Pakket ganske lunt ind mod den begyndende vinterkulde, gik Hecate Reier sin daglige gang. Der var ærinder, der skulle ordnes, bøger der skulle afleveres på biblioteket og derudover var det naturligvis vigtigt at få frisk luft og motion, skulle man holde sig så aktiv, som det nu kunne lade sig gøre, når man var dårligt gående.

Tempoet var da også ganske adstadigt, som hun bevægede sig langs gader og stræder, en lædertaske fastklemt under den ene arm og munden rimpet sammen i det lettere permanente utilfredse ansigtsudtryk, der stort set altid plagede den ældre kvinde. Sådan var det, hver gang hun forlod sit hjem - overalt så hun folk, der ikke opførte sig pænt og anstændigt, og spurgte man hende, ja så blev verden et dårligere sted for hver dag, der gik..

SPLASK

En hestevogn kørte forbi i højt tempo, tilsyneladende på vej til et vigtigt ærinde, men samtidig sprøjtende indholdet af den nærmeste mudderpøl direkte op på Hecate, som hjulet pløjede sig igennem sølet.

"HVAD I ALLE GUDERNES NAVN! HVOR VOVER DE!" Skingrede Hecate, som hun mudderdækket forsøgte at halv-løbe efter hestevognen, råbende og skrigende af sine lungers fulde kraft. Dette var da fuldstændig uacceptabelt inden for byens mure!

Vinterens komme var tydeligt på vej, sådan som folk allerede klædte sig betydeligt varmere - det gjaldt også for hende selv. Det gjorde arbejdet, både nemmere og sværere; de personer som var på gaden var villige til at søge varmen, men så var der resten som i sommeren havde bevæget sig på gaderne, som nu blev hjemme. Hun skulle få det ud af det som hun kunne, men blot det at hun havde sit værelse på bordellet var mere end velkomment.

Udover arbejdet så var der altid ærinder der skulle gøres, mad der skulle handles ind, tøj der skulle hentes fra rensning eller lignende. Folk havde travlt i denne by når det kom til hverdagens tumult, det gjaldt både de gående og ikke mindst de kørende, hvor hestene bevægede af og til bevægede sig i en fart, som ofte ikke helt var på sin plads i en by som denne. 
Azia var vidne til en af disse vogne, som farede igennem byen, og da den ramte en af de mudder pøle som var opstået, efter de sidste par dages hårde regnvejr, sendte det en søjle af mudder og vand på flere forbi gående, men værst gik det ud over en ældre kvinde.

Sjældent havde hun set en fare op på den måde, omend at hun selv ville have gjort det samme i et omfang. Kvinden styrtede efter vognen, som ikke tog større notits af hende. "Er du.. De okay?" Til en kvinde som hende var den mere finere tale, måske et bedre valg. 

At jagte vognen som en ældre kvinde med et dårligt ben, var et håbløst foretagende. Det forhindrede dog ikke Hecate i at prøve, skrigende af sine lungers fulde kraft om, hvilken forfærdelig tilstand byen var i OG HVORDAN INGEN LÆNGERE TOG HENSYN TIL ÆLDRE, ANSTÆNDIGE DAMER!

Men vognen forsvandt i horisonten. og Hecate måtte stå tilbage, iført sine tilsølede klæder og hivende efter vejret.

Først der så hun kvinden, der var kommet hen til hende, ligesom Hecate iført varme vinterklæder. "Nej, det er jeg så sandelig ikke!" Skræppede hun, selv om det ikke var den unge dames skyld. "Hvad er byen dog blevet til!? Ingen tager hensyn til nogen længere!"

I Hecates hoved havde alting været bedre, da hun var yngre. Men hun havde måske et lidt mere rosenrødt billede af hendes egen ungdom.

Azia var sikker på at hun kendte denne kvinde, selvom hun hverken genkendte eller kendte kvindens navn på stående fod, men hun havde lagt mærke til hende i bybilledet - både på godt og ondt. Hun havde det vist med at være sur på verdenen omkring hende, fordi at den ikke fulgte hendes hoved eller måde at opføre sig på.

Vognen forsvandt og den gamle kvinde måtte se sig slået af dens fart, og stod nu alene med tilsølede klæder og en krop som uden tvivl var brugt efter løbe turen, i håb om at vognen ville stoppe. "Det forstår jeg godt de ikke er. Skal jeg ikke hjælpe Dem hjem eller hvor De nu er på vej hen?" På trods af kvindens blakkede ry, om at skylde skylden på andre, så var Azia ordentlig nok til at hjælp hvor hun kunne og dermed også tilbyde sin hjælo til kvinden. 

