Månen søgte langt ind i Dianthos' gader på indflytningsnatten. En drilsk nattehimmel. Drilsk, fordi stjernerne hang så lysene klart på himmelhvælvet, og fordi Viktor ikke kunne falde i søvn. Ligegyldigt hvordan han vendte og drejede sig i sin midlertidige seng, ville kroppen ikke falde til ro. Sengen var behagelig - så det var ikke dét der var problemet. Blødere, men med den slags perfekte hårdhed der skånede rygsøjlen. Bedre end kroernes... og sengen i kahytten.
 Og måske var det netop dét, der var problemet. At alt omkring ham mindede ham om alt det, han ikke længere havde adgang til. Og selvom han tvang øjnene lukket, med armene stift på langs, kunne han ikke tvinge søvnen frem. Han fnøs, drejede sig igen, før han slog øjnene op og gloede på loftet. Øjnene vænnede sig hurtigt til natten, takket være stjernerne der lagde en stribe af lys mellem gardinerne. Viktor stirrede tomt frem for sig, mens han lyttede til lyden af ingenting. Corinths hjem var mærkværdigt tyst. Som havde han bedt det om at holde vejret. Det eneste Viktor kunne høre var hans egne hjerteslag, og de småfrustrerede prust der forlod næsen når han atter, for sjette gang eller sådan, drejede sig. 

Søvnen ville ikke komme. 

Beslutsomt svang han sig op at sidde. En hånd kørte træt om i nakken og han rejste sig. Tændte olielampen og gik ud ad værelset. Ikke engang gulvet knirkede. Besynderligt, egentlig, nu hvor det var sådan en gammel bygning. Gangen var mørk. Kun olielampen lavede en pøl af lys omkring Viktor mens han gik. Huset var.. nervepirrende at gå rundt i, uden Corinths selskab. Viktor var dog ikke overtroisk af natur, alligevel.. skævede han sig et par gange over skulderen da han listede op til atelieret. 

Selvom det var nat, forblev atelieret varmere og lysere end de andre rum i mørket. Men det skyldtes ikke kun de fratrukne gardiner og månelyset der lagde en lang stribe hen ad gulvet som en gylden løber, men.. noget andet. Viktor drejede hovedet og fik øje på kilden. 

Hans maleri. Corinths hænder på lærredet bar et skær, der ikke kom fra månen alene. Det var ikke et klart lys, mere en indre glød - som om farverne huskede solen, længe efter den var forsvundet.

Viktor stod stille. Ikke fordi han var bange, men fordi synet krævede det. 
De blå strejf i skyggerne lå som stjerner, spredt uden mønster. Kullet forblev mørkt, opslugte lyset, og netop derfor virkede hænderne endnu lysere. Som noget, der rakte frem fra natten. 
"Ah," han knejsede med nakken. En stille erkendelse gled over hans læber der løftede sig i noget der mindede om et smil. 
"Så dét var hemmeligheden." Tanken forlod ham som en dæmpet hvisken i mørket. Corinth havde ikke løjet. Han satte sig på gulvet og lod lampens lys dø, så kun maleriet blev tilbage. Det var... smukt, sådan her. Vibrerende, som svævede der hundrede små farverige ildfluer rundt foran ham. Som magi. Hans vision strålede klart - uomgængelig. Og for et øjeblik fik Viktor et glimt af, hvordan det ville være, hvis det, han førte med penslen, også løb i hans årer.

"Hah…" sukkede han forundret. Noget gled varmt og forkert langs hans kind. Han reagerede ikke med det samme - sad bare, som om det var støv eller varme fra lampen. Først da han tørrede kinden med håndryggen, blev fugten hængende.

Han så på sine fingre.

… "Nej," mumlede han lavt, mere konstaterende end protesterende. Et dæmpet grin fulgte, der døde ud. 
Viktor skar en pinefuld grimasse - brystkassen gjorde et hop - ét bravt forsøg på at holde noget tilbage. Øjnene blev kun mere våde, og han kvalte et hulk da alt andet ikke var tilstrækkeligt. Han bøjede sig ind over sine lår og gemte ansigtet i hænderne. Små ryk i kroppen fik ham til at dirre, mens rystende åndedrag forlod ham i hvisken. 

En stille gråd. Med en indvendig storm. Viktor havde ikke grædt da han forlod skibet. Da han forlod Richard. Og nu... gav kroppen endelig slip. Måske var det accept. Måske... ikke, men lettelsen holdt ikke. Den gled bare over i noget andet. Den samme tyngde. Det samme hul. Som om han var trådt ned ad endnu et trin - og opdagede, at han allerede havde været her før. 

