[Åben tråd, i joiner bare som det passer jer ^^]

Tara trådte hurtigt ud på balkonen, hun skulle helt klart blive bedre til det med mange mennesker, men nu havde det været en oplagt mulighed til at mingle lidt med de folk der befandt sig rundt omkring i krystallandet.
Hun rettede lidt ved det enkle skørt, og spejlede sig i vinduerne ind til salen, hvor hun kunne skimte sin silhuet. Hun havde en grøn kjole på med et skørt der struttede en smugle (dog intet ballarina-agtigt) og stoppede midt på lået, og lod resten af de lange ben være bare, da hun ikke havde det for godt med kæmpe skørter. Toppen af kjolen var en corsage del, og sad til, og fremhævede ligeledes hendes barm, desuden var kjolen smykket med diverse silkebånd og perler, dog stadig i rolige naturfarver. Egentlig syntes hun at den klædte hende ualmindeligt godt, hvis hun selv skulle sige det.
Masken havde en spids næse, som mindede lidt om et næb, men passede ellers til kjolen, og var ligeledes dekoreret med blomster, guld, silkebånd og perler, hun havde nøje valgt denne maske, da den mindede hende om hendes evne.
Hendes lange rubinrøde hår, som egentligt var længere end kjolen selv, hang rolige og velfriseret ned ad ryggen, at sætte det op havdee aldrig rigtigt været hendes stil.
På trods af den finde mundering, havde hun ikke lyst til at mænge sig for meget, ikke så tidligt på aftenen, og lige nu, havde hun mest af alt brug for lidt luft, så hvorfor ikke trække den et sted hvor man ligeledes kune betragte den stjernefulde himmel?

Blaine var ikke sikker på hvad han lavede til festen. Måske var han bare blevet tillokket af udsigten til lys og mennesker, eller også var det bare fordi at mørket havde virket så meget mere mørkt i sammenligning. Ligegyldigt hvorfor han var der, havde han fundet sig en maske og havde vandret lige ind. Masken havde ikke været svær at finde, da praktisk talt alle forretninger og boder solgte dem. Nu havde han godt nok ikke købt den; i de store menneskemængder nærmest palæet havde det været en smal sag at snuppe en fra en gadesælger. Det var en meget let model og firkantet model, der gik fra næsetippen til midt på hans pande, og derfor kun dækkede hans øjne og øjenbryn. Resten af hans hoved var frit, inklusivt det korte grønne hår, der var almindeligt i hans familie.
I festens anledning havde han taget sin eneste hvide skjorte på, men den rejsebeskidte røde frakke havde han stadig på udenpå, og ved hans side hang alle tre sværd. Han vidste godt at en mand med tre sværd måske var mindre velkommen end resten af befolkningen, men udsigten til at skille sig lidt ud fra den almindelige befolkning passede ham sådan set fint; han var en gøgler i sjælen, og denne slags fester var ikke hans ting. Det føltes rart at blive sat udenfor båsen af mennesker, der tog til den slags fester.

Det var ikke fordi han ikke havde en professionel grund til at være der; stedet var en lommetyvs paradis. Halv- og hel fulde mennesker væltede omkring hinanden, alle iført masker så ingen kunne skelne mellem hinanden. Folk var ikke alarmerede og aldrig klar til at blive berøvet. Desuden var det også let at forsvinde i mængden bagefter, da der var så mange ansigtsløse deltagere.
Efter ti ravstykker var det dog blevet kedeligt, og han havde søgt efter et sted, hvor man kunne komme lidt væk fra det hele. Tyv tror hver mand stjæler, og derfor var det svært for ham at slappe af. Han så balkonen og satte straks kurs efter den. Først da hans stod i åbningen lagde han mærke til at der var en anden. ”Er der plads til en til?” spurgte han nonchalant. Det var slet ikke sikkert at hun var interesseret i selskab, men det var da forsøget værd at starte en samtale.

