Spidse lillae ører med små duskede røde hår på, kommer lidt efter lidt til syne bag buskene, som man kommer forbi på vejen ned til stranden. Ørerne forsvinder nedad engang i mellem, men da de så kommer til syne igen, bliver skikkelsen mere synlig. Disse ører tilhører ingen anden end Nickazho, den lillae stædige dæmon, der ser vældig tortureret ud i sit ansigt. Piercinger præger dæmonens ansigt samt to lange ar fra hans lille mund, som generelt ser meget større ud grundet disse ar. Dæmonen har sit blik rettet ned mod strandens sand, og når han endelig fandt noget, dukkede han sig ned for at samle det op. Somme tider lå der spændende ting på stranden. Engang var han så heldig at finde et stykke fra en ørering, det havde været hægten dertil og det havde han sat stor pris på. En lille ting, og dog så værdifuldt! Andre gange var det en glitrende småsten som alligevel havde våget sig ud på denne strand, selvom det var meget sjældent man så sten på netop denne strand. Seværdighederne blev samlet op, og skulle det ske at det ikke var noget specielt, som et dødt dyr, gamle træstykker og hvad folk nu ellers havde fået våget med ud på stranden uden at tage det tilbage igen, ja så blev det kastet over dæmonens skulder og så fortsatte den sin færden omkring.

Omsider kunne man se dæmonens hovede ude fra den åbne strand et øjeblik, inden han dukkede sig helt ned i busken for at lure stranden an. Han havde det godt med at gemme sig lidt ind i mellem, specielt for de dumme krystalisianere, de kunne jo ikke noget. Nej, de var bare dumme og specielt ikke kønne. Deres liv blev baseret på krig og udryddelse. Man kunne ikke sige at krystalisianerne faldt i Nickazhos GODE smag.

Skov, tjek, kort tjek, rationer tjek. Yes det hele var med, Koda var nu klar til dagens skatte jagt. Hun havde købt sig et kort til hvor et forlist skib skulle være stødt på land for mange år siden, men var nu forsvundet. Men det skulle Koda nok finde igen, hvis sælgeren ikke havde narrede hende. Ellers kunne hun bare få en god tur ud af det. 9 ud af 10 gange fandt Koda alligevel ikke nogle skatte alligevel. Men når hun så endelig fandt det hun ledte efter var gevinsten altid stor. Sådan var livet som relic jærger, altid svært om man fandt noget der var det værd eller ej.
Koda traskede stille og troligt ned af strandkanten og nynnede sig en lille melodi imens hun var i sin egen lille verden.
Koda sukkede lidt da hun havde det varmt, men hvornår havde hun det ikke varmt, hun var fra det kolde nord oppe i bjergene. Hvor hun faktisk savnede livet der oppe lidt, alle disse krystalianere der var ja de var bare underlige til tider, og var oppe og slås heletiden. Ikke fordi Koda havde noget imod en rask lille kamp men det kunne blive for meget.
Nu begyndte Koda helt at savne sit lille hjem i bjergene.

Med sko og strømper i hånden spadserer George over sandet med et rastløst blik. Hans holdning er rankere end nogensinde, og hans hals er strukket højt uden han dog virker unaturlig. Det ligger nemlig i hans natur at være så ret, og alt andet ville virke mærkelig til en mand af hans kaliber og påklædning. Han sukker let og ser ud over sandet og vandet, får øje på Koda længere henne og begynder at fortryde, han kom. Det var ikke lige frem så fornemt og fint at gå tur i sandet med bare tæer, og selvom hans strømper duftede mere af lavendel end af sure tæer, var han alligevel pinligt berørt. Derfor lader han som om, han ikke har set hende, og måske vil hun så ikke falde i snak med ham, som de fleste krystalisianere for tiden havde for vane at gøre. En outsider både af påklædning og manerer. Selvom han havde levet snart otte år mellem dem, var han stadig for meget sit hjemlands manerer, og han blev tit regnet for sær og naiv. Endnu et suk undslap ham ved denne erindring, og han valgte at stoppe op og vende sig om mod havet.
Han står meget tæt ved Nichazho, men har ikke opdaget ham, da hans blik har været fastholdt på Koda.

