Havde Cadell ikke været så zalanz årvågen, havde Finneas misset festlighederne ved kroen. " Bordelejeren skulle gerne være der nede " havde han forsikret ham. Hvorfor det havde sådan en betydning for ham at være der når halvdyrsejeren var der, det var helt elementært. Finneas var nysgerrig på manden i de fine klæder, dels havde han en lille drøm om at træk ham i 'halen' og høre ham hyle af ham. 

Vinflasken var blevet tømt ned til sidste dråbe. Det forsvandt jo så hurtigt til tider, men i dag, i dag var der en anledning til at være fyldt godt med næringen. 

Sommermånedernes sol var blot så længe om at gå ned. Men så snart den var væk fra horisonten var han ude af døren. Turen fra ham til Det Halve Svin virkede så kort for en gangs skyld, kombinationen af et rask tempo og lange skridt, det gjorde underværker for en mand som ham. 
Finneas nåede til Svinet, kørt hænderne i gennem det pjusket små krøllede hår, hænder blev efterfølgende viftet med. Fatning skulle finde og fanges. 
Døren blev åbnet op med en høj selvsikkerhed, blikket spejdede hurtigt lokalet tyndt, lokaliseret bordelejeren og hvad der syntes at forekomme omkring bordelejeren. 

Men som første skridt blev taget, raslede al selvsikkerheden af ham. Forfærdet over sin egen eksistens. Planen faldt fuldkommen fra hinanden, måtte han nøjes med bare at købe noget at drikke, en pynte genstand i hans hånd. Det gjorde ham jo intet godt alligevel. Blikket stirret til tider intens mod bordelejeren, som han endelig fik taget plads ved et ensomt bord i hjørnet. Som evigt og altid, nu sad han der bare alene uden venner. 

En kvinde kom dog i hans retning, og Finneas måtte erkende, det magtede han sgu ikke. Han viftede blot afvisende med hånden til hende, ingen grund til at hun kom for tæt, når den han vil tæt på sad derovre. 

Enzel Silene var ikke nogen stamkunde, men dette var ikke hans første visit på Svinet. Han havde efterhånden besøgt samtlige barer og kroer i Dianthos efterhånden, og havde fundet glæden ved at besøge Svinet i den nedre bydel af Dianthos. Her kunne man få meget for pengene, og ja, det var noget surt sprøjt, men det kunne det samme som de dyre dråber man fik længere oppe i byen.

Han havde været her i nogle timer allerede, og havde konverseret og skændtes med dem der havde nærmet sig hans siddeplads ved baren. Nu talte han med den eneste, der ikke kunne flygte fra hans halvdrukne monologer om hvor hårdt det var at være bordelejer, at skulle passe på en masse smukke piger og drenge og jage alt fra kriminelle, fattigrøve, kentaurere, vampyre og dæmoner bort. Værten bag baren lyttede kun efter, når der blev beordret om mere vin, hvilket hændte tit. Det var utroligt hvor meget en mand kunne holde til, når hans krop ikke var større end den var.

Kroværten fik sig en pause fra Enzels nasale og dialekttykke stemme, da Enzel drak sit glas med vin og lod blikket glide over mod den nyankomne. Han gav ham et dovent blik, der kun lige scannede ham for fare, og konkluderede hurtigt at han var ligesom alle de andre. Han forsøgte atter at få kontakt til kroværten, der dog var feset ned i den anden ende, for at vaske glas af dernede. Hvor kedeligt. Hvem skulle han nu berige med sit selskab?

Han nøjedes med at kigge ligefrem, afventende på at kroværten skulle vende tilbage. Selv i sin berusede tilstand, var han dog ufatteligt bevidst om sine omgivelser. Især kvinden der syntes at komme ham nærmere, og han forberedte sig allerede mentalt til at skulle afvise hendes tilnærmelser igen. Men hun drejede til venstre, for at tage plads hos den blonde fyr fra før. Han skævede smånysgerrigt om på dem, for at iagttage dem med kritiske øjne. Men uventet afviste manden den kønne kvinde. En sådan viljestyrke fandt man ikke så tit hernede.

”Klogt af dig,” Kommenterede han ”Kvinder som hende burde holde sin praksis derhjemme”. Han drejede den silkeklædte krop på stolen og spejdede utålmodigt efter kroværten igen, så han kunne færdiggøre sin fortælling før han glemte hvad han manglede at sige. 

