Det drypregnede den kolde nat. Bordelejeren, Enzel Silene, fra det meget omdiskuterede halvdyrsbordel i den central-øvre bydel, ankom med en vogn til den adresse, som stod på det halvbukkede visitkort i hans hånd. Han kiggede på bygningen med usikkerhed. Juristen boede her… Det lignede ikke ligefrem nogen vampyr-rede…

Han betalte kusken og hastede over til hoveddøren, hvor han bankede på, men det var nat, så vampyren var nok ude lige nu. Fordi hans tid var meget kostbar for ham, og det regnede, tog han i dørhåndtaget og gik indenfor og lukkede døren bag sig, før han tog omgivelserne ind af det Dianthosianske hjem til sig. Enzel blev aldrig rigtig inviteret på besøg nogen steder… Han var ikke vant til centralkrystalisianske møbler…

Han hang sin rejsekappe op på en knage og kiggede sig lidt omkring efter et komfortabelt sted at sidde, hvis der var noget sted at sidde, i det hele taget. Og gerne hvor der var rent. Han var iklædt en blå og grøn silkedragt der matchede den turban, som han for to dage siden havde modtaget med posten, fra den selv samme vampyr han havde valgt at besøge i nat. Smykket bar han ligeledes, kombineret med det han smykke havde tvunget ægtemanden derhjemme til at købe til sig i en anden forbindelse. Og så havde han noget i hånden, der var bundet ind i et nydeligt stof.

Det var imod hans natur at vente på andre, og i det hele taget opsøge fare på den måde. Men her var han altså… Og ventede...

Meget kunne mange sige om en som Finneas, men en stalker var han altså ikke. Siden han havde forladt bordellet den nat, havde han ikke opsøgt eller taget kontakt til Enzel, altså foruden den pakke han havde sendt. Forsoningensgaven som det jo i sandhed var.

Regnen dryppede fint ned oven på det blonde hår og mørkende det som det blev absorberet, han skubbede let til vennen Cadell der havde trukket jakken op over ørerne for at få ham til at tale: " Jeg kunne kun skaffe fire flasker, de andre havde ikke tiden til at hjælpe så meget ". Tid var ikke tilfældet eller den reelle årsag, men påpasselighed var et stort element af alting. De var finere mænd af slagens, adlesbørn uden titel eller børn af forældre med prestigefulde erhverv. 

Men blandt vennerne, var det ingen hemmelighed hvad Finneas var, men de var dog nøje udvalgt. Af den rigtige 

" Det er fuldkommen ligemeget, jeg er bare glad for du kunne skaffe noget mere " mere blod på flaske så det lignede vin. Cadell havde sine forbindelser og et godt erhverv af den slags, så det matchede perfekt op. Vennen trak på skuldren, smilede skævt og skubbede til Finneas med skulderen. 

De nåede til Finneas hjem og han fik de resterende to flasker udleveret af Cadell, som før han traskede videre, spurgte ind til om der skulle åbnes en dør. Det var ikke nødvendigt, døren stod ulåst denne her gang. To flasker holdt i hver hånd, der måtte om omrokeres for at han kunne åbne døren, hvorfor en flaske fra højre hånd blev ført under armen på venstre side og han åbnede døren. Men som han kom ind, stoppede han. Lugten var anderledes og han så knagen havde noget på sig som ikke var hans. 

Flaske for flaske blev kort sat på kommoden for at han kunne træde ud af skoene og få frakken af og hang ved siden af rejsekappen. Den så lidt for fin ud til at være af en tilfældighed.
Tankerne kredsede kort, Valdemar var det så sandelige ikke, den var for fin til at være hans. Flaskerne blev tagger taget og han gik semimålrettet mod lugten. 

" Det er ikke helt tilladt at vandre ind i folks hjem uden deres samtykke " lød det små tørt fra ham som han trådte i mod stuen hvor lugten kom fra og som han nåede til rummet, stoppede han blot op i døråbningen og så mod det velkendte ansigt i de fine nuancer. Den klædte ham, men han ville ikke erkende, det skulle vær et utalt emne. 

Så længe skulle han faktisk ikke vente, alligevel, før han hørte skridt fra gaden nærme sig huset – formentlig Finneas’ skridt. Han kendte ikke hans gang så godt endnu, at han kunne bide sig sikker. Han håbede ikke at han ville blive forskrækket over, at han havde taget plads inde ved møbelarrangementet længere inde.

