Godt trængt op i skyggen med muren som hans bedste ven. Hun havde været så livlig, ivrig for at komme tættere på og nogen gange måtte man gå med hvad man kunne få. Den ene hånd lå godt om kæben og holdt hendes hovedet til siden, den anden holdt begge af hendes hænder løftet op over hovedet i et fingerfærdigt tag. Et ben presset mellem hendes, som en støtte eller et pres. Hun måtte gnide og knop si gom hun lystede, det var ham mere end ligemeget. 

 Hånden der holdt kæben pressede let med tommelfingeren for at få hende til at løfte hagen mere. Hans mund var presset mod hendes hals, hun piv og jamret småt, men det lød næsten helt seksuelt som hun spjættet med sine små støn. Finneas havde holdt sig i skindet, men det varme dunkende blod havde skreget så højlydt på ham, at han nu måtte reagere. Koldt og smagsløst var ikke længere nok. 
 Det var gennemtænkt på den måde, at de færreste kom i på disse gader så sent, men alligevel det faretruende tæt på bordeller, men folk der kom derfra var enten så fulde eller høje på deres rus af sex, opioider eller sprut at de ville ikke lægge for mange tanker i det. Men på den anden side, klokken havde blot ramt midnat, der var selvfølgelig en risiko, men det gjorde det hele så meget bedre. 

 Finneas var nøje med hvor meget han tog, men det var samtidig også årsagen til at han gjorde det så roligt som han gjorde. Blodet skulle ikke gå til spilde, men alligevel kunne han ikke undgå at få nogle vage markinger ud fra mundvigen af blodrester. Tungen ville have en metaltisk smag og alle de små lidt for klassisk-vampyr træk, men modsat alt det, ville han være varm og hjertet dunke som han var menneske igen. Levende og i live. Intet unaturligt over ham for en gang skyld. Han undte sig de aftner. 

Det var ikke utænkeligt for Enzel Silene at befærde sig i den centrale bydel på denne tid af natten. Bag sin menneskeforklædning, var han trods alt et halvdyr af natten. Udover det, efterhånden lidt af en dranker. Og han blev gerne på barerne og fik sig noget at drikke, indtil kroværten begyndte at kyle sine gæster ud.

Småfuld havde han slentret ned ad gaden, set hvordan lys blev pustet ud og vinduerne blev lukket i. Hvordan fulde folk drog hjem, eller hvordan gadeprostitueret blev hyret og trukket med mændene hjem eller ind i de mørke kroge.

I et øjeblik var han sikker på at han spottede Finneas’ lyse hårpragt i mængden, men han var ikke sikker. Kun fordi det var nat, og fordi han vidste at Finneas kun boede nogle gader herfra, valgte han at følge efter skikkelsen i stedet for at vende hjem. Han havde ikke set ham i snart en uge, og havde ikke haft nogen grund til at opsøge ham, for byvagten havde tilsyneladende lært sin lektie og havde ladet ham være.

De lignede to elskere, og i et splitsekund var han overbevist om, at Finneas faktisk havde sex med hende i gyden. Der var kun de to til stede her i gyden, og så Enzel, selvfølgelig, der lurede bag skjulet af nogle tomme trækasser. Han gjorde store øjne, da han fik et bedre kig på selve bidet. Det lignede at Finneas kyssede hende rimelig intenst på halsen, og hendes dukkeagtige ansigt havde fortrukket sig i en mine, der let kunne forveksles med nydelse eller også meget stor smerte. Måske begge dele.

Det var uhyggeligt, det kunne han ikke undgå at synes, men det var også fascinerende, for første gang at se et rigtigt vampyrbid. Han kunne bekræfte, selv her i mørket, at det var hans Finneas, men han anede faktisk ikke om han var vild og ikke kunne styre sig, når han var i en blodrus. Alligevel valgte Enzel at komme frem fra sit skjul i skyggerne, og tog i stedet siddeplads på kassen og krydsede sine ben nonchalant, så han kunne se på som en tilskuer.