Bordelejerens sprøde stemme var den ulmende musik der holdt hans humør oppe. Monolog efter monolog, og alt det han ikke allerede havde været foruden. Det var på grænsen af at være sygelig betaget af en mand ikke kendte på andet end navn og udseende, noget som Finneas ellers ikke gjorde sig så meget i. 
Tungen pressede mod den skarpe hjørntands runding og skar en tvivlsom grimasse for sin egen situation. Glasset fyldt med vin blev blot snurret let omkring i glasset, som fingrene roteret det nøjesommeligt omkring. 

Blikket flød tankeløst frem for sig, kvindens numse var måske i synsfeltet, man han så intet af det. Revet væk i tankerne om hvordan zalans han skulle få banet vej op til bordelejeren var ikke bare lige til. Men rosen der tilfaldt Finneas, fik ham til at løftet hovedet en anelse og se mod lysblå perler af et sæt øjne. 

Et enkelt vagt løft med det ene bryn og skulder af samme side " Man foretrækker vel noget med mere klasse " ikke at han kunne prale af at være vidt omkring. Men kommentaren var ment som den direkte hentydning og kompliment til bordelejeren, skønt hans opmærksomhed syntes at være forsvundet igen. 
Men det var nok for at Finneas valgte at rejse sig og tage plads ved siden af. 

" Fortæl mig slutningen på fortællingen " som en anden helt ville han afløse kroværten. At det bare var til hans egen fordel, det var sagen irrelevant. 

Uanset hvor selvoptaget den forklædte halvkat var, fløj den komplimenterende hentydning over hovedet på ham. På bordellet var det lettere for ham at spotte en mands tendenser, men herude i samfundet var alle heteroseksuelle, selv ham selv.

Enzel der ellers havde vendt opmærksomheden væk fra manden, glanede om på ham igen, fordi han havde sagt som han havde. Han foretrak en kvinde med mere klasse? Folket i den nedre bydel kunne da umuligt tillade sig at være kræsne. Det fik ham til at bruge nogle sekunder på at kigge undersøgende ned ad hans nye sidemakker. Okay, nu kunne han godt se det. Han var ikke iført i tarvelige klæder, ligesom alle andre her.

”Åh, jamen jeg har mange gode historier fra bordellet,” Svarede han, kun på baggrund af, at han var positivt overrasket over, at manden ikke var ludfattig, som han før troede. Hvis det viste sig at han kunne være en ny stamkunde, så brugte han gerne lidt tid på at charmere. ”Mit navn er Enzel Silene. Jeg er alfons til byens smukkeste kvinder.”

Der lød et hånligt fnys fra kroværten, som tørrede løs på glassene ”…Du glemmer at nævne, at dine kvinder er halvdyr.” Han ville redde den blonde knægt fra at blive snydt. Enzel skævede utilfredst om på ham, men han lod være med at svare igen, da han skulle huske på, at han skulle forestille at være menneske selv. Men menneske eller ej, så var han træt af den racisme overfor halvdyr her i Dianthos.

Læberne foldet kort indad og presset tæt sammen som han så hvordan han blev vurderet og vejret på sin fremtrædning. Jovist kunne man ikke bebrejde Enzel for at være lidt skeptisk, men nu måtte manden lige komme ind i kampen. Men igen, hvis han måske gik omklædt på samme måde, ville han måske få mere øje for ham. 

Albuen blev sat i bardisken og hovedet placeret i håndfladen, ryggen vendt til kroværten, mens front vendte udelukket mod Enzel. " Halvdyr eller ej, hvad med en fin mand " sjældent ville Finneas finde sig selv i sådan et lavpunkt. Vampyr eller ej, sidst han havde været så kejtet var dengang han var i tyverne og indså at mænd og kvinder kunne byde på det samme. 

Men for ikke helt at virke så medholdende i kroværtens kommentar, skævede han alligevel over skulderen: " Jeg vil gerne fraråde dig at svinge omkring med den racisme, du skulle jo nødig ende med at blive retsforfulgt " blikket var træt i mælet, men sagde mere end tusinde ord. Af alle de ture Finneas ikke havde været i Svinet for at råde bod på de lovmæssige tragedier de kom i fra tid til anden, hvis ikke dem selv, så for de kunder som de havde. Men Finneas vendte blikket tilbage mod Enzel. 

