Naivitet havde været forfærdelig, trukket håbet ud af den spæde lille rum der fandtes i Eskilds' hjerte. Han havde forhåbninger, bad til at de kunne mødes på midten, men midten var ikke længere noget der eksisteret mellem dem. Der var intet dem, og han havde aftalt med sig selv, at han burde accepter hvad det var. 
Men sneen i byen, den stemning som bredte sig og fortalte om højtiden der var, gjorde det svært at accepter sin egen realitet. Eskild havde som alle de andre år, valgt at arbejde, for de med familier kunne være hjemme og tilbringe tiden der. Han havde afskrevet sin, men ikke den sidste snert af familie han havde haft. Den var mistet, som en ring forsvundet i vandet. 

Ved sit bord lå en lille gave. Midtvinteren var noget anderledes end alle de andre højtider. Den hvor man i virkelighed godt kunne føle sig alene. Gaven var fint pakkede ind, men ikke af Eskild. Tvært i mod, han havde fået en anden til det, men kortet dertil, - jah det havde han selv skrevet. Bogstaverne var skæve og knækkede let, men der stod stod: Til Stian. 
I indpakningen lå et klæde med en halskæde i. Siden Eskild havde miste sin byvagthalskæde, havde han til tider lånt Stians, hvorfor han havde valgt at skaf ham en ny - frisk og uden minder, men samtidig var der indgraver lysets symbol i dens vedhæng på den anden. Da han jo vidste at Stian overvejet engang at melde sig ind i hæren. 

Men før de kunne komme så langt, skulle han finde kollegaen. De havde begge fri og Eskild var allerede skiftet om til sit eget, men vidste at Stian endnu ikke var kommet så langt, hvorfor han ventede på ham. Hovedkontoret var næsten tomt, hvis ikke de var i omklædningen, var de ude og patruljere. De havde det næsten for sig selv, hvorfor han godt turde tage det med ham der. 
Maven vendte sig, fyldt med sten af nervøsitet. 

Små siddende ved Stians disk, vippede han uroligt med den ene fod, mens den ene hånd spillede trommer mod bordkanten. Men som døren gik op, så han op - som han blev overrumlet af hvem han så kommer ind: "Hej.. du er sent på den" lød det, og han sank en klump og spændte langsomt i kæben. 

 Stemningen i Dianthos' gader forvandlede sig i takt med midvinterens omfavnelse. Stian kunne aflæse det i øjnene på de mennesker, han hilste på under patruljeringen - de strålede af kærlighed og håb, og forventningsfuld glæde ved traditionerne, der hvert især var dybt forbundet med deres respektive familier. Dynamikken i Stians hjem udgjorde en harmonisk fusion af forskellige kulturer: nordfolkets vintertraditioner og topalisfolkets vinterritualer. Han var vokset op med begge, men det, der trådte tydeligst frem, var selvfølgelig de nordlige traditioner. Jiya Hwan sørgede dog altid for at smugle elementer fra sin egen kultur ind i billedet, og til sidst blev sammenblandingen til deres helt særlige krydsning af begge verdener - Hwan familiens midvintertraditioner. I dagene op til ofringsdagen var det kutyme at gennemføre renselsesritualer i hjemmet. Duftene af gran, appelsiner og kanel var dominerende i deres hjem i løbet af midvinteren, og det kunne også spores i Stians tøj og hår. Disse dufte overdøvede hans naturlige sødme fra klementinblomsterne.

 Derfor havde der været en overflod af forberedelser derhjemme for at imødegå gudernes velsignelser samt for at pynte hjemmet med mistelten og tørrede frugter. Udover dette var der mange løse ender fra arbejdet, der skulle afsluttes, så Stian havde mere end nok at tage sig af. Masser af opgaver at drukne sine egne følelser i. Kærlighed måtte kvæles og holdes under vand, indtil det stoppede med at sparke og vride sig. Det var den eneste måde at dræbe det på. For Stian nyttede det ikke at fortryde noget - det, der var sket, var sket, og livet bestod udelukkende af møder og farvel. Med det sagt, betød det ikke, at hans tanker ikke ofte dvælede ved Eskild, som et stille minde, der nægtede at forsvinde. Det lykkedes ham kun at holde det på afstand, fordi han sjældent stødte på sin kollega, og ikke rigtig havde noget at gøre med ham i hverdagen. Forskellige distrikter, ja. Noget, han var taknemmelig for.