Finneas ville nok ikke synes om det. Han hadede at stå ved sin forbandelse overfor ham. Enzel blev blot siddende der og ventede pænt på, at han skulle blive færdig med sit måltid, som havde han al tid i verden.

 Som flagermusen havde ultralyd til at beskrive sine omgivelser, kunne Finneas kun lige arbejde ud med sin forbedret hørelse når der var noget som kunne indikere folks tilstedeværelse. Men det var ikke tilfældet for ham i denne omgang. Dybt begravet i hendes hals, havde han ikke tid til at forholde sig til hvad der måtte komme om hjørnerne på ham. 

 Blodsmagen var forfriskende. Sommerregn og friske jordbær, det var følelsen af varmt og frisk blod. Fuld af vitaminer, energi og livsfornemmelse. Han kunne ikke klage over det. Men som hun begyndte så småt at stritte lidt i mod, holdt hans hånd mere fat, pressede hovedet mere tilbage så det ikke gav sig lige så meget. Bare en tår eller to til. Det ville ikke gøre så stor skade. Bidet i hende måtte dog stoppe lige så stille og han løftede hovedet let, lod tænderne slippe hende. Men som blodet fra hendes bid sivede fra sig, lod han tunge glide henover det, tog lige det værste og sørgede for at se hvordan hullerne helt magisk lod sig størkne for næsen af ham. Perfektion. 

 Men det var samtidig der, at det gik op for ham at nogen stod som tilskuer. På første parket. Han trak benet væk under hende og løsnede sit greb ved hendes hals for at lade hende få noget ordentlig luft. " Hvor længe har du siddet der " spurgte han uden at vende sig mod halvkatten. Finneas slap dernæst hendes hænder og lod hende skvatte ned på numsen og ligne en som havde oplevet det værste og bedste i sit liv, helt åndeløs og udmattet. Som hun intet ville erindre næste morgen. 
 
 Armen blev løftet op og han tørte sig let om munden med ærmet og lod blodresterne svine det gråhvide stof. 

Det var i den grad som om, at han så en side af Finneas han ikke burde. Finneas lod slet ikke til at have bemærket hans tilstedeværelse, for han stod bare det og tog for sig af herlighederne og tilmed slikkede de bidhuller, som i den grad virkede seksuelt. Men Enzel var ikke sart. Det var spændende, og måske også en smule uhyggeligt, selv for den morderiske halvkat.

Han havde netop taget det der lignede en lille lommelærke op ad lommen, og nippede til den, da Finneas pludselig opdagede ham, lod kvinden dumpe til jorden, som var hun skrald, og vendte sig i stedet mod ham. Enzel spærrede øjnene op, og blev nu selv klar over sin egen tilstedeværelse.

”Ah, jaaeh,” Svarede han med en smånervøs latter, fordi han var taget på fersk gerning. Man kunne høre på hans stemme, at han var beruset, og det kunne ses på de halvtunge øjenlåg og de småblussende kinder. Men Enzel holdt heldigvis sin alkohol godt. ”Jeg fik set det meste.” Han ærgrede sig over at han ikke nåede at få starten med. Men Finneas og kvinden havde været i den anden ende af gaden, da han fik øje på dem. Og da han nåede frem, var Finneas allerede godt i gang. Han ville nu gerne vide, om Finneas havde charmeret hende, eller om han havde presset hende til at gå med sig.

Enzel skævede ned på den stakkels pige, men hans hovedfokus var nu på Finneas. ”Er hende der bløder, eller er det en prostitueret du har samlet op?” Enzel havde haft tid til at læse lidt mere i den uges tid han og Finneas ikke havde set hinanden. Han kendte nu til blødere, blandt mange andre ting, som ellers kun var et begreb vampyrer og jægere anvendte. Hans blå øjne studerede uskyldigt på det ærme, som der nu var farvet rødt af blod, og kiggede så på hvad blodet havde gjort ved Finneas. Han virkede… tilfredsstillet?

