Bordelejeren på byens fine halvdyrsbordel havde haft et par dage alene på sit værelse, da han havde fundet en hemmelig og mulig kærestebrevsudveksling mellem hans mand og hans elsker. Han havde lukket sig inde på sit værelse for at læse dem, og havde efter sigende ikke været udenfor døren. Han havde været chokeret og ked af det. Pludselig havde han faret op og ødelagt ting, og så græd han igen. På et tidspunkt havde nogen sågar hørt pludselig opstået latter derinde fra, hvilket aldrig var noget godt tegn. Så de ansatte halvdyr gjorde deres ypperste for at efterlade kunderne tilfredse og godt-betalende denne uge, så ingen skulle blive ofre for hvad end det var, der havde efterladt chefen i et sådan humør. End ikke manden til bordelejeren Enzel, vidste hvorfor hans mand havde valgt at tage afstand fra alt og alle, endnu. Da han for første gang viste sit ansigt efterfølgende, var der intet at se på ham. Han optrådte præcis så kølig og pæn og prinselig i tøjet som altid.

Da Corinth, en stamkunde til bordellet, meldte sin ankomst, insisterede Enzel på at træffe ham personligt. Han forhørte sig hos den smukke, lidt buttede halvhund der passede butikken i dag, og fik at vide, at Corinth besøgte den unge, nyligt ansatte Lukas i dag. Han blev lidt urolig ved tanken om at så vigtig en kunde for forretningen skulle betjenes af en så ny og uerfaren knægt. Med Lukas kunne alt jo gå galt, da han havde tendens til at glemme sin plads… Havde han overhoved trænet ham nok op?

”Holly, bed Lochtree om at se mig i gårdhaven i dag,” Sagde han inden han skulle til at dreje om mod stuen. Han stoppede dog brat op da hun nikkede og tog et skridt med ham. Han lagde en stoppende hånd på hendes skuldre og krævede øjenkontakt med hende. ”..Efter...! han er færdig… ”

”Undskyld, Hr. Silene.” Undskyldte hun og stillede sig i venteposition bag kundeskranken.

Ved Zaladin hvor var det svært at drive forretning, når halvdyr var sådan nogle idioter nogle gange… Enzel styrede mod stuen og lukkede dørene mellem stue og hall, hvorefter han åbnede op ud til haven og gik ud for at se om hans roser stadig stod der. Som altid strålede de farvestrålende rødt. Det var en rosenhave, nydeligt velholdt af bordelejeren selv.
Han skævede noget kritisk til, at der var blevet gravet et dybt hul i et af bedene. Lukas den hvalp… Han fattede en nærliggende rive og rev bedet pænt igen, mens blikket søgte op mod værelsesvinduerne på første, hvor han både kiggede og lyttede efter tegn på, at det gik godt mellem Corinth og dagens legetøj.
De klæder han havde på egnede sig ikke til havearbejde, men Enzel var trænet i, ikke at få snavs på silken. Turbanen var sikret og modstandsdygtig mod vind og bevægelse, så længden på det smukke hår ikke skulle afsløres for nogen, og klæderne var tæt pakket til kroppen, af en stram knude på silkebæltet om livet.

Blå silker, som fik hans blå øjne til at isne.

Med et lidt mere tilfreds suk trak adelsmanden handskerne over de mørkere fingrer, et sidste blik på sig selv i spejlet og den mørkklædte skikkelse der nikkede tilbage til ham. Skarp, han ville være arrogant nok til at mene at han så skarp ud, også selvom han følte sig lidt mere rodet efter turen inde på det veldekorerede værelse. Det havde dog været ganske fint, den lille halve time han havde tilbragt derinde. På mange punkter havde det - som det plejede at være - en impulsbeslutning, han ikke helt havde kunne holde sig fra, da han slentrede forbi det pæne bordel. 
Men hvem havde pengene til flere timer, og han grinte lidt sagte, nogle lette skridt på sin vej derud. Hvis bare. 

Det var dog ikke fordi at Corinth nåede langt forbi kundeskranken, et lidt overrasket blik over skulderen da han hørte et 'vent', efterfulgt af tøffende skridt over gulvet. En af de ansatte, og hun virkede som en der havde noget på hjerte, inden at han forsatte sin vante gang videre i hverdagen. "Hr. Silene ønsker at se Dem i gårdhaven" fulgte hun op med, ikke lang tid efter, og lidt overrasket gled Corinths bryn op i panden, inden at han smilede lidt. "Jaså? Hvordan kan det være?" og hun måtte ham være svar skyldig, da hun lidt distræt fik vendt sig, uden at udybbe alt for meget. "Han fortalte mig det ikke" undvigende øjenkontakt. 
Men opmærksomheden var dog vagt, og en anelse nysgerrigt fulgte han efter halvdyrets ansvisninger, hen til en smukt, velplejet og ikke mindst nidkært passet haveanordning. Med Enzel Silene gående imellem blade og blomsterkroner, næsten som hørte han til i havearbejdet. 
Han kunne da også indrømme at halvkatten var elegant i det flora miljø han havde skabt; sin egen lille baghave. Meget kært. 

Med en hilsende lille bevægelse nikkede han til den silkeklædte mand, stokken som et ekstra, forsinket skridt med ham, inden at han og den - og Holly - stoppede lidt op. "Ah, en prægtig have" smilede han i komplimenten, og slog lidt ud med begge hænder. "Og en fornøjelse at se dig igen, hr. Silene" og han samlede op på skridtene igen, for at gå ham i møde. 
Nok i et håndtryk, ville han regne med. Men man kunne overraskes. 

Midt i den smalle sti blandt rosenbuske stod hans slanke skikkelse med afklippede, tornede rosengrene i et løst greb. Han drejede om ligesom kunstneren meldte sin ankomst. Næsten som om han havde hørt ham træde nærmere.