 Det passede Stian fint, hvis livet kunne udvikle sig på den måde, hvor han en dag kunne lægge det hele bag sig og acceptere det som en fase i hans liv. Et overstået kapitel.

 Stians gyldne ansigt var slikket af kulden, da sneen dansede vildt i Dianthos' gader, drevet af aftenens bidende vind. Kinderne brændte af frost, og snefnug smeltede på hans tykke, mørke vipper, mens han trådte ind og bankede sneen af sin uniform. Han bar flere lag for at beskytte sig mod vejrets temperatur.
 De fleste officerer og menige var allerede taget hjem, og en underlig tomhed hvilede over bygningen. Han begav sig mod fællesstuen, der også fungerede som en forlængelse af deres kontor, hvor hans tørre tøj lå og ventede på ham. Øjnene åbnede sig dog bredere af øjeblikkelig chok, da han opdagede, hvem der sad ved hans bord.

 "Har du da ventet på mig?" spurgte han til det der kunne lyde som anklage eller blot en venlig konstatering. Og hans egen stemme lød mærkværdig og fjern. Det føltes ikke naturligt for ham at konversere med Eskild længere. Det var akavet og påtvunget. Han rynkede let panden og standsede påpasseligt sin gang mod bordet.

 Stile plukkede men hvert eneste pindsvine strå ud af ryggen på ham, som den havde efterladt Eskild lignende en nålepude. Det var et ømtåleligt og forpint moment at sidde afventende på ét af de mennesker han foretrak mest i hele verden. Porcelænet hvidt som sne, mistede glans og fatning som lyden af den andens stemme lød. 
 Blødende sad han og tabte hovedet en smule og blikket sank med sin matte nuance. Så udtryktes fyldte uden at besidde en eneste følelse for sig. 

 Havde han været seende, ville han kunne have aflæst den andens kropsprog som det fremstod. Den anden var ellers så bekendt med, at Eskild arbejdet ud fra andre parameter. Stemmens leje og tone havde været så fjern, et tegn for, at intet var som det kunne have været. Men Eskild bed sammen og løftede hovedet og lod stille sit udtryktsløse ansigt være hvad der næsten var tilbage. " Mhm..." bekræftede han stille og sukkede mut for sig, men alligevel søgte blikket væk fra Stian, som han ikke ønskede at se ham. Hvor dumt det end måtte lyde, så vidste han, at den anden vidste betydningen af det. Signalementet der lå i det. 

 Eskild forblev små siddende ved bordet og skjulte deraf pakken bag sig. Det var næppe tidspunktet alligevel. "Jeg havde blot hørt, at I havde travlt i det centrale og ville høre om I behøvede hjælp de næste par dage" tonen var den samme som når han talte med Alister om arbejde. Umotiveret, uinteresseret og uden forhåbninger om at de skulle ses igen. 

 Det der skulle have været en hårdfør og ubrydelig mur imellem dem, var istedet lavet af skrøbelig sten. Stian kunne se det. Eskilds, normalt, nonchalante stolthed var ingen steder at se nu. Han var strippet ned til en nøgen sårbarhed som Stian ikke kunne rumme.. ikke ville rumme. Hvad skulle det nytte alligevel? 