 Hun sad der i sin egen medlidenheds pøl og måtte komme sig. Kroppen og hun var træt, men værre var det så ment heller ikke. Finneas efterlod dem altid i den position, og skulle han være i den mindste smule tvivl, så fik han slæbt dem til healerhuset og lod dem komme sig der. Men det hørt til i fortiden, man lærte altid lidt med årene og han havde lært hvor meget to til tre liter blod svarede til når han først gik i gang. 

 Den smånervøse latter var ikke synderlig kærkommen, tvært i mod var den nagende. Hans privatliv blev invaderet på måder han ikke ønskede det blev invaderet på. Enzel kunne have gjort så meget andet end at sætte sig til rette og se på, som det hele kun var for ham. Intet af alt dette var for ham. Et suk var alt han kunne give fra sig på det øjeblik som han fik vandt kroppen mod Enzel. 

 Kroppen var i sin fuldest rus, alt var så levende i ham, at det var en skam hvor påvirket Enzel var. " Du drikker for meget, Enzel " kommenteret han i første omgang. Trådte nærmere, lod stille ærmerne blive foldet op før han lod hænderne blive begrebet i lommerne. " Tilfældig person fra en bar der ikke vidste hvad hun indvillig i " blødere var måske meget godt, men ikke i byen på denne måde, ikke for ham hvert fald. De var for åbenlyse på deres egne måder, og det ville kunne blive ledt tilbage til ham. Og så, så kunne heksejagten gå i gang. 

 Finneas fik placeret sig lidt foran Enzel, rakte den ene hånd frem, som en indikation til at han skulle aflevere sit katteurt, der var ingen grund til at Enzel fik mere indebors som det var lige nu. 

”Jeg? Drikker JEG for meget?” Enzels fingre der havde holdt om den lille lommelærke, krøllede sig tættere om den og holdt den mere beskyttende mod sit bryst, da Finneas ville have den. Hvem troede han lige at han var? Hans læge? ”Har du da overhoved taget et kig på din pige? Du har jo fuldstændig drænet hende.” Og hvilken ydmygende position, i øvrigt. Finneas skulle kun være glad for, at Finneas havde valgt at gå efter et menneske, og ikke et halvdyr, for så ville Enzel nok ikke se så let på det.

Lommelærken forsvandt ind bag silkerne, og ned i en skjult inderlomme. Finneas behøvede ikke at vide, at han desværre havde tømt den allerede. Men det var en principsag, at Finneas ikke skulle styre hans forbrug.

”Du har dine metoder til at holde dig varm i nattekulden på, og jeg har mine, Finney,” Mindede han ham om og smilte så et bredt smil, som næsten kunne matche Finneas’ vampyrtænder, hvis man så bort fra det blod der endnu måtte befinde sig i hans mund lige nu. Han rakte nu sin hånd ud efter Finneas arm, der hang fremme, og kælede sin hånd op ad den. Prøvende, som han altid forsøgte at tilsmigre sig, når samtaleemnet ikke lige passede ham. Finneas virkede næsten varmere end ham selv lige nu. Stadig var han drillesyg, men med en flygtig dæmper på det hvide tandsmil.

 Frem for at vende blikket om og se på hende, blev den ene skulder blot løftet i et træk af ligegyldighed. Drænet, men i live. Det var langt bedre end død eller forbandet. Positionen måtte de selv om, de faldt normalt som nogen der havde taget noget, ingen satte spørgsmåltegn ved det, end ikke dem selv når de en gang vågnede og skulle tumle hjem igen. 

 " To liter blod er intet ved siden af to liter alkohol.. eller en klump katteurt " men han måtte affinde sig at posen blev gemt væk i det finde lag af uendelighed. Passager end ikke en vejviser ville kunne finde rundt i. 

 Hovedet faldt til siden, så til som han måtte lade den kælende hånd krybe op ad ham, fortalte ham at samtalen var ikke længere hvor den skulle være, og han ville andet end det. Omend Enzel så ville fedte sig til noget eller bare underholdes for sin egen vindings skyld. " Hvor meget har du indtaget og hvad vil du..-? " så nu. Sætningen blev afsluttet før tid, for han ville ikke fremstå vredladen eller opstemt over for halvkatten, men lige nu havde han en krop der dunkede så vildt, en pulserende oplevelse han ikke lod ske for ofte. Så at stå i gyden og småsnakke med en fulderik, det var ikke helt øverst på hans liste. 
 Medmindre altså den fulderik havde nogen andre tanker med sig, foruden at vakle hjælpeløs omkring. 