Ordene kom ikke højt. De var der bare - Jeg har mistet dig - ikke som en tanke. Mere som en konstatering, der satte sig fast i brystet og nægtede at flytte sig. Følelsen af at noget - nogen - var væk. Og at han, uanset hvor han stod nu, ikke kunne række tilbage efter det.

__

Morgenen kom uden at spørge.
Lyset fandt vej til atelieret i langsomme striber, der gled hen over gulvet og ramte lærredet, før det nåede ham.
Viktor sov stadig, kroppen lå tungt mod gulvet, med armen bøjet under hovedet. Albuen pressede svagt mod kinden. Den frie arm var gledet ud fra ham, hånden åben, fingrene let bøjede, som om de stadig holdt fast i noget, der ikke længere var der. 

Åndedrættet var ujævnt. Ikke uroligt - bare dybt. Træt. Øjnene lukkede, men huden omkring dem bar sporene af natten. Tørre striber, en spænding i panden, et ansigt der ikke helt havde fundet tilbage endnu.

Der var noget pudsigt over hvor hurtigt ens hverdag kunne ændre sig. Som uundgåelig forandring; som når året måtte skifte sæson, og nye skud skyde frem. Den slags man ikke kæmpede imod. Forandring der kunne gå begge veje. Det var en forunderlig tanke, at de ved at komme tættere på hinanden, nok derfor også balancerede på et tveægget sværd. 
Hvad hvis han så for meget? Måske var det ikke et hvis, men derimod et når. Viktor virkede nysgerrig nok.. frygtløs nok, til at han ikke trak sig ved de første små grænser, han ellers kom til at træde forbi. Næsten tværtimod. Og det var en sød, sød opmærksomhed, som fulgte med de dybe, slørrede øjne. 

Så han var gået i seng, høj på samtaler, grin og nysgerrige små stunde. Det var en god søvn, hvor han inden det, havde fortalt hans kære Levine de gode nyheder. Og selvom dæmonen havde været svær at gennemskue, var han sikker på at Deres eventuelle tøven overfor den nye beboer, kunne vendes over en anden nat. 

"Deres gæst, Hr Alryss.. han var ikke på sit værelse, da jeg kom op for at vække ham" Melissas stemme hev Corinth ud af sin morgenmad, noget overrasket over nyheden. "Jaså..?" og han lagde sin bog lidt fra sig. Han var simpelthen forsvundet i natten? Corinths blik betragtede den anden kvinde - hun trak tøvende på skuldrene - og han rystede lidt beroligende på hovedet. "Det kan være at hans morgener starter tidligere. Søfolk, du ved.." og trak selv lidt på skuldrene, for at vende tilbage til sin bog.
Der kunne nok tænkes mange tanker om hvor han var forsvundet hen. Mange gode grunde til at han kunne have ombestemt sig, måske? Glemt noget, måske? Men da han lidt senere på morgenen vendte op til ataliet, for at tjekke på maleriet - måske beundre det lidt - havde han alligevel ikke forestillet sig.. at finde ham lige præcis der. 

Hvad Zalan... synet af ham, dækket i blidt morgenlys, men alligevel havde han formået at krænge sig væk fra det værste af vinduets stråler. Gemte sit ansigt. Måske for at gennemføre den mangel på søvn, som nok havde skubbet ham herud i første omgang - hvor længe havde han sovet her? Synet fik ham til at ryste smilende på det lyse hoved. 
En dæmpet klikken af døren der gled i lød bagved ham. Corinth trådte med ellers lydløse skridt nærmere, lidt på vippen om hvorvidt han skulle vække ham eller ej. Der var noget så.. blottet over folk når de sov. Det var næsten en skam at han ikke var kommet herop tidligere, kunne han joh fristes til at tænke. 

Emotionelle tømmermænd var uden tvivl værre end alkohols tømmermænd. Hovedpine. Tør mund, vag kvalme. Intens udmattelse. Noget der kun havde godt af at blive sovet væk. 'Sov det væk' - som om det var løsningen på alt. Det han ville sove fra, ville stadig være der når han vågnede. Men kunne han trække søvnen bare et sekund mere... udskyde det uundgåelige bare lidt endnu, var det dét han ville gøre. 

