De nærmede sig sensommer omkring elvernes land, mange steder i området stod kornet gult og Tarasika havde passeret flere bønder, som var igang med at binde det høstede korn op til høje neg, på den smalle grusvej der gik gennem området. Solen varmede endnu så meget, at kappen var bundet op åp den ellers lille rygsæk, som elveren bar over den ene skulder. Som menneskebygningerne stoppede og mere frosigt skovområde dukkede op, stoppede hun ved et lille bæk, der klukkede fredfyldt i landskabet. Den spinkle elver smed ugideligt tasken i det høje græs, inden hun satte sig på hug og stak hænderne i vandet, inden hunh drak grådigt. De gyldne øjne vendtes kort mod elvernes land, inden de vendte tilbage til vandet. 
Dette havde været et fast sted på hendes rute, hun havde efterhånden ikke tal på, hvor mange gange hun havde gået den samme rute, og hver gang hun havde nået til dette sted, hvor bækken slog et lille sving sydpå, havde hun sat sig på en flas sten, siddet der et par timer, inden hun havde ombestemt sig og igen sat kursen mod menneskenes land. Idag ville være anderledes, havde hun lovet sig selv igen. Idag ville hun fortsætte rejsen mod det land, hun ikke havde sat sine fødder i, i årevis. 
hun rejste sig langsomt, selvom hun endnu var mager havde året med Judah formået at give hende en kende mere sul på kroppen, og det havde gjort det godt for hende, af samme årsag var hun fast besluttet på at få noget konstruktivt ud af netop dette sted. hun gik ind mod skyggen af et stort træ, herunder stod flere frodige blomsterbuske hun ikke kendte navnet på, men ligeledes groede et væld af blåbær i skovlandets grænse. Det var et godt sted, for mange mennesker vovede sig stadig ikke så tæt på elverlandet, mens elverne foretrak at blike på den sikre side af grænsen, derfor stod buskene bugnende og fyldt af saftige bær. 
Tara trak en håndfuld af de mørke bær af, som hun stoppede i munden tænksomt, ét efter ét, som øjnene hvilede på stien, der inden for de næste hundrede meter blev opslugt af skovens dækkende skygge. Hun sukkede opgivende og gik mod tasken hvorfra hun hentede et sankenet, her var så stille at det næsten ikke var til at holde ud at være alene med sine egne tanker, af samme årsag kunne hun lige så godt få nok konstruktivt ud af betænkningstiden. Få øjeblikke senere var hun i færd med at samle en mindre forsyning af blåbær. Solen havde over sommeren bleget de store posebukser der endnu virkede mange numre for store, men som blev holdt oppe af et hårdtarbejdende smalt læderbælte, ydermere hang den for store, tydeligt menneskesyede,  skjorte ubehjælpeligt nedover den ene skulder. Det var vel ligegyldigt, men hun burde måske have overvejet en mere anonym elvisk påklædning, hvis hun faktisk nu besluttede, at idag var dagen hvor hun ville tage de sidste skridt ind i Elverly.

Grænsen imellem elvernes land og menneskene var ikke et område, som Deavás befandt sig i ofte, men til tider trak løftet om en særlig genstand eller en vigtig pergamentrulle ham væk fra de sædvanlige rammer. Der var jo heller ingen grund til at opholde sig i det samme område hele tiden, netop fordi han ikke ønskede at blive fundet, men foretrak livet i skyggen, hvor han kunne arbejde i fred og ro og trække i trådene, når tingene gik den forkerte vej. Som nu hvor magt balancen var skubbet til lysets fordel og mørkets væsner var tvunget til at trække sig i bybilledet. Det skræmte dog ikke den gamle dæmon, at vandre rundt midt ude i skoven. Midt i grænselandet, som muligvis var det tætteste han kunne komme på Elverly. En dæmon ville aldrig være velkommen i Elverly, omend han ville gøre næsten alt for muligheden for at se hvilke hemmeligheder de elegante elvere gemte på. Han tvivlede stærkt på at de alle var så ædle, som de forsøgte at bilde folket ind.

Gruset larmede under hans støvler, som han traskede over den tørre jord og skævede til himlen. Snart ville efteråret komme og så ville regnen falde, men lige nu var den svage varme ganske behagelig, selvom hans påklædning kunne tyde på at langt køligere vejr, end hvad der var denne dag. Den lange kappen ramte hans hæl for hvert skridt han tog, men nåede ikke helt ned til jorden, alligevel var kanten blevet en smule støvet på den lange rejse. Den lange kedelige rejse, hvis du spurgte ham. Men han havde ikke haft planer om at tilbringe turen på hesteryg eller på anden vis betale for at blive fragtet fra a til b. Så ville der jo være spor over hans færden. Så han havde gået i nogle dage, fundet ly hos fremmede, der næppe ville åbne døren igen.. og ellers gået igennem natten, som han brugte tiden med sine tanker og informationerne, som han havde skaffet på vejen. Det var altid godt at have fingeren på pulsen omkring hvad der skete. Og så var mennesker nogle svage væsner, der ikke holdt til meget.. overtalelse, før at de smed det hele på bordet.

Derfor hvilede der også et tilfreds smil på hans læber, som han hørte lyden af vand. Et bæk eller måske en å i det fjerne, som virkede som et naturligt sted at gøre hold, før han ville vende snuden længere mod nord. For hvis han gik længere mod vest, så ville han med stor sandsynlighed blive fanget af en patrulje fra Elverly. Som han trådte igennem buskene, fik han lige pludselig øje på en skikkelse med hænderne i det klare vand. De spidse ører var en hurtig indikation på hendes race, som han betragtede hende i skyggen af træet. Tasken der var smidt i det høje græs, den store tørst og de lange blikke imod Elverly kunne pege hendes rejse i flere retninger. Hun arbejdede uforstyrret videre, imens at Deavás forholdt sig i skyggen. Bare indtil hun havde fået samlet sine forsyninger. Måske til den videre færd. Hun lignede dog ikke en, som hørte til i Elverly, medmindre de havde skiftet tøjstil siden sidst, han var stødt på en elver..

Deavás skævede til stien, før at han hævede hænderne til hovedhøjde og trådte udfra sit skjul bagved træerne og buskene. "På vej til Elverly eller på vej væk?" spurgte han roligt med et forundrende blik i øjnene. Han kunne næsten gætte sig til, at hun ikke kom derfra, sådan som hun bar, hvad der mindede om almindeligt menneske tøj, som bønderne i byen ville have på. Det var nemmere at se tæt på. Læberne formede en smil, udefinerbart, men dog stadig et smil.