”Lochtree, min gode ven,” Hilste Enzel med en accent der ikke var forsvundet, trods han havde boet og haft forretning i Dianthos i fem år nu. Han lod Corinth komme til ham, og gled ind i hans åbne favn og krammede ham som var det det mest naturlige i verden. Men set fra Hollys øjne, der kiggede på med stor nysgerrighed, havde hun ikke set sin alfons kramme med nogen af kunderne… Ikke siden ham der snedkeren. Men hun vidste bedre end at stå at måbe. Så hun skyndte sig at bakke ud og gå tilbage til sin post.

Med et klem i Corinths skulder, trak han hovedet en anelse tilbage så han kunne se sin gæst i øjnene. Enzel havde udmattede render under sine øjne, som indikerede at han ikke var så oplagt som han plejede at være. Men Enzels katteøjne skiftede nu lystigt til de søde komplimenter om hans rosenhave. Hans helt personlige kunstværk. ”Tak. Og du ser vel nok-” Han undersøgte ham med inspirerede øjne og smilte et bredt smil, der ikke blottede tænderne for meget ”veltilpas ud. Jeg håber at kære Lukas levede op til dine standarter. Det er hans første uge siden hans debut.” Det var ærgerligt at Corinth ikke kunne deltage til begivenheden. Mon han havde været udenbys? "Hvis ikke du har noget imod det, så vil jeg gerne låne lidt af din kostbare tid?"

Stemmen var som den plejede, lidt rullende på sine r'er og lavmæl i sin ordlyd, og beklædningen? Uopklagelig. Men alligevel blev Corinth lidt forbavset. Et sekunds overraskelse, og adelsmandens hænder gled forud for hans forståelse, da de omfavnede halvkatten. Ah. Det var ikke altid at folk gled lige nemt ind i det, og han kunne ikke genkalde sig om det var sket før. Men det føltes rart, og han trykkede ham varmt ind til sig. Duften af røgelse blandede sig med rosenblomster, og han smilede ind imod det bløde stof. 
Da han virkede til at trække sig, løsnede Corinth krammet og gav den yngre man et ordentligt blik. 

Han havde ikke lagt mærke til at det andet halvdyr var lusket væk. Men det var måske meget godt, givet hvor træt han egentlig så ud... i hvert fald i det lys Corinth lige fik med fra havens solfald. Men det virkede dog til at passere, da han lyste op i et smil. 
Adelsmanden følte sit eget blomstre frem, og grinte sagte over ordene - veltilpas var i hvert fald et ord for det. Men om nogen måtte Enzel vel vide hvad der foregik med hans folk, og Corinth brummede lidt fornøjet. "Hans første uge? Du har ikke det store at bekymre dig om" sagt med et lille smil, inden at han rynkede lidt på brynene. Som dukkede en tanke lige op, og han tilføjede. "Lidt ivrig. Men det har sin egen charme" hvilket nok ikke helt var en kritik, alligevel. 
Fokusset blev dog fundet og lagt på Enzel igen, da han med et spørgende glimt nikkede, og slog hånden lidt ud. Skulle de sætte sig, eller måske gå lidt? 
Et eller andet sted, forventede Corinth næsten at det handlede om nogle malerier, eller noget mere kunst. Bodel ejeren havde været en pæn kunde, og på det punkt, var de vel blevet hinandens lille indtægt. Men et eller andet - måske en sjette sans - fik ham til at overveje det udmattede glimt fra før en ekstra gang, da han fulgte efter Enzels isblå skikkelse. 

”Ah, ja, det er som jeg forudså det,” Smilte han og bukkede beklagende med hovedet. Det var også sådan Lukas agerede overfor ham, da han i et svagt øjeblik var alene med Lukas på et snusket værelse. Han var ikke meget anderledes end en rigtig kærlighedssøgende hund. Og det var ikke altid lige, at det var hvad kunderne ønskede… ”Så vidt jeg har forstået, er han kun sådan overfor de attraktive kunder.”

Enzel skævede til hans blonde samtalefælle, som han i et øjeblik kommunikerede med ham alene med øjnene. Følg med mig, sagde de, inden hans broderede tøfler ledte dem an tilbage til stuen, hvor de store dørpartier var slået åben. Hans gang var lidt langsommere end hvad der var komfortabelt. Den var uden tvivl hæmmet af at halen var bundet stramt og uværdigt ind til benet. Men hvad gjorde man ikke for at holde sin identitet skjult…? Han formåede dog at gå ligeså balanceret og kontrolleret og kælent som en kat, alligevel.

Han skævede om til Corinth, ganske sikker på at han fulgte ham lige i hælende. De triste tornede grene blev bortkastet inden han trådte ind i stuen, hvor der på gulvet var der anrettet tæpper og store silkepuder med motiver af grønne blade rundt om en stor, farvestrålende vandpibe. Han gik i det store træskab, ligeledes et møbel af rubinsk karakter, og fandt en flaske rødvin og nogle glas frem.

Han tog erfarent plads ved en af puderne, helt uden at støtte sig til noget idet han sænkede sig, og krydsede benene smidigt. Han åbnede vinen og hældte generøst op til dem begge to, Corinth først, naturligvis. ”Jeg skal bruge et billede mere. Af Lukas…” Sagde han, mens han antændte vandpiben med flammen fra et stearinlys der allerede var tændt. Vandpiben havde kun ét mundstykke, som de måtte deles om, hvis altså Corinth var til sådan noget. ”Det er nødt til at være dig. Dine værker er så levende. Så magiske.” Og så passede de jo i øvrigt til de resterende billeder Corinth havde lavet af nogle af de andre halvdyrspiger på bordellet.

