Lykke havde modtaget brev om, hvordan nogle af byvagterne i Dianthos var ved at gå i flæsket på hinanden og hvordan nogen havde modtaget trusselsbreve. Hun tog det ret seriøst i den besked hun fik, hvilket fik Lykke, så snart hun kunne, til at begive sig væk fra piraternes by og ride til hovedstaden. Hun følte, at hun havde et behov for at sikre, at de ikke endte med at skyde hinanden i foden. Men det var måske allerede for sent?

Iklædt med den blå byvagtsuniform, bærende en gammel ring på hendes pegefinger, og siddende på sin hest, red hun ind i byen, i retningen af byvagtshovedkvarteret. På vejen kunne genkende et par ansigter på et par kollegaer. De fik et nik, ikke meget andet. Det var først da hun bemærkede en velkendt skikkelse at hun bad hesten sætte farten ned, indtil gangarten skiftede og hun til sidst kunne skridte ved siden af den umiddelbare trætte skikkelse. “Du ser lidt sløv ud, Jaspar,” konfronterede hun ham, stadig siddende på sin hest. Måske havde han blot mistet pusten eller var træt af at gå rundt i mange timer, hvilket var forståeligt. Hun mindedes selv hvordan hun engang var faldet i søvn under en patrulje, hvor hun skulle holde vagt. Der havde hun ikke været særlig populær, men samtidig så havde det været en menneskelig fejl.

Jaspar burde nok denne dag, være blevet hjemme fra arbejde, men nej stædig som en okse var han på job. Der havde netop lige været en mindre madpause, men han have ikke helt haft appetit, og var i stedet endt med at gå ud i gården. En brændende fornemmelse var at mærke i hans ben, indtil videre havde han formået at holde det skjult, eller folk vidste nok der var noget i gære, men de gjorde klogt i ikke at kommentere på hans helbred. 
Kort var han stoppet op, som han følte sig utilpas men rystede på hovedet, der var ikke mange timer tilbage af vagten, han måtte blot holde ud. Heldigvis var det ikke nær så anstrængende at være i den øvre by, som i den nedre selvom han havde vrisset lidt som han blev overflyttet. En hånd gled over den let blege pande, som han kort prøvede at massere den, hvorfor følte han sig så dårligt her for tiden? Benene var den sidste måneds tid, flere gange knækket under ham, hvilket havde sendt ham på jorden helt uforberedt, det måtte bare ikke ske denne dag, han bed sig let i læben og knytte den ene hånd. 

Hans blik frøs kort ved en velkendt stemme, hun skulle da slet ikke se ham i denne tilsand, kort skubbede han alle bekymringer og smerte så langt væk han kunne. Blikket rette sig op, bukkede nakken let som for at se helt op til hende " du ved meget lang dag, ikke meget søvn, tror bare jeg skal finde lid vand så det fint" prøvede han at sige så overbevisende som muligt, men Lykke var ikke ligefrem den man narrede, han sendte hende et skævt smil, selvom Jaspar ikke følte sig frisk, ja så duftede han som altid godt, og håret var velplejet " hvad bringer dem hertil i dag? måske jeg må byde på en drink efter vagt?" lød det, hun var stadig ligeså køn som han huskede hende. 

Han så op på hende, som var der ingenting. Det undrede hende, hvordan han virkede til at pakke hvad han døjede med væk. Hun løsnede hestens tøjler, med planen om at stige af, mens hans tilbud om at få drink efter hans vagt fik hende kortvarigt på andre tanker og skabte et skævt smil på hendes læber. “Du frister,” klukkede hun uden at sige nej, før hun endelig fik hoppet af sin hest og gik over til den side han stod på. “Hvad med at tage Zatos til den nærmeste vandpost, så, hm?” tilbød hun og rakte ham tøjlerne. “Jeg har redet i flere timer og kunne godt bruge at gå lidt,” Var det lettere for ham at acceptere at han var træt, hvis de lod det være omkring hendes behov for at gå i stedet for at ride? Ja, hun havde såmænd slet ikke det behov; hun nød at ride på sin hest og havde intet imod selv at ride det sidste stykke hen til hovedkvarteret, så den kunne hvile mens hun fik snakket med løjtnanterne om hvad der foregik.

Jaspar ønskede ærligt ikke at vise sig svaghed, han frygtede for den dag det ikke kunne skjules, det var allerede hårdt nu at komme igennem dagene. Han hade sig selv for at være endt sådan, for ham føltes det næsten som en forbandelse, men hvorfor ham? gjorde altid sit bedste, arbejde hårdt og passede på sin krop, meget forfængelig men nej, det var som om denne sygdom prøvede at ødelægge ham, for nu ville han kæmpe sig igennem så meget som muligt. 
Lykke var en af dem han ikke ønskede skulle se ham svag, hun fremstod altid så perfekt som hun svarede, smilede han en smule skævt " det er meningen" svarede han en smule drilsk, det var længe siden de havde snakket rigtig sammen, og ærligt var han stadig vild med hende. 

