Selvom dæmonen havde spredt en del af sine efterhånden betragtelige samling ud over hele palæet, så befandt langt det mest af guldet, sølvet og ædelstenene hernede. At komme herned var som at komme ned i Aladdins hule. Der var kun nogle få lys på væggene, men alle de skinnende metaller og glitrende stene gav så meget genskær, at man kunne forvildes til at tro, at der faktisk var vinduer herned til.

Tremor havde placeret sig på en pude i en bunke af guldmønter med et par bøger og et bæger med olddæmoniske inskriptioner. Bægeret var en kopi af originalen, som han ingen anelse havde om, hvor var. Men det kunne han måske finde ud af ved at se disse bøger igennem. Hans mave rumlede. Han lagde bogen fra sig og så sig over skulderen. "Hvor bliver det kvindemenneske dog af?!" Vrissede lavt, så det ikke gav for megen støj. Alt larmede hernede.

Jina var gået igennem byen som enhver anden med et erinde. Hurtigt og bestemt. Hun havde ikke så meget som kigget på bygningerne omkring sig, hun kendte dem allerede som sin egen bukselomme, og menneskerne fandt hun ikke betydningsfulde nok til at værdige et blik. De havde intet hun ønskede, og hun havde intet hun ville lade dem få. Iklædt en lang brun kappe, der værnede imod forårsregnen, trådte hun frem af de brogede gader imod det store palæ. Bag hende vandrede en hvid kat, der elegant fulgte med hendes skridt uden så at tabe afstand. De små hvide poter berørte let gaden, mens den smidige krop sneg sig ud og ind mellem folks ben i en adræt dans, der fik flere til at kaste forundrede blikke efter den lille skabning.

Da de to skikkelser nåede palæet stoppede Jina kort op. Hun kastede et blik til begge sider. der var ikke mange på gaden på denne tid, men der var nogle. Hun kastede et let blik på katten.
"Jeg ved ikke hvor længe det tager" mumlede hun. Ordene var ikke ment til at skulle forstås, men den lille skabning havde fulgt hende længe og hun havde bygget et bånd til den.
Katten lod dog ikke til at reagere, men gav sig i stedet til at kæle op af hendes kraftige læderstøvler. Hun afgav et kort suk og strøg den over ryggen inden hun gik imod døren.

Da hun nærmede sig døren satte hun ikke farten ned. Hun løftede ikke hånden for at banke på. Hun hævede ikke stemmen for at tilkendegive sin ankomst, nej hun forsatte direkte imod den. Ind i den. Igennem den. Der kunne lige så godt have været et stort hul i muren, for Jina følte intet da hun stødte imod den og på den anden side kastede hun et kort blik rundt.
Kælderen var hendes mål. Det var der hendes aftale lå.

Hun stod et øjeblik i forhallen inden en svirpende lyd af luft der blev skubbet til side for et faldende objekt lød, og Jina var vækket. Sunket ned igennem det massive gulv. gennem den kolde jord og videre ned.
I skatkammeret dukkede hun op igen. Fra loftet kom først hendes støvler, så dele af bukserne, overkroppen og til sidst hovedet. I et frit fald dukkede hun op og styrtede imod en stor bunke af værdigenstande nær Tremor, men ligesom gulvet var disse upåvirkede af hendes fysiske form. Hun farede direkte igennem, men lige inden hun fløj igennem gulvet greb hendes hånd fast i gulvet, så var det et trin på en stige. Adræt og problem frit 'klatrede' hun op af gulvet og rettede sig op, kun få meter fra Tremor.
Hun var ankommet, men sent på den.

Tremor havde vendt sig igen for at læse videre. Ind til nu havde hans læsning ikke båret frugt, og det hjalp ikke hans humør, at han var sulten som en ulv. Han kunne have slugt et helt måltid i løbet af få sekunder med det hul, der var i hans mave, og der ville stadig være plads til mere. Han bladrede til næste side. I samme øjeblik flakkede hans blik mod venstre som hvis han skulle læse på den nye side. Det havde også været planen, men det var ikke de krogede skrifttegn, der havde fanget de rødbrune øjne. Der stod nogen ikke så langt bag ham, og han havde ikke hørt dem komme.

