Bladt de mange frugttræer kommer en lille lilla dæmon gående i et yderst langsomt tempo. Han havde simpelthen intet at lave på sådan en dag, som i dag, og det havde ført ham ud fra Toropolis Isla. Hans blik var rettet ned i jorden, og han gik udenom de træstammer som han lige kunne skæmte ud af øjenkrogen, men var hele tiden ved at gå ind i et træ, som nærmest sprang hen foran ham, når nu han holdt blikket rettet direkte ned i jorden. Nickazho sparkede til et æble som lå på jorden. Et æble som langt fra var modent endnu, og som heller ikke var så stort igen. Han stå pludselig op, da han synes at kunne høre nogen snakke lavt og fik et kæmpe chok, da han nu fandt ud af at han på mystisk vis var kommet væk fra sin lille trygge ø. Hans øjne stod vidt åben, og hans hjerte bankede voldsomt inde bag brystkassen. Han havde ikke været udenfor øen i mange mange år. Han bed sig hårdt i læben, og nev sig selv i den ene arm, for at være sikker på at han ikke drømte. AUUV! Han trampede lidt i jorden, men slog hurtigt blikket op igen og så hen på personen noget længere væk fra ham - Larna. Hurtigt sprang han hen bag en af træstammerne, og krøb sig så meget sammen som han nu overhovedet var i stand til. Han holdt sine hænder op over hovedet, og trak sine ben ind til sin krop, for at gemme sig for omverdenen - eller det troede han i hvertfald.

Nickazho spredte sine fingre en smule, og kiggede ud med det ene øje gennem disse fingre, og videre op på en smuk kvinde med langt blond hår. Ikke en krystallisianer - heldigvis. Så var det i hvertfald ikke helt ad helvedes til. Han kom hurtigt på benene ved hendes spørgsmål. Ser jeg ud til at jeg har det godt? ..... Nickazho bed sig lidt i læben, og lagde sine arme omkring sig selv inde under sit store sorte overslag som han gik rundt med, udelukkende fordi han stadig gemte sig lidt for omverdenen. ..Meh... Undskyld... mumlede Nickazho med et blik rettet ned mod jorden, som tegn på hans dårlig samvittighed omkring hans talemåde. Det var ikke ligefrem fordi han ville virke ubehøvlet. Nickazho tog sig lidt til hovedet og kastede et hurtigt blik omkring - lettere skrækslagen. Han havde kun været ude for øen en gang, men det var sammen med Ari, og det var heller ikke fordi han var specielt stolt over at have været udenfor øen. Nickazho skævede lidt til Larna igen, efter at have taget et kig rundt på alle disse flotte frugttræer. Jeg... er i nogle.. uhmn.. uvandte omgivelser! Nickazho viftede en smule med armene, og kiggede nu over på en skikkelse som kom gående henover græsset ganske tæt på dem, og efter ham kom der pludseligt flere gående. Han kløede sig lidt i nakken, og følte sig en smule utilpas. Hvad Larna ikke vidste var, at alle disse personer som Nickazho så, var døde. Nu da de var så tæt på et kloster, så var der jo også døde folk, og derfor også ånder. Der er.. godt nok mange ude og gå i dag... Han så lettere spørgende på Larna, men smilte et lille afprøvende smil, som om at han lige skulle afprøve om han havde gjort hende sur, pga. det før.

Nickazho gjorde sine øjne større. Flere? Plejede der at være... FLERE? Nickazho gik lidt væk fra træet og drejede rundt om sig selv. Der kom flere og flere til stedet, og der var endda nogen der kiggede hen på ham. Han var vandt til at se disse, men han vidste bare ikke hvornår det var ånder, og hvornår det ikke var. Han havde ikke lært at skelne mellem dem endnu, men det havde ikke rigtig været noget problem for ham indtil videre. Flere og flere kom frem. Der var en der gik gennem nogen træmmer, men det kunne jo lige så godt være en der havde evnen til at gå gennem ting. Nickazo så hen på dem på bænken ganske kort, som Larna hentydede til. Jamen.. her er jo 10 gange så mange, end dem på bænken! halvhviskede han, og skulede enormt meget til alle ånderne. Det gjorde han også når det var levende væsener. Bare store mængder.. Det var ikke fordi han følte sig tilpas i sådanne mængder - tværtimod! Han trådte nogen skridt tilbage, og endte med at stå op mod træstammen. Eeh.. store mængder.. en for stor mængde Nickazho havde for travlt med alle andre end Larna, til at bemærke at han egentlig ikke kendte hende, men bare stod og snakkede med hende, uden rigtig at se hende ordentlig an heller, eller hendes store mave.

