Krystallandet
Avia 04.01.2009 17:02
Den blide januar-snestorm har efterhånden dæmpet af, og Avia trækker sin hætte ned over sine blå-røde ører. For selvom det er koldt ikke at have hætte på, skygger den en smule for hendes udsyn. Og frygten for at blive sprunget på bagfra, er større en frygten for forfrosne ører. Når Avia ånder, dannes en let sky. Hun kigger på den i takt med at hun trækker vejret, og får ondt i hovedet af at skele med øjnene.
Omkring hende, på jorden, liggger et tyndt lag sne. Hun skraver kort i det med sin støvler, før hun vender blikken mod himlen. Heldigvis er vintersolen allerede gået ned, og hun skal ikke mere frygte den. Nu er det kun mørket, der er at være bange for. Men heldigvis er der ingen mennesker. Avia tænker sig, at de nok er hjemme i deres stuer. Hvorfor sidder Avia ikke hjemme på sin seng, Hos temutter Hecate, og drikker varm urtete? Selv samme ting spørger hun sig selv om. Men sådan er der jo så meget.
Hun kommer i tanke om at der er bal, nu. På paladset. Det forklarer måske også ensomheden, i en ellers befolket by.
AVIA
There's a ghost on the horizon
When I go to bed
How can I fall asleep at night
How will I rest my head
- Antony and the Johnsons
There's a ghost on the horizon
When I go to bed
How can I fall asleep at night
How will I rest my head
- Antony and the Johnsons