" Alfons siger du? Så du sørger for dine halvdyr har det godt? " så godt de nu kunne have det, men han tvivlede ikke for deres velbefindende fra Enzels side af, mere kundernes. 

Enzels læber adskiltes i en betaget måben, da det gik op for ham, hvad han lige var blevet spurgt om. Det glædede ham altid, når der var et marked for hans lille halvhund Lukas Høgh. Han ville så nødigt sende ham tilbage på gaden, hvor han havde fundet ham.

Han iagttog omhyggeligt hvordan den unge herre pludselig tog affære og irettesatte krofatteren. Enzel havde aldrig troet at en trussel om at blive retsforfulgt kunne skræmme nogen, men noget tydede på, at knægtens ord havde lidt magt. Var han kendt her? Bare han nu ikke var byvagt, eller sådan noget.

Hans blik skiftede hurtigt mellem de orange øjne og værtens opgivende ansigt. Og så gik kroværten hen for at fylde ølkrus op i stedet for at diskutere mere.

”Du eh, du vil have en mand?” Selv Enzel, der altid var lidt for ligefrem, kunne sagtens blive forbløffet ”Jo da! Hvis ikke du har noget imod en sød lille halvhund. Han har stadig meget at lære, men han er bedårende.” For første gang i aften var der noget der fangede hans opmærksomhed mere end vinen i det næsten tomme glas, og Enzel havde rykket på sin barstol så den vendte lidt mere mod den blonde fyr. ”Du kan tro jeg passer godt på dem. Mange prostituerede fra bordelhuset hernede opsøger mig for at få bedre vilkår, men desværre kan jeg jo ikke tage mig af alle, vel? Jeg holder særdeles meget af halvdyr, og de har det så svært med at omgås nogle steder, at jeg har valgt at dedikere mit liv til dem. Du vil forstå mig bedre, når først du har prøvet en.” Han smilte så godt som han nu havde øvet foran spejlet derhjemme, men han kunne ikke løbe fra at hans forretningssmil var mere lusket end det var venligt. Det var nok fordi der var mulige krystaller at hente, og Enzel var så forfærdelig pengegrisk.

Små sejre havde det med at være de bedste former af sejre. Men alt for at forekomme bare en smule sej interessant for bordelejeren. 

Finneas lod blikket søge mod den andens øjne, det var jo næsten som en klæbende forelskelse der ville få selv de sygelige romantiker til at brække sig. Kæbes spændte en anelse som han prøvede at kontrollere sine tanker og stoppe med at se så håbløs på Enzel. " Hvad er du selv til? " kunne man tale sig ind på den anden på den måde? Lige dirke låsen op, eller håbe på at den kunne dirkes op til sin egen vinding. 

Mundvigen trak sig en anelse og han nikkede sagte forstående til hvad der blev sagt. " Jeg er ikke ny med halvdyr, jeg har bare ikke haft fornøjelsen af andet end hunde, de er lidt ensformige i det " men skulle han nu også oplærer den halvhund der var tale om, var det måske meget godt. Selvom det nu ikke helt var hvad Finneas havde i tankerne. Det var jo ikke fordi, at han ikke ville støtte arbejdet de gjorde, men der var noget mere fangende at sætte alfonsen op på væggen end bare en vanlig prostituerede. " Du har mange smil at byde på, har du ikke sandt? " som han så lige igennem manden, men man lærte vel blot at forretningsfolk alle var ens når det kom til at sælge. Men nu måtte han vel se hvad der blev givet af modsvar. 

Hans smil bratte op på stedet, for kombinationen af hans meget betagede blik og det han sagde, gjorde det klart, at han var interesseret. Enzel blev faktisk ikke bejlet så tit mere, men han var ikke et sekund i tvivl. Selvom han så fornærmet ud et splitsekund, brød han ud i en højlydt, skinger latter, der vakte opsigt hos flere af gæsterne på Svinet. Den var i den grad til den mobbende, hånlige side. For hvordan troede han dog at Enzel kunne have interesse i en som ham!  ”Åh nej nej nej, min fine herre,” Han rystede på hovedet og kunne slet ikke kigge på ham mens han stadig lo. Han tog hånden for munden, for ikke at afsløre sine rovdyrstænder, der gemte på skarpe hjørnetænder i både over og undermund. Han tog sit glas og bundede sjatten, og tog sig lidt god tid til at komme sig, og det lykkedes også til dels, men han var stadig småfnisende.