En lille latter slap over læberne, og han kørte den frie hånd igennem nogle af krøllerne. Falsk forlegenhed, men dog stadigvæk høflig nok til at ikke bare tage den uden yderligere reaktion. "Ahahah, jah dét kan du sagtens bilde mig ind" smilede han, og fulgte med den turbanklædte mand videre. 
Se det var altid lidt specielt, at blive inviteret med indenfor og bagved facaden. Selvom Enzel ikke vidste af det, havde Corinth snaget mere i hans vante liv end han egentlig ville bryde sig om. Via de besværgede malerier, havde adelsmanden været lidt glad for potentialet i at kunne lytte med, hvilket havde vidst sig at være en sø af drama, som han så absolut elskede. Som underholdning han ikke skulle arbejde for. Udover han ikke styrede hvornår samtalerne faldt, og alle de andre begrænsninger, men-

Men en gang imellem faldt der guld af. På trods af at han primært havde været i kunderummene, rent fysisk, følte Corinth lidt at han havde været mange steder i bordellet. 
Alligevel var han nysgerrig da han observerede omgivelserne, noget betaget over den eksotiske indretning man så sjældent så her i hovedstaden. Som havde han taget syden, og fragtet den hjem på en ny hjemmebane. Interessant. En stor vandpibe stod som kronen på værket, og en dæmpet, lidt fornøjet brummen undslap Corinth, da han så hvilken retning det tog. 
Så det var vidst en lille handel i vente, men det var ikke handlen der fik smilet over de lyse læber. 
Støttende til stokken - for en gang skyld var den til mere end bare pynt - formåede han også at komme relativt elegant ned. Benene krydsedes i skrædderstilling, og han nikkede, et fascineret blik over flammen der fængede kullet, et lille, sagte grin, da han hørte komplimenterne. "Ahh, selvfølgelig.." summede han, og voksede lidt i de rosende ord. "Du smigrer mig, hr. Silene" men alligevel virkede det ikke helt som om at han bad ham stoppe det. "Det er en gave at skabe værker for mennesker som dig".
Blikket fulgte den dovne røg han pustede ud i luften imellem dem, der også spredte en velduftende snert af noget sødt. Noget genkendeligt. Interesseret snuste Corinth ind, med en vag tanke til de få rejser han havde haft i Rubinien, men mest af alt forundring, da han genkendte duften fra sine egne piber derhjemme. Ikke ligeså prægtige som denne, men! 
Corinth kunne ikke lade være med at udbryde "En mand af smag simpelthen!" et vidende glimt i de mørkebrune øjne. Nymåneblad, simpelthen? 

Den ene hånd slog lidt forklarende ud, veltilpas, noget mageligt over hans energi da han han blev tilbudt mundstykket, for en smag. "Jeg kan sagtens male mænd" tilføjede han inden sit sug, et lidt drømmende blik i øjnene. Jah Lukas ville være et smukt motiv. Og skønhed var dejlig nemt at fange, når man genkendte det så mange steder. 

Mennesker som dig. Enzel var ganske fordybet i at få gang i piben og spjættede ikke ved mindet om løgnen. Han havde levet som et menneske de sidste fem år, og så længe han havde turbanen på, kunne han selv godt glemme hvad han virkelig var inde bag alle silkelagene. Han kunne sågar behandle sine egne med samme disrespekt som menneskene i Krystallandet, blot for at virke mere overbevisende. Og af og til fordi andres syn på halvdyr havde den effekt på ham…

”Det er jeg glad for. Lukas bliver den nye favorit, kan jeg mærke.” Smilte han tilfredst og så til mens Corinth rakte ud efter mundstykket og tog for sig af den euforiserende nymåneblad. ”Jeg vidste bare, at det ville falde i god jord.” Hans latter var klukkende. Han havde skam lugtet det på ham sidst de traf hinanden kort. Det var en racefordel, at intet gik hans næse forbi.

Han langede en sart hånd ud. Hver en finger glimtede af guld og farvestrålende juveler, uden hensyntagen til at intet matchede med resten af ham. Han var så farvestrålende og pompøs, som en vaskeægte fyrstesøn. Uden at være det… Han tog imod mundstykket og inhalerede, mens hans blik hvilede på Corinth og kælede ham med øjnene, som havde de været gamle sjælevenner…

Sjældent huskede bordelejeren det første møde med sine kunder, men hvordan kunne han glemme den nydelige adelsherre med de mange penge og et kunstnerisk talent. Han var nok en smule betaget. En smule misundelig...
Værelsesdøren stod på klem den dag… Også den dag. Enzel kunne lige se ind og tjekke om hun blev behandlet godt, og selvfølgelig også om han blev behandlet godt. Der var ikke noget unormalt for ham lige at tjekke, lytte ved døren eller se efter med sine egne øjne. Men han havde ikke forventet at få øjenkontakt med de næsten glødende øjne under klimaks. Han havde ikke forventet at blive mødt med et hvidt tandsmil…

…Det var ikke lige noget de havde talt om. Og ej heller var det planen om at bringe det op nu.

Han forsvandt næsten i den hvide, tykke røgsky, da han pustede ud. ”Så hvorfor går du i hele taget på mit bordel? Altså mine ansatte er dejlige, men... Du er jo ikke…” Han hvirvlede med håndende som han sløvt forsøgte at finde ord til at beskrive nogle af de andre kunder, uden at tale grimt om dem. ”Utiltalende…” Blev det dog alligevel til. Enzel fandt mange af dem ulækre… De var fede eller gamle, trætte af deres koner, eller havde syge lyster som de ønskede at udsætte hans stakkels piger for. ”Hvis ikke du allerede er gift, er jeg sikker på at det vælter ind med tilbud.” Hvem ville ikke gerne føde små, blonde drengebørn? Med prinsekrøller og mørke, fortryllende øjne. I Rubinien var hans slags nærmest et sjældent syn. Men de fleste i Dianthos var nu også mørkhårede.

At sige det faldt i god jord, var en underdrivelse. Det var sjældent Corinth måtte folk af samme interesser som ham... om det så var indenfor kunst, indenfor livsstil, livsvalg, og måske endda også syn. Men når han gjorde, var det en resonans han elskede at opleve. De personer der tog de pladser, kunne tage mange former. Fra Cullins bredskuldrede skikkelse, til det pludselige møde med hertugsønnen, for evigheder siden. Måden han interagerede med fremmede, venner, bekendte. Og nu Enzel. En lille fællesinteresse byggede gode broer, og den klukkende latter fik ham til at føle sig ganske velkommen. 