 Stian tog en dybindånding gennem næsen og pustede langsomt ud igen. Genoptog sin gang hen til bordet.
 "Det har jeg ikke autoritet til at sige god for.. Så det må du tale med Sergent Ponticus om." Informerede han. Der var altid travlt i centralen, så det skete ofte at de måtte tage mandskab fra de andre afdelinger. Derfor var der stor chance for at Eskilds besøg kun handlede om dét, alligevel formodede Stian at der lå andet bag. Hvorfor skulle han ellers sidde på Stians plads af alle steder? 

 De var begge mænd, så det burde ikke føles grænseoverskridende at klæde om foran Eskild.  Alligevel virkede det forkert at vise noget af sig selv igen, som han før havde delt med ham. Men uden at trække en mine, begyndte han at komme ud af sine mange lag. Det var bedre ikke at komplicere tingene. Jakken blev foldet halvhjertet hen over en stol, og dernæst blev selve uniformsjakken åbnet. 

Uanset hvad Stian sagde eller gjorde nu, ville blot bekræfte at der ingen forhåbninger var mellem dem. Han var ligeglad med hvad han sagde til ham, for Eskilds ord var alligevel intet andet end løgne og latin for Stian. At han elskede ham var ikke sandfærdigt, at han savnede ham måtte være en joke. 
At han skulle mangle et andet menneske så meget, var unaturligt. Stian sendte næsten Eskild til terapi. 

Det ene bryn løftede sig i et det-siger-du-ikke. Det var ikke om Stian kunne sige god for det, men om det var i hans perspektiv at de behøvede hjælp. "Hmf.. Sølvklinge gider vidst ikke helt se på mig, så det må blive løjtnant Carfirs beslutning" svaret han uden at ville tage en dybere dialog omkring. 
Men som sætningen lød, gjorde han alligevel antræk til at flytte sig fra sin plads (eller Stians plads). Tøvede han en anelse, ikke over hvad Stian havde i gære, men om han kunne efterlade gaven uden at Stian ville indse det før han var væk. 

Forsøget på at fjerne hans fokus fra bordet blev dog givet nu: "Omklædningen er tom for mennesker" og han trådte ned mod det næste bord for at få sin afstand fra Stian. Skabte pladsen for at han ikke frygtede for Eskild og hans hensigter. En skygge af sig selv havde mere karakter end dette. 

 Eskild kunne alligevel ikke se, og med tanken derpå gled fingrene nemmere over knapperne i uniformen for at åbne den. Stian åndede ud gennem næsen - det var lige før de kommunikerede bare ved suk og næselyde tilsammen. Al den indebrændthed, og for hvad. Som en forsinket respons, brummede han dæmpet, "Vi har travlt.. som altid.. såh.." ordene hang lidt i rummet, gav sig selv. Så vi kommer nok til at se mere til hinanden.

 Selvom Stian forsøgte at lade være med at se på Eskild, kunne han alligevel ikke holde sig fra at skimte hen til ham ud af øjenkrogen. Han virkede urolig. Og Stian lagde også mærke til noget andet - han var mørk under øjnene. Fik Eskild sovet nok? Han måtte lukke øjnene hårdt i - ryste tankerne af sig. Det var ikke hans sted at bekymre sig. 

 "Men mine ting ligger her." påpegede han til kommentaren om omklædningsrummet, og skævede ned til tasken der lå under hans bord. Det virkede tåbeligt at skulle samle alt sammen for at gå ned i den anden ende af bygningen og klæde om når alt var inden for rækkevidde her. Øjnene løftede sig, og fulgte Eskild bakke bagud - større afstand.

 Stian kom ud af sine mange lag, og stod i en hvid undertrøje og bukser. Med lette skridt løftede han tasken, men opdagede at på hans stol lå der en pakke - ganske nydeligt pakket ind. Han pillede ikke ved den, men lagde blot sin taske på bordet for at finde sit skiftetøj. 

 "Du har glemt noget på min plads." uviden om at det kunne være til ham. Det virkede for absurd. 

