Med et lidt overrasket udtryk hævede Corinth ansigtet fra den bog han sad med, da en skændende tone ekkoede igennem bibliotekets ellers stille omgivelser. "Duer ikke!" Den rungede irritabelt imod væggene, og blev kort efter forfulgt af et dæmpet smæld. Var der nogle der kastede med inventaret? Lidt overvejende gled de mørke øjne over hans omgivelser, der var virkelig ikke mange, på sådan en eftermiddag som idag, og det betød nok også at der ikke var nogen til at stoppe det. 
Corinth rettede sig op, et spørgende blik imod der hvor bibliotikaren havde været for nogle minutter siden. Væk. 

Og med endnu et 'SLAM', hørte han nogle flere blive kanøflet af en hylde, eller et bord. "Det her er joh faktuelt forkert. Tilbage i 1867? Hah! Prøv med 1865, fæhoveder" og han drejede i et ryk ansigtet imod lyden, et spirende smil i mundvigen over de stolte ord. En historiker? 
Nysgerrigheden blev i sidste ende for meget, og skubbede til den forunderlige impuls om at undersøge hvad det var. Hvem det var. Og sikke et syn der så mødte ham, da han endelig - via diverse håndende bemærkninger og kast rungende igennem rækkerne af støv og indbundne pergamenter - fik cirklet sig ind på skyldneren af ståhejet. 

Nu havde han da aldrig...
Det var nok for de flestes øjne et ukomfortabelt scenarie, der mødte dem omkring hjørnet, helt i bunden af biblioteket. Men en lille, lidt forhutlet og i hvert fald ikke lydløs skabning travede rundt i imellem åer af bøger spredt omkring hendes... ikke imponerende - men stadigvæk i øjenfaldende skikkelse. Corinth nåede lige at se halen vippe en bunke bøger fra bordet, der ellers havde været nidkært stablet, og kunne med et skjult smil ikke helt bedømme om det havde været med vilje... eller ej. Heh. 
Og prøvende ventede han lidt på at hun selv opdagede ham i vrimlen, hånden løftet i et dæmpet. "... så. Du er ikke en fan af biblioteket, antager jeg?" dog sagt i slet skjult latter. 

Det var ikke ofte at Vidya tog til Dianthos, faktisk sidste gang hun havde været her, havde været sammen med selve dødssynden for Lyst, men denne gang var det mere et spørgsmål om at komme lidt ud i den friske luft, og det var nok også lidt af en impulsbeslutning, hvilket var lidt at sige, når det trods alt ikke var en kort tur at komme til Dianthos. Men med et æsellignende dyr hun kunne ligge på, og så bare ligge og stirre op på skyerne på den lange tur, så var det i sidste ende ikke så slemt.

Men det vigtigste ved Dianthos var trods alt også biblioteket. Så første dag var hun glædeligt gået op på biblioteket og havde taget fat i den første bog, klar på at lære noget nyt måske, og så faldt hendes ansigt mere og mere bare, jo mere hun læste dem igen. Der var visse nye informationer, men irritationen voksede, som der blev ved med at opstå faktuelle forkerte ting. Hun havde i hvert fald 52 referencer der pegede på andre ting, og hun havde endda været lukket inde i Kzar Mora i de år det havde forgået.
Hvilket også var sådan hun havde fundet sig en stabel af bøger der ikke var gode nok, og en irriteret mine, og alle tanker om at forholde sig stille var smidt ud af vinduet.
Et irritabelt suk kom fra hende, da hun i en frustration havde ramt bøgerne. Hvor var hendes hjælpere også som de normalvis var. Men okay hun var heller ikke derhjemme. Hun satte sig ned på hug for at samle bøgerne op igen. De kunne ikke ligge og fylde på den måde trods alt, og det var først i den position hun hørte en stemme.
Hendes lille hoved kiggede op. Det brune hår hang livløst om hendes skuldre, og de grønne øjne stirrede stort og overvejende på mennesket, inden et fnys undslap den gamle dæmon. "De har tydeligvis ikke styr på deres referencer. En hver idiot kan jo se at de har forkerte oplysninger." Ikke at hun ikke også havde det på sit bibliotek, men så kunne man lige lave en note om det trods alt. Hun samlede et par af bøgerne op i en stabel, som hun tydeligvis ikke havde planer om at sætte på plads. Det var jo hjælpernes job.