Smagen, sød og lidt krydret, sendte nogle summende signaler til hjernen, og advarede kroppen om den milde rus der ville følge med. Jah, nok kunne man sige advarede. Men det var nok mere en jublende kakofoni, end en galloperende advarsel; han var bestemt mere end bare positivt overrasket, og rakte med et fornøjet smil det lille mundstykke, tilbage. "Jeg må være let at gennemskue" grinte han lavmælt, men virkede ikke synderligt 'truet' over at fremstå som en type der røg det her stads. 
Endnu en røgsky, den slugte næsten den isblå skikkelse, og Corinth fattede det velfyldte glas, en lille, tavs skål inden at han tog en tår af den velsmagende væske. Så blev det vidst ikke bedre. 
En fornemmelse der blødte igennem i hans ord, da han hørte den stilfærdige kompliment - lidt gemt væk i hans undren. Corinths ene mundvig krølledes op. "Nogle må joh løfte standarden lidt op" jokede han, men vidste godt at det ikke var hvad halvkatten mente, når han spurgtee på den måde. Corinth kunne dog godt se hans rationale - hvorfor bruge penge på noget man kunne få gratis. Og med et mere tænksomt glimt, skiftede han vinglas ud med mundstykke, læberne lidt spidsede sin overvejelse. "Jeg er vel bare... nysgerrig, af natur? Måske også lidt for impulsiv" åh han skulle bare vide. "Det er pænt sted, dine ansatte behager mig... og jeg har ikke noget imod at betale, når det bare..." og han tog et sug, røgen på vej ud af munden da han forsatte. "... er sex. Der er god service, og godt selskab, på mere end bare i besøgene.." og røgen kildede kortvarigt hans stemme, gjorde den hæs, men end ikke det rykkede hans fokus fra Enzel igennem den hvidlige røg, imens han talte. Han gav ud af komplimenterne, og de føltes varmende. 
Det sidste blev i et lille pust skubbet ud, og han rakte med summende fingerspidser mundstykket tilbage, et kort blik af over de glimtende, smukke ringe der dækkede Enzels hånd. Overraskende bleg, førhen han slog blikket op igen. "Kan du virkelig se mig som en gift mand, hr. Silene?" kom det næsten lidt drillende, øjnene lidt smallet ind. Ham?

Jah egentlig, var det på en lidt forvrænget måde, var det at besøge et halvdyrsbordel, en af de mere almindelige ting han foretog sig. Et glansbillede af 'almindelighed', hvis det mest forskruede eller halvperverse han gjorde, var at hygge sig lidt for ofte på bordel. Sætningen burde have afsluttet med 'når det bare er sex, lige præcis de behov får jeg stillet andre steder - fordi at tage hvad han ville have, havde aldrig været problemet. 
Men han var nødt til at holde lidt igen med de sandheder. De var så forfærdeligt grimme i forhold til glansbilledet. 

Ligesom den turbanklædte halvkat, var Lochtree-mennesket glad for at få komplimenter på udseendet. De var begge forfængelige, så ens, og alligevel forskellige som dag og nat. Enzel med alle hans prangende farver, og Corinth der var sortklædt fra top til tå.

Helt uden mundtlig kommunikation, udvekslede de to herre mellem mundstykket og deres rødvinsglas. Enzel kunne allerede mærke den behagelige nymånebladeffekt buzze i hans krop. Havde han siddet her alene, havde han gerne fyldt vandpiben med katteurt, da det gjorde ham så dejligt tilpas, legesyg og også lidt liderlig. Som hans helt personlige middel, der var beregnet til ham. Men nymåneblad virkede nu også på halvkatte. Det gjorde ham bare også lidt døsig, når han fik for meget af det, sammen med rødvin. Men dejligt var det nu.

Langsomt dalede han ned at ligge på siden, så han overtog flere puder. Vandpiberøgen søgte opad, så nu var han ikke så utydelig i tågen længere. Hans blå øjne var næsten opslugt af den runde, udvidede pupil. Han lå og lyttede opmærksomt Corinths forklaring på hans spørgsmål. Det havde været et godt spørgsmål, for tilsyneladende havde ingen spurgt ind til hvorfor før. Det lød endda på ham som om han ikke selv havde tænkt over det før nu. ”Du har været nysgerrig og impulsiv længe,” Sagde han, mens han hvilede med albuen som den eneste støtte fra at ligge helt ned. Han gjorde sig til overfor Corinth, det gjorde han. Han nød at blive nydt. Han nød at flirte. Men han havde det nu også fint med at ligge herovre, mens Corinth forblev derovre, på den anden side af nymånetågen.

Som han havde mundstykket i munden, hørte han hans spørgsmål og smilte midt i en dyb, afslappet indhalering. ”Hr. Lochtree… Nu spørger du en mand, der kun har mødt dig indenfor bordellets mure. Men sagtens,” Var Corinth da ikke menneske? Skulle hans familienavn ikke gives videre til en søn en dag? ”Mange gode mænd kommer her, så de kan forlyste sig på måder, der ville skræmme deres små søde koner derhjemme. Er det ikke bare ædelt?” Det kunne være svært at høre sarkasmen gennem accenten, men det spøgefulde smil var ikke til at tage fejl af.

Men så sagde han noget, der ændrede hans ansigtsudtryk til noget mere følelseskoldt ”Ægteskab eller ej. Alle bedrager hinanden før eller siden.. Det er som et fængsel..” Nok var hans eget ægteskab en hån mod gudernes vilje, men for ham havde det været ægte nok. Han tænkte på alle dem han havde kastet sin ubetingede kærlighed over. På Nicola og Phillippe. Han tænkte på Llyon… Hvad havde han gjort for at fortjene det her lorteliv?