Det fik han bare ikke lov til. 
Han prustede kort, utilpas ved følelsen af det hårde gulv han endnu ikke helt var opmærksom på. Tippede ved kanten mellem søvn og bevidsthed ved det sagte klik i det fjerne. Armen han lå på var følelsesløs, og et sekund lå han bare med halvåbne øjne og forsøgte at komme til sig selv. Hvornår var han faldet i søvn? Viktor huskede det ikke. 
Han ville snige sig tilbage på værelset. Bare ikke endnu. Det ville gøre ondt at flytte på sig, frygtede han. Kroppen dvask og øm fra flere timer på gulvet, og trods solens stråler lunede ham, havde gulvets kulde bidt ham i løbet af natten. 

Men han måtte afsted. Han ville nødig blive fundet sovende her - hvor pinligt ville det ikke være? Og så på hans første rigtige dag i huset. 

Viktor rømmede sig, opfattede ikke at han havde selskab, og satte sig modvilligt op med en anstrengt, utilfreds lyd. Han følte sig tævet - både indeni og udenpå. Knoglerne tilgav ham ikke lige foreløbig.
Hånden kørte over ansigtet. En anelse fortumlet endnu, gned han sig ved øjet da han endelig drejede hovedet og fik øje på Corinth. 
"Ved Haldis," udbrød han forskrækket, og et sæt gik gennem kroppen. Hvor længe havde han stået dér? 

Han sank en klump, og mærkede sig selv blive varm i kinderne. Ignorerede smerten i kroppen, og at han sad i Corinths atelier i nattøj. Et øjeblik drønede Viktors trætte hjerne efter en plausibel undskyldning. Og det eneste han kunne få ud var et sølle: "Hvad er klokken?"

Stilheden blev brudt af en sagte rømmen, da virkeligheden trak i Viktors underbevidsthed. Trak den op til overfladen. Måske var det fornemmelsen af en anden i rummet - nogle mennesker havde en sjette sans for den slags - og det ville ikke overraske ham, om Viktor var en af dem. Så lidt afventende lænede Corinth sig tilbage imod væggen, for at vente. 
Der var det. Øjeblikket hvor det gik op for ham, at han ikke var helt alene, og et dæmpet grin trak Corinths læber fra hinanden da han skævede lidt ud af vinduet ved siden af ham. "Ikke alt for meget over det normale... jeg har kun været oppe i nogle timer". Det var måske ikke gode vaner han selv havde, så lidt over det normale, var nok omkring 10 - 11. 

Blikket skævede nedover Viktors nattøj imens han svarede. Vag gåsehud over den bare del af huden - det måtte alligevel have været lidt koldt. Og selv hvis han havde besluttet sig for at bruge ataliet her i nattetimerne.. så hvorfor ikke skifte tøj inden? Måske gik han i søvne? 
Selvom det nok havde været høfligt at kigge væk, kunne han ikke helt skjule sin nysgerrighed til hvad der egentlig foregik, imens han tænkte de tanker. I et lille ryk gled det op imod Viktor igen, og hans forlegne ansigt. Hovedet tippede lidt undersøgende på skrå. "Hmm. Det kan være at jeg skal få rykket din seng herind i stedet, hva?" sagt med en lidt seriøs mine, som overvejede han det virkelig, trods tonen i hans stemme sagde noget helt andet. 
"Eller i det mindste nogle tæpper - det er ikke for meget at be' om, selvom du lige er kommet" og han skubbede sig endelig fri fra væggen, for at række en hjælpende hånd ned til ham, så han kunne komme op fra det hårde gulv. 

"Hm," brummede Viktor med fraværende nikken. Det gav ham ikke meget indsigt - det var ikke til at sige, om Corinths normale var det samme som Viktors. Men, hvis han havde været vågen i et par timer, gættede Viktor, at de tidlige morgentimer allerede var passeret. Han blinkede sig tilstede igen. Blikket landede på Corinth, men søgte med det samme ned i gulvbrædderne da han drejede hovedet. Det dunkede i ansigtet, og huden omkring øjnene føltes spændt og øm, som om natten endnu ikke helt havde sluppet ham.

Viktor rettede på natskjorten, hev ned i den, så den dækkede huden ved hoften, der før havde været afsløret. Stilheden fra Corinth fik ham til at se op igen. Indså hurtigt, at han blev iagttaget - og mærkede selvbevidstheden krybe op ad ryggen. Han havde normalt ikke noget imod at blive betragtet, men lige nu, var der en sårbarhed i at blive fundet af sin vært i nattøj. 