Stemningen tyngede den beskadiget facade, for hver vejrtrækning krakleret han en smule mere, før han ville nå hjem ville han være gået i opløsning og måtte genfinde sig selv. Smide alt ud der bar en duft af Stian. Hjemmet var indhyllet i den duft, men han kunne ikke smide det fra sig, hvorfor han i sidste nok blot burde flytte. Finde noget nyt - noget andet og måske større. En kvartmeter eller tre mere. 

Forklaringen var et eftersmæld fra fortiden, de havde altid travlt. Det centrale og nedre var et andet domæne end det øvre. Eskild var valgt til det øvre, men han tog rigeligt med ekstra vagter i de andre, til at kunne kende hele byen som sin egen baglomme. 

Stoffets lette lyde, bevægelserne der gav sig i gulvet. Eskild så det hele, vidste præcis hvor langt Stian var, hvad der manglede og hvad det næste skridt var. Men han slugte sin egen stolthed for den anden, noget han aldrig burde have gjort. Det dræbte ham lige så stille, men han tog alligevel standen. Skabte den. "Nej" svaret han blot. det var ikke noget han havde glemt, det var ikke hans længere. 

Men alligevel stoppede Eskild op som han bevægede sig længere væk og mod en af passagerne mod at komme ud der fra, før han vendte sig halvt om og havde hovedet vendt mod Stian, let tilbage lænet, så alle hans markeret linjer stod skarpt. "Du havde aldrig nogen ret til at bebrejde mig for utroskab, når du ikke selv ønskede at være med mig, Stian. Du sagde det aldrig, men alligevel gjorde du" i sekundet han afviste Eskilds følelser. Men han vidste det var uretfærdigt at smide det i hovedet på ham, men de kunne alligevel ikke tale sammen, så han kunne lige så godt gøre det klart. 
Stian bar lige så meget af skylden som Eskild. 

Videre kom han alligevel. Han skulle hjem. Dog var der en lille deltajle han ikke havde taget højde for. Hvordan vejret havde været så omskifteligt. Han kunne godt færdes i sne, men is. Isningerne var hans udfordring - og sekundet han ville komme ud af døren ville han erfare det på ny med en tur ned og ligge så kroppen kunne miste al sin luft. 

'Når du ikke selv ønskede at være med mig'. Eskilds ord var som tusinder af skarpe nåle der gennemborede Stians hud. Men han kunne ikke bløde mere, det var blot smerten fra det som der blev sagt der påvirkede ham. Skyldbetynget af vægten der lå til dem. 'Du sagde det aldrig, men alligevel gjorde du'. De nøddebrune øjne kiggede fjernt ned på skrivebordet, mens folderne i Stians ansigt, lagde sig i en mut, dog, alligevel udtryksløs grimasse. Han havde intet at sige til det. Hvordan kunne han alligevel forsvare sig selv, med tanke på det der skete i arkivet med Alister? 

Uden at Stian registrerede det, var Eskild allerede forduftet fra rummet. Hænderne knyttede sig magtesløst, frustreret over den situation han var havnet i. Det var jo netop derfor han aldrig gjorde noget ud af sine følelser, eller opsøgte mere. Relationer med andre mennesker var komplicerede, og det havde kun tidoblet sig efter at han var blevet involveret med Eskild. Idioti, trøstepræmien var Eskild efter Alisters afvisning den dag. Jeg skulle aldrig have besøgt ham den dag.. men hvad nyttede det dog at dvæle ved ting der alligevel ikke kunne gøres om. Og ville han overhovedet gøre det om? 

 Langsomt begyndte Stian at komme i skiftetøjet. Forsøgte ikke at tænke, lade hovedet være tomt. Han tog jakke på, og tasken over skulderen. 

Fjern i blikket var han lige ved at træde på nogen som lå på jorden og blokerede hans vej hjem. 
 "Eskild?" Kom det forbavset fra ham, sympati kunne ses i et halvt sekund forme sig med brynene før han smed tasken fra sig, og lagde an til at hjælpe sin tidligere elsker op. "Er du okay?" Spurgte han, som han prøvede tage fat I Eskild. Et dumt spørgsmål - selvfølgelig var han ikke okay. Hverken nu eller før. 