Han sukkede: "Det er ikke til at få god hjælp nu om stunder." begyndte han uden at vende hovedet og med et tonefald som om, han talte til sig selv. "Jeg mener bestemt, jeg bad om det måltid for en halv time siden, men kommer det? Neej, nej, det har køkkenpersonalet ikke tid til. Heller ikke selvom de bliver betalt klækkelige beløb for deres arbejde." Med den ene hånd på bogens ryg slog han den sammen, så det gav et smeld og en mindre støvsky. Så rejste han sig stadig med ryggen til Jina. "Men de er åbenbart ikke de eneste, jeg skal have fingrene i." Han vendt hovedet en smule, så han netop kunne se det brunhårede pigebarn ud ad øjenkrogen. "Er du ikke enig?" Han var vred, men ikke vred nok til direkte at hæve stemmen. Hun var ikke ret gammel og udgjorde efter hans mening ingen fare. Lige meget hvor gammel, Jina så måtte blive, ville hun stadig være ung. Rynkerne skulle vise sig i menneskers ansigt før han så på dem som meget andet end børn.

Jina rettede sig roligt. Faldet havde været længere end hun havde forventet, men det havde ikke udgjort nogen problemer, og hende magidepoter havde knap bemærket det lille ankomsttrick.
Lyden af Tremors stemme gav hende et sted at fokusere, til trods for at have set lidt af hvert, så var Tremors samling mere end hvad hun havde forventet, og tankerne flakkede konstant i retning af de glitrende juveler.

Det tog hende derfor lidt tid at opfange dæmonens ord og omsætte disse ord til en større sammenhæng. Hun nægtede at fortrække en mime. Hun havde mødt dæmoner før, og alle havde de en ting tilfælles. De så ikke menneskerne værdige. Om end det var lyset dronning eller tiggeren på gaden, så havde de alle haft en spottende tanke om dem. Forståeligt. Jina forstod dem. Mennesker var jo blot døgnfluer, og lige meget hvor mægtig en sådan døgnflue måtte være, så ville den stadig blot være en døgnflue.

"Modstrider de sig en ordre burde der ikke være tvivl om konsekvensen"
Jinas ord var præcise og uden bekymring for personalet velvære. Med penge kom magt, og med magt kom ret. Tremor havde tydeligvis penge, så han havde magt over sine folk. Deres liv og velbefindende var i hans hænder. Dette var kun naturligt. Det var sådan retfærdigheden var.
"Men hvad mig angår har du ingen beføjelser"
Man måtte ikke træde tilbage overfor en dæmon.
"Mine ordre kommer fra en kraft mægtigere end dig og ønsker du at true mig, betvivl ikke, at det ikke vil gå dig vel"

Jina talte stadig roligt. Hun følte sig tryg ved sin klan. Skadede han hende, så ville de straffe ham. Hun var overbevist.
Faktummet at kun en håndfuld af klanen havde set dagens lys i deres liv ændrede ikke spor. At de formodentlig aldrig ville træde ud af deres huler for at hævne hende ænsede hun ikke. Nej hun stollede på dem, for det var dem der havde gjort hende til hvad hun er.

Mens hun talte, forsvandt Tremors vrede som dug for solen. Både vreden over sine uduelige tjenere, sine blinde vagter og sin indbrudstyv. Det var næsten underholdende, at hun troede, hun eller nogen hun kendte - lige gyldigt om hun så kendte en hel hær -, kunne true ham. De eneste, der på nogen måde kunne true ham, var gamle dæmoner, og så Lord Argon, et udueligt menneske. Han var slave af et menneske, der ikke ønskede at kontrollere ham, men ikke desto mindre var han slave. Ikke at nogen, der så hans ejendom for slet ikke at nævne hans skatkammer, nogen sinde i deres vildest fantasi ville forestille sig, at han var en simpel slave.
Men Tremor havde gjort sit hjemmearbejde omkring sin herre, og så vidt han vidste, kendte Argon intet til Jina. Som pigebarnet fortsatte, trak hans mundvig - den der var synligt fra Jinas vinkel, sig længere og længere op til et overlegent næsten overbærende smil.