”Undskyld mange gange, men jeg er nu lykkeligt gift,” Svarede han, uden rigtig at svare på om han var gift med en mand eller en kvinde. De befandt sig trods alt i offentligheden, og selvom retsystemet var skånsom overfor homoseksuelle, så havde man da hørt og set folk blive dømt af folket. Banket… stenet… sporløst forsvundet! "Se selv," Kort viste han sin håndflade, hvor han havde udført et blodigt ægteskabsritual, ved at skære i sig selv. Men han viste ham det ikke for længe, eftersom at der ikke var ét ar, men to. Det ene var mere friskt, som havde det foregået for blot et halvt års tid tilbage, mens det andet virkede flere år gammelt. 

”Men jeg lover dig, at min hvalp derhjemme kan tilbyde dig en tur der, er mindst lige så god som den jeg vil kunne give. Og mine piger er endnu mere erfarne, og derfor også meget bedre.” Enzel forsøgte virkelig at virke beklagende, men han kunne ikke tage mindet om hans flirteforsøg ud af hovedet. Han rakte selv over barbordet for at snuppe en vinflaske, frem for at vente på værten, mens hans blik dog glanede til sin side, hvor han undersøgte mandens reaktion.

Finneas ville gerne sige at han var vant til det. Vant til at blive hånet, udstillet og nedværdige på det groveste, men det var ikke tilfældet. Sjældent kunne han finde sig i disse situationer; og nu hvor han alligevel havde siddet der og sukkede så tungt, måtte han bare lade som ingen ting. Minen og kropssproget var uberørt af det, men blikket kneb dog en anelse sammen. Måden lykkelig lød på, det lød lige så troværdigt, som forsøget på at sælge en adelskvinde som værende jomfru. 
Intet andet end spil for galleriet. “ Lykkelig.. hm “ alligevel lod Finneas sig tygge lidt på det, og vendt sig med ryggen til bardisken og lod begge albuer glide godt ind på disken, så ryggen svajede. 

Blikket vævet kort mod håndfladen. Brynene rynkede en gang, skønt han kun fik en kort fornøjelse, fik han mere ene rigeligt at se. “ Jeg går ellers gerne med til samlingen “ påpeget han stillende, næsten små mumlende, men uden at lade ordene dø helt ud. 

Tilbudene stoppede dog ikke, et kærligt og intetsigende forsøg. “ Så du er lige så uerfaren som hvalpen eller prøver du at sige det er bedre med kvinderne? “ måske forekom han en smule små fortørnet, men kunne man i virkeligheden bebrejde ham. 

Tsk, lykkelig gift? Han havde da aldrig set Enzel på nogle af kroerne med denne ægtefælle, og hvilken lykkelig gift mand drak som han gjorde. Nej, han skulle måske bare have fanget ham på sin banehalvdel, bordellet. 

Proppen på vinflasken beholdt han på. Det var lettest at bide den af, men det kunne han ikke just gøre foran den blonde mand. ”Det er jeg sikker på du gerne ville,” Svarede han med et bredt grin på munden, både smigret og samtidigt frastødt over tanken om, at skulle give sig selv til denne her mand. Jovist, han var da pæn, men han var også blot et menneske. Han havde allerede mennesket Phillippe til at fylde den plads i sengen, når hans ægtemand absolut skulle opføre sig så udueligt…!

”Åh, men tro mig, jeg anser mig selv som værende ganske erfaren, men når det kommer til antal sexpartnere, kan jeg umuligt hamle op med skøgerne, og derfor ikke prale meget. Jeg har været sammen med 3.” Enzel vidste ikke hvorfor han lige syntes at hans drikkemakker skulle vide det. Han havde nok bare drukket for meget, og havde lidt ondt af ham, fordi han var blevet afvist. Havde det været en anden situation, hvor han ikke var på flugt og blev nødt til at skjule sin identitet, havde han sikkert… måske… sagt ja. Men hvis han ville have sex kunne han jo bare vælte hjemad og kræve det af Nicola.

