Det var startet som en helt almindelig dag på Det Halve Svin, eller 'Svinet' som de lokale yndede at kalde det. Et passende navn taget klientellet i betragtning, og maden var næppe heller noget bedre end man ville fodre til grise. Men priserne var små, og der var nok af det.

Eller, det havde der været, hvis aftenen havde fortsat sin vanlige gang. Men denne aften havde Svinet fået en helt særlig gæst, noget så besynderligt som en blå satyr! Ja det lignede hvert fald en satyr, med de store, snoede horn, og lange fipskæg. Ingen dæmon med respekt for sig selv ville da kunne finde på at pålime sådan et skæg.
Og lyden af klove mod gulvet havde da også været umiskendelig da den særprægede gæst gik ind. Bevares, man kunne ikke se de sikkert meget behårede bukkeben for de lange gevander gæsten bar, men de måtte da være der!

Men besynderligt var det godt nok, hvordan alle pludselig skulle bestille mad, kort tid efter gæstens ankomst. De arme unge der mistænkeligt lignede både hinanden og kroejersken, piskede rundt for at tage bestillinger fra kunder der synes mindre tålmodige end de plejede. Pudsigt hvor sultne alle pludselig blev.
Det stoppede dog ikke der. Knap havde de første skåle ramt bordet, før der blev krævet flere. Og flere. FLERE!! De før rolige krogængere kastede sig over den ene potion efter den anden, og da de ikke kom hurtigt nok, trak de op mod disken, råbende, klagende efter MERE.
Der gik ikke længe før de første rastløse ædedolke indså det ikke blev deres tur hurtigt nok, og i stedet valgte at vælte ud af døren, mod andre kroer, mod markedet, mod hvorend der var mad, drikke, hvad som helst de kunne fortærer! Hvad som helst de kunne FRÅDSE.

Imens sad den mærkværdige gæst i et hjørne af kroen, med et vidende, underholdt smil. På bordet stod et halvfuldt ølkrus og en skål mad, der aldrig synes at blive tømt, ligegyldigt hvor mange gange gæsten spiste fra den.

Alister havde haft en fredelig dag på kontoret. Måske lidt for fredelig - for sergenten foretrak at have noget at lave, fremt for at sidde hengivet til sine egne grublerier. Derfor var det da næsten også en lettelse for ham, da byvagten modtog en melding om, at der foregik et eller andet nede ved kroerne i det nedre distrikt.

Det lød som en opgave sergent Ponticus nok skulle kunne klare. Han slyngede kappen over skulderen, rettede en anelse på det altid nypudsede byvagtsemblem og begav sig med raske skridt ud i byen. 

Han behøvede ikke bevæge sig langt, før det var tydeligt, at noget var på færde. En gruppe af folk nærmest væltede fra den ene kro til den anden, rasende madboder og uskyldige gadehandlende. En af dem, som Alister fik fat i kraven på, kunne kun pege i retning af Det Halve Svin, og Alister hastede videre, som det efterhånden blev tydeligt, at det netop var hér alle disse forfærdeligt sultne og tørstige mennesker fra kommet fra.

Med brystet skudt frem gik Alister han for at skubbe døren op - måtte kortvarigt springe til side da endnu et par gæster væltede ud - hvorefter han selv hastigt skridtede ind i kroen og med bøsig stemme forsøgte at skære igennem spetaklet: "Hvad i alverden foregår der her!?"