Han lo en umenneskeligt dyb, forstyrrende latter før han rømmede sig og vendte front mod tyven, antog han. det var temmeligt tydeligt, sådan som de små muskler omkring munden bevægede sig, at han forsøgte at holde et hånligt grin nede. "Tror du virkelig, mit kære pigebarn, at nogen eller noget kan true mig?" PÅ nuværende tidspunkt havde han lagt begge hænder om bogen og placeret den bag ryggen, ikke for at skjule den, men bare for at skifte stilling. Nu slap han den slidte lederindbinding med den ene hånd og slog ud med den mod kælderen, der var temmeligt stor, huset taget i betragtning. "Se dig omkring. Denne samling er ikke blevet samlet over nogle få århundreder. Det er mere end et par gode grunde til, at jeg stadig er i live." Han var udmærket klar over, at han ikke behøvede at pege, for at Jina skulle se rundt. Hun havde set. Hvis nogen forstod hende, måtte det være ham selv, for han holdt lige så meget skinnende og glitrende genstande, som hun. Men han nød at vise den frem, selvom han ikke lod det skinne igennem. Lige nu holdt hans fast ved sin advarende attitude. Jina skulle vide, hvem hun havde med at gøre. Ellers risikerede han bare at være nødt til at svine sin samling til.

Det overraskede ikke Jina, at han ikke tog hende seriøs. Han kendte ikke til deres magt, han vidste ikke hvad de besad. Ej heller kendte han deres skabninger. Skabninger der hverken var mennesker eller dæmoner. En skabning der var både engel og dæmon, men uden at være hverken det ene eller det andet. En skabning, hvis tøjler skulle holdes så løse, at den ikke ænsede de stadig hang om dens hals.
"Kun tåben overser slangens bid."
En simpel sætning, som hun mønstrede som svar, halvt forventende at han overhørte den, halvt håbende at han indså dens betydning. Måske var de små og skrøbelige i forhold til ham, men vogtede han ikke sin ryg, så svarede hun ikke for følgerne.

Hun anså ham dog ikke for typen der ville forstå, så i stedet for at stå og måle hvis der var størst tog hun et par skridt og lod sit blik falde på hans samling. I første omgang havde hendes blik været fanget af juvelerne, men som hun fandt et overblik indså hun at de kun var en lille dråbe i havet, for et utal af relikvier, artifakter og gamle skriftruller var flettet ind i den store samling i en sådan grad at det kløede i hendes fingre at føle deres viden opsluge hende. Kunne hun, så skar hun sin ene arm af, for blot en brøkdel af hvad han besad. Hun holdt sig dog tilbage og tog i stedet et par rolige skridt frem. Lod fingrene glide henover ryggen på en gammel mørkeblå bog med magisk glitrende stjerner på overfladen. Uvurderlig.

"Jeg indrømmer"
Hendes stemme var rolig, men dog med en respektfuld undertone. Hun var trodsalt ikke her for at drage blod. Ikke denne gang ihvertfald.
"Samlingen er enestående"
Sætningerne var korte og let fordøjelige. Taget ud af en større helhed og brudt ned, så selv et skolebarn kunne følge hendes intentioner uden at misforstå dem.
"Men jeg er, desværre, ikke kommet for at betragte din samling, men efter noget mere..."
Hun trak sætningen ud i takt med hun overvejede sit næste ordvalg. Det var svært at finde det rigtige ord, men hun måtte prøve sig frem.
"Værdifuldt"

Hendes blik skød tilbage på Tremor i et forsøg på at aflæse hans reaktion på dette ordvalg.
Utvivlsomt ville hans samling af ædelstene være mere værd for den almindelige krystalianer, men for hende, og hendes klan, så stod sagen dog anderledes. De manglede ikke penge, til trods for han ejede mere end dem, men noget andet, som var i hans besiddelse.

Han fnøs hånligt stadig med det skæve, nedladende smil på læben. "Og kun slangen ville forsøge at stikke tænderne i hud, der er for tyk til at blive gennemboret." Pigebarnets uvidenhed var næsten underholdende. Hvis Tremor ikke vidste bedre, ville han tro, at hendes 'bande' netop havde sendt hende, fordi hun var den eneste, der var dum eller uvidende nok til at tage herhen. Men han vidste bedre. En kraftig udstråling af selvtillid som hendes kom ikke af ingenting. Selv ikke hos dem, der på grund af deres status eller pengepung altid havde fået rigeligt af falske komplimenter. Men den slags selvtillid tillod også personen, der havde den, at tro, at hun kunne gøre, hvad hun ville; inklusiv at røre ved andre folks egendom uden tilladelse.

