Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Lykke Idunn Ohlson
Kaldet: Lykke af tætte relationer | Frøken Ohlson af bekendte | Leder Ohlson eller Ohlson af medlemmer i byvagten
Køn: Kvinde
Alder: 31
Fødselsdag: 14.1 år 1994
Tilhørsforhold: Retmæssig Ond
Tro: Kile, Thatos og Nak’lar
Erhverv: Patruljeleder
Civilstatus: Enlig
Seksualitet: Aseksuel
Nuværende levested: Nordlandet - Uden for Nordvik
Race: Nordfolk

Udseende

Højde: 178 cm
Vægt: 75 kg
Øjne: Smalle, mandelformede brune øjne, med et skær af violet.
Hår: Naturligt lyst blond. Oftest bundet op enten i en hestehale, fletning eller en kombination af dette. Hun har en del 'fe-hår' langs hendes hårgrænse.
Hud: Forholdsvis pæn taget i betragtningen af hendes arbejde. Fregnerne henover hendes næse, kinder og kindben er mest fremtræden i sommerhalvåret.
Kropsbygning: Muskuløs og og noget fedt til former og varme.
Hverdagstøj: Byvagtsuniform eller praktisk, bevægeligt men tætsiddende tøj.
Ar, permanente skader el.lign: De fleste ar som Lykke har er til dagligt dækket af hendes tøj. Hun har en overvægt af ar på sine legemesdele, og knap så meget tættere på kroppen.
Særlige kendetegn: Passer godt ind i mængden, men hendes bitre ansigtsudtryk og den nærværende ravn afslører oftest at det er Lykke.


Faceclaim: Anthea Von Rosenwald

Magi

Magisk evne (1): Paralysering (standard): Ved at kigge en anden person i øjnene, er man i stand til langsomt at paralysere vedkommendes krop. Det kræver et helt minut før paralyseringen tager fuld effekt, og i løbet af den tid, bliver det sværere og sværere for modstanderen at slide blikket væk. Det kræver koncentration at holde paralyseringen, og man er ikke i stand til fysisk at angribe eller bruge anden skadelig magi, mens man holder effekten oppe, da dette vil bryde koncentrationen og dermed paralyseringen. Man kan dog godt bevæge sig rundt og lave mindre opgaver, lige som man ikke længere behøver at holde øjenkontakten, når først paralyseringen har taget effekt. Effekten kan holdes i maksimalt en time, og stopper af sig selv, hvis man kommer uden for synsvidde af den paralyserede.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Kamuflage
Lykke kan visuelt passe ind med sine omgivelser.
Hun kan bruge dette som en usynlighed. Hun kan sagtens bevæge sig mens hun kamuflere sig, men nogen vil kunne ane hende. Dem med stærke sanser vil nemmere kunne gennemskue hende.
Hendes kamuflage kaster kun en skygge, men denne vil være relevant for omgivelserne.
Hun kan kamuflere dele af sin krop. Hendes åndedræt bliver også kamufleret og hun kan blive i kamoflagen i længere tid af gangen.

Evnen kræver en del energi at starte op, men ikke meget at holde. Hvis hun blot kamuflere dele af sin krop kræver det ikke nær så meget energi.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Styrker: Kampfærdighed, jager-instinkt, lederegenskaber
Svagheder: Hævngerrig, sortseende, racistisk, stædig, forstår sig ikke på følelser

Generel beskrivelse af personlighed:
Lykke er en kvinde med massive ben i næsen. Det har været at se fra hun var helt lille. Hun havde flair for at sige fra sig og se hvornår noget var i sin ret. Det er til sådan en ekstrem, at hun kun bakker ned fra sin holdning eller holder sin mund hvis hun bliver slået ud af bevidsthed - og selv det er svært at få til at ske. Lykke kommer nemlig altid op på benene igen og vil stå klar med knyttede nævner til at forsætte hvor hun slap.
Hele verdenen er proppet ned i mange kasser, og de fleste kan ikke være i mere end en kasse. Passer man ikke i den kasse hun vil have en til at være i, eller er man hurtig til at tilpasse og skifte hvilken kasse der passer en, skærer hun en fra. Har Lykke skåret en fra, er det tæt på umuligt at blive tættere med hende igen. Der er abnormt struktur bag de kønne øjne, som umuliggør hende i at se hvordan de individuelle og racer kan ændre sig. Hun tror på det hun har lært eller set, og intet andet.

Baggrundshistorie

Lykke var den førstefødte af et fysisk aktivt par. Parret boede lidt afsides og sørgede for at meddele om uro i omegnen af Norvik. Familien kunne ofte blot sende brevfugle til byen, men i hektiske tider kunne familien af og til blive draget helt ud af eget hjem. I Lykkes tidlige leveår var det hyppigt, at de måtte forlade deres hjem, for at vende tilbage til en hytte der var vendt, drejet og benyttet af orkere. Lykke mindes om hvordan familien skabte skjulesteder for at kunne undgå at skulle forlade deres hjem og hvordan nogle af disse skjulesteder blev lavet til at føre til underjordiske huler. Lykke kunne tydeligt huske hvordan hun som lille skulle holde øje med hendes lillebror ikke faldt i ufuldstændige gemmesteder og huler. De uheld der var ved at ske, lidt for ofte, når hendes lillebror var ved at stikke af fra hende, fik hende til at tænke på fælder til orkerne. I den unge alder havde hun dog ikke lærdommen eller kendskabet til hvordan fælder kunne laves effektivt, hvilket førte til hun naturligt luftede ideen om fælder til sine forældre. Det var næsten som forældrene gik i selvsving. Der kunne næsten ikke blive fælder nok, og fælderne skulle sørge for at sende en besked til enten den lille familie eller hele vejen til Nordvik.