Carolina har virkelig fået rodet sig ud i noget skidt - hun aner faktisk ikke rigtigt, hvor hun er henne. Det er en rigtig uvant følelse for hende, for hun er vant til at kunne finde rundt i byen som i sin egen bukselomme... Hun havde i lang tid kunnet høre bølgebrus og var prøvet at gå væk fra havet - for havet, det brød hun sig virkelig ikke om.
Det var så stort, så uforudsigeligt, så utrygt: hun stopper da også hurtigt op, da hun nærmer sig havet og ser på det. Hun træder to-tre skridt tilbage og roder sig i det uglede hår. Hvad gør jeg så nu..?
Hun ser, at der er flere skikkelser ved strandbredden, men vælger ikke at hilse på nogen af dem. Hun har nok i sig selv og den uro, der breder sig i hendes krop ved synet af havet. Hun tænker slet ikke over, at hun måske skulle spørge nogen om vej...

Xander virker på en måde utrolig malplaceret, som han går hen ad stranden iført tunge, sorte støvler og sin sædvanlige jakke. Han er bestemt ikke klædt på til det varme vejr, og hans vejrtrækning høres som en let hvæsen, idet han stavrer hen langs strandbreden.
Lige som Carolina er han faktisk også faret vild. Han har i længere tid holdt til i en lille hytte oppe nordpå, hvor han havde klaret en mission for Mørkets tilhængere, men nu var han blevet sendt ud i en anden tjeneste .. noget med et skib, som var stødt på land og forsvundet, og som måske kunne indeholde værdisager .. for penge havde man så sandelig også brug for, og de folk, der normalt kostede rundt med Xander, var grådige og magtbegærlige.
Han var virkelig kommet til at hade dem med tiden, men der var intet at gøre .. det var dem, der holdt ham i live.
Xander stryger det lange hår væk fra sit ene øje - det andet holder han som altid lukket, idet han bevæger sig hen over sandet. Der er skikkelser længere fremme, ser han, og han nærmer sig dem vagtsomt med tøvende fodtrin.
Varmen gør ham ør i hovedet og han føler sig svag, som han altid gør, når han ikke bruger sine magiske evner.

Der går ikke længe før han kan høre forskellige væsener der flytter rundt på sig. Han retter hovedet mod en kvinde der går rundt med et stykke papir, Koda. Han retter fuldt ud sin opmærksomhed på hende og kæben føles tungere og tungere så munden bliver åbnet let op af nysgerrighed. Han puslede lidt inde i busken for at strække halsen lidt for at få et bedre udkigshul mellem bladende. Mellem de mange blade kom der et par knaldrøde øjne frem. Dog stod kvinden med kortet med siden til denne busk, så for at kunne få øje på dem, skulle hun i så fald først vænne sig om. Men mon ikke at kvinden var mest fokuseret på kortet.
Halen under det sorte lasede tøj, som dæmonen rendte rundt med til hverdag, snoede sig ivrigt samtidig med hans nysgerrighed tog til. Halen, som dog var en og alligevel splittet op på vejen gik ud i fem ender. To af disse ender vovede sig ud af busken. Disse havde hver en dusk af hår som var blå og den anden var hvid. Imens de så let fik snoet sig omkring, stødte de pludselig ind i noget der ikke tilhørte busken. Nickazhos øjne blev store, vendte hovedet og så klodset som han var, fik han en gren i sit højre øje og tumlede rundt i busken et par gange og væltede direkte ud af busken og ind i et væsen, Sir George Gallagher (?).

Nickazho tog sig til hovedet og ømmede sig lidt over grenen der havde stikket til hans ene øje. Han jog to af sine egne fingre ind i sit eget øje, for at fjerne øjenlågene så meget som muligt så øjet på dæmonen blev gigantisk at se på, imens han koncentreret sad og følte sig efter resterne af grenen, for at fjerne disse.
Da dæmonen igen fandt sig velbefindende vendte han hovedet og så til sin forskrækkelse en krystalisianer! En mandsling af en krystalisianer! Den lillae dæmon fór op og pegede af manden.

".... Du!! .... Lurer!" Han var ikke mere opfindsom med beskyldningerne. Desuden kunne man ikke ligefrem sige at dæmonens opførsel var spor pæn, men nu talte han jo også med en krystalisianer, så det gjorde jo ikke noget! - i dæmonens øjne.
Nickazho så ikke mere omkring sig, han havde en krystalisianer på nakken af sig.