 Armen bukkede let til, mens hånden greb let om Enzels håndled og trak ham en snert tættere. 
 Nøj, en stank alligevel. 

Hans fingre nåede ikke langt op ad armen på ham, men han nåede da at kæle for de blonde hår på armen. Finneas stoppede den og greb hans håndled, måske for at holde ham fra at flirte med ham?

”Alle halvkatte er på katteurt,” Svarede han og slog ud med den anden hånd, som om det skulle være almen viden. Katteurt var ikke særlig farligt, hvis man ikke indtog for store mængder på en gang. Enzel var sikker på at det var sundt nok, for ellers ville Llyon ikke have givet ham det dengang han var ung, vel? ”Og jeg har vel… drukket… fire? glas vin, hvor jeg bad ham fylde helt op? og så nogle af de der, du ved…” Han målte lidt størrelsen på de små glas med fingrene på sin frie hånd, i håb om at komme i tanke om hvad pokker det nu var han ellers han havde indtaget af stærke sager. Han kunne ikke huske hvad han havde drukket, men Finneas ville nok kunne lugte at det havde været nogle sprittede sager.

”Det er i hvert fald ikke nok, men værten smed mig ud før jeg fik tømt min flaske færdig, så jeg ville jo hjem og finde noget i mit eget kammer… Kan du ikke bide ham lidt, så han lærer at han ikke skal smide mig ud igen?” Han sad stadig på kanten af den kasse han havde taget plads ved, men var let for Finneas at manøvrere.

 Halvkatten var, i hans verden, stangstiv og nok noget så blind for sin egen dumdristighed. 
 Selvom de kom tættere, var der endnu en form af afstand. " Alle halvkatte, og alligevel er der kun en som dig "

 Finneas studsede over hvordan fingrene forsøge at forme sig, indikere mængden, uanset hvordan han endt vendte og drejet det, ville de kun kunne komme til den konklusion at han havde fået tre glas for meget, mindst. Men han ville ikke bruge tiden på at skændes med halvkatten omkring det. Det var som tænkt tidsspilde for dem begge. Alt han måtte og kunne gøre ved det, var at holde op med at lugte, bare lade smagen være hvad han arbejdede med. Så slap ham for at få øjnene til at løbe i vand. 

 Han slap hans håndled, placeret sig med sine ben skilt uden om Enzels, satte en hånd på kassen og en anden under hagen på ham, som han lænede sig let forover så de kom i hovedhøjde af hinanden. " Som jeg ser det, gjorde han det rigtige ved at smide dig ud.. " hviskede han. Mildt som flirten, den varme der normalt kun kom fra den ene, kom fra dem begge for en gangs skyld. 

 " Fortæl mig hvad du i virkeligheden vil, Enzel " 

Ja, der var kun en som ham. Det var den rene smigr, men smigr var yderst effektivt på både fulde Enzel og ædru Enzel. Han blev lidt mere varm i hovedet, end alkoholen allerede var skyld i, og han lo.

Påvirket og en smule døsig, var han stadig nem at manøvrere. Der var absolut ingen modstand fra ham, da Finneas lænede sig frem mod ham. Hans hage hvilede i grebet af Finneas’ hånd og lod sin slanke hals knejse, så den blottede sig farligt for vampyren. Frygten for at blive bidt var meget lille, men eksisterede skam stadig i ham. Han havde trods alt lige set ham fortære en kvinde. Han vidste hun ikke var tæt på at dø, for så ville hans evne gøre ham opmærksom på det. Han stolede på Finneas, når han sagde, at han var i kontrol. Når det kom til hans andre lyster, var Enzel lidt mere tvivlsom.

Hvad ville han have? Finneas ville kende alle hans inderste hemmeligheder, ville han ikke? En beruset Enzel kunne nok sagtens holde på hemmeligheder. Men Finneas formåede at presse ham til kanten. Med sine søde ord og sine evige forsøg.