Hvad var hun? Selvom det var let at kaste ordene 'dæmon', var det virkelig ikke som nogen anden dæmon han havde haft fornøjelsen af at møde. En nisse? Måske en lille form for trold. Men hvad end hun var, virkede på en og samme tid som om at hun skilte sig ud... og alligevel passede fuldkommen ind, i de her omgivelser. Interessant.
Mørke øjne fulgte hende da hun begyndte at stable nogle bøger, og stadigvæk et lidt løst smil om læberne over hele episoden. "Virkelig?" og han lød måske en smule leende. Brynene gled op i panden på ham, og lidt mere investeret greb han fat i nogle af de bøger hun havde skældt ud på, for at bladre igennem nogle af siderne på den. Krystallandets helte - bind 3. Ikke en han havde læst før. 

Med et lille smæld smækkede han bogen, og rystede den lidt insinuerende imens han talte. Prøvede at fange den diskrete, livlige opmærksomhed fra det mindre væsen, det svirrede noget uforklarligt over den lille kvinde. Og han kunne ikke vurdere vægten eller værdien af det - ikke endnu i hvert fald. 
"Jeg har aldrig overvejet at fakta-tjekke bibliotekets for dets viden. Er det en personlig interesse?" fulgte han op med, imens fingeren gled over bogryggen for at finde forfatteren. Ken Idones, og han gik skridtene hen til pladsen ved I. 

Mennesker kunne selvfølgelig heller ikke vide bedre, når de var så kortlivet, men tænk at man lod folk skrive bøger, når de ikke vidste bedre. Nej, bogskrivning skulle kun være hvis man reelt havde noget viden man kunne komme ud med. Hun var væsentlig mildere når det kom til sjælebøger, men det var også bare erindringer. Erindringer var sjældent faktuelt men var med til at male et billede i de fleste tilfælde.
"mmmhh?" kom det fra den lille dæmon som hun tog endnu en bog ned fra hylden. Det var ret tydeligt at hun ikke kunne nå de højere reoler og dermed var der lige nu primært støvsuget for bøger i hendes øjenhøjde. Hvis det ikke var for hendes aura, så havde hun virkelig ikke virket som meget andet end et barn. "Selvfølgelig skal man faktatjekke tingene man læser," sagde hun, som om en anden idiot kunne gætte sig til det. "Især når de så tydeligt tager fejl! Det mindste man burde have styr på er sine navne og årstal, men det kan idioterne ikke engang." sagde hun, som hendes blik begyndte at kigge over siderne på den nye bog. Man kunne næsten ikke forvente at hun stod og læste det, men ganske vidst tog hun informationen ind i hovedet, og placerede den på hylderne i hendes eget lille bibliotek i hovedet. Hun kunne jo næppe stjæle bøgerne her fra biblioteket selvom hun frygtelig gerne ville. Så kunne hun læse dem færdig i fred og ro, og til sidst bestemme hvor meget af det der var faktuelt forkert. 

Og han tog ikke fejl, da hans sanser sagde ham at der var noget omkring den lavere skikkelse. Noget som han på en og samme tid genkendte, og alligevel følte sig forundret over. Dragende. Med skjult fornøjelse så han hvordan højden havde været en hindring for de øvre lag, og da han endelig fandt den bog han stod med i håndens, plads, gled han i stedet nærmere dæmonen, der knap nok kiggede op fra sit arbejde. Heh. 
Overvejende strøg hånden henover nogle af de organiserede bøgers rygge, imens han talte. "Mmmh? Tydeligt siger du.." og han klukkede dæmpet, da han greb fat i en tilfældig bogryg. Uden at spørge, rakte han den prøvende frem imod hende - ville hun have dem heroppe også. Og så slog det ham endelig. 

Ah. Som en gammel kending, var det at hårene på Corinths arme langsomt rejse sig. Øjnene spærredes en smule op, læberne skitles i et lydløst lille 'oh', og han strammede kortvarigt grebet på bogen han rakte imod hende. En dæmon, det var derfor han genkendte det, det gled direkte ind i sindet på adelsmanden, hvis mest almindelige selskaber var relativt magtfulde skabninger. 
Men hende her - hendes aura føltes tungere end Levines - og det prikkede til en insisterende interesse. 
Lidt overvejende skubbede tungen sig imod kindtænderne, inden at han lod nysgerrigheden vinde over eventuel fornuft. "Hvem er du, egentlig? Nogle af de bøger du har fat i, er 200 år gamle, så.." så hvis hun kunne det udenad på den måde, måtte man næsten antage at hun havde været der. 
Eller magi - magi var en løsning på så godt som alting, og ikke en han behøvede at kimse af. 