Jaspar betragtede som hun hoppede ned fra hesten, han tog imod tøjlerne vidste det ikke var til at diskutere med hende, de var begge stædige folk. Han var taknemlig for hendes ide, selvom han var klar over hun kun gjorde det for at hjælpe, men på en måde tog det mindre på selvtilliden på denne måde. Han nikkede en smule, før han så med lidt mere besvær end han normalt ville have, fik sat sig op på hesten, nappede sig i læben ved smerten fra den anstrengende bevægelse. Men som han vendte blikket imod hende var der ikke noget at sporer på hans udtryk. Roligt satte han igang så de kunne følges, han gætte på hun skulle ind til Løjtnanterne, men håbede ikke hun ville spørge dem, hvad der var galt med ham, de sidste par uger havde han undgået dem " hvor er de så lige kommer fra?" spurgte han, for at holde emnet væk fra ham selv så længe det var muligt for ham, sendte hende et skævt smil hun var nu også køn fra denne hvinkel. 

Lykke kunne ikke helt holde et lille skævt smil fra sine læber, som han indrømmede, at det var meningen, at han skulle friste. Hun mindes hvordan de førhen havde haft det hyggeligt og siddet på kroer, når deres vagter var overstået. Han kunne bare noget som så mange af de andre byvagter ikke kunne - men hun kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad der gjorde ham anderledes fra de andre.

Han diskuterede ikke hendes tilbud, men tog imod det. Hun sørgede for at blive stående ved Zatos som han steg op. Hun bemærkede godt, hvordan Jaspar virkede til at have det lidt svært. Måske havde han lige været syg i en periode og var ved at komme tilbage til sine fulde fem. Uanset hvad, så dømte hun ham ikke på den lille smule, han var slået ud her nu. Igen, det var varmt, og han havde, som han havde nævnt, haft en lang vagt. Alle byvagter kendte til hvordan man bare blev langt mere udmattet jo senere på dagen det blev.

Et skævt smil blev sendt i hans retning, som han så mod hende, da han endelig sad i sadlen. Hun sørgede for at gå ved siden af hesten, så de kunne følges. “Fristavn,” fortalte hun ret kort i spyttet. Ja, måske var byen uden for lovens hånd, men området havde været urolig i en periode, hvilket havde fået hende til at tage dertil for at sikre sig at det ikke gik alt for vidt for sig. Hun slikkede kortvarigt sine læber ved tanken om sit svar. “Der var masser at se til,” uddybede hun. Der var masser af grundlag for at blive der længere. Der var jo sjældent nogen der faktisk tog sig af hvad der skete der. “Men jeg måtte kaste alt hvad jeg havde for at tage hertil,” fnøs hun. Hendes årsager var jo i realiteten, at byvagterne i Dianthos var ved at miste fatningen og gå mod hinanden. Hun prøvede konstant at finde ud af hvad der kunne være sket siden at byvagterne røg ud af kurs. “Er du ellers okay her i storbyen?” undrede hun sig. Lykke havde ikke fået specifikke navne på hvem der var begyndt at vende sig mod hinanden eller hvem der satte splid i teamet - så hvorfor ikke starte med at undersøge den, som hun var tættest med?

Jaspar var heller ikke sikker på hvad der var med hende, men hun havde bare altid tiltrukket ham, måske fordi hun var en kvinde med ben i næsen? Han havde da et par gange prøvet at ligge mere an, men de havde givet et løfte og det måtte han overholde, selvom det var så fristende at komme nær hende. Han gjorde klogt i at tage hendes tilbud, mest fordi han så måske kunne undgå at falde foran hende, det ville bare ikke være godt, hun var så stærk og han ønskede ikke at være svag overfor hende. 
Han kunne slappe en smule af som han sad på hesten, imens han kunne betragte hende fra denne vinkel. 
Hun havde altid været en meget travl kvinde, beundrede hende for at kunne rejse så meget rundt, det ville hans familie ikke lade ham gøre, men han kunne heller ikke vende dem ryggen. 
Som hun fortalte lytte han, havde godt hørt om det sted, men var sikker på hun gjorde sit arbejde godt, dog rynkede han let på panden ved de næste ord. Undre sig over hvad der havde fået hende sendt hertil så hurtigt, var der noget han ikke vidste" du er en travl kvinde må man sige, men hvad har bragt dig hertil på den måde?" måske det ikke vedkom ham, men det var bare spænende at hører mere? Han lod den frie hånd glide igennem håret, sikrede sig dog det sad som det skulle, forfængelig var et af hans kendetegn " det går da, der er altid en del at se til men jeg savner nu den nedre bydel, uden alle de velhavende og adelige" svarede han med et let suk, han var rykket til det øvre forrige år, ikke af egen fri vilje men den nedre del var bare mere spændende. Igen undgik han at snakke om sit helbred, det skulle skjules så længe som muligt, selvom folk var begyndte at bemærke det. Han sendte hende et smil, som de begyndte at nærme sig " men de ville gerne med ud senere?" spurgte han da han ønskede et bedre svar.  