 Fænomenet om at se stjerner kom fra - ja det vidste ingen vel faktisk rigtigt - men af en blind person, så så Eskild klare stjerner som det var lige nu. Knitrende, små, klare stjerner af det reneste guld. Mens han i samme sekund glemte at træk vejret, som den blev slået ud af ham. Sind og krop kunne begge stå i fronten og dikterer hvordan det skulle håndteres. Men et hivende gips efter vejret lød, og han fik sat fingrene i de isne brussten. 

 Alligevel formåede Eskild ikke at opfange, registere eller ane at Stian var der. Men Eskild kom, med Stians hjælp (modvilligt, halvhjertet eller hvad end det hele var), op at sidde. En hånd tog sig til baghovedet. Han følte blikket var sløret, men hvordan beskrev man det til en, som vidste at man alligevel intet kunne se. 
 "Ehmmm.." lød det først, som han alligevel sank en klump slim der var blevet presset op i svælget. 
 Uden større tanke, fik Eskild taget fat i centralbyvagtens underarm som en støtte, før han kom op og stå, men som et dådyr på glatis. Kendte man ikke Eskild, kunne man ikke se det, men havde man erfaring med ham, ville man kunne ane hans usikkerhed og manglende fodfæste var der. 

 Meget skulle man finde sig i lige nu, men ærligheden var bedst tjent mellem dem. Hvis man nu skulle være en voksen mand for en gangsskyld. "Jeg ser stjerner, hvis det er det du vil vide" kommenteret han lavmælt, forslået, opgivende. Som han havde tabt alt. 

Der var noget mærkeligt over at være så tæt på Eskild igen. Deres hænder på hinanden, som havde de aldrig sluppet til at begynde med. Stian tog bedre fat i Eskild, strammede op i musklerne for at støtte den anden byvagt mens han fik fodfæste på den glatte i - og Eskild var lige ved at hive Stian med på en skøjtetur, og i værste tilfælde; et fald - havde Stian ikke fået fat i dørkarmen i sidste øjeblik. 

Det lille ryk i dem begge, fik Stian hevet Eskild tættere ind på sig. Den genkendelige duft fra ham, ramte Stian i ansigtet som en nostalgisk vind, og underbevidst, tog han duften til sig. Han trak vejret luftigt, så hans ånde kunne ses i den kolde luft, og da de begge havde fundet balancen, slap han dørkarmen og fik fat på Eskild med begge hænder. 

'Jeg ser stjerner' bekendte Eskild, og Stian rynkede brynene lidt, mens han betragtede kollegaen foran sig. Kan man det når man er blind? Undrede Stian sig. 
 "Gør det meget ondt?" Valgte han at spørge, fremfor om Eskild var faldet. For hvorfor skulle han ellers have ligget der. Stian tog hånden om i Eskilds nakke, og kørte den forsigtigt op om hans baghovede for at mærke om der var blod. For var der slået hul, skulle Eskild til en healer.

 Kald det karma. Karmas søde kys til det bitter par hvis skæbne var så forfalden og faldefærdigt som noget kunne være. Men alligevel dunkede hans hjerte for den andens tilstedeværelse, som det var hans ilt for livet. 

 Spørgsmålet, skønt det var så simpelt, var væsenligt for en helhed. Men hånden i nakken der mærkede efter for blødning, fik Eskild til at spærre øjnene en anelse op. Stødet fra faldet gengav sig i en skrækkelig ubehag og han rykkede hovedet væk fra hånden. "Tror næsten hellere jeg vil prøve at have tæv dig af igen, end kys brusstenen med baghovedet igen". 
 Havde de nogensinde talt om deres slagsmål? Nok vidste de begge, at Stian vandt, for Eskild var den som lå tilbage - med næsten en mistet hørelse i den ene side. Men det var et utalt problem mellem dem, men det havde nok aldrig været en nødvendighed at tale om. Eskild elskede Stian trods for det. 