”Jeg mh…” Hans stemme dæmpede sig, da de blev helt tætte ”Jeg vil ha' rødvin.” Han greb Finneas hånd, den der var ved hans hage, og holdt bare om håndledet på ham, mens han kiggede op i hans øjne, med et forsøg på at virke alvorlig.

 For hver en indånding han tog, kunne han næsten smage de forskellige lag af sprut i den andens ånde. Lag for lag, de stak ud for sig selv, som regnbuens farver i disen. Men halvkatten var ikke så nem at til at tale for sig, i stedet svøb han sig omkring med bagateller og ligegyldigheder. Det var ingen overraskelse, men fik han mere, ville han umuligt kunne gå. 

 Halsen blottet, lagt på et sølvfad for ham. Pirrende og fristende til at fornemme mod sine læber, lod han alligevel blikket forblive hvor det allerede lå. I de så blå øjne. Fortryllelsen de bar skulle nok en dag støde op og fortælle hvordan det fungeret. Men for nu, der var det blot en mild feberdrøm. " Hvad med jeg følger dig hjem, så kan du altid drukne dine sorger i dit eget lager end at terrorisere andre.. jah? " han behøvede ikke engang følge med ind, det var et åbent tilbud. De kunne bare gå i stilheden og nyde månen så fin. 

 Desuden ville den friske luft gøre Enzel godt, friske ham en anelse op. Forhåbentlig. 

 Men det ville være løgn, hvis ikke han havde tænkt lidt på det tredje rum af bordellet. Det bar på for mange muligheder, men han ville ikke lægge sig frivilligt i lænker igen, ikke nu hvor Enzel vidste at han skulle spænde dem tæt om håndledet. 

Han havde ærlig talt regnet med en smule modstand, men man kunne jo lade sig positivt overraske. Finneas havde manerer. Det var mere end man kunne sige om Enzel selv, men han klagede ikke. Det var rart, at man kunne regne med ham. Han sænkede hovedet igen, brugte taget i Finneas til at komme sikkert ned fra kassen. ”Ja,” Svarede han næsten drømmende, indtil han forstod hvad der virkelig var blevet sagt. ”Hov, hvad mener du med at terrorisere andre?” Enzel vidste sådan cirka hvor der skulle nives i siden, for at få folk til at krympe sig. Han nev ham hårdt, men kunne aldrig drømme om at forvolde ham alvorlig skade. Så det var et kortvarigt niv, der alligevel fremstod advarende.

”Jeg ved hvad du vil. Men det kommer ikke til at ske.” Han stillede sig ved Finneas side og tilbød sin silkeklædte arm, så han kunne få æren af at følge ham hjemad i måneskinsnatten.

Og hvilken aften det var. Det var en kølig sensommeraften med stjerner og måne der oplyste gaderne. Kun få lyseblå skyer stod stille her og der, uden at true om regn. Det ville have været en romantisk tur, hvis blot Enzel tillod det.

 At blive gjort til en stumtjener var ved at blive en fast ting for de to. Finneas var intet andet end stykke omvandrende møbel for halvkatten. Levende som død, det gjorde ingen forskel. Men langsomt fangede halvkatten hvad der var blevet sagt og Finneas trak kort skuldrene op i et let løft. " At du har fået for meget at drikke og dine enestående monologer kun er for folk som gider dem " ergo Finneas. Han var jo glad for dem på sin egen særhed. 

 " Jeg følger dig blot hjem, intet andet " forsikret han den anden anden om. Der var intet pres der på. Men han skævede lidt mod armen som afventede ham. Men han tog den, det måtte se specielt ud. 
 Men det var bedre end ingen ting. 

 Den ene hånd faldt i lommen på ny, ryggen rank og armen der var givet til Enzel i deres gang. " Hvorfor er du ikke på arbejde lige nu? " måtte han alligevel spørge. Det lignede da ikke halvkatten at vige fra sit erhverv som bordelejer på en hverdagsaften som denne. Vel? 