”Her. For forsøget, hr.” Det havde trods alt været underholdende, og han kunne ikke huske hvornår han sidst havde skreget sådan op i latter. Hans hånd søgte ned i sin inderlomme, hvor han gav ravstykker nok til et krus øl mere. Underligt, hans krus stod i forvejen urørt? Ingen grund til at tænke mere over det. Han rakte ham også et visitkort med navnet på bordellet, ’Silenes Piger’, og en lille vovet tegning at to piger på bagsiden, så han kunne komme forbi, når han trængte.
Herefter gled han ned fra sin barstol, med vinen i sin hånd og satte i bevægelse mod udgangen.

Snak om at blive forklejnet. Bordelejeren vidste lige præcis hvordan man skulle sørge for, at få en til at snuble over sig selv. 

Finneas lod tunge glide ud foran overmundens tænderne, gled den lidt frem og tilbage, så det kunne ses på læben som endnu skjulte tænderne. Det var ikke helt det ideelle udfald, men aften var endnu ung. Halvdyr var selvfølgelig en fint erstatning for alfonsen selv, men hvem ville nøjes når hvis man kunne få det andet. Skuldrene blev presset godt tilbage, ud af øjenkrogen så han endnu engang på manden, kun for at frigøre sig fra sin position, tog han i lod visitkort. Vendt og drejet det en anelse for at se det hele an. 

Frem for at blive siddende og efterladt som et andet socialt udskud der ikke hamlede op til hans forventninger, trådt han af sædet og trådte efter den det lavere mand. “ De som svinger ordet ‘lykkelige’ omkring, er sjældent de lykkelige.. og det er dit andet forsøg “ det var at presse citronen; men hvis hans festligheder alligevel ville hjem, kunne han selv gå hjemad. Men deres vejer måtte måske følges indtil de nåede en skillevej. 

“ Finneas Lyøe, forresten. Jurist med års erfaring “ måske han bare skulle arbejde sig op til ham.  

Selvom alkoholen slog hårdt til, når først bordelejeren var oppe af stolen, var han godt trænet i at befærde sig. Og hans sanser var dulmede, men stadig overlegne det almindelige menneskes. Han var altid forberedt på at blive forfulgt ud af diverse barer, især hernede i den nedre bydel, for når man havde penge, eller i dette tilfælde klasse, så var man særligt udsat. Så da han fornemmede manden rejse sig, troede han at det var tid til at få bank, så hans hånd søgte ned til den rubinske daggert han havde stjålet fra sin første mand, og lod fingrene strejfe skæftet. Men så slap han det igen, fordi manden blot havde mere at sige.

De var kun lige trådt ud ad døren, hvor nattebrisen begyndte at trække i hans løse silker. Da han vendte sig om, var hans lattergrin i ansigtet for længst ophørt, og nu kunne man i stedet finde en irritationsrynke i det ellers endnu unge ansigt. Han havde ramt et ømt punkt. Han brød sig ikke om, når folk var så observante. Det havde været hans egen fejl, han skulle ikke have vist sin håndflade på den måde, når han ikke kunne tåle at det gamle ar blev set.

”Jurist…? Er du en god jurist?” Enhver succesfuld slægt havde altid en juristsøn, havde Enzel enten læst sig til, eller også overhørt på en kro. Han kunne ikke huske det. En bordelejer burde også have en, men det skulle for det første være en god en, og for det andet skulle han ikke betale med sin krop, i hvert fald! ”Kom her,” Hviskede han nærmest spinnende, og gik selv frem mod Finneas, og helt tæt på til han stødte mod ham. Blikket i hans øjne var kælent og varmt fra alkoholen. Hans oversmykkede hånd, med ringe i alskens farver på hver finger, lagde sig på hans mave og gned den op langt hans bryst. ”Tror du virkelig selv på, at du kan kneppe mig lykkelig?, Finneas Lyøe?”

Hånden der før havde banet sig behageligt på vej, knugede nu i trøjen på ham, som når en kat pludselig satte kløerne i en. Han gav ham et skub, for at sende ham et skridt tilbage, så de igen kunne opretholde en respektiv afstand.

Intet normalt menneske, intet humant et af slagsen hvert fald, ville næsten håbe på det værste. Finneas havde dog alle klart foretrukket noget vildt for sig, lidt kniv stik var mere end velkommen, og specielt nu. Udødeligheden havde sine små fordele. Skuffelsen var dog reel, der skete ham intet. Hovedet rullet en halv tur henover skuldrene som han gik bag bordelejeren for at udtryk det. 