Nickazho bed sig hårdt i læben og kneb sine øjne helt sammen så han kom til at se meget anstrengt ud i ansigtet. Store mængder. Og så var der endda krystalisianere der vandrede henover bakken! Han rettede blikket hen på en af dem, som så ud til at more sig over ham. Drengen, som ikke så så gammel ud igen, pegede og lo af ham. Det var åbenbart tydeligt for dem, at han kunne se dem. Nickazho så dette, og blev endnu mere lilla i hovedet af raseri. HVOR VOOVER DU! DIN FORBANDEDE lille KRYSTALISIANER! Han farede frem, glemte alt om tid og sted. Spøgelset lo blot videre, og nærmede sig ligepludselig Nickazho i en høj fart, hvilket fik Nickazho's hjerte til at komme helt op i halsen på ham. Spøgelset kom nærmest til ham så hurtig som en gepard, hvilket fik ham til at gå i panik og blev rædselsslagen. Nickazho reagerede hurtigt i panikken og gik op i en røgsky som nødløsning. Med store øjne kiggede han ud fra røgen, og bevægede sig hurtigt bagud, og han endte ovre bag Larna, inden han så kom til syne igen. Er han væk? Han så sig om, og skævede nu til Larna, som havde en teori om hvorfor han var den eneste der kunne se dem. Han slog øjnene en anelse mere op, mens han hørte på Larna. Oouh.., Han kløede sig lidt i nakken, men rystede så kraftigt på hovedet. Narj! For jeg har aldrig duet til noget.., sagde han lettere tvivlsomt, og skævede lidt efter et par som gik op af en bakke, hånd i hånd. Han lagde sine øre lidt tilbage, og betragtede dette par. De var sikkert også døde, hvis det eneste Larna kunne se var, de to nonner på bænken lidt fra dem. Nickazho's blik blev sørgmodigt. Sådan et par, havde sikkert savnet hinanden, for de har jo nok ikke været sammen lige fra start, hvis den ene skulle vente på den andens død. Små tårrer begyndte at piple frem i den lille lillae's dæmons øjne. Han tog armens ærme op mod sine øjne, og gnubbede dem, med det ellers alt for lange ærme der sad på dette lange sorte slag som Nickazho bar.

Nikcazho fik tårrene væk i øjnene, og så målbevidst på Larna. Godt nok ikke noget direkte mål, men han havde i sinde om ikke at være ynkelig at se på. Men.. jeg er ikke stødt på det før! Jeg har altid kunne se de samme personer som alle andre. I hvertfald hjemme på øen, sammen med min familie! Han kløede sig undrende på næsen, men kom helt i tanke om hvordan hans opførsel egentlig havde været.. Selvcentreret! Han slog øjnene vidt op, og skyndte sig hen og stå foran Larna. Ooops.. Jeg har helt glemt at præsentere mig selv! Kom det halvkejtet fra ham, inden han bukkede dybt foran Larna - da det kunne ses at hun ikke var nogen dum krystalisianer. Mit navn er Nickazho sagde han med et stort overdrevent, men dog venligt smil, og lagde som præsentation sin hånd mod sin brystkasse, som om hun ikke skulle være i tvivl om at det var ham selv at han præsenterede. Ja, kropssproget fulgte med hos den lille lillae dæmon. Og.. Hvad er Deres? Han viftede med hånden mod Larna, som tegn på at han altså mente hende, og ikke en eller anden anden - måske de omvandrende døde. Nickazho slog blikket ned på den meget store gravide mave og hans kæbe faldt næsten til jorden, og øjnene blev blot endnu større. .... Hans blik flakkede mellem Larnas øjne og ned på hendes mave. Eeh.. Du er.. gravid? Han blinkede med øjnene utallige gange, inden han nervøst kløede sig lidt i nakken - igen.