Tara havde betragtet de mange stjerner da hun pludselig så en skikkelse der var på vej ud på altanen, hvor hun hurtigt vandte sig mod ham. "Der er masser af plads!" sagde hun med et lille smil, og kiggede ud over den store tomme balkon "Hvis man ikke er så kræsen!" tilføjede hun med et lille grin og trådte tættere på ham. Hun havde et par lange grønne silkehandsker på, da hun havde regnet med at skulle give hånd til folk det meste af aftenen, og ikke havde lysten til at trænge ind i sindet på tilfældige folk.
Hun lod roligt de honningfarvede øjne glide ned over Blaine, han lignede ikke just en der passede ind i festen, men på den anden side, det var der mange der ikke gjorde, blandt andet Tara selv. Hendes elviske natur var slet ikke vant til så meget kaos, men det måtte man vel vende sig til, hvis man ville blande sig i menneskernes verden.
Hun gjorde et kort nik med hovedet ind mod dansesalen, som lå på den anden side af vinduerne "Kaotisk, huh?" sagde hun med et sigende blik bag masken, på trods af at den dækkede den øverste del af hendes ansigt, var hun sadig let læselig

Han smilte tilbage til hende over den venlighed hun mødte ham med. Af en person der havde afskåret sig på denne måde ved at gå ud på balkonen var hun mindre menneskesky end han havde regnet med, eller måske var det bare fordi han kun var en mand. Det kunne naturligvis også være at hun var en person, der nød at slange sig med mange mennesker, men bare var gået ud for at få noget luft. ”Det må du nok sige! Jeg havde aldrig regnet med at der ville være så mange mennesker der kunne lide den her slags fester.” Han kiggede tilbage ind mod massen af mennesker. Det lod næsten til at der var stoppet flere ind end der kunne være, så tæt som de stod. Underligt var flere af dem attraktive mennesker; det var svært at få øje på den ældre gruppe af højerestående borgere, han var sikker på gemte sig et eller andet sted. De rige, fra hvem en håndøre var nok til at holde en simpel tyv ernæret i uger. Ingen steder var de at se, men i stedet var der overvældende mange smukke kvinder, og smukke kvinder havde altid en hvis tendens til at gøre ham nervøs. Han gik hen til rækværket og kiggede ned på gaden under dem. En let brise blæste forbi og Blaine blev mindet om hvor ualmindeligt varm en aften det var i forhold til årstiden. Normalt ville det være til at fryse sig halvt ihjel, men nu.. Nu var det næsten behageligt. ”Og hvad laver du herude? Jeg kunne let komme på mange bedre ting at tage sig til end at stå herude i kulden.” Hans sætningen stoppede da det slog ham hvor underligt det han lige havde sagt var. Han havde jo lige tænkt det modsatte, så hvorfor havde hans tunge og hjerne så ikke fungeret i samarbejde som de normalt gjorde?

Tara gav en lille latter fra sig før hun bevægede sig ud mod kanten, dog på ingen måde omklamrende tæt på Blaine nok snarre halvanden meter fra ham. "Nah, der er mange af borgerene der lige udser sig muligheden for at hæve sig en lille smule over pøblen, og går helt amok over denne slags fester!" sagde hun med et lille grin, for hun vidste med sig selv, at det var ganske sandt.
Grunden til hendes egen tilstedeværrelse var dog ikke meget bedre, men efter at hun var blevet indlogeret i RT kunne hun vel lige så godt vende sig til menneskernes verden. Hun strøg en tot af det lange hår om bag det spidse ører, så vidt hun havde set havde hun været den eneste af hendes slags der var tilstede.
"Nah.." protesterede hun stille "Med så mange mennesker, på så lidt plads er det godt med lidt albuerum!" sagde hun så, denne gang med blikket vendt lige mod ham, hendes klaustrofobi gjorde det ikke meget lettere for hende at deltage.
"Så, hvis De finder vejret køligt, hvad laver De så selv her?" spurgte hun så, denne gang i en mere munter tone, han lod til at være en smugle forvirret, dog havde hun bemærket hans tre sværd, han hørte sikkert ikke selv til overklassen, det var i hvert fald de færreste overklassehoveder som bar deres våben så åbenlyst