Han hørte lyden af flasker der klirrede. Det lød til forveksling som når han selv kom fordrukken hjem med to flasker vin i en hånd. Der var noget ubehageligt ved tanken om at møde en fuld Finneas. Hvis en vampyr da kunne drikke sig i hegnet? Men en fuld Finneas ville være dobbelt så spontan og grænseoverskridende, ville han ikke?

Han hørte hans tørre ryst og skyndte sig at rejse sig fra en gammel, pænt polstret stol og stod nærmest ret. Var han sur? ”Hvad er det for en måde at velkomme en gæst på?” Kunne Enzel ikke dy sig for at svare, og slog konverserende ud med den ene hånd. Hvor var vampyrens etikette? ”Døren stod ulåst, så jeg lukkede mig selv ind for at få ly for regnen… Jeg lover jeg ikke har rodet ved noget.” Undskyldte han så, og håbede at det ville lette på hans humør, hvis han bemærkede at han havde iført sig gaverne fra forleden.

”…Hård aften?” Lidt usikkert. Enzel kunne sagtens se i det mørklagte hjem, han var jo en kat, men han kunne ikke tyde Finneas' humør.

Studsende over den fine skikkelse i hans hjem, det var næsten helt forfriskende at se noget kønt blandt det forsømte og gamle, men han havde ikke interesse i lave nogen tilnærmelser, ikke allerede nu. Men han stod mageligt i døren og nikkede en smule passende til det som han spurgte. " Jeg beklager. Velkommen til mit ydmyg hjem " hilste han ham så endelige på en mere passende måde, alt for at tilfredsstille gæsterne. 

Brynene rynkede i en tætning: " Du er langt væk hjemme fra og fra det nærmeste værtshus, så hvad er årsagen til du vandret omkring i mit nabolag, Enzel? " han trådte mere ind i rummet og satte flaskerne på bordet ved siden møblet Enzel havde siddet ved. Væsken i flasken var tyk og gled ikke rigtig omkring som havde det været fin. Men som han trådt lidt videre omkring fik han tændt for nogle lys: " Jeg tror først at den bliver rigtig hård nu " svaret han med et lille smil i stemmen og vendte sig om mod Enzen og lænede sig lidt mod skænken med lysene på. 

Nu følte han sig i det mindste mere velkommen. Som Finneas trådte helt ind i sit eget hjem og lignede en der skulle til at gøre stuen hyggelig for sin gæst, tog Enzel roligt plads i stolen igen. Han bemærkede at der blev stillet flasker ved ham, men fik ikke kigget hvad der var i dem, fordi han havde travlt med at følge den lyse skikkelse i stedet. Mon han havde stjålet hans siddeplads?

”Sludder,” Svarede han så snart Finneas snakkede om at hans dag ville blive hårdere, bare fordi han var kommet over. ”Jeg er ikke ude på ballade. Jeg er kommet på grund af den pakke du sendte mig… Hvilket mindede mig om at jeg har noget af dit.” Den lille pakke af stof havde størrelsen af den amulet som betød så meget for Finneas, så det var ikke svært at gætte hvad der lå gemt deri. Den havde intet at gøre i halvkattens varetægt. Hans trang til at pynte sig med smykker kunne aldrig blive stillet, men Finneas måtte have tilføjet et smykke til pakken, for at få noget igen. Modsat Finneas havde han ikke tilføjet noget. Pånær stoffet, der var foldet pænt om det. Det måtte han gerne beholde…

”Jeg befinder mig altså ikke kun på kroer, hr. Lyøe…” Tilføjede han lidt fornærmet, og tog en af vinflaskerne ved sin side og ville hive proppen af. Ah vin! Faktisk var Enzel ret sikker på, at Phillippes værksted måtte ligge lige i nærheden. Hans stedsans var bare for dårlig til at kunne fortælle om det var nord, syd, øst eller vest herfra. Han skulle helst følge den vej han plejede at følge, for ikke at fare vild i den kæmpestore hovedstad.

Ligesom proppen kom af, blev den ret hurtig mast i igen! Stanken af frisk blod var for overvældende, og slet ikke spor druesød! Ugh!

Rumpen hvilet mod kanten af skænken og armene sat på kanten som støtte mens blikket blot lå mod manden der atter tog plads. Det var næsten som at have indbudte gæster man ikke helt vidste hvad man skulle gøre op med. 