Finneas var ikke kuldskær, men han grænsede sig lige så stille til det i skuespillet. Skuldrene trak en anelse op mod ørerne og et lille opgivende suk forlod ham sagte. " Jeg ved hvert fald hvordan man får tingene gjort og får udryddet problemerne " i aller bogstaveligt forstand, men der var ingen forventning om at han mente det han sagde, som han gjorde det. Ret jurdisk lød det jo flot, men praktisk, det var en anden sag. 

Hovedet bukket en anelse frem så det orange blik kunne med som hånden lå på ham. Et kækt skævt smil trak op i mundvigen. Blikket slap for et øjeblik bordelejeren og skævede kort bag ham, som han så omgivelserne lidt an, for så at vende retur mod den anden. 
Af ren refleks, spændte maven og bryst som hånden tog fat på sin egen måde. Så kattelig. Finneas greb om hånden som der blev sat i et skub, blot for at træk bordelejeren tilbage hvor han stod, men for ikke at stå med hænderne i mellem dem, foldet han den andens hånd om mod ryggen. " Jeg har på intet tidspunkt sagt at jeg ville knep dig " men en lille summen tilfaldt ham dog, som han lænede sig frem. " Men når du nu nævn-.. " afbrudt af himlens kald og varsel for regn. 
Det, det kunne de godt lige tage med sig. 

Dianthos husede mange skæve typer, det var Enzel godt forberedt på. Men hidtil havde han ikke mødt nogen, der overgik ham selv. Før nu, måske? Finneas reagerede overraskende afslappet og hurtigt på at blive skubbet til, at han tilmed fik revet Enzel med sig og holdt ham i armlås. Enzel gryntede utilfredst, og vendte ansigtet bort, som Finneas skulle til at sige noget klamt og ubehageligt til ham.

Knaldet på himlen var fremprovokeret af tordenlyn, der i et langt øjeblik tegnede sig på himlen som årer. Enzels blå øjne spilede op, og han reagerede meget forskrækket på det og forsøgte at vriste sig fri. Han regnede ikke med at denne mand kunne være seriøs, lige ude foran kroen, hvor alle ville kunne høre ham, hvis han valgte at råbe efter assistance.

Så kom styrtregnen fra enden ad gaden og indhentede dem hastigt. Så hastigt, at Enzel kunne mærke hvordan de lette silker blev tungere, og begynde at klaske sig mod kroppen.

De to mænd måtte vel have en fælles interesse i at komme ind i tørvejr, ikke!?

Et fingerknips og de var våde. End ikke en tur i søen i den hellige bydel kunne nå at gøre en lige så våd som regnen for oven. Men Finneas vendte hovedet opad og lod dråberne falde i ansigtet. Følelsen af at øjnene lyste op, fik ham til at synke en enkel gang, før han så så ville slippe Enzel, men var det ham, eller stank der af vådkat? Åbenlyst så han omkring for så at vende blikket en sidste gang mod bordelejeren. Var det ham? 
Sjældent tog hans vampyr næse fejl af duften af våde dyr, men den var da helt ude og skide lige nu. 

Hånden om den andens ryg vendte armlåsen omkring, så han blot holdt ham om håndledet og valgt at træk ham med sig, men i ly fra regnen. 

Staldmester Martins stald lå tæt, og hvad Finneas vidste af, var den unge staldknægt ude af byen og mesteren selv, jah, han sad vidst i arresten for nu. Ikke at Finneas kunne tage æren for det.
Med hastige og tunge skridt fik han banet vejen dertil og skubbet stalddøren op for så til sidst at slip det mulige halvdyr. 

Af gode, hemmelighedsfulde grunde bevægede Enzel sig altid langsomt, og det var også derfor hans gang blev anslået til at være flirtende. Han hverken løb eller hastede sig afsted, fordi han inde bag de løse lag af silke, havde bundet halen tæt ind til det ene ben. Finneas lod ikke til at tage særlig meget hensyn. Han trak bare i ham, også selvom Enzel tydeligt ikke ville med ham, så snart det gik op for ham, at de ikke søgte ly mod baren. I stedet lignede det – hvis man overhoved kunne se noget for regnen – at han blev styret mod en stald. En stald!?