Først nu lagde han mærke til hendes spidse øre, hvorefter han brugte en kort tid på at studere dem. Han havde altid været mere interesseret for magiske væsner end for normale mennesker, men de stjålne gange han havde mødt elvere, var han ikke blevet gladelig overrasket. De var, kort sagt, mere almindelige end gamle fortællinger fik dem til at lyde. En skam måske, men denne virkede anderledes. Mere eksotisk måske, eller også var det bare maskens effekt kombineret med hendes noget anderledes tøjvalg. Et øjeblik efter gik det op for ham, at han havde stået og dagdrømt i nogle sekunder, og at han havde efterladt hende stående og ventende på hans svar. ”Øh..” var det første han kunne tænke på, hvorefter han kom i tanke om hendes spørgsmål, ”jeg bryder mig ikke meget om store folkemængder. Voksede op i en stor familie, så jo mere albuerum man kunne få jo bedre.” Han kiggede på hende øre igen. Først nu slog det ham at både de og hendes tøj kunne være en del af et avanceret kostume. Muligheden skuffede ham lidt. Han hvilede på sin albue og vendte sig halvt mod hende. ”Hvorfor jeg så tar’ til såden et bal, ved jeg ærlig talt ikke helt,” løj han, ”måske havde jeg bare ikke lyst til at være den eneste der frøs?” Han forsøgte at smile til hende, men det virkede malplaceret. ”Jack Blaine,” sagde han mens han rakte hånden frem, da hans tanker havde mistet alle andre interessante samtaleemner.

Tara sendte ham endnu et lille smil idet han faldt i staver, og hun var ikke mange sekundter om at finde ud af hvorfor,der var ret mange mennesker der undrede sig over hvad et 'fasinerende skovvæsen' lavede blandt dem, men ærlig talt, så blev flere århundrede ganske kedelige, især når man spenderde dem alene i en skov. "De undre Dem over at jeg er elver, ikke sandt?" sagde hun så, og fejede lidt hans svar til side, "Det behøver man ikke være tankelæser for at vide!" lo hun så og lagde hovedet tilbage mens hun kiggede op mod stjernerne.
Hun havde godt selv læst de romantiserede historier, eller skrækhistorierne om hendes folk, det var vel også til tider sandt, der var grupper af hendes folk som mente at menneskene havde vadet ind på deres domæne, og de kvindlige elvere brugte derfor deres naturlige skønhed til at lokke menneskerne ind, og derefter aflive dem, metoderne afhang selvfølgelig af talent og recurser. Tara havde sågar selv været der, men det var mere end 100 år siden.
Hun kiggede ned på hand fremstrakte hånd, og tog den med et blidt men bestemt håndtryk "Tarasika Keen, hygeligt at møde en der ikke render rundt og får overklassenøkker, bare fordi de får en grund til at tage deres eneste fine skrud på!" hun smilede igen, så det lyste i de brune øjne

Hendes smil var så gennemtrængende at han ikke kunne lade være med selv at smile tilbage. Når han tænkte yderligere over historierne, der blev fortalt om hendes folk blev han faktisk lidt urolig sin nuværende position taget i betragtning. Den effekt sådan et smil kunne have på ham som person testamenterede til hvor meget han nu mere eller mindre befandt sig i hendes magt, eller i hvert fald inden for hendes indflydelse. Grunden til at det bekymrede ham var, at der sjældent løb gode historier om hendes folk. De var ikke nødvendigvis negative heller, men de fik dem til at ligne et folk, der begrundet deres alder sjældent gjorde noget spontant og for det meste havde et motiv til hvad de gjorde. Det fik hans smil til at falme en smule, og han kiggede ned på gaden. ”Det er en underlig fornemmelse at se ned på noget på den måde som man gør heroppe fra.” Ubevidst holdt han vel meget fokus på hendes hænder og sine egne lommer. ”Du tager en maske på går ind i en bygning, og så er du pludseligt ikke længere del af deres liv. Man kan for én nat få lov til at se guldmøntens forside, hvorefter du bliver overladt til dig selv,” han var holdt op med at henvende sig til hende, og var i stedet begyndt at tale til sig selv med en bitter stemme. I hans øjne kunne man se at en plan var ved at udvikle sig. ”Har du lyst til at gøre noget anderledes i aften, Tarasika Keen?” Denne sætning kom som konklusionen på den første, men uden at han havde informeret hende om de ting, der var foregået i hans hoved. Nu kiggede han dog op på hende, og i hans blik kunne man se en invitation.