"Nej, folk har bestemt fået travlt. Men det virker ofte til at vinteren trækket en nedtrykt stemning med sig, som blot ligger sig over byen" Man så det tydeligt, folk var mere betynget og nedtrykte, end man så om sommeren. Måske var kvinden her også selv påvirket af denne stemning. 

Ganske uvidende om, hvilken type kvinde Hecate stod over for, tog hun gerne imod den fremmedes hjælp. I al denne forfærdelighed var der da trods alt én venlig person, der udviste den respekt, hun som en ældre dame af stand fortjente!

"Jo tak, skal De have. Jeg er jo nødt til at tage hjem nu, det går ikke at gå rundt med søle på tøjet." Fnøs hun. Hendes tynde fingre havde et solidt tag i tasken med de indkøb, hun trods alt havde nået at færdiggøre, og hun satte af sted i retning af hendes hus, der trods alt var nogle gader væk.

"Ja, måske har De ret, at vinteren ikke gør det bedre. Og disse vederstyggelige vogne kunne så sandelig se sig for, hvor de kører!" Skræppede hun. Der kom jo også flere af dem i bybilledet, nu hvor det var blevet koldere - og de troede, at de kunne køre frem uden at tage hensyn!
Hun kastede et skarpt blik på kvinden, dog med taknemmelighed i øjnene. "Men det er godt at se, at der trods alt stadig er lidt anstændighed at finde i byen .. hvad er Deres navn?"

Azia var jo som mange af andre byens borgere, og især disse typer som var af lavere rang, som hendes selv, havde en hel anden tilgang til byens liv. Hun hjalp hvor hun kunne, fordi det ville andre have gjort mod hende - undtagen de rige, som kun havde deres eget for næse. ”Det er klart. Det er ingen grund til at gå rundt både sølet til, men også kold, herude i byen. Har De brug for at blive fulgt hjem?”

”Det kunne de bestemt” Hun mente dog måske selv at der også skulle være plads til vognene, Azia var sikker på at de ikke havde kørt igennem pølen bevidst, de lå jo overalt for tiden. ”Jeg er dog sikker på at vognen eller dens fører ikke kørte igennem pølen bevidst for at ramme Dem eller nogen andre. Pølerne og den mudrede jord, ligger jo over alt for tiden, fordi at vejene ikke er vedligeholdt med spåner eller lignende” Man kunne helt sikkert gøre noget for at komme problemet til livs, selvom sneen og regnen gjorde det sværere.
”Jeg forsøger bestemt at gøre mit bedste” Svarede hun med et smil, ”Mit navn er Azia. Hvad er deres, frue?”

"Jeg siger mange tak, frøken." Svarede hun, efter med et hurtigt blik på kvindens hænder at have konstanteret, at der ikke sad en ring. Nuvel, hun var stadig ung, og kunne vel nok nå det, selv om det var klogt ikke at tøve for længe.. 

At tage imod hjælp fra fremmede, var Hecate ikke bleg for. Faktisk mente hun mere eller mindre, at det måtte være ungdommens pligt at assistere de ældre, og særligt de dårligtgående. Ikke at Hecate havde brug for hjælp til at stavre på sine egne to ben, men det var princippet i, at nogen i denne by dog trods alt tænkte på alderdommen.

"Ja, det er så sandelig også for dårligt, at vejene ikke er i bedre stand." Begyndte Hecate straks at skræppe videre om, da hun glædeligt fandt noget nyt at brokke sig over. "Hvad bruges alle krystallerne dog på? Byvagterne fortæller mig også konstant, at de har alt for travlt til at tage sig af mine sager!" 

Måske havde sidstnævnte noget at gøre med, at Hecate i tide og utide troppede op på byvagtskontoret for at klage sin nød, men det skulle hun være den sidste til at indrømme. De var der vel for hendes skyld!

"Mit navn er Hecate Reier." Svarede hun og begyndte at vandre af sted, med et skarpt blik på den unge frøken, bemærkende at hun ikke gav et efternavn. Det tydede på, at hun var af lavere stand - men derfor kunne man heldigvis godt være høflig!