Natten havde sænket sig som et tykt tæppe henover byen. Stjernerne lyste op, blinkede fornøjeligt til hinanden, som om de var ved at lege en eller anden leg, som ingen andre kunne forstå. Der var millioner af stjerner, og hvis hun havde tid, kunne Antonia da godt have fundet på at stå og kigge på dem. Hun havde bare ikke tid. Hun havde bare ikke tid. Hun blev nødt til at gøre sig klar. Hun kunne allerede mærke hvordan Skyggen trådte frem i hende, hvordan hun blev en anden, hvordan hendes normale tanker ligesom blev skubbet i baggrunden. Det eneste hun havde i tankerne, var det kommende job nu.
Hun skiftede til bukser, skjorte og den hvide kappe. Til sidst tog hun støvlerne på og forlod sit mørklagte hus.
Det sølvagtige måneskin lyste gaderne op, så det ikke var svært at se hvor man gik. Der var ikke mange mennesker ude, men et sted, et stykke fra hvor Antonia stod, kunne hun høre nogle mænd råbe. Hun gættede sig til at de sikkert var plørrefulde. Det skulle ikke undre hende, hvis en kromand havde smidt dem ud, fordi han var ved at lukke for natten.
Antonia stoppede op ved en mur, hvor adskillige plakater var sat op. Det var plakater af folk der var efterlyst. Hun fandt hurtigt sin egen plakat. Den sagde ikke særligt meget, og man kunne ikke se hendes ansigt på den. Det var der vel intet at sige til, når folk aldrig finde hendes ansigt at se.
Selvom hun vidste hun havde travlt, blev hun alligevel stående for at kigge på dem. Så vidt hun kunne høre, var der ingen i nærheden, og det skadede vel aldrig at kigge på… kunst, gjorde det?

Aftenen var forholdsvis stille, end hvad den plejede at være. De mange handlende havde igennem dagen fået slæbt handelsvare med sig hjem til at forsørge deres familier, andre, f.eks. dem der havde solgt disse varer, kunne nu søge hjem i varmen og havde tjent hjem til tilværelsen. Der var mange hårdtarbejdende bønder i dette land, og måske havde Samson også engang været en hårdtarbejdende mand, eller rettere, knægt, men situationen havde forandret sig en hel del siden da. Den kriminelle vej, var en speciel vej at gå i livet.
Den vej Samson havde valgt at tage i aften, var gennem byen. Han skjulte sig ikke, og havde ikke i sinde om at gøre det. Lyset var vendt tilbage på tronen og Mørkets tropper var umuligt efter ham lige nu. Han behøvede ikke at kigge sig over skulderen lige så meget som for blot en måned siden.
Iført sin lange sorte kappe med RTs symbol på ryggen, gik han med hastige skridt gennem byen - dog lettere vraltende i sin gang, grundet hans store størrelse: muskelmæssigt.
Der var ikke mange folk at se på gaden, og de der var, som havde set skyggen af hans ansigt havde enten kigget hurtigt væk, eller gået en bue udenom. Samson derimod, havde knap skænket dem et blik.
Han var ude efter noget bestemt, end mand vel at mærke, som normalt havde en bod her i nærheden. Det siges at han også boede tæt på dette sted. Manden skulle normalt forholde sig skjult, så han ikke ville være nem at opspore, dog havde han opsnuset at han havde en hvid kappe.
Tilfældigt fik han kigget ind i en gyde. En person i hvid kappe stod og kiggede på efterlysningsplakaterne, hvilket fik Samson til at reagere.
De hvide øjne havde fæstnet sig på skikkelsen og ved hjælp af sin magnetisme evne forsøgte han at hive vedkommende (Antonia) til sig hvorefter han ville gribe hårdt fat om vedkommendes arm.

"Du skal lave noget for mig...." Hvæsede Samson advarende som det første, men erfarede hurtigt at han ikke havde fat i den rigtige. Han løsnede grebet en smule (hvis han altså har fået fat på hende), og betragtede personen nærmere.