Der var noget yderst elegant over Enzel, der med lethed faldt til siden, når han slængede sig i de bløde puder. Som siddeplads var gulvet en smule specielt valgt, og Corinth ville nok aldrig finde samme lethed (eller udvise samme smidighed) ved det, som en der var vokset op omkring den type af kultur. Men det føltes alligevel ganske naturligt omkring halvdyret. Han var en god vært. Nydelig også, så fint som han sad på den anden side af vandpiben, med pupiller der langsomt slugte mere og mere af den isblå regnbuehinde. Det var let at lade sine parader falde, sådan som den summende fornemmelse af velvære krøb længere og længere ud i krogene af af hans krop. Helt ud til de tjæredyppede fingerspidser. 

Druevin imod læberne, og Corinth strakte mageligt den ellers ranke ryg, da han hørte det muntre, komplimenterende svar fra bordelegeren finde sin vej tilbage til adelsmanden, og han grinte sagte, i sarkasmens kølvand. "Meget ædelt" og kortvarigt blev blikket en tand varmere. Enzel ramte nemlig hovedet på sømmet, nok mere end han selv vidste af. Enzels folk var dog stadigvæk beskyttede af en form for... reglement, de havde det bedre end Corinth ville mene (og behandle) mange andre. Selv med det som halvkatten sagde.
Men indenfor de samme få sekunder ændrede tonelejet sig dog, og Corinths bryn gled lyttende op, smilet en anelse pauset, da han hørte den sagte tilføjelse til snakken om ægteskab. Alle bedrager hinanden. Det er som et fængsel. 
Og som delte strømmene sig, fornemmede adelsmanden en chance for at spørge lidt ind til det privatliv han ikke (udadtil) kendte til, hos Enzel. Bevares. ordene vækkede ikke meget sympati i den blonde mands hjerte. 
Men det vækkede en lurende interesse, fortæl mig mere om dig selv, og han lænede sig en anelse frem i ordene. "Ægteskab, for mig, vil nok altid være en... handel. En udveksling af enten magt, status, penge - gerne alle tre på én gang.." og han himlede lidt med de mørkebrune øjne. Zalans adelige liv, hva? På trods af at man nok kunne bande det langt, langt væk, virkede det dog ikke som om at det trykkede alt for meget hos Corinth. 
Han havde vænnet sig til tanken igennem mange år. 

Men halvdyret... der var noget andet i betydningen af hvad et ægteskab skulle være, og lidt undersøgende gled blikket nedover hans ringdækkede fingrer. Regnede han med loyalitet, bare på grund af løfter? Læberne skiltes lidt overvejende, inden at han lige fugtede stemmebåndet i en til tår. "Hvem har brændt dig, hr. Silene?" og han tippede hovedet lidt studerende, næsten sympatisk på skrå, de direkte ord til trods. 
Hvem havde skåret huller i isen, der ellers lå omkring halvkattens blå øjne? 

Enzel fornemmede at han havde sagt noget, der havde fået Corinth til at læne sig mere frem. Men selv i bladenes tåge, var Enzel trænet i kun at udlevere de oplysninger han ønskede. Det var meget nemt, når man levede sig helt og aldeles ind i sit rollespil, hvor man spillede en mægtig mand, som ikke var et offer.

”Huh…” Lød det eftertænksomt fra ham, som om han gjorde sig en mental note om, at han kunne kopiere lidt af det til sin karakter, da Corinth fortalte om sit syn på ægteskab. Det var jo meget modsat hvordan Enzel havde tilgået ægteskabsideen hidtil... Hans blik vandrede lidt væk, da han nåede frem til en konklusion. ”Det er derfor at du er den kloge, og jeg er en idiot.” Han havde giftet sig af kærlighed, og det hele havde været så smukt, og forventningerne til fremtiden havde været skyhøje.

Da Corinth kiggede på Enzels fingre, var der nok mange ringe at se, men ikke nogen der skilte sig ud fra de andre han havde. Måske kunne hver ring repræsentere et knust ægteskab, men det lignede nu mere, at han bar dem, fordi de var smukke og udtrykte hans magt og status.
Men da Enzel rakte ud efter sit rødvinsglas endnu engang, blottede der sig to snitsår på håndfladen, der lignede at det var snittet med en præcis bevidsthed, i form af en lidt blodig ceremoni. Det ene ar var ældre, og det nye var væsentligt friskere, og spolerede det gamle, ved at krydse henover det. Det ene ægteskab havde erstattet det andet…

”Dem alle,” Svarede han dystert, allerede godt på vej til at dykke ned i sin vin, mens følelserne var både sorgfulde og hadefulde. Her ville en ædru Enzel nok være stoppet, for at holde tæt på sit privatliv, der trods alt indeholdt mange hemmeligheder, men den påvirkede Enzel var ensom og alene om sine kvaler. ”Min eksmand… min nye mand og min elsker… Jeg hader dem allesammen ind til knoglen,” Afslørede han så, selvom det var en smertefuld tilståelse for ham. Det var ikke noget han havde gjort meget for at holde hemmeligt. At han udelukket var til mænd, altså. Men det plagede ham at fortælle om antallet. 3 personer var jo ikke meget, set i øjnene af en synder som Corinth. Men for en mand som Enzel betød det, at han havde fejlet hele 3 gange.

Det var ikke altid at man fik de informationer man søgte. Men i processen, kunne der dukke nye op undervejs. Som veje der delte sig og krøllede sig igennem samtalens hjørner. Men måske i sidste ende, førte de alle sammen til Rom alligevel, og det var derfor ikke vigtigt hvilken retning man tog. Nok nærmere hvor ihærdig man var, når man blev ved med at gå, trods stigningen kunne blive stejl. 
Alt gled bare lidt lettere med vin, og Corinth sendte en mental salute til den røde væske, da han pludselig så noget andet end hvad han først havde ledt efter, nu hvor halvkatten rakte ud efter sit eget glas. 

