Dianthos snedkeren havde brugt det meste af dagen på markedspladsen. Snakket med de sælgende, særligt dem der solgte redskaber han kunne bruge eller andre i samme fag som ham selv, for at udforsket market og høret om forskelle tips og tricks eller lignende. Det var altid spændende at høre fra de rejsende sælgere der kom mere rundt end han kunne. 

 Det var hen mod eftermiddagen da Phillippe var færdig med sit besøg på markedspladsen. Den flettede kurv han brugte til at handle med, var fyldt med lidt nyt værktøj og forskellige ingredienser til noget mad. Skridtene stoppede dog lidt op, som han kiggede ned af gaden mod Enzels bodel. Han havde stadig ikke hørt noget fra Nicola. Mærkerne var efterhånden helt væk - man kunne stadig ane hvor det havde været værst, men de virkede ligeså meget som fortid, som hans forhold med halvpanteren. Han fnøs kort.

 Mødet med Romeo den nat så stadig som et tåget minde, men noget af det han kunne huske var reaktionen. Hvor bekymret han havde været omkring mærkerne. Det gjorde ondt at tænke på Nicola havde været så ligeglad. At han ikke havde taget kontakt efter. 

 Han begyndte at gå igen.

Alt for meget var sket på det sidste. Overnatningen hos Phillippe. Mødet med Fabian. Eskild, der var begyndt at grave i ting, som helst skulle lades være. Det hele klæbede til ham som olie på stof. Tyngede hans skridt og satte sig i tankerne.

Opslugt af det hele vadede han direkte ind i nogen. Sammenstødet fik ham øjeblikkeligt tilbage til virkeligheden. "Det må De virkelig undskylde." Ordene kom automatisk, ledsaget af en beklagende panderynke. Han trådte et skridt tilbage. "Jeg—" Først dér gik det op for ham, hvem han stod overfor.

"Phillippe." Navnet forlod ham mere overrasket, end han havde tænkt sig. Noget i brystet strammede sig. Han havde ikke ligefrem efterladt situationen mellem dem på den mest værdige måde. Blikket gled kort ned mod kurven i snedkerens hånd.
"Har markedet behandlet dig godt i dag?" Et forsigtigt smil viste sig. Det holdt kun et øjeblik, før det begyndte at falme igen. Næsten som om det gjorde for ondt at holde det på plads. "Eller har du tømt halvdelen af boderne?"

I det Phillippe vendte sig for at gå hjemad, stødte han direkte ind i en anden. Instinktivt rakte han ud og lagde en hånd mod den andens arm for at sikre sig, at vedkommende ikke mistede balancen.

"Det må De virkelig undskylde!" Lød det i munden på den anden. Først da han fik ordentligt øje på manden, gled et skævt smil frem.

"Romeo." Det grå blik gled undersøgende over præstens ansigt. Han så... træt ud. Mere fraværende end sædvanligt. Som om tankerne stadig var et helt andet sted. Ved spørgsmålet løftede Phillippe kurven en smule.

"Det synes jeg nu, det har. Jeg kommer hjem med lidt af hvert." Han lod blikket vende tilbage til Romeo, en anelse længere denne gang, inden smilet fik et strejf af sit sædvanlige lune.
"Men bare rolig. Der er stadig rigeligt tilbage, hvis du også havde tænkt dig at tømme et par boder."

Han kastede et hurtigt blik tilbage mod markedet, før han igen så på præsten.
"Er du på jagt efter noget bestemt..." 

"Ah." Han fremtvang en dæmpet latter. Den slags lyd man lavede, når man ikke anede hvad man skulle sige. Romeo foretrak at være forberedt på Phillippe. Det krævede en del af ham at håndtere den lunefulde snedker. Et høfligt nik erstattede manglen på ord.

Var han på jagt efter noget bestemt? Romeo kiggede rundt på markedet. Et øjeblik glemte han hvorfor han egentlig var gået herhen. "Jeg manglede bare et par ting..." Han kradsede armen. "Brød og sådan."
Romeo flyttede uroligt på sig. Tavsheden mellem dem syntes pludselig at larme højere end selve markedspladsen, mens de bare stod der. Den mærkelige pause, hvor han ikke rigtig vidste, om han skulle gå videre eller blive stående.

"Blev du færdig med..." Han tav et øjeblik og famlede efter den rette formulering. "Den bestilling, du arbejdede på?"

Næsen rynkede sig lidt over akavetheden, der virkede så altoverskyggende hos Romeo. De havde gjort værre ting end at sove i samme seng, så hvorfor var det dét her, der havde hylet ham sådan ud af den? Han nikkede lidt og gned læberne mod hinanden, overvejende.

"Jeg mangler lige at pudse den helt af og give den olie." Sagde han, selvom det virkede som en ligegyldig samtale. Som om Romeo flygtede fra virkeligheden mellem dem.

Øjnene smallede sig lidt, mens han lagde en plan, inden han delte brødet i kurven i to dele og trykkede det ene stykke blidt mod Romeos bryst.

"Her." sagde han, inden han slap det. Forventede Romeo tog fat i det. Han greb kort fat om præstens skuldre og vendte ham mod den nærmeste kro.

"Jeg giver brød og sådan, du giver øl." lød det konkluderende, mens han begyndte at gå med Romeo foran sig, så han var sikker på, at han “fulgte med”.

Romeo nikkede med et påtaget udtryk af interesse, da Phillippe forklarede om sit arbejde. En lille brummende lyd forlod ham, som om han fulgte med i det, selvom tankerne allerede var et andet sted. 
Han skævede mod gaden. Indirekte. Forsigtigt. Som et menneske der forsøgte at minde verden om, at han egentlig havde været på vej et sted hen.

Han nåede aldrig at foreslå det. Noget blev pludselig presset mod hans bryst. Romeo så ned. 

Brød.

Hans bryn skød op. "Phillippe..." Men protesten nåede ikke længere. Han havde taget fat i brødet og kort efter lå snedkerens hænder på hans skuldre og vendte ham rundt.

Jeg giver brød og sådan.

"Jamen—" Hælene slæbte en smule modvilligt gennem gruset de første skridt. Han kunne have stoppet op. Insisteret. Mindet Phillippe om, at han havde ting at se til. I stedet fulgte han med.

Hvilket sandsynligvis var præcis derfor, Phillippe havde gjort det.

"Bare en enkelt så..."