Eftermiddag-Solskin og Vindstille-Dejlig Lun Temperatur

Brock følte sig henrykt. Han var nået til området han havde søgt efter i et par uger nu, og var gået langt og betalt for en masse information for at ramme stedet her. Skovbrynet af Amazonitskovene! Et sted så smukt at det havde skabt rygter over hele verden, for alle som elsker skove og træer i smukke omgivelser. Varmen havde gjort at Brock havde smidt hans store jakke og åbnet vesten helt op, samt knappet skjorten op så der kun var 3 knapper der holde sammen på skjorten. Han tog rolige og langsomme skridt, imens de grønne øjne så rundt og tog ind hver et lille blad og fugl der var omkring ham. Alt var så fredeligt og idylisk og han kunne ikke forestille sig at der kunne være bedre steder i verden lige nu. Hele situationen gjorde ham i så godt humør, at han jokkede sin hånd ned i sin jakke, som havde store inderlommer, og trak en violin med lidt kortere hals og bue, satte den under hagen, og begyndte at lade strengene spille en munter og glædelig melodi. Han dansede glædeligt rundt som en favn og spillede lystigt på violinen og gjorde sig meget bekendt i skoven, der var ingen fugl og dyr der ikke havde hørt ham nu. Forsigtig var han i hvert fald ikke.
"Bare mor kunne se det her" mumlede han til sig selv mens han dansede rundt med violinen.

Sadie var van til at rejse rundt, hun var faktisk sjældent det samme sted for længe af gangen. Dog denne gang havde hun fået forvillet sig ud i en skov, en skov hun aldrig havde vært i før og som hun aldrig troede hun skulle havne i.
Sadie gik rundt og hun blev mere og mere irriteret over ikke at kunne finde ud af hvor hun var eller hvordan hun kom ud, men hun var nød til at trække vejret dybt så hendes evner ikke satte ild til hele skoven.

Hvad var det? Hun stoppede op og så rundt, var det musik? Sadie skiftede retning og fulgte lyden af musik, hun gik forbi nogen grene og fik øje på hvor musikken kom fra, det var en mand der dansede rundt og spillede på noget der lignede en violin, hun kunne ikke lade vær med at grine lidt, måske var skoven her ikke så slem alligevel.
Sadie kunne ha fundet noget nyt legetøj som hun kunne ha det sjovt med indtil hun kunne finde ud af skoven.

Sadie nærmede sig manden med rolige skridt, mon ikke han ville opdage hende på et tidspunkt.
Hun var glad for hun ikke havde en af de varme kjoler på, i stedet havde hun en nedringet og ret kort kjole på som viste alle hendes former og hvad der dertil tilhørte.

Brock var næsten kommet i trance med at musik og dans, og havde kun opmærksomheden på skoven og dens vilde dyr og skønne natur der fylde hans omgivelser. Han var derfor også lige ved at lave et frontalt sammenstød med en imådelig velformet kvinde. Han nåede lige at lave en hård opbræmsning, ca halv meter før hans ansigt havde landet i en blød barm der tilhørte... en rødhåret? Øjnene var store og hele hans krop stod stille som en statue bortset fra brystkassen der bevægede sig i hans gispen efter vejret, musikken var også stoppet brat. 
"Kan.. jeg hjælpe dem?" Kom det forsigtigt fra ham mens hans øjne vandrede rundt på hendes røde flotte hår som så absolut farligt ud. Han tog et halvt skridt tilbage for at han virkelig kunne se hende. Hun var noget af en rødhåret sild, det måtte han slå fast med syv tommer søm. Men hvad lavede hun her og hvem var hun? Hun så da sød ud som hun stod der, og havde hele skoven som baggrund og lyset fra oven gjorde det kun bedre. 
"Jeg håber ikke jeg forstyrrede din dag med min musik og tumlen rundt" sagde han mens de grønne øjne stirrede op på den fremmede dame som var hele 10 centimeter højere end ham selv, hvilket han ikke ville sige han havde et problem med, men han ville gerne havde kunnet i det mindste stirre hende direkte i øjnene frem for at se op på hende. Det måtte være sådan alle dværge havde det tænkte han.