Lykke rynkede let på brynene, som han spurgte, hvad der var sket, siden hun skulle hertil i en fart. Hun så endelig op på ham, hun overvejede hvordan hun skulle fortælle at hun var kommet for at få flest mulige byvagter til at tænke sig om en ekstra gang, men samtidig så var det jo ikke kun derfor hun var der, og det var dernæst heller ikke hendes job. “Jeg fik besked fra Byvagtskaptajnen,” Det var næsten en sandhed. Hun havde fået et brev hvor der var beskrevet hvordan hendes hjælp var nødvendig, men som alt andet, var det ikke noget hun lagde meget vægt på.

“Det øvre distrikt kan også virkelig have næsen i sky,” klukkede hun, selvom hun vidste, at hans familie særligt var velhavende. Lykkes egen familie var velhavende på en anden måde, hvis man da ikke talte ebbe med i den beregning. Hun havde ingen ide om hvad for noget ballade han havde gang i. “Måske du en dag skulle tage med ud på en patrulje?” tilbød hun og lod sin ene hånd hvile på hestens skulder mens den gik.

Han gav ikke op. Det gjorde hende underligt glad, som ganske få kunne finde ud af. “Vi kan godt tage til en kro senere,” opgav hun glædeligt. “Så kan vi også bedre få delt historier,” tilføjede hun og nussede sin hests hals.

Det kunne næppe være på grund af ham hun var der, han var ikke ligefrem typen der skabte problemer imellem kollegaer, tværtimod var han altid ret professionel. Han kunne dog måske frygte lidt, at de måske havde brug for hendes hjælp, fordi han så småt var ved at falde fra hinanden? men den tanke måtte han skubbe væk, det hjalp ikke at tænke for meget på sygdom lige nu. " aha ja så må det jo være vigtigt" sagde han og trak en smule på skulderen. 
Hans krop fik en smule hvile af at sidde til hest, det fik benene til at slappe lidt mere af igen, og måske det var nok til han kunne klare de sidste par timer af dagen? Et suk lød fra ham " ja det tør siges, til tider er det næsten for meget" sagde han efterfulgt af en let latter, han følte sig mere tilpas i de andre dele af byen, havde aldrig været så fin på den på nær hans forfængelighed. Hans familie var i sandhed velhavende, selvom det ikke kunne mærkes på hans personlighed, som hun tilbød ham at komme med en dag, skar det en smule i hjertet for ja han ville gerne med, men som han havde det nu ville det være farligt og han ville være til besvær " det ville da klart være spændende hvis de vil give mig lov" sagde han ærligt, for nu behøvede han vel ikke at snakke om sygdom? Som hendes hånd lagde sig imod hesten, så ja ønskede han næsten den havde hvilet imod ham istedet for, men nej de var professionelle og kunne ikke røre hinanden i uniform, ikke her i det offentlige. 

Et veltilfreds smil fandt vej på hans læber, som han vandt hende over " det vil jeg se frem til så, der er sikkert mange historier" sagde han nu lidt mere muntert. Hun gjorde hans humør bedre, det tog tankerne en smule fra sygdom og frygt, heldigvis var han god til at skjule den slags, stædighed var både en fordel og ulempe " måske jeg endda har en historie om din bror?" drillede han en smule, han havde da stødt på Ebbe engang, det var vildt så stor forskel der var på de to søskende men så igen han var selv enebarn. Blikket skævede let ved som hun nussede hesten, men tvang sig til at se frem igen som de nu red ind på den lille plads ved hovedkvarteret " skal jeg holde øje med hesten, imens de får snakket?" spurgte han, som de gik imod det lille område til hestene. 

Hun trak et lille smil til Jaspar, som han nævnte, at det måtte være vigtigt. Selvom de var kollegaer, ville hun ikke fortælle specifikt, hvorfor hun var kommet der. Det kunne jo være det ville lede til flere problemer hvis hun fortalte hvorfor.
Hun lo lidt med ham, som han nævnte, at det øvre distrikt kunne blive for meget. Der var en fælles enighed, uden at hun behøvede direkte at sige det. Nok havde hun aldrig brugt langt tid i Dianthos ad gangen, men hun havde brugt lang nok tid til at hun vidste at hun ville kede sig ihjel i det øvre distrikt. Hun så mod ham som han nævnte det at få lov. Det burde ikke være et problem. “Jeg skal nok sørge for du kommer med snart,” lovede hun, uden at kende til de hemmeligheder som han bar, som gjorde det umuligt for ham at tage med på patrulje.

“Mhmm,” nynnede hun enig i at der måtte være mange historier. Der var altid noget omkring historierne imellem dem. Der var også nogle af beboerne i Dianthos som Lykke kunne genkende fra gang til gang. “Min bror?” undrede hun sig, “Ebbe?” grinede hun samtidig med at man kunne se hvordan hun syntes det var tragisk-komisk at hendes bror havde sørget for at komme i arresten eller i hvert fald lave rav i den. Som det stod her nu, tænkte hun ikke over hvordan hun faktisk ville reagere, når hun stod over for sin bror og vidste hvad for noget ballade han havde lavet.