¬¬¬Antonia havde ikke verdens bedste hørelse, men hun kunne ikke undgå at høre, at der kom en hen mod hende. Skridtene var tydeligt at høre, og alligevel blev hun stående og betragtede plakaten. Hun betragtede de fine ligner, hvilket fortalte at kunstneren for en gangs skyld faktisk havde gjort sig umage. Det kom en smule an på hende. Egentlig kunne hun godt lide plakaten. Den fortalte ikke meget om hvem det var der var på tegningen, men alle vidste alligevel hvem det var, for personen var omringet af skygger. Det fik hende til at smile en lille smule.
Hun fik et mindre chok, da hun pludselig mærkede, at et eller andet rev hende til sig. Der var ikke nogen der havde grebet fat i hende, og alligevel blev hun revet væk, fra der hvor hun stod. Et mindre udbrud forlod hendes læber af ren og skær overraskelse. Hun nåede ikke rigtigt at tænke over hvad det var, før der faktisk var en der tog fat i hende.
Hun hørte mandens ord, og igen bredte der sig et mindre smil over hendes læber.
Hun kiggede en smule op, men ikke så meget at man rent faktisk kunne se hendes ansigt. Hendes hætte skyggelagde hendes ansigt, så det ville blive skjult. Ellers ville hun jo være alt for nem at genkende, og hun ville slet ikke stå på gaden nu.
”Jeg gætter på at du skal have fat i ’Skyggen’?” spurgte hun. Hun lagde ikke skjul på at hun var en kvinde. Det kunne man også se, så snart man kiggede på hende. Hendes skjorte var ikke just lukket helt, så en kavalergang kunne man da hurtigt få øje på. Hendes stemme var også meget kvindelig. Hun havde bare aldrig set nogen grund til at skjule hendes køn. Det beviste også bare, at det ikke var mænd der var bedst til alt. Hun kendte sit eget ry, og det fortalte at hun var god. Nok bedre end man ville have regnet med at en kvinde var.
Hendes køn var kun en fordel for hende. Hun var lille og smidig, og hun kunne bedre skjule sig end en bredskuldret mand kunne.
”Hvis det er ’Skyggen’ du leder efter, kan jeg så gøre dig opmærksom på, at du har fat i den rigtige,” sagde hun, og kunne egentlig godt se på ham, at han ikke var sikker på at han havde fat i den rigtige. Med en enkelt bevægelse gjorde hun sig fri fra hans greb, og gik et halv skridt væk fra ham, så hun ikke stod direkte op af ham. Hun fæstnede sine øjne på ham, selvom han nok egentlig ikke kunne se det.

Samsons blik blev hurtigt ledt hen på vedkommendes... kavalergang? Synet var tilfredsstillende i sig selv, men det fortalte samtidigt også, at det ikke var den mand som han oprindeligt havde søgt.
Det var ikke svært for Antonia at rive sig fri, for Samson løsnede også sit eget greb da han fandt ud af at det var den forkerte person, skønt der ikke var mange der gik rundt i hvid kappe.

Han lod hende tale, og forstod nu at hun selv gik under navnet 'Skyggen'.

"Skyggen? Næppe.. Eller, det vil jo komme an på hvad en som dig kunne byde på?" Brummede Samson isnende koldt, hvorefter et smil bredte sig på læberne.
Han så hende an med et hurtigt bliv nedad og så op på hendes hætte igen. Man kunne ikke se hendes øjne, hvilket ikke faldt i god jord hos Samson.
Han tænkte over navnet, havde han hørt om Skyggen før? Det sagde ham intet, men det var måske fordi hans liv ikke lå så meget på gaden mere, end hvad det engang havde gjort. Livet havde formet sig anderledes, men ikke at han var direkte utilfreds med det. Begge dele havde sine fordele og ulemper, og så gjaldt det blot om at følge med tiden og få det bedste af det bedste i den situation man nu engang stod i. Det forstod han sandelig.