Et højt gisp undslipper ham, da han bliver slået omkuld bagfra, og han når kun lige at tage fra med sine arme, mens sko og strømper flyver lidt væk. Hans brækkede ribben gør ondt, da Nickazho lander med albuen i dem. Han tager et øjeblik om at genfinde sine kræfter, før han kommer på benene og børster sandet af sig. Stadigt hivende efter vejret ser han på det væsen, der overfaldt ham. Han forventer et nyt angreb hvad sekund, det skal være - eller i alt fald hvad sekund væsnet er færdig med at pille sig i øjet. Hvad han ikke er forberedt på er de ord, der bliver slynget efter ham, og han hæver overrasket øjenbrynene og stirrer.
"Hvadbahager?" siger han, tydeligt udtalende hver eneste stavelse i ordet. "Lurer? Min gode... hvad De nu er, jeg stod med ryggen til Dem, da De sprang på mig!"

Carolina vender hovedet mod det optrin, der foregår et lille stykke væk fra hende - hun kan ikke lade være med at få et smil på læberne over det. Det er i sandhed et underligt par, der er stødt ind i hinanden - den fine herre og det lilla væsen er på mange måder hinandens totale modsætninger.
Hun sætter sig på den sten, der belejligt står bag hende, og trækker fødderne op til sig, mens hun videre betragter de to væsner. Hun har ikke bemærket manden, der kommer gående bag ved hende - normalt er hun ellers meget opmærksom på sine omgivelser, men havet og den skæve episode, der foregår foran hende, tager al hendes opmærksomhed.
Hun har nemlig ikke glemt havet, overhovedet ikke. Det er ikke fordi, hun som sådan tror, havet vil hoppe på hende og angribe hende, men hellere være på den sikre side, her ved stenen.

Xander nærmer sig forsigtigt, og han bliver så sandelig en anelse overrasket, da det lilla væsen braser ud af busken længere fremme. Han kniber øjet sammen og betragter optrinnet undrende, imens en del spørgsmål rejser sig i hans hoved .. for det første, hvad laver den fine herre på stranden? Og hvor i alverden kom det lille, dæmoniske væsen fra? .. og hvorfor angreb det manden?
Han bevæger sig nærmere, sandet dæmper lyden af støvlerne, men hans åndedræt lyder stadig som en let hvæsen. Igen må han skubbe det sorte hår væk fra øjet, for bedre at kunne se. Jakken, som han bærer er udsmykket med adskillige spænder, men mangler et ærme i den ene side, og virker alt for tung til en varm dag. Man ser da også ganske rigtig en lille sveddråbe på hans blege ansigt.
Optrinnet længere fremme afleder dog hans opmærksomhed fra den irriterende varme, som ellers går ham en del på, og han standser vagtsomt i nærheden af Carolina, for at kunne følge med i, hvad der foregår. Hans øje fæstner sig dog hurtigt på skikkelse foran ham, da det går op for ham, at hun sidder der.
Han forbander sin manglende evne til at se visse vinkler, og han betragter hende vurderende .. hun ser ikke særlig farlig ud, og han bestemmer sig for, at hun ikke er nogen videre trussel.

Nickazho bliver pludselig totalt blank i hele ansigtet. Hvad er det manden siger til ham? Det var da et underligt sprog han formulerede sig på.

"Er du måske ikke en af de dumme krystalisianere, der kan finde ud af at tale ordentlig krystalisiansk!?" Nickazhos stemme var på en gang bebrejdende, samtidig med at der var had og undren ind over hele dette optog.

"Desuden, så s-springer jeg ikke på nogen!" Nickazho lavede en mine ved det dobbelte s han lavede i sin sætning, for at snappe lidt af denne mandsling. Han var jo desuden sikkert også meget yngre end ham, de holder sig jo ikke de krystalisianere. Nickazho kom dog til at tænke på parringstid ved dette ord, men alligevel var han ikke en af dem. Man måtte sige, at han ikke var til den slags uden videre, og desuden ikke til det modsatte køn. Nickazho stod stadig og pegede med sin lange finger hvor der for enden sad en lang sort negl, der helt sikkert ikke var så uskarp igen.

Nickazho trak sig ikke engang tilbage, han stod endnu tæt på George og han havde ikke i sinde om at træde tilbage for en ussel krystalisianer med alt for stramt siddende hår og så desuden en af de dumme af dem. Snakkede slet ikke krystalisiansk!

Nickazho mærkede en stikken i nakken. Han drejede hovedet langsomt, i frygt for at gøre noget for hurtigt. Der kunne nemt være en kniv i nakken på ham. Dog åndede han alligevel lettet op da dette ikke var tilfældet, men han vidste nu ikke om synet var så meget bedre end en kniv. Flere krystalisianere!

"Har I krystalisianere da ikke andet at foretage jer end at beglo?!"