Måske var det lidt af en 'arbejdsskade' hjemmefra, men adelsmanden kunne genkende ar-typer med overraskende præcision, når han spottede deres ridser i fremmede eller bekendte. Og selvom han ikke kommenterede dets cerimonelle natur, da han spottede det næsten anklagende X Enzel bar med sig... føltes det som om, at der alligevel kom et svar; et svar der dansede med en isnende tyngde af had over sig. 
Dem alle sammen, simpelthen. 
Og selvom der ikke var noget tydeligt billede af hvem de tre mænd var, eller hvordan de så ud, kunne han ikke helt slippe interessen omkring det. "Aha..." og Corinths dæmpede bemærkning stod ikke alene i sin overraskelse. Ikke en, men tre gange følte Enzel sig svigtet? De var tre gange der havde gjort ondt, rigtigt ondt, hvis han hadede dem. Fordi så langt var der alligevel ikke imellem had og kærlighed - man kunne ikke hade noget, eller nogle, hvis ikke de havde en form for plads i ens indre. 

Samtidigt med at have en snert af medfølelse for halvkatten, var er noget som bankede næsten ligeså insisterende som hans eget hjerte, da han ønskede at vide hvorfor, jah hvilket drama der lå bagved denne komiske tragedie. Corinth tog en tår mere af sin vin, inden at han fnyste, lidt forarget på Enzels vegne og spurgte "Svigt er en af de værste oplevelser en mand kan gennemgå - sikkert kujoner hele bundtet. Hvad har de så gjort? Jeg er sikker på at de har gode undskyldninger" og han talte lidt ind i det sarkastiske toneleje fra før, en lille himlen med øjnene over ordet 'gode'. 
Der fandtes ikke gode undskyldninger, når mennesker begyndte at hade hinanden. Men det var et frisk glimt af vrede, og han brød sig om den dystre melankoli, der emmede fra Enzel. 

På den anden side af den magiske maling på billederne, der hang rundt omkring på bordellet, og endda på Enzels allermest hemmelige værelse, havde Corinth muligvis lært de to af bordelejerens kærestesorger at kende. Den ene var Enzels ægtemand, som mere eller mindre boede i sengen på soveværelset. Han var en alt for spinkel, altid deprimeret, mørkglødet halvpanter. Og havde Corinth kigget med i den periode, hvor ægtemanden havde været forsvundet, havde en anden mand overtaget pladsen. Denne mand havde været af en helt anden statur. Han var en rigtig håndværkerkarl, og lignede ikke den lille ægtemand overhoved, og var ikke just den type man ville forvente, at Enzel gik efter, men når tøjet blev pillet af elskeren, var det ikke svært at se hvorfor han havde valgt at bedrage i sit ægteskab.
Den ene kompenserede for den anden. Det Nicola ikke havde, kunne Phillippe tilbyde ham, og omvendt.

Sanserne var som bedøvede af alkohol og nymåneblad, men følelserne fik frit løb. Corinths medfølelse var som brænde på det bål, der repræsenterede hans selvynk. Selvfølgelig var det synd for ham, vidste Enzel, men noget slog ham også. Selv i sin rus, blev han farligt opmærksom på, at han lige skulle til at fortælle Corinth alt. Som havde dette her været endnu en anonym monolog med sig selv. Visse ting skulle ikke ud af bordellets mure. Allerede havde han sagt alt for meget.
Han åbnede sin mund, kun for at lukke den igen. "Jeg forstår det faktisk ikke helt..." En del af ham ville nu gerne af med sine problemer. Han havde ingen at gå til. Ingen at betro sig til, længere. "Jeg forstår ikke hvorfor de er gået imod mig, begge to. De har bedraget mig med hinanden, helt uden at jeg så det. Jeg har været så blind. Jeg troede de elskede mig, bare lidt, men har de plottet imod mig?" Corinth kunne umuligt svare på Nicola eller Phillippes vegne. Og han havde sikkert ikke engang følt kærlighed, som Enzel havde det. Men han var godt selskab. De havde ting til fælles såsom... deres velstand, deres synd og misbrug.

En bedre ven havde måske taget fat i roden af problemet, og påpeget mønstre, vaner, manipulerendetendenser eller alt der var imellem, for at hjælpe halvdyret foran ham. En bedre person. Corinth kunne sine mere ubehagelige tanker til trods, sagtens sympatisere med Enzel - åh at føle sig så ført bagved lyset. Men imens han genkendte følelserne hos Enzel, var de, eller hvad de betød, ikke til at finde hos adelsmanden selv - og han slugte i stedet elendigheden råt. 
Der var noget utroligt smukt ved tragedie, og han kunne ikke helt forklarer hvad det var. 
Han var dog investeret i det, og lænede sig lyttende frem da Enzel fandt ordene. 

Så i sidste ende, var det et spørgsmål? Corinth lukkede lidt eftertænksomt øjnene, lænede sig en smule tilbage, den ene hånd støttende imod gulvet bagved ham imens han tænkte. Han var trods alt et lidt sårbart sted. Og med en spørgende hånd rakte han ud efter mundstykket, indhalerede røgen, og pustede ud igen, med et ærgerligt glimt i øjnene. "Jeg kender ikke dig, eller dine tidligere forhold - men jeg vil sige.." og Corinth slog blikket op imod røgen, der langsomt forsvandt væk i rummets dekorative hjørner og kroge.
"Du burde ikke undskylde din kærlighed. Det gør virkelig blind" og han smilede lidt ved ordsproget, overraskende oprigtig omkring det. 
Man kunne ikke altid stå til ansvar for hvem man holdt af. Men man kunne for helvede sørge for ikke at stå tilbage med det lange strå, omend det var tanker der ikke nåede over Corinths læber her til aften. 
Mørkebrunt, næsten rødt i udkanten af de udvidede pupillers mørke mødte Enzels isblå. De var som en kølig mur, men alligevel så sorte, at det slugte alt hvad der plejede at være blåt.