Hun fuglte ham mod det område der var til byvagternes heste. “Altså, det må du gerne,” lød det fra hende, og hun så op på ham. “Men hvis du skal videre i din vagt, så kan vi jo bare mødes senere?” tilbød hun.

Jaspar vidste hun heller ikke kunne sige mere, som sagt var de begge meget professionelle og at videre giv information fra lederne var aldrig helt smart.  Overklassens problemer var ofte bare mere overfladiske, eller også fordi en eller anden havde pisset en anden af, og så var Zalan løs, men det var bare ikke ligeså spændene, som at fange tyve eller andet. Der var mere bare snak end fysisk arbejde, det var derfor han savnede de andre kvarterer, men med hans fysik lige nu var han ikke til hjælp der, dette var en form for kompromis, selvom det også betød at de holdt øje med ham og det var spørgsmål om tid, før han ikke kunne skjule sine smerter længere... 
Han smilede til hende " meget gerne, det ville en dejlig forandring" for en stund kunne han drømme sig væk, men realiteten var bare en anden, havde det været før han blev syg ville han være taget afsted med det samme. Men han kunne ikke få sig selv til at sige det nu, det måtte blive en anden dag, nu hvor hun gerne ville ses senere.    

Jaspar nikkede " ja Ebbe, jeg har et par historier om ham, hvis du vil hører dem senere?" han var ikke hundrede procent sikker på, hvordan deres familieforhold var, men kendte til Ebbe fordi han havde set hans navn på arresten listen over hvem der havde været forbi inden for det sidste stykke tid, og hans navn var dukket op enkle gange, måske hun burde snakke med ham tænkte han. Som de nåde frem, fik han kravlede ned fra hesten en smule bedre end den måde han var kommet op, før han vente sig imod hende " jeg burde nok gøre vagten færdig, hvad siger du til at mødes ved det halve svin når vi har fri?" spurgte han, imens han sørgede for at få hesten ind i en ledig boks og sikrede sig der var mad og vand, før han lukke sig ud og igen så imod hende.  Sandheden var at blev de skilt nu, kunne han måske nå lige at hvile en smule så han så mere frisk ud senere, var han heldig måske endda lige nå et bad? Lod en hånd glide igennem håret imens han betragtede hende afventende. 

Lykke kunne ikke lade være med at holde det skæve smil på sine læber, som han var enig i at det kunne være rart med noget forandring. Lykke havde selv sine tider i Dianthos, men hun måtte altid erkende at det var grænsepatruljen der betød noget for hende.For selvom det til tider kunne være helt stille, så når der skete noget, så skulle man altid være klar til at give alt hvad man havde og mere til. Dét elskede hun.

Hun rystede på hovedet, ikke fordi hun ikke gerne ville høre historierne, men fordi hun ikke turde forstille sig hvad Ebbe havde lavet for at ende som en man kunne sidde og snakke om mellem sine kollegaer. Det var måske en anelse pinligt, og det ville nok være en ide at hun fik snakket med ham om hvad i hele Krystallandet han havde gang i. Selvom deres fader var pensioneret, var hun ikke i tvivl om, at hvis faderen hørte om balladen, ville han troppe op og sørge for at Ebbe vidste, at han ikke skulle gentage hvad han havde gjort.

Smilet som var på Lykkes læber var et der var reserveret til få personer eller begivenheder. “Det er en aftale,” lød det fra hende som hun så hvordan han trak hendes hest ind i en ledig boks. Som han kom tilbage lagde hun armene over kors, “Vi ses ved Det Halve Svin,” Havde hendes lillebror hørt hende, ville han ikke være i tvivl om, at det var en sukkersød tone hun havde fat i. Hun slikkede kort sine læber, før hun vendte sig væk fra ham for at gå ind til byvagtskaptajnen.

/Tidshop

Lykke havde skiftet ud af sin uniform og til noget af det tøj, som der var pakket i de tasker som Zatos havde båret på hele vejen. Hun var klædt praktisk i en rå hvid skjorte og mørke bukser. Under skjorten hang der en byvagtshalskæde. Man kunne se kæden det lille stykke der var åbent om hendes hals. Om livet bar hun stadig nogle af de mest nødvendige ting for at kunne klare en civil anholdelse. Hun havde slået sig ned et bord der var placeret helt på af et vindue og langt ovre i et hjørne. Herfra kunne hun lettere holde øje med hvem der kom ind og ud af kroen, samt hvad der foregik. Hun sad allerede med et krus mjød mens hun ventede på at Jaspar skulle ankomme. Da hun så ham komme ind, kunne et skævt smil ikke blive holdt tilbage. Hun placerede to fingre ved munden og piftede efter ham. “Jaspar, her!” Hun løftede så sit krus med mjød for at gøre sin position mere synlig for ham.