En kraftig med kortvarig trækning ved Tremors ene øjenkrog ville have fortalt Jina, at hun havde gjort noget galt, hvis ikke den var blevet skjult et par totter brunt hår, der var for glat til at blive siddende i den løse hestehale og nu var faldet ned for hans ansigt. Med en brat bevægelse greb han ud efter den af Jinas hænder, der havde berørt bogen fra hans elskede bibliotek for at holde den i et fast greb. Og hvis ikke han nåede hende, ville han samle bogen op. Selvom skatten hernede fyldte meget i hans lille hjerte, så fyldte biblioteket mere. Man kunne vel sammenligne det med en mands forhold til sin sportsvogn. Man rører. ikke. ved en mands. sportsvogn.
Man kunne næsten ane et par gnister i hans ellers kolde øjne, men selv han godt kunne have fået røg ud af næseborene, var hans temperament langt fra deroppe endnu.

"Rør noget her igen og jeg skal personligt hukke begge hænder af dig." For et kort øjeblik blev hans stemme kold og truende, men det varede kun så længe, han skulle advare hende. Da han var færdig, slap han hendes arm - eller bogen, hvis han havde fået fat i den. Det var sjældent nogen selv kunne komme ud af hans greb, når han først havde fået fat, så dæmonen så ingen grund til at spille sin tid med at vente på, at tyven selv kom fri.

"Nå," forsatte han i samme tone som før og næsten grinende, "Hvilken af mine ejendele er så vigtig for dig, at dens værdi overstiger mit skatkammer? Måske en gammel skriftrulle, eller et gammelt relikvie? Hvad vil en gemen tyv som dig med andet end noget, der kan sælges?" Det var ikke første gang, nogen var kommet efter den slags efter sigende magiske objekter, og ofte havde dem, der søgte dem, også fået dem mod en pæn sum i rent guld og eventuelle stene. Men kun hvis han ikke selv havde brug af dem. Og hvis han ikke havde det, var de værdiløse og for dem, der fik dem.
Normalt nedgjorde han heller ikke direkte sine 'gæster', men de, der også var gået med noget igen, eller havde forsøgt på samme, fik ikke så lang line. Jina skulle passe lidt på.

Han spillede ganske glimrende med på deres lille ordstrid, ikke værst, det var ikke hver gang at folk forstod sig på den slags, men på den anden side, det var ikke hver gang hun stod overfor en person, med en nær udødelig krop. Tværtimod, man skulle sjældent undervurdere dæmonens viden, til trods for det er deres styrke der bliver talt mest om. I det han sprang op skød hendes blik straks imod ham, men for sent. Hans hånd klemte sig stramt fast om hendes håndled, og han havde intet problem med at nå hele vejen rundt og lukke sig fast om hende. Et bid af smerte skød op gennem hendes krop, men der var råd for den slags.

"Dette var første og sidste gang du rørte min hud"
Hendes stemme var rolig, og uden så meget som at trække en mime gled hendes arm ud mellem fingrene på ham, gennem kød og knogler og ud på den anden side, som havde hun været smidigere end luft.
Hun tog et par rolige skridt. Han var lukket ude af hendes univers, hans krop var ikke i stand til at røre hverken hende eller hendes hud. Hun havde bevist knækket deres tråde fra hinanden og ville blive ved med at holde dem sådan, indtil hun kom væk. Det ændrede dog ikke at han stadig kunne kaste et bord i hovedet på hende, og hun ville blive ramt, men den slags kunneligeledes ordnes uden problemer.