Enzel var ligeglad med om folk ville høre på ham eller ej. Han kunne ikke forstå hvorfor folk fandt ham underlig eller irriterende, men var også godt klar over, at hans styrker altid havde været hans udseende. Det var så ved at trappe ned, i takt med at han blev ældre.

Som armen blev taget, og Enzel lagde sin anden hånd på hans arm også, lignede han snildt den stolte hustru hos et ægtepar, der kom slentrende. ”Jaja, men du må da gerne komme ind. Jeg tror bare ikke jeg kan byde dig på noget, men så må jeg jo drikke begge vores glas,” spøgte han med, velvidende om at Finneas af en eller anden årsag, havde et problem med hans drikkeri. Hvor kom de bekymringer mon fra? Enzel havde drukket lige siden slutspurten af hans tid sammen med sin gamle herre. Og det var flere år siden. De eneste det gik ud over, var sådan set ham selv og så Nicola.

”Bordellet lukker lige så stille af om aftenen. Og jeg vil gerne have ro til at studere om natten, hvor jeg alligevel ikke kan sove.” Tja, eller også så drak han. Det hele kom an på hans ægteskabelige situation, vel. Lige nu var det åbenlyst ikke særlig godt imellem ham og Nicola. Men man kunne vist ikke klantre al skylden overpå den stakkels halvpanter. Enzel havde problemer med at sove alene. ”Jeg har ikke altid kunnet læse eller skrive, men jeg læser alle de støvede gamle bøger fra bibliotekerne nu. Lige nu læser jeg om dig og din slags.”

 Sammen var de et unikum. Intet ringere, kun bedre. De havde deres forskellige styrker der skulle og kunne vises frem ved hinandens samvær, hvorfor Enzel så modsatte sig så meget, det måtte guden for halvdyrene have bestemt var sådan livet måtte være. 

 Slentrende i så finen en gang under måneskinnets lys og stjerneregnen der glimtrede på himlen som det hele kun var for dem. En skyfri himmel var det ikke, men den var præcis som den skulle være. " Du skal ikke drikke for os begge, du kan få vand eller mælk.. drikker halvdyr mælk? " katte drak vidst ikke som sådan mælk, eller var det blot en skåne af de ikke gjorde det.. Han kunne ikke finde rundt i det, men måske Enzel kunne for ham. 

 Grynten grinte han ud igennem næsen. 
 " Studeret du indholdet af flasken i nat? " 

 Finneas vendte alligevel sit fokus ned mod Enzel som han talte. Fortalte hvad han havde læst op på for tiden. " Mig og min slags.. og hvad lært du så? " foruden at de havde blødere at henvende sig til. Selv havde han aldrig ville læse omkring sin forbandelse, han levede blot med den, lært af den og måtte erfare sig med tingene som de var. " Hvorfor sover du ikke når det er? Fylder din panter for meget? " 

Det var lige før at han vidste mere om vampyrer, end Finneas vidste om halvdyr, var det ikke? ”Selvfølgelig drikker vi mælk,” Svarede han, som om han det var almen viden for andre end halvdyrene selv. De var jo halvdyr, det ville sige, at de også var halvt menneske. Enzel især han nok mere menneske i sig, end dyr. Men derfor var der en betydelig forskel på halvdyr og mennesker alligevel. ”…Jeg kan vel godt nyde en kop te eller to.” Han gav sig. Men så skulle teen også være med en sjat mælk.

De gik ellers så pænt sammen. Og de kunne skam gå i fred, uden folks fordømmende blikke, for lige nu var gaderne mod bordellet tomme for mennesker. Men ved kommentaren om at Enzel skulle have studeret indholdet af flasken, frem for sine studier og sine bøger, måtte Enzel nive Finneas i siden igen.