Jaspar forstod godt som hun rystede på hovedet, at hun ikke ønskede at hører om hendes bror, det var blot et tilbud så hun kunne sagtens afslå det. Hendes smil var et særligt syn, noget man så sjælende men det gjorde altid noget ved ham, gav en smule varme i kroppen. Han kendte ikke til deres familie meget, andet end hun ofte kun snakkede om sin bror ikke ikke faren, hvorfor kunne han ej vide, men det var heller ikke noget han skulle tænke over, det var kun hvis de en dag blev et par. 
Han smilede til hende som hun fortalte de havde en aftale, nikkede roligt til hende kort gled blikket imod hendes læber som de kort blev slikket, før hun vendte om og forlod ham alene. 

Han tillod sig at snuppe en pause, eller retter sagt han liste op til sovesalen, hvor han for en stund kunne tage sig et hvil på en af sengene. Det var bedre at få hvilet lidt så, det forsat var muligt at skjule den sære sygdom, hvis det overhovedet var en sygdom? den del undre han sig stadig over, men måske han en dag ville få svar? For nu lod han øjnene glide i, og lod kroppen få sig et hvil, de næste par timer før han kunne nå hjem og skifte tøj. 

/Tidshop 

Jaspar var rimelig frisk igen, havde også fået mere farve i ansigtet, hans ben en smule mere friske for nu og beroligede sig selv med, at han kunne sove på kroen når hun engang var gået. Han rette kort på den løse blålige skjorte, før hånden engang gled igennem håret, forfængelig som altid og duftede dejligt en smule krydret, da han ikke var bleg for at bruge lidt parfume, bene klædt i et par let stramme men pæne mørke bukser. 
Han skubbede døren op og trådte indenfor, kort lige hilste på et par kendinge imens han spejdede efter hende, men piftene efterfulgt af hans navn, fik ham til at spotte hende og sende et smil. 
Han smuttede kort op til baren for at bestille en øl, og et enkelt glas rom til at klare smerterene for en stund, med de to drikke varer fandt han vej til hende og satte sig ned overfor hende. Satte øllen fra sig før han hurtigt skyllede rommen ned, skar en kort grimasse af den kraftige væske, før et suk slap og glasset blev sat fra sig. Blikket vandre imod hende, hoved en anelse på skrå " godt at se dig igen" pointerede han, hun gjorde bare noget ved ham, et skævt smil spillede ved læben imens han lænede sig afslappet tilbage " fandt de ud af hvor længe du skal blive?" spurgte han, det ville ikke gøre noget at have hende lidt tættere på, og så igen han var ikke sikker på at kunne snyde hende. 

På vejen til hende fik han skaffet sig noget at drikke. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, som han valgte at vende bunden på romglasset med det samme. “Woah, jeg har altså ikke drukket så meget mens jeg har ventet på dig,” drillede hun, som hvis det var fordi han prøvede at ‘indhente’ hende i hvor meget hun havde fået og hvor påvirket hun var af alkoholen. Hvis hun skulle være oprigtig, var hun måske også en anelse bekymret for hvorfor han valgte at starte ‘hårdt’ ud, men valgte at lade det være et spørgsmål enten til senere eller en anden god gang. “Det er også godt at se dig,” lød det fra hende. Hendes stemme virkede til at føle sig hjemme, så rolig og afslappet den var omkring ham. Hun så lidt til siden og trak på skuldrene som han spurgte om hvor længe hun skulle blive. Hun ville jo ikke afsløre for meget om hvor meget, hvordan hele byvagten virkede til at arbejde med hovedet op i deres røv. “Jeg er her i hvert fald en hel uge,” fortalte hun. Hendes fingre aede hendes krus en anelse, uden at hun tænkte meget over det. “Det kan være de forlænger mit ophold, alt efter hvor slemt det står til, der hvor jeg skal hjælpe,” fortalte hun før hun tog en slurk af sin mjød. Hun slikkede få mjød dråber af hendes læber. “Så alt efter dine vagter, kan vi måske nå at bruge nogle aftener i træk sammen?” foreslog hun, uden at tænke over hvordan det ville kunne misforstås.

Jaspar grinede let som hun snakkede, før han blinkede til hende " det da lidt for sent at sige nu" svarede han muntert, som han fik sat sig bedre til rette. Inderst inde havde han dårlig samvittighed over at lyve, men han følte det var for deres fælles bedste ? Satte pris på hun indtil videre ikke spurgte mere ind til det, måske han skulle have drukket den ved baren så hun ikke så det? 
Det var rart som hun virkede mere nede på jorden, når de to var sammen det var måske en af de ting der fangede ham ved hende, en dag håbede han at kunne blive til mere med hende, men det var ikke tid endnu til den snak. 
Han smilede tog en tår af sin øl stille og roligt, imens han lyttede til hendes ord, nikkede en smule og lod den anden hånd klø sig let i nakken " en uge så får vi nok set hinanden " startede han roligt ud, undre sig lidt over hvilke problemer der måtte være, men når han ikke kendte til det, kunne det vel ikke have noget med ham at gøre? tanken kunne ikke undgå at give ham en lille knude i maven af bekymring.  
Som hun drak kunne blikke undgå at følge med, han betragtede hende slikke skummet af læben, og måtte tving sig selv til at se lidt væk fordi de tændte ham så Zalans meget. " meget gerne det ville kun være hyggeligt" svarede han, sendte et skævt smil som han igen så på hende. Han turde ikke helt håbe på de ville blive tætte, hun var endnu ikke helt glad når han kom til at røre hende, en dag skulle han nok få det første kys med hende, hun var en han ej ville give op på fordi hans følelser for hende kun voksede med tiden. " har du et par gode historier så?" spurgte han som han lænede sig lidt frem og lod albuen hvile imod bordet, imens han med den anden fik drukket lidt mere af sin øl, hans tunge gled også over læben lidt som hendes før havde gjort. Han var bare glad for at se hende igen. 