"Tyv?"
Jina hævede et øjenbryn af hans ord.
"Tværtimod, min ven, jeg er her for at søge viden om noget der er blevet stjålet fra min besiddelse for lang tid siden."
Hun forsatte i en rolig gang i takt med at hun spejdede lokalet med et søgende blik, som håbede hun at finde det med det blotte øje.
"Et arvestykke om du vil"
Fra kåben fremdrog hun den venstre hånd. En hånd hun hidtil havde holdt skjult. På hånden sad en lille ring af sølv og et svagt rødt lys gled fra rubinen i toppen på den. Et lys der søgte i en retning. Imod Tremor. Eller noget bag ham.
"Har du nogensinde set en sådan ring før?"
Hun kiggede direkte på ham. Aflæste hans reaktion. Vurderede sine muligheder.
Ringen hun søgte havde hun kun set i bøger. Det var en tvilling til den ring hun bar, men dens lys var anderledes. Bogen havde ikke beskrevet det præcist, men blot at det stod i kontrast til det røde lys. Muligvis blåt. Hun var dog ikke sikker.
Det var ikke engang sikkert det var ringen der var nær hende. Det kunne også bare være et spor til den, en restenergi. Eller måske et af de andre artifakter. Sværdet måske?
Jina havde ikke mulighed for at vide alt. Ringen fortalte hende kun en retning, resten måtte hun selv gætte sig til.

Han smilede en smule, selvom pigebarnet ikke havde megen underholdningsværdi tilbage. "Hvis du med fjernet fra din besiddelse for længe siden' mener, før du blev født, har det aldrig været din egendom." Han gav hende et vurderende blik, "Og efter din alder at dømme, er det mindst et par år før din tilbliven." Indrømmet at han gættede nu. Men sandsynligheden for, at nogle af de artefakter, han havde 'erhvervet sig' inden for Jinas levetid, havde nogen interesse, var forsvindende lille.

Det kølige blik, der ikke ligefrem passede til smilet, flyttede sig nu til den ring, Jina viste frem. Han fnøs overlegent. "Ja, jeg har set en sådan genstand før. Faktisk er den i min besiddelse og har været det i nogen tid," sagde han i et vist tempo og med en sukken, der understregede den manglende tålmodighed. "Men hvorfor i alverden skulle jeg give den til dig? En ung tyv, der ingen anelse har om, hvor hun er. Hvis jeg ikke havde været her, ville du have fundet og snuppet dit lille artefakt og forlade mit hus af den vej du kom. Og du kan spare dig for at benægte det; din manglende evner til at holde fingre og øjne for dig selv et sted, der ikke er dit, fortæller mere end rigeligt." Hun kunne virkelig spare luften i sine lunger, for lige meget hvad hun nu påstod, lige meget om det var sandt eller falskt, ville han ikke tro hende. Man kunne vel kalde den en form for selvhøjtidelig stædighed.

"Og en ting til. Jeg bryder mig ikke om din tone, og jeg plejer ikke at behandle ubehøvlede gæster videre høfligt." Hendes evne til at passere igennem ting, var dog et problem, der krævede lidt mere arbejde, end han fandt underholdende.

"Om jeg havde stjålet det eller ej spiller ingen rolle nu"
Jina var rolig i sin tone. Ganske rigtigt kunne hun sagtens bare have puttet den i lommen, hvis han ikke havde været til stede, men det var han, så det betød intet nu.
"Som en forretningsmand vil du vel nødigt lade en god handel passere på grund af bagateller"
Hun var rolig. Han kunne ikke røre hende og det gav hende selvtillid.
"Mine... bagmænd, er villige til at betale langt mere end dens værdi for dig, i tilfælde af at du ikke bærer noget stort bånd til den."
Hun forsatte din tale
"Og vi betaler også med andet end juveller. Tjenester går for en ganske fornuftig pris i denne mørke tid."
Der var ingen grænser for hvad hun ville gøre for at få fingrene i den ring. Dens værdi for hendes klan var uvurderlig, men for ham så hun ingen grund til at beholde den. Ikke for andet end safiren, som sad i dens midte.
Jina var her dog ikke for hans underholdning. Hun var her for forretning og den slags skulle gennemføres. Ellers måtte de sende en ny, særligt nu, hvor de kendte dens placering. Om nødvendigt måtte den nuværende ejer blot opleve... Et mindre uheld.

*I skal såmænd nok få lov at betale, hvis du ikke snart forsvinder fra mit skatkammer* Tremors version af et tålmodigt smil var efterhånden blegne, og sammen med det sank den tid, Jina havde tilbage, som sand i et timeglas.