Jo ældre Lykke blev, jo mere blev hun taget med og belært om jagt. Som var hun født til lige det formål, sad alt fast med det samme. En knude skulle kun vises en gang før det blev bundet til perfektion, og grundet den unge alder var hun i stand til at udføre tæt på lydløse jagter. Hvert et lille element der kunne tage del i jagt blev terpet og nørdet helt ind i - og selv når hun ikke sad specifikt med en af hendes forældre, søgte hun selv til at træne og udforske nye hjørner af jagt.


Den værste dag i Lykkes liv måtte være den dag hele familien havde taget ud fra huset for at lære hendes lillebror hvordan han kunne blive bedre til at jage. Det var selvfølgelig også uretfærdigt at man sammenlignede de to børn. Lykke havde naturlig interesse og flair inden for området, og hendes lillebror havde hverken interessen eller en gave inden for området. Der var hyl og grin som der i flere omgange blev fejlagtigt skudt med bue og pil, selv med støttende hænder på næsten alle sider. Glæden blandt familien døde dog med det samme som et ork-horn blev blæst i.
Familien havde allerede prøvet dette massere af gange, og vidste alle hvordan de skulle agere. Hvert et familie medlem havde hver deres at se til, og når alle havde sørget for at sporet og duften af dem var dækket søgte de i hvert deres ly. Hvert et medlem lå helt stille med minimal mulighed for at se de andre gemmesteder hvor familiemedlemmerne gemte sig. Trampen, gutturale brummen og knurren afslørede ankomsten af de muskuløse grønne væsner. Der blev snakket på orkisk i mellem dem. Lykke selv forstod brøkdele af sproget. Det var så tykt og groft, at mange ting måtte hun gætte sig til men hun kunne høre at de snakkede om menneskeblod. Der var da ingen af de fire der havde blødt eller gjorde det? For Lykke, som endnu ikke havde fået sit første måneblod, var det slet ikke en tanke, at moren kunne stikke ud i duft. En lille gruppe af hele flokken af orkere samlede sig over et af gemmestederne før de flåede det åbent. Lykke kunne mærke hvordan samtlige instinkter kogede under hendes hud for at lave en distrahering, men et tramp lige over hendes eget gemmested fik hende til at holde igen. Der var ikke noget hun kunne gøre end at se hvordan orkerne sørgede for at knække og slukke hendes moders lys.
Uro opstod fra trætoppene. Krager skrattede og baskede med vingerne. Det forsatte, og stoppede ikke før at orkerne havde forsat deres rute. Siden da lagde Lykke mærke til hvordan mindst en ravn fulgte hende hvor end hun gik. Med tiden fandt hun ud af, at den ravn der var med hende, advarede hende før alt andet om farer. Selvom det var svært, blev hun overbevist om, at Nak'lar havde trukket Thyras sjæl over i en af de ravne der var til stede den dag Thyras lys blev slukket af orkere. Nu levede moren altså videre i formen af en ravn som ville beskytte og advare Lykke.
Gennem årene mener Lykke at hun kan høre forskel på lydende fra ravnen og at hun derfor ved hvad den siger. Ravnen reagere herudover oftest på Lykkes ordre - men ravnen har især sine egne holdninger.


Lykke blev i en tidlig alder en officiel del af grænsepatruljen hvor hun kunne hjælpe sin fader. Af og til, når det var stille i Nordlandet eller når der var mere travlt i andre dele af Krystallandet, kunne hun ende med at arbejde med andre byvagter. Her mødte hun blandt andet en byvagt som hun fik et godt øje til. Selvom det var gengældt forholdt de sig professionelle og blev ikke limet op og ned af hinanden. Det var ret uskyldigt og de endte med at udveksle løfteringe.


Lillebror tager ud for at blive noget andet.

Lykke valgte at blive hos sin far og hjælpe med at patruljere Nordlandet. Som årene gik, begyndte alderen dog at vise sig hos faderen. Lykke fik med hårde ord, overtalt sin fader til at opgive sin post som patruljeleder og blive pensioneret i Nordvik. På den måde kunne Lykke overtage posten. Mængden af gener fra orker i Nordvik blev dog mindre med tiden, hvilket førte til at Lykke atter blev kaldt til andre steder i Krystallandet for at assistere.

Familie: Far: Aksel Ohlson, pensioneret patruljeleder
Mor: Thrya Ohlson, død
Lillebror: Ebbe Ohlson

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Fantastisk
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Elendig
Mental Udholdenhed: Fantastisk
Chakra: Over middel