”Hvor er du på vej hen i den fart?” Nemesis varme stemme var fyldt med latter, som hun roligt fulgte efter barnet der halvt kravlede og halvt numseskubbede sig fremad gulvet mens han grinte hjerteligt i sin flugt fra sin mor. Leander var endnu ikke i stand til at gå, trods han havde vidst sig at kunne rejse sig, og guderne måtte vide han greb fat i alt han kunne få fat i. Der stod intet på lave hylder eller borde nogle steder i det lille hyggelige hjem, siden han for første gang sneg sig afsted.

Meget havde ændret sig de sidste halvandet år. Hendes forældre havde endnu ikke tilgivet hverken hende eller Nao for at være stukket af på den måde – og sikke et postyr det havde været nu de, nok ganske rettelig, havde troet hun var blevet taget mod sin vilje. For blot at finde hende, gift og allerede med barn. Men det var trods alt postyret den mest naturlige rolle hun var faldet i, som hustru og mor, trods hun havde svoret aldrig at blive hverken eller. Sjovt, som livet pludselig ændrede sig. ”Med den fart, kan du snart løbe fra din far, bisse.”

Leander havde ændret deres liv, lige så vel som hele det sidste år havde gjort. Den lille skid havde holdt dem oppe om natten, grædt i stride strømme, men også bragt en stor lykke med sig. ”Han er lige så nysgerrig på at se verden og lidt action, som hans far er” Kom det fra ham, som han fulgte den lille med øjnene. Nu kunne de ikke engang have noget stående fremme, uden at han ville række ud efter det eller rejse sig op.

Det sidste år havde budt på mere end Nao havde regnet med, men han ville ikke være det foruden, nu hvor han stod i det. Selvom han var stukket af med Nemesis, og hendes forældre stadigvæk, ikke blot var vrede over de to, så var det lige nu det her han ønskede. ”Heldigt jeg stadigvæk kan løbe fra dig” Kom det jokende fra ham, som han bevægede sig mod sin, nu kone, og lagde armene rundt om hende bagfra, og så hende over skuldrene og hvordan Leander møvede sig frem i den verden de var en del af.

Nemesis kunne ikke lade være med at grine varmt af den udtalelse. ”Ja, det skulle ikke undre mig det fjerneste. Før vi ved af det er han over alle bjerge.” hvilket der egentlig intet var galt i. Vigtigst af alt skulle Leander være glad og hvis det betød han skulle rejse verden rundt for at finde eventyr, som hans far havde gjort i mange år, jamen, så var det vejen frem.

Nemesis lænede sig tilbage i favnen og hvilede sit baghoved imod hans brystkasse. ”Det kan du. Du kan bare ikke løbe om hjørner med mig.” drillede hun tilbage med en hjertevarm tone og lagde sine arme over hans mens hun betragtede hvordan deres allerede ustyrlige unge møvede sig frem.