Tara bemærkede snildt hvordan han undlod hendes spørgsmål, der var mange mennesker som reagerede på den måde over for hende. De fleste mænd havde det sågar skidt med at se hende i øjnene, på trods af at de var ganske betagende, måske af selv samme grund. Hun slog hurtigt blikket ned i jorden og derefter ud over kanten, mens hun lyttede til hvad han sagde, hun svarede ham ikke, hvad skulle hun sige, uanset hvad hun sagde ville det vel nok være 'heksekunster' eller 'elvertricks'.
Derimod rømmede hun sig og dækkede hurtigt det ene ører til igen, nok var det væsentligt længere end et menneskes, mens hun havde hår nok til at skjule det. "Man siger at hver mand er sin egen lykkes smed!" sagde hun så til sidst, dog uden at kigge på ham, "Jeg må nok indrømme at det er sandt, jeg har set det, gennem generationer!" sagde hun bestemt, men vendte så det imødekommende blik mod hans.
"Og hvilken speciel aften er det så du tilbyder?" igen dansede det blide smil på hendes læber og i hendes øjne

Blaine smilede tilbage, men ikke fordi hans impulser tvang ham til det. Han smilede tilbage på grund af planerne i sit hoved og udsigten til en underholdende aften. Da han var ung havde hans gamle bedstemor fortalt ham historier om hvordan de udødelige levede deres liv. Nogle af historierne havde Jack senere fundet ud af var usande, men en hang ham stadig ved: En fortælling om en engel, der ved udsigten til at miste sit evige liv ikke turde leve. Han havde flere gange overvejet om dette var gældende; at elvere levede mindre eller var roligere ved udsigten til en evighed at gøre tingene i, og han havde flere gange forestillet sig hvordan det ville være at møde sådan en tidløs tilskuer. Nu havde han tænkt sig at lære så meget han kunne.
”En aftens eventyr, naturligvis. En aftens dødelighed på ryggen af en menneskelig tyv.” Hans blik var stadigt inviterende, og udviste en naiv trang til at opleve. Spørgsmålet var simpelthen om han kunne overtalte hende til at tage med, og det mente han nok at han ville være i stand til, hvis hun da gav ham mulighed for det.

Tara vendte ryggen til det solide rækværk der sørgede for at man ikke drættede ud over kanten, det var lavet af solidt marmor, eller i hvert fald noget der mindede om, så hun bekymrede sig slet ikke da hun lænede sin fulde vægt imod det. Derefter skævede hun over til Blaine med et lille kækt smil "Så det De tilbyder mig, er en nat i Deres sted?" sagde hun og løftede tænksomt de lyse slanke øjenbryn under masken.
Til sidst trak hun på skuldrene, "Det lyder som en aftale, man så har det bare ikke at blive kedeligt!" sagde hun så med et lille kækt smil, før hun trak masken af så han kunne se hele hendes ansigt, til maskebal som dette var det ikke normalt at afsløre sin identitet, men hun havde set mange ved selv samme lejlighed der havde lettet på masken, endten fordi de ikke var vant til at have den på, eller fordi de skulle bruge hele ansigtet til at kommunikere med.
Dette var dog ikke sagen for Tara, manden som stod overfor hende ville sikkert have det bedst med at kunne se hvem han befandt sig sammen med, og desuden lod det til, at de ikke blev meget længere