"Jeg er ikke forretningsmand, jeg er en mand af viden, og som du har lagt mærke til, har jeg ikke brug for jeres guld, sølv og ædelstene. Jeg giver heller ikke meget for dine bagmænds tjenester, når de kan sende en underbegavet, ubehøvlet gadetøs, uden så meget som at antyde over for hende, hvad hun går ind til.
Du har så sandelig ikke haft sans for at vælge venner, hvilket er den eneste grund til, du stadig er her. Det er også den eneste grund til, at jeg stadig vil overveje dit tilbud, hvis du forlader byen hurtigt uden at tage en souvenir med hjem, og tro mig: jeg vil vide, hvis du har taget noget." Hans stemme var blevet lavmælt, men meget tydelig og isnende kold, som luften lige inden, man gik i dækning for en snestorm.

Sandheden var, at han altid kunne bruge flere skatte, men han havde efterhånden lært at styre sin afhængighed. I hvert tilfælde havde han ingen intentioner om at gøre nogen forhandlinger med et irriterende, sølle væsen, der ikke var klar over, hvad hun talte om - i følge ham.

"Hvis du er bekymret over at jeg skulle blive til kaffe, så vær ganske rolig. Når jeg står med ringen er der ikke længere noget her der er værd at blive efter." Jina trak let på skuldrene. Godt nok elskede hun penge, men hendes opgave stod højere og hvis den var udført, ja så måtte hun rejse videre.
Hun løftede let hånden og betragtede ringens svage lys, mens hun prøvede at vurdere positionen af artifakten. Hun var ved at miste tålmodigheden med hans evindelige selvhøjtidelighed. Måske hun bare skulle hente ringen og smutte, det var jo ikke ligefrem fordi han kunne stoppe hende.

Hun kiggede i lysets retning, en stor bunke lå foran hende, men det var ikke engang sikkert det var den. Det kunne også være bunken bagved. Sikke et besvar. Den her dæmon var jo et rodehovede! Og så endda med penge! Nej den slags stod sjældent godt ud.

Hun begyndte at tage et par skridt, cirkulerende omkring bunken, mens hun stadig betragtede ringen med det ene øje. Jo den burde skam være derinde et sted. Det ville dog stadig være som at finde en nål i en høstak. En dyr og værdifuld nål i en glitrende høstak af guld og sølv.

Tremor kneb øjnene sammen. Nu var der ikke mere sand i det timeglas, og det havde ellers været godt fyldt. Det var meget muligt, at hun var træt af hans evindelige selvhøjtidelighed, men han var mere end træt af hendes barnlige stædighed - og måske, bare teoretisk set, burde hun havde taget hans selvhøjtidelighed mere højtidligt.

"Blive til kaffe?" Latteren tronede mod vægge og trommehinder, som om den forsøgte at smadre et eller andet. Så holdt den op. "Det bliver der ikke noget af." Igen åbnede dæmonen gabet, men der kommet ingen lyd. I stedet begyndte bagvæggen i hans mund at lyse op, og to sekunder efter sprudlede flammerne ud og for direkte mod Jina.

Hans stemme fik straks Jina til at vende blikket imod ham, så det var altså grænsen han havde. Ikke at hun var overrasket, de fleste havde forsøgt at jage hende ud det øjeblik de så hende, men han havde valgt at give hende tid til at lede først.
Hun smilte, troede han virkelig han kunne røre hende? Han vidste ikke hvad hun var!
Hendes øjne skød dog op da hun så lyset danne sig. Flammer?! Godt nok kunne hun gå igennem faste materialer, sværd bed ikke på hende, men varme var noget andet. Hun kunne ikke passere igennem temperaturen.
Hun havde dog et forsvar imod den slags.
Med en hurtig bevægelse kastede hun sig imod bunken af mønter og passerede let igennem de ellers så faste metal. Godt nok var metal varmeledende, men det ville tage noget at varme bunken nok op til at skolde hende og i forsøget ville han sikkert ende med at brænde flere vigtige dokumenter eller direkte smelte guldet.

Jina kune dog ikke vente her for evigt. For nu var hendes lunger fulde af luft, men hun kunne ikke trække vejret gennem guld og sølv, så der var en tidsgrænse for hvor længe hun kunne blive. Heldigt for hende at den viden kun tilhørte hendes læremester.