En panderynken formede sig til Corinths kommentar. Et fnys forlod ham med det samme, både for at dække over sin forlegenhed og i et forsøg på at vinde bare en smule selvkontrol tilbage. Han kvitterede med et tørt blik, læberne presset sammen i et forsøg på at se uimponeret ud ved tilbuddet, før han rystede kort på hovedet. Et svagt kluk forlod ham. 

"Muligvis. Så kan jeg male hele dagen uden at skulle tænke på at finde tilbage til lagenerne." Han forsøgte med samme, seriøse spøgefulde, tone som Corinth, men det trætte smil gjorde det knapt så kækt. 
Han tog fat i hånden, og lod sig hjælpe op. Kroppen summede, og foden prikkede ubehageligt, så han et øjeblik ikke havde lyst til at lægge vægt på den.
"Du er ved at gøre det til en vane at finde mig i temmelig komprimerede tilstande..." en undskyldende bue i brynene formede sig. Hånden dvælede en brøkdel af et sekund for længe i Corinths. Han slap den hurtigt, og lod hånden ryge om i lænden for at strække sin ømme krop. 

Lavmælt latter, og han nikkede lidt ved tanken. Det ville joh ikke være det mest mærkværdige som var sket i huset, og så ville han da først rigtigt passe ind. Mærkelige vaner og det hele. 
Op på fødderne kom han, og Corinth skulle til at trække hånden til sig igen, men stoppede. I det vage sekund for meget som passerede - et lille blik nedad, på det der hang ved. Hmm? Og ordene fik et sælsomt smil til at trække op.

"Men ikke en dårlig vane.."  selvom han ikke burde, kunne Corinth ikke lade være med at føle et stik af selvtilfredshed over at Viktor også lagde mærke til det. Måske var det ham som startede, især når han ikke burde. Men Alryss sønnen forsatte deres foruroligende, smukke dans. Og han genkendte den søgen efter mere, eller bare noget andet, end det som man måske var forventet at søge. Du gør det til en vane at finde mig? Han gjorde det til en vane at blive fundet. 
Corinth trak dog endelig blikket til sig, et kort blik henover sig selv for lige at tjekke at han ikke havde noget ekstra overtøj med sig. Men den sorte, løse skjorte og tilhørende men strammere bukser, gav ikke meget mulighed for tildækning. 

Blikket spejdede lidt søgende langs væggen efter noget bestemt. Der. Kurven med tæpper var godt gemt, og for at få decideret gode tæpper, skulle man gå til pejsestuen. Men han formåede alligevel at finde et, der nogenlunde langt, og vendte sig, tilbage imod Viktor. Det var en hærget mand han betragtede, og det fik et dæmpet grin over Corinths læber, som han lidt undskyldende prøvede at skjule bag den ene hånd. "Jeg siger selvfølgelig det her med den største respekt, men..." og han rakte ham tæppet. "Du ser... så træt ud. Næsten hævet i ansigtet - har du brug for noget? Vand, te.. tøj?" Mon ikke Merilla kunne overtales til at starte morgenens rutiner lidt op igen. 

Men ikke en dårlig vane... Bemærkningen fik Viktor til at dvæle et øjeblik ved smilet. En dårlig vane var det vel ikke, men...
"Bare en unfair fordeling." kommenterede han med et eftertænksomt udtryk. Unfair, fordi Corinth havde set de fleste facetter af Viktor - mens han selv kun lod ganske få slippe igennem. Han betragtede den anden i stilhed og svang armen fraværende frem og tilbage for at få liv i den igen, og bemærkede så, at dét Corinth havde været på jagt efter, var et tæppe. Til Viktor.

Det var en mærkværdig tilstand at befinde sig i - mellem en slags skrøbelighed og blid varme ved at blive opvartet af Lochtree sønnen. En kærlig handling, han på et eller andet plan ikke forventede. Det billede Viktor havde malet af ham, og som Corinth nok nøje tillod andre at male, var mere eterisk - som en guddommelighed forklædt som en ræv blandt pøblen. En snu sølvræv.

Viktor lyttede med et hævet bryn til Corinth og tog benovet imod tæppet, som han pakkede om sig. Ventede på at han ville komme til sagen. Forventede næsten at kommentaren ville stikke. Og det gjorde den, lidt. Hans smil blev en smule mere påpasseligt. Instinktivt gled hånden op mod ansigtet, som om han kunne viske nattens hærværk bort.
"Mjah, det må være straffen for at sove på gulvet." afværgede han - og var taknemmelig for at Corinth ikke gik dybere ind i hvad der var sket om natten. Han forsatte lige efter, "Måske et varmt bad." sagde han, og trak tæppet lidt tættere om sig.