Finneas var ikke helt enig, men frem for at sige noget til det, trak han blot på skuldren over det. " Er du klar til at overleverer det til mig eller gør du det blot som en gestus for pakkens indhold? ". Betænksomheden i at han ville returer hvad der retmæssig var Finneas var en fornøjelse, men alligevel lidt. Man kunne godt have følelsen af at være en smule horede ud. Det blev noget-for-noget situation. Blikket faldt lidt mod pakken, men han opdagede hurtigt at halvdyrets hænder var på vej på afveje og før Finneas kunne nå at sige noget, var proppen trukket af og en reaktion kom. 

" Lad mig finde noget du rent faktisk kan drikke ", han skubbede sig væk fra skænken og trådte hen til vinreolen der stod gemt i mørket. Der var vine der havde en tredobbelt alder af Enzel og halvvejs til hans egen, enkelte ældre end ham selv, men de måtte være til en anden tid. 

En midt i mellem vin blev trukket ud og han rakte bunden af flasken til Enzel: " En sød smag, måske en smule bitter eftersmag " åhhh... han mindes de tider hvor han kunne nyde et godt glas vin, men nu lå de generelt blot og samlede støv. 

" Du søgte i ly for regnen siger du.. men alligevel havde en pakke med til mig? " blot for at få sikre sig at han havde fanget hvad Enzel præcist sagde, for intet af det gav reelt mening.  

Det var dog en forfærdelig måde at blive mindet om Finneas’ Kost på. Hans maveindhold vendte sig en tur, men han skulle bare tage sig til tindingen og sunde sig lidt. Han sagde ikke noget før Finneas hastede over og fandt ham noget rigtig vin.

”Det der gør jeg så aldrig igen,” Lovede han dem begge, og tog imod og tog en tår af den ægte vare. Vinen var meget velsmagende, og han kunne godt smage at den havde nogle år på bagen og var blevet velbevaret. Det hjalp på den pludseligt opståede kvalme.

”...Hmm... Jeg ville ikke stå og vente udenfor, når nu din dør stod åben.” Gentog han. Ville Finneas da have, at han skulle udspecificere, at han var her kun for ham? Han tog en tår mere, og kiggede undersøgende på Finneas. Han havde åbenbart ikke taget et glas til sig selv. Han mindedes ellers at have set ham med et glas dengang på kroen, men det kunne selvfølgelig bare være for at blende ind. Dengang havde Enzel ærlig talt ikke været særlig observant, og han var fuld, så… ”Jeg ved ikke hvad du præcis mener med gestus. Det er jo din families amulet, ikke? Så tag den. Jeg er heller ikke interesseret i at skylde nogen noget.”

" Kommer du forbi igen på et andet tidspunkt " lo han let og rakte forbi Enzel for at tage de fire andre flasker væk fra hans åsyn, men flasken som allerede have været åbnet beholdt han i sin favn som de andre blev sat væk på en seperat hylde, knap så velopbevaret som vinene selv. 

Han trak en stol ud fra væggen og vendt den med ryggen til Enzel, men brugte ryglænet som armlæn, som han satte sig tværs på den og holdt flasken med den ene hånd. " Jeg låser den ikke altid grundet Valdemar " som hvis Enzel havde den fjerneste idé om hvem drengen var, men for Finneas var det ikke sagen synderligt relevant.

Proppen blev trukket af på ny og han tog selv en tår, som væsken gled ind i svælget på ham, fik hans hud mere nuance, trods for han var naturlig bleg, men knap så hvid og pupillerne blødte mere op. Flasken hals forlod hans læber og han rakte den anden hånd frem for at tage i mod den: " Fair, hvorfor ikke bare sende den med posten eller sende et bud? ", mens han stille søgte den andens øjne. Det virkede nu alligevel noget så besynderligt at Enzel kom den lange vej for noget så banalt. 

Enzel smilte faktisk. Det var den afslappede stemning og den gode vin, der havde ændret på situationen. Sidst havde han været så rasende, at han ville slå manden overfor ham ihjel! Han havde hvæset, råbt og skreget at han skulle dø, og Finneas havde plantet et kys på hans hoved, inden han gik. Han huskede at det havde været så svært at komme videre, den nat. Han havde bare siddet nøgen i samme stilling, indtil morgensolen mindede ham om, at han havde en forretning at passe.