Da Vidya kunne se noget ud af øjenkrogen, kiggede hun kort op og så ned på den fremrakte bog, inden hun med et lidt træk på skuldrene tog den til under armen, inden hun forsatte med den hun havde gang i. Hun havde stadig lige en del af bogen hun skulle igennem, inden hun også kunne lægge den fra sig endnu engang. Og så kunne hun forsætte med bogen hun havde fået. Hun havde tydeligvis ikke meget interesse i manden der stod ved hendes side. Han kunne have været en myre, og hun ville værdige ham ligeså mange blikke som hun gjorde på nuværende tidspunkt.
Endnu et lille irriteret klik med tungen kom fra den oldgamle dæmon inden hun bladrede til den næste side i bogen, for at forsætte.

Men der var alligevel noget ved stemningen i biblioteket, der endelig fik hende til at stoppe, og hun drejede hovedet, som han talte. Hendes øjne blev lidt smallere, lidt mere seriøse, som hun tog hans skikkelse ind, som om at hun bedømte ham. Hvem var han til at spørge?
Hun fugtede sine læber. ”Jeg bliver kaldt Vidya,” svarede hun, selvom dem der kendte til dæmonernes rige, nok nærmere ville kende hende under hendes titel. ”200 år er heller ikke særlig mange år, vel lille menneske.” Ikke at hun selv havde kunne opleve disse ting. Hendes indespærring i Kzar Mora havde sat en stop klods for hendes kollektion, men hun havde troligt brugt de sidste 6 år på at fylde lageret op igen. Så mange der havde måtte lade livet for at hun kunne blive tilfredsstillet, og det var endnu ikke opfyldt.
 

Ah. Vidya... overvejende kunne man ane hvordan tankerne gik igang hos Corinth, der uden tvivl smagte på navnet. Prøvede at få det til at give mening, og slog det op imod de referencerammer han kendte. Havde han hørt om hende? Nu var det trods alt heller ikke normalt at de gav deres sande navn ud, og titler var sågar mere almindelige end tilvalgte navne. Vidya... 
Armene krydsedes da han mærkede elevatorblikket. Ah, ingen tid sagde hun? Og uden at sky væk fra hende - nej nok nærmere interesseret over det - lænede han sig alligevel en smule tilbage imod boghylden, noget afslappet over sin opmærksomhed, da han gav hende ret. "Sandt, sandt.." lille menneske. Selvfølgelig var det en dæmon, arrogancen var ikke til at tage fejl i. 

Corinths blik blev en smule mere... oplyst, nu inviesteret i samtalen på en helt anden måde end før. Selvfølgelig var det ikke unormalt at dæmoner vandrede imellem mennesker, og slet ikke at de befærdede sig i byerne. Men det var alligevel sjældent, at man så dem der følte sig sikre nok til slet ikke at skifte form. 
Hvilket - i hans udledninger - og sammen med den vægt hendes person, stille og roligt maste ned over luften i biblioteket, måtte betyde at hun følte sig.. skråsikker. Eller var det rigtige ord ikke nærmere selvsikker? 
Hmm. Og med et overvejende blik mere på bøgerne, Vidya, og bøgerne igen, slog han endelig lidt ud med hånden. "Kan jeg hjælpe dig med noget, Vidya, eller foretrækker du at rode rundt med bøgerne selv?" man rakte sjældent djævlen en lillefinger. Men han kunne ikke lade være, og virkede ikke til at få travlt, hendes natur til trods. 
Hvem var Vidya? Lidt spørgende gled blikket imod rækken af bøger hun ikke kunne nå, eventuelt det, men villig til at det var på hendes præmisser. 
Selvom det var fristende, var han ikke dum nok til at skubbe grænser han ikke kendte. Endnu. 