Nickazho kom i tanke om, at der var noget han ikke havde sagt til denne mand der stod foran ham med sin mærkværdige beklædning.
"Og det jeg er, bliver du aldrig! For jeg er en lilla dæmon! Stolteste væsen i Krystallandet!" Han lagde en hånd på sin egen brystkasse og de fem forskellige haleduske kom frem fra undersiden af det lange sorte beslag han gik rundt i.

Knapt ved han hvordan, han skal reagere, da denne usammenhængende fyr beskylder ham for jeg ved ikke hvad.
"Jeg er ikke krystalisianer, nej, men englænder, og det smitter måske af på mit sprog, men det giver Dem ingen ret til at.." Han er allerede i gang igen, denne gang med at råbe af nogle andre, og han sukker. Det værste chok havr forladt ham nu, og han betragter væsnet, mens han fortæller, hvad han er. Et lille, overbærende smil trækker hans ene mundvig op i den charmerende vinkel så mange har bemærket tidligere, men som han til stadighed er uvidende om har denne effekt på nogen. Han lytter til ordene; en lilla dæmon.
"Jeg kan se, De er et stolt væsen, ja," bemærker han solidarisk, "men det forklarer stadig ikke hvorfor De spra... væltede ind i mig."

Carolina bemærker nu Xander, der dukker op bag hende, og hun ser en smule overrasket på ham - hun vurderer ham hurtigt, men ser så væk fra ham igen - hun har ikke lyst til at glo, og den måde, manden fremstår på, giver hende en fornemmelse af, at det ikke er én, man skal provokere ret meget.
Hun smiler igen af det lilla væsen, gider faktisk ikke svare ham. Han er meget sød, men hun er travlt optaget af at holde øje med havet. Det er altså farligt, og hun skal overhovedet - som i overhovedet! - ikke risikere noget. Selvom havet ikke engang bruser særligt voldsomt og har høje bølger, er hun på vagt. Hun ved faktisk ikke, hvorfor hun er så bange for havet - det kommer sig nok af, at hun altid har levet i byen og alt ukendt skræmmer hende.

Det lille, lilla væsen virker en anelse ynkeligt i Xanders øjne, men det er så sandelig højlydt. Han rynker lidt irriteret brynene: sådan en ballade for så lidt .. desuden er der en anden ting, der går ham på: han ved ikke helt, hvor han er.
Han prøver at følge lidt med i dæmonen og den fine herres samtale, men opgiver så og træder nærmere Carolina: endnu et lettere ynkeligt væsen i Xanders øjne, og Xander bryder sig ikke om ynkelige væsner .. lige så lidt som han bryder sig om sig selv i denne svagelige tilstand.
"Undskyld mig," hans ord er ganske lavmælte, så han håber, at pigen hører ham. Ikke at han regner med, at der er meget hjælp at få fra hende, men hun må da kunne give ham et præg om, hvor han befinder sig.
Igen kaster han et hurtigt, vagtsomt blik på de andre tilstedeværende. Den lille, højlydte dæmon ser ikke så farlig ud af sig, men man ved aldrig med den slags væsner .. desuden undrer det ham stadig, at en mand som George befinder sig på dette sted, og det gør ham endnu mere påpasselig.
Han vender dog igen opmærksomheden mod Carolina.. hvad mon hun i det hele taget foretager sig her på stranden?

Koda gik entelig i sin egen lille verden og lagde ikke rigtigt mærke til så meget der forgik omkring hende, hun havde travlt med at studere sit lille kort. Dog kiggede hun op da en mand på stranden blev nærmest overfaldet af et lilla væsen. Koda studerede væsenet lidt og konkulderede at det nok var en dæmon af en slags.

Koda følte sig lidt truffet af at blive beskyldt for at glo men ignorerende det blot og kiggede videre på sit kort. Det gav dog ikke meget mening da skibet skulle være et sted her i nærheden, men hvor skulle hun dog starte med at grave. Koda gik lidt mere rundt men kunne ikke rigtigt bestemme sig, i stedet lod hun blot høre efter hvad den lilla dæmon talte om til den stakkels mand der nu var så uheldig at skulle op og mundhugges med den.

((sorry det korte svar, emn skal lige komme ind i den her tråd igen, er lidt forvirrende xD))

Nickazho rynkede på sin lille lillae næse og fik et meget gennemspekuleret blik i sine øjne, da de samtidig blev til små sprækker. De røde øjne så gennemsøgende på George og en lille lavmælt spørgende brummen kom fra den. En af dæmonens fingre der havde en meget lang og sort negl, studsede over dæmonens hage, så han så meget efterforskende ud overfor denne krystalisianer. Han var tavs i et par sekunder.