”… Det er jo sådan en udsøgt vin,” Svarede han og ville ikke helt erkende at han skulle have andre årsager til at komme rendende. Ærlig talt havde han regnet med at møde Finneas i døren, aflevere hans amulet og tage videre. Men nu havde han lukket sig selv indenfor.

Han processerede den nye information om en Valdemar meget langsomt, og ventede på at han skulle sige noget mere om ham. Han skævede lidt rundt i hjørnerne for at se, om der var tegn på om han havde nogen hund eller kat. Vampyren her havde nok været så meget alene, at han så spøgelser.
”…Lad os bare sige at jeg havde brug for at komme lidt ud.” Han fortalte ham ikke alt, og virkede også til at søge blikket bort, for i stedet at studere nogle af de gamle møbler og vinhylden. Af og til blev han så frustreret over sit ægteskab, at han ville ønske at bordellet var større, så han kunne få et frirum fra hans surmulende aura. Men i stedet måtte han forlade bordellet. Og normalt ville han have opsøgt Phillippe, men han var stadig bortrejst. ”Jeg har…” Han tøvede lidt, men samlede sig ”Du ved meget om… lovgivning, ikke?” En lille del af ham var stadig mistroisk omkring Finneas’ evner som jurist. Alt ved ham virkede bare som en stor løgn. Og alligevel havde han ingen beviser.

Alt forekom så normaliseret at det virkede uægte, men alligevel som en faktisk virkelighed. De havde intet tilfælles, men alligevel havde de fælles interessepunkter i dybet af mørket. Finneas kunne ikke bryde boltene op med kobenet og havde ikke i sinde at ridse lakken, så han ville bare se hvor Enzel ville hen med sit besøg. 

Vinen var udsøgt, og med det vendte han blikket over skulderen for at se mod reolen der flød i vin. Skulle han nu frygte for at en flaske blev tømt for hvert besøg, så ville det vidst hurtigt gå hen og blive tomt, for katten havde jo et drukproblem i sin unge alder. Men han ville hellere se flaskerne tomme end gå for gæves i evighederne. Men som han vendte øjnene retur, kunne han ikke møde den andens. Lidt ud? Det var så meget sagt. 

Men han nikkede en gang eller to og løftede flasken en anelse op og kigget igennem det grønne glas mod indholdet af blodet som lagde sig lidt mod glasset før det gled ned. " Hvad vil du vide omkring lovgivingen da? " uden at slippe blodet ud af sit fokus. Hvorfor var det nu gået hen og blevet relevant, ville han vide hvad han kunne få for at udlevere en vampyr eller hvad lovgivningen sagde om at holde en vampyrs identitet hemmelig mon?

Kom nu. Du havde lovet at hjælpe mig. Enzel vidste ikke hvordan man skulle spørge om hjælp. Det var ikke noget han nogensinde havde gjort sig i. Men det blev svært, når der gik lovgivning i det, og den slags jura han skulle læse om på biblioteket, var alt for kompliceret for ham. Han kunne kun lige akkurat læse og skrive forståeligt, men her var han altså fortabt.

Han overvejede om han skulle bruge et dække. At han kendte nogen i den situation eller… Eller give ham et hvad-nu-hvis-dilemma. Men nej, det var nok bedst at komme lige til sagen. ”En af mine højtbetalende kunder har forelsket sig i en af mine piger, og han kom med det forslag at købe hende ud så han kunne gifte sig med hende. Men jeg sagde nej… og nu truer han min forretning. Han siger at han har kontakter… og at mine kontrakter byder mine piger slavelignende forhold.”

Hans første tanke var at skille sig af med ham. Lidt på samme måde, som han havde haft planer om at skille sig af med Finneas, men denne her kunde virkede meget magtfuld i byen, eller havde i hvert fald skabt det indtryk overfor ham. Han havde kontakter… der kunne stoppe hans forretning. Enzel tog ikke truslen alt for alvorligt. ”Pigerne hos mig er ikke slaver. De får en udmærket hyre, og lever bedre end de gjorde på de rubinske bordeller hvor jeg har de fleste fra. Og jeg vil vove at påstå at de endda trives bedre end den almindelige dianthosianske hustru.” At få en jurists besyv med situationen, kunne vise sig gavnlig for ham lige nu. Han håbede ikke at Finneas ville se sin chance for at mobbe ham, for endelig at acceptere hans forslag om at arbejde sammen, juridisk. Hans problem var ikke tilfældigvis opstået i forbindelse med Finneas. Det havde været et problem i noget tid, og nu var hans kunde blevet mere insisterende.