Det var lidt upraktisk at blive kigget skævt til når man var ude og bevæge sig mellem menneskerne, men grundet Vidyas lille skikkelse, så var der alligevel overraskende få der lagde mærke til hende, som hun banede sig vej mellem menneskerne. Det var mere sådan en lidt dårligt følelse i maven som hun bevægede sig forbi og man ikke var helt sikker på hvorfor.
Men mennesket her virkede til at holde sig i nærheden af hende, som om at hun var interessant. Det kunne man argumentere for, men hun var ikke sikker på om det bare var fordi hun ikke ligesom passede ind på biblioteket. Et bibliotek som også var frygteligt uorganiseret hvis hun skulle være ærlig.

Hendes blik fandt hans. Overraskende kalkulerende i det øjeblik det foregik, inden at et let og bredt smil spredte sig på læberne af hende. "Ja, jeg kan næppe nå alle bøgerne, og de er ikke så behjælpelige herinde!" Eller nok nærmere var de bare ikke kommet automatisk og spurgt om de skulle hjælpe. Det kunne ikke være rigtigt at hun selv skulle undersøge dem. Men ham her måtte være høj nok, og så skulle hun ikke finde et af sine dumme dyr frem. Selvom når det ikke var hendes børn, så var de væsentlig bedre. "Men selvfølgelig hvis du har nogle bøger du kan forslå er jeg også lutters øre. Jeg mangler generelt lidt information på de sidste 2000 år, især hvis det har med magi at gøre, hvis du kan være behjælpelig." Hvilket ikke indskrænkede noget som helst, men den lille dæmon ville bare have mere information og det nemmeste sted at starte var vel i sidste ende at læse hver og en bog på det store bibliotek. En absurd opgave for de fleste. 

Det var ikke helt til at vide med den lille, dæmoniske skikkelse. Både hvad angik hendes ord, men også hvad der angik hendes bevægelser - så hurtige og vimsende, at han ikke kunne lade være med at smile lidt. Men opmærksomheden blev ikks sløvet, bare fordi at hun ikke så imponerende ud - udadtil. Tværtimod, så vandrede hun er på trods af at det var lidt mere... ikke-dæmon-tilpassede biblioteksgange, og han kunne ikke andet end at holde lidt af det. 

Øjnene spærredes dog op ved den kvikke kommentar, og Corinth rynkede brynene lidt eftertænksomt, imens han raket ud efter en tilfældig bog, på en af de højere hylder. "Det er også rigtigt, i har været spærret inde længe..." der var ikke den alt for store overvejelse om det var decideret smart at påpege, men Corinth kunne alligevel ikke dy sig. Det var ufattelig lang tid, og han kunne nok ikke engang begribe omfanget af det. 
Men det var alligevel lidt komisk, givet de var den mægtigste race, og alt det andet man plejede at sige. Eller i hvert fald havde været - arkitekter af magien. 

Bogryggen blev vendt imod ham, og han studerede kort overskriften, inden at han satte den fra sig igen - intet om magi. "Men den spændende slags magi? Den er nok ikke tilgængelig, her på bibliotekets offentlige områder.." forsatte han lidt overvejende, et enkelt, overvejende bllk på Vidya, førhen det fandt tilbage til bogen og han bladrede til en ny side. 

Sætningen i sig selv, fik Vidyas øjne til at knibe sig sammen, og med et lille ryk kiggede hun tilbage over på Corinth, en overvejende mine i øjnene, og havde han ikke forsat med at snakke, så havde hun nok også afbrudt og spurgt mere ind til det. Men hun lod ham snakke. Mennesker var trods alt ligeså stolte som dæmoner på visse punkter, og Vidya var ikke bleg for denne ting, og der var trods alt en grund til at dæmoner stadig kom til hende, selv når de kendte hende.

"Du lyder som en der måske ved hvad han snakker om," sagde hun overvejende, omend hun ganske vel allerede godt vidste det. Men hun havde ikke adgang til den slags biblioteker, ikke her i Dianthos mere. Og når hun hungrede for viden, så tog hun hvad end hun kunne, og meget af det der var skrevet her, var trods alt stadig ganske interessant for hende. Men hun tyggede sig også igennem bøger, som andre tyggede sig gennem mad. En hungren der aldrig rigtig var blevet tilfredsstillet.
"Du ved måske også hvor jeg kan finde det jeg søger?" spurgte hun, et smil på hendes læber. Hun var ikke sikker på hvad han ville have tilgengæld, men hvis han havde noget hun kunne bruge, så var hun trods alt villig til at bytte. Han kunne jo altid komme forbi hendes bibliotek, hvis han turde.