Enzel satte begge hæle i jorden, så han nærmest skøjtede efter sin underlige uven. ”Slip mig så!” Hvæsede han, mens regnen hæmmede hans syn så meget, at han måtte lukke øjnene og forsøge at tørre sig med sin frie hånd, der endnu ikke havde sluppet vinflasken. Den kunne have været et glimrende alternativ til den daggert, som han ikke kunne gribe ud efter, med sit andet håndled tilfangetaget i mandens greb.

Som de passerede ladeporten og kom i tørvejr gjorde han sig et ærligt forsøg på at vriste sig fri, og takket være regnen, der havde gjort hans håndled vådt, smuttede han som en fisk ud af hænderne på en fisker. Før han endte med at falde på røven, svang han armen om den nærmeste træstolpe, og fandt fodfæste igen.

”Hvad Zalan tænker du på?” Knurrede han med et rasende blik i hans retning, inden han snurrede rundt så han kunne bide proppen af vinflasken i smug. Hans hjørnetand borede sig igennem korkmaterialet, så let som var det smør, og fjernede proppen fra tænderne med en hånd. Han tog en ordentlig slurk. ”Jeg skal drikke mig godt lam, hvis jeg skal overleve en tur med dig i stalden,” Sagde han, fortsat hånende, denne gang uden latter, og stadig med ryggen til ham. Selvfølgelig havde han ikke i tankerne at skulle hverken det ene eller det andet med den jurist! Pff! De pæne klæder var utvivlsomt stjålet, og manden var slet ikke noget som helst!

Den manglende hensynstagen var ideel for omstændighederne. Det kunne kaldes gengæld for alle de mange forsøg Finneas havde måtte sidde uset hen for alfonsen. Regnen var ikke hans fjende, tvært i mod forekom den oftere til hans fordel når han var på rov. 

Stædig som et barn, måtte han bare hive og træk til. 
Fødderne kunne og burde kun snuble over den våde undergrund. 

Ly og tørhed var tiltrængt for sekundet, men klæderne klæbede sig lystigt til huden og håret til ansigtet, hvorfor en hånd måtte ryste det løst. Akkurat ligesom hundene gjorde, pjaskede vandet livligt fra håret. 

Stanken af vådkat fulgte dog efter dem, og endnu en gang gled blikket omkring. “ Hold nu kæft “ bed han irriteret, og tabt lidt overskuddet som han så korkproppen blive bidt af og.. skulle fjernes med hånden fra munden. Den mand gav slet ingen mening. Hvorfor det hele kun gav ham mere og mere lyst til at blive anerkendt. 

Finneas trådt lidt væk, dybere ind i stalden. Men vendte sig delvist rundt, og som han gjorde det, fløj en hvid hinde af det fineste silkespind mod hånden med vinflasken i sig. De kunne lige så godt sørge for den hånd ikke var brugbar, foruden at drik af. 
“ Det lyder mere til, at du gerne så jeg gennemkneppede dig mod din ‘vilje’ “ snerret han stille. De forskellige døre blev alle dækket til ved håndtagene med hans spind, så de ikke blev afbrudt. 

Aldrig i livet om han ville holde kæft. Han skulle irritere ham under hele uvejret, aftalte han med sig selv, men lige nu kom der ikke en lyd ud af ham, for nu var han godt i færd med at drikke. Så kunne man bedre holde varmen, og tiden i stalden ville gå lidt hurtigere, måske.

Enzel tog det ikke særlig seriøst, før han mærkede et lag af ukendt materiale, der lagde sig hastigt om hans hånd og tilklistrede tilmed flasken som han holdt. Han blev nær kvalt i sin vin, da han udstødte et gisp, og i realiteten havde han tabt flasken med hele dets indhold, hvis ikke det var fordi den sad fast! En alkoholikers straf! Han vendte sig om mod Finneas.

Gennemkneppe? Det lød brutalt. Hele hans krop stivnede, men inde i hans indre, i hver en åre, følte han panikken komme krybende. Der var noget helt, helt galt med ham her…! Det begyndte Enzel så småt at opfatte. Han havde både magiske evner og et forskruet sind! De to ting hang oftest sammen.