”Det er nogle gamle fortællinger fra en jægers synspunkt, så der er stadig nogle ting der er uklare for mig. Men jeg ved hvordan jeg gør det af med vampyrer nu, sådan da. Og så er jeg kommet til et afsnit om vampyrklaner? Er du med i en klan?” Hans blik der ellers hvilede så køligt men behaget ligefrem for sig, ændrede sig bebrejdende, da han kiggede op på Finneas. Man var vel lidt overbeskyttende overfor sin mand. Lidt ligesom Finneas var, så snart samtalen drejede hen på hans Valdemar. ”Nej… jo… Altså han er en lille fyr, mindre end mig… Men han fylder i mine tanker?” Han prøvede at huske hvad han ellers havde lært fra den kedelige, tykke bog derhjemme, for at vende samtalen tilbage på vampyrer igen. Men han var lidt for fuld til at kunne huske det lige nu, hvor han skulle bruge det.

 Så bidsk. Enzel vidste hvordan man gav en mand stramme bukser. Men det var ingen hemmelighed i det lange løb. Finneas måtte bare ryste det af sig, lade som ingen ting. Hovedet kunne falde lidt tilbage og han kunne blot sukke af den måde Enzel talte til ham på. Det var lidt som at få blæst hovedet af, det var den effekt han havde på ham. 

 " Nghn! " rykkede han let på sig og skar en grimasse. Så uforbedret over den tag der blev givet på ham i siden, at han lige måtte se ned ad sig selv og så på Enzel. Og ned ad sig selv igen og tilbage på Enzel. 

 Men han fik sin forklaring, to af slagsen, for to af sine spørgsmål. " Jeg bor i Dianthos, jeg ved ikke engang hvem der ellers er vampyr her i byen. Men jeg ved Tusmørkely har nogle kroer for vampyrer " svaret han, en af de mange grunde til at han ikke rejste dertil, det var ikke et sted for ham. 

 Et brummende hmm forlod ham. Lille ved siden af ham. " Og din elsker er menneske, så han må være i min størrelse måske. Du har ikke rigtig en smag, har du vel " og tilbage i den afslappede tilgang og gang. Men alligevel nød han da at have Enzel i sin arm. Det var dog blot turen han kunne få med sig. Hvis blot halvkatten havde været ædru. Åh, han savnede den ædru version af ham lige nu, den som ville kunne erindre at have mærket ham varm. Så levende. 

Tilsyneladende var vampyrer ikke modstandsdygtige overfor niv i siden. Det fik Enzel til at le lidt. Han ville nok komme til at bruge det kneb mod Finneas igen, når han fortjente det.

Det lød på Finneas at han var lidt af en enspænder. Men han glemte ikke hvordan han havde truet ham med, at han kendte til varulve. Men det lød lidt atypisk for en vampyr at omgås varulve, gjorde det ikke? Finneas var vel også lidt underlig. Ligesom Enzel… ”Hmm,” Enzel havde ikke været i Tusmørkely før, men det var jo der Phillippe boede, når han var hos Katarina. Han havde haft en ide om at besøge ham, men var kommet fra den ide… Han kunne ikke bare forlade sin plads her i byen, bare for at få stillet sine lyster.

”Du elsker at snakke om min elsker,” Pointerede Enzel, uden at lyde spor irriteret over det. Det var blot en observation. ”Han er nu større end dig…” Han skævede til Finneas for at se hvordan han reagerede. Om det skulle vække en eller anden form for usikkerhed hos ham. Phillippe var… ud fra hvad Enzel lige kunne huske om ham, en smule højere. Men han var i den grad mere muskuløs. ”Men jeg har da en smag. Jeg er til halvkatte. Mænd. Og så er det lige meget om de er store eller små, eller om de er mere menneskelige eller mere katteagtige.” For Enzel gav det mening. Halvdyr kunne godt blande sig med hinanden, men det passede bedre sammen at finde sammen med en kat, hvis man selv var kat. Ellers kunne man jo lige så godt ligge med et menneske. ”At jeg overhoved gik i seng med et menneske var en kæmpe fejl… Men ikke større end den fejl, at jeg forelskede mig i ham. For som du nok ved, bliver forelskelse pludselig til kærlighed.” Han sukkede tungt, og kiggede ikke på Finneas lige nu.