Hun rystede let på hovedet af ham, før hun selv tog en større slurk af sin mjød, med bagtanken om at det måske kunne få dem til at følges ad i deres rus.
Lykke var skarp nok af sig og opdagede, hvordan hans øjne holdt øje med hendes læber. Eftersom følelsen af at holde af ham var gengældt, overvejede hun selv om hvad der ville ske hvis de fik mere at drikke. Selv var hun jo ret tilbageholdende og trak i land hurtigt. Det var også derfor, at hun for mere end ti år siden var kommet med forslaget om en løftering, i håb om at hun ville være i stand til at være mere åben for at indgå i et forhold. Og det var hun måske også?

Hun trak et bredere smil, som han nævnte, at det kunne være hyggeligt at bruge lidt tid sammen. Uden at lægge tanke til det, så kørte hendes tunge atter over hendes læber, som hun skulle overveje en historie hun kunne fortælle. Ligesom hvis de havde spejlet sig, lænede hun sig også lidt frem. Hun hvilede til gengæld sin kæbe mod sin håndflade mens hun tænkte. “Gode og gode,” hun tyggede lidt på det. Hendes historier kunne jo tit være en del mere makabre, fordi det var uden for byen. “Jeg fik fanget et par slavehandlere i Fristhavn,” bød hun. Når hun skulle fortælle historier, var det altid lige efter bogen, for hun havde svært ved at tænke ud af boksen for at gøre en historie mere spændende. Hun så mod ham. Hendes mørke øjne var langt mere kærlige end ude i felten. “Nu hvor slavehandlerne er ude af spil, måtte jeg sende nogle af mine rekrutter ud for at finde de tidligere slaver et nyt sted at bo, og,” hun tog en tænkende dybere vejrtrækning. Hun udelod selvfølgelig at fortælle hvordan slavehandlerne havde fået deres straf, for det var ikke helt efter bogen. “Ja, slaverne skal lige civiliseres inden de kommer ud i resten af Krystallandet,” fortalte hun, “De bliver jo misbrugt på kryds og tværs på alle tænkelige måder,” hun blinkede lidt ved mindet om hvordan hun havde fanget en af slavehandlerne i gang med at misbruge en slave. Der var aldrig rigtig noget, der rystede Lykke. Men den unge slave pige havde lært at holde sin mund og simpelthen lægge krop til når der var lyster, og det var noget der kunne løbe Lykke koldt ned af ryggen.

Jaspar vendte gerne på hende, selvom han dog også have måtte søge andet selskab også, for at få den nærvær hun ikke kunne give ham, men det betød ikke at han ikke elskede hende. Hans løfte ville til hver en tid holde ved, når hun en dag var klar, men man kunne aldrig vide hvad fremtiden ville bringe dem, eller om hans sygdom ville blive værre. 

Det var svært ikke at betragte hende tunge imod læberne, måske drømme sig lidt væk til det var imod ham, men nej han respekterede hende og trak sig, når han få gange havde prøvet at komme tæt på. De var så forskellige og alligevel var der bare noget, han følte det var noget særligt fordi han netop måtte vente. Han lod også sit hoved hvile imod hans hånd, som han lytte interesseret til hendes, det var altid mere spændende en øver klassens små problemer, der til tider bare føltes så ligegyldige fordi der var så mange andre der havde det rent faktisk hårdt. Ordet slavehandler fik ham til at rynke på næsen, det var forfærdeligt at de stadig eksisterede, han kunne slet ikke forstå at man kunne handle med andres liv på den måde, der var en grund til mange steder at slaver nu var forbudte selvom det langt fra blev overholdt. 
Hans ansigt var en smule trist " godt i fik dem fanget, de burde alle blive sat bag lås og slå, jeg forstår slet ikke at sådan ting stadig findes" han væmmes ved det, et suk forlod ham " ja det er ikke et nemt liv, jeg håber de kan finde en plads i det nye liv" han kunne ikke sætte sig i deres sted, men der var ingen tvivl om de at de havde levet i helvede eller noget. 
Jaspar drak lidt mere af hans øl, imens han kort overvejede hvad han kunne fortælle " Ja du ved her er det næsten ligegyldige problemer folk har" sukkede han, når man tænkte på slavernes liv ja, så var alt andet vand ved siden af. 
Han rystede en smule på hovedet " jeg havde æren af Hecate Reier, hun skreg op og skældte ud, fordi en person gik for vovet påklædt, den kvinde er jo for vild" sagde han efterfulgt af et let grin. Han havde det med at støde på hende, ikke ligefrem noget han altid fandt skønt, men hun skulle jo behandles som andre, selvom de kunne være anstrengende. 
Han nappede sig en smule i læben, imens blikket gled lidt rundt, prøvede at overveje om der var flere ting at dele med hende, blikket faldt dog tilbage på hende som han blot betragtede lidt, hun var så køn i civil. 
Hævede let sit krus til at indbyde til en skål, sendte et måske lidt charmerende smil til hende. 

