Himlen over festivalpladsen var langsomt, så ekstremt langsomt ved at blive lyserød. Dagene var stadig lange. Siden starten af ugen havde pladsen været fyldt til renden med musikere, gøglere, guirlander og boder i alle afskygninger. Det var sommer, og det skulle fejres. Der havde været afbrud i livet på pladsen, men Cerediel syntes nu alligevel, at festivalen lige så godt kunne have varet siden forårsjævndøgn.

Selv sad hun og så ud under den beskyttende dog over sin bod. Solen havde været mindst lige så aktiv som pladsen, som om den var blevet påkaldt. Børn løb ind og ud med voksne ben og et enkelt par stylter. De havde karamelæbler. Cerediels mave rumlede en smule som signal om, at det var tid lukke for i dag og selv komme ud på pladsen, nu stemningen var faldet en smule. Den ville blusse op igen i nat og på det tidspunkt, så hun helst, at hun var hjemme i seng.

Det sidste, hun pakkede sammen var sine smykker. Det var farverige og en blanding af elvisk finsmedearbejde og noget mere rustikt, hvor håndarbejdet kunne ses. Hun havde lagt mærke til, at børnene havde peget på en enkelt lille dyreskultur af drage, hun havde lavet for sin egen øvelses skyld. Det havde fået hende til at lave flere. Den største af dem, stor var den ikke ligefrem, stod der stadig.

Cerediel trådte ud fra boden og begyndte at rulle det sidste gardin for, inden hun selv ville se sig omkring på festivalen.

Det havde været en lang rejse til Medanien, men Calanis var overbevist om, at den ville være det værd. Hvis han kunne få lov til at se festivalen tæt på uden afbrydelser, blot for at være i stand til at suge oplevelsen til sig. Han var en lært mand, men altid på jagt efter mere, faktisk så havde han aldrig oplevet festivalen i Fredskilde, Medanien, men denne gang, før sommeren gik på hæld, var den oplagte mulighed for at trække længere sydpå.

Varmen havde fået Malyros til at protestere en smule, men ikke nok til at ændre kursen og de var derfor ankommet i ly af natten. Calanis ønskede ikke at gøre et større nummer ud af ankomsten, derfor valgte han nattens mørke, så Malyros kunne finde et hvilested i ro og fred, imens at han gik det sidste stykke imod byen. Allerede på afstand kunne han høre at det summede af liv. Calanis smilte frem for sig, som han placerede hænderne imod ryggen og rettede ryggen, før at han trådte ind på det lille torv i den lille landsby.

Der var liv og glade stunder, hvorend han kiggede hen. For selv hvis børnene blev sat på plads, når de løb omkring, så tog de det ikke så tungt, før at de løb videre til stor frustration for deres forældre. Calanis smilte blot af optrådte, før at han trådte til siden for at undgå de unges færden over pladsen. Han kom ved et uheld til at bakke ind i et bord, som han vendte rundt for at forhindre rystelserne i at sprede sig over de delikate produkter på bordet. Gardinet nåede hans skulder, som sælgeren tydeligvis var i færd med at pakke sammen.

"Det må De undskylde" lød det lettere forfjamsket, som det tydeligvis var kommet bag på, at han havde været så tæt på en bod. Måske han havde haft for meget fokus på børnene. Da faldt hans blik dog på dragefiguren, som han rakte hånden frem, uden at røre den. "Deres håndværk?" spurgte han forundret, som han søgte sælgeren, indtil han opdagede gardinet og trådte længere ud på pladsen. "Beklager, De er tydeligvis igang med at pakke ned for idag" undskyldte han med et høfligt buk med hovedet.

Cerediel, der var nået til at have rullet gardinet ned til Calanis' skulderhøjde eller hendes hovedhøjde, slap instinktivt snoren for at gribe bordet, der stod på ret ujævne brosted.

"Uff! Nej nej, det skal De skam ikke-" Selve gardinet var trillet ned på hendes skulder, "undskylde for," hun fik fat i snoren og trak lidt op igen for at bindet den fast. "Jeg er skam glad for flere kunder." Hun vendte sig mod den fremmede mand, der var høj, klædt i håndværk af langt bedre kvalitet, end hun kunne lave, og i det hele taget ikke lignede en potentiel kunde, for at nikke til, at det skam var hendes håndværk. Det var intet stort, stolt nik, bare et ærligt et.

"Hvis De altså er kunde... De må selvfølgelig gerne kigge, som De vil alligevel... De er velkommen til at samle tingene op. De ses alligevel bedst i sollys... synes jeg." Hun trak lidt mere op i lukkegarnedinet og surrede det bedre fast, for at indikere, at hun ikke havde noget imod at holde åbent lidt endnu. Og hun trak sig lidt, for at lade Calanis kigge. Det fleste af tingene på bordet og på de små podier og stativer var smykker. Det meste var lavet i guld, et blødt metal, der var nemmere for hendes ustabile evne at håndtere. Forskellige sten og krystaller var der nok af, de gav farve. Det grovere arbejde var lavet i hånden og ofte kantet, mens fine snirkler og mønstrer var lavet med magi.

Efter en ikke helt lang nok, eller lidt for lang kunstpause prøvede hun konverserende: "Kan De lide drager?" Det havde hun spurgte flere børn om. Endnu ikke en voksen. Hun havde forsøgt at justere tonelejet derefter.