Det var altid lidt af et sats, sådan at lave aftaler med dæmoner. Ofte ville man finde sig selv med det korte strå, og der var så absolut ingen garanti i hvorvidt det var på grund af ens manglende snilde, eller på trods af alle de forsikringer man troede man havde lavet. Men. Vovet eller ej; det var samtidigt også dæmoner der ofte gav de bedste belønninger, hvad end afskygning den så tog. 

Noget sagde ham at Vidya var en man skulle træde varsomt omking. Og gjorde Corinth det for at få noget vigtigt ud af det, så ville han også have været mere omhyggelig med hele dette møde. Men der var det vigtigt at huske på, hvordan han mest af alt gjorde det for sparke af spænding der fulgte med. Ah, hun bed på krogen. 
Og adelsmanden tog imod rosen, inden at han lidt skødesløs lod fingrene følge nogle af bøgene, påtaget overvejelse i stemmen og blikket. "Tjooeh. Jeg har nogle idéer til hvor man kan starte med at lede. Men de bliver så vrede, skulle det opdages" og han kunne ikke undgå at smile en anelse, alene ved tanken. Forharmede borgere, bibliotekarer og samlere - han forventede ikke at de ville straffe ham mere, end et rap over nallene - skulle de altså blive opdaget. 
Måske en bøde, og anmærkning, det var joh... selvfølgelig dét værd. 

Corinth tappede lidt på den ene bog, og brummede sagte. "Jeg kender en samler, her i Dianthos. Manden har opstøvet en masse bøger igennem tiderne - jeg tror han er et godt sted at starte" øjnene gled over bog-kaosset, men han virkede ikke til at have kvaler ved at efterlade det som det var, skulle hun følge med ham. Hovedet gjorde et lille kast. "Skal vi ikke se om han er hjemme?"

Vidya kunne ikke være meget ligeglad over at der ville være nogen der fik lidt ondt på egoet over at hun begyndte at gå i deres kollektioner. Hvis det ikke var meningen at hun skulle have adgang til dem, så ville de nok have beskyttet dem lidt bedre ikke? Det var i hvert fald hvor hun stod, men de færreste havde nu også et bibliotek der specifikt holdt folk indespærret hvis det ikke var meningen de skulle være der. Dæmoniske entiteter tog trods alt meget forskellige udseender.
"Lidt vrede har aldrig skadet nogen," sagde Vidya med et kækt smil som hun lagde bogen til siden. Der var jo hjælpere til at sætte det rigtigt på plads. Det kendte hun jo fra sit eget bibliotek ikke? Det var nogle gange overraskende hvor meget og hvor lidt forståelse hun havde for livet udenfro Aztaroth.

Med et let hop kom hun nærmere Corinth, en næsten barnlig begejstret i øjnene. "Skal vi ikke? Vis endelig vejen." Hun vidste ikke hvor hun ville blive ført hen, men selvom det ligeså let kunne være en fælde, så var hun i sidste ende ikke bekymret. Dem der kom på tværs af bibliotekardæmonen fik næppe lov til at leve i fred, og en dæmon var svær at slå ihjel trods alt. Desuden, hun kunne nu altid bruge en lille ny bog på sin reol. 

En let, lidt løs latter forlod Corinth ved de kække ord, og han nikkede sagte. Lidt vrede havde skam aldrig skadet, det var bare en anden måde at reagere på. Og måske lagde han også en form for tiltro til styrken der var i situationen - stod han virkelig med en lidt ældre dæmon, ville de nok sagtens kunne overtale den mand de nu endte med at besøge, til at lade dem.. snuse lidt rundt. 

Der var heldigvis ikke så langt derover. 

Corinth skævede kort imod aftensolen der hang over himlen, og vurderede at det nok var omkring den gængse borgers afensmadstid. Den butik han havde i tankerne, lukkede tæt på aftenen men ejeren plejede at trave omkring i butikken efter lukketid, og ordne små ting her og der. 
Imens de gik, gled blikket dog tilbage til dæmonen, og han hævede lidt overvejende det ene bryn. "Har du noget at forhandle med, med dig, eller tror du han kan overtales?" og adelsmandens hoved vippede en anelse spørgende på skrå. Et eller andet - sikkert hans fordomme, sagde at hun ikke havde. 
Men det var mest for at forberede sig på det eventuelle sammenstød der ville komme, at Corinth fandt det nogenlunde vigtigt at finde ud af. 