En let klappen gik hen over nogen brosten et stykke bag Samson. En stor rød tyr, større end de fleste, stod nu og stirrede over på Antonia og Samson. Halen svingede let frem og tilbage og øjnene lyste rødt. Dens pupiller var svære at se. I næsen havde den en stor, sort tyrering som vippede let frem og tilbage idet der kom en prusten fra den. Den var stoppet helt op, og så ikke ud til at ville bevæge sig væk fra området.
Samson skænkede ikke Brutus, tyren et blik. Han vidste at han var der.

Antonia havde flere gange oplevet at folk der kun havde hørt lidt om hende, troede at hun var en mand. Hun gik mest under navnet ”Skyggen”, men havde da også navnet ”Kvinden fra Skyggerne” vidste hun.
Det kom bag på hende, da manden sagde at han ikke havde søgt hende. Hvorfor skulle han så tage sådan ved hende? Så vidt hun vidste, var hun den eneste kvindelige tyv der gik rundt i en hvid kappe, hvilket i sig selv måske ikke var smartest, da det var nemt at se. Alligevel var den hvide kappe ligesom blevet hendes varemærke udover skyggerne selvfølgelig.
Et skævt smil bredte sig på hendes læber, da denne mand foran hende, spurgte hvad en som hende duede til.
”Åh, det kommer helt an på hvad du søger. Jeg kan klare lidt af hvert,” sagde hun så. Hun brød sig ikke om hans kolde stemme, den gav hende kuldegysninger. Hun rystede dem hurtigt af sig. Man skulle ikke tro at hun var bange, for det var hun ikke. Skyggen i hende var ikke Antonia. Skyggen frygtede kun meget få ting.
Antonia vidste, at langt de fleste i byen kendte til hende. Der var plakater overalt, og hun havde flere gange hørt byvagterne bande over ikke at kunne få fat på hende. Hun forsvandt jo i skyggerne så snart de kom efter hende. Hun morede sig over det. For hende var det bare en leg, at hugge ting og forsvinde igen. Det krævede ikke forfærdeligt meget af hende, da det lå i hende.
Antonia var dog ikke dum. Hun vidste, at hvis hun en dag blev fanget, ville hun nok ikke kunne komme væk igen. Hun ville ikke ende sine dage i et fangehul. Tanken om det, fik hende altid til at være forsigtig. Hun havde et lang liv foran sig, og det liv ville hun ikke bruge i et dumt hul, som hun alligevel ikke kunne komme ud af. Hun ville blive sindssyg, hvis hun om natten skulle sidde der og lyttede til hvad Skyggen indeni sagde til hende, uden at hun ville kunne gøre noget ved det. Hun mente at det var slemt nok nu, at hun skulle lytte til den nu.
Hun fjernede sit blik fra manden foran sig, da hun hørte en klapren på fortovet. Hun blev overrasket – og måske en smule skræmt – da en tyr pludselig dukkede op. Det fik hende til at gå endnu et par skridt væk fra manden. Hun brød sig bestemt ikke om det store dyr, og ville egentlig ikke for tæt på det. Til sidst fæstnede hun endnu engang sit blik på manden.

Samson stod et øjeblik, selv efter at hun havde sagt sætningen, der nemt ville kunne sælge hende til enhver, der havde penge nok. Hun virkede professionel i sin udtale og selvsikkerhed, men alligevel var hun trods alt en kvinde. Kvinder kunne være stædige, alt for stædige. Det endte endda sommetider med, at Samson måtte 'sætte dem på plads'. Enhver i Krystallandet, der trådte ham over tæerne, ville blive sat på plads. På den ene, eller anden måde. Han havde alle midler, og han gjorde også gerne brug af dem, hvis det blev nødvendigt.

"Hmn, det er tydeligvis alt for længe siden at jeg har været rigtig blandt krystalisianerne på gaden, såvel som dagen ligeledes som om natten. To vidt forskellige tidspunkter for bylivet." Brummede Samson lavt mumlende, dog alligevel højt nok til at Skyggen ville høre det.
Brutus prustede et par gange, og stod fortsat og viftede halen fra side til side, mens de lysende øjne endnu var fæstnet på Skyggen; i samme grad som Samsons var.