Flaskens indhold blev hans underholdning og holdepunkt for nu, det som lå til grunde for Enzels spørgsmål måtte blive leveret som han nu engang agtede at involvere Finneas selv, men indtil da, var flasken hans tankestrøm. Blodet blev kørt omkring i flasken som når vinelskerne spindede vinen i deres glas. 

Men som en talestrøm bød, skænkede han flasken og så mod Enzel med en mine som stille gled hen i en seriøsitet, nøje lyttet han til et hvert ord. Det virkede som en uholdbar interesse fra kundens side af, for intet sted blev der givet udtryk for pigens egen syn til sagen, og skulle hun nu selv have udtrykt en interesse i denne kunde, havde Enzel måske frigivet hende til et ægteskab eller et forhold til denne mand, for ikke at sætte forretningen overstyr. 

Finneas tav en kendelse efter alle ord havde forladt de fine læber. " Så du beder mig involvere mig i en mulig sag med din forretning, eller i hvert fald give dig et indtryk af hvordan du står mod denne højtbetalende kunde " fremlagde han som det første og lod sig rejse fra stolen og satte flasken på stolens sæde, mens han trådte forbi snuden af Enzel, bukkede sig ned på hug og trak en lidt for tyk bog ud. 

" Hvis ikke din ansatte selv har udtrykt en interesse i at sige op eller interesse i denne mand, burde du ikke være bekymret.. Jeg formoder ikke, du som sådan ejer dine ansatte at du i sådan en grad kan sælge dem som du lyster, da det er en gråzone som nogen forbinder med slavelignende forhold.. " et lille suk forlod hans læber og han trådt hen i lyset og bladret op i bogen der støvede blot det som han vendte siderne. " Hvor højtbetalende en kunde er han? Taler vi øvre klasse? " det var dog en vigtig deltajle, jo højere i samfundslaget man var, jo flere fordele havde man, og desto mere skade kunne de gøre. Kunne kvindens stemme købes og vendes i mod Enzel. 

Finneas kiggede ned i bogen, bladret lidt som han ledte efter noget konkret. " Han må stævne dig hvis han vil gøre handling af sine ord, ellers kan du altid stævne ham " mumlede han som det var alment viden og noget alle bare gjorde til højre og venstre. Manden, denne kunde, havde selv bragt det på banen med de slaveforhold, men alligevel ville han selv købe en som de var intet andet end legetøj. 

"Jeg vil gerne undgå at der kommer en sag," Skyndte han sig at indskyde, før tankestrømmen for alvor gik i gang hos Finneas. Hans dække ville simpelthen være i fare, hvis man visiterede hans krop eller gennemsøgte hans hjem. Der var alt for mange ting, han simpelthen ikke kunne lyve sig fra. Han fulgte nøje Finneas' gang gennem rummet, og da bogen var udenfor synsfelt, flyttede han sig i stolen, så han sad på hug i sædet og lænede sig frem over armlænet, så han kunne se med, når der blev bladret igennem siderne nede på gulvet. Han forsøgte at læse med, men Finneas' var så rutineret i at gennemgå lovene, at det var umuligt.

"Øøh..." Det var svært at sige om han forstod det hele eller ej. Enzel der ellers virkede så klog og erfaren i sit eget felt, hvad end det gjalt forretning, penge, fetischering, kærlighed eller hævn. Men Dianthos' magthavere, store familienavne og love og regler, var stadig en gråzone for ham. "Men øh, hm.... Der er jo mundtlige aftaler... er det ikke nok?" Meget tydede på at han slet ikke havde talt med hans glædespige om hvad hun havde lyst til. Det havde ingen relevans for ham, for hun tilhørte ham! Han endte med at give op i at kunne læse med, og tog i stedet en tår af sin vin. Der var kun en sjat tilbage i glasset, som han snurrede lidt rundt. "Jeg tror han ejer en tøjbutik... Han er ikke ligefrem fyrstelig eller noget, men kommer meget i katedralen... Nok så pæn en mand i gevanterne, men indenunder er han lige så lyserød som et svin." En rigtig grissebasse! Dem var der overraskende mange af i de fine kredse i Dianthos. Det var utroligt at han var villig til at opgive sit gode navn og rygte, ved at ægte en prostitueret halvhund!

Enzel lå ganske komfortabelt sådan her, men nu var der ikke mere i hans glas. Han hvilede sit hoved mod sine arme og kiggede undersøgende på Finneas.