I stedet rakte han mundstykket tilbage til Enzel, en sitrende, summende fornemmelse snigende igennem kroppen, nu hvor at alkoholen begyndte at gøre den sløvende effekt stærkere. Det fik musklerne til at slappe af, og hans egne skuldrer til at føles lettere. Mageligt rettede han skrædderstillingen til at det ene ben var rejst op, og slyngede armen omkring knæet, i et lille, veltilpas, suk.  

Det kunne måske være et hint til at han snakkede for meget, da Corinth pegede ud, at han ikke kendte ham, men i så fald var han ikke i stand til at opfange det. Det var derimod endnu en påmindelse om, at han burde overveje at skifte emne snarest, før Corinth blev endnu en af dem, der var på hans mentale liste over folk, der vidste for meget til at kunne leve. At forsøge at myrde en stamkunde, var nu under lavmålet, og ikke noget Enzel kunne finde på, medmindre han blev en trussel. Enzel gik ikke bare rundt og slog folk ihjel, selvom det var sket mere end et par gange, men han havde da lært sin lektion, da det første drab blev afslutningen på en fjende, og starten på to nye... Vigtigst af alt slog man ikke gode kunder ihjel, og da slet ikke Corinth. Enzel kendte heller ikke ham, eller mandens familie eller baggrund, hvilket sikkert var uklogt. Men han skulle jo også bare bruge hans kunstneriske færdigheder... og lige nu hans selskab. Og forhåbentligt blev de vigtige detaljer, som de runde menneskeører opfangede, ikke gemt eller brugt til ondsindede hensigter.

"Der er så meget jeg ikke burde... Og så meget jeg burde gøre," Gjorde han sig enig og rakte dovent ud efter mundstykket der blev overrakt. Som han indhalerede, betragtede han Corinth, der syntes at være helt afslappet. Der var dog noget intenst ved de brune øjne, da de mødte ham igen. I det rette lys funklede hans øjne nærmest rødt som rubiner, på en ikke så menneskelig måde, men Enzel var nok for omtåget til at kunne reagere på det. For høj...  Hans blik sank ned ad Corinths figur, der efter Enzels erindring, pludselig havde skiftet position. En yderst veltilpas Corinth sad i hans puder, det var ikke til at tage fejl af. Men forhåbentligt havde Lukas også sørget for at dække hans behov...
"Det er lettest at hævne sig end at dyrke sin sorg..." Mumlede han lidt fraværende, stadig med blikket på Corinths krop, frem for rubinerne i hans ansigt. "Jeg burde ligge med alle mulige... Udnytte og blive udnyttet... Jeg burde ligge med dig." Han pustede den sidste røg ud. Bekrymringsløst.

Lidt som dråben der ramte en stilfærdig vandoverflade, faldt halvkattens blik pludselig en anelse nedad under samtalen. Dovne katteøjne. Hans fokus forsvandt i søen, og hans opmærksomhed, syntes pludselig at skabe ringe i det metaforiske vand - noget som Corinth kun gradvist lagde mærke til, desto længere ud i vandkanten det kom. Der var så meget man burde og ikke burde...  isblå, afrundede pupiller fik ham til at læne sig en anelse umærkeligt frem, idet han lyttede til den fraværende stemme. 
Det var lettere at hævne sig, end at dyrke sin sorg - Corinths bryn gled stille op i det lyse ansigts opmærksomme, stadigvæk mageligt smilende ansigt. Efterfulgt af undren, blandet med kortvarig forbavselse over den bramfrihed der lå i Enzels næste ord, da han formåede at gøre kunstneren næsten paf. 

Udnytte og blive udnyttet. Det var ikke helt til at afvise hos Corinth, hvordan at de ord assisterede hans summende krop i pludselig at føles meget mere sensitiv og tilstede. Både overfor det stof han havde på, men også for det blik, der uden meget undskyldning virkede til at afklæde ham - læberne deltes en anelse tavst. Men det var ikke en summen af pinlig forlegenhed. Og derfor var det et smigret smil der endte med at trække et tandsmil frem, og Corinth klukkede sagte. Han vidste ikke hvad der var passende at svare, men nød den stille anerkendelse der var, da det vil indirekte måtte betyde at han var i god nok kvalitet for den unge hr. Silene. 
Men nu havde han trods alt heller aldrig været kendt for sin 'passendehed', gode manerer til trods. 

"Og du lover at hade mig, når jeg i sidste ende forrådder dig?" kunne han ikke dy sig fra at spørge, en drillende kant under den lidt hæse stemmes bas - han var dog en bedre ven, end mange gav ham anerkendelse for. Sorte, uetiske kanter til trods; kunstneren havde en loyalitetsfølelse han ikke helt brød sig om at vedkende. 
Men at blive hadet for de rigtige grunde, kunne gøre mange situationer dét værd. Og nysgerrig på hvad han syntes at lugte i vandet, smallede den blonde mand øjnene en anelse vurderende imens han tilføjede. "Hvad stopper dig?" og han rakte i en langsom bevægelse ud efter mundstykket igen. 
Det havde måske ikke været en vanddråbe, men derimod en blodsdråbe, som havde prikket til hans opmærksomhed og Enzels fokus. Det plejede at lokke rovdyrene tæt, trods alt. 

Corinth behøvede ikke bekymre sig om bordelejerens had. Den var hidtil rettet mod de to skyldige personer, som han havde elsket. Enzel skulle til at trøste dem begge med at der ikke ville være følelser imellem dem, uanset hvad, men han stoppede sig selv fra at sige noget, fordi han pludselig huskede, at der heller ikke havde været store følelser imellem ham og hans mand, eller ham og Phillippe Jahnson, da han først gav sig til at lege med dem. Følelserne opstod... på baggrund af de ting han lavede med dem...