Bevar roen… Han holdt vejret, for ikke at sende en uønsket fornærmelse afsted, og forsøgte i stedet at kæmpe for at adskille sig med flasken, men det var som om at den var en forlængelse af hans arm nu. Selv hvis han havde været edderkoppeekspert, kunne han ikke gætte sig til, at det her var forstørret spindelvæv. Det føltes som silke, men klistrede bedre end lim. Et flygtigt blik der scannede rummet for mulige flugtveje, konkluderede, at Finneas allerede havde været ved lågen og døren. Han kiggede op i loftet, hvor han kunne se et vindue med hul i ruden. I den anden ende, stod stien placeret, så man kunne tilgå høloftet.

”…Er det penge... du vil have?” Der var en anden røst i hans stemme. I virkeligheden var Enzel jo godt klar over, at det var de færreste Dianthosianere, der krævede ham, lige så meget som hans gamle herre. Med tiden var han blevet ældre… Hele 23 år gammel… og han havde ødelagt sit indre med alkohol og stoffer. Han havde prydet sit ansigt med sminke, for at forskønne sig, men det kunne ikke give ham den samme glød og de fyldige kinder tilbage, fra da han var 15. Måske var Finneas en af de mange fjender han havde opbygget gennem årene, men havde glemt alt om, fordi hans fokus havde været på Llyon. Måske var han blot en ud af mange, der var desperat efter hans krystaller.

Intet gjorde Enzel lykkeligere end penge, og han hadede at se dem gå til forbrydere. Men han var nødt til at kende hans motiv!

Det var så grænsesøgende en tilgang at have til tingene, men tænk at noget så lidt, kunne gøre så stor skade. Men om Enzel havde nogen idé om hvad der var årsag til denne forskruet aften. Havde han nu bare.. 

Finneas lod drankeren, som bordelejeren var i dette øjeblik, have sine reaktioner. Det var næsten noget på grænsen til morsomt at se manden skælve som han gjorde lige nu. Men ingen voldsmand ville begynde at grine midtvejs. Brystkassen hævede og sænkede sig stille, men alligevel som der trak op til storm, foruden den der allerede var. 

Han gled lidt omkring sit håndled som havde givet spindelvævet, for lige at få det smårest væk fra hullet. Det klæbede sig jo også til ham, nok ikke helt så meget igen. " Nej " svaret han tørt. 
Stille trådt han nærmere og nærmere. Hovedet lænet en anelse frem, og han løftede hånden lidt op, helt filosofisk så han mod den, men skævede bag om den mod Enzel. " Kom " lød det stille frem ha, og stille ville han pres Enzel op mod væggen, have ham op at stå ad den. Alt der skulle være i mellem dem var den varme luft de begge udskilte. Men næsen rynkede en anelse som han kom tættere på. 

" Hvorfor stinker her af vådkat? " 

Nej? Det var ikke just det svar han ønskede at høre fra den blonde mand. Der var en chance for at nogen havde sendt ham, for at gøre ham fortræd. Men det kunne også være, at han havde fornærmet den forkerte. En vaskeægte stjernepsykopat!

Enzel observerede ham. Hans rolige positur, og hans stille kommando, mens han kom ham nærmere, var alt sammen skrækindjagende. Alligevel var det som om, at Enzel var vant til at begå sig med typer som ham. Skønt det var længe siden, efterhånden… og skønt hans eget væsen havde udviklet sig til et tilsvarende monster.

Han bakkede da han syntes at Finneas begyndte at komme ham for nær. Men før eller siden skulle hans hæle ramle mod trævæggen bag ham. Han så sig ikke overrasket om, men holdt blikket på de orange øjne, der kiggede på ham. Pludselig var de så ulækkert tæt, at der kun var den smule luft imellem dem.

Og en rødvinsflaske.

Hånden med flasken stødte mod Finneas mave, og aflagde en utrolig lille afstand mere mellem dem. Slip min hånd fri fra denne her flaske!

”Måske gemmer der sig en råddenskab i mig,” Hans stemme var blød som smør, men tænderne sammenbidte. De iskolde øjne kunne bore sig igennem hvad som helst. Finneas havde virket som om han var rimelig afslappet ved tanken om at ligge med halvdyr – han havde ligefrem virket som en antiracistisk helt overfor ham på Svinet. Men det hele kunne jo være et spil for galleriet. Og han kunne allerede se for sig, hvordan rynken på hans næse ville udvikle sig til absolut væmmelse, så snart han så at han var én af dem.