Nickazho lagde sit hovedet let på skrå, og smilte skævt, mens han endnu så på hendes mave. Er den ikke tung at gå og bære rundt på? spurgte han og kløede sig atter lidt på næsen. Han kunne ikke forestille sig hvordan det var, men det var vel også meget klart, for han kom jo aldrig til at opleve det - forhåbenligt. Han lukkede det ene øje en smule, mens han skævede op til hende, stadig med hovedet let på skrå, som om han så meget nysgerrigt på hende, eller bare så meget gennemskurende på hende. Er De selv glad for den? Nickazho var meget nysgerrig. Måske egentlig for meget nysgerrig? Han tænkte ikke over det. Han tænkte i det hele taget ikke så meget over ting, inden de først var kommet ud af hans mund, hvilket nemt kunne føre ham i farezonen utrolig hurtigt. En skam et eller andet sted, for han ville jo helst ikke nogen noget ondt - når man altså så bort fra krystalisianere.

Nickazho nikkede let, mens han skulede frem og tilbage, fra hendes øjne til maven. Han nikkede kort. Hun måtte ikke være særlig tilfreds med faderen, for ellers måtte de da være lykkelige? Han nev sig selv lidt i armen, for ikke at gå i selvsving, for herefter at jamre sig en smule lavmeldt. Han blinkede overrasket med øjnene, da hun spurgte om han ville gå med hende. Jeg.. Han pegede væk i den modsatte retning, for at markere at han egentlig måtte se at smutte. Jeg bryder mig virkelig ikke om dette sted. Og.. Jeg må tilbage til min ø! tilbage til Toropolis! mumlede Nickazho en smule beklagende og lagde sine øre lidt tilbage. Han kløede sig lidt i nakken. Han overvejede rent faktisk at gå med hende, men mørket var ved at falde på, så det kunne være at han slet ikke ville kunne finde tilbage, hvis det først nåede at blive ordentligt mørkt! Jeg ville gerne frøken Larna... .. selvom det strider mod min natur.. Jeg har endnu ikke vænnet mig til at være ude i det fri! og SLET ikke udenfor øen! Han rømmede sig lidt, så kort ned i jorden, inden han atter så på hende igen. Men det må nok blive en anden god gang.. Han smilte et lille undskyldende smil, inden han gjorde et let hop, og havde nu vendt ryggen til hende. Hej hej! Han vinkede lidt over skulderen, inden han småløb væk fra stedet, med kuldegysninger rundt på den lillae krop, over dette forfærdelige sted, med en al for stor mængde af krystalisianere, som han sendte grumme blikke til.

//out

Charlye sukkede afslappet, da hun lod sig læne sig op af det store æbletræ, hun lige havde hugget et æble fra. Formiddagssolen varmede lunt og skyggen fra det store frodige træ, var derfor utrolig behagelig. Hun var klædt i hendes sædvanlige smukt dekorerede blå klæder. De tørklæder hun normalt havde om skuldrende eller om livet, var dog taget af, pga. varmen og afslørede en jungle agtig beklædning. En tropisk dekoreret top, der sluttede nogler cm. over navlen og et par posede, lette shorts, der gik til lidt over knæet. Det hele var lavet af silkelignende stof og var enten dekoreret med måner og stjerner, eller små sole. Hendes hår var, som sædvanlig, flettet i en masse små fletninger, hvor 3-4 smukke, mønstrede perler, var flettet ind i hver fletning. Dette fik hende ikke til at ligne en der prøvede at skjule hendes oprindelse.
Hun lukkede øjnene halvt sammen, da solen skarpt skinnede imod hende. Hun betragtede klosteret, med et svagt smil. Hun var en gang blevet jaget væk af en nonne, efter hun havde prøvet at overtale en klosterelev til at stikke af. Siden da, havde hun holdt sig til at stjæle fra frugttræerne, i stedet for at stjæle klostereleverne. Det virkede som det letteste og mest sikre. Hun kunne mærke solen stege, selv i skyggen og hun undrede sig en smule over varmen, midt i September. Hun tænkte dog ikke så meget over det, hun nød det bare.