"Jeg går ud fra at du klarer beskidt arbejde, men der er dog mange former af denne slags. Så hvilken form kan en kvinde som dig klare?" Tonen var tydeligvis nedladende, da han omtalte at hun trods alt var en kvinde. Det lå i Samsons natur at tænke på kvinder som det svage køn. Alt de skulle var at føre slægten videre, lave mad og passe børn. Intet andet. Manden derimod tog sig af det beskidte arbejde.
Nok havde Samson mødt kvinder gennem tiden, der var lidt, skulle han kalde det anderledes? Kvinder, der havde taget springet til at gøre en mands arbejde. Nogen var blevet dygtige, andre elendige.
De hvide øjne havde ikke rykket sig en centimeter fra Skyggen. Det kunne godt være at han skulle finde herren i hvide klæder, men Skyggen havde noget over sig, som han måtte vide mere om, så det andet hastede nok ikke så meget alligevel.

Brutus begyndte at skride fremad og styrede direkte over mod Skyggen og Samson. Klovene gav genlyd over brostenene i takt med dens gang. Lyden i sig selv var beroligende, men dyret som skabte lydende så ikke selv så rolig ud; det ville være synd at sige.
Tyren stoppede op, så hovedet nu næsten lå på Samsons skulder. Der var ikke meget galt. Samson havde ikke skænket Brutus et blik, han vidste at han var der, det havde han hele tiden vidst. Han havde kontrol over tyren, og det kunne ske, at det kunne ses.
Tyren var enorm, det kunne man se nu, da den var kommet nær. Selvom Samson i sig selv var stor af bygning, så kunne man stadig se på tyren at den ikke var helt almindelig af hverken størrelse eller af bygning. Den måtte have fået en masse rugbrød som kalv, burde man mene! Eller også, var det en helt anden ting; det var nok mere tænkeligt.

Antonia var professionel. At han så ned på hende fordi hun var en kvinde, kunne godt irritere hende en smule. Hun var jo ikke dårligere, bare fordi hun var en kvinde. Faktisk var hun sikker på at hun kunne gøre sit job bedre end de fleste mænd. Men hun havde også skyggerne til at hjælpe sig, det havde andre ikke. Men det var egentlig bare en fordel. Uden dem, ville hun slet ikke være ude om natten. Så ville hun ligge hjemme i sin varme seng og være langt væk i drømmeland. Nogle gange var den tanke egentlig rimelig rar. Men når man havde en personlighed som Skyggen i sig, var der ikke noget søvn om natten. Den vågnede om natten, overtog en helt, og bestemte hvad man skulle gøre, og det var altså ikke søvn, den valgte at man skulle have mest af.
Hun ville slet ikke finde sig i at blive "sat på plads" af en mand. Hun kendte udmærket godt sin plads, og der var ikke nogen, der skulle fortælle hende hvor den var. Hendes plads var ude i nattens mørke. Hun skulle ikke stå bag gryder og have tudende børn til at rive sig i skørtet hele tiden. Hun skulle ikke bruge hele sin tid på at lave mad, vaske tøj og passe savlende og grædende unger. Hun havde andet at tage sig til.

"Det har du så sandeligt ret i. Der er ikke mange mennesker ude når mørket har lagt sit beskyttende stjernetæppe over folket," svarede hun med et let smil på sine læber.
Selv kunne hun bedst lide mørket. Hun fik ro i sit hoved, og hun følte sig mere hjemme. Desuden kunne hun virkelig komme til at bruge sine evner om natten, hvilket hun var utroligt glad for. Hun kunne ikke bruge dem om dagen, da 'Skyggen' var for afkræftet.
Engang imellem kastede hun et blik på tyren. Hun var bestemt ikke glad for at den var der. Aldrig havde hun set så stort et dyr, og selv Skyggen brød sig ikke om den. Skyggen var ikke bange, men hun brød sig ikke om den.