 "Jeg har ingen føling med om der er noget, foruden smerte ...-" han tav, for han agtede ikke at tage en tur til healeren eller bede om hjælp til at finde hjem. Det gjorde han bare ikke. 

 For Eskild vidste, at han ville give efter, han ville forsøge at stjæle det han næppe ville få igen. 

Måden Eskild rykkede sig fra hans hånd, som havde han brændt sig, sendte en svag rynke over Stians pande. Øjnene gled overrasket over kollegaen, men han sagde intet.

Eskilds erklæring ramte ham anderledes, end han havde forventet. Han stivnede kort, som om ordene var en skygge fra fortiden, et kald fra noget, han havde forsøgt at skubbe væk. Grebet om Eskild løsnede sig en smule. Et ubevidst, næsten umærkeligt øjebliks tøven.

Han så ikke på ham med det samme, men blikket gled kortvarigt over ham, som om han prøvede at aflæse noget, han ikke ville indrømme at lede efter.
Han valgte med vilje at ignorere det.

I stedet trak han hånden til sig og undersøgte fingrene. Ingen blodspor. Ingen ydre skader i hvert fald.
"Det ser ud til, at du slap godt fra det. Du bløder da ikke." hans stemme var neutral, måske en anelse for neutral.

Nattens isnende kulde sad i Stians fingre. Han burde komme hjem, og lade Eskild være. Det var ikke hans problem, og alligevel kunne han ikke få sig selv til at efterlade ham. 
"Skal jeg følge dig til en healer for god ordens skyld?" 

Stian var pressende på en hensynsfuld måde, noget som var ham så naturligt, at det gjorde ondt i brystkassen på den blinde byvagt. Skulle han i virkeligheden give efter for det, men alligevel stod han bare der og sukkede opgivende og lod det blanke blik falde ned i brusstenene. 

"Jeg har ikke lyst til at bede om din hjælp". 

Hvorfor skulle han føle som han gjorde. 
Hvorfor skulle han smuldre som han gjorde. 
Hvorfor skulle han elske så forbandet meget som han gjorde. 

Eskild spændte op i kæben og løftede hagen og bar sit neutrale udtryk så meget han kunne. Men han vidste det var en forfalden facade over for Stian lige nu. "Bare tag din gave og tag hjem, jeg er kommet hjem efter værre nætter end det her" hvis blot det så havde været en løgn. Men Stian havde praktisktalt været der for ham alle gangene der var sket voldsommenætter og aftner. Turen i søen stod endnu stjerneklar for ham, og halskæden af hans lå endnu i dens glemsel. 

Han valgte at begive sig afsted, fødderne solidt placeret, men med en langsom gang der skulle sikre fodfæstet for turen. 

"Teknisk set beder du vel ikke om min hjælp, når jeg tilbyder den," påpegede han tørt. En vittighed der faldt til jorden, og smeltede som snefnug. Stian kunne heller ikke få sig selv til at smile som han sagde det.

Gaven - Stian havde glemt alt om den. Men han var ret sikker på at han fik pakket den i tasken på vej ud. Han havde trods alt været en smule optaget af sine tanker.  

Tavsheden lagde sig på hans læber, som hans blik dvælede efter Eskild der langsomt begyndte at vandre væk. Det sad forkert i ham at gå, trods afvisningen bød ham en nem udvej. Men intet var nemt mellem Eskild og ham. Han hankede op i sin taske, og lukkede døren til byvagternes hovedkvarter.

"Det er ikke en omvej," sagde han, idet han indhentede Eskild. Der gik et øjeblik, før han tilføjede: "Som tak for gaven."

Han havde ingen anelse om, hvad det var. En lort i en fin indpakning, måske – men han kendte Eskild. Det kunne det umuligt være. Alligevel undrede det ham, hvorfor, Eskild havde taget sig tid til at finde en gave til ham.