elvere. Det kunne godt være, at de fleste mennesker var ligeglade, de var selv dygtige nok til at vælte rundt som uciviliserede aber, men sådan skulle elverene ikke ses.
Af samme årsag var hun ikke længe om at lade den ene hånd lukke sig hårdt omkring den unge elvers overarm, inden hun i en hurtig bevægelse trak ham op på benene, så skævede hun rundt, der var ikke langt til en stol, så måtte Olitheir tage ham med til Elverly og få ham tilset så snart han var kommet sig en smule.,

"Hah! Alle mørkelvere er ens, utilregnelige, feje og har ingen ære i livet. Det troede jeg ellers jeg havde lært dig!"

Mumlede hun så, endnu på elvisk som hun stirrede Rhovandír direkte i øjnene med det mest alvorlige blik hun kunne mønste i selskabet uden at det virkede alt for underligt. Den høje elver med det korngule hår var ikke længe om at indfinde sig på den anden side af den unge elver med et fast greb i hans anden arm. Havde den rødblonde været få årtier ældre havde Toorah personligt givet ham en hård omgang han sent ville glemme, men han var endnu ganske ung og på trods af, at hun aldrig ville indrømme det havde Toorah selv været der.

"Sæt dig derover og frisk lidt op. Så snart du er rejseklar tager du med Olitheir hjem til Elverly!"