"Smittende siger han? Siger han det for at skræmme livet af mig, og slippe af med mig?" Nickazho talte højt og tydeligt, men hans sprog sagde at han snakkede med sig selv.

"Så hvad for en slags virus er du så? Nu du siger at du er en eng-lænd-et-eller-andet?" Nickazhos del af ordet eng i englænder, var uden tvivl opfattet helt forkert. Han var sikker på at der ikke var særlig mange blomster på ham. Eller i det hele taget dyr der sværmede om ham? Jo, måske under alt det mærkelige tøj han bar?
Det var svært at se at nogen som Nickazho skulle være temmelig intelligent når det kom til boglig-viden. Men den viden strakte sig kun inde for krystallandets grænser, og ikke meget længere.

Nickazhos fokus havde fjernet sig igen fra de andre, som egentlig bare havde ignoreret ham. Hvis de ignorerede hans spørgsmål, kunne han vælge at irritere dem for groft bagefter, eller bare helt undlade dem. Lige nu, valgte han det sidste, specielt når han havde sådan en eng-mand foran sig uden blomster.

"Min art er meget stolt! Men du siger at du ikke er krystalisianer, selvom du ligner dem meget? Så ved jeg jo snart ikke om jeg skal tiltale dig eller hvad." Uanset hvad George ville svare, som sikkert ville være et sted i nærheden af "De", så kom hans mening ikke til at tælle i Nickazhos lillae hoved, men tanken blev konstant bearbejdet indtil flere spørgsmål blev besvaret.

"Jo, det skete sådan her...." Nickazho troede nu direkte at George var halvdum, og det fremstod nu også i dæmonens kropssprog. Han vræltede let rundt i sin gågang, stak hovedet ind i busken, viftede let med halen. Men da han så ikke kunne nå George, fordi han, på grund af faldet, var kommet lidt længere væk, bakkede dæmonen bagud så en af halerne kunne nå manden. Senariet fremstod nu igen, dog med uden lyd, og et forsøg på at vælte stakkels George endnu engang ved at, denne gang, kaste sig med vilje over ham (?).

(oooog hvis dette er ok, sååå....) Tilbage sad den lillae dæmon på maven af englænderen George med korslagte arme og stirrede ned på mandens ansigt.
"og det var sådan det gik til! Selvom jeg lige manglede det rigtige chok." Nickazho trak let på sine skuldre og så rundt på de andre med en rynket pande samt næse. De så ud til at være... temmelig normale? Bortset fra at den ene rendte forvildet rundt med noget der kunne ligne et stykke genbrugspergament, en anden der bare sad på en sten og kiggede på havet og den tredje som tydeligvis er meget nærgående på denne kvinde.
Nickazho kom i tanke om at han egentlig sad på eng-manden, så han fik pludselig store øjne og hoppede af ham med et lille halvbeklagende smil. Dog også kun halvt, fordi han ikke vidste om han skulle placere ham som en krystalisianer eller som en... eng-mand-ikke-krystalisianer.

"JEg er ikke en virus. JEg kommer langt herfra fra et andet land," forklarer han tålmodigt. "Og sig du bare du til mig, jeg vil ikke forvirre dig mere end jeg allerede har gjort." Han lytter til Nickazhos begyndende jo, det skete sådan her, før det går op for ham, hvad han vil, og han skal til at protestere og flytte sig, da han bliver væltet omkuld igen. Han slår sine brækkede ribben slemt denne gang og tager sig til brystkassen.
"Aarh," siger han sammenbidt.
Først da dæmonen rejste sig igen kunne han få vejret, og han tænkte, at han da aldrig skulle få fred til at lade den skade hele. Han kæmper sig på benene og tvinger et smil frem, der er lidt sammenbidt grundet smerten.
"Ah, nå sådan skete det. JEg så det ikke før, da jeg stod med ryggen til," forklarer han så roligt, han kan, og med en engels tålmodighed, han normalt ellers kun bruger over for børn.

Han er ubehageligt bevidst om hvor fyldt stranden pludselig er blevet, og det bekymrer ham, han går rundt der, som han gør. Det kan sende en masse forkerte signaler, men selv en rig forretningsmand må vel have lov ved at glædes ved synet af havet og følelsen af sand mellem sine tæer?