'Tror De, at De har så stor betydning for mig at jeg ligefrem har et agenda imod Dem?' - Dét havde Romeo ganske vidst påstået overfor Eskild i sin tid, byvagten der var blevet en torn i øjet på ham. Tvivlen kunne komme mange til gode, men ham? I hans lange erhverv havde han mødt og guidet mange fortabte sjæle, og efterhånden kunne præsten vel tillade sig at påstå, at han havde erfaret sig en hvis snilde når det kom til at gennemskue hvem der kunne frelses. Kald det en sjette sans, eller Isaris hellige hånd på hans hovede der gjorde ham vis. Desværre måtte Romeo tilstå, at et Agenda mod Eskild havde vokset sig større og større i hans bryst. Tanken om at hans unge discipel rendte i hælene på Eskild, og blev manipuleret af smilet på hans hånlige mund, fik det til at føles som eksem der bredte sig på præstens krop der ikke ville stoppe med at klø. 

Havde han fejlet drengen? Var det Romeos skyld at Discipel Samuel nu blev betaget af syndens lokkedue? Og her troede præsten at han havde gjort nok for at overbevise ham om, at det han så i præstestuen ikke var som han troede. Skulle han have gjort mere? 

Det så sådan ud, for nu skulle han pludselig stå til ansigt med den pestilens han så bestandigt havde forsøgt at undgå. Den mørke sirene stod i hallen, og lyset kastede deres skygger rundt på de bonede gulve. Det kunne ikke ligne Romeo at vende rundt og lade manden stå til sig selv, uanset hvor meget han vidste at det var en dårlig idé at tage kampen op. Men han skulle lade Samuel være i fred. 

"Jeg kan nærmest ikke tro, at De er kommet for at søge syndsforladelse?" forlod det ham i en anklagende tone, uden at miste sin præstelige fattethed. 

Sukkende åndedragt havde været delt sene aftner og tidlige morgner i de hellige korridorer, som kælende kys havde været delt i mørkets skyggende kroge. Byvagten angret intet. 
Men som han gik i mellem bænkene i katedralen, var det med lette skridt. Lydløs og snu som en rotte i køkkenet. Men han lod blikket vandre let omkring for sig, som han beundret omgivelserne. Det var det basale skuespil der kørte i ring for sig. En vane han ikke bare lige kom af med så nemt. 

Alligevel dvælede tankerne andersteder end på Discipel Samuel. De mørke hår, den forvirret stemme, det fastegreb. Eskild mindes sit afsavn til en kollega. Det sad endnu i ham, desværre. 

Men tavlen blev brat visket ren, og som han kørte stemmen, fortrinene og åndedrættet, gik kroppen en varme igen. En varme den ikke havde haft så længe. Hovedet lænede sig let tilbage, et selvtilfreds og hånende smil voksede i mundvigen, som han vendte fokusset mod ingen anden end hunde-præsten. 

"Fader, godt De er her. Er skriftestolen ledig, for jeg har et brændende begær for at synde til Dem, og kun Dem" inviterende til øretæver på faderens hjemmebane, men en fader der agtede at være noget andet end barmhjertig, var ingen fader af dette hus. 
Håneligt valgte Eskild at slentre mod det første mål for syndforladelse. Deres første møde for denne hjertelige relation. 

Og dér var den jo - den hånlige og selvtilfredse grimasse som Romeo slet ikke havde savnet. Huden malet gylden af det varme lys, og flammerne fik de glaserede øjne til at ligne at de knitrede af usagt ballade. Skønt, de lange, kendetegnene, mørke lokker ikke længere faldt om mandens ansigt, var det ingen tvivl Eskild, bare med håret en del kortere. Desværre forlod synden ikke kroppen, bare ved at klippe et par lokker. 

Præsten nægtede at lade sig tirre af byvagtens øretæveindbydende valg af ord. Ikke et eneste gram sandhed kunne han finde i dem. Han foldede armene over kors, en gestus af afstand og modvillighed, som han ikke forsøgte at skjule. 
 "Jeg tvivler på, at De har forstået hensigten med skriftestolen, hvis De forveksler skriftemål med synd," rettede han Eskild, skarpt, uden at skjule den dårlige smag, byvagtens ord efterlod i hans mund. 

Blikket fulgte Eskild, der slentrede mod skriftestolens ellers trygge rammer. Kæben strammede sig sammenbidt, og renderne under hans grønne øjne føltes, som om de blev mørkere for hvert skridt, der ekkoede i salen. Han tog et par skridt efter byvagten, men havde ikke i sinde at sætte sig derind – selvom gitteret og den tynde væg muligvis ville være til deres fordel. Det ville i det mindste gøre det en smule sværere at pande ham én

Det susende blod der boblede så arrigt i den andens krop var sød musik for byvagten. Sød som jordbær vendt i sukker og tyknet mælk fra køerne i de varme sommeraftner. At en selvtilfredshed kunne savnes så meget, var utænkeligt dejligt. Eskild følte det så nært og varmt. Ren og skær provokation kunne altid gøre et humør godt igen i tvivlsomme momenter. 

"Beder man da ikke om råd og omforladelse for sine synder i skriftestolen?" så uskyldigt spørgsmål måtte næsten bringe dem tilbage. "- Eller er mine erindrer... forkerte af vores sidste skriftelse, Fader". 