Enzel var lidt mere famlende om Finneas når han var fuld, og han ville slingre lidt fra side til side, hvis ikke det var fordi han havde hans støtte. Men udover det, var han stadig den samme selskabelige, kælne halvkat som han altid havde været. Han drak sig efterhånden fuld så tit, at han var mere fuld end han var ædru.

”Hvad med dig selv? Du må da have præferencer…”

 " Det er bedre at snak om det end omkring min forbandelse " som han havde læst det direkte af Enzel, men som han talte om hvad halvkatten lå med, talte halvkatten gerne omkring hvad han var for en type og hans forbandelse. De havde vel begge fundet hinandens små ømme punkter, men alligevel fortsatte de. Det kørte snart på rutine, om og om igen. 
 En uendelige spiral, men en afvigelse og den ville høre op, bryde med sig selv og forsvinde ud i en lang voksende spire til noget andet. 

 " Ah " lød det bekræftende for ham, og han løftede hovedet som et selvfølgelig. Men modsat mennesket Enzel elskede sådan, kunne Finneas hverken gøre til eller fra med sin krop. Den var uforanderlig. Fanget i et stadie, men heldigvis i et stadie han kunne leve med. Tænk at være fanget i en svagelig krop for evigt. Uden chance for at forbedre den. 

 " Har du aldrig været med en kvinde? " spurgte han og vendt blikket ned mod det fineste væsen. Forelskelse til kærlighed.. Det var der noget om, det kunne man ikke helt komme uden om. Men det handlede vel også om at man gav efter for det, og det lød det til at Enzel havde gjort. " Er det gensidig kærlighed? " 

 Armen tætnede let, grebet i Enzel blev mere omfattende som en kærlig gestus. " Petite. Jeg kan godt lide dem små.. på nogen måder " svaret han, men modsat den anden, satte han hverken køn eller race på, da det var ham irrelevant. Personlighed var en vigtig faktor, men spinkel kroppe kunne noget. Knoglerne der stak ud, var synelige ved at blive strukket lidt. Det var følelsen af at kunne beskytte dem der betød noget for ham. 

 Over halvvejs, og han sukkede ved tanken om at deres snak snart var slut. Han skulle ikke ind og vidne til mere drikkeri, men om Enzel tillod det, kunne han selvfølgelig ikke vide. 

M-hm! Selvfølgelig var alle samtaleemner bedre end at tale om Finneas forbandelse, i hans øjne. Men Enzel havde stadig så mange spørgsmål, som han krævede at få svar på, når tiden var inde. Men lige nu måtte han sørge for ikke at fortale sig. Han kunne godt mærke at han var fuld og letsindig. Og han kunne let komme til at lade noget slippe, sige eller gøre noget dumt.

Da Finneas spurgte ham om han havde været med en kvinde, blegnede han en smule og gik lidt ind i sig selv. Tanken foragtede ham, men han bar også rundt på et gammelt minde, der pludselig dukkede op. ”…Det er mange år siden… Vi prøvede, men… det føltes forkert. Jeg vil ikke snakke om det.” Men så fra det ene svære spørgsmål til det næste. Nu spurgte Finneas næsten om noget der overgik det første. Men så alligevel ikke. Enzel var sikker på, at han og Phillippe havde forskellige opfattelser af kærlighed. Phillippe var bundet til en heks og kendte ikke til kærlighed, men det gjorde Enzel. Han var sikker på at Phillippe elskede ham, men endnu ikke var kommet frem til det endnu. ”Jah, det kan jeg mærke på ham. Vi sender mange breve, her mens han er væk…”

Usikkerheden om Phillippes kærlighed kunne ikke undgås, men han mærkede omfavnelsen af Finneas, og lod sig varme af hans kropstemperatur, drevet af stjålet blod. Det lød jo som om Enzel passede lige ind i Finneas’ boks af præferencer, mens Finneas ikke passede i Enzels. Men Enzel glemte ikke så let hvordan Finneas, ligesom så mange andre, havde reageret negativt på hans stank. ”Men… jeg er halvdyr, og jeg lugter af våd kat.”

Her på det sidste havde der været flere, der havde pointeret over for ham, at han stank. Han havde derfor formået at tømme en halv flaske parfume, lige siden.