Flammerne stoppede et øjeblik, så dæmonen kunne trække vejret og få et ord indført, før han åbnede op for varmen igen. Hvis der var noget, han kendte til ud over sin omfattende samling af skrifter, der befandt sig et par etager over hovederne på dem i biblioteket - den slags papirer havde ikke godt af fugten i en kælder - så var det guld. Og guld havde et højt smeltepunkt. Alt, hvad han behøvede at gøre, var at skrue ned for blusset.

"Tungnemme pigebarn. Jeg bad dig tage hjem, og hjem kommer du, også hvis jeg skal grille dig først." Han havde faktisk været flink indtil nu. Han var alt for stærk for en lille krystallisianer som Jina, så han skulle nok vinde før eller siden, selvom hendes evne til at passere gennem ting var ufatteligt irriterende. Han havde givet hende tid til at stikke af, mens tid var og givet hende ind til flere advarsler, men havde hun lyttet? Overhovedet ikke. Nu var han så nødt til at smide hende ud. Som sagt ville andre måske kalde ham nådig, men et mere korrekt ord at bruge i denne sammenhæng var luddoven. Han gad virkelig ikke spilde mere af sin tid på det lille myr af et menneskebarn, så han åbnede gabet endnu engang og fortsatte med at varme bunken af guld op til en passende bagetemperatur.

Inde i bunken var Jina begyndte at lede, med sin egen ring kunne hun ubesværet præcisere artifaktet hun ledte efter, det var blot et spørgsmål om at flytte hånden. Selve temperaturen steg, men bunken var ikke ligefrem lille, så hun havde tid og flugtvejen var allerede planlagt.
Med et smil stødte hendes fingre imod artifaktet, der straks blev trukket ind i hendes tilstand. Hun klemte hånden omkring det og mærkede hvordan den første sveddråbe løb ned af hendes pande. Luften var også begyndte at blive trang og udenfor brændte flammerne stadig.

Øjeblikkeligt for hun gennem gulvet under sig og mærkede straks den kolde jord omkring sig. Ved at gøre et lag 2 meter under gulvet stabilt løb hun i retning af Tremor, eller hvor hun da huskede han stod, inden hun med et hurtigt afsat hoppede op, greb fat i gulvet med begge hænder og svang sig op på overfladen et par meter bag hendes fjende. Uden at kigge kastede hun en kniv fra bæltet imod ham, blot for at han ikke skulle blæse hende væk før hun fik vejret. At ramme var dog underordnet, den slags skulle man ikke forvente når man blot kastede uden at kigge.

Tremor hørte Jina rode gennem guldet, hvis han skulle være helt ærlig - det var han sjældent - så havde han ikke helt styr på, hvor ringen præcist befandt sig, men den var i den bunke. Pludselig holdt lyden af klirrende mønter op. Tremor standsede sin flambering af guldbunken i samme øjeblik han registrerede forandringen. Han havde spidset ører, hvis han kunne.

Lyden af metal, der susede gennem lufte, nåede kun lige hans øregange tidsnok til, at han kunne redde en af sine yndlingskåber fra at få en grim flænge. Kniven ville knapt have generet hans med den fart, den havde på. Han så irritabelt på pigebanet et par sekunder og fnøs røg ud ad næseborene. Men så lod der til at falde en kold ro over ham igen. Han rankede sig en smule, egentligt overraskende at det var muligt med den kropsholdning, han i forvejen havde, og samlede hænderne på ryggen. Så smilede han, et af den slags smil, der kunne give myrekryb.

Nu havde hun fået, hvad hun var kommet efter, og hun ville forlade hans skatkammer. Det havde han det udmærket med, for han vidste, hvor hun skulle hen. Hun skulle hjem til sin bande. Og alt han behøvede var at sende nogen efter hende. "Meget vel, du har vundet," sagde han med en stemmeføring, der tydeligvis betød det modsatte, "Men jeg vil advare dig en sidste gang; hvis du ikke lader den ring blive her, vil du miste mere end blot en halv times arbejde. Det er op til dig." Dæmonen vendte sig mod sine bøger, tog dem i hånden og forlod kammeret op ad trappen. Han kunne altid give hendes bande en kollektiv lærestreg senere.