Finneas rystede stille på hovedet. Mundligt kunne så nemt forvrænges eller gå i glemme bogen. Han drejede overkroppen let og så mod Enzel over sin skulder. “ For din egen skyld ville jeg råde dig til skriftlige kontrakter som dokumentere for deres løn, sove anordninger, opsigelsesrettigheder .. “ 
Han kunne ikke helt tyde om bordelejeren var inde for at hans piger (og drenge) skulle kunne ophøre deres arbejde hos ham af den ene eller anden årsag; men man kunne selvfølgelig sætte ben for dem ved at sætte begrænsninger op for dem. 

Han vendt blikket tilbage i bogen og sukkede let så skuldrene sank en del. “ Ah.. så en jeg er vigtig type, uden at være vigtig “ dog kunne han godt have sine fordele og venner, men mere var det så heller ikke. Det krævede manden ville erkende han duskede halvdyr og ville ægte en. 

Ah. “ Du har ikke en ejer fornemmelse af dine ansatte.. vel? “  det var jo alligevel relevant.

"Sådan handler vi halvdyr ikke. Jeg er den eneste på bordellet der har lært hvordan man læser og skriver." Han kunne vel godt have fået dem til at underskrive en kontrakt, men de ville ikke ane hvad de skrev under på. Måske vidste de end ikke hvordan man stavede til deres eget navn? Men Enzel noterede sig, at han nok hellere måtte hjem og få skrevet nogle kontrakter, men han vidste bare ikke hvordan man skulle... sikre sig... at loven ikke kunne finde smuthuller i dem. Og det lød som vildt meget arbejde.

"Alle kunder der kommer på bordellet er fra de pæne lag i byen. Alle andre må spare op... Mine piger skal ikke udsættes for de syge eller de snavsede," Forklarede han. Man kunne ikke garantere for smukke, rene kunder, og man kunne ikke afvise en vigtig mand på baggrund af hans hygiejne. Men man kunne jo tilbyde ham et bad først. "Og jo, jeg er deres alfons og jeg har indgået aftaler med dem allesammen. Mine ansatte kommer fra dårlige kår, og hvis ikke det havde været fordi jeg købte dem fri, ville de stadig kneppe udskud for ravstykker. Så jo, jeg ejer dem."

" Så lad din rådgiver informere dem omkring det og bed dem indsæt et kryds ud fra deres navn " det var ham fuldkommen irrelevant om de kunne læse eller skrive, så længe de blev sat ind i hvad det stod for og hvordan det fungeret. At de kunne se det var til deres egen fordel at være underlagt en kontrakt som sikret deres forhold. Finneas lod bogen ligge, men valgt selv at forflytte sig, stolen blev drejet om så han ville sidde korrekt på den og som han satte sig, sad han over for Enzel med en lille afstand. Benene bredt ud for at gøre plads til gæstens og hænderne der var frit placeret. 

Han løftede en finger som Enzel udtrykte at han ejet dem: " Du har købt dem fri, og de har indgået i at arbejde for dig, så de er dine ansatte. Ejer du dem, er det nemlig slavelignende tilstande, " rettet han ham og håbede at Enzel kunne se fidusen i det. " Tjenestepiger kommer også tit og ofte fra dårlige vilkår og lader sig ansætte, deres Herre eller Frue ejer dem ikke, men bestemmer en god del over deres liv " sammenlignede han det lidt. For som Finneas så det, var der ingen forskel på om det var halvdyr eller fattige. 

Numsen rettet sig lidt frem, og han sad en snert mere tilbagelænet på træstole og åndede sin håndflade ud mod Enzel. " Mit råd er, hav en kontrakt der vidner om deres løn, ansættelsesvilkår.. hvad de må og ikke må, for eksempel kærestelignende forhold til kunder, at de enten ønsker at købes ud af bordeller eller de er bundet af kontrakt til at arbejde hos dig i.. fx 5 år før det er muligt at lade sig opsige " 

" Jeg gennemgår gerne kontrakterne med dem, så det ikke bliver et problem for dig.. " gæstfriheden var næsten surrealistisk, men i dette tilfælde gik han mere op i at sikre sig halvdyrene ikke blev brugt som folks personlige legetøj, og manden ville købe en ud for at ægte den, det kunne umuligt være helt sandt. 