Lykke delte et enigt smil med Jaspar, som han nævnte, hvordan han mente, at slavehandlere burde behandles. Hun havde en stærkere holdning til hvordan de skulle håndteres, men det var nok også fordi hun stod med dem kontra Jaspars adelige byfolk. Tremmer var aldrig nok til at stoppe en slavehandler. De havde kontakter rundt omkring i Krystallandet og var glatte ad helvedes til. De slap altid ud af ens greb.
Zalans slavehandlere.
Hun trak let på sin skulder. “Det tænker jeg nok de skal. Jeg tror i hvert fald ikke, de kan få det værre end hvor de var før,” hun klø sin kæbe blidt og kortvarigt. Hendes negle var korte og praktiske, modsat så mange andre kvinder, der gerne havde lidt længde.
Hun hævede sine bryn, som han bød ind med en historie. Det var dog ikke hendes bror, han bød ind med, med det samme. “Åh altså… En eller anden dag, så tager Kile hende med for at give os andre noget ro,” klukkede hun. Hecate Reier var en dame for sig selv. Om man kunne sige at Lykke og Hecate kendte til hinanden ville måske være en skam, men var man tilknyttet byvagten hvis man ikke kendte til Hecate? Lykke tvivlede på det.
Han hævede sit krus til en skål, og hun tøvede ikke med at hæve det for at tage en skål med ham. Som de sænkede deres glas kunne hun se hvordan han ikke formåede at fjerne alt skummet på sine læber. Hun startede med pænt at indikere, at han havde noget ved mundvigen ved at prikke på sine egne læber, der hvor han havde lidt. Men han fik det ikke. Og heller ikke anden gang. Hun smilede bredt til ham, før hun førte sig længere frem i sædet, “Lad mig,” tilbød hun, før hun med sin pegefinger greb om hans hage for at lade sin tommel glide over skummet på hans læbe. Det fangede dem i et intimt moment, hvor hun stirrede på hans læber og var forholdsvis tæt på ham. Hendes tanker strejfede kort hvordan hans læber måtte føles mod hendes, for nu havde hun jo lige mærket hvor bløde de var mod hendes tommelfinger. Hun splittede sine læber - det føltes som om tiden var gået i stå et øjeblik som hun overvejede hvad der foregik. Til sidst slap hun dog hans hage og trak sig. Hun satte sig lidt bedre tilbage på plads, rømmede sig og skiftede tilbage til det oprigtige emne. “Du havde også historier om Ebbe, ikke?”

Jaspar kunne slet ikke forstille sig, hvad de slaver måtte have været igennem, det var så langt fra hans eget liv og hans forældre ville aldrig have en slave i deres hjem, det regnede han da ikke med for de var ordenlige folk. " det har de ret i" svarede han med et suk, det var hårdt at tænke på. Hun havde jo sagt hun ikke behøvede vide hvad broren lavede, derfor måtte han fortælle noget andet og han var sikker på, hun også kendte til det forfærdelige kvindemenneske. 
Han gjorde sit bedste for at undgå hende, der var altid noget galt " åh den dag må gerne komme hurtigere" svarede han og lo en smule, der var intet ondt i det, men nøj hun kunne være en belastning at arbejde med. 

Han skålede med hende og fik sat glasset igen, prøvede derefter at opfange hvad hun hentyd til, kunne ikke helt mærke det men trak lidt på skulderne, smilede til hende og rykkede brynene lidt sammen. Men det næste der sket fik hans hjerte til kort at stoppe, og han glemte næsten at trække vejret, som hun greb hans hage og pludselig var tæt på ham. Blikket hvilede intenst på hendes læbe, så fristende at lade dem mødes, men ville ikke presse hende men nøj hvor ville det dog være skønt med et kys. Han slap et suk som fingeren rørte ved hans læbe, som hendes læber splittede troede han næsten hun ville gøre det, men hun slap ham og han måtte sukke en smule. Blikket rette sig imod hendes øjne, det tog ham selv et øjeblik lige at ryste det af sig og få vejret igen. Før han lo en smule og rystede på hovedet " jeg kan da afsløre han er meget glad, for at underholde her på stedet, men alle andre mener han er lidt for larmende" sagde han, før han sendte et let smil til hende. 
Jaspar havde håbet det ville ende med et kys... " Eskild har vist for nyligt haft Ebbe i arresten, man må sige i to er forskellige" sagde, dog var det tydeligt han intet ondt mente med sine ord, kunne ikke helt slippe tanken om at kysse hende, hvilket fik blikket til at kigge imod hendes læber. 

