Det havde været en aften hun aldrig ville glemme, og aldrig igen ville hun beklæde sig i sådan en forbandet uniform.
Den unge kvinde med det mørke hår og dådyrøjne var flygtige og gled konstant rundt, tog alle følelser ind hun mærkede omkring sig, et hav af forstyrrelser og rod. Hun kunne slet ikke være i sig selv med det lige nu. En tanke erstattet endeløs den anden og hun ville bare lige ind i nærheden af deres område, få sat tasken og så væk igen. Men at opsøge deres base på højlys dag var risikofyldt, men hun turde næsten ikke andet. Aften var langsomt begyndt at skræmme hende mere og mere.
Samtidig vidste Esther også, at hun ikke ville kunne gå til løjtnant Issac Thorne, for så ville han uden tvivl blot sætte spørgsmålstegn ved hvorfor hun havde en uniform og havde vandret omkring i byen med den, forfalsket sin identitet og sat sig selv og andre i fare.
Hånden strammede om stroppen som hun nærmede sig, men hun tav. Så sig skræmt frem.