Mens hun tænkte kiggede han tilbage ind i balsalen, og noterede hvad der lignede vindeltrapper og ceremonielle vagter med masker, der sikkert var der for at se ud som om de passede ind, og nænsomt henvise gæsterne til at blive i festområdet og holde sig fra de øvre etager. Personligt så han det som en udfordring, men var i tvivl om hvor god idé det var at tage en nybegynder med på sådan en tur. Og så igen; hun var sandsynligvis en del ældre end han, og havde tilmed sin races smidighed. Hun ville i hvert fald finde det betydeligt meget lettere end mange andre af de besøgende gæster. Han kiggede tilbage på hende og smilte venligt da hun svarede.
”De har mit æresord på, at hvis det bliver kedeligt, må De søge oprejsning for den mistede tid,” med en rolig bevægelse fjernede han også sin egen maske, hvorefter han fortsatte med at tale: ”og man bedømmer en tyv på værdien af hans ord.” Sandt som det var, var det måske taget en smule ud af kontekst; jo bedre tyven var, jo mindre var hans ord værd. Det var Blaine dog ligeglad med. Det vigtigste var at hun stolede på ham nu, så måtte fremtiden komme som den havde tænkt sig. Intet ville alligevel kunne stoppe den. Han kiggede op og så en balkon til et stykke over dem. På væggene var der vinduer og rigeligt med pynt, så at klatre derop burde ikke være vanskeligt. Han kiggede tilbage på de to vagter, der netop nu så ud til at være optaget af en fuld mand, der så ud til at fortælle dem sin livshistorie.
”Er De god til at klatre?” Spurgte han hastigt, hvorefter han sprang op på gelænderet uden at vente på svar fra hende. Med et fast greb på et fremspring i konstruktionen hev han sig op, og forsvandt fra balkonen og vagternes udsyn gennem vinderne.

Tara trak på skuldrene "Så er det en aftale!". Hun kiggede hurtigt ned af sig selv, det var ikke just det mest praktiske tøje at have på den slags spas og løjer, men så var det nu at det var smart at hun ikke var til de store rober og lange skørter.
Hun nåede lige at se Blaine da han forsvandt ind ad et vindue og smilede lidt skævt efter ham, om hun kunne klatre? Det var nok sjældent at man fandt en der var så dygtig til den slags som Tara, hun havde trods alt 230 års erfaring inden for faget.
Hun var ikke mange øjeblikke om at få fat i det samme udspring som Blaine havde haft fat i, før hun satte af og fik fat højere oppe, hvorfra hun kunne nå kanten på den næste balkon, hvor hun svingede sig op og satte sig på kanten, udsigten fra denne balkon var væsentligt bedre.
Hun tog en dyb indånding og kiggede ind af det vindue som Blaine var forsvundet ind af, hvis han var flabet nok, ville han sikkert gå igennem etagen, og åbne døren til balkonen, hvor hun befandt sig