//out

Jina smilte blot og satte ringeren på hendes venstre hånd. Den afgav straks et lille blåt lys. Med ringen i sin besiddelse havde hun lige fordoblet sit antal af klanens artifakter, det ville blive en god nyhed for klanen, men der var stadig lang vej endnu. Alt under 4 kunne ikke undskyldes, hvilket også betød at hun snart måtte se sig nødsaget til at clashe med en af de to andre samlere. Forræderene.

Hun satte ingen værdi til Tremors trusler. Hun frygtede ham ikke, for hvordan skulle han dog skade hende? Så snart hun trådte ud herfra ville hun være væk. Der var trodsalt ikke mange der kunne forsvinde som hende, gennem en massiv mur. Hun måtte dog være forsigtig på vej hjem.
Uden videre tidsforsømmelse gik hun igennem kælderens mur og trak sig op til overfladen, hvor katten stadig ventede på hende. Hun strøg den let over nakken inden hun løftede den op. Hvis de skulle undgå forfølgere kunne hun ikke lade den strejfe efter på normal vis.
Hun gik imod den nærmest bygning og forsvandt ind gennem muren.

//out

Epilog: Et par dage senere kom en sorthåret dreng med en pakke til palæet. Han var vant til at være sendebud i byen, så der var inden nyt i det. Da han ankom bankede han på og da en af husets tjenestefolk åbnede gav han pakken videre til personalet og forsvandt igen.
Pakken indholdt tre ting. En bog fra inden den første krig, velbevaret og i god stand. Et sjældent levn, hvis værdi endnu var ukendt. 5 diamanter, en hæderlig sum penge. Det var måske ikke meget sammenlignet med Tremors formue, men for en almindelig person ville det kunne holde dem tilfredse i flere år. Det sidste var et brev, forseglet med et fremmed symbol. I brevet var en kort tekst der fastslog at "klanen" nu anså deres forhandlinger for afsluttet. Dette var uden tvivl mere værdifuldt end nogen eksisterende ring.

Tremor befandt sig i biblioteket, da han modtog pakken. Han sad og læste et af de nyere bogeksemplarer i sin samling igennem. 'Nyere' var måske ikke det helt rigtige ord at bruge om en bog, der havde befundet sig på en af hans hylder i et helt år, men alt var jo relativt - stort set alt.

Pakken blev åbnet. Dens lugt virkede svagt bekendt, selvom han ikke i første omgang kunne regne ud hvorfor. Han læste først brevet, som forklarede den familiære lugt, så undersøgte han hurtigt diamanterne og bogen. Diamanterne var som forudset kun småmønter i forhold til hans formue, men når han nu var inficeret med et par drageegenskaber, var de stadig velkomne. Han havde skatte, som andre havde malerier på væggene. Deres værdi var ligegyldig så længe, de skinnede og glimtede. Tjeneren blev sendt ned i skatkammeret med diamanterne og blev bedt om selv at tage et par safirer til sig selv - en sikkerhedsforanstaltning mod tyveri, der havde virket ind til nu.

Bogen var ikke en han havde i forvejen, mest fordi det ikke havde hans store interesse. Han havde jo selv været til stede på det tidspunkt i historien. Men på den anden side var den i god stand og gav ham en undskyldning for at finde de to andre bøger i samlingen og tilføje dem til biblioteket.

Men lige meget værdien af gaverne, kunne de ikke gøre godt for, at nogen havde taget noget fra hans skatkammer. Ringen var ligegyldig for ham, også hvis han havde haft de andre - faktisk havde han en til af sættet, som hun først ville finde til sidst - men den var hans, og han var ikke gået med til, at dens ejeskab skulle overdrages. Han fnøs, og satte bogen på plads. Et øjeblik after fløj en fugl ind ad vinduet og skiftede form til at en tynd knægt i rimelige klæder. Han kunne fortælle, at pigen ikke var taget til nogen lejer, men havde fortsat sin søgen efter ringene. Det huede ikke helt dæmonen, men drengen fik sin sædvanlige betaling og forsvandt igen, mens dæmon begyndte at bevæge sig mod hoveddøren. Nu måtte han spilde sin tid på at finde klanen på egen hånd. Hvis det stod til ham, ville tøsen ikke have nogen klan at vende hjem til.

//end of epilog