Han var helt grøn hvad kontrakter angik, så han kunne ikke gøre så meget andet end at lytte og tage imod. Han havde en skeptisk mine, nogle gange, især når snakken kom i nærheden af, at pigerne selv skulle kunne vælge hvornår eller hvordan de ønskede at opsige. Som det var lige nu, var det så godt som umuligt for dem, og sådan skulle det helst forblive. Men halvdyr generelt havde bare en anden forståelse for hvordan systemet var i byen, og forstod godt hvilken position de havde under Enzel. Både de, og han, foretrak den gammeldags facon, men Enzel kunne godt se den gavnlige effekt ved at have fysiske kontrakter...

Han fik kigget lidt på Finneas, som havde rykket sig helt tæt på med sin stol, helt afslappet nu. Men han var meget tæt på, var han ikke? Enzel selv havde flyttet sig på stolen så han sad med fødderne i gulvet og armene hvilende på armlænene, og formåede at ligne en lille, mægtig sultan på sin polstrede trone.

"Okay," Sagde han med en kortfattet beslutsomhed, og godkendte uden videre hans råd og hans tilbud om hjælp. Opgaven lå hos ham selv i første omgang. Han skulle hjem og gå i tænkeboks, skrive sine krav ned, og så ville Finneas kunne hjælpe ham med, at sikre sig selv. Det lød til at Finneas var på hans side, uanset om Enzel var korrupt eller ej, men han gjorde det næppe uden omkostninger "Hvad er prisen for din hjælp?"

Blikket lå fastlagt mod kunden, som han jo i virkeligheden var lige nu. Snakken faldt i sidste ende om en pris, og Finneas sukkede lidt overvejende og summede lidt på tallene. Normalt ville det jo ikke være billigt, for han skulle udarbejde tingene i sidste ende for hankatten ned til mindste detalje og sikre sig at alt faldt til hans fordel. 

" Traditionelt set ville det runde op i tæt 5-7 safir, blot at udforme kontrakterne fra bunden af og formidle dem ud " han smallede øjnene en smule sammen og studsede mod mandens mimik. " Og eftersom dit er en mere kompleks sag ville det sikkert være dyrere.. men ... " og han slap Enzel af syne og lod blikket vandre blindt op i loftet som han lige ville mærke efter. Det var jo ikke fordi han behøvede at tjene pengene på dette, men så så det hele bare så meget mere professionelt ud. 

" 2 safir for det hele og at du stopper med at ville slå mig hjel " 

Enzel var en mand med sans for penge. Han vidste godt hvad en rimelig pris var for det meste, men sådan noget som juridisk service, havde han ikke den fjerneste ide om. Men han kunne altid sammenligne med sine egne priser… Finneas’ bud lød på 2 safirer, hvilket Enzel syntes var mange penge, der kunne være med til at forsøde hans elendige liv lidt.

”Du tager ikke røven på mig vel?” Spurgte han og smallede blikket lidt, for at studere ham nærmere, for at se om han blev forarget over at blive anklaget, eller om det var noget han godt var klar over. ”For er der noget jeg hader, så er det at blive snydt…” Det tomme vinglas som han holdt mellem sine fingre, rakte han frem mod Finneas, som tegn på at han skulle forsyne ham med noget mere.

”Du kan få den fulde pris, hvis jeg stadig må ville slå dig ihjel.” Det var ikke spor rimeligt ikke at tillade ham den ønsketænkning længere. Finneas vidste alt for meget.

" Du har forsøgt at slå mig ihjel ved at forføre mig og indirekte brudt ind i mit hjem.. jeg burde snyde dig, men ... " han tav en anelse og stoppede bare der for en stund. " Du kommenteret ikke på flaskens indhold, og det var stort af dig, " erkendte han så stille lod armene falde over kors i et blødt lag og trak skuldrene i et opgivende sæt. 

Han var på en eller anden ligeglad med om Enzel syntes det var for billigt til at være sandt, han havde andre indtægter som sørgede for hans livstil, og som vampyr med mere end hundrede år på bagen, lært man at spare og sørge for pengene ikke svandt ind, men snarere voksede. 

Hænderne blev foldet ud af sine folder og strakte sig let for at få fat i flasken med den søde vin og skænkede atter op til halvdyrsprinsen. " Det virker som spild af penge, selv for en som du " - " Og jeg vil hellere tage dig i røven, end at snyde dig " for lige at gøre det klart, men det vidste Enzel for håbentlig.