Alt var mørke.

Pestens tilbagekomst havde hærget landet og selvom Ilya havde troet at folket havde lært noget af sidste omgang, syntes det næsten at være gået den modsatte vej. Overlevelsen havde bragt det værste frem i folk. Grådigheden voksede og i en tid hvor man burde stå sammen og hjælpe hinanden, lærte Ilya at det kun var den stærkeste der overlevede.

Desværre gjaldt det ikke hans forældre. Et helt liv som gårdejere havde slidt på deres kroppe og sygdommen havde taget dem hurtigere, end Ilya og hans lillebror kunne nå at forstå. Tilbage stod sorgen og et ansvar, der pludselig hvilede tungt på Ilyas skuldre.

Han måtte være stærk. For hans lillebror Mikaels skyld. Han havde gjort sit bedste for at holde dem begge oven vande, for at få maden til at række og dagene til at hænge sammen. Det var ikke meget de havde tilbage, men så længe de havde hinanden, havde Ilya troet at det måtte være nok.

Men mørket slugte alt uden nåde.

Der gik ikke længe før hans bror stod med en rystende stemme og sagde "Ilya jeg er bange" frygten skinnede igennem de feberfugtige øjne og i et kort øjeblik føltes det som om hele verden gik i stå.

Ikke ham.

Mikael var det dyrebareste Ilya havde og han ville gøre alt for at stoppe den umættelige død.

Alt hans energi gik til at få hans bror rask, men trods hans bedste forsøg blev det kun værre dag for dag og frustrationen steg i Ilya. Udmattelsen spredte sig som sin egen sygdom. De søvnløse nætter gjorde ham mere og mere desperat, han havde aldrig været en troende mand, men efterhånden greb han sig selv i at bede til enhver gud han kunne komme i tanke om.

Det var også i denne mørke tilstand at en ide spredte sig. 

Lægekunsten havde svigtet ham, så der måtte andre midler til. Der var rygter i byen om en anden form for pest, der efterlod kroppe tomme for blod. Det var ikke fordi Ilya vidste meget om vampyrer, men lige dette tegn kunne tyde på en og i hans vildfarelse var han klar til at byde selveste djævlen ind for at redde hans bror.

Han havde indsamlet nok information fra de forskellige rygter, at han nu turde trodse hans brors sårbare tilstand for at gå ud og lede efter deres nye frelser. I mørkets dunkle afkroge, som ikke skræmte Ilya længere fandt han frem til en hytte gemt i de barske bjerge og her bankede han på med al hans desperation og spæde håb.

Det var ikke ofte at Marcus fik besøg. Ikke længere. Men idag - eller nok nærmere i nat skulle det være anderledes. 
Han havde efterhånden lykkedes med at isolere sig fra langt det meste af omverdenen, og de eneste tidspunkter isolation ikke var et tilvalg, var når sulten stod for døren. Det var nok bedst sådan. 
Han havde svært ved at kontrollere sig i de store menneskemængder, og små samfund, var så zalans... sarte med hvem de af og til mistede. Som om at det blev husket mere. 
På aftener som disse, brugte han langt det meste af tiden på at sove. Forberede sig natten, i en form for trancelignende døs; havde man observeret ham udefra, havde han nok set lige så død ud om han reelt var. 

Men alligevel var man her stadigvæk. 

Tre korte, faste bank var hvad der rev Marcus ud af sin trance, og de halvåbne øjne blinkede. Først langsomt. Så et par gange, og de orange øjne gled i et ryk hen imod døren, næsten tvivlende på at han havde hørt rigtigt til at starte med. Hvad? 
Det var de næste bank, som fik vampyren til at reagere. 
Hvem? Fordi ingen kom herop... ved et uheld. 

Udefra kunne man nok høre diverse klikken af metalhængsler og låse der blev skubbet fra, inden at en mørkhåret, bleg mand åbnede døren. Håret faldt i lange, beskidte tjavser ned langst de androgyne ansigt, og resten af kroppen var dækket i slidte, men dog nogenlunde tætte bondeklæder. Enkelte blodstænk kunne anes omkring de beige hørærmer, og sprang næsten, i mangel på andet farve, foruroligende meget i øjnene. "... godaften" lød det en kende vagtsomt, men dog ikke afvisende. 
Marcus næsebor vibrerede næsten umærkeligt, da han trak færten af den fremmede ind. Menneske. Og han så... træt ud. 
På den måde, som kun livet kunne trætte mennesker som dem ham. Hvad ville han her? 
Og Marcus orange blik, fik et rødligt skær i den forførrende duft der fulgte med ham.