Blaine kiggede ud af vinduet han åbenbart var kravlet ind af, og så at Tara befandt sig på balkonen. Han måtte imponeret anerkende hende evner til at klatre, da der intet fast håndhold var et godt stykke omkring balkonen. Hvordan hun var kommet derop, var efterladt udelukkende til hans spekulationer, hvor flere muligheden var ved at forme sig. Han gik ud fra at ingen af dem var ligeså praktisk som den metode, han selv kunne havde anvendt, men der var ingen grund til at vise hende hvad man duede til. I hvert fald ikke endnu.
Jack kiggede sig omkring. Det så ud som om han befandt sig i et opholdsrum af en eller anden slags, hvor der var flere sofaer og dyrt udseende puder. Puder var dog for upraktiske at bære rundt på til at være værd at stjæle, så han kiggede videre efter ting af større værdi. På et bord i midten af rummet så han nogle gyldne lysestager, og han slyngede let frakken fra sine skuldre, og bandt den sammen så den dannede en bylt, hvori han placerede tre guldstager. Derefter gik han forsigtigt ud af rummet og kom ud på en gang. For enden af gangen på hans venstre hånd var der et større rum identisk til det nedenunder. Han kunne ikke se nogen mennesker, og bevægede derfor ud mod rummet.
Som han havde troet var rummet praktisk talt identisk, og meget mere attraktivt uden alle de festende mennesker i det. Væggene var pyntet med gobeliner, men hvor de ikke var, var der flotte kunstværker mejslet ind i murværket, og farvet i royale farver. Det var tydeligt at hvem end havde ordret denne bygning bygget havde haft høje tanker om sig selv. Siddende i en stol hvilende op af den ene væg sad en vagt og snorkede. Han havde sikkert ikke regnet med at der ville komme nogen problemer heroppe, da der også var vagter for foden af trappen op. Han kunne sikkert ikke se nogen skade i at tage sig en på øjet.
Vagtens snorken og lyden fra festen overdøvede lyden af hans snigende fodtrin som han bevægede sig over mod døren til balkonen. Beklageligvis for hans galante optræden var døren låst, uden mulighed for at låse den op indefra. I stedet gik han over til et vindue ikke så langt til højre for døren, åbnede det og kiggede ud. Inden hun kunne nå at sige noget, holdt han en finger foran sine læber for at signalere at hun skulle være stille, hvorefter han vinkede hende over. Med de evner hun tidligere havde vist ville det sikkert ikke være noget problem at komme ind gennem dette vindue. Han gik tilbage ind i rummet, og begyndte at kigge efter en ledetråd til hvor de virkeligt værdifulde ting kunne være.

Charles var allerede godt beruset, og det gjorde det ikke lettere, at han også var træt.
Han valgte derfor at gå ud på balkonen, da der allerede var nogle andre og han håbede derfor, at de ville være mere afslappede.
Han stilte sig ved rækkeværket, trak sin gipsmaske, der var kridhvis og dækkede øjnene og havde en kragenæse.
Han prustede og havde det ikke forfærdentlig godt. Måske skulle han bare tage hjem?

Mainia gik ud på balkonen i sit behov for at få lidt frisk luft,
selvom det ikke var længe siden, hun var ankommet til festen.
Hun så sig om og gik hen til en herre, der stod henne ved rækværket med sin maske i hånden.
Mainia selv beholdte sin sorte fjerbesatte maske, med guldsnore langs kanten, på.
"Jamen dog, er du okay? Du ser mig en anelse tåget ud."

Charles vendte sit aldrende ansigt mod pigen, der havde talt til ham.
Han kiggede lige så stille op og ned af hende og rystede lidt på hovedet. "Nej, jeg har det ikke forfærdentligt godt", svarede han langsomt.
Han gned træt øjnene igen og kiggede på hende. "Alderen gør ikke én mere udholdende i forhold til alkohol". Han smilte let. Dejligt at nogen gad at holde en gamling ved selskab. "Har De det okay frøken?"

Mainia smilte en anelse bekymret for herren.
"De må hellere holde lidt igen," sagde hun og slog henkastet ud med hånden.
Hun trak på skuldrene. "Ja, jeg har det skam fint. Det er bare alt sammen lidt nyt.. Folkene, festerne og alt det."

Charles kunne ikke lade være med at grine svagt over kommentaren til at holde igen.
"Jeg har altid haft tendens til at kigge lidt for meget i ølkruset, når jeg kommer igang. Men du har ret, jeg skal slappe lidt af med det." Han rystede på hovedet og snusede dybt den friske luft ind. Han tændte en cigaret og tog et sug. "Ja, det er skam underligt, at komme til disse store fester her i starten", sagde han mens han langsomt pustede røgen ud af næseborene. Han tog sin maske på igen og kiggede ud over byen. Her kunne han godt bo.