"Beskidt arbejde er der nogen der kalder det... Andre kalder det arbejde. Men det er nok primært beskidt arbejde," svarede hun.
"Det kommer helt an på, hvad du har brug for. En kvinde som mig kan måske klare mere end du lige går og tror," svarede hun, og hun havde selvfølgelig lagt mærke til hans nedladende tone.
Hun var godt klar over, at han var sådan en type, der nok ikke mente at kvinder kunne gøre særligt meget. Men hun skulle da bevise, at det ikke passede.
Antonia udførte et typisk mandejob. Men det var det hun var god til, og hun nød det. Hun nød at bryde ind i folks huse og tage deres kæreste egendele. Desuden var det vel ikke hendes problem, at de ikke opdagede noget. Hun udførte jo bare en ordre.

Antonia tog endnu et lille skridt bagud, da tyren kom tættere på. Kunne det forbandede dyr dog ikke bare forsvinde igen?! Det var ikke naturligt, at en tyr var så stor. Hun ville gerne have, at den skulle gå væk igen.
Hun lavede en mindre bevægelse med hånden, der gjorde, at skyggerne pludselig kom tættere på. Tingene blev mørkere. Det var i ren og skær selvforsvar. Hun ville gerne være klar til at kunne forsvinde, hvis tyren kom endnu tættere på.

Skyggen så ikke ud til at kunne klare, hvad man ville kalde, et beskidt arbejde. Hendes hvide klæder tydede i hvert fald på, at hun aldrig nåede så tæt på mord, vold og.. andre jobs. Enten, løj hun direkte overfor ham nu, eller også udførte hun sit arbejde med stil. Selvfølgelig var muligheden der jo også, at hun ikke lige havde haft et job her til aften, og dermed havde haft mulighed for at klæde om.
Samson der stod med sine mange ar efter det store slag, sammenlignet med hende der straks tror at hun kan klare "mere end han tror", var ikke just overbevist.

"Har du udført nogen jobs, som man eventuelt har hørt om?" Brummede Samson en anelse udfordrende, som tydeligt fortalte gud og hver mand der måtte høre på denne samtale, at han ikke var spor overbevist.
Et smil bredte sig over hans læber. Det var skræmmende køligt, og blandet det sammen med de hvide øjnes udtryk - som næsten var dødt i sig selv, blev hans attitude så kold som var det nordpolen selv.

Brutus' røde øjne hvilede på Skyggen. Et hårdt prust kom pludselig fra ham, mens den med sit store hoved nærmest lå hen over Samsons ene brede skulder. En hånd blev langsomt løftet op mod Brutus' mule, og gav ham et par strøg med den. Det så ikke ud som om det behagede den et spor, men tilsyneladende generede det den heller ikke - stirrede bare fortsat på Skyggen, ildevarslende om fare, hvis nogen pludselige bevægelser blev foretaget.

Samsons kropssprog viste ikke nogen tegn på travlhed. Han havde al den tid han skulle bruge, hvis der var noget ved det. Om han så havde en aftale, så kom han aldrig for sent. Han kom jo altid til tiden, som han selv ville sige det. Det var alligevel typisk ham, der skulle sætte - hvad end han havde planlagt - igang.

Brutus åbnede gabet en anelse, og der skulle ikke så meget til før der kom en dampende ånde fra den, da den begyndte at brøle. Øjnene glippede en smule, men pupillerne var stadig fremadrettet på Skyggen. En klov blev trukket hen ad brostene.
Endnu engang gav Samson et par berolige strøg med hånden fra sig. Et utilfredst prust kom fra tyren, og hvis Skyggen stod indenfor 3 meter, ja så ville hun højst sandsynligt mærke en eller to snot-klatter i sit ansigt, samt lugte en usandsynlig dårlig ånde.
Ånden bestod ikke bare af fordøjet græs, eller for gammelt græs, men den havde en hvis anden lugt også. En luft, man normalt ikke ville finde hos tyre, men en lugt, der mindede mest af alt om et slagteri.