Men der var altid nogle vågne, selv på de aller tidligste timer.
Emersons skridt knasede en anelse imod stenjorden under ham, imens han skridtede væk fra borgmesterboligen, og imod en stald et par minutters gå gang fra borgmesterboligen. Det var sjældent han havde reel tid til at tage sig af det smukke ridedyr der var fulgt med Emersons liv, og da han aldrig helt havde været en dyreperson, føltes det nogle gange som om at dyret så lige igennem ham. Det havde været en tilvænningsperiode.
Men han var kommet til at holde af roen ved at passe den smukke Igna'hal, når han alligevel var vågnet så tidligt som her til morges.
Små nik faldt imod enkelte af de borgere der allerede var stået op, og gået igang med dagens gøremål, men generelt var der en dejlig, doven stemning omkring den tidlige morgentid. Det fik den rødhårede skikkelse til lidt distræt at falde i sine egne tanker for resten af dagen.
Noget der forsatte da han ankom til stalden - sagde hej til Vex - og med lidt rutinerede bevægelser gav sig til at børste nogle af hans fjer, smånynnende for sig selv.
Jah hans Igna'hal opdagede nok tilstedeværelsen før ham selv. Først da en lille fornemmelse af øjne i nakken listede sig ind på ham, drejede Emerson sig halvt omkring, et lille overrasket oh da han så den blå skikkelse i staldåbningen. Besøg, så tidligt?

Krystallandet