Vidya lagde hovedet lidt på skrå, et næsten lidt glædeligt barnligt smil spredte sig på hendes læber. "Det kommer vel an på hvad han er interesseret i, og ellers har jeg... visse overtalelses evner," hendes øjne strålede lidt ved den tanke. Det var sjældent hun havde mødt en person der kunne stå helt imod en af hendes aftaler. Hun var også lidt blidere omkring hvad hun ville give tilbage igen, hvis det var noget hun gerne ville have af den anden person.

"Men du skal da også være velkommen til at forsøge at overtale dem for mig. Du har jo nok lidt mere forståelse for menneskers flygtige ønsker." For det var vel det der i sidste ende var deres hubris. De levede ikke et langt liv, så de forstod så sjældent hvad det var de gav afkald på. Hvad skulle de med en sjæl efter de var døde? Ja, det var jo ikke til at vide, især ikke som Vidya gerne skovlede dem op og satte dem på en hylde i hendes bibliotek, så de for alt eftertid ville stå der og mærke smerten af at få forvrænget deres sjæl og sind, og aldrig mærke den blide død. Hun fandt de nogle dage næsten lidt morsomt som de ville skrige når hun sørgede for at de kunne tale.

Lidt morende gled de mørke bryn op i panden, og Corinth lo. En blød, ret let latter, og han nikkede en anelse for sig selv. Dæmoner havde sine egne veje, og Corinth kunne ikke lade være med at føle... at hun ikke jokede, når noget farligt dansede i de store øje. Og det var måske også en del af Corinths nysgerrighed, og interesse. 
Magi og evner der oversteg hans værste og bedste mareridt - den form for mørke, man ikke praktiserede i hovedstaden. Kunne han være en flue på væggen, skulle han se hvilken ravage Vidya kunne skabe. 
"Ah, jeg skal ikke blande mig i din process" stemmen var måske en smile undskyldende, men smilets lidt stive kant, det modsatte. Han så frem til det. Men hvordan kunne man være andet, når det kunne tage så mange veje?
Om Vidya vitterligt slog en handel af med dem, og det hele endte i fredelig glæde, eller om han faktisk fik lidt mere interessant magi at se, kom i sidste ende ud på et. Det var ikke målet, det var processen. 

Nedad en mindre gade, og en frisk modvind slog dem i møde. Lyden af selskab længere fremme fik Corinth til at skæve ned imod Vidya, men så bekymret var han ikke. Langt de fleste almindelige borgere, ville gøre meget for ikke at blande sig i noget (nogle) der ikke vedrørte dem. 
Og de var der alligevel lige om 3 sidegader - det gav ikke mening at gå udenom dem. 

Vidya var ikke typen til at ty til magt alt for hurtig. Det var kedeligt, og hun blev nødt til at bruge ressourcer på at få den del igennem, men det var nu også sjældent disse dage hvor hun selv havde et brændede ønske om noget viden, som det var lige nu. Måske var hun også bare blevet for blød på sine gamle dage. Det ville de fleste dæmoner der stadig havde omgang med hende, dog nok fnyse lidt af. Som årerne gik var Vidya kun blevret mere sær.
"Du skal ellers være så velkommen," sagde hun, grinet stadig tydeligt i hendes stemme, som hun gav et let hop i sine skridt fremadrettet. Hvis Corinth ville blande sig, så ville hun heller ikke stå i vejen. Mennesker var nogle sære væsner, og det var godt engang imellem at få lov til at observere dem.

De mange lyde i Dianthos generede ikke VIdya, som hun tog gadernes billed ind, og prøvede at huske på hvordan det så ud nu, i forhold til hvornår hun sidst havde været der, dog kunne det skarpe nysgerrige blik ikke helt holdes for sig selv, som de nærmede sig en højlydt gruppe af folk, og Vidyas blik fulgte også dem som hun gik forbi. Lyttede til hvad de sagde, men hun gjorde ikke noget, og indikerede ikke at hun havde mere synderlig interesse i at interagere med dem, nej, i sidste ende var hun blot interesseret i deres destination. Der var mange ubetydelige væsner her i byen.