Var det i orden at to der var ansat i byvagten snakkede om hvordan de ønskede en krystalisianer i Kiles favn? Nok ikke. Gjorde de det alligevel? I den grad. Hun lo lidt med ham, velvidende om at han måske mente det mere i sjov end Lykke - men Lykke var også meget kold på det område.

Det var som om de begge lige skulle have et øjeblik til at indstille sig på en oprigtig samtale igen. Hun vidste godt, at han holdt sig igen, for hun havde efterhånden sagt til ham nok så mange gange til ham, hvad hun ville og ikke ville. Det havde i sidste ende end i løfteringe og at hun satte hastigheden. Nogle år var hun slet ikke i Dianthos, andre gange kunne de sidde og snakke sammen i flere timer. Men ikke på den måde som venner gjorde det på. Der var noget mere i det.

“Her- Mener du lige her?” undrede hun og pegede på deres bord for at hentyde til Det Halve Svin. Hvis Ebbe kom så tit til Det Halve Svin, så var det måske ikke den bedste ide at de var taget dertil. Selvfølgelig, så kunne Lykke håbe at Ebbe havde valgt et andet sted at være denne aften, for hun ville virkelig ikke ende med at hendes bror skulle bremse hende eller blande sig i hvad hun foretog sig.
Hun rystede på hovedet, som Jaspar nævnte, at Ebbe havde været i arresten. “Ja, den ene håndhæver loven og den anden bruger aftener i arresten,” grinede hun. Der var intet ondt i hendes ord mod sin bror. Lykke havde aldrig helt fået at vide hvad der var foregået mellem Jaspar og Eskild. Hun opfangede, at hans fokus ikke var på hendes øjne. Det fik hende til at glemme samtaleemnet. Hendes hjerte begyndte at sætte af sted uden hende. “Du, Jaspar,” lød det fra hende, som hun lod sin ene hånd pille lidt ved løfteringen. Hendes øjne var et øjeblik på hendes fingre, som var hun blevet genert. “Dit blik gør mig genert,” fortalte hun ham og lod igen sin tunge glide over sine læber, denne gang ikke for at få noget af sin mjød væk fra læberne, men i en nervøsitet. Hun skævede op til ham - mod hans øjne. Det var dog en måde, hvorpå man udefra tydeligt ville kunne se, hvordan han betød noget for hende.

Jaspar mente i hvert intet med sine ord, han gjorde det mere i sjovt, mest fordi han så ofte fik æren af at skulle kæmpe med hende, hvilket virkelig satte hans tålmodighed på prøve. Der var ikke noget han heller ville, end at kunne kysse hende men han respekterede hende, og overholdte aftalen om, at det var hende der skulle tage det et skridt videre. Men måske det også derfor var i den periode hvor hun slet ikke havde været i byen, at han havde været sammen med Eskild, fordi han gerne ville have den nærvær man fik. 
Han havde aldrig helt fortalt om forholdet, måske fordi der var dårlig samvittighed, men mange andre ville vel havde gjort det samme? Blinkede et par gange, før han nikkede " ja altså jeg tror han kommer lidt alle steder" svarede han ærligt, Ebbe var bare så forskellig fra hende, men han havde ikke noget imod fyren, det virkede til han ikke havde det helt nemt? En let latter brød fra ham, før han trak en smule på skulderne og smilede " måske arresten har en god seng" jokede han en smule med, dog tydeligt at det ikke var for at dømme hendes bror, de var bare så forskellige, ud fra hvad han havde set. 

Det var svært ikke at se hendes kønne læber, kort drømme sig til et enkelt kys, men som hun snakkede lod et suk slippe. Jaspar tvang sit blik fra der hvor han havde kigget, måske lidt for meget men det havde også været lidt ubevist, han tog en tår øl som deres øjne mødtes, mærkede han igen den varme følelse i kroppen hun så ofte gav ham. Jaspar satte glasset og lod en hånd løbe igennem hans hår " beklager det var ikke meningen" svarede han blidt, smilede let til hende og lod blikket forblive ved hendes øjne, imens han lænede sig en smule tilbage og lod et suk slippe " men de har ikke noget at være genert over, de ved jeg kan lide dem som de er" dette blev sagt med en kærlig tone, og et varm glød i øjnene. Han ønskede ikke at gøre hende utilpas langt fra, dog havde det altid undret ham, hvor lidt berøring hun ønskede, men han gætte på der lå en dybere grund bag noget det bekymrede ham en smule, hun var en stærk kvinde i hvert fald i hans øjne. 
Her i denne stund kunne han heller ej slippe tanken om, at han burde snart fortælle hende om hans sygdom, eller hvad han selv mente var en forgiftning, siden det ikke bare kunne heales...