Åben!! Bare skriv!

Egentligt vidste hun ikke hvor hun var. Faktisk følte hun sig helt og aldeles langt væk fra hvor hun burde være. Der var ikke så meget der kunne skjule hende. Hendes glasagtige vinger havde vakt opmærksomhed under flyveturen, akkurat som hendes specielle blålige hud. Hun havde endelig endt med at lande på en kraftig gren i et grønt område. Af hvad hun kunne fornemme ville der være mange rubiner og andet værdifuldt inde i den underligt udseendet bygning hun havde landet ved. Med en stille sukken fik hun slynget den alt for store brune kappe hun havde haft med sig, hen over sig så hun da ikke strålede sig så meget ud igen, selvom enhver uheldig bevægelse med sikkerhed ville kunne henlede opmærksomheden på hendes yppige eksotiske udseende.
Med en kort mumlen fik hun frembragt sin mere krystalianske form, selvom hun stadig var blå, ligesom hendes hår og øjne.. Og hendes ører stadig var en anelse spidse.
Hun sukkede let og trak kappen tættere om sig. Hvor mon hun var? Her var stadig en smule koldere end der havde været det på Topalis, hendes races hjemø som hun savnede mere og mere. Hun sendte en kort skulen til det ar Samson havde brændt på hendes ankel. Det var da positivt nok at det var der brændemærket var, men bare det at have fået et brændemærke, og derved blevet tvunget til at tjene en herre hun ikke engang brødes sig om, var langtfra noget der tiltalte hende.
Med et lille hovedkast gav hun sig til at se sig nysgerrigt, forsigtigt omkring.

Charlye, der afslappet sad og nød solen, lagde ikke mærke Zidiac i starten. Hun sad bare, i det gyldne og grønne lys, der kom ned, gennem trækronen og nød stilheden, der kun blev brudt af fuglenes kvidren, de fugle der uden tvivl ville være væk om en uges tid. Efterhånden fik hun dog en fornemmelse af at der var en anden i nærheden og hun så sig dovent omkring. Da hun ikke syntes at hun kunne se nogen og var for doven til at rejse sig, slå hun sig til tåls med at det nok var et dyr der var gået forbi, eller noget i den stil.

Hun udåndede højlydt, da solen bevægede sig en smule til højre og på den måde strålede skråt ind, direkte ind på hende. Charlye, der også selv stammede fra Topalis, havde ikke noget at leve der og var derfor kun vandt til vejret på fastlandet, derfor syntes hun at vejret i dag var optimalt, når det gjaldt varme.

Hun så sig lidt omkring igen. Følelsen af at der var en anden i nærheden kom tilbage, ligeså hurtigt som den var forsvundet før. Hun rejste sig vagtsomt op og kiggede lidt omkring. Hendes i forvejen, lettere aggressive natur, gjorde at det eneste der strejfede hendes tanker, var en fjende. - Derfor havde hun hurtigt en flamme i hendes højre hånd, så hun var klar til at forsvare sig, hvis det var.

Hun så sig omkring, før hendes blik faldt på en blålig skikkelse. Hendes blik var et øjeblik undrende og forbløffet. "Hvad er dog det for en skabning?" Hun tænkte med det samme på en lille fe, der prøvede at klæde sig ud, ved at gå klædt i en kappe. "Hvad.. Hvem er du?" Spurgte hun den blålige, feagtige skikkelse, uden at tage hensyn om det hårde tonefald, måske var en smule for aggresivt.

Det gippede voldsomt i den lille krop og hun var med det samme parat til instinktivt at søge i ly for hvad end der måtte komme efter hende, et eller andet sted. En anelse forvirret stirrede hun ned på den anden. Betragtede hende nervøst men dog med en vis nygerrighed. " J..Jeg..? Ehmm.." hun smilede forsigtigt, dog med et vagtsomt glimt i øjnene. Sky som hun var det af natur. " Hvem er du?" Endte hun med at vende spørgsmålet om. Skuttede sig i sin kappe, mens en lys finger pegede på den anden.