Han rumsterede og flyttede lidt ubekvemt på sig, da Corinth spurgte hvad der stoppede ham fra at udnytte og lade sig udnytte af ham. Ja, det kunne du lide at vide! Tænkte han arrigt over, at Corinth overhoved havde reageret på hans åbne overvejelser. "Afstanden, som det første," Svarede han, dog uden at flytte på sig. Så langt væk var Corinth nu heller ikke, men der lå så meget mere bag. Enzel var så forbandet bevidst om, at det ikke ville hjælpe nogen, hvis han hævnede sig. Hans mand, Nicola, ville bare være lettet over at det ikke var ham der skulle udnyttes, og Phillippe... Phillippe vidste han ærlig talt ikke noget om. Han var på en eller anden måde den der havde bedraget ham mest...!  Den indre ild plussede op, og forstærkede kun Corinths chancer hos ham.

"...Og søde Lukas har allerede været der." Den sidste begrundelse var noget han lige fandt på, men det passede jo. Hvem gad at være nogens nummer 2, på en dag? Enzels blik forblev på hans blonde gæst. Stirrende, i et nyttesløst forsøg på at holde sig kritisk og huske sig selv på, at holde sin ikke eksisterende uskyld så ren som muligt.

Det var en sagte tilfredshed der trillede henover hans smil, da det virkede til at bordelejeren faktisk virkede til at finde det en anelse ubehageligt. Som kunne han afklædes med øjnene alene, gled de i ordenes kølvand ned af hans silkeklædte krop. Afstanden? Nu måtte han lige - afstanden var det mindste af problemerne, og adelsmanden fnøs indvendigt.
Udadtil, var det dog en afventende stilhed som fulgte med blikket. Pupillerne søgte op igen, mødte det isblå, hvor harmen stadigvæk sivede ud, af og til. 

Men med et lille grin vinkede han en smule afværgende ud i luften med den ene hånd, og øjnene slap endelig halvkatten. "Ahah..." de gled i stedet i, og adelsmanden lænede sig mere mageligt tilbage. Det ene ben bukkede op, og han støttede ryggen med hænderne. Skrædderstilling var alligevel ubehageligt i længden, men at rejse sig helt, var ikke rigtigt at gøre. Ikke endnu. 
"Lukas var også god... egen optræning, går jeg næsten ud fra?" og han konverserede lidt let og skødesløst videre, selvom tanken om muligheden, ikke helt var sluppet. Bare et spørgsmål. 
Det var tillokkende - det legede med hans interesse i det skandaløse, og Corinths kæber spændtes en anelse op i tankernes labyrint. Mådehold havde alligevel ikke været ham, det levede de som mennesker for kort tid, til. "Det er dog nogle dårlige grunde" indskød han derfor lidt mere morende, lidt som havde det taget en smule tid at nå til den konklusion. Men blondinedum var også et charmetræk, han havde set sin kammerat Cullin dyrke det, helt uden at det var noget han ville. 
Og Corinth smilede lidt mere afventende, tvetydig med hvorvidt det var med vilje, at han så godt som havde afbrudt ham. Eller ved et uheld. 

Som han i sit eget hoved listede alle grundende til ikke at gennemføre scoringen af Corinth, så dukkede der nogle genstride grunde op til, hvorfor han skulle gøre det. Corinth faldt faktisk i Enzels smag, selvom han overhoved ikke lignede nogle af de andre han havde ligget med… Det var den måde han lå der på puderne på og magede sig. Mystikken i hans glødende øjne, når de kiggede overvejende på hans krop. Og det blonde hår, der hvirvlede omkring, når hans hænder kørte igennem det. Det var fysisk attraktion… Hjertesorger, alkohol… og katteurt.

”Nej, han var urørt da jeg ansatte ham. Så jeg fik en god pris af en velhavende herre, der gerne ville oplære ham selv,” Sagt uden bekymring for hvor grusomt det kunne lyde i fremmedes ører. Men det her var jo en forretning, og Corinth havde selv gjort ting ved hans lille Lukas, så… Han frygtede ikke at blive fordømt. Enzel var en god alfons. Og han passede på sine halvdyr.

”Hvorfor synes du at det er dårlige grunde? Er det ikke bare dig, der er utilfreds over at jeg tøver?” Han smilte lidt, opmuntret af, at han i det mindste stadig kunne holde mænds interesse, selvom han var blevet gammel. Hele 23 år gammel. Men også overforbruger af alkohol og milde stoffer. ”Jeg foretrækker at fantasere om det… Det må vel være grund nok.”

Man vidste vel hvor man selv kom fra. Blakket fortid eller ej, der var noget ophøjet ro over måden Corinth ventede på, der vidnede om hvor han oftest havde færdedes, igennem årenes løb. Overdådige bal, fremragende nattestunder og alkohols som et lille filter over virkeligheden. Der var etikette, og så var der grænser. Han havde altid foretrukket at danse med ligesindede, og provokere i hvert et skridt. Jah, ærgerlige øjne fulgte ham, når han selv var den der afviste andre - selv når de ikke åbent indrømmede at de ville have ham. 

Eller, det var han i hvert fald arrogant nok til at tænke. 

Så selvfølgelig ramte det et ømt sted, at Enzel ikke bare fulgte sine ord. Narcissismen tog et lille hug, men spillet kunne stadigvæk vindes. 
Et skævt, lille smil trak op da han tænkte på halvhundens service, og han tog en overvejende slurk af den røde væske. Øjnene blev knebet en anelse sammen, da det skæve smil blev til et beroligende grin. "Det sidste var langt mere sandt, end det første" Joh, at ville fantasere om det var grund nok, men han kunne ikke give slip på det. Tanken slog rod.
Og med et lille klink blev glasset sat fra sig på gulvet, inden at Corinth krydsede benene, og i en lidt svajende, bevægelse rejste sig. "Men du har delvist ret. Jeg er måske en grad af utilfreds, men ligeså meget fordi.." Corinth bukkede sig lidt ned imens han talte, samlede mundstykket imellem dem op og lukkede afstandens lille kløft. ".. jah, jeg blev nysgerrig. Kender du det?" og han rakte ham det, et studerende blik over den isblå himmel, der så tilbage på ham, men uden at sætte sig ned.