Sadie havde bevidst ikke flyttet sig selvom hun godt kunne se han kunne støde ind i hende, men han nåede at stoppe, hun smilede lidt over reaktion hun fik fra ham, stakkels mand, han vidste slet ikke hvad han havde i vente.

Sadie så på ham "De forstyrrede mig skam ikke, det er nok mere mig der forstyrre Dem midt i Deres nydelige musik" sagde hun roligt og med en undskyldende stemme, hun smilede dog stadig til ham, hun vidste udmærket hvordan hun skulle spille for at manipulere bedst muligt, og lige med denne mand virkede det til at være høflighed der var den bedste vej, selvom hun hadet at være høflig.

Sadie så på ham "jeg tror desværre jeg er faret vild, jeg har gået rundt i mange timer og jeg har endnu ikke kunne finde ud af skoven" sagde hun stille og lod lidt som om hun var en skønjomfru i nød på en måde, hun var der trods alt helt alene, så det var jo med at spille på hun var en forsvarsløs kvinde som var alene i skoven, selvom det langt fra var sandt, nok var hun alene, men hun var bestemt ikke forsvarsløs, tværtimod.

Brock lukkede helt ned for forsvaret da kvinden åbnede munden og begyndte at snakke så uskyldigt og ømt til ham, som en skønjomfru i nød, i sådan en fortryllende smuk skov. Han løftede øjenbrynene da hun sagde at hun var faret vild i skoven. Han undrede sig ikke over hvordan hun kunne fare vild i sådan en nem skov, men mere at hun ville komme til en særling som ham for at få hjælp til at komme ud. 
"Jamen dog, hvis de har gået i alle de timer her, så må de da være træt!" sagde han bekymret, og endeligt kunne bevæge sin krop. Han gik hen og greb sin frakke og lagde den over et væltet træ, før han gjorde gestus til damen at hun kunne sætte sig, uden at få sin pæne.. lidt meget afslørende.. men meget meget pæne kjole, beskidt af mos. Han kørte roligt fingrene gennem skæget før han så tilbage fra hvor han var kommet fra. Han kunne pege hende vejen ud, men så ville han ikke se meget af hende i hendes.. korte kjole.. og fantastiske røde hårpragt. Det var hendes hårpragt der lige nu det mest fantastiske ved den her kvinde. 
"Hvordan fandt de over hovedet her ud? Og i sådan en.. ikke praktisk... men meget tiltaltende kjole" spurgte han hende og lod sin ene hånd knappe hans skjorte en enkel knap op, så han ikke følte sig så voldsomt blottet over for en absolut pæn dame.

Sadie så mod ham da han snakkede om at hun måtte være træt efter så mange timer, hun nikkede lidt "en smule ja" sagde hun roligt, hun smilede til ham som han gjorde plads til hun kunne sidde ned, hun gik roligt over og satte sig ned "tak" sagde hun roligt og smilede venligt til ham.

Sadie kunne mærke hun var nød til at finde på en historie nu for at kunne forklare hvorfor hun var i skoven i den kjole hun havde på, hun lod sit smil falme og blive trist i stedet "oh... øhm... den vogn jeg rejste med blev....angrebet af landevejsrøver... det lykkes mig at komme ud af vognen og så løb jeg bare alt hvad jeg kunne for at komme væk.... og så endte jeg her, da jeg hørte Deres smukke musik" fortalte hun stille og lod sin stemme knække flere gange for at få det til at lyde oprigtigt og frygteligt. Sadie var heldigvis en rigtig god skuespiller så det var ikke svært for hende at lave den slags historie og lade som om at det var rigtigt, han behøvede ikke at kende den rigtige grund, så hun fandt nemt og hurtigt på en historie til hans spørgsmål.
Hun så ned i jorden og lod en tåre glide ned af sin kind for at sætte prikken over i'et på historien. 

Brock holde godt øje med da damens krop bevægede sig over til siddepladsen han havde gjort klar til hende, og kunne ikke sige fra, han kunne virkelig lide hvad han så, skønt han vidste at en kvinde som hende, var langt uden for hans muligheder af kvinder, skønt han aldrig havde prøvet at charmere en. Hans mor sagde altid "du behøve ikke vide noget om kvinder, du har jo kun brug for mor" så han fandt aldrig ud af hvordan man lagde and på en kvinde. 
Da hun begyndte at fortælle om hvordan hun var endt der i skoven, så han helt forfærdet på hende, landevejsrøver!? Tænk at de kunne finde på overfalde en så smuk dame på den måde! De var sikkert også ude efter hendes krop, og det var grunden til hun havde løbet væk. At hun så havde hørt hans musik og derfor kommet til ham, gjorde ham lidt fjamsk og han kørte sine fingre gennem skæget. Tåren som hun lod trille, smeltede hans hjerte komplet og hans hånd slap skjorten så den skilte sig igen og afslørede nogle tydelige markerede muskler. 
"Jamen det er da forfærdeligt" sagde han, med en stemme der sagde at han havde slugt hendes løgn råt, og troede hende uden problemer. Brock var stadigvæk ikke helt klar over hvad han skulle gøre med sådan en smuk kvinde. Men en ting han havde set i sine lange rejser, at når man skulle snakke sammen, som mand og kvinde, skulle man sidde side om side. Så han gik hen og satte sig forsigtigt ved siden af damen. Roligt lagde han sin hånd på hendes lår, endnu en ting han havde lagt mærke til var blevet gjort når to havde snakket sammen. Han var godt nok nervøs for samtalen, men berørings angst havde han intet af i kroppen. 
"Det er godt de kom her, hos mig er de sikker. Jeg er måske ikke 220 cm høj, men jeg er stærk som en" sagde han med et trøstende smil.
"Så hvis de har forfulgt dig så skal jeg nok klare dem" sagde han og følte sig mere modig end han havde gjort før. Mund det var fordi han havde en MEGET smuk rødhåret kvinde at beskytte? Han tænkte kort på, om hvad for en slags mænd hun kunne lide. Tanken kom også fysisk til at vise sig, i at han kom til at stirre på hendes barm. Han tog sig dog i at stirre og rettede blikket væk, mens han strøg hånden hen over hans lange brune hår og løsnede det, så det hang ned til skuldrene. Han havde ikke sluppet hendes lår endne, men i stedet lod tommelfingeren kærtegne hende trøstende. 
Han brugte sit ekstrem gode syn, til at glo rundt og sikre sig at ingen var i nærheden, før han rettede blikket på damen igen.
"Jeg tror ikke de kommer, meng jeg tror aldrig jeg fik deres navn smukke dame" sagde han med en varm og høflig stemme, før han lagde sin frie hånd på sit bryst.
"Mit navn er Brock, en vandre fra øst til vest og nord til syd, klar til at guide en hver tabt sjæl til sikkerhed, hvor det end skulle være i verden" sagde han og blinkede charmerende til kvinden og lagde lidt tykt på hans egen kunnen.

Sadie kunne ikke lade vær med at smile svagt for sig selv over at det så ud til han åd hendes løgn råt, hvilket hun ikke havde noget i mod at han gjorde.
Hun skjulte dog smilet bag sin hånd og fik det til at se ud som om hun tørrte sine øjne i stedet for.

Hun så lidt på hans hånd som han lå den på hendes lår, men sagde intet til det. Hun smilede lidt til ham "det må være held at jeg har fundet så stærk en mand her ude i skoven" sagde hun roligt og smurte tykt på med charmen.
Hun fulgte han blik som han kiggede efter om hun var blevet forfulgt "jeg tror jeg fik dem af mig" sagde hun roligt inden hun vendte blikket mod ham igen.

Hun smilede til ham som han præsenterede sig "jamen dog, en gentelman jeg er kommet i snak med..... mit navn er Sadie" sagde hun roligt og smilede til ham.
Hun havde ingen problemer med at charme sig ind på folk hvis hun så det til sin egen fordel, og lige nu kunne hun kun se fordele ved mødet med denne mand hun sad ved siden af.