Som en djævelsk elsker leflede med ordene for sit bytte, gjorde Eskild det udelukke for at vanære den hellige titel præsten så stolt skulle bærer til sine sidste dage. "Men vi kan da også gå en tur, men jeg vandrer normalt ikke om med hunde uden de er bundet i snor" omend han aldrig gik med hunde. De var vildfarende, utilregnelige og beskidte. 

Romeo svarede uden at blinke. "Deres erindring fejler intet, men Deres motiv gør."

Hunde? Eskilds kommentar føltes forkert for ham—som om noget kradsede på sandheden, uden at Romeo helt kunne forstå hvordan det kunne lade sig gøre. Han følte sig utilpas, men gjorde sit bedste for ikke at lade det vise sig. Han lod stilheden hænge en anelse for længe mellem dem, før et tørt smil gled over hans læber.
"Og her troede jeg, at De var vant til at omgås de vildfarende." Hans stemme var rolig, men der lå en snert af noget under overfladen. En næsten umærkelig spænding. Han rettede sig let op, lagde hænderne bag ryggen.
 "De har en sælsom måde at udvælge Deres fornærmelser på, mit barn." Han lod ordene hvile et øjeblik, som om han ventede på en forklaring. Men selv hvis en var på vej, gav han ikke plads til den. 

Romeo trak let på skuldrene, stemmen glat og tilforladelig:
 "Jeg har dog ikke for vane at blive holdt i snor. De må finde Dem en anden til den fornøjelse." Ironien i hans ord kendte kun Romeo selv. Når månen stod skarpest, lænkede han sig fast, en sikkerhedsforanstaltning ingen måtte kende til. Og alligevel—hvad mente Eskild egentlig? Han kunne umuligt vide noget. Ingen kendte til hans hemmelighed. Alligevel blev hans håndflader fugtige, en lille, ufrivillig reaktion. Uden at tænke over det holdt han en pæn afstand til den mørkhårede byvagt foran sig.

"Fortæller De mig, at jeg ikke kan angre gerninger eller føle behovet for at tilstå dem i Deres nærvær?". 
Sagt i et toneleje så sandfærdigt og uskyldigt, som han i virkeligheden mente det. Eskild der angret alt med Stian. Utroskaben der skete, skænderierne de havde haft, deres voldssyge seksuelle akter der kunne få den ene, såvel den anden, til at kaste op. 

Det var jo purre opspind. Hvorfor skulle han af alle føle noget som helst.

Eskild vendte sig let rundt og lænede elegant op ad en skriftestolens hjørne. "Vildfarende. Er det sådan De ser mit erhverv og befolkningen i byen, som værende vildfarende", smilet lå skødsløst til den ene side, fortsat alt for selvtilfreds og nedladende. Men det var næppe sidste gang de ville få sådan en dans. 

Og der fik præsten ham alligevel. Hvad mente han med det, og hvordan skulle Eskild reagere foruden end at lade smilet ophøre, og brynene der rynkede sig let. "Undskyld?" lød det, indbydende til en invitation om at uddybe det, men tvivlsom om det ville ske. Mon en anden kunne fortælle hvad der blev ment, eller måtte byvagten tage det med sig i graven til overvejelse. 

Ppffft. Øjnene himlede let, og han trak let på skuldren. Læberne blev fugtet kort og skamløst svaret han: 
"Har jeg allerede, og han nyder det" man kunne lige så godt lyve, nu når de alligevel var her. 
Eskild ville jo ikke blive straffet af en gudinde, han alligevel ikke troede på. Samuel var blot et offer for nævnelse i det uvisse. 

Romeo holdt en pause. Et øjeblik, hvor man næsten kunne tro, at han ville tage Eskilds ord for sandhed. Men så gled et smil over hans ansigt. Et, der ikke nåede hans øjne.
"Angrer De, er De så sandelig velkommen." kom det påtaget præsteligt fra ham. Hænderne bag ryggen løsnede sig, og han stirrede blot afvisende på den unge byvagt, fik en snert af tilfredshed ved det lille spørgsmålstegn han satte ved Romeos kommentar. Selv hvis han ville have uddybet, kunne han ikke, for den næste ladede kommentar fra Eskild pustede til hans gløder. Han vidste udemærket hvem han hentydede til.

Romeo blinkede langsomt. Luften mellem dem blev tungere, men hans stemme var stadig jævn, næsten blid. "De er ikke så lidt fræk." Han lod ordene hænge, smagte på dem, som om de var vin, der skulle vurderes. Læberne bevægede sig svagt, som om de virkelig knoklede for at holde hans sande vrede tilbage. Han lænede sig let frem, blikket en anelse koldere nu.
 "At komme her og udnytte en ung dreng under Isaris tag." Det var ikke et spørgsmål. Ikke engang en anklage. Bare en kendsgerning, lagt ud som en lænke mellem dem. Hans temperament holdt i skak, men hvor længe kunne han bevare sin falske ro?

Præsten bevægede sig tættere på Eskild. Han lod fingrene glide hen over træværket på skrifteboksen før han langsomt åbnede døren dertil og satte sig ind.

"Så kom."

Han lænede sig let frem, blikket for ivrigt, stemmen for rolig.
"Sæt Dem ind og fortæl